UFO-bogen – Kapitel 55: Abductions – bortførelser 1

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

At kidnappe en person er en alvorlig handling. Det er ikke tilladt at gøre dette mod en persons vilje, det er uetisk, kriminelt og strafbart med mere. Ikke desto mindre rager det tilsyneladende adskillige rumvæsener en høstblomst – de er nemlig under alvorlig mistanke, trods det at der almindeligvis ikke foreligger nogen politianmeldelse fra ofrene. Endnu har intet rumvæsen været stillet for retten (med mindre det naturligvis er sket i al hemmelighed).

På den anden side set, så bliver ofrene altid afleveret igen uden ublu krav om løsepenge. Dog sker det at ofrene er blevet misbrugt seksuelt og til medicinske formål, fået indopereret dingenoter og andet. I stedet for at gå til myndighederne går ofrene som regel til pressen, for at berette om deres genvordigheder, eller også henvender de sig til de ufologer der har en umættelig trang til at behandle den slags hændelser.

Ufologer, der har specialiseret sig i den slags sager, nedskriver ofrenes beretninger og foretager som oftest regressionshypnose. Det vil sige at ofrene bliver hypnotiseret tilbage i tiden, tilbage til tidspunktet hvor de var kidnappet. I denne tilstand bliver de så udspurgt, – og som de dog kan fortælle! Bagefter skriver ufologen, eller behandleren rettere sagt, en bog om det hele, og den sælger som regel godt.

Ufologerne (abductionists) og nogle af ofrene (abductees) optræder i ofte i nogle af de utallige sniksnak programmer, som især det amerikanske tv-net er så rigeligt velsignet med. Af og til lykkes det nogle af ofrene at sælge filmrettighederne, således at ders oplevelser bliver filmatiseret og kan senere købes eller lejes på video.

Avlsforsøg?

En af de første hændelser man hørte om, blev udførligt behandlet i Flying Saucer Review. Det var beretningen om den 23-årige landbrugsmedhjælper Antonio Villas-Boas. 1 Han blev i oktober 1957 blev udsat for en kidnapning. Hændelsen fandt sted i Brasilien nær byen Säo Francisco de Salles.

Det begyndte natten til den 5. oktober 1957. Ved 23-tiden vågnede Antonio ved at det var alt for varmt i soveværelset. Han ville åbne et vindue. I det han gør det, ser han et mærkeligt lys ude i en indhegning.

Den 14. oktober skete der noget igen. På grund en meget varm dag var Antonio og hans bror ude for at pløje da det var blevet mørkt. De så et mærkeligt objekt på størrelse med et vognhjul. Det lyste meget skarpt og svævede omkring 100 meter oppe over den nordlige del af marken. Antonio gik hen mod objektet, men idet han nærmede sig fløj det fluks ned over den sydlige del af marken. Antonio fulgte efter, og det hele gentog sig en snes gange. Efterhånden blev Antonio træt af sin markvandring snart mod nord, snart mod syd, og gik tilbage til sin bror, der havde været knapt så nysgerrig. På et tidspunkt hvor de vendte ryggen til objektet, forsvandt det.

Natten efter var Antonio ude på samme mark for at fortsætte arbejdet. Lige efter midnat fik han øje på en rød stjerne på himlen. Den blev langsomt større og kom nærmere. Til sidst så han at det var et æg-formet fartøj. Det svævede nu blot 50 meter over ham, og lyset fra det var så stærkt at hans traktorlys stort set "druknede" i skæret.

Antonio var interesseret i at komme væk i en vis fart, men måtte erkende at det ikke nyttede at køre fra objektet med den langsomme traktor. Til fods ville han heller ikke komme særlig hurtigt væk i den bløde jord. Mens han gjorde sig disse overvejelser, lagde rumskibet an til landing foran hans traktor. Antonio så nogle støtteben komme frem under objektet, og så besluttede han sig panisk for at smutte.

Han nåede ikke ret langt før han blev grebet i armen. Forfølgeren var mærkeligt klædt, lille og nåede således kun til Antonios skulder. Væsenet fik et skub, men så dukkede der flere væsener op, og Antonio blev skrigende båret ind i rumskibet.

