UFO-bogen – Kapitel 49: Science fiction og flyvende tallerkener (Præliminær version)

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Når man taler om flyvende tallerkener og om at tro på disse, så antager mange som en selvfølge, at langt de fleste science fiction-forfattere går ind for eksistensen af flyvende tallerkener som værende bemandede fartøjer fra andre kloder. Imidlertid er det ofte stik modsat.

Langt de fleste sf-forfattere betragter ufo-sagen som en gøgeunge, og ser sig helst fri for den. Vor hjemlige sf-ekspert på det litterære område er Jannick Storm. I et kompendium fra Danmarks Bibliotekeskole af 10. oktober 1970, fremsatte han følgende synspunkter:

"Det er jo ikke så lang tid siden at science fiction-genren har nydt den ære at blive opfattet som respektabel. Og en af grundene til at den er blevet opfattet med megen despekt, kunne skyldes at genren hyppigt er blevet nævnt sammen med mærkelige, sekteriske fænomener, f.eks. flyvende tallerkener."’ Jannick Storm fortsætter: "Grunden til dette rygte er måske at den store forekomst af ufoer faldt sammen med udbredelsen af science fiction – dvs omkring 1950 (jeg tror ikke at det er de samme mennesker der beskæftiger sig med disse ting). Men man kunne måske sige, at science fiction snarere er grunden til og ikke virkningen af disse flyvende tallerkener – eftersom genren har konditioneret os til at tro, eller i det mindste kunne tro på sådanne væsener."

Jannick Storm mener at det ikke er formålsløst at pege på, at science fiction og flyvende tallerkener ikke har noget med hinanden at gøre.

Isaac Asimov’s syn på sagen

Asimov gør det helt klart, at han ikke tror på flyvende tallerkener, og at det skulle være fartøjer styret af ikke-jordiske væsener. Han mener ikke at der er liv andetsteds i vort sol system, og at hvis vi skal finde liv i universet, hvilket han tror på der er, som er i stand til at flyve i sådanne fartøjer, så må man søge mange lysår væk.

Det at sige at der eksisterer intelligent liv i rummet, er ikke det samme som at acceptere at væsener kommer her til jorden i deres fartøjer, mener Asimov. Endvidere mener han, at det er usandsynligt at de vil tage den lange vej gennem rummets dybder, udelukkende for at lege med os i et par årtier. "Hvis de ønskede at skabe kontakt, ville de have skabt kontakt, hvis ikke ville de jo nok spare deres energi og tage et andet sted hen", siger han. En beviselig kontakt har aldrig fundet sted, mener han.

Asimov erkender at mange ærlige og alvorligt tænkende mennesker har set usædvanlige fænomener på himlen, men han mener ikke at det nødvendigvis er rumskibe, ja, han er sikker på at det ikke er rumskibe. Enhver rapporteret observation er ifølge Asimov enten 1) svindel, 2) en mistolkning eller 3) noget der kan forklares uden overhovedet at nævne rumskibe fra fremmede kloder.

Han mener også, at mange videnskabsmænd uden tvivl ville have forsket i disse fænomener, hvis ikke det var for de flyvende tallerkeners historie, der har givet erfaring for, at sagen er fuld af svindel, bedrageri og fejltagelser, og det er, påpeger Asimov, ikke videnskabens skyld.

Asimov vil først bøje sig den dag man viser ham et virkeligt rumskib og dets ikke-menneskelige besætning i metal og kød, hvilket den nu afdøde forfatter altså ikke fik mulighed for. Mystiske lys på himlen er ikke nok, mente han. 1

Hvad siger Lester del Rey?

Med hensyn til objekter fra det ydre rum, siger del Rey, så kræver det intelligent styring. Han efterlyser tegn på dette, men finder kun påstande. Del Rey fortsætter:

"Gennem ti år er beretning efter beretning kommet frem, der tyder på et stort antal af sådanne objekter, udsendt med store omkostninger – til hvilket formål?

