UFO-bogen – Kapitel 23: Den store mester kommer

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

I februar 1963 kunne SUFOI meddele, at George Adamski ville komme til Danmark. Han skulle deltage i organisationens kongres i Fredericia den 5. maj.

Det var en længe tiltrængt saltvandsindsprøjtning for de danske Adamski-tilhængere, og ikke mindst SUFOI, hvor der ellers var en spirende vaklen i troen. Nu kom selveste Adamski – rumfolkenes jordiske ambassadør og fortrolige!

Syv hundrede valfartede til Fredericia for at "være sammen" med Adamski, og han tog alle med storm. De faldt for hans glade, charmerende væsen. Ja, selv den ellers så kritiske journalist og forfatter Orla Johansen lod sig betage, og skrev i Jyllands-Posten den 6. maj 1963:

"Mange har læst om George Adamski, den forunderlige, 72-årige polsk fødte naturelsker, filosof m.v., som har udsendt nogle bøger om sine møder med væsener fra fremmede kloder. Beretningerne om ham har – i hvert fald for undertegnede – dannet et billede af en ældet fanatiker, som med rystende pibestemme forsøgte at overbevise sine tilhørere om sine rejser med rumskibe.

– Undskyld, mr. Adamski! Jeg tog fejl – og kunne for så vidt have sagt mig selv, at en mand med den position, som denne amerikaner trods alt har, måtte være en personlighed. Adamski er rank og ungdommelig, markeret og solbrunet, energisk og intelligent og… tjah, vi skal vist til at bruge det fine ord fascinerende igen. Jo, han forstår at tryllebinde med sine beretninger og teorier… og det er for så vidt intet under, at han har forstået at fængsle så mange – ikke blot i USA, men Jorden over."

I slutningen af interviewet fortæller Adamski, at han også skal til Rom.

"For at snakke med paven?" vil Orla Johansen vide.

"Det tror jeg ikke," svarer Adamski, "men det er ikke utænkeligt, at jeg kommer i samtale med nogle kardinaler."

Dette var måske nok at foregribe begivenhedernes gang, og er man tilstrækkelig skeptisk, kunne man forestille sig, at Orla Johansen her gav Adamski en god ide, der også blev ført ud i livet, som det vil fremgå senere.

George Adamskis foredrag på kongressen var ganske kort og ikke særlig opsigtsvækkende, men det var mesteren selv, der talte. Hovedvægten i hans optræden lå i de spørgsmål, han skulle besvare fra publikum, og spørgelysten var stor.

Det var de mest utrolige spørgsmål, der blev stillet. Forsamlingen ville have oplysning om arbejdstid, møntfod, kostvaner, trosretninger, sygdomme og atomkraft – for nu blot at nævne nogle emner – på andre planeter.

Men det var også de utroligste svar, der blev givet, så i en vis forstand gik regnestykket op.

Kongressens anden hovedperson, Marcel Homet, der talte om fortidig flyteknik, stod helt i skyggen af Adamski. Hans tale om fund af spor i Sydamerika, der tydede på en tidligere kontakt til rummet, parret med Atlantis-teorier, vakte ikke synderlig opsigt. Folk som Erich von Däniken havde endnu ikke gødet jordbunden for den slags påstande.

Hvad der skete før, under og efter SUFOIs kongres, kan man læse om i den beretning, der blev udgivet senere på året. Den blev af SUFOI betegnet som "strengt fortrolig", og kun ufologer og studiegrupper var berettiget til at købe bogen, blev det understreget.

I efterskriften skriver H. C. Petersen: "Læs det grundigt og tag det frem, når som helst, De bliver nødt til at søge hjælp, sådan som andre mennesker søger vejledning i et leksikon." Om Adamski kan man læse, at han "kender sandheden, og han vil give os stadig flere oplysninger, efterhånden som vi er klar til at forstå det… Adamski viser vejen til den rette forståelse af det kosmiske mønster – accepterer vi det, glider vi automatisk ind på den rette plads."

