UFO-bogen – Kapitel 28: Ufoer eller sæbebobler?

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

I slutningen af 1960’erne var der en særlig type af ufoer som vakte ufologernes interesse, det var de såkaldte telemeterskiver. I en artikel i Ufo-kontakt ridser H.C. Petersen disse objekters historie op, og der serveres et par eksempler.

Petersen lader os forstå, at der er tale om et lille, fjernstyret objekt i størrelsesordenen fra 125 cm i diameter – den gammeldags model – til de mere moderne i sæbeboblestørrelse. Der henvises til den altvidende Adamski som skulle have fortalt, at disse små objekter er en slags engangs-ufoer. Når de små sæbebobler har fuldført deres mission, sker der en kemisk proces, hvorefter de går i opløsning.

Formålet med disse mini-sonder er en slags spionage. De kan efter sigende registrere såvel tale som tanker, og de kan affotografere deres omgivelser og transmittere det hele til rumskibene højt over jorden.

Et eksempel: Kriminalassistent Ensio Slej gik hen ad en travl hovedgade i København en dag i 1965. Pludselig fik han øje på en sæbeboble, der bevægede sig ind og ud mellem de biler, der kørte hen ad gaden.

Han standsede op og sagde til sig selv, omend henvendt til sæbeboblen: "Hvis du ikke er en sæbeboble, men en telemeterskive, – så kom lige over til mig".

Sæbeboblen forlod øjeblikkelig den stærke trafik, kom over og lagde sig for fødderne af hr. Slej. Et øjeblik senere steg den langsomt op i højde med hans ansigt, blev stående stille i luften i nogle sekunder, og forsvandt så atter ud i trafikken.

Ensio Slej var ikke et tilfældigt vidne til en ufo-observation, skylder jeg at fortælle. Som det fremgår af historien, så var han bekendt med telemeterskiver. Slej var nemlig en af de meget aktive ufologer i SUFOI de første år.

Men H.C. Petersen har også set telemeterskiver i 1965: "Jeg sad og skrev en artikel, da jeg pludselig følte mig tilskyndet til at se ud af vinduet. Vi bor temmelig højt oppe, med en blid dal, der sænker sig mod vest, og dernede, i en afstand af omkring 200 meter, kunne vi(!) se en sæbeboble, der drev mod nord i en højde af omkring 20 meter over jorden.

– Ved hjælp af min kikkert (7×50) kunne jeg tydeligt se, at det var en sæbeboble, der var en smule større end en tennisbold. Den bevægede sig imod vinden og klatrede senere op til 30 meters højde. Da den et minut senere nærmede sig grænsehegnet til en militær flyveplads, steg den op til mellem 100 og 200 meters højde og passerede ind mellem nogle svævefly, som kredsede over marken. Her forsvandt den med himlen som baggrund, til stor misfornøjelse for min kone, som netop da kom til stede."

Men der dukkede endnu en boble op som begge så, men skuffet måtte de erkende, at ingen af objekterne havde reageret på deres tanker.

H.C. Petersen anbefaler sine læsere i Ufo-kontakt, at næste gang de ser sæbebobler, så skal de tale til dem. Selv vil jeg dog mene, at det er klogt først at sikre sig, at der hverken er børn eller cia-agenter i nabolaget med en dåse boblevand.

En flyvende cigar

Ufoer fremtræder og bliver beskrevet i mange udgaver, og den 21. december 1966 skrev Jyllands-Posten, at der var set en flyvende cigar over Århus. Avisens meddeler fortæller, at han lige var stået af bussen og havde hørt lyden fra et jagerfly:

"Lidt efter så jeg jageren plus én til, men desuden fik jeg øje på en mærkelig, cigarformet, gråsort genstand, der bevægede sig langsomt gennem luften, mens jagerne tilsyneladende cirklede omkring den – uden at jeg overhovedet tør påstå, at piloterne var opmærksomme på tingesten.

