UFO-bogen – Kapitel 46: Mystiske dyrelemlæstelser

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Lad os begynde med et tankeeksperiment: Tænk dig, at du er kriminalassistent og netop er sendt ud til en, der har anmeldt et tyveri. Da du ankommer til gerningsstedet – anmelderens hus – forklarer han, at han netop havde lavet sig en solid bøf til middagsmad, og sat den på bordet.

Det videre sagsforløb er så at telefonen ringede, og anmelderen var gået ind i stuen for at tage den. Da han efter et kort øjeblik vendte tilbage for at spise, var bøffen sporløst forsvundet!

Han var helt alene hjemme med sin hund. Anmelderen fortæller dig, at han har en mistanke om, at tyveriet af bøffen har noget med ufoer at gøre. For mens han stod og talte i telefon, havde han set et lysglimt udenfor huset.

Hvordan ville du, som erfaren kriminalassistent, håndtere denne sag? Ville du først undersøge sagen udfra anmelderens mistanke? Det vil sige checke hos luftvåbenet om der skulle have været usædvanlige radarsporinger på det oplyste tidspunkt. Eller ville du gå ud for at se om der skulle være spor efter landede rumfartøjer, i forsøg på at finde beviser for at bøffen var blevet snuppet af en sulten rummand?

Eller ville du omgående kaste din mistanke på anmelderens velnærede hund?

Nogenlunde denne situation var Kenneth Rommel i, da han i slutningen af 1970’erne fik til opgave at undersøge et antal sager om dyrelemlæstelser i New Mexico, USA. Rommel var ansat som jurist i staten New Mexicos administration.

De skyldige til disse dyremishandlinger havde man ikke kunnet finde, men der var mange påstande om, at man havde set ufoer i de områder, hvor skamferede dyr var blevet fundet. Derfor cirkulerede der vilde rygter og teorier om, at rumvæsener var skyldige i disse bestialske gerninger. Fremfor at søge jordnære forklaringer, var det de mest bizarre og fantastiske, der blev foretrukket af dagspressen.

En hest ved navn Snippy

Allerede i 1967 var der et fortilfælde, der fik meget stor pressedækning – det var historien om den stakkels vallak ved navn Snippy.

Den 7. september svanede Beryl Lewis sin hest. To dage senere fandt hun den på en mark – stendød. Alt kødet på hestens hals var væk, og der var ingen spor ud over hestens egne. Intet blod på jorden. Nogle buske tæt ved var trampet ned og grene knækket. Desuden fandt man seks mærkelige fordybninger, de var 14-15 cm i diameter og omkring 10 cm dybe. Såvidt hestens ejer, Beryl Lewis.

Der gik næsten to uger før der kom gang i undersøgelserne vedrørende den døde hest. Beryl Lewis havde tilkaldt sin god ven, skovløberen Duane Martin. Han målte øget radioaktivitet ved kadavret. Men der gik en hel måned før kompetente folk fik lejlighed til at undersøge Snippys jordiske rester. På det tidspunkt havde pressen allerede godt fat i sagen.

Dr. Robert Adams fra Colorado-universitetet obducerede Snippys jordiske rester, og kunne fremkomme med en rationel forklaring med hensyn til lemlæstelserne. Desuden kunne en anden dyrlæge afsløre, at han, da han rensede skelettet, fandt spor i form af to skudhuller.

Forinden var de vilde rygter allerede blevet spredt for alle vinde: at hesten var blevet delvist spist af rummænd, at de, på bedste vampyriske vis, havde suget hesten tom for blod samt lignende makabre historier.

Faktisk var det hestens ejer, Beryl Lewis, der slev havde blæst historien op. Hun var i forvejen ufo-interesseret og dertil lokal meddeler til for en avis i byen Pueblo. Hun fortalte gerne, vidt, bredt og ofte, til alle der gad lytte til hende, at det var rumvæsener der havde slagtet hendes ridehest. Journalister der tale med hende, bragte gladeligt historien videre uden at ulejlige sig med kritiske spørgsmålstegn. Dermed fandt historien om Snippys endeligt også vej til de danske aviser.

Amerikanske ufo-organisationer var meget uenige. Enten troede man på historien om, at rummænd elskede hestekød, eller også mente man, at der nok var en jordnær omend uspændende forklaring. De klogeste valgte at ignorere sagen. De argeste modstandere af Beryl Lewis’ beretning var naturligvis de ufo-troende, der påstod at vide, at rumfolk var blide og kærlige væsener, og satte trumf på ved at fastslå at de var vegetarer!

