af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Efter i forrige afsnit at have stiftet bekendtskab med nogle af de klassiske abductions, så skal vi her se lidt på den videre udvikling.
Hen mod slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 80’erne blev der skrevet flere bøger om bortførelser. Men mest markant for den videre udvikling var bogen Missing time, skrevet af Budd Hopkins i 1981 og fulgt op af Intruders i 1987 og senest Witnessed i 1996. Også David M. Jacobs, der oprindelig beskæftigede sig med ufolorens historiske aspekter, kastede sig over abduction-fænomenet. I 1992 udkom hans bog Secret life. Den blev genoptrykt i 1996 under titlen Alien encounters.
Fagligt set, så er de to ovennævnte forfattere henholdvis kunstmaler og historiker. Endelig har John E. Mack udgivet bogen Abducted i 1994, som jeg skal vende tilbage til om lidt.
Når det drejer sig om David Jacobs bog Alien encounters, så sælges den blandt andet på historier såsom: et par der har samleje mens aliens er med på en kigger; et 9-årigt barn bortføres fra en park ved højlys dag; en ung kvinde tvinges til at tage et hybrid-barn i sine arme osv, osv. Forordet er skrevet af John E. Mack.
Fælles for dem alle er, at de "frigører" beretningerne om bortførelser via hypnose.
Det vakte også betydelig opmærksomhed, da skræk-forfatteren Whitley Strieber i slutningen af 80’erne skrev bøger som Communion og Transformation om sine personlige oplevelse med de små grå væsener. Senere er flere bøger fulgt efter.
David Jacobs mere end antyder, at ufo-fænomenet som sådan, dukkede frem af intetheden i 1947. Det vides jo, at det ikke er helt sandt, men afspejler hans meget ensidige indfaldvinkel til emnet, hvilket iøvrigt også ses i hans bog The ufo controversy in America (1975), hvor det mest påfaldende er hvad han ikke skiver om den amerikanske ufo-bevægelses historie.
Ligeså mener Budd Hopkins at abduction-fænomenet er noget ganske nyt. Han kan ikke se forbindelser tilbage i tiden til noget lignende.
Intet nyt under Solen!
I den kritiske bog The evidence for alien abductions skriver John Rimmer, at han ser en sammenhæng med tidligere tiders folklore – eksempelvis at blive "bjergtaget". Og skribenten Martin Kottmeyer opridser i en lang artikel, Entirely unpredisposed, forbindelser og motiver i den tidlige science fiction. Der er modeller og inspiration nok at øse af, lagret som "skjult hukommelse".
Også vores hjemlige religionshistoriker Mikael Rothstein påpeger sådanne sammenhænge. I en artikel, Bortført af af ufonauter (Politiken : InterPOL, 30. juli 1995), har han skrevet:
"Kidnapnings-temaet er egentlig ikke nyt. Overnaturlige væsner har i næsten alle religioner og folkelige traditioner bortfjernet mennesker. Engle har rykket profeter til himmels og elverfolk har taget bønder med ind i højen. I det perspektiv er der altså tale om en moderne teknologi- og science fiction-inspireret reformulering af de gamle forestillinger. På samme måde er det umiskendelige seksuelle tema i bortførelsesrapporterne blevet fortolket som udtryk for latent sadomasochisme eller andre erotiske fantasier. Under alle forhold er det tydeligt, at den religiøse eller mytologiske skabertrang ikke er udslukt hos det moderne menneske. Ufo-historien er således ikke enestående. Da det amerikanske Science fiction-blad Amazing Stories i 1945 trykte en novelle om en race af uhygelige dværge fra jordens indre, som søgte at indtage overfladen, blev redaktionen bestormet af mennesker, som havde møde dværgene og kæmpet imod dem. Folk var lykkelige for, at det nu blev officielt, og at de kunne dele deres oplevelser med andre. Reaktionerne gjorde den rene fiktion til noget virkeligt i mange menneskers bevidsthed. Nogle iagttagere mener, at sådanne fænomener bedst forklares ud fra jungianske teorier om arketyper og kollektiv bevidsthed. Mere konventionelle iagttagere er tilfredse med de muligheder, som samspillet mellem de sociale betingelser – f.eks. populære tv-programmer – og menneskers psykologi frembyder. I det perspektiv må vi konstatere, at jordlinge dagligt kidnappes af ufo-væsener, som i enhver henseende overgår os i intelligens og formåen. Men det må naturligvís tilføjes, at bortførelserne kun finder sted i ofrenes subjektive bevidsthed."
4 millioner amerikanere bortført?
