UFO-bogen – Kapitel 36: Folklore og ufoer

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Her i landet har vi hverken pyramider eller mystiske bjerghuler med ukendte skrifttegn, eller andet, der åbenbart har været værd at kaste sig over ud fra astro-arkæologisk synsvinkel. Dog skal det nævnes, at de gamle ringborge såsom Trelleborg og Fyrkat, har fået et par teorier med på vejen.

I Danmark har vi en rig folklore. Og hvad har det så med flyvende tallerkener at gøre?

I Folkeminder 1965 nr. 11 var der en artikel af Åge Skjelborg under overskriften "Spontane varsler og overtro". På side 37 skriver han dette:

"Flyvende tallerkener, små marsmænd og kæmper fra verdensrummet er overtro eller folketro, dog med den nuanceforskel i betydning, at det flertydige forled i begrebet "folketro" ikke mere dækker over "almue", men kollektivt "masse", der som term indbefatter alle socialgrupper.

– Det er overtro, siger man, fordi flyvende tallerkener eller ufoernes sande identitet ikke kan fastslås eller anerkendes af flåden, hæren og – regeringen.

– Derfor figurerer de stadig mere eller mindre legitimt på folkloristiske spørgeslister.

– Men observeres de samtidig på radarskærme og af satellitstationer, tilhører de ikke kun den folkelige forestillingsverden, men tillige den officielle erfaringsverden. De er blevet viden!"

Det som astro-arkæologerne beskæftiger sig med er primært sporene efter fortidige besøg fra verdensrummet. Men de inddrager også anekdotiske "beviser" ved at tolke, eller overfortolke, gamle hellige skrifter – i særdeleshed Bibelen. Disse fortolkninger har blandt andet forvandlet engle til rummænd, Noahs ark til et rumskib, Jesus til rumskipper og Ezekiels åbenbaring til en ufo-observation.

Disse tolkninger har naturligvis været spændende at arbejde med, og har i visse ifoistiske kredse betydet, at interessen for ufoer har antaget en dimension af en rum-religion.

Nu har jeg i dette kapitel tænkt mig at vende lidt op og ned på det hele, og lege lidt med perspektiverne. Jeg tager ufologerne på ordet, når de siger, at der altid har været set ufoer. Ergo skulle det være mærkeligt, om jeg ikke skulle kunne genfinde ufo-beretninger i den danske folklore.

I gamle dage så man bjergfolk, nisser og trolde. Disse sagnfigurer kan med mindre fantasi end den astro-arkæologerne plejer at opvise, godt tåle sammenligning med nutids-beretninger om ufonauter. Før i tiden så man glødende hjul der fór hen over marker og veje, der blev set lygtemænd og mange andre sære former for lysfænomener.

I moderne ufo-beretninger kan man også finde glødende hjul, "flyvende" togvogne, lygtemænd og mærkværdige lys, blot beskrevet udfra nutidige referencerammer og terminologi.

Ligesom man i gamle dage kunne berette om mennesker og dyr, der havde svært ved at bevæge sig, når der var ukendte lys i nærheden, finder vi i dag beretninger om ufoer der forårsager stop på biler, sætter elektrisk apparatur ud af drift og påvirker mennesker og dyr.

Selvfølgelig tror jeg ikke, at man umidelbart kan slå det hele sammen i én pærevælling. Jeg tror ikke at man kan forklare nutidens flyvende tallerkener som overtro i stil med nisser, trolde og lygtemænd – og jeg tror heller ikke at det modsatte kan lade sig gøre. Man kan intetsteds se en udstoppet trold, selv om det modsatte næsten er tilfældet. Nogle ufologer påstår frejdigt, at man i usa er i besiddelse af nedfrosne ufonaut-lig. Men et eller andet sted, midt i mellem folklore og ufolore, ligger der en fællesmængde.

Omkring århundredeskiftet rejste Evald Tang Kristensen rundt i Danmark og indsamlede oplysninger om folketro. Han vandrede fra sted til sted og opsøgte folk, der havde noget at berette. Hans optegnelser er uden sidestykke i Europa. En stor del af hans optegnelser er udkommet i bogform, men på Dansk Folkemindesamling har man hans originaloptegnelser der udgør omkring 11.500 sider. Det hele skrevet med pen og blæk i stilehæfter.

