UFO-bogen – Kapitel 38: Invasion fra verdensrummet

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

En stille sommeraften sidder jeg mageligt tilbagelænet i min liggestol, mens jeg betragter solnedgangen bag havens æbletræer. Pludselig ser jeg en grå skygge på himlen, som hurtigt kommer nærmere. Jeg kan se, at det er et fartøj af en slags, skiveformet og uden vinger – en flyvende tallerken! Lamslået ser jeg den komme nærmere og nærmere, uden at jeg formår at røre mig fra min plads. Et øjeblik efter lander det grå objekt med et lille men næppe hørligt bump kun fem meter fra mig på græsplænen. En dør eller luge glider op, og ud træder en mand iklædt en brun dragt med et bredt lysende bælte. Han går smilende hen mod mig, og siger: "vær ikke bange, jeg vil dig intet ondt".

Hvis ovenstående hændelse var sand, eller hvis jeg påstod den var det, ville jeg blive betragtet som en såkaldt kontaktperson. Altså et menneske der hævder at være eller have været, i kontakt med gæster fra verdensrummet.

Adskillige mennesker verden over har i tidens løb fremsat sådanne påstande.

I USA er kontaktpersonerne en integreret del af ufoloren, og vi har allerede stiftet bekendtskab med et udvalg af dem, mens de her i landet hører til de mere ekstreme aspekter. I Danmark har vi vel rundt regnet et dusin mennesker, som har stået frem, mere eller mindre offentligt, og berettet om deres møder med ikke-jordiske væsener.

Mange kontaktberetninger er direkte vanvittige, andre er tragiske og sørgeligt tyndbenede, flere er endog ufrivilligt morsomme. Læs for eksempel kapitel 43. Kun meget få kontaktberetninger har været så gennemtænkte og velkonstruerede, at fortælleren har kunnet samle en flok interesserede tilhængere.

Man kunne forledes til at tro, at den slags beretninger kun hører fortiden til, det vil sige de første år indenfor ufo-bevægelsen. Det er ikke tilfældet. Også her i slutningen af 1980’erne er nye kontaktpersoner dukket op med deres vidnesbyrd. Men lad os nu først koncentrere os om tre danske kontaktpersoner fra begyndelsen af 1970’erne.

De holder øje med os

I den alternative ugeavis Hovedbladet kunne man den 4. september 1971 læse: "Rum-invasionen er her allerede".

Det var et indlæg skrevet af Helge Davidsen fra Odense. På det tidspunkt rejste jeg en del rundt i landet og interviewede ufologer, der havde været med i de tidlige år. Jeg benyttede derfor chancen for at få et møde med Helge Davidsen, der havde "kontor" i medborgerhuset Badstuen. Det følgende er uddrag af det materiale jeg fik af ham, og som han senere sendte mig.

Skal man tro på Davidsen, så har englene – eller rumfolkene, om man vil – hovedkvarter på planeten Neptun hvortil de ankom den 30. maj 1970, præcis klokken 23,00 dansk tid! Denne forbløffende indsigt i de himmelske hærskarers bevægelser er en viden som selv Paven må misunde Helge Davidsen.

Men hvor ved han det fra?

Jo, en tidlig morgen i februar 1971 fik Davidsen en telepatisk meddelelse om at køre ud til Sanderum i Odenses sydlige udkant. Da han nåede frem på sin knallert satte motoren pludselig ud og der, lige foran ham, stod der en gesandt fra oven.

"Foran mig stod en lysende skikkelse med et guldbælte om brystet. Han sagde, at han hed Gabriel og kom fra rummet. På engelsk spurgte han mig om jeg ville formidle verdensorganisationens budskab til jordens befolkning, hvilket jeg erklærede mig villig til. Da han var forsvundet kunne knallerten atter starte."

Siden har Helge Davidsen modtaget budskaber fra rummet, og han har omhyggeligt sørget for at sende besked videre til de rette autoriteter.