Selv om en gode hest Snippy døde uden indgriben fra rummet, hvilket var kendt allerede i 1967, så lever myten videre. I 1980 skrev et dansk okkult tidsskrift at sagen stadig var en gåde; og i efteråret 1986 faldt stort set den samme kommentar i et dansk ufo-blad hvor man omtalte "den tomme hest".
Snippy

Den gode hest Snippy er nu havnet på det lokale museum som turistattraktion, udstillet som hesten der blev dræbt af rumvæsener. Så kommer du engang forbi Alamosa i Colorado, så smut ind og se skelettet klodset op i en glasmontre.

Masser af kvæglemlæstelser

Hen på efteråret i 1975 begyndte den amerikanske presse at skrive om lemlæstet kvæg i det nordøstlige Nebraska og den østlige del af staten South Dakota.

Et karakteristisk træk var, at de fundne dyr manglede noget af deres anatomi. De dele, der oftest manglede, var ører, mule og kønsorganer. Tilsyneladende var disse og andre dele af kroppen blevet fjernet af ukendte gerningsmænd.

I Nebraska var begivenhederne på det højeste i slutningen af september, med omkring 80 rapporterede hændelser. Det var alene for omkring ti dage. Umiddelbart efter toppede det i South Dakota, hvor der de første ti dage af oktober blev registreret 123 lemlæstelser.

Der opstod meget hurtigt forskellige teorier om, hvem der mon stod bag disse ugerninger. Nogle mente det var satanister der var på spil for at få fat i visse legemesdele til brug for deres ritualer. Man mente også, at det kunne forklare, at kadavrene var drænet for blod.

Andre mente lidt kedeligt, at det nok havde været mindre rovdyr der havde været på færde og gnavet lidt i nogle selvdøde kreaturer. Endelig var der selvfølgelig de allesteds nærværende ufoer. Nogle troede, at det var rumvæsener, der var på spil. Der blev jo fortalt om både ufoer, mystiske fly og ukendte uhyrer.

Efterhånden bredte det sig også til andre stater såsom Colorado og New Mexico.

Nogle af disse beretninger fandt også vej til den danske dagspresse via Ritzaus Bureau. Kalundborg Folkeblad, der åbenbart stod og manglede nyheder fra udlandet, anbragte flot historien under rubrikken "Udenrigspolitisk orientering"!

Den 24. september 1975 kunne man i Midtjyllands Avis se overskriften: Vil skyde først og spørge bagefter. Man leverede følgende en historie fra det vilde vesten om, at amerikanske landmænd var i alarmberedskab efter mystiske drab på løsgående kvæg:

– Sheriff George Yarnell fra Elbert distriktet har flere gange fundet tyre, der lå døde af ukendte årsager med afskårne læber, ører, øjne eller kønsorganer. Da han fornylig fandt en stor Angus tyr, hvis rektum var blevet fjernet med et cirkelrundt snit, tog han skindprøver af dyret og sendte dem ind til Forbundskriminalpolitiet FBI, for at få fastslået dødsårsagen.

Det skrives videre, at tyren var blevet fundet blot en kilometer fra en gård, men at ingen set eller hørt noget i forbindelse med drabet. Det var iøvrigt ikke et enkeltstående tilfælde. I løbet af april var der i distriktet blevet fundet 65 lemlæstede tyre.

– Fra 15 af Colorados distrikter er der blevt rapporteret om 150 lignende tilfælde – alle fra den østlige halvdel af staten, og landbefolkningen er nu blevet så oprørte over dyremishandlingerne, at de har oprettet en natlig vagttjeneste, der har fået besked på at skyde først og stille spørgsmål bagefter.

– Da dyrene hverken er blevet dræbt af skud, knivstik, gift eller ved indsprøjtninger, og der tilsyneladende aldrig har fundet nogen kamp sted, har mange af de hårdt ramte farmere lagt skylden for dyremishandlingerne på ukendte personer fra fremmede kloder.

– Mange landmænd i Elbert distriktet har rapporteret om ufo’er – uidentificerede flyvende genstande – i luften over Colorado, og enkelte mener at have set den amerikanske hærs grønne helikoptere i området umiddelbart før fundet af et eller flere lemlæstede dyr.

