UFO-bogen – Kapitel 2: Manden, der begyndte det hele!

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Man kan naturligvis diskutere, om det er muligt at klæbe et årstal på ufo-sagen og sige, at netop det år startede det hele. Principielt set har der og vil der altid eksistere ufo-fænomener. Det hænger nøje sammen med, at mennesket har haft og vil have utilstrækkelige evner og muligheder for at verificere det, der ses og berettes om.

At jeg alligevel vil begynde med året 1947 skyldes, at det var året, hvor man på bred basis begyndte at skrive om den slags ting i massemedierne; – året, hvor politikere, myndigheder og videnskabsfolk blev afkrævet en forklaring. Ja, det var selvfølgelig også året, hvor en amerikansk forretningsmand, ved navn Kenneth Arnold, havde en observation der blev forsidestof, og som skabte betegnelsen "flyvende tallerkener".

Den 24. juni 1947, først på eftermiddagen, var den 31-årige Kenneth Arnold lettet i sit private fly fra Chehalis for at flyve til Yakima i staten Washington, USA. På sin rute ville han komme over Cascade-bjergene i nærheden af det 4.400 meter høje Mount Rainier. Netop i dette område havde man i et stykke tid søgt efter et nedstyrtet transportfly fra marinen, der havde haft 32 marinere ombord. Der var udsat en dusør på 5.000 dollars til den der lokaliserede vraget. Fristet af dette havde Arnold planlagt at afsætte en times tid til en lille eftersøgning.

Kenneth ArnoldDa han befandt sig over byen Mineral, med udsigt til Mount Rainier og Mount Adams, blev hans fly pludselig ramt af et skarpt glimt. Han så sig hurtigt omkring nervøs for, at der kunne være et andet fly i nærheden. Han troede, glimtet skyldtes reflekteret sollys fra et fly. Han fik godt nok øje på et DC-4 rutefly, men det befandt sig langt bagude, og han mente ikke, at det havde forårsaget glimtet.

Så kom glimtet igen. Denne gang lykkedes det Arnold at lokalisere det. Han observerede en formation af ni ukendte maskiner, der meget hurtigt nærmede sig fra Mount Rainier, fra nord mod syd, i en anslået højde af 3.100 meter. Arnold beretter:

". . . Jeg så dem ganske tydeligt, og jeg anslog min afstand fra dem . . . til at være mellem 20 og 25 miles (ca. 32-40 km). Jeg vidste de måtte være meget store, for at deres form kunne ses på den afstand, selv på en så klar dag, som det var den tirsdag. . . de fløj, som jeg mange gange har set gæs flyve: i en forholdsvis diagonal kædelignende linje, som havde de været lænket sammen. De syntes at holde en bestemt retning, men foretog sidebevægelser ind og ud mellem de høje bjergtoppe." 1

Set fra siden virkede maskinerne kun som tynde streger, men når de med mellemrum tippede over, kunne Arnold se, at de var skiveformede. Det var også denne bevægelse, der forårsagede lys glimtene fra deres spejlblanke overflade.

Kenneth Arnold prøvede at regne ud, hvor hurtigt maskinerne fløj ved at tage tid mellem to bjergtinder. Resultatet blev, at de på 102 sekunder tilbagelagde 47 miles, det svarer til omkring 2.700 km/t. Objekternes faktiske længde anslog han til 45-50 feet, altså cirka 16 meter og deres tykkelse tyve gange mindre. Den samlede observationstid var cirka to minutter.

Da de ukendte maskiner var forsvundet ud af syne, fortsatte Arnold sin eftersøgning af det nedstyrtede marinefly i 15-20 minutter. Imidlertid voksede hans foruroligelse over det, han havde set, og han satte derfor kursen mod Yakima.

Efter landingen talte han blandt andre med nogle helikopterpiloter. De mente, at det Arnold havde set, nok var nogle styrbare missiler fra prøveområdet ved Moses Lake. Denne forklaring slog han sig til tåls med og fortsatte sin tur til Pendleton i Oregon.

Da han landede i Pendletons lufthavn, opdagede han, at han var ventet. Rygtet om det, han havde set, var løbet forud. Efterhånden kom det også pressefolk for ørerne, og han fik ikke et roligt øjeblik.

En journalist spurgte Arnold, hvordan de ukendte maskiner havde fløjet. Arnold svarede, at deres måde at flyve på var "som at se en underkop slå smut hen over vandet." På engelsk hedder en underkop "saucer", og det blev så i overskrifterne til "flying saucers", "flyvende underkopper" – og lidt fordansket: "flyvende tallerkener".

Imidlertid er der noget selvmodsigende i Kenneth Arnolds beretning. Det kom tydeligt frem, da hans rapport blev undersøgt af det amerikanske luftvåben.

I sin rapport til luftvåbenet anslog Arnold objekternes faktiske størrelse til omkring 16 meter og tykkelsen til tyve gange mindre, det vil sige rundt regnet én meter. Sammenholdt med hans afstandsbedømmelse betyder det, at objekternes tykkelse svarer til omkring 80 buesekunder af synsbuevinklen, det vil sige under grænsen for, hvad det menneskelige øje kan opfatte på den afstand. Grænsen ligger på omkring 3 bueminutter.