Følgende budskab, dog her i uddrag, er således stilet til De forenede Nationer, Dronning Margrethe, alle religiøse samfund i Danmark samt studentergrupper og massemedier:

"Til alle verdens nationer. De himmelske myndigheder har taget planeten Neptun i besiddelse, og griber nu ind i jordiske forhold. Universet står i fare for at blive sprængt i luften. Vores ordrer skal adlydes. Binah – Zebaot – JHV Immanuel O.A.P. Jeg Immanuel har talt. Alt skal gøres nyt."

Herefter følger en lang række cifre foran forskellige hovedstæders navne, og budskabet fortsætter:

"Vi har omringet Jorden. Alt skal gøres nyt nu. Al organisation ophører, alt til sin tid. Planen er lagt. Det er nu op til alle at følge den." Sådan!

Meningen med dette ultimatum er tydeligvis, at man skal ryste i bukserne og adlyde – sprænge hele universet i luften! Imponerende!

Senere fremgår det, at ikke alene er vor bette planet omringet, det gælder hele universet. Helge Davidsen har ordet: "Krigen er universel. Vore styrker under Michael har begyndt krigen heroppe. Hvis I adlyder nu, får I den store mulighed. 1000 års riget skal oprettes. Al religion er taget til os. Vi som har taget planeten Neptun i besiddelse. De 12 har indtaget deres position, med 12 legioner hærskarer. Jeg Immanuel har talt i min himmelske faders navn."

Ifølge Helge Davidsen har vi jordboere fået en frist på 30 år. Inden for den tidsramme skal en global afrustning have fundet sted og alle problemer være løst. Hvilke problemer bliver ikke nærmere specificeret. Men da Davidsen opererer med de store perspektiver, så er det forhåbentligt "kun" de store problemer der skal løses. Klarer vi den ikke, så vanker der guddommelig spanking.

I marts 1972 blev Helge Davidsen præsenteret for Ekstra Bladets læsere under denne rubrik: "Jeg er i kontakt med et rumskib – og er hverken gal eller fanatiker". Det er så hans påstand!
Helge Davidsen

Som et af årets varme navne blev han inviteret til det årlige ufo-seminar ved Gl. Ronæs på Fyn. Ufologerne, der ellers er et hærdet folkefærd hvad angår bizarre beretninger, blev rystet i deres grundvold. Hele den aften var ødelagt. De perspektiver og den religiøst sekteriske undertone, der ellers er pakket pænt ind i diverse ufo-blade, blev her serveret som råkost. Det var bare for meget!

Hvad der siden er blevet af den dengang 43-årige Helge Davidsen vides ikke, men han opnåede aldrig guru-status i den danske ufo-bevægelse, og de 30 års frist vi fik udløber snart – hvad skal vi dog gøre?

På jagt efter hjerner!

På jagt efter hjerner! Nej, det er ikke en overskrift til et interview med en professor fra Bioneurologisk Institut, og heller ikke en annoncetekst fra en headhunter. Det er ganske enkelt årsagen til, at vi får besøg fra andre planeter.

Denne påstand er fremsat af Henning Olsen fra Esbjerg og sat på tryk af Erik Christensen i avisen Vestkysten.

Historien kom frem i to store artikler i begyndelsen af 1974 og havde åbenbart smæld nok til at Harly Foged også fandt den værdig til Ugens rapport.

Det begyndte med noget så harmløst som en sending bøger fra en bogklub. En af bøgerne var om oldtidsfund med illustrationer af gamle sarkofager og skulpturer. På dronning Kawits sarkofag fra det 11. dynasti i Ægypten fandt Henning Olsen, at der var nogle uoverensstemmelser mellem motivet og skrifttegnene. Selv siger han:

"…og jeg ved nu fuldt ud, at det, jeg nu siger, lyder hamrende fjollet, men pludselig var jeg i stand til at tyde disse hieroglyffer…den evne – eller hvad du nu end vil kalde det – kom uden jeg har bedt om at få den. Og jeg vil meget gerne fastslå, at det er en evne, som jeg i dag helst ville ha’ været fri for, for det jeg lærte om disse hieroglyffer foruroliger mig i allerhøjste grad…"

Mærkeligt er det! Bogen med oldtidsfundene var den første bog , Henning Olsen nogensinde havde haft i hånden, fortalte han senere. Tidligere havde han udelukkende læst Anders And og andre tegneserier. Hvad mon vordende ægyptologer kan slutte ud af dette?