Om bord i rumskibet blev han klædt af og undersøgt af de fremmede. Der blev angiveligt taget vævs- og blodprøver, og han blev smurt ind over hele kroppen med et tyktflydende fludium. Bagefter blev han et stykke tid efterladt alene i rummet. Så gik døren atter op, og Antonio måbede. Ind trådte en kvinde der var lige så splitternøgen som han selv. Et vederstyggeligt rumvæsen var der ikke tale om. Antonios beskrivelse er således: Hun havde halvkort blond hår, store blå øjne, høje kindben og fregner; slank om livet og med store hofter og kraftige lår. Rumkvinden havde en flad mave, faste bryster og lyserød kønsbehåring. Hun nærmede sig langsomt, og det endte med at hun forførte en ikke uvillig Antonio i en ultimativ nærkontakt.

Efter nogen tid blev kvinden kaldt ud. Antonio fik sit tøj tilbage og blev så sat af igen ved sin traktor. Skønsmæssigt havde han befundet sig i rumskibet i lidt over fire timer, og han havde en lumsk mistanke om, at han havde deltaget i et interplanetarisk avlsforsøg. Efterfølgende fortalte han sin mor om oplevelsen, og siden kom den til lægen og ufologen Olavo Fontes kendskab. Fontes undersøgte Antonio og offentliggjorde historien. Gennem flere år forblev Antonio dog anonym.

Sidst i 1970’erne fortalte Antonio Villas-Boas sin historie i et fjernsynsprogram. Han var da blevet gift og havde fået fire børn med sin jordiske hustru. Desuden havde han uddannet sig til jurist – dr.jur. – med praksis nær hovedstaden Brasilia. Han havde åbenbart ikke haft men af oplevelsen, og formodentlig ikke modtaget krav på børnepenge.

En afbrudt rejse

I september1961 kom turen til ægteparret Betty og Barney Hill, en hændelse der først blev offentliggjort fem år senere i september 1966, hvor Look magazine med rekordsalg bragte essensen af ægteparrets beretning i to artikler. Det var en solid præsentation af bogen The interrupted journey, skrevet af John G. Fuller, en bog der udkom kort efter. 2 Straks lå der flere tilbud om køb af filmrettighederne, hvor det laveste tilbud var på omkring to millioner kroner.

Ufo-skeptikeren Philip J. Klass, som de fleste ufologer hader som pesten, har set på denne hændelse, hvormed han mener at hele nutidens bortførelsessyndrom tager sit udspring. Følgende refereres frit fra hans bog Ufo abductions. 3

Ægteparret Betty og Barney Hill havde været på vej hjem fra Canada mod Portsmouth. På et tidspunkt mente Betty – der faktisk allerede troede på ufoer – at de blev forfulgt af et klart objekt. I et forsøg på at undgå objektet, begyndte de at køre ind på alternative ruter, i stedet for at holde sig til motorvejen. Resultatet var at de kørte noget rundt før de atter fandt ud på motorvejen, og ankom således med to timers forsinkelse til deres hjem i Portsmouth.

Dagen efter var Betty noget opstemt over observationen og kontaktede sin søster der også var interesseret i ufoer. Søsteren foreslog, at Betty gik ud og satte et kompas på bilen, så ville det vise sig om de var blevet radioaktivt "bestrålet" af det ukendte objekt. Kompasnålen opførte sig unormalt, hvilket egentligt er ganske normalt, medmindre bilen er lavet af plastik! Desuden måler man ikke radioaktivitet med et kompas! Observationen blev prompte indberettet til ufo-organisationen NICAP.

Så var det at Betty begyndte at få mareridt. Hun drømte flere nætter i træk, at hun og Barney var blevet bortført ombord i et rumskib, og hun begyndte at skrive sine drømme ned. Da ufologerne ankom for at optage ægteparrets beretning, fik de således også kendskeb til hendes drømme. Ufo-folkene var ikke sene til at koble den forsinkelse de var kommet hjem med til den "manglende tid". Muligheden for, at Bettys drømme måske var virkelighed, blev luftet. I hvert fald var Betty ikke sen til at tage ud og holde foredrag om observationen og de afledte drømme.