Eventuelle ufo-oplevelser fra den tid har han næppe kunnet undgå at få med, men naturligvis skal man søge under nøgleord som lygtemænd, lys på høje, drager samt varsler af forskellig art.

Ved en gennemgang af nogle af Tang Kristensens og andre danske folkemindesamleres værker, har jeg fundet frem til nogle beretninger som jeg i det følgende vil sammenligne med nutidige ufo-oplevelser. Men lad mig slå helt fast: jeg søger ikke at bevise hverken det ene eller andet – kun at påvise en lighed mellem nogle anekdotiske udsagn om hvad folk har set før og nu.

Lygtemænd – ignis fatuus

I gamle dage så folk lygtemænd. Det var lys der flaksede rundt, hoppede, tændtes og slukkedes. Lygtemanden fik skyld for meget. Han vildledte folk og forfulgte dem, og han kunne også gøre dem syge. Men det fortælles også, at man kunne fløjte ad ham eller kalde ham til sig ved at love ham en skilling. Desuden kunne lygtemanden bevæge sig meget hurtigt.

I dag ved man hvad lygtemænd er. I sumpede område og moser frigøres der metan, ch4, ved oganisk forrådnelse. Metanen kan så boble op og antændes, enten ved spontan selvantændelse eller ved elektrisk afladning. Dette viser sig som lysende kugler der svæver og flakser over sumpe og moser. På latin kaldes det for ignis fatuus – fjollede lys.

Lysenes farve er som regel gul, men de kan også være røde eller blå. Hvis det er tordenvejr, eller hvis der er højspændingsledninger nær mosen, kan dette påvirke og stimulere lyseffekten.

Man kan uden risiko prøve at gribe efter en lygtemand uden at være bange for at brænde sig. Disse lysende gasser kan for eksempel ikke antænde et tørt strå endsige opvarme en tynd kobberledning.

Imidlertid er det begrænset hvor langt disse gasarter kan bevæge sig. I nogle af de gamle beretninger fortælles der ofte om lygtemænd, der overskrider grænsen for, hvad der er "skik og brug" for lygtemænd.

En sådan tvivlsom lygtemand på afveje blev set en aften ved midnatstid, antageligt sidst i 1850’erne.

I Nordsjælland var Christian Nielsen på vej hjem, da han fik øje på et lys. Han regnede med, at det var en der var ude med en lygte for bedre at finde vej. Det bevægede sig hen ad en markvej. Men da lyset nåede hen til et skel, drejede det af og fulgte skellet tværs over marken.

Nu var Christian Nielsen nysgerrig, interesseret i at vide hvad det kunne være. Fra vejen hvor han stod, så han at lyset drejede igen ovre ved det modsatte skel, hvor det nu satte farten op og fløj lige mod ham:

"Det gik i en buegang, snart nede ved jorden, så oppe i højde med piletoppene, så ned igen og atter op og ned. Da det kom op mod mig, gik jeg et par skridt til siden, for at det ikke skulle fare lige i hovedet på mig, men det kom ikke ud på vejen. I en susende fart drejede det omkring, og der var ikke et hår på mit hoved uden det rejste sig lige i vejret."

Om håret faldt på plads igen, melder historien intet om, men lyset bevægede sig tilbage ad samme rute som det var kommet og forsvandt. Christian Nielsen beskrev lyset som klart foroven og blåligt forneden.

Den næste beretning stammer fra Tang Kristensens optegnelser. Det er Jens Johansen fra Hjarbæk nær Viborg der fortæller:

"A saa’ en Gang Lygtemanden ved Færgestenene. Første var der en lille bitte Lue, og saa slog det sig ud, til det blev saa bredt som et Menneske. Der hvirvlede som en Røg for neden eller en mørk Lue runden om Lyset. Lidt efter hoppede det med ét over Fjorden og blev staaende paa Kvols Enge en lidt. Saa var det væk."