– Den cigarformede genstand havde ligesom en bue på midten, og jeg mener, at den havde et svagt lysskær i den ene side, men det kan muligvis være reflekslys fra solen. Men det er helt sikkert, at den hverken var udstyret med vinger eller haleror. Den svævede langsomt og lydløst af sted. Højden er som bekendt meget svær at beregne, men jeg vil skyde på, at den var omkring 500 meter oppe. Den fulgte en regelmæssig kurs, og jeg kunne følge den i cirka halvandet minut, før den forsvandt bag hustagene. Af størrelse vil jeg mene, at den må have været sådan noget som en personbil."

Avisen kontaktede både luftvåbnet og SUFOI for at få en udtalelse. Luftvåbnet kendte ikke noget til sagen, og SUFOIs leder Frank Pedersen var forsigtig med at udtale sig. Han tillagde det dog megen vægt, at vidnet havde identificeret flyene som værende at typen T-33. Det er et træningsfly som luftvåbnet har, og vidnet antages derfor at være en god iagttager. Forelagt luftvåbnets tavshed udtaler SUFOIs leder, at andet kan man ikke vente sig af dem.

Også IGAP fattede interesse for sagen. De havde fra en abonnent i Brabrand fået beretning om en lignende observation af det ukendte objekt. Ufo kontakts redaktør, Leif Eckhoff, skriver: "…der er ingen tvivl om, at Århus havde besøg af et moderskib af Adamski-typen."

Nogen fornuftig forklaring på denne historie kom der aldrig. Men i Ufo-kontakt bragte man den under overskriften: "Adamski-moderskib over Århus".

Rumskibe har det åbenbart med at skrumpe. Først telemeterskiverne og nu moderskibene. Vidnet, hvis evner til at observere ikke drages i tvivl, oplyste, at han anslog at objektet var cirka 300 meter oppe, men ikke var helt sikker.Han fortalte også, at objektet var på størrelse med en personbil. Ok, lad os være flinke og lægge 200 meter til højden og angive størrelsen til den bus han lige var stået ud af – og hvad så?

Samme ufologer som ovennævnte opererer generelt med tre forskellige rumskibstyper, og de har gang på gang slået fast, at moderskibene er de største, dem der flyver mellem planeterne. Spejderfartøjerne er dem der sluses ud af moderskibene og bevæger sig rundt i jordens atmosfære og det sker, at de lander. Telemeterskiverne eller sæbeboblerne, har lige været omtalt.

Moderskibene måles ikke i meter, men i kilometer, har H.C. Petersen tidligere fortalt, men det er åbenbart blevet glemt. Her, som i andre sager, hugges der en hæl og klippes der en tå, for at få det hele til at passe.

Rummænd vinker til en 7-årig dreng

I april 1967 skrev nogle aviser om en hændelse fra Overby på Sjællands Odde. Det forlød, at to drenge skulle have set et rumskib tæt på.

Den 18. januar var den 7-årige Jesper Andersen ud at lege sammen med den to år ældre Tage Jensen samt dennes lillesøster på 4 år. Da det begyndte at blive mørkt ville Tage hjem, men lige forinden havde de set noget oppe i luften, som de troede var en hvirvelvind. I stedet viste det sig at være et mørkegråt objekt.

Tage blev bange og løb hjem sammen med søsteren og fortalte det til deres mor. Hun så ud af vinduet, men kunne ikke se noget.

Jesper blev ude og holdt øje med det ukendte objekt. Dog havde han, bare for en sikkerheds skyld, gemt sig i en grøft. Han så nu at objektet dalede ned mod jorden og at der under det, kom tre ben til syne.

Det så ud som om fartøjet var ved at lande, men nogle få meter over jorden blev benene atter trukket ind under fartøjet, og det steg op i luften. I lav højde fløj det over mod Kattegat-stranden. Jesper så nu at noget der lignede en kurv blev sænket ned under objektet i et tykt kabel, og fra et hul i fartøjets bund hoppede de otte små væsener ned i kurven.

De små væsener var ikke større end Jesper, og han kunne fortælle, at de havde lange ansigter og lange næser. De syv af dem var lyshårede og kortklippede mens den sidste havde langt brunt hår. Deres tøj var farvestrålende med striber mens en af dem dog kun var iført en blå dragt. Alle otte havde små kasketter på hovedet.