Mysteriet har naturligvis givet anledning til de mest vanvittige teorier, og en god amerikaner mener naturligvis at det hele er russernes skyld. Denne mand, Tom Bearden, mener at der er tale om symbolske varsler om hvad man kan vente sig fra Sovjetunionen.

Når for eksempel læber (mule), ører og tunge er skåret af, så symboliserer det ifølge Bearden en fortabelse af frihed til at tale og lytte. Et kadaver drænet for blod står for at Sovjet vil dræne Vestens livsblod og så fremdeles. Alt dette er et udslag af psykotronisk krigsførelse, hævder Tom Bearden. 1

En af de mange myter går ud på, at man ikke kan tage farvebilleder af de lemlæstede dyr. Fantasifulde mutologer 2 har fremsat den påstand, at man fra rumskibe har bestrålet området, så farvefotografering umuliggøres. Ikke desto mindre er der taget i hundredvis af fotos, og flere film- og videooptagelser.

I nogle tilfælde har der været berettet om helikoptere nær gerningsstederne. Disse helikoptere ligner den amerikanske hærs, men de er lydløse og unden kendingsmærker. Hvor kommer de mon fra?

Nogle mutologer mener, at der er tale om camouflerede rumskibe, udsendt fra rumstationer flere hundrede kilometer over jordens overflade. Og sådan findes der forklaringer på alle mysterier!

Er ufoer ikke dus med dyrene?

I begyndelsen af november 1993 dukkede der en mærkelig historie op i dagspressen. Angiveligt fik et ufo skyld for at have dræbt en ko nær Rude Strand ved Odder.

Tidligt om morgenen den 3. november vågnede en landmand. Klokken var cirka halv fem. Det der havde vækket ham var en høj lyd som fra en brølende kalv, ja, den nærmest skreg, lyder beretningen. Dertil hørte landmanden en brummende lyd. Da han kiggede ud ad vinduet fik han øje på en klar, hvid koncentreret lysflade ude på marken. Et areal på omkring hundrede kvadratmeter lå badet i lys.

Landmanden kiggede lidt på fænomenet, men åbenbart var det lidt for tidligt om morgenen, eller også var han bare ligeglad; han gik i seng igen uden at undersøge sagen nærmere, og lod kalv være kalv og lys være lys.

Da han stod op og ved ni-tiden fik set på sagen, fandt han en død ko, lige der hvor lyset havde været. Koen havde ellers været sund og rask, men nu lå den stendød med en blødning ved mulen, moden til destruktion.

Dagen efter kontaktede landmanden SUFOI (Skandinavisk ufo information), for at indberette sin iagttagelse. Med sans for et muhligt bevis, fik ufo-folkene lynhurtigt standset destruktionen af koen, hvis kadaver befandt sig på benmelsfabrikken "Daka" ved Randers. SUFOI ønskede at få foretaget en obduktion for eventuelt at finde ud af, hvad dødsårsagen havde været. Overdoisis af ufo-stråler, chock eller måske noget helt tredie.

Dyrlæge Knud Velling undersøgte koen. Han konstaterede, at den var død som følge af magnesiummangel – en ganske ordinær dødsårsag for køer på denne årstid.

Dette var ikke noget tilfredsstillende resultat for SUFOI. For det første havde landmandens køer angiveligt fri adgang til magnesium, for det andet gik der tre dage før undersøgelsen blev foretaget, og for det tredie blev dødsårsagen fastslået ud fra en urinprøve. Det var ikke hvad man i Sufoi forstod ved en obduktion.

En avis antydede også, at koen havde brækket et horn af. Havde den gjort modstand ved mødet med ufoet, blev der spekuleret. Dette spørgsmål blev dog hurtigt besvaret. Koens horn var brækket af da kadavret skulle slæbes op til vejen for at blive kørt væk.

Et andet spørgsmål, der ikke fandt nogen umiddelbar forklaring, var stedet hvor koen blev fundet. Den bare jord viste omridset af koen, og stedet var som renset for græs. Bo Nielsen fra SUFOI målte også, at der på stedet var øget radioaktiv stråling.

Om denne dramatiske ufo-historie nogensinde bliver opklaret vil tiden vise, men fakta er det, at koen nu er blevet til sæbe eller benmel, måske begge dele, og det er faktisk en skam.