– Enhver race intelligent nok til at bygge tallerkener, må i det mindste osse besidde intelligens nok til at have et formål. Kan dette formål tilfredsstilles ved en barnlig skræmmen af nogle få tossehoveder, der stirrer op i luften og bruger deres tid til at opnå kontakt med dem? Ti års flyven rundt uden at skabe beviselig kontakt – ti års observationer uden at lade os vide at vi bliver studeret, og i forsøg på at kontakte os uden at gøre det. Ti år med formålsløs faren rundt, efter at have haft anstrengelser med at komme hertil. Ti år uden at vide her er intelligent liv, når vore egne teknologisk udviklede fly flyver gennem luften? Hvorfor gør de sig så store anstrengelser med at bygge fartøjer, og spilde deres energi på at komme her?"

Lester del Rey har ikke noget imod at folk spilder deres tid på at studere disse ting, men han har meget imod at de flyvende tallerkener skal drages ind i science fiction. Som myte betragter del Rey sagen som "for latterlig til at retfærdiggøre det papir der er brugt på den." 2

Frederik Pohl: Spild af tid!

I et amerikansk radioprogram blev Frederik Pohl spurgt, om han troede at ufoer var fartøjer fra andre planeter. Pohl sagde, at det troede han ikke.

Det resulterede i et brev fra et nicap-medlem, George W. Earley, der tvivlede på at Pohl vidste hvad han talte om og at han skulle have studeret sagen grundigt inden han udtalte sig. Pohl måtte give Earley ret, han havde ikke nogen baggrund for at udtale sig som han havde gjort i radioen. Det gjorde at Pohl brugte mange hundrede timer på at læse masser af ufo-bøger

Det hjalp imidlertid ikke ret meget på Frederik Pohl’s opfattelse. Han mente efterfølgende, at de mange hundrede ufo-bøger der var udkommet de sidste tyve år, stort set kun medvirker til at skade sagen og forøge forvirringen. Han er ked af at han spildte så megen tid og råder os til ikke at spilde vores også. 3

Niels E. Nielsen siger nej!

Niels E. Nielsen, vor hjemlige science fiction forfatter, tror nok på liv andetsteds i rummet, eller bevidsheder, som han siger. Imidlertid tror han ikke der findes flyvende tallerkener.

Dog har han muntret sig med at skive en bog, Lykkens smed, om en besætning fra en flyvende tallerken som får en solid dansk smed til at vise dem jordens lyksaligheder. En ganske munter historie.

Han ved at man nemt kan lade sig narre, og udelukker ikke at det man kan se på en mørk nattehimmel, i virkeligheden er projektioner fra éns egen hjerne.

Selv har han kun en gang set noget i den retning. Det var en aften da han stod ude i sin have i Sigerelev på Stevns og så op mod himlen. Da så han en lysende trekantsformation fare forbi. Det tog kun et par sekunder. Han ved ikke hvad det var og er forsigtig med at udtale sig.

Han vil – akkurat som Asimov – først tro på flyvende tallerkener i det øjeblik han kan komme så tæt på, at han kan banke med en hammer på en af dem. 4

Raymond A. Palmer sagde ja – det var han nødt til

Uanset alle de ting der er trukket frem, så er der en forbindelse mellem science fiction og flyvende tallerkener, nemlig den som Jannick Storm antyder.

Da de flyvende tallerkener blev "lanceret" i 1947, var nu afdøde Raymond A. Palmer, mere kendt som Ray Palmer, redaktør af science fiction bladet Amazing Stories, som han redigerede i perioden fra 1938 til 1950. Fra at være et rendyrket sf-blad, lod han det mere og mere præge af sin egen interesse for mystik Det resulterede i at mange sf-interesserede afskrev Amazing Stories som sf-magasin.

De artikler der blev bragt af Palmer var nu om Atlantis, Mu og om et rige under Jordens overflade. De fleste af artiklerne skrev Palmer selv under forskellige pseudonymer. Desuden omarbejdede han artikler af Richard S. Shaver 5, og han udgav dem for at være sande. Lang tid før 1947, hvor Kenneth Arnold havde sin påståede oplevelse 6, bragte Palmer beretninger om rumskibe fra fremmede planeter og jordens indre, ligeledes med påstand om at de var sande, uanset han betalte folk for at skrive dem. 7

I 1946 og 1947 bragte Ray Palmer eksempelvis to historier, skrevet af Harold Sherman i science fiction bladet Amazing Stories.