Er afstandsbedømmelsen imidlertid korrekt, så må objekterne have været mindst 30 meter tykke og altså 300 meter lange, for at kunne observeres.

I luftvåbenets undersøgelser, der også involverede astronomen Allen Hynek, antog man, at Arnold havde fejlbedømt afstanden. Man fandt, at den ovennævnte størrelse, 30×300 meter, var vel rigelig, endvidere var den målte hastighed på 2.700 km/t ikke særlig bekvem for en fornuftig forklaring på de ukendte maskiner. Det var jo overlydshastighed og på daværende tidspunkt mere end dobbelt så hurtigt af det noget kendt fly kunne præstere.

Hynek mente så, at man nok burde foretage en gennemsnitsberegning, det vil sige mellem den størrelse objekterne skulle have haft ifølge Arnolds afstandsbedømmelse, og den størrelse han rent faktisk havde oplyst dem om. Med udgangspunkt i et objekt på cirka 6,5×130 meter ville det så give en afstand på omkring 9,6 km. Også hastigheden ville blive mere håndterlig, nemlig 640 km/t.

Imidlertid var det nok afstanden, Kenneth Arnold havde mest grundlag for at vurdere. Dels vidste han eksakt, hvor han selv befandt sig – over Mineral – dels passerede objekterne bagved nogle bestemte klippepartier.

Det medfører, at såfremt Arnold har set det, han siger, så må der have været tale om nogle objekter i størrelsesordenen 600 meter i længde og diameter.

Men ikke nok med det! I sin bog, som han skrev sammen med Raymond Palmer i 1952, The coming of the saucers, fortæller han, at han allerede så de ni ukendte fartøjer, da de var 160 km borte! Det tidligere bedømmelsesgrundlag var en fjerdedel deraf. Konsekvensen bliver så objekter, hvor diameteren og længden skal måles i kilometer!

I sin oprindelige rapport forklarer Arnold, at disse maskiner nok ville have været svære at observere fra jorden. De ville jo passere meget hurtigt i løbet af 4-5 sekunder – og desuden kunne støv eller fugtighed i luften nær jorden hindre iagttagelsen, mente han. Andetsteds i sin rapport fortæller han, at vejret var krystalklart.

På en krystalklar dag skal der hvirvles meget støv op for at hindre iagttagelsen af en 600-2.200 meter stor flade 3.100 meter over hovedet på en, på baggrund af en blå solskinshimmel.

Personligt mener jeg, at han selv undergraver troværdigheden af sin egen rapport.

I 1950 udgav han sin egen beretning om hændelsen, efter først at have skrevet artikler til bladet Fate, der blev udgivet og redigeret af Raymond Palmer. Det var også Palmer, der var medforfatter til den tidligere omtalte bog i 1952. I denne bog var der dog sket nogle ændringer fra den oprindelige rapport, han afgav til luftvåbenet. Om dette skriver Donald Menzel: ". . . Palmer har altid haft en usædvanlig evne til at hjælpe unge forfattere til at fortælle deres eventyr." 2

Kenneth Arnold var stadig et stort trækplaster ved ufo-kongresser flere år efter, hvor han præsenteres som "manden, der startede det hele", og det er i store træk korrekt.

Den meget udbredte omtale af Arnolds observation – der også blev refereret i udlandet – gav anledning til, at alle, der havde set noget usædvanligt på himlen, indrapporterede dette enten til pressen eller myndighederne. I de følgende to uger kunne man efter sigende ikke åbne en amerikansk avis, uden at falde over beretninger om "flyvende tallerkener".

En amerikansk ufolog, ved navn Ted Bloecher, udgav i 1967 en rapport over denne første store bølge af ufo-observationer over USA. I denne rapport, hvor landets største aviser er gennemset, er der registreret over 850 ufo-beretninger alene fra månederne juni og juli 1947.

Bloecher skriver også, at det sandsynligvis kun er et fåtal, han har fundet frem til. Hvis man på lokalt plan ville gennemgå dagspressen ville man, mener han, kunne fordoble antallet af ufo-beretninger. 3

Ufologen Loren E. Gross tog Bloecher på ordet og gennemgik 102 californiske aviser. Det resulterede i mere end en fordobling af iagttagelser over Californien. 4

Da der var tale om noget, der fløj rundt i luften, som man ikke vidste hvad var, blev det selvfølgelig luftvåbenet, der måtte undersøge sagen og finde en forklaring. Ikke mindst på grund af frygten for at der kunne være tale om et hemmeligt russisk superfly.

"De flyvende tallerkener" havde manifesteret sig, og har siden udviklet sig til en etableret myte.

Noter:

1) Project Blue Book / edited by Brad Steiger. – New York, 1976. Side 28f

2) Donald H. Menzel: The world of flying saucers. – New York, 1963. Side 15

3) Ted Bloecher: Report on the ufo wave of 1947. – Washington D.C., 1967

4) Proceedings of the 1976 CUFOS conference / edited by Nancy Dornbos. – Chicago, 1976. Side 80ff

Kapitel 01 Kapitel 03

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*