I forbindelse med kongressen boede Adamski en tid hos H. C. Petersen i Vojens. Den 11. maj blev han sendt med toget til København. H. C. Petersen havde aftalt, at nogle SUFOI-medarbejdere skulle vise Adamski lidt af byen, inden han skulle videre på sin Europa-turné.

George Adamski havde oplyst, at han foretrak at bo på hotel. Begrundelsen var, at så ville rumfolkene have lettere ved at kontakte ham. Man havde derfor sørget for at få ham indlogeret på Dragør Strandhotel. Efter en rundtur i København blev Adamski sat af ved hotellet sent på eftermiddagen. Aftalen var, at han kunne tage sig et velfortjent hvil, inden man skulle mødes igen.

Da en SUFOI-medarbejder en times tid senere kom for at hente Adamski og bankede på døren, blev der ikke svaret. Han gik så ind og så, at Adamski lå og sov. Men han lagde også mærke til, at der var stukket en kuvert ind under døren, og at den var stilet til Adamski.

SUFOI-medarbejderen fik vækket Adamski, og de gik ud til den ventende taxi for dernæst at hente Leif Eckhoff. Herom har denne fortalt:

"Idet jeg stiger ind i taxien, rækker Adamski mig en kuvert; jeg tager den og ser, den er lukket. Udenpå står der med blokbogstaver "ADAMSKI"."

"Det er til dig, hvad skal jeg med den," spørger Eckhoff.

"Tag og luk den op, jeg har en anelse om, hvad der er i den," svarer Adamski.

Leif Eckhoff åbner kuverten og læser: "Adamski, du skal ikke tage til Finland. R. propaganda, vanskeligheder for dig", skrevet på engelsk ligeledes med blokbogstaver ligesom uden på kuverten. Eckhoff vil så vide, hvad det skal betyde, for hvis Adamski ikke skal til Finland, er det på tide at vide besked. Det var planen, at han skulle med et fly klokken 10 den følgende dag.

George Adamski gav udtryk for, at han ikke vidste, hvad det gik ud på, men at han havde en anelse. Han lovede også, at han nok skulle finde ud af det i løbet af aftenen.

Tilsyneladende vakte brevet ikke større bekymring hos Adamski; i hvert fald havde selskabet en munter aften i Tivoli. Da Adamski lidt efter midnat blev sat af ved hotellet, lovede han at finde ud af det med brevet i løbet af natten. Leif Eckhoff skulle nok få besked ved morgenkaffen.

Klokken 9 om morgenen – en time før flyets afgang til Helsinki – fik Eckhoff besked: Nej, Adamski skulle ikke til Finland.

Historien er den, at Adamski var vågnet ved 5-tiden ved en telepatisk tilskyndelse til at gå ned på havnen. Det gjorde han så, og da han havde gået lidt rundt og blandt andet fået sig en sludder med en lokal fisker, opdagede han, at en venusianer stod og ventede på ham ovre ved en kutter, der var trukket på bedding. Denne rummand havde bekræftet det, der stod i brevet, og anbefalet Adamski at tage direkte til Holland. 1

Senere er der blevet føjet det til historien, at Adamski havde modtaget en forseglet pakke af rummanden med besked om at overbringe den til pave Johannes XXIII i Vatikanet.

Det betød så, at Adamski først rejste til Belgien, Schweiz og Italien den 14. maj. På den sidste del af turen ned gennem Europa blev han ledsaget af tre kvindelige beundrere og medarbejdere. De skulle blandt andet have bekræftet, at Adamski undervejs mødte sin Venus-mand flere gange.

Enden på historien var, at Adamski den 31. maj skulle have været i audiens hos paven på dennes sygeleje for at aflevere den lille pakke fra Dragør. For denne budtjeneste skulle Adamski have modtaget en medalje, der – ifølge Adamski-tilhængere – er en slags fortjenstmedalje, der uddeles af Vatikanet. 2

Næsten ti år senere, efter at SUFOI officielt havde gjort op med Adamski-linjen og skiftet ledelse, undersøgte man historien om medaljen.