I begyndelsen af 1990’erne blev der i USA foretaget en meningsundersøgelse der blev tolket ganske overraskende. Undersøgelsen blev foretaget af The Roper Organization.
Nedenstående liste over oplevelser blev præsenteret for 6.000 amerikanere i 1991. Svarmulighederne var 1) Mere end to gange, 2) En til to gange, og 3) Aldrig. Det var så meningen at de adspurgte skulle granske såvel deres barndom som voksne liv, når de svarede.
- Vågnet op paralyseret med en fornemmelse af en fremmed persons eller noget andets tilstedeværelse i værelset.
- Oplevet et tidsforløb på en time eller mere hvor du tilsyneladende var væk, men ikke kunne huske hvorfor eller hvor du havde været.
- Set usædvanlige lys eller lyskugler i et værelse uden at vide hvad der forårsagede dem, eller hvor de kom fra.
- Fundet mærkelige ar på din krop hvor hverken du eller nogen andre husker hvordan eller hvor du fik dem.
- Følt at du faktisk fløj gennem luften selv om du ikke ved hvorfor eller hvordan.
Det er ikke særlig svært, jeg kan svare bekræftende på flere af dem. Nogle i kraft af min barndoms fantasier og frygt. Hvor mange børn har ikke med frygt, hvis de da turde, kigget ind under sengen eller i klædeskabet. Og af og til – også som voksen – flyver tiden afsted, hele dage kan af og til være som flået ud af erindringen. Ar! Tja, nogle gange kan jeg blot have et blåt mærke, uden jeg kan gøre rede for hvor jeg har fået det. Og så videre.
Svarede amerikanerne bekræftende mindst fire af de fem oplevelser, så var de sandsynligvis blevet bortført af fremmede væsener! 119 personer af de 6.000 gjorde, og i en meningsmåling som denne omregnes dette til næsten fire millioner amerikanere! Sådan!
Det var et resultat der dels kunne skabe overskrifter, dels glæde de abduction-tilhængere der havde sponsoreret undersøgelsen.
Kosmisk voldtægt
John E. Mack er en af de få der beskæftiger sig med ufo-abductions, og som på papiret er nærmest hvad man kan kalde en fagmand. Han født i 1930 og er professor i psykiatri ved Harvard universitetet. Hans akademiske credentialer er i orden. Ikke mindst derfor vakte det betydelig opsigt, da han meldte sig på banen.
I efteråret 1989 spurgte en kollaga om han havde lyst til at møde Budd Hopkins. Mack forklarede, at han ikke hvem han var, men fik at vide, at det var en kunstner i New York som arbejdede med personer der påstod at have været ført ombord i rumfartøjer. Mack vægrede sig og gav udtryk for at de måtte være tossede. Kollegaen sagde, at hun mente at der var hold i beretningerne. Alligevel, da John Mack på et senere tidspunkt skulle til New York, formidlede hans kollega en kontakt til Budd Hopkins. Det var den 10. januar 1990.
Det blev en dato der forandrede John Macks liv, har han selv fortalt. Han lod sig imponere af Budd Hopkins. På den anden side mente Budd Hopkins at Mack var den person der kunne bidrage til sagen med sin akademiske pondus og respektabilitet.
Hopkins er ikke manden der har opfundet bortførelses-temaet, men han er den person der kan tage den tvivlsomme ære for, at kendskabet til fænomenet er blevet udbredt. Det er sket blandt andet gennem organisationen Intruders Foundation. Imidlertid har han også blevet mødt med betydelige skepsis, som han dog ikke tager særlig højtideligt.
Efter at have lært sig selv hypnose, gik Mack ind på feltet. Efter tre års arbejde med en række mennesker, kilder nævner mellem 75 og 100, der angiveligt skulle være blevet bortført af rumvæsener, skrev han om dette i bogen Abduction: human encounters with aliens i 1994. Heri gengiver han 13 af de tilfælde han har beskæftiget sig med.
Kun 13! – vil nogen måske sige. Mack svarer, at der skam er personer han har arbejdet med længere og grundigere. Når disse ikke er med i bogen, så skyldes det at han ikke vil kunne yde deres oplevelser den fulde retfærdighed. Hans bog er da også kun på lidt over 400 sider, så de fyldige og saftige historier beholder han åbenbart for sig selv.
Nå, men det de tretten personer har været ude for, indeholder mange fælles træk. Noget med runde fartøjer, lysstråler og undersøgelser samt eksperimenter foretaget af medicinere fra universet. De bortførte har fået udtaget sperm og æg, alien fostre er blevet implanteret og fjernet igen, de har fået sonder indsat i vagina, endetarmen og næsen. Hvis vi skulle have været alle hans optegnelser igennem, havde det nok hængt læseren ud af halsen.
