UFO-bogen – Kapitel 13: To søstre og en rummand

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

De to norske søstre, Åsta Solvang, 32 år, og Edith Jacobsen, 24 år, var sammen med deres onkel, den 44-årige Halvdan Jacobsen, ude for at plukke bær. Det var ved 14-tiden den 20. august 1954. Stedet, de samlede bær, lå umiddelbart sydvest for Mosjøen i det kuperede terræn ved Øydalen.

Kvinderne var på et tidspunkt kommet lidt væk fra deres onkel, da de fik øje på en ukendt mand. Han sad på jorden under et træ, og de antog ham for at være en anden bærplukker, der tog sig et hvil.

Pludselig rejste manden sig og gik hen mod dem. Først blev de lidt forskrækkede, men de to søstre blev hurtigt rolige, da den fremmede så både venlig og tillidsvækkende ud.

Han var klædt i en khakifarvet dragt, der nærmest kunne sammenlignes med et battledress eller en kedeldragt. Han var mørklødet, middelhøj, havde langt mørkt hår med naturligt fald. Den ukendtes alder anslog søstrene til mellem 25 og 30 år.

Da han smilende nåede hen til dem, strakte han den ene hånd frem med håndfladen opad som en slags hilsen. Han smilede og begyndte at snakke. Sproget var blødt og melodiøst, næsten fri for konsonanter. Selv prøvede de at tale til ham på norsk, tysk og enkelte gloser fransk, men de kunne ikke forstå hinanden.

Fra en brystlomme trak manden et stykke papir og en blyant frem. Han begyndte at tegne ellipseformede cirkler, den ene udenom den anden, indtil der var 4-5 cirkler på papiret. Tilsyneladende prøvede han på denne måde at gøre sig forståelig overfor kvinderne. Edith Jacobsen beretter:

"Endvidere tegnede han mindre ringe mellem de førnævnte ellipseformede cirkler, og til slut lignede skitsen et kort over et solsystem, akkurat som man ser det i bl.a. skolebøger. Manden pegede på Solen og derefter på en af de små cirkler på papiret. Så pegede han på mig og min søster, på Jorden og på sig selv igen for atter at pege på en anden ring på papiret. Jeg begyndte at tro, at manden ikke var rigtig klog.

– Omsider lagde han papiret tilbage i lommen og gjorde os med tegn og fagter begribelig, at vi skulle følge ham. Nølende gik vi med ham cirka 75 meter – jeg er ikke så god til at bedømme afstande i naturen – til vi kom til en åben slette omgivet af træer. Ude midt på denne slette stod en underlig tingest.

– Genstanden var cirkelrund i det horisontale plan og noget mere sammentrykt i det vertikale plan. Hele faconen mindede om to store skåle hvælvet mod hinanden.

– Genstandens størrelse vil jeg anslå til cirka tre meter i diameter, og mellem 1,5 til 2 meter høj. Jeg er selv 1,63 meter høj, men jeg mener, at genstanden var noget højere end jeg er.

– På siden havde genstanden flere runde åbninger i størrelsesordenen 25 til 30 cm i diameter. Desuden var der på siden fire finnelignende udspring af en halv meters længde. Disse ører eller finner, var noget bredere inde ved fæstet til genstanden. Genstanden havde en ubestemmelig blågrå farve.

– Manden gik hen til genstanden og åbnede en luge. Skal jeg sammenligne det med noget, må det være motorhjelmen på en bil. Manden krøb ind gennem åbningen, som derved opstod – vinkede til os og lukkede igen. Efter et øjeblik hørtes en summende lyd, og genstanden med manden ombord løftede sig fra jorden samtidig med, at den roterede i det horisontale plan. i en højde af cirka en meter over jorden blev den stående og roterede. Efter hver rotation øgedes hastigheden, og genstanden steg meget hurtigt lige op og forsvandt ud af syne for os, mod den blå himmel.

– Der hørtes en svag summen, da genstanden lettede, men ellers så jeg ingen røgudvikling, og jeg kunne heller ikke lugte nogen udstødning. Jeg følte heller ikke "propelvind", selv om jeg ikke stod mere end cirka 20 meter fra genstanden, da den lettede." 1

Onklen, Halvdan Jacobsen, der ikke på noget tidspunkt havde været mere end et par hundrede meter fra sine niecer, havde ikke bemærket noget. Før hjemturen var de to søstre blevet enige om at tie med deres oplevelse.