Ole Henningsen fra SUFOI var i Rom, og under besøg i Vatikanstaten købte han en medalje, der stort set var identisk med Adamskis. Det samme har andre gjort. Fra Vatikanet har man meddelt, at der ikke er blevet tildelt George Adamski nogen medalje. Det har desuden vist sig at begge medaljer – såvel Adamskis som Henningsens – er fremstillet af firmaet La Numismatica Ticinese i Rom. Firmaet arbejder ikke for Vatikanet, men fremstiller souvenirmønter til turister. Disse mønter sælges blandt andet i de såkaldte "nonne-boder" ved Vatikanet sammen med andre katolske souvenirs.

Noget andet, man kan hæfte sig ved, er det brev, Adamski modtog – angiveligt fra rummanden. Hvorfor i det hele taget skrive breve, når man ellers klarer sig udmærket med telepati?

Leif Eckhoff, der jo så dette brev, har fortalt, at brevet er blevet undersøgt. Skriften er blevet sammenlignet med andet, skrevet af Adamski, men man har ikke fundet nogen umiddelbar lighed. En mistanke må imidlertid have naget, for som Eckhoff snusfornuftigt har sagt: "Man kan ikke se bort fra, at Adamski selv kan have skrevet brevet."

Denne side af sagen har også været undersøgt af SUFOI i løbet af 1970’erne. Dog er resultatet endnu ikke offentliggjort, hvad så grunden end kan være. Måske har man opdaget, at Adamskis medalje havde en bagside.

I 1970 interviewede jeg en del af de ufologer, der havde været med, den gang Adamski besøgte Danmark. Det var nogle af de folk, der havde gjort et stykke arbejde i baglandet på lokalt plan.

En af disse græsrødder var Jørgen Andersen fra Silkeborg. Han havde siden 1958 været involveret i ufo-arbejde, og det var ham, som oversatte Adamskis bog Kosmisk filosofi i 1964.

Jeg spurgte Jørgen Andersen, hvad Adamski havde betydet for ham:

"Det hele fik jo et yderligere skub, den gang Adamski kom hertil. Nu var jeg så heldig, at Adamski boede ude hos Jytte og H. C. Petersen et stykke tid. Det skete jo et par gange, at de skulle et eller andet, og så var jeg ude i Vojens for at være barnepige for Adamski.

– Jeg husker en gang, jeg kom derud ved 12-tiden. Han snakkede, lige til Jytte og HC kom hjem ved sekstiden om aftenen. Han snakkede som et maskingevær."

Det, der gjorde indtryk, var Adamskis personlighed. Jørgen Andersen havde blandt andet lagt mærke til, at Adamski næsten kunne besvare et spørgsmål, inden det var blevet stillet. "Hans telepatiske evner var temmelig kraftigt udviklede," konstaterede Jørgen Andersen og fortsatte:

"Ved en lejlighed var jeg for øvrigt sammen med Kurt Rasmussen i Vojens. Han led på det tidspunkt af meget dårlig mave; han kunne ikke tåle noget som helst. så foreslog HC – han sagde, nu skal I ikke sige noget til Kurt, men nu hænger vi lige denne her dims om halsen på ham. Det var en krystal, der var slebet som en diamant, og den var så stor, at den kunne sidde inde i rammen af et gammelt sølvur – har du hørt om det før?"

Jeg sagde, at det havde jeg ikke, og Jørgen Andersen fortalte så om Adamskis talisman:

"Adamski påstod, at han havde fået den på Venus. Den var hård, den var så hård, at den kunne ridse i glas. Om det var en diamant, tør jeg ikke sige noget om. Men i hvert fald, Kurt fik hængt den her om halsen, og så sagde HC: Nu skal du bare spise det samme, som vi andre gør. Og det gjorde Kurt. Han blev ikke syg bagefter, og jeg tror nok, at hans maveonde forsvandt fra den tid af. Jeg tør altså ikke garantere for det, men det var vist noget i den retning.