Man burde i Odder kommune have kendt sin besøgelsestid, og udvist sans for historiens vingesus, turisme og handelsstandens ve og vel. Odders turistchef burde have handlet som sin amerikanske kollega i Alamosa, og som forhenværende borger i Odder kan jeg se det for mig:

På torvet, udstoppet eller som skelet, i en stor glasmontre: "Koen Nora, dræbt af x-stråler fra et ufo", garneret med et foto af åstedet, det afbrækkede horn, den famøse urinprøve og eventuelt diverse organer i formalin.

Måske byrådet endog kunne have oprette en venskabsby-forbindelse med Alamosa i Colorado?

Hvilken seværdighed! Og lur mig om ikke turister ville valfarte til torvet i Odder. Ja, måske ville jeg selv have slået en smuttur omkring torvet og dvælet ved et lille cafébord med en fadøl, og have udvekslet seriøse teorier med pilgrimsrejsende ufo-troende.

Nå, spøg til side, og lad os så glædes over at man i SUFOI ikke lider af amerikanske ufomania eller kogalskab.

Myteskamferinger

Men lad os vende tilbage til Kenneth Rommel. I april 1979 blev han, efter mange indberetninger om dyrelemlæstelser i New Mexico, leder for et undersøgelsesprojekt under distriktsanklageren i Santa Fe. Rommel, der tidligere havde arbejdet i 28 år for FBI, fik et budget på 44.000 dollars og et år til sin undersøgelse.

I juni 1980 forelå hans rapport. 3 I den konkluderede han: – Jeg er af den mening, at alle de lemlæstelser jeg har undersøgt, er forårsaget af rovdyr, ådselsæderes aktiviteter og normal forrådnelse af selvdøde dyr. Det var helt i overensstemmelse med hvad kman kunne forvente.

Det var naturligvis som at vifte med en rød klud for næsen af mutologerne. Da rapporten blev offentligt kendt, blev flere af disse såkaldte kvægdrabsforskere interviewet i forskellige aviser. De karakteriserede Rommels arbejde som en omgang "barnagtigt bræk", velsagtens en form for fagjargon i de kredse.

Store dele af pressen var oplagt på mutologernes side. De havde nu gennem lang tid solgt aviser på disse historier, og ønskede dem bestemt ikke aflivet. Desuden havde Rommel afsløret flere uvederhæftige historier, bragt til torvs af aviserne, så han var bestemt ikke årets mand.

Den tidligere omtalte sheriff fra Elbert distriktet i Colorado, George Yarnell, havde på et tidspunkt fundet en tyr hvis indvolde var helt fjernet – i stedet var skindet fyldt ud med sand. Yarnell kommenterede ironisk, at de rovdyr da også blev mere og mere udspekulerede. En udtalelse med tydelig adresse til Kenneth Rommel.

Tilhængere af de mere eksotiske teorier havde påpeget, at i flere tilfælde havde sårene på de døde dyr rande, so var der brugt kirurgiske instrumenter. En af dem udtalte endog, at hvis de skyldige var prærieulve, så benyttede de knive! Til dette svarede Rommel, at hvis det var kirurger der havde gjort det, så havde de brugt deres tænder!

Rommel fastslog i sin rapport, at mange af de historier der havde været i omløb blandt andet var grundet i ringe kendskab til de faktorer, der kunne spille ind. I 24 sager, der alle havde været grundigt undersøgt, havde ådselsædere været på spil: prærieulve, vilde hunde, gribbe, ørne, ravne og fluer.

I et tilfælde var nogle mutologer ankommet til et sted, hvor man havde fundet et lemlæstet dyr. De opdagede et "mystisk tegn" på jorden – ligesom et hvidt x. Det viste sig at være ekskreamenter fra fugle – et eksempel på forudfattede meninger når man er på jagt efter mysterier.

Ved et andet tilfælde meddelte et dagblad, at et fundet dyr havde brækket benene, akkurat som var det blevet droppet fra luften. Da Rommel dukkede op og fik undersøgt sagen, var bruddene åbenbart – på mirakuløs vis – vokset sammen igen!

Således cirkulerede der de mest vilde og absurde påstande, der ikke var så vilde og absurde, når først kompetente forskere havde fået set på sagerne og lemlæstet myterne.