På den ene side set, så er de fremmedes teknologi så avanceret og forfinet, at det ikke er muligt at bevise deres indgreb. Men deres metoder synes primitive: Ned på Jorden for at kindnappe en eller anden – op i rumskibet med vedkommende, og så op på operationsbordet og så – efter sagen er klaret – sendes personen hjem og oplevelsen ind i glemslens mørke. Det er lidt for dumt, især når en hjemmelært hypnotisør kan vride hemmelighederne ud af ofrene.
Som en anmelder af Macks bog har noteret, så antages de fremmede almindeligvis også at være såvel åndeligt som følelesemæssigt avancerede. Her halter vi jordboere håbløst bagud. Hvorfor skulle de ønske en krydsning med os? Er de ikke så avancerede, at de burde kende til genmanipulation og kloning?
Til Time Magazine har Mack udtalt: "Du forventer ikke at der er små fyre med store sorte øjne som tager mænd, kvinder og børn imod deres vilje på lysstråler gennem vægge og vinduer ind i fremmede fartøjer, og at dette foregår i hele landet." – Ikke desto mindre, efter at have lyttet til en halv snes sådanne historier, troede Mack selv på dem. Han konkluderer i alle tilfælde, at disse bortførelser er virkelige.
De fleste ofre beskriver deres bortførere som små og grå, de er hårløse og har store hoveder og lange arme. Er man først blevet kindnappet af disse charmetrolde, så går de igang med deres eksperimenter på og i din krop og dit sind. De opererer på dig og kan også finde på at benytte sig af lejligheden til et samleje. Men det hele er naturligvis på det helt videnskabelige plan. I nogle af rumskibene har ofrene set små hybrid-børn, tydeligvis resultater af tidligere eksperimenter.
Selv siger Mack: "En eller anden intelligens rækker ud efter os, det er det mest spændende arbejde jeg har udført". Men han giver også udtryk for, at han er chokeret over at høre sig selv sige sådan, for "jeg har været så omhyggelig som muligt til at udtømme alle konventionelle forklaringer. Ingen af dem kan forklare fænomenet".
Yderligere skelnede han et motiv bag hændelserne. Bortførerne, ser det ud til, implanterer tanke-budskaber der opforderer til at behandle vor planet bedre. De fremmedes tilsyneladende mål er et intergalaktisk krydsningsprogram kombineret med en "medmenneskelig" advarsel om en forestående undergang, hvis vi på Jorden ikke ændrer vores syn på krige og det økologiske spørgsmål radikalt. Det er såmænd ikke så meget forskelligt fra budskaberne der blev viderebragt af diverse kontaktpersoner i 50’er og 60’erne.
John Macks boldgade
En af Macks 13 personer, Dave Reynold, var gradvist blevet opmærksom på sine gådefulde erindringer om væsener der på en eller anden måde havde interesse i ham. Hvad var der galt?
Han havde læst om Mack, og henvendte sig derfor til ham. John Mack var en anerkendt ekspert, en der tilmed var ansat på et respekteret universitet.
Under Macks hypnose begyndte den unge mand at huske, hvad der var sket. At han gentagne gange var blevet kidnappet af rumvæsener – op i deres rumskib, og hvor de fremmede havde anbragt noget i hans endetarm. Ikke nok med det, han fik også erindringer om et tidligere liv som indianerkriger.
En anden af Macks patienter, Donna Bassett fra Boston, var i virkeligheden en skeptiker, der gik ind i en behandling os John Mack af nysgerrighed. Macks forskningsmetoder afsløres af Donna Bassett. Efter hun havde læst en stak ufo-bøger og artikler opfandt hun en historie. Faktisk havde hun aldrig i sit liv set et ufo.
Hun kunne se, at Macks arbejde ikke var videnskabeligt på den måde at han førte en forskningsprotokol, han fortalte heller ikke sine "forskningsobjekter" om de risici der kunne ligge i regressionshypnosen som redskab. Kun fire af Macks klienter er blevet testet psykologisk, så intet kan siges om de øvriges mentale habitus. Men han kunne godt finde ud af i nogle tilfælde at sende regninger til forsikringsselskaber for sin sovekammer-forskning; han kaldte det blot terapi-sessioner.
Donna Bassett gennemgik tre hypnose-sessioner, der blev optaget på bånd og hun gjorde efterfølgene notater om hvad der var foregået. Men hun havde ikke behøvet at læse alle de ufo-bøger forud for mødet med Mack. Han forsynede hende nemlig med ufo-bøger, som hun skulle læse før hypnose-møderne!