Jesper kunne også fortælle, at de fremmede væsener havde nogle gennemsigtige beholdere på ryggen ligesom frømænd, og der gik en slange om til et mundstykke.

Nede ved stranden vendte objektet om og fløj nu hen mod Jesper. Da fartøjet var tæt henne ved ham vinkede og smilede de små væsener ned til drengen. Der lød en svag summen, og kurven blev atter hejst op og det mærkelige fartøj forsvandt.

Mens objektet havde svævet nede over stranden, var der blevet kastet et eller andet udenbords. Da sagen senere blev undersøgt af repræsentanter fra SUFOI, fandt man hvad man troede var cirka 50 kg nedfald. Det var en stor klump sort fast stof der tilsyneladende var faldet ned med stor kraft.

Fundet blev sendt til analyse på Teknologisk Institut, og fik en grundig rapport. Endelig fandt man ud af hvad det var for noget, og hvor det kom fra, det sorte stof.

Det var en af de lokale beboere der havde efterladt indholdet af en sæk kalkkvælstof på stranden for langt tid siden da indholdet var blevet for hårdt til at han kunne bruge det.

Naturligvis må det have været en skuffelse, at et eventuelt bevis på den måde mundede ud i ingenting. Men i SUFOI bed man skuffelsen og regningen fra Teknologisk Institut i sig og konstaterede fornuftigt: "Det vigtigste må trods alt være at få fastslået sagens rette sammenhæng og ikke servere en dårligt underbygget sensation".

Nattelys over Tindbæk

Observationer som de foregående hører ikke til i den største pulje. Langt de fleste beretninger drejer sig om nattelys der opfører sig mærkeligt og hvor der sjældent ses detaljer i form af vinduer, støtteben og rumvæsener.

Her er en sådan beretning fra Tindbæk mellem Randers og Viborg.

Den 4. maj 1967 havde Thomas Traasdal Møller, hans kone og niece været ude for at tage afsked med nogle gæster.

"Vejret var skønt, så vi blev enige om at blive lidt derude. Vi er vant til, når vejret tillader det, at kigge et par timer. Ved 23-tiden så Dorthe og Henny, i den trekant der befinder sig umiddelbart under Karlsvognen, en lille rød tingest der f¢r rundt mellem de tre stjerner i alle retninger, til tider var der flere. Vi blev meget ivrige og begyndte at kigge over hele himlen, og jeg skal love for, at der blev noget at se på.

– De næste toenhalv til tre timer var der uafbrudt aktivitet omkring syd. Mærkeligt nok drejede det sig hele tiden om syd – de fløj altid fra syd mod sydvest for så at bevæge sig mod øst og nedad mod syd igen.

– Jeg stod og fulgte et fly der passerede cirka to kilometer borte, da min kone i sydvest fik øje på en ærtstor grøn ting der foretog hårnålesving, for hende at se cirka 500 meter frem og 500 meter tilbage.

– Selv gik jeg nu ind for at hente vores højfjeldssol og med den blinkede jeg ved at holde et ugeblad for. Jeg syntes jeg burde foretage mig et eller andet for at fange deres opmærksomhed.

– Min kone og Dorthe begyndte derefter at kigge mod nordøst, og så tog begivenhederne rigtig fart. Først var der nogle røde prikker, så en rød streg med nogle grønne prikker. Så fik vi øje på, hvad vi først troede var en stor stjerne, men den begyndte at bevæge sig; først langsomt men så var det som om den begyndte at gynge, og foretage zig-zag bevægelser, for så at forsvinde før den kom igen i cirka 60 graders højde.

– To lysende kugler dalede ned bag bakkerne mod nordøst.Vi gik vel halvt op ad bakken mens jeg samtidig blinkede med en stor stavlygte. Da kom det ene af objekterne hen mod os.Det kom til syne bag et træ. Det havde en mat farve som min niece senere beskrev som et dovent lys. Hele træet stod skarpt aftegnet. Vi blev bange og turde ikke gå længere, men gik i stedet omkring ti meter tilbage. Vi prøvede så at gå en anden vej for at komme om bag objektet. Vi var alligevel ikke mere bange end vi ville prøve at få et glimt af det bagfra. Men der var ikke mere at se.