Om den næsten 300 siders store rapport så manede det hele i jorden? Nej, det gjorde den ikke. Mutologerne havde etableret sig med organisationer, dataregistre og tidsskrifter samt deres trofast tilhængere. Dertil havde de store dele af pressen bag sig, samt ikke så få blodsbrødre indenfor ufologernes rækker.

Allerede på et tidligt tidspunkt havde dette emne også vakt andre forskeres interesse. Professor i sociologi ved universitetet i South Dakota, James R. Stewart, interesserede sig for rygtedannelsen. 4 Efter der første hændelser i Nebraska og South Dakota udtalte han, at der var tale om en form for kollektiv vildfarelse eller selvbedrag, og at fænomenet sandsynligvis ville brede sig – og det fik han som bekendt ret i.

I en undersøgelse påviste Stewart, at der er en tæt forbindelse mellem troen på at kvæget lemlæstes på unaturlig vis og mediernes behandling af spørgsmålet.

For at finde frem til hvem der var troende, foretog Stewart og hans studerene en undersøgelse blandt 800 voksne personer. Resultatets to modpoler sammanfatter han således:

– Kvinder, personer på lavere uddannelsesniveau og lavere socio-økonomiske grupper synes at være mere tilbøjelige til at acceptere en bizar forklaring, mens mænd, højere uddannede grupper og grupper på et højere socio-økonomisk niveau, synes mere uvillige til at godtage usædvanlige forklaringer, og hellere søger en naturlig forklaring.

James Stewart underbygger og drager paralleller til tidligere tilfælde af massehysteri, og endelig placerer han en del af skylden hos pressen.

Også andre forskningsområder har beskæftiget sig med emnet. I New Mexico har en antropolog eksempelvis arbejdet med sammenlignende undersøgelser mellem beretningerne om de lemlæstede dyr og indianernes tro på heksekunst.

Endelig udkom der en bog med titlen Mute evidence i USA. I den sætter forfatterne koldt lys på mange af myterne omkring dyreskamferingerne, og gør det ganske grundigt. I Ufo-nyt 1986 nr. 1 ridser en anmelder bogens hovedtræk op således:

– De rapporterede nedsalgtninger skyldes kvægrøvere eller andre naturlige forteelser.

– Mange af beretningerne kom fra sensationelle reportager i aviser og tv, og en del kom fra personer, som fordrejede kendsgerningerne. For eksempel påstod en sheriff, at en død ko var blevet fundet i et træ (hvor den måtte være anbragt af et ufo eller fly). Den blev faktisk fundet under et træ, hvor den højst sandsynlig var blevet dræbt af et lyn.

– Nogle få af kreaturerne kan være slagtet af folk, som er blevet påvirket af presseomtalen, og nogle få andre kan være resultat af "kult"-aktiviteter.

– Der var simpelthen ikke bevis på at nogle af de andre "teorier" kunne være rigtige, det vil sige forsøg med kemiske våben, stråling eller forurening, psykologiske våben eller andre "hemmelige forsøg".

– Når alt kommer til alt, viste "nedslagtnings-bølgen", hvad en kraftig mediedækning kombineret med nogle teorier, som mange mennesker gerne ville tro, kan sætte i gang, selv om der aldrig blev fundet den mindste antydning af, at begivenhederne har fundet sted.

Denne afvisning har naturligvis forårsaget fråde i mundvigene på adskillige såvel mutologer som ufologer. De tåler ikke at se deres myter blive pelset.

De døde dyr er nu trængt i baggrunden. Det der nu er spændende er forskningen i mutologi-syndromet: samspillet mellem fundene af døde dyr, viljen til at tro på en overnaturlig årsag, pressens omtale, selvbedraget, uvidenheden og mutologernes hårdnakkede forsvar for deres makabre hobby.

Noter:

1) Thomas E. Bearden: Excalibur briefing. – San Francisco, 1980

2) Ordet "mutolog" er afledt af det engelske ord for lemlæstelse: mutilation. En mutilog er derfor en dyrelemlæstelsesforsker.

3) Kenneth M. Rommel: Operation animal mutilation. – Santa Fe, NM, 1980

4) James R. Stewart: Cattle mutilation : an episode of collective delusion. The Skeptical Inquirer, Spring/Summer 1976

Kapitel 45 Kapitel 47

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*