UFO-bogen – Kapitel 54: Ufo-paranoia

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Gennem årene har der været brugt masser af ressourcer og kræfter på at føre beviser for eksistensen af ufoer. Men hvilke ufoer? At ufoer eksisterer er jo indlysende, men det store spørgsmål ligger i hvad ufoer er, eller hvad ufoer kan fortolkes til at være og symbolisere.

I virkeligheden har man lige så længe talt forbi hinanden, som kom man fra to forskellige verdener, og det gør man måske osse. Hvem er så "man"? Det er dem der interesserer sig for ufoer: ufologerne, henholdsvis ifoister og ufoister.

I første kapitel har jeg defineret forskellen mellem paradigmerne indenfor ufologien. Derfor vil jeg ikke her gentage mig selv. Men da jeg i dette kapitel primært vil beskæftige mig med ifoisterne, så lad mig lige kort slå fast, at det er den fraktion der mener, at ufoer stort set kan tolkes som værende interplanetariske flyvende objekter – ifo’er.

En (u)mulig dialog

Inden jeg går videre med denne artikel, så vil jeg lade to ufologer mødes i en dialog, og hvem der er hvem i dette spil, det skulle gerne være selvindlysende, men ellers kunne det være to ufologer fra henholdsvis IGAP og SUFOI.

– Tror du på ufoer?

– Ja, selvfølgelig! Eller rettere, jeg ved der findes ufoer!

– Nå, så du er en af os!

– En af os, hvad mener du?

– Ja, en af os der tror på ufoer, at vi får besøg fra andre planeter og sådan… Du har måske selv set en ufo?

– Ja øhh, jeg har da set noget, som jeg ikke har kunnet forklare, men…

– Ved du hvad, det har jeg osse. Jeg så sådan en ufo li’som den du ved man ser i Adamskis bog, der hvor han fortæller at han har været oppe i en…

– Hov, hov, stop nu lige! Det jeg så lignede slet ikke sådan noget, det var bare et nattelys på himlen – ikke noget rumskib, eller sådan – det var bare et ufo.

– Ja, så har de jo nok været højt oppe i luften, måske på vej til deres moderskib, og så er det bare det ioniserede kraftfelt omkring ufoen du har set – du ved, så de kan flyve rundt i jordens atmosfære uden…

– Ærligt talt, jeg ved ikke hvad det var jeg så – det var bare et ufo – et uidentificeret flyvende objekt! Det kan da være hvad som helst – hvem siger det er et rumskib?

– Jamen nu modsiger du dig selv – kan du ikke høre det? Lige før sagde du – ja du sagde selv, at du troede… nej, du sagde at du vidste, at der eksisterede ufoer. Var det måske ikke lige hvad du sagde?

– Jo, det sagde jeg da! Og hvad så?

– Jamen så modsiger du dig selv, ikke?

– Sludder og vrøvl, det gør jeg da ikke! Det er sgu da logisk at der findes ufoer, når så mange mennesker fortæller at de har set uforklarlige ting på himlen…

– Ja, rigtigt! Der er i tusindvis af beviser, og så siger du bare: "hvem siger det er et rumskib". I samme åndedrag fortæller du selv at have set en ufo og at tusindvis af mennesker osse har. Det er da fakta, mand! Det store spørgsmål er bare, hvad de vil os? Vi skal jo prøve at komme i kontakt med dem, kan du ikke se det?

– Ja, ja, ja! – Men lad os for pokker først finde ud af hvad ufoer er for en størrelse – der er jo masser af muligheder.

– Nej, hør nu – jeg forstår dig altså ikke. Du modsiger hele tiden dig selv, du gør! Nu vil du finde ud af hvad ufoer er, og de er da flyvende tallerkener, rumskibe fra…

– Næe, det er noget du siger!

– Stop lige en halv. Jeg prøver igen: Tror du på ufoer?

– Jeg kan kun gentage, hvad jeg sagde lige før: jeg ved at der findes ufoer!

– Jamen, så er vi jo enige!

– Hør nu lige…

Ak ja, de der gennem årene har fulgt med i debatten omkring ufo-problemet, må "kende" disse to personer. Jeg vil i det følgende primært koncentrere mig om ifoisten, og de tendenser der breder sig ud fra ifoismens kølvand.

Den anden kategori, den mere rationelle ufolog, er i denne sammenhæng ufarlig og ganske uinteressant.