– Jeg havde set den i forvejen, idet HC havde sagt til Adamski, at han skulle vise mig den krystal, han havde. Han tog den op af lommen; han havde viklet den ind i et silkelommetørklæde. Hvis det har været en diamant, så havde den været usædvanlig stor. Adamski fortalte ikke selv noget om den. Hvor har du fået den fra, spurgte jeg. Jeg har fået den på Venus, svarede han.

– Jeg husker også en anden ting fra et af møderne med Adamski. Vi sad blandt andet og snakkede om Jesu arbejde. Ved den lejlighed sagde Adamski, at han rigtig nok døde, men hverken for dig eller mig. Han døde for sine disciple, for at de ikke, alle sammen, skulle blive arresteret. For at redde dem gik han frivilligt med. Ved samme lejlighed nævnte Adamski også, at Jesu mor ikke var Maria. Det var Maria Magdalene, som var hans mor, en søster til Herodes. Da denne her engel kom og gav dem besked om, at nu skulle de se at slippe af sted, så var det jo, fordi hun havde forbindelse til hoffet. Hun vidste altså, at der var noget under opsejling, og så gav hun besked om, at de skulle stikke af.

– Så spurgte jeg Adamski, hvor ved du alt det fra? "I was there" – jeg var der – svarede Adamski. Og det chokerer jo sådan lige i øjeblikket."

Jeg spurgte så Jørgen Andersen, om han havde taget Adamskis filosofi til sig, eller hvad?

"Det er noget vanskeligt at sige, hvordan jeg ser på Adamski i øjeblikket. Jeg tror, at han var et stort menneske, og jeg tror, at han havde nogle ganske udmærkede tanker. Det er muligt, at det kan være rigtigt, det meste af det, han har sagt, men det kan sgu osse være løgn. Det kan være fri fantasi en del af det. Enten det nu er det ene eller det andet, så har han betydet noget både for mig og mange andre."

Men var det sundt at starte med Adamski, var det det rigtige sted at begyndte, spurgte jeg Jørgen Andersen.

"Vi havde jo ingen andre steder. Hvad andet havde vi at starte med, havde jeg nær sagt!"

Jørgen Andersen trak sig ud af SUFOI, da der opstod uoverensstemmelser mellem Frank Pedersen og H. C. Petersen, med mest sympati for det, den førstnævnte stod for. Han havde indtil da siddet flere år i SUFOIs kontaktudvalg.

Da George Adamski vende hjem fra sin Europa-tur, ventede der ham nye skuffelser. Hans medarbejder Carol Honey, der skulle overtage Adamskis arbejde, mens Adamski selv ville oprette et såkaldt Venus-samfund i Mexico, nægtede at samarbejde. Adamski fik travlt med at holde sammen på stumperne, og Venus-samfundet, der skulle have været organiseret af H. C. Petersen, blev foreløbig udsat.

Det hele begyndte med, at Honey nægtede at optage en af Adamskis artikler i sit nyhedsbrev. Det var en artikel, der stammede fra et tidligere skrift af religiøs karakter, fra den gang Adamski var leder af Den Kongelige Tibetanske Orden. Der var kun foretaget mindre ændringer i artiklen, men de var til gengæld ret afslørende. For eksempel var ordenens navn slettet og erstattet med ordet "rumbrødrene".

En erklæringskrig i form af fortrolige breve cirkulerede mellem Adamskis internationale medarbejdere, kommenteret af henholdsvis Adamski og Honey. Flere af disse breve blev oversat til dansk og gik på omgang mellem medlemmerne af SUFOI’s kontaktudvalg. 3

Det stod klart, at der var tale om en alvorlig krise, og det var et spørgsmål om at vælge side. Skulle man følge den unge "kupmager" Carol Honey – manden der stod for den gamle Adamski-linje – eller skulle man følge den aldrende og mere og mere usammenhængende George Adamski? Trods alt var det sidstnævnte, der var mesteren, så de fleste valgte at følge Adamski – mere eller mindre blindt.