Prøver man at sammenligne mange af de gamle beretninger om "tvivlsomme lygtemænd" med de beretninger man i ufo-litteraturen omtaler som telemeterskiver, finder man mange ligheder.

Telemeterskiver, en iøvrigt lidt misvisende betegnelse, er ifølge ufologisk tolkning små, kugleformede objekter, ofte beskrevet som sæbebobler. I ufo-kredse har man den teori, at disse tingester er fjernstyrede objekter, udsendt fra større bemandede fartøjer som en slags spion-øjne. Efter sigende kan de affotografere deres omgivelser, optage lyde og endog tanker. Ligesom med lygtemænd, siges det, at man kan kalde dem til sig.

I den næste historie fra 1800-tallet hører vi om en lygtemand, der tilsyneladende reagerer på tale:

"I den mark, der strækker sig fra Lars Hansens gård i Lumby ned til Lyndelsesvejen, har Lygtemanden tit været set. En gang, mens Kristen Bæk tjente der, så han den. Han tillige med en karl var ude at sætte "klojte" til nat, og da så de, at Lygtemanden spillede oppe på Stenløse mark. Den ene bandte og sagde, at han kunne gjærne komme og lyse for dem, så de bedre kunne ramme töjrstagerne. Aldrig så snart havde han sagt det, för Lygemanden nærmede sig, og de løb, alt hvad de kunde, men han havde dog nær nået dem, endskjönt de kun havde et par hundrede alen, og han en hel mil."

Her vil jeg vende tilbage til en historie jeg allerede har skrevet om i afsnuttet om Ufoer eller sæbebobler?

En sommerdag kom kriminalassistent Ensio Slej gående på Gammel Strand i det indre København. Pludselig så han i en højde af tre meter, ude over gaden, en sæbeboble. Den var på størrelse med en tennisbold. I venstre side var den lidt blålig, men gennemsigtig, og den højre halvdel var ligesom fyldt med røg.

Kuglen fløj hen mod kanalen og ind under en parkeret bil. Ensio Slej fortæller:

"Da jeg havde gået nogle skridt, slog det ned i mig, at det var en underlig sæbeboble. Hvor boede der, her i dette udprægede forretningskvarter mennesker, der kunne tænkes at have børn der blæste sæbebobler? Den var også ret stor, tænkte jeg. Pludselig slog det ned i mig: Det skulle vel ikke være en telemeterskive? Jeg sagtnede mine skridt og tænkte ordret: – Hvis du er en sæbeboble, så er du borte, men hvis du er en telemeterskive, så skal du komme hen til mig og stå foran mit ansigt, så jeg kan se dig."

Slej vendte sig om og så nu boblen komme glidende eller svævende langs rendestenen, cirka 50 cm over gaden. Lidt efter steg den op tre meter foran Ensio Slej og stod stille i to meters højde. Kort efter forsvandt boblen igen. Den fløj over til en parkeret bil, op langs en radioantenne og tog så retning mod hjørnet af Stormgade og Rådhusstræde. Der forsvandt den mellem nogle sporvognsledninger.

Var det en moderne "lygtemand"? Sammenligner vi den med historien fra Nordsjælland, så genfinder vi denne todelthed, hvoraf den ene beskrives som blå.

Gennemgår man i det hele taget de moderne ufo-beretninger, hvor der er tale om nærobservationer, vil man opdage at temmelig mange af dem omhandler små objekter. Man vil også se, at langt de fleste iagttagelser gøres af mennesker der er på vej hjem. Dette forhold gjorde sig også gældende før i tiden. I denne historie, indsamlet af Tang Kristensen, skal vi høre hvordan lygtemanden fulgte en kvinde på vej.

Kristen Larsen fra Skjærping fortæller: "Min Moder var fra Sigen her tæt ved, og hun vilde en aften gaa et stykke Vej fra Hjemmet hen at besøge nogle Bekjendte. Saa vaagnede der et Lys op her paa Marken østenfor, og det blev større og større. Hun gik paa Vejen og havde Lyset paa sin højre Haand. Det skred lige saa stille ved siden af hende et langt Stykke, og hun var ikke videre glad ved det. Da hun saa drejede lidt til venstre, gjorde Lyset lige saadan. Nu skulde hun over en Bro, og saa tænkte hun: – Nu bliver det helt galt, – for nu maatte de jo træffe sammen. Men saa tog det fart op ad Skoven lige saa stærkt, som en Hest kan rende, og saa gav det et par Glimt inde i Skoven og forsvandt. Det var kun et Bøsseskud fra hende."