På et tidspunkt blev Barney, der havde nogle psykiske problemer, henvist til en psykiater ved navn Benjamin Simon. Han var kendt for at bruge regressionshypnose i forbindelse med sine behandlinger. Men i december 1963, da Barney skulle til sin første samtale, fulgte Betty med.

Gennem behandlingerne stod det psykiateren klart at parret, udover de generelle problemer ved blandt andet at leve i et barnløst sort-hvidt parforhold, havde set et stjernelignende objekt, som de frygtede forfulgte dem, mens bortførelseshistorien blot var fri fantasi. Når eksempelvis Barney, under hypnose, fortalte om frygten for at blive forfulgt, var hans stemme meget skræmt. Når parret fortalte om de angivelige hændelser i rumskibet, som var alt andet end behagelige, var stemmelejet ganske normalt. Men ifølge de oplysninger Betty Hill kom med under hypnosen, vedrørende det stjernelignende objekt, har det kunnet verificeres, at der var tale om planeten Jupiter, der netop på givne tidspunkt stod meget klart på himlen.

Såvidt Philip Klass’ bog. Men hvad var det så Betty havde drømt og gjort til sin virkelighed?

Under forsøget på at komme bort fra det forfølgende objekt, var de drejet ind på en sidevej. Her, på denne øde vej, blev de standset af en flok rumvæsener. Bilens motor satte ud, og de blev ført ind i et landet rumskib.

I rumskibet blev de undersøgt. Betty fortalte således under hypnosen, at en nål blev ført ind i hendes mave, hvilket var meget smertefuldt. Men de fremmede bedøvede hende ved blot at lægge en hånd på hendes hoved. Der blev taget vævsprøver og klippet i negle samt kigget på tænder.

Barney kunne fortælle, at de havde holdt et apparat over hans lyske og i øvrigt var rumvæsenerne overraskede på grund af hans forlorne tænder, der bare kunne tages ud, mens Bettys sad fast!

Mens de er ombord i rumskibet opdagede Betty et 3D-stjernekort. Hun fik forklaret at nogle linjer på kortet viste handelsruter mens andre viste ekspeditionsruter. Betty prøvede at få en souvenir med fra rumskibet, men det gik ikke. Til gengæld har hun under hypose tegnet det stjernekort, hun så ombord.

Rumvæsenerne forsøgte angiveligt at slette Betty og Barneys hukommelse, inden de atter blev sluppet fri.

Det var så denne drøm eller fantasi som skulle være den skinbarlige virkelighed, og som var den egentlige årsag til, at de kom for sent hjem den nat.

Åbenbart var det NBC-TV, der købte filmrettighederne, for den 20. oktober 1975 sendte de Hill-historien i tv-filmen The ufo incident første gang. Dette selskab var næppe det der havde budt mindst for historien. Ifølge kontrakten mellem de involverede parter, var delingen ved salg af rettighederne således: forfatteren John Fuller og psykiateren Benjamin Simon fik hver 30% og Betty Hill tog således de resterende 40% (Barney døde i 1969). Der var penge i det skidt!

Efter denne film, der blev set af millioner amerikanere, begyndte en sand epidemi af påståede bortførelser. En klassiker blandt disse blev den beretning som seks skovarbejdere kunne fortælle blot fjorten dage senere, hvor Travis Walton blev kidnappet af rumvæsener. 4

Langt ude i skoven

Den 5. november 1975 ved 18-tiden var et arbejdssjak på seks skovarbejdere på vej hjem til Snowflake fra Turkey Springs i Sitgraves Nationalpark. Undervejs, inden de nåede landsbyen Herber, fik Travis Walton og Allen Dalis øje på et tallerken-formet objekt med et gulligt lys. Det svævede over en rydning med fældede træer.