Hieroglyfferne er, siger Henning Olsen, symboler der kan oversættes til to sprog. Det ene er rettet mod os mennesker på jorden, det andet retter sig mod ikke-jordiske væsener.

"Der står blandt andet ganske tydeligt, hvordan disse fra den fremmede planet i århundreder har kunnet og stadig kan rejse her til jorden. Jeg må erkende det, osse selv om jeg aldrig har troet på, at der eksisterede flyvende tallerkener."

Rum-hieroglyffer

Da disse hieroglyffer nu også "talte" et ikke-jordisk sprog, fik Henning Olsen den idé, at "sende" nogle af tegnene op mod himlen. En aften skar han tegn ud i et stykke karton og "tegnede" dem op mod himlen ved at holde en højfjeldssol bag. På det tidspunkt var han efter sigende ikke klar over konsekvenserne. Han var endnu ikke helt bekendt med det andet sprog, som hieroglyfferne stod for.

Nu begyndte der at ske ting og sager omkring ham. En aften rumsterede det på loftet, lyset gik ud og familiens hund søgte ind under en seng. Henning Olsen lyste ud i gården for at se, om der var nogen. Der var der! To sorte skikkelser, ikke mere end en meter høje, puslede rundt men forsvandt hurtigt i mørket. En anden aften, da Henning Olsen og hans forlovede var på vej hjem, gik bilen i stå på uforklarlig vis.

Henning OlsenEfterhånden var Henning Olsen så skræmt, at han forlod sin forlovede, huset og hunden. Men det hjalp ikke. Åbenbart klæbede de mærkelige hændelser til hans person. Han følte sig for eksempel forfulgt af en herre af japansk udseende, og der var ingen tvivl i Henning Olsens sind – det måtte være en rummand.

Og hvor man dog kan forstå Henning Olsens uro, når han afslører årsagen til at rumvæsenerne besøger vor planet. Sagen er den, at et sted i det himmelske, lider de under en energikrise. Som på Jorden, således også i himlen! Eller er det omvendt?

Problemet er dog hverken olie, naturgas eller atomkraft, for den energi, rumvæsenerne benytter sig af, er en form for magnetisk energi. Den udvindes af menneskers hjerner og blod. Med i billedet hører også, at Jorden er ved at gå under, og det bekymrer naturligvis disse rumvæsener. Ikke så meget på grund af næstekærlighed, men ud fra egoistiske betragtninger – i givet fald vil de jo miste en del af deres energireserve.

Trøstende lader Henning Olsen vide, at rumvæsenerne aldrig har drevet klapjagt på os jordboere. De har hensynsfuldt undladt at forgribe sig på videnskabsfolk og kendte personer. Han henviser i stedet til uopklarede forsvindinger, skibsforlis og flystyrt. Vi kan straks lade tankerne gå til den legendariske Bermuda trekant og alle øvrige trekanter verden over.

Om de fremmede så har til sinds at øge deres aktivtet for at hamstre, forlyder der intet om.

Henning Olsen mener nok, at de fremmede vil samarbejde. Desværre er det ikke muligt at krydse vore to racer idet Henning Olsen fortæller, at de har et kromosomtal på 52, mens vi må nøjes med 46. Samarbejdet kunne så bestå i en byttehandel. For at redde Jorden må vi gøre brug af de fremmedes avancerede viden, til gengæld må vi så levere hjerner og blod til dem. Humant nok kender rumvæsenerne også begrebet "naturlig afgang", og da hjernetransplantationer endnu ikke lader sig gøre, kunne man i stedet testamentere sin hjerne til dette gode formål.

Imidlertid står Henning Olsen aldeles uforstående overfor, at videnskaben afviser ham. Derfor tumlede han den gang med tanken om at skrive en doktordisputats om sagen. Den venter vi stadig på.