Lige som lygtemænd kan telemeterskiver være ret så nærgående. Folks reaktion er meget forskellig. Nogle bliver bange, mens andre frygtløst prøver at fange dem.

Niels Peter Hansen fra Trellerup nær Roskilde har denne beretning: Otte dage før jul i 1888 skulle hans far en aften køre sypigen hjem, og det var støvregn og "et rigtigt lygtemandsvejr", som fortælleren udtrykker det. Da hans far kom hjem sagde han, at nok havde han set mange lygtemænd, men den aften havde han set lige så mange som i hele sin tid.

"Jeg, der var 18 år, og en broder gik udenfor. Der stod en lygtemand på vor mødding. Vi gik hen til den, men den flyttede sig straks, og så gik vi op gennem byen. Ved en gård stod der en lygtemand ved havedøren, og da vi gik hen ad vejen til Grevinge, kom lygtemændene fra engen langs Lejre å, et par gange fulgtes to ad. Vi prøvede at fange dem, der var mange, men det var umuligt, de veg straks til side."

For Niels Peter Hansen var der dog ikke så megen mystik omkring lygtemændene, for han fortælle også: "Senere fik Københavns Vandforsyning en pumpestation på vores mark, folk fik drænet, brøndene blev tomme, og lygtemændene forsvandt".

Den næste beretning er fra mine egne optegnelser, og vi skal atter vende tilbage fra de gode gamle dage.

På den lille ø Egholm i Limfjorden var en mand den 20. Juni 1971 ved at trække nogle køer ud i marken. Han gik med tøjret i den ene hånd og trak sin cykel i den anden.

Foran sig fik han øje på to kugler komme imod sig. Han beskrev dem som "mælkebøtter i fuld flor". De standsede op foran ham mens de konstant kørte rundt efter hinanden i en cirkel på omkring 25-30 cm i diameter i stor fart. Pludselig fløj de ind mellem ham og køerne:

"Køerne var helt tossede og spjættede ud og var ved at rende over mig. I det samme gav de to objekter en mærkelig lyd fra sig, nærmest som når en båndoptager løber baglæns med tonehovedet koblet til. Så smed jeg cyklen og lod køer være køer!"

Tegning fra EgholmHan løb nu om bag køerne og så, at objekterne stadig cirklede med stor fart – han kunne lige skelne at der var to genstande. Så prøvede han at tage efter dem, men så snart han var 10-15 cm fra dem, flyttede de sig et lille stykke. I små sæt bevægede objekterne sig opad, og til sidst måtte landmanden hoppe i forsøget på at fange dem. Efter et stykke tid forsvandt de ud af syne.

Selv mente landmanden, at de to objekter måtte have passeret mellem kreaturernes ben uden at have rørt dem. Naturligvis var han lidt bange, men mest for at fortælle historien, hvis han nu blev gjort til grin. Da jeg spurgte ham, hvorfor han ville fange de små ufoer sagde han, at han ville have vist dem til sin kone fordi de havde givet den sjove lyd fra sig.

Bagefter kan man selvfølgelig spekulere over, hvad der ville være sket, hvis han havde fanget dem. Måske ville det have gået ham sådan som vi nu skal høre om i næste beretning.

At skade et lys er grumme slemt

I et af Tang Kristensens værker berettes der om en mand der var på vej gennem skoven Nordtorp øst for Trunderup. Han så et lys og gik hen og slog til det med sin stok. Det skulle han aldrig have gjort, for "Straks kunde han ikke slippe derfra igjen, men omsider kom han løs, og hans mund var da trukken skjæv om efter det ene øre, og han kom sig kun sent".

"At skade et lys er grumme slemt", er moralen af denne lille historie.

