UFO-bogen – Kapitel 15: Ufoer over Sydeuropa

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

I Europa havde man godt nok via pressen fulgt med i, hvad der foregik ovre i USA, men observationer af tilsvarende intensitet havde man ikke. Enkelte spredte tilfælde, ja!

Den 13. maj havde for eksempel en større gruppe mennesker i det nordlige Norge iagttaget en formation af kraftigt lysende genstande. De havde fløjet i trekantformation mod sydvest. En officer blev alarmeret. Gennem kikkert kunne han se, at det var cirkelrunde genstande, der roterede mod stor fart.

Fra eftersommeren og året ud var det, som om ufoerne havde en særlig forkærlighed for især Frankrig. Hundredevis af observationsberetninger indgik til myndigheder og presse, ikke mindst omkring ethundrede beretninger, hvor man hævdede at have set væsener i forbindelse med landede objekter.

En af disse hændelser fandt sted den 10. september i et bjergområde nær byen Mourieras midt i Frankrig. I mørkningen var landmanden Antonie Mazaud på vej hjem fra sin mark, der lå cirka en kilometer udenfor byen.

Efter at have gået et stykke tid tog han sig et lille hvil ved en klynge træer. Han satte høtyven fra sig og rullede en smøg, hvorefter han atter begav sig afsted. Men han havde knapt nok fået sat sig i bevægelse, før han pludselig stod ansigt til ansigt mod en mærkværdigt klædt person.

Mazaud blev meget overrasket. På egnen kendte man hinanden, og dette fremmede menneskelignende væsen skræmte ham. Hans greb om høtyven blev lidt fastere. Men den fremmedes holdning var tydeligt venlig. Den anden gik hen mod Mazaud med den ene hånd løftet over hovedet og med den anden rakt frem. Mazaud var forvirret, men slap ikke grebet om høtyven, selvom han strakte sin venstre hånd frem. Den fremmede greb hans hånd og rystede den, hvorefter han bogstaveligt talt gav Mazaud et stort knus og trykkede hans pande mod sin sorte hjelm. Det hele foregik i tavshed.

Mazaud var meget overrasket og så nu den fremmede forsvinde ind mellem træerne. Lidt efter hørte han en hvislende lyd og så en cigarformet genstand, cirka 3-4 meter i længde, stige til vejrs og forsvinde mod vest.

Samme aften havde en anden franskmand også et møde med en ukendt. Det var den 34-årige Marius Dewilde, der sammen med sin familie boede i et skovområde nogle få kilometer fra byen Quarouble, nær den belgiske grænse.

Klokken 22,30 sad Dewilde og læste. Han var alene, hans kone og søn var. gået i seng. Pludselig gav hans hund sig til at gø voldsomt. Dewilde tænkte, at nogle landstrygere måske var kommet ind på gården, så han tog sin lommelygte og gik ud.

Omkring fem meter fra døren var der et jernbanespor, anlagt af et mineselskab, og han lagde mærke til en stor mørk silhuet. Han tænkte, at der var tale om en vogn eller. kærre, som en af bønderne måske havde efterladt. De brugte ofte skinnearealet som vej om dagen. Midt i disse overvejelser kom hans hund krybende hen til ham, og han hørte fodtrin til højre for sig. Dewilde regnede nu mod, at det kunne være smuglere, der var kommet over grænsen fra Belgien. Han rettede sin lygte efter lyden og. fortæller selv:

"Det, jeg så, havde intet med smuglere at gøre, det var to skabninger, som jeg aldrig før har set magen til. De var tre-fire meter fra mig, lige bag hegnet, og gik lige efter hinanden i retning af den mørke masse, jeg havde bemærket på sporet.

– Den, der gik foran, vendte sig rundt imod mig. Lysstrålen fra min lygte blev reflekteret fra glas eller metal, hvor ansigtet skulle have været. Jeg havde det bestemte indtryk, at hans hoved var dækket af en dykkerhjelm. Faktisk var begge væsener klædt i dykkerlignende tøj lavet i et stykke. De var meget små, nok ikke mere end en meter høje, men med meget brede skuldre, og hjelmene, der beskyttede deres hoveder, var enorme. Jeg kunne se deres ben, de var meget små i forhold til deres højde, syntes jeg. Men på den anden side set kunne jeg ikke se nogen arme – jeg ved ikke hvor vidt de havde nogen."