Men der var intelligente medarbejdere, der stod af, blandt andet på grund af Adamskis beretning om en tur til planeten Saturn. Historien om, at han havde genset sin tidligere hustru, Mary, som genfødt ung pige på Venus, var hård kost for de fleste.

En af dem, der undsagde Adamski, medgav ham dog, at han var i besiddelse af højt udviklede psykiske evner og havde mange andre talenter, men mente samtidig, at Adamski var offer for selvbedrag og ikke besad nogen udviklet evne til at skelne drømmetilstande fra virkelighed.

I SUFOIs tidsskrift Ufo-nyt fik man ikke indtryk af, at der var noget særligt på færde. I november-nummeret 1963 antydes det dog, at der er en strid mellem Adamski og Honey. I artiklen, der er skrevet af Jytte og H. C. Petersen, afspejles det, at man ikke rigtig ved, hvad ben man skal stå på, for som der står: "Hvad med de mennesker, som tror på George Adamski, og som lever på hans filosofi; er de ude, hvor de ikke kan bunde? Vi vil ikke diktere nogen retning, fordi her må hver især finde vej gennem edderkoppespindet…"

Men H. C. Petersen – og dermed SUFOI – valgte side. Det blev nemlig meddelt, at man fremover ville undlade at bringe materialer fra Carol Honey, og der advaredes ligefrem mod hans artikler.

I 1964 begyndte der at cirkulere forskellige rygter i danske ufo-kredse. De gik ud på, at der var splittelse i SUFOIs kontaktudvalg, og at dette blandt andet skyldes meningsforskelle i spørgsmålet om Adamski-linjen.

Disse rygter søgte H. C. Petersen at mane i jorden i Ufo-nyt. Men at der var noget om snakken, er senere blevet bekræftet fra anden side. I Ufo-nyt nr. 6, 1973, så man tilbage på SUFOIs første femten år, og i artiklen "Et tilbageblik" skrev SUFOIs nye leder, Frank Pedersen, at man påskønnede H. C. Petersens initiativ til oprettelsen af organisationen, og der stod videre:

"Jeg har meget at takke HC for i ufo-sagen. Det var ham, der fik mig med, og han lærte mig i disse år meget, som jeg også har haft brug for og fornøjelse af i ufo-sagen. Han lærte mig blandt andet, hvordan man holder modet oppe og bevarer interessen for en sag trods pres fra mange sider og latterliggørelse i presse m.m. Han var også årsagen til, at min opfattelse af og holdning til ufo-problemet efterhånden fik en drejning, som endte med, at vi gik hver sin vej. Det var ikke noget, som skete pludseligt, men lidt efter lidt. Skal jeg i den forbindelse nævne en konkret ting, så må det blive det, mange har kaldt HCs koketteri. Jeg har aldrig kunnet acceptere dette med, at nogen enkeltperson "alene skulle kende sandheden". En opfattelse, som set fra enhver synsvinkel er absurd for ikke at sige naiv."

Det var denne divergerende opfattelse af Adamski som sandhedsbærende, der førte til bruddet eller adskillelsen i slutningen af 1964. Senere skriver Frank Pedersen:

"Adamskis måneopfattelse var en af hovedhjørnestenene i den kløft, der opstod mellem HC og mig."

Efterhånden var man nået så langt inden for rumforskningen, at der var taget billeder af såvel Månens forside som af dens bagside, og der forelå ikke det ringeste bevis for liv. Adamskis påstande om månebyer, søer, dyreliv og andet holdt ikke stik. Dette, sammenholdt med de psykiske og sekteriske aspekter i dyrkelsen af Adamski, var efterhånden blevet for meget for de fleste ufologer. De mere nøgterne stod af og droppede mere eller mindre Adamski, mens hans tilhængere så hele dette kompleks af sund fornuft, videnskabelige opdagelser, rumforskningens resultater med mere som en sammensværgelse mod Adamski og Sandheden. Her tjente myten om tavshedsgruppen sit formål.