– Vi kiggede så opad igen og så tre objekter der bevægede sig i en trekant. Vi gik hjemad mens vi stadig kiggede op, og nu syntes vi at alt var kaos, vi syntes at alt bevægede sig. Men klokken var også tre om morgenen og dagen ved at bryde frem.

– Da vi kom til huset ville vi lige se om der skete noget i syd, og med ‚t var der en svag gulligrød tingest der gik ned i engene 500 meter borte. Efter cirka 10 sekunder gik lyset ud. Et halvt minut senere kom det op over engene og hen imod os – et svagt rødt skær med en mere rød kerne i midten, der ikke var gennemsigtig. Vi fik travlt med at komme ind, og vores mod var helt nede på nulpunktet. Vi kiggede dog ud af vinduet, men så intet.

– Senere, da vi havde samlet os lidt, tog vi bilen og kørte en tur over omkring stedet, men fandt intet. Klokken var da halv fem. Vi har også ved højlys dag prøvet at finde spor, men det er ikke lykkedes for os.

– Det er håbløst at sige hvor mange objekter der har været, eller hvor de befandt sig. Vi skrev ikke noget ned, der var alt for meget at kigge efter."

Masser af aktivitet

I slutningen af 60’erne opstod der mange nye ufo-grupper. I Mesinge på Fyn var tre ufologer i gang med at lave et lokalt ufo-center. I Nykøbing Falster var der også bestræbelser på at starte en forening, og alle havde de travlt med at forklare, at de bestemt ikke havde nogen tilknytning til Orthonbevægelsen.

På Sydfyn oprettede man en kommandocentral hvor det døgnet rundt var muligt at ringe til, hvis man observerede et ufo. Initiativtager til dette var SUFOI-manden Frank Lerbæk.

UFO-tårnSom et led i den sydfynske aktivitet indgik også et observationstårn i Egense, lige uden for Svendborg. Tårnet var blevet bygget to år tidligere og husede lejlighedsvist en gruppe unge ufo-interesserede under ledelse af Ole J. Knudsen.

Mens alle de ovenstående aktiviteter kun levede i kort tid, har Ole Knudsen holdt ved i mange år. Blandt andet som leder af SUFOIs alarmcentral, altså den funktion, der blev taget initiativ til allerede for omkring tyve år siden.

I 1967 blev der også startet en ny tradition blandt en kreds af ufologer. På tværs af organisatoriske interesse samledes man en gang årligt til en ufo-camping. Det første arrangement af den art fandt sted på campingpladsen ved Ronæs på Fyn. Et halvt hundrede ufologer havde sat hinanen stævne og afholdt foredrag i strandkanten.

Man hyggede sig sammen, snakkede alvorligt om ufoer og alt muligt andet, lavede gætte-lege, observerede nattehimlen og tog på udflugter.

Disse årlige samlinger blev senere flyttet indendørs i mere praktiske rammer, så man kunne vise lysbilleder og være uafhængig af vind og vejr.

Rundt omkring i landet optrådte forskellige foredragsholdere. Mangeartede foreninger ønskede at fodre deres medlemmer med en ufo-snak. Det, de fik serveret, var meget forskelligt, alt efter hvilken foredragsholder de uheldigvis fik fat i.

Nyborg Avis refererede for eksempel en lokal ufolog med overskriften: "Ufo-kender hævder: Tolv marsmænd har fast bopæl i Danmark!" Hermed blev bunden skrabet, selv om foredragsholderen senere trak i land. Det var vist lidt færre end tolv!

Ellers var det mere kendte ufologer som Leif Eckhoff, Vagn Dybkær og Poul M. Frederiksen der holdt foredrag for forsamlinger som Resen-Humlum Ungdomsklub, West Side Club i Haderslev og Arnum Forsamlingshus. Konservativ Ungdom i Svendborg fik også en lektion i ufologi.

Om det så var spejderne, så tog de på ufo-øvelser om natten, hvor legen gik ud på at finde og tage rummændenes leder til fange.

Kapitel 27 Kapitel 29

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*