Det var ikke altid lige sundt at komme for tæt på lygtemanden eller mærkelige lys, og da slet ikke at tale hånligt eller slet om ham. I de gamle optegnelser findes der flere tilfælde hvor mennesker er blevet underlige eller syge, ja, nogle har endog måtte lade livet, efter et møde med lygtemanden eller et lys.

Således boede der i Vilstrup en mand der hed Nis Gotfredsen. Som ung tjente han på Vildstrupgaard og var en aften på vej fra sine forældre til gården. Da han havde gået et stykke vej, så han et lys foran sig. Han tænkte straks at det måtte være lygtemanden, som han havde hørt så meget om. Nysgerrig efter at se, hvad det var for en fyr, råbte han: "Höjj, du lygtemand, bi lidt og lad os følges ad!"

Lyset stod så stille, men da han nåede hen til stedet var lyset som sådan væk, men alligevel var der lyst omkring ham. Så fik han øje på "en forfærdelig höj" lige foran sig. Det øverste kunne han ikke se, det fortabte sig i mørket, men forneden, hvor der var lyst, så han "et par uhyre ben, med vældige træsko på med blanke messingringe om".

Nu var Nis bange, og da han satte i med at læse sit fadervor forsvandt det hele. Imidlertid gik han vild, og da han endelig kom hjem besvimede han. Siden den tid faldt han af og til om. Han mente selv, at det var fordi han havde mødt lygtemanden.

En hærdet ifoist vil straks tolke denne historie således, at den gode Nis Gotfredsen havde set et landet rumskib med støtteben, og var blevet syg af opholdet i fartøjets kraftfelt.

Og så en beretning, med den værst tænkelige slutning.

"Der var en mand, han vilde ikke tro, at der var lygtemænd til, skjöndt hans tjenestekarle tit havde set dem i en mose uden for gården. En aften kommer én af karlene ind og siger til manden, at nu kunde han få syn for sagen; ti nu gik lygtemanden ude i mosen igjen. Manden gik ud, og han så da også et lys bevæge sig dernede, men endda sagde han, at det måtte være et virkeligt menneske, som gik med en lygte, og han ønskede, at han ikke skulde leve en måned længere, hvis det var en lygtemand. I det samme stod lygtemanden for ham; han var på störrelse som som en 6-års dreng og skinnede i et blåligt lys. Manden faldt om af forbavselse, og karlene måtte bære ham ind i sengen, og inden en måned var han død."

I det hele taget skal man åbenbart holde sig på behørig afstand af ukendte lys, og det gælder også ufoer. I Frank Edwards bog Flying saucers – serious bussines bringes der ligefrem en advarsel mod at komme for tæt på ufoer. Denne advarsel er dog ikke med i den danske udgave. Det nævnes at der er en strålefare, og at der er rapporteret tilfælde hvor mennesker er blevet forbrændt, blindet, momentant lammet eller blot har følt ubehag efter hændelsen.

Nogle af de ufo-beretninger jeg har referet til i denne bog, indeholder nogle af disse følgevirkninger i form af svedeture, hovedpine med mere.

Lad mig slutte rækken af anekdoter med en historie fra Aalborg, hvor en taxa-chaffør blev påvirket i ret uheldig grad.

Han var standset på en landevej fordi han skulle ud og tisse. Mens han stod der, landede der pludselig et lysende objekt på vejen, ikke ret langt fra ham. Taxa-chaufføren blev så forskrækket, at han kom til at aflevere en hel del mere end den føromtalte tissetår. Efter at være kommet sig af chokket, måtte han hjem og skifte tøj.

Det er en rigtig vendelbo-beretning, som jeg fik fortalt af en ufo-mand fra Pandrup, og som var blevet indberettet til den gamle SUFOI-gruppe i Aalborg.

Som jeg nævnte indledningsvis i dette kapitel, så har jeg blot med dette ville påpege, at der er ligheder mellem "ufo"-beretninger fra før de flyvende tallerkener blev opfundet og de moderne ufo-beretninger.

Måske kan ufologerne finde "guldkorn" i de gamle danske folklore, og måske kan folklorister finde "guldkorn" i de moderne ufo-beretninger.

Kapitel 35 Kapitel 37

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*