Åsta Solvang og Edith Jacobsen var bange for at blive til grin, men den ældste af søstrene kunne alligevel ikke tie stille. Hun fortalte sin mand, hvad der var sket. Da han yderligere fik det bekræftet af svigerinden, lod han historien sive ud.

En journalist fra Nordlands Folkeblad fik kendskab til sagen. Den 23. August bragte avisen beretningen om mødet med den ukendte mand i Øydalen.

Historien vakte stort røre og mistro. Mange aviser i Norge og flere udenlandske aviser referede beretningen.

Den 25. august kom det norske politi ind i billedet. Åsta Solvang og Edith Jacobsen blev afhørt af politifuldmægtig Stephensen og politibetjent Sigmund Forsmo.

Kvinderne blev afhørt hver for sig, og efter et indgående forhør fandt man, at deres forklaringer stemte forbløffende godt overens. De havde ikke kendt spørgsmålene på forhånd, og de havde ikke haft mulighed for at tale sammen under eller mellem afhøringerne.

Politiet tog dem også med ud for at bese "åstedet". Uafhængig af hinanden udpegede søstrene nøjagtig det samme sted. Imidlertid fandt politiet ingen spor såsom aftryk eller brændte pletter, der eventuelt kunne have støttet kvindernes udtalelser. Politiet håbede også at de to søstre, ved at gense stedet, eventuelt ville røbe sig eller "vågne op" fra mulige fantasier.

Man prøvede på alle mulige måder at gøre det let for søstrene at trække sig ud af det hele uden at tabe ansigt, men de var urokkelige og stod fast ved deres beretning.

Under afhøringerne skulle det være kommet frem, at den ene af kvinderne kort forinden havde læst en bog af Desmond Leslie og George Adamski, Flyvende tallerkener har landet, der netop var udgivet Norge, med en beretning om Adamskis møde med en rummand. Der var derfor nogle teorier om, at denne bog havde påvirket begge søstre.

Om formiddagen den 25. august kom der et udspil fra generalmajor Motzfeldt fra det norske luftvåben. Han udtalte, at det muligvis havde været en amerikansk helikopter, de to damer havde set. Helikopteren havde været udlånt af det amerikanske luftvåben og havde udført hemmelige transportopgaver i Norge. Rummanden skulle altså i virkeligheden have været en amerikansk helikopterpilot ved navn Billie Faurot. Imidlertid benægtede piloten at have været involveret i denne sag.

Teorien om, at en helikopter havde været årsagen til hele denne beretning, blev pure afvist, både af søstrene, Halvdan Jacobsen og det norske politi. Dels ville helikopteren have været så tæt på Mosjøen at mange mennesker ville have set den, for ikke at tale om Halvdan Jacobsen. En helikopter giver lidt mere end en svagt summende lyd fra sig. Endvidere havde man observeret omtalte helikopter, da den dagen før hændelsen havde passeret Mosjøen.

Helikopteren, der angiveligt skulle have forårsaget de to søstres rumberetning, landede i Kastrup lufthavn den 2. september på vej hjem til basen i Frankfurt. Journalist Paul Westphall fra Berlingske Tidende talte med Sirkorsky-pilot Reid, der bl.a. sagde:

"Jeg så godt de to fredelige damer på skråningen, og lagde også mærke til, at de måbede noget ved synet af helikopteren, der slæbte forsyninger op på fjeldet, men jeg og de andre i maskinen havde bestemt ikke ventet, at der skulle blive sådan en ballade af det møde. Da vi kom ned til Oslo, kunne vi opklare hele mysteriet, og med ét blev vi berømte og karikeret som "rummænd" med enorm fod- og hårpragt. Det var en sær fornemmelse at blive berømt på den måde – og helt ufortjent".

Til slut fortalte Reid, at man sikkert stadig ville høre en del til de to skræmte damer og piloternes rolle som "rummænd" fra en flyvende tallerken. Hvordan denne pilot kunne fortælle om sit møde med søstrene er en gåde i sig selv – de var der jo ikke på samme tidspunkt! Røgslør?