Deres chef Mike Rogers standsede bilen, og Travis sprang ud og løb hen mod objektet. Pludselig kom der en kraftig blågrøn lysstråle fra objektet. Travis blev kastet flere meter tilbage. Panisk satte Rogers foden på speederen, og de forlod stedet og den muligvis kvæstede Travis til sin egen skæbne i skoven.

I byen Herber kontaktede de politiet og fortalte, hvad der var sket. Sheriffen for Navajo amtet, Marlin Gillespie, blev kontaktet, og sammen med vicesheriffen Kenneth Coplan kørte Mike Rogers og to arbejdskammerater tilbage for at se til Travis Walton. Gennem flere timer søgte de forgæves efter ham, men har var forsvundet.

Efterhånden var klokken halv to om natten. Eftersøgningen var blevet indstillet. Vicesheriff Coplan og Mike Rogers opsøgte Travis’ mor Mary Kellett. Hun blev vækket, men tog det hele ganske roligt, da hun fik at vide at hendes søn muligvis var blevet kidnappet af et rumskib. "Nåe hvad, det er jo sådan noget der sker", var hendes kølige reaktion. Også Travis søster tog det lige så beundringsværdigt fattet.

Da det blev lyst den 6. november blev en større eftersøgning sat i værk. Næsten et halvt hundrede personer ledte efter Travis. På stedet hvor det skulle være sket var der ingen spor – ingen kvæstet Travis, ingen brændte steder, ikke så meget som et blodspor eller en stump iturevet tøj.

Dagen efter begyndte politiet at få en skummel mistanke om, at det i virkeligheden havde drejet sig om uoverensstemmelser mellem Travis og resten af sjakket. For at blive renset for den mistanke, gik hele holdet med til at lade sig udspørge ved en polygraf-test – det vil sige ved brug af en løgnedetektor. C.E. Gilson, der udførte prøven kunne konkludere, at de fem mænd havde set et objekt som de troede var et ufo, og at Travis Walton hverken blev såret eller myrdet af arbejdskammeraterne. Den sjettes resultat var ikke godt nok til, at der kunne drages nogen konklusion.

Meget hurtigt ankom der ufologer til Snowflake. Blandt de første var dr. Allen Hynek og en repræsentant, Lester Stewart, fra ufo-organisationen Ground Saucer Watch (GSW). De interviewede blandt andre Travis Waltons ældre bror, Duane, som gav udtryk for at Travis nok skulle blive fundet i god behold, og at det med ufoer sådan set ikke var nyt for familien. Walton-brødrene havde angiveligt set ufoer før, mindst ti gange.

Heller ikke moderen, Mary Kellett, virkede særlig bekymret. Hun var også overbevist om at Travis ville komme tilbage. Men alt i alt, så konkluderede såvel Hynek som GSW at der var tale om et fupnummer.

Den 8. november blev familien også interviewet af en ufolog fra Phoenix ved navn Fred Sylvanus. Atter var der ingen bekymring at spore, trods det at Travis nu havde været forsvundet i tre dage. Duane Walton, den ældste bror, mente blot at Travis med dette havde fået sit livs oplevelse, brødrene havde på et tidspunkt lovet hinanden, at så de et ufo, så var det bare med at komme så tæt ind under det som muligt.

Endelig, efter fem dage ringer Travis Walton fra en telefonboks ved en tankstation i Herber. Han ringer til sin søster, og sammen med Duane hentede de ham hjem til Snowflake. Travis telefonopringning var gået via telefoncentralen, idet han ringede for modtagerens regning. Telefonisten varskoede derfor sheriff Gellespie. Han sendte straks en betjent ved navn Glen Flake ud for at holde øje med, hvornår Travis blev kørt ind i Snowflake. Efter at have holdt udkig et stykke tid forgæves, kørte Glen Flake klokken to om natten hen til Mary Kellett’s hus. Der var lys, og han talte med Duane, der var ved at fylde benzin på sin bil udenfor huset.

Mærkeligt nok fortalte Duane Walton ikke betjenten den glade nyhed, at Travis var nu kommet hjem, men betjent Glen Flake lod på den anden side heller ikke Duane vide, at man allerede havde kendskab til det hos politiet.