De der har læst i denne bog er stødt på personer der, tilsyneladende uden økonomisk vinding for øje, fører sig frem som sandhedsapostle. Enten hævder disse personer – i dybeste alvor – at de er talerør for den ultimative sandhed, nemlig at vi får besøg fra verdensrummet. De prøver med alle til rådighed stående midler at fremme denne "sandhed". Jeg kan blot pege på Adamski-bevægelsen, Orthon-bevægelsen og diverse andre knopskydninger indenfor den ufologiske verden.

Her i bogen har jeg også nævnt andre, de såkaldte astroarkæologer, der hævder at have gjort sensationelle opdagelser, der på det nærmeste fordrer at vi må skrive verdenshistorien om igen, helt for fra. Der er eksempelvis ingen grænser for, hvad man kan læse ud af hieroglyfferne.

Gennem de efterhånden mange år jeg har interesseret mig for ufo-bevægelsen, i alle dens afskygninger, har jeg mødt mange personer, som jeg idag, set med lægmands øjne, er overbevist om, har lidt eller lider af en form for "besættelse", eller en afart af paranoia.

Paranoide psykoser

Læs for eksempel det følgende citat fra Nils Retterstøls bog 1 om paranoide psykoser, og se så om det ikke er muligt, at nikke genkendende til flere af de træk som har kendetegnet nogle af aktørerne på ufo-scenen:

"Opfinderparanoia (paranoia inventoria) er karakteriseret ved at vedkommende mener at have gjort en opfindelse af største værdi for omgivelserne, nationen eller menneskeheden. Det almindelige er, at sådanne opfindelser har givet løsningen på problemer, der hidtil har været uløselige. Der er således ikke få patienter, som har ment at kunne ophæve tyngdekraften eller eliminere loven om energiens konstans, således at de kan lave en evighedsmaskine. De er i stand til at producere mere kraft eller varme i et system end den, der tilføres, og dette vil derfor ændre menneskehedens fremtid. Ofte henvender disse mennesker sig til patentkontorer og licenskontorer i hjemlandet eller i udlandet, og hvis de ikke får medhold skyldes det, at disse kontorer ikke forstår det geniale i deres opfindelse. Patienten kan eventuelt henvende sig til retten for at få deres opfindelse anerkendt og han kan godt ende som kværulantforrykt."

Ser vi dertil lidt på udtrykket kværulantforrykthed, og hvad der ligger i det, så opnår man atter en aha-oplevelse, når man gennem mange år har mødt diverse personligheder indenfor ufo-bevægelsen.

Kværulanten er næsten altid en mand, skriver Retterstøl, og det grundliggende for tilstanden en næsten altid usikkerhed. I hele sit adfærdsmønster følges primært patriakalske normer, og Retterstøl karakteriserer desuden således:

"Den kværulantforrykte kan godt forsøge at vinde andres tillid og kærlighed, men almindeligvis mislykkes det, og i stedet for opstår ønsket om magt og betydningsfuldhed. Kværulanten føler sig bedst tilpas, så længe han handler og angriber. Han undgår da følelsen af afmagt, usikkerhed og mindreværd. Han må for alt i verden undgå at vise svaghed. Kværulanten opfatter ikke sig selv som aggressiv, tværtimod opfatter han det på den måde, at han forsvarer sig imod begået uret. Det er på måden, han kæmper, at man kender kværulanten. Han er nærmest religiøst overbevist om sin ret, som han kæmper for med alle midler, og han lader sig ikke lokke til at gå med på kompromiser eller nødløsninger. Han ønsker den absolutte eller fuldstændige ret, og dem han er i kamp med har den absolutte uret."

Retterstøl skriver videre, at kværulanten normalt holder sig indenfor de accepterede, sociale normer, når det gælder uadadrettet aggression. Men dette ikke altid er gældende, når der er tale om skriftlige og mundtlige udfald. Endelig kan den kværulantforrykte også være det som Nils Retterstøl med et langt ord kalder for den kollektivkværulantforrykte. Det er når personen ikke primært handler på egne vegne, men som forkæmper for en mindretalsgruppe.

Jeg kunne godt fortsætte med at citere andre afarter af paranoiaformer, kombineret med storhedsvanvid. Om det er en opfindelse, som i ovenstående citat, eller en opdagelse eller anden form for sandheds-indsigt, kommer ud på ét. Beskrivelsen er rammende, og udgør en glimrende model. Vi har indenfor ufo-bevægelsen helt tydeligt personer, der må have en snert af det jeg så vil kalde ufo-paranoia.