Henning Olsens motiver er gode og ædle. Han har udtalt, at han hverken ønsker sig rigdom eller berømmelse på grund af sin hieroglyf-tydning. Han vil såmænd bare redde Jorden fra sin undergang.

Er "små grønne mænd" bare til grin?

Efter at have læst ovenstående, så virker der måske som lidt af et antiklimaks, når eksperter sidder i et radiostudie og snakker om "grønne mænd" fra rummet. Det var imidlertid tilfældet i Danmarksprogrammet, 11. marts 1976, hvor også lytterne havde mulighed for at komme til orde.

Efter at have lyttet til politibetjent Evald Maarup og hans oplevelse 1 samt Ebbe Truelsen der fra Næstved-studiet fortalte om en bølge af ufo-iagttagelser over Vestsjælland, gik man over til at tale om behandlingen af ufo-rapporter.

Ole Knudsen forklarede, at man i SUFOI ikke gjorde forskel på rapporter om lysende kugler og rapporter om "grønne mænd". De eneste rapporter der sorteres fra er de ting man i forvejen kender, sagde han. Ole Knudsen slog også fast, at man ikke havde forudfattede meninger om at ufoer er rumskibe, det ville ikke være videnskabeligt holdbart, og det er jo netop en videnskabelig undersøgelse af dette materiale man ville forsøge iværksat.

Henrik Stub udtalte efter dette, at ufoer kunne have mange forklaringer og at der dermed var mange løsninger på ufo-problemet. Han turde ikke udtale sig om hvorvidt ufo-problemet i det hele taget kunne løses, idet han mente, at de hidtidige tredive år med ufo-problemet ikke har bragt os et skridt nærmere en løsning, eller rettere, en af løsningerne. Henrik Stub mente også, at mange videnskabsfolk har holdt sig væk fra studiet af disse fænomener. Skylden for dette måtte tidligere ufo-grupper og pressen bære, bl.a. på grund af behandligen af sager med "små grønne mænd", jordens undergang o.s.v.

Åge Skjelborg, folkemindeforsker, blev spurgt hvad han mente som de små grønne mænd. Han sagde bl.a.:

– Når man taler om små grønne mænd, så har vi allesammen et lille smil på læben, det kan vi jo roligt indrømme, måske også jeg selv…. Der er, hvis man tager Frankrig, USA og Sydamerika, en ganske speciel og ganske tydelig sammenhæng mellem de ældre folketraditioner der findes – eller findes i mere eller mindre tæt grad på overfladen – og indholdet af de såkaldte kontaktberetninger. Man har mystificeret de små grønne mænds oprindelse meget, men såvidt jeg kan se, så er det oprindeligt indvandrergrupper fra Irland og England, hvor disse traditioner har levet, og som ganske langsomt – efter krigens ophør – er blevet koblet sammen med de moderne historier især ved ufo-bølger, hvor man udvekslet forskellige beretninger. Det er ikke så meget mellem folk, som det er i kraft af massemedierne man får en udvikling af den færdige kontaktberetning

– Men jeg synes ikke der er nogen grund til art trække på skuldren af de små grønne mænd. For det første fordi de har nogle kollegaer der er mere menneskelignende og nogen der er mere afskyelige og aggresive, som vi kender dem fra Frankrig og Sydamerika. Men de små grønne mænd synes at være en kvindelig tradition, fordi kvinderne beskriver mere detaljeret hvordan de ser ud. Vi har en sammenhæng mellem det og børns oplevelser, så der er altså et vældigt seriøst materiale skjult i de der, synes jeg, alt for latterliggjorte fortællinger om mødet med ukendte væsener.

Efter at have erklæret at "de små grønne" var, i det mindste en folkloristisk kendsgerning, sluttede udsendelsen med to opkald fra lyttere, dels en observation, dels en meningstilkendegivelse om at der måske var tale om hallucinationer. 2

Noter:

1) Læs kapitel 32 i denne bog.

2) Referat fra Uforalia 1976 nr. 2 (Sek.F side 14)

Kapitel 37 Kapitel 39

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*