En ny ufo-organisation blev nu involveret, det var APRO – Aerial Phenomena Reserach Organization – med hjemsted i Tucson, Arizona, og ledet af Coral og Jim Lorenzen. De sendte to læger ud for at undersøge Travis, men han var uskadt og umærket trods det, at lysstrålen havde slynget ham flere meter hen ad jorden. Det eneste man fandt var et lille sår på indersiden af albuen meget lig det stikmærke man får hvis man får taget en blodprøve, udtalte en af lægerne.

Bag sensationspressens kulisser

Det var Coral Lorenzen fra APRO der kontaktede pressen, det vil sige ugeavisen National Enquirer, hvilket ikke var et tilfældigt valg. Hun foreslog at avisen kunne få eneret på Walton-sagen dersom de ville betale for at "isolere" Travis og Duane Walton på et hotel. Det var National Enquirer helt med på. Avisen betalte gerne pæne beløb for gode historier. Ikke af lutter velvilje, mere fordi eneretten til en god historie var betydeligt meget mere værd end honorarerne.

Jeff Wells var en af de reportere som avisen sendte, og han har senere beskrevet sin oplevelse af sagen. Han blev fløjet ind fra bladets redaktion i San Francisco. Enquirer-holdet bestod desuden af en reporter fra Los Angeles-kontoret. Andre blev fløjet ind fra Østkysten.

Jeg vil i det følgende omtale Jeff Wells artikel ret udførligt, det er sjældent at vi har mulighed for at se ind bag sensationspressens kulisser. 5 Wells skriver:

"Vores umiddelbare opgave var at bestikke brødrene med en tusindlap til at bo med os på et luksusmotel i byens udkant, ingen navne registreret. Et sted hvor resten af pressen, der var ved at lande, og sheriffen, der kaldte det hele for svindel og krævede at knægten skulle tage en test med løgnedetektoren, ikke ville genere dem."

Wells blev orienteret om, at det ikke ville blive en let sag. En kollega der var ankommet lidt tidligere sagde: "Broderen har taget kommandoen og han er lidt af en psykopat. Knægten er skræmt til døde af ham og der er vores reporter også." Den kendte ufolog dr. James Harder – også kaldt professoren – videnskabelig konsulent for APRO, blev tilkaldt for at berolige Travis Walton.

I sin artikel bruger Jeff Wells let gennemskuelige pseudonymer, således kaldes for eksempel Travis Walton for "knægten", og hans bror Duane for "cowboy". Sidstnævnte får denne beskrivelse med på vejen:

"Cowboy var ingen skuffelse. Han var en af de mest onde og hårdest udseende mænd jeg nogensinde har set – sidst i tyverne, professionel rodeomand og amatør letsværvægts bokser, en gennemført afholdsmand, bredskuldret, iført en T-shirt udstoppet med muskler, smalle hofter, hjulbenet og stikkende øjne, anspændt, uforudsigelig.

– Han lænede sig op af en pick-up truck med et geværophæng i kabinen og bestrøg os med stråler af durkdrevethed og had så stærkt som den stråle fra rumskibet der havde zappet hans bror mens vidnerne var flygtet i panik. "Der er ingen der skal grine af min bror", sagde han."

Reporterne bedyrede, at det agtede de sandelig heller ikke at gøre. De ønskede blot at viderebringe Travis’ historie, og holde alle andre mere ufine journalister på afstand. En $-"tusse" for en historie, sådan!

Desuden blev det stillet i udsigt, at klarede Travis en polygraf-test, altså en prøve med løgnedetektor, så ville checkhæftet blive åbnet og pennen skrive femcifrede beløb. Formildet mente Duane Walton, at det var i orden. Ikke så meget på grund af pengene, nej da, mere fordi at hans brors historie ville oplyse verden.

"Vores første glimt af knægten var ved bordet i hotellets spiserum den aften. Det var et chok. Han sad der tavs, bleg, og rystede som et dyr klemt op i et hjørne. Enten var han en glimrende skuespiller eller også var han alvorligt bange for et eller andet." skriver Jeff Wells.