Numar – den grønne mand

Shermans historie i Amazing Stories, oktober 1946, handler om The Green Man – den grønne mand – kaldet Numar, som dukker op på jorden. Han er en sand superman der er i besiddelse af utrolige kræfter og evner. I flæng: han kan ses visuelt men ikke fotograferes, han kan telepatere, er clairvoyant og lever helt enkelt af luft og vand – det sidste skal dog være destilleret.

Efter Numar er landet på jorden, kontakter han en astronomiprofessor. Det sker selvfølgelig på et øde sted i det sydlige Californien. Han bringer professorens bil til standsning med en lysstråle.

Numar beder professoren om at være hans kontakt mellem ham og jordens befolkning.

Historien fortsætter med banale indslag såsom Numars bedøvende kys – ikke til professoren, men hans lyksaliggjorte niece; Numar forarger den gode professorkone ved at forsage hendes solide kost, og der opstår panikreaktioner når folk opdager, at Numar har helbredende evner.

Vigtigst er det imidlertid, at Numar også har et storslået budskab til jordens befolkning; det maner til åndelig vækkelse for således at sejre over de mørke kræfter.

Harold Shermans historie er rimeligt underholdende, men det mest interessante er nok, at denne science fiction beretning sandsynligvis også udgør en del af den såkaldte ufo-sags rodnet.

Der er utroligt mange træk i denne beretning som dukker op i senere ufo-beretninger, her angiveligt som virkelige hændelser. Og så er det også spændende at sammenligne med eksempelvis Adamskis beretninger. Han har angiveligt mødt en rummand ved navn Kumar!

Men det var så den grønne mand, science fiction og året 1946 – året før de flyvende tallerkener holdt deres indtog i mediernes verden.

Siden da er Harold Sherman blevet en kendt personlighed indenfor den psykiske verden i USA. Han har skrevet er utal af bøger om ESP, om ransagelse af eget sind, livet efter døden, psykisk kirurgi og meget mere.

Den forbløffende lighed mellem hans tidligere romaner om den grønne mand og de senere beretninger om rumskibe fra fremmede kloder, afstedkom i 1979 en genudgivelse i bogform. 8 I forordet skriver Sherman nu at det, trods alt, ikke var den rene og skære science fiction:

– På et tidspunkt i 1945, da jeg og Martha boede i Chicago, havde jeg en række visioner i hvilke jeg så rumvæsener. De besad en høj intelligens og besøgte vor klode i rumskibe af forskellige størrelser og former. Deres formål var dels udforskning, dels at placere nogle store rumfartøjer til anvendelse i en forhåbentlig fredelig mission for at hjælpe menneskeheden fra selvudslettelse.

Dette kunne Sherman ikke skrive en seriøs artikel om i 1945, så han besluttede at formidle det i form af en humoristisk science fiction historie.

På bogens bagside skriver forlæggeren loyalt: – Er Harold Shermans historie om den grønne mand mere fact end fiktion?

Noter:

1) Isaac Asimov: Is anyone there? – New York : Ace Books, 1967

2) Flying saucers i fact and fiction / edited by Hans Santesson. – New York : Lancer Books, 1968

3) The New report on flying saucers. New York, Fawcett Publications, 1967

4) Ole Bøgh: Jeg vil trykke en marsmands hånd. Ude og hjemme, 24. marts 1967

5) Sam J. Lundwall: Science fiction från begynnelsen till våre dagar. – Stockholm : Sverige Radios forlag, 1969

6) Se kapitel 2 i denne bog

7) Donald H. Menzel and Lyle G. Boyd: The world of flying saucers. New York : Doubleday & Co., 1963

8) Harold Sherman: The green man and his return. – Amherst, Wisc. : Amherst Press, 1979

Kapitel 48 Kapitel 50

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*