Møderne blev holdt i Macks mørkelagte soveværelse, ikke i et neutralt kontor. Donna Basset har efterfølgende udtalt: "John gjorde det helt klart hvad han ønskede at høre!…Jeg leverede svarene."
En af hendes opfundne "erindringer" gik blandt andet ud på, at hun havde befundet sig i et rumskib under Cuba-krisen. I rumskibet befandt sig desuden John F. Kennedy og Nikita Khrushchev. Bassett fortalte at sidstnævnte græd, og at hun sad på Khrushchevs skød og forsøgte at trøste den sovjetiske statsmand.
John Mack ønsker ikke at diskutere Bassett-sagen, men antyder dog at han havde sin tvivl med hensyn til hendes troværdighed. Ikke desto mindre fremgår det af båndoptagelserne fra hendes sessioner, at Mack tog hende alvorligt.
Også andre der har været involveret i Macks førsøg har ytret sig. Dave Duclos har udtalt, at John Mack havde en "skjult dagsorden", for alle der sagde noget negativt om aliens, blev sat på plads. Selv husker han Macks ord til ham: "Hvis du tror at de fremmede er onde, Mr. Duclos, så tænk over det indtil det gå op for dig at de er gode!"
John Mack morer sig over dem der hævder, at han ikke er hypnoseekspert. "Angrebene på hypnose begyndte først da der begynde at komme afslørende informationer som man ikke ville høre."
Mack fatter ikke hvorfor man skal søge efter konventionelle forklaringer i stedet for at at akceptere at noget usædvanligt foregår. "Vi har mistet evnen til at se en verden hinsides den fysiske – jeg er brobygger mellem de to verdener."
Krumtappen er hypnose. Kan hypnose afdække undertrykte erindringer om seksuelt misbrug, misbrug i sataniske ritualer, tidligere liv, eller her: at havde været kidnappet af rumvæsener?
Macks arbejde står og falder med dette redskab. Men der er fagfolk som sætter spørgsmålstegn ved John Mack og hans undersøgelser. De mener at hans måde at vejlede folk, gennem hypnose, gør mere skade en gavn.
Mack er ingen hvid brud!
I tidens løb har Mack beskæftiget sig med emner som atomnedrustning, global fred og naturfredning. Han har deltaget i kongresser om Jorden og økologi. Det er derfor forunderligt – (eller er det?) – at ensartetheden i hans klienters afsløringer, og den konklusion John Mack udleder, afspejler hans eget livs interesser og bekymringer.
I 1970’erne begyndte John Mack at interessere sig for alternative adgange til bevidstheden. Således lod han sig fange af Werner Erhard’s EST, og andre sindsudvidende teknikker. Og mødet med Grof Holotropic Breathwork, udviklet af den russiske psykiater Stanislav Grof, flyttede virkelig John Mack.
Han prøvede det selv denne terapiform, og genoplevede sin mors død da han selv kun var otte måneder gammel, og han følte sin fars sorg. Senere i mødet oplevede at sig selv som russer i 1600-tallet.
Fascineret af denne teknik gennemførte John Mack et treårigt træningsprogram, som han fuldførte i 1988. Det var en tidligere nævnt kollega, der også praktiserede denne teknik, som intruducerede ham til Budd Hopkins et år senere. Man kan derfor ikke kalde John Mack for en "hvid brud", der lod sig bjergtage af emnet.
Temaet "abductions" har fået solid pressedækning i USA. Bøger om emnet sælger godt, og der er – skal man næsten tro – gået prestige i at være blevet abducted! Og de der selvbestaltet forsker i disse sager bliver mere og mere viklet ind i og smelter sammen med deres "klienters" fantasifulde verden. Jo mere absurd historien lyder, desto større chance har den for at være sand – altså ifølge Hopkins, Mack & Co.
Referencer:
- Gleick, James: The doctor’s plot. The New Republic, May 22, 1994
- Kottmeyer, Martin: Entirely unpredisposed – the cultural backgound of ufo abduction reports. http://www.magonia.demon.co.uk/
- Neimark, Jill: The Harvard professor and the ufos. Psychology Today, March/April 1994
- Plagens, Peter and Martha Brant: Invasion of the body snatchers. Newsweek, April 11, 1994
- Rimmer, John: The evidence for alien abduction. Wellingborough, 1984
- Storr, Anthony: Book review. The Independent, Maj 22, 1994
SLUT – INDTIL VIDERE
| Kapitel 55 |
[*]
Seneste kommentarer