Men James Harders ankomst reddede dagen, skriver Wells: han var blød som smør og fik snart knægten til at spise af hånden. "Du er ikke alene", havde Harder kurret til Travis. "Der er mange mennesker, flere end du tror, der er blevet udvalgt til at møde dem." Harder vidste åbenbart allerede hvad der skulle konkluderes i denne sag.

Åbenbart kan James Harder forløse og skabe god kemi, for Wells skriver også, at selv broderen Duane lod sig imponere og formilde. Han begyndte selv at fortælle om hvordan han som dreng var blevet jagtet gennem skoven af en flyvende tallerken. Harder fik dem også snakket fra at tage sheriffens polygraf-test og i stedet lade sig hyponotisere på hans værelse.

Men under hypnosen, hvor en bortførelse af rumvæsener – paddehattemænd – dukkede frem til overfladen, med Harder som fødselshjælper, blev det for meget for Travis Walton – han brød sammen i en hulken, og hans historie gik i smadder som ham selv. Nu var gode råd dyre, fortæller Wells:

"Det gjorde det nødvendigt at flyve et psykiater-ægtepar Jean og Beryl Rosenbaum ind fra Colorado for at berolige knægten og afholde Cowboy fra at eksplodere. Knægten var et vrag og det var alt hvad psykiateren kunne gøre for at få ham klar til løgnedetektor eksperten vi selv var mødt op med.

– Testen varede en time og jeg befandt mig i værelset ved siden af, da jeg hørte Cowboy råbe: "Jeg dræber den svinehund!" Knægten havde forfejlet testen i al sin elendighed. Polygraf-manden sagde at det var den klareste løgnehistorie han havde set de sidste 20 år, men kontoret råbte på en anden ekspert og et andet resultat."

Duane Waltons vrede var forstålig enten i lyset af, at hans bror "dumpede" eller at checkhæftet med lovning på et femcifret beløb, hvis testen blev klaret, forblev lukket.

Imidlertid blev National Enquirer og APRO enige om, at resultatet af denne polygraf-test skulle holdes hemmelig, ellers var der jo ikke meget kød på historien. Eksperten der udførte den, John McCarthy, fik "mundkurv" på. Men senere afslørede Philip Klass hvad der var sket, hvilket her bekræftes af Jeff Wells. 6

Jeff Wells fortsætter: "For at klare dette måtte vi have psykiateren til at tage et langt analyserende møde med Cowboy og knægten. Deres metode var speciel. Næste dag forsvandt de alle fire ind i et værelse, og snart efter dukkede en tjener op med to flasker cognac. Enden på det blev at psykiaterne blev stinkende fulde, men de havde deres historie og brødrene var slukørede.

– Det så ud til at knægtens far, der havde forladt dem mens de var børn, havde været rumskibs fanatiker og hele sit liv havde knægten ønsket sig en tur i et rumskib.

– Han havde set et eller andet ude i skoven, et slags mærkeligt lys der havde afstedkommet en kraftig hallucination der ville kunne komme igen når som helst. Der var ikke tale om nogen kidnapning udført af paddehattemænd.

– Knægten havde brug for lægehjælp og Cowboy sværgede, at han ville beskytte ham fra yderligere overlast.

– Rapporterne begyndte at falde på plads: vidnernes løgnetest heller ikke var til megen hjælp – de støttede historien om at de havde set et mærkeligt lys, men ikke at det mærkelige lys kunne identificeres som et rumskib."

Jeg satte mig for at nedfælde alt hved der var sket i et 16-siders memorandum, skabt til at likvidere historien. Det hele var overstået, skriver Jeff Wells:

"Jeg betalte min 2000 dollars hotelregning for de fem dage, inklusive en kæmperegning fra baren som psykiaterne så venligt havde frekventeret, og så tog vi afsted til lufthavnen.

– Det havde været en tosset oplevelse fra begyndelsen til slutningen, gjort mere forstyrrende af det faktum at ved flere lejligheder, med besnakken fra professoren, havde jeg næsten troet at historien var virkelig.