Da den første overraskelse havde fortaget sig, styrtede Dewilde hen mod havelågen. Han ville prøve at afskære dem vejen og at fat i en af dem. Dewilde fortsætter:

"Jeg var ikke mere end to meter fra de to skikkelser, da jeg blev blændet af et utroligt skarpt lys, som en magnesium-flamme, der kom fra en slags firkantet åbning i den sorte masse på sporene. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at skrige, men kunne ikke, det var akkurat som om jeg var lammet. Jeg forsøgte at bevæge mig, men mine ben ville ikke lystre.

– Det føltes, som om jeg var ved at blive gal. Jeg hørte, som i en drøm, kun en meter fra mig, lyden af fodtrin på cementflisen lige foran min havelåge. De to væsener gik hen til jernbanen."

Kort efter blev den lammende lysstråle slukket, og Dewilde kunne atter røre sig. Dristigt løb han hen mod sporet og så nu, at den mørke masse havde hævet sig op i luften, hvor den svævede. Dewilde nåede at se en dør blive lukket. En tyk, mørk udstødning kom ud under den svævende genstand med en hvislende lyd, og den steg 30 meter lige op i luften. Så satte den fart på og forsvandt i østlig retning og var ude af syne i løbet af et minuts tid.

Marius Dewilde vækkede derefter sin kone og naboen. Bagefter styrtede han afsted til nærmeste polilistation, cirka 1,5 km fra sin bopæl, i byen Onnaing. Imidlertid var han så ophidset, at de antog ham for at være skør og smed ham ud.

Men Dewilde lod sig ikke så let afvise, så han opsøgte politikommissær Gouchet. Denne kunne se, at Dewilde var bange.

Der kom så en undersøgelse i gang, og man forhørte Dewilde og tog ham ud for at se på stedet, hvor det var foregået.

Nogen fodspor fandt man ikke, men da man undersøgte skinnearealet, fandt man nogle friske mærker i svellerne. Fem steder, på tre sveller, var der aftryk, som var symetrisk placeret i forhold til hinanden. Nogle ingeniører, der undersøgte aftrykkene, vurderede, at der skulle et tryk på omkring 30 tons til at lave sådanne mærker.

Endelig fandt man, at stenene mellem svellerne var særdeles porøse, som om de havde vseret udsat for stor varme. Til yderligere støtte for Dewilde havde henholdsvis to og tre personer, fra to forskellige steder, set et ukendt lys i retning af Quarouble på det aktuelle tidspunkt. 1

Sådan gik det, næsten slag i slag, hele det efterår i Frankrig.

Mens det gik hedt til i Frankrig, havde dr. Hermann Oberth i Vesttyskland fremsat nogle meninger om de flyvende tallerkener. Oberth, en af skaberne af V-bomberne i Peenemünde under anden verdenskrig, havde sagt:

"Jeg er fuldt og fast overbevist om, at de såkaldte tallerkener er håndgribelige fænomener. . . Vi kan ikke fremstille flyvende tallerkener endnu, og vi er nogenlunde sikre på, at der på de andre otte planeter i vort solsystem ikke eksisterer civiliserede væsener, der er i stand dertil. Man må derfor antage, at disse mystiske genstande er ekspeditions-rumskibe fra et andet solsystem eller fra fjerne fiksstjerner." 2

I slutningen af oktober blev der observeret en formation på fire flyvende tallerkener over Jugoslavien.

Nogenlunde samtidig kom der en beretning fra Italien. Her skulle beboere i landsbyen Tradate, i nærheden af Varese, have jaget to langnæsede rummmænd på flugt med stenkast.

Et par dage after, den 28. oktober, kunne det berettes, at fodboldkampen mellem Firenze og Pistola på Firenze stadion måtte afbrydes midlertidigt. Spillerne og omkring 15.000 tilskuere så en formation af tallerkernlignende objekter flyve hen over stadion.

Og lad os slutte dette afsnit i Italien.

Klokken var omkring 7, da Rosa Danielli den l. november 1954 gik til kirken i Cennina. Hun befandt sig i lille skov ved Poggia d’Ambra i kommunen Bucine (Arezzo). Da hun nåede en lille høj, så hun pludselig to dværge komme ud af et stort, lodretstående ten-formet apparat og venligt smilende gå hende i møde. De bar grålige træningsdragter, som syntes lavet af stof – og de lignede egentlig små soldater. I stedet for knapper sås små lysende stjerner. Hoved og ører var dækket af læderhjælme og på fødderne havde de nogle ejendommelige, ovale sko. Det kan ikke have drejet sig om børn. Nok havde de tilsyneladende kort forinden barberet sig, lagde Rosa Danielle mærke til, men skægstubbene var dog tydeligt synlige.