H. C. Petersen så da også lidt anderledes på den historiske udvikling, idet han skriver om bruddet: "Grunden til dette skridt var, at jeg var så enormt overbebyrdet af arbejde, at jeg ikke kunne klare mere med den hjælp, der på det tidspunkt var til rådighed. Desuden var min interesse mere og mere blevet drejet over på Adamski-siden, hvor jeg følte, det var vigtigt at gøre en indsats, så alle som havde mulighed for at forstå det, kunne få alle tilgængelige oplysninger om Adamskis virkefelt og den uvurderlige og næsten ufattelige sandhed, der lå bagved. Ikke lang tid herefter kom det så til et helt spontant "brud" med det bestående SUFOI, hvis indstilling og handlemåde, jeg slet ikke harmonerede med mere."

Hvorom alting er, så blev SUFOI og Ufo-nyt overtaget af kontaktudvalget den 1. januar 1965, og H. C. Petersen forlod SUFOI for at hellige sig Adamskis såkaldte "International Get Acquainted Program", forkortet IGAP og også kaldet "Tilvænningsprogrammet".

SUFOI’s ledelse lå nu i hænderne på Frank Pedersen, og i det første nummer af Ufo-nyt i 1965 bliver det slået fast, "at der ikke vil blive tale om nogen kursændring til en "anti-HC" eller "anti-Adamski" linje." Det lå der også en form for garanti i, idet der stadig sad Adamski/HC-loyalister i SUFOI’s kontaktudvalg, blandt andre Leif Eckhoff, Børge Jensen og Vagn Dybkær. Men for første gang spurgte man læserne, hvad de kunne tænke sig af stof i bladet, i form af et spørgeskema.

Dette skema afslørede, at læserne var trætte af Adamski. Emneområder som "Adamskis kontaktberetninger" og "Adamskis filosofi" rangerede som nummer 9 og 10 på skalaen. Det læserne ønskede, var observationsberetninger, nyt om rumforskning, astronomi, aktuelle noter og videnskab og teknik.

Man bevarede dog en særlig spalte med Adamski-nyt og senere en IGAP-spalte. Her var det nu Børge Jensen, Ufo-nyts medredaktør, der trådte op som Adamskis væbner.

Men i Ufo-nyt nr. 3, 1965, kunne man læse, at George Adamski var død, et faktum, der yderligere fik vandene til at skilles i den danske ufo-bevægelse.

Et indlæg i Ufo-nyt nr. 6, 1965, meddelte man læserne, at nu var Dansk IGAP en realitet. Den tidligere SUFOI-mand Leif Eckhoff var klar til at tegne abonnementer på et nyt pro-Adamski blad, der efter få numre fik navnet Ufo kontakt.

H. C. Petersen arbejdede med en international udgave, der skulle udkomme på engelsk, og som meget naturligt hed Ufo Contact. Denne udgave skulle sendes gratis til fremtrædende videnskabsfolk, internationale top-politikere og andre prominente personer. Ufologerne kunne derfor tegne fadderskabs-abonnementer; et sted skulle pengene jo komme fra.

Med dette nye tiltag begyndte nu en fraktion af ufo-bevægelsen at drive en slags lobby-virksomhed og forsøgte at føre ufo-politik. I den sammenhæng opstod der de særeste konstellationer.

Noter:

1) Båndoptagelse fra Leif Eckhoffs foredrag om Adamski i Frederiksberg Ufo Studiekreds den 29. januar 1970

2) Denne legendariske medalje-historie blev endog "udødeliggjort" i 1. udgave af Lademanns leksikon.

3) Disse rundsendte breve var trykt på en spritduplikator, og er sandsynligvis falmet til ulæselighed i skrivende stund. Denne bogs forfatter har dog sikret en del af disse gamle breve for eftertidens ufo-historikere i en mindre forgængelig form.

Kapitel 22 Kapitel 24

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*