– Idet jeg kørte til lufthavnen erkendte jeg, at aldrig havde jeg været så glad for at forlade en by og at jeg alle mine dage vil huske denne oplevelse som en slags mareridt.

– Da jeg nærmede mig lufthavnen slog jeg radioen til og hørte velkendte stemmer – knægten, Cowboy og professoren blev interviewet om knægtens rystende oplevelse ombord på en flyvende tallerken.

– Nogle få uger senere købte jeg den avis som jeg arbejdede for og opdagede, at med professorens hjælp var mit memorandum blevet til en sensationel forsidehistorie.

– Professoren ringede mig op og krævede de optagede bånd til hans foredrag og knægten underskrev kontrakter til bøger og tv-dokumentarprogrammer.

– Og således var en ny ufo-helt opstået", slutter Jeff Wells.

Sytten år og en masse skriverier senere, den 12. marts 1993 havde Paramount-filmen Fire in the sky premiere i de amerikanske biografer, og filmen kom snart efter på video. Manuskriptet står Tracy Torme for. Filmen er bygget op som en spillefilm, frit baseret på Travis Waltons bog The Walton experience. 7 På omslaget til den dansktekstede video-udgave kan man blandt andet læse, at der er tale om "den til dato mest veldokumenterede beretning om mødet med det ukendte".

Noter:

1) Flying Saucer Review bragte fra første nummer i 1965 og frem til 1968 løbende artikler om Antonio Villas Boas-sagen, primært skrevet af Gordon W. Creighton: The most amazing case of all. Desuden er sagen beskrevet i en nyere bog skrevet af Nils Petter Thuesen: Bortført av ufo (Oslo, 1995)

2) John G. Fuller: The interrupted journey. New York : Dial Press, 1966. Nyere udgave: Alexandria (Va), Time-Life Books, 1993. Omtale af filmen bygget på ægteparrets oplevelse er omtalt i Ufo aspekt 1975 nr. 6 samt Ufo kontakt 1975 nr. 6. Endelig kan man finde foromtalen til John Fullers bog på dansk i Søndags BT 1966 nr. 47-49.

3) Philip J. Klass: Ufo abductions. Buffalo (NY), Prometheus Books, 1989.

4) Der findes mange referencer til Walton-sagen generelt, nederst på siden et selektivt udvalg, der ikke allerede indgår i disse noter.

5) Jeff Wells i Melbourne-avisen The Age, 6. januar 1979

6) Philip J. Klass: Ufos – the public decieved. Buffalo (NY), Prometheus Books, 1983

7) Travis Walton: The Walton experience. New York, Berkeley Publishing, 1978

Litteraturhenvisninger til Walton-sagen

  • Alleged Arizona abduction case studied. Skylook no. 97, December 1975
  • Anson Kennedy: "Fire in the Sky" – The Walton travesty. The Georgia Skeptic, March/April 1993
  • Charles Bowen: The Snowflake story : a commentary. Flying Saucer Review, Vol. 21 no. 5
  • Coral Lorenzen: Nye oplysninger i Walton-sagen. Ufo-nyt 1977 nr. 2
  • H.C. Petersen: Travis Walton. Ufo kontakt 1977 nr. 2
  • Jim Lorenzen: Travis Walton sagen. Ufo-nyt 1976 nr. 4
  • Skandinavisk UFO Information: Bortført – Travis Walton sagen 5.11.1975. Gentofte, SUFOI, 1983
  • Tony Brenna: Taget til fange af ufo. Ufo aspekt 1976 nr. 2. Oversat fra National Enquirer.
  • Travis Walton: Walton explains controversies. Skylook no. 101, April 1976
  • Travis Walton case continues – APRO / NICAP / GSW reports disagree. Skylook no. 99, February 1976
  • Ufo-kidnapping – fup eller fakta? Ufo kontakt 1976 nr. 6. Oversat fra The Herald.
  • Walton pass polygraph exam. Skylook no. 100, March 1976
Kapitel 54 Kapitel 56

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*