Ufo-evangeliet

Der findes ifoister, der hævder at sidde inde med Sandheden. Denne sandhed skal formidles til hele verden, da verden ellers vil gå til grunde. Denne sandhed indeholder løsningen på alverdens problemer, og kan skabe et utopia – Tusindårsriget – på vor klode. Alle folkeslag, racer, religioner og politiske systemer vil blive forenet; fattigdom, sygdom og elendighed vil blive afskaffet. Sandheden indeholder endog en miljørigtig løsning på fremtidens behov for energi. Desuden finder vi hos nogle troen på reinkarnation. Dette er delmængder af ufo-evangeliet.

Disse ifoister gør ikke som før omtalte opfinder, nej, de henvender sig til offentligheden gennem egne tidsskrifter og bøger. De tager ud og holder foredrag, og de forsøger at slå igennem i massemedierne. Nogle prøver også at tackle deres sag ad politiske kanaler, for eksempel åbne brev til statsmænd og andre magtfulde personer. I tidligere afsnit har jeg desuden omtalt lobby-viksomheden indenfor FN’s rammer. Ifoisterne vil have deres sandhed ud!

Ifoisterne hævder at være eksperter og fører sig gerne frem som sådanne, men med en uhyggelig slagside og udfra særdeles subjektive kriterier, som de selv betragter som objektive – deres version af sandheden er også sandheden for dig og mig. Kan vi ikke indse det, så er det fordi vi modarbejder Sandheden ud fra gustne motiver, eller også er man en uoplyst stakkel, og så kan man, i bedste fald, opnå ifoisternes hovedrystende medlidenhed.

Endelig har man indenfor ifoistiske kredse forsøgt det samme som i andre lignende, sandhedsbærende subkulturer, for eksempel Folkets Tempel i Guyana og Rajneesh-bevægelsen i USA og senest Heavens Gate-kulten: man har forsøgt at skabe sit eget lille elite-samfund i Mexico, således som jeg allerede har omtalt i kapitel 53.

Når man ved for meget!

Enkeltpersoner der føler sig forfulgt findes også, for eksempel de der påstår at få besøg af svovllugtende mænd klædt i sort. De "sorte mænd" MiB = Men in Black truer deres ofre, angiveligt fordi pågældende ifoist er kommet for tæt på sandheden. Nogle udlægger disse mænd i sort som rumvæsener, andre som CIA-agenter eller som luftvåbenets forlængede arm.

Ifoisterne retter skytset mod dem der vil undertrykke deres budskab, og her er det især diverse landes luftvåben, efterretningstjenester, religiøse autoriteter, hemmelige loger, videnskabsfolk og pressen, der er modstanderne; under ét benævnt som Tavshedsgruppen! De konspirerer, skjuler Sandheden og misinformerer os alle så vandet driver ned ad væggene.

Efter disse mere generelle betragtninger vil jeg komme med et eksempl på en person der har følt sig forfulgt. Ordet paranoia undlader jeg, men hvis nogen iøvrigt, jævnfør dette kapitel, skulle føle sig truffet, og af den grund bliver bekymret, så søg hellere en fagmand udi slige materier. Jeg vil blot pege på nogle tendenser, der for mig at se kan synes at underbygge mine reflektioner over temaet ufo-paranoia, kombineret med storhedsvanvid, frygt og ikke mindst selvbedrag. En spændingsladet blanding.

Personligt forfulgt

Der findes naturligvis eksempler på personer, der har følte sig personligt forfulgt. I kapitel 38 finder vi en beretning om Henning Kjær Olsen, der føler sig jagtet af små rumvæsener; og i kapitel 22 møder læseren Birgit Thiede, men uden hendes beretning om, hvordan hun føler sig forfulgt. Den følger så her:

Ifølge Morgenposten den 10. juli 1977 rettede Birgit Thiede henvendelse til turistkontoret i Middelfart, og citeres for følgende: "De må hjælpe mig med at finde et natlogi. I de sidste 14 dage har en række ufo’er forfulgt mig. Jeg har måttet flygte fra København og her til Vestfyn, men ufo’erne er stadig lige i hælene på mig. Jeg ved for meget om dem".