I september 1954 besøgte journalist Finn Nordstrøm de to søstre. Han talte med dem hver for sig og brugte samme taktik, som politiet havde anvendt, men uden held. Edith Jacobsen, der arbejdede på en margarinefabrik, beskrev han som intelligent og charmerende. Åsta Solvang blev beskrevet som rolig og afbalanceret. Nordstrøm interviewede også Halvdan Jacobsen, der sagde:

"Jeg havde aldrig drømt om, at der skulle blive sådan et spektakel af en sølle blåbærtur. Fordi jeg er onkel til Åsta og Edith, er jeg kommet i en kedelig situation. Jeg vil nødig beskylde dem for at fare med en løgn, men en ting er sikkert: der lettede ikke noget sådant fartøj, sam pigerne beskriver fra blåbærskoven den dag. Jeg var aldrig mere end 3-4 minutters vej væk og måtte have set eller hørt noget. Nej, de flyvende tallerkener, de findes kun et sted: inde i hovedet på menneskene. De fleste folk vil bare le af sådanne historier men det er ikke rigtigt. Det er farligt, at menneskene har fået disse tingester på hjernen. Vi hører om det fra alle dele af verden. Det er et våben i den kolde krig, som skaber usikkerhed og krigsfrygt." 2

Der kunne ikke herske tvivl om, at Halvdan Jacobsen var en mand med begge ben placeret solidt og fast på jorden, og så var det i øvrigt ham – og ikke søstrene – der havde læst bogen Flyvende tallerkener har landet!

En norsk avis indhentede en kommentar til hændelsen fra George Adamski, og han skrev til avisen: "Jeg er absolut sikker på at kvinderne virkelig oplevede et personligt møde med en mand fra en anden verden, og på en eller anden måde føler jeg, at de kan opleve det igen … Og jeg er tilsvarende sikker på, efter de oplysninger De har givet mig om de to kvinder, at også de må fortælle sandheden." Adamski hæfter sig især ved håndtrykket, klæderne, bevægelserne og rummandens venlighed.

25 år efter det skete, kunne det måske være interessant, om de to damer fra Mosjøen havde erkendt, at det hele blot var en drøm – eller en amerikansk helikopter. Men tilsyneladende stod de akkurat så fast på deres beretning som den gang. I en af sine bøger citerer den svenske forfatter Staffan Stigsjöö et brev, han har fået fra lederen af Norsk UFO Center, Kolbjørn Stenødegård, der skriver:

"Den ene af de to damer, Åsta Solvang, er moster til et af vore tidligere rnedlemmer, Dag Ive Johansen, der desværre er flyttet til Bodø. Jeg har talt en del med ham om den observation, og han siger, at han kender sin moster, og at han ved, hun virkelig har oplevet det, hun beretter om." 3

I 1984 udgav Stenødegård sammen med Jan S. Krogh Mosjøenrapporten, i hvilken de gengiver kontaktberetningen og en række af samtidens avisartikler. 4

De to norske skeptikere skriver, at Adamskis oplevelse ifølge et avisreferat skulle have været diskuteret ved en kaffepause, og antager, at søstrene havde udtænkt en romantisk tankeleg, mens de plukkede bær. Efter at være kommet hjem, ville den ene af dem "afprøve" historien på sin mand.

Ad uransagelige veje nåede historen frem til journalisterne på den lokale avis, og derefter gik den ud i hele Norge, ligesom flere udenlandske aviser bragte historien, i mere eller mindre forvanskede versioner. Meget længere når Mosjøenrapporten desværre ikke!

Hermed forbliver denne kontaktberetning indtil videre en uforløst norsk ufo-klassiker!

Noter:

1) Udskrift fra politirapport; egen korrespondance med det norske politi.

2) Finn Nordstrøm: Kan disse damene lyve? NÅ 9. oktober 1954.

3) Staffan Stigsjöö: Tefatsfolket ser oss. – Täby (Sverige), 1973.

4) Jan S. Krogh og Kolbjørn Stenødegård: Mosjøenrapporten. – Trondheim, 1984

Kapitel 12 Kapitel 14

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*