"Det var i virkeligheden to sympatiske og hjertelige mennsker", har Rosa Danielli udtalt, "og de var ikke større end et børn, men i det store og hele lignede de os. Deres stemmer var skingrende med en næsten metallisk klang – en mellemting mellem en pige- og drengestemmer",

Daniellis mødeFru Danielli havde taget sko og strømper af, fordi vejen var i en meget dårlig forfatning. Hun bar således sine strømper i den venstre hånd, mens hun i den højre havde en buket georginer og nelliker.

Rosa Danielli fortæller, at hun talte med de to mænd i ti minutter, fordi den ene mand først havde taget blomsterne fra hende og derpå den ene strømpe. Fru Danielli havde protesteret og sagt, at hun sandelig ikke kunne komme i kirke uden strømper på. "Jeg er på vej til kirke – i dag er der fest i madonna Pellegrina – forstår De – jeg vil bringe blomster til madonnaen." Således forsøgte Rosa Danielli at gøre sig forståelig overfor to små mænd – knapt en meter høje. De var iført ejendommelige klæder og talte et uforståeligt sprog. I nærheden holdt et mærkeligt ten-formet apparat med åbenstående dør. Nej, præsten ville formene hende adgang til kirken, og samtidig havde hun peget på sine nøgne ben.

De små mænd havde åbenbart ikke forståelse for hendes problem. Men smilende havde de dog givet hende geoginerne tilbage, mens de behold nellikerne, som de tilsyneladende var meget glade for. I hvert fald talte de livligt men hinanden, mens de bandt blomsterne sammen og tog dem med ind i maskinen.

På hendes protest om strømpen havde de hele tiden sagt: "liu ui lioi lao lui ui". Det lød som fuglekvidder, men de havde ikke forstået fru Danielli. Selv da hun blev vred, smilede de blot venligt til hende. Hendes vrede gik hurtigt over, fordi hun virkelig, trods alt, fandt dem nuttede. De havde virkelig smukke, havde himmelblå og livlige øjne, som man finder hos kloge, intelligente mennesker. Deres munde var vinrøde. De havde hareskår. Overlæben var kort, og tænderne derfor hele tiden synlige, så man kunne tro, at de til stadighed smilede. Deres tænder var små – som om de var slebet ned.

Den lodret stående "cigar " var knap to meter høj og med en diameter på cirka 50 cm og det hun kunne se af indretningen var ganske enkel: en lille dør, to små stole, et ovalt kooje – kort og godt, rigtig fornuftigt indrettet for små mennesker.

Da Rosa Danielli ikke kunne få sin strømpe igen, kunne det også være lige meget. Hun vendte sig om og gik videre. Straks efter fik hun en skrækkelig angstfornemmelse. Hun var pludselig kommet i tvivl om, hvorvidt disse små mænd hørte til på denne klode eller kom fra en anden verden ude blandt stjernerne.

Beboene i Poggia d’Ambra er enige om, at Rosa Danielli er normal og hæderlig og ikke lider af hallucinationer eller nogen sindslidelser. Hun er under talrige afhøringer aldrig blevet grebet i selvmodsigelser.

De to små fyre tog altså strømpe og nelliker, og "apparatet" forsvandt uden støj, akkurat som det var dukket op. Det kunne Rosa Danielli imidlertid ikke bevidne, men efter sigende to andre øjenvidner.

Endvidere havde en mand fra Florens set apparatet på stor afstand, da det overfløj Pratomagno.Og da det passerede nogle høje tinder, hørte man ikke andet end en svag susen.

Så er der endnu tilbage den korte historie om den mærkelige pakke, en tildragelse, som tog sin begyndelse, da mændene ville stuve de stjålne blomster og strømpen ind i maskinen. De halede en mærkelig tingest ud af maskinen – rund og mørk – på størrelse med en skive brød. De viste Rosa Danielli pakken og sagde "ui lu lai lui" – "himlen skal vide hvad det betød" har Rosa Danielli sagt, men de udtalte ordene meget hurtigt efter hinanden. Hvem ved, måske var de ude på at give hende lidt til gengæld for det de havde taget – tuskhandel? Måske betyder "liu ui lioi lao lui ui": dyt-dyt ska’ vi byt’!

Noter:

1) Aimé Michel: Flying saucers and the straight-line mystery. New York, 1958. Side 44ff.

2) Nationaltidende 3. august 1954

Kapitel 14 Kapitel 16

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*