Lone Jakobsen, leder af turistkontoret, vidste selvfølgelig ikke hvem Birgit Thiede var, og beskrev hende venligt som "en pæn midaldrende dame, der netop var kommet til byen med toget", og fortsætter: "Jeg har nok byens travleste men også morsomste job. Damen meldte de omtalte ufo’er til det lokale politi, og vi fandt et stille diskret værelse hos en privat udlejer i Strib. Hun kom siden et par gange og fortalte om sine uhyggelige forfølgere."

Historien blev gengivet i tidsskriftet Forteana nr. 2 samme efterår, suppleret med oplysninger om, at Birgit Thiede havde søgt hjælp os nogle ufologer. En ufo-gruppe på Østerbro i København havde lovet at hjælpe hende til at gå under jorden, men hun mødte aldrig op. I stedet flygtede hun altså til Fyn.

I samme tidsskrift, nr. 4 foråret 1978, skriver Birgit Thiede i et læserbrev, at oplysningerne om hende var forvanskede. Hun vedgår dog, at have modtaget et advarselskort hvoraf det fremgik, at visse personer var i København, og at hun skulle undgå dem.

Hvad er det så for en viden Birgit Thiede er i besiddelse af, og som hun forfølges for af en mere eller mindre imaginær tavshedsgruppe? I 1970 udgav Frederiksberg UFO Studiekreds et hefte på 50 sider, skrevet af Birgit Thiede: Jordiske flyvende tallerkener. Heftet er stykket sammen af artikler skrevet over en periode på tre år i tidsskriftet Psykisk Forum. Tidligere har SUFOI udsendt hendes hefte Den frie energi og de flyvende tallerkener i 1961.

Thiede mener, at der eksisterer nogle hemmelige politiske verdenbevægelser, der meget vel kan stå bag de flyvende tallerkener. Hun kommer i den forbindelse ind på forsvundne videnskabsmænd og lukkede okkulte kredse. Hun mener, at de skjuler sig i underjordiske huler og gange, der kan strække sig på kryds og tværs igennem hele vor klode.

For at skjule deres hemmelighed, har disse jordiske opfindere, når de afprøver fartøjerne, klædt sig ud som rummænd for at sløre deres sande identitet. Forskellige romaner er også, for Birgit Thiede, sandfærdige beretninger blot iklædt fiktionens kappe. Der nævnes bøger som Tabte horisonter af James Hilton, Den kommende race af Bulwer Lytton og ikke mindst ungdomsbogen Atomforskere går under Jorden af Peter Grasten. Endelig henvises der til filmserier som Agent 007 og Fantomas.

Birgit Thiede mener, at et af de hemmelige samfund ligger i Sydamerika, og er styret af flygtede nazister. En af kilderne til dette oplyses at være en tysk videnskabsmand ved navn Hermann Klass. De flyvende objekter der laves på disse underjordiske baser, er beregnet for den tredje verdenskrig.

Og netop Hermann Klass var den person, der fik Birgit Thiede til at tage flugten, idet hun tidligere havde modtaget trusselsbreve fra ham, angiveligt fordi hun nægtede at smugle nogle papirer for ham ind i Østeuropa. Ifølge Thiede leder Hermann Klass en kombineret spionage- og smuglerorganisation, der påstås at have en dansk afdeling.

Sagen sluttede med, at Birgit Thiede blev indlagt på et statshospital, fordi lægerne heller ikke troede på hendes forklaringer. Og politiet beskyldte hende for selv at have skrevet det tilsendte advarselskort.

Hændelsesforløb som dette er i realiteten dybt tragisk, men er en bestanddel af ufoloren, en del af den megen "støj" som kan være vanskelig at gennemskue. Dette var et dansk tilfælde, tæt på og gennemskueligt – men hvad med alle de mange beretninger fra udlandet, der gennem årene er gledet ind i "blodet" på den danske ufo-bevægelse gennem diverse ufo-blade?

Lad mig slutte med et citat af Steen Larsen: "Det er i sandhed en betagende, men også skræmmende egenskab ved den menneskelige tanke, at den er i stand til at fremtræde mere virkelig end den verden, som trænger ind gennem sanserne." 2

Kilder:

1) Nils Retterstøl: Paranoide psykoser. København, 1977

2) Steen Larsen: Den arbejdende hjerne. København, 1983

Kapitel 53 Kapitel 55

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*