UFO-bogen – Kapitel 50: Nedstyrtede ufoer og døde ufonauter?

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

I 1981 var Charles Berlitz igen på banen med en ny sensationsbog: Ufoet der styrtede, skrevet i samarbejde med William Moore. Det var en foreløbig kulmination på nogle vedholdende rygter fra USA der gik ud på, at de amerikanske myndigheder i al hemmelighed opbevarede havererede rumskibe og døde rumvæsener.

I bogen postuleres det, at en flyvende tallerken skulle være styrtet ned nær Roswell i New Mexico i juli 1947. Imidlertid forlød det allerede den gang, at der var tale om fragmenter fra en meteorologisk ballon. Den "bortforklaring" godtog ufologerne selvfølgelig ikke. Med udgangspunkt i forskellige tvivlsomme kilder fortælles det, at der har været foretaget såvel militære som videnskabelige undersøgelser af såvel ødelagte som hele rumskibe fra fremmede kloder, samt deres besætninger. Ad snørklede omveje bringer Berlitz og Moore videre, at "nogen" har set ni døde rumfolk. Ligene bliver, siger rygterne, opbevaret i tykvæggede glasdybfrysere på Wright-Patterson-basen i Ohio. I alt skulle det amerikanske luftvåben ligge inde med ikke færre end tredive dybfrosne rumvæsener!

Hvis man ikke kender ret meget til ufo-kredse i USA, er man ilde stedt når det drejer sig om forfatternes kilder. Der henvises blandt andre til Leonard Stringfield, som vel må siges at være den ufolog der genåbnede myten om de døde ufonauter.

Stringfield er en veteran fra ufo-bevægelsens tidligste år, og han havde på et senere tidspunkt den tvivlsomme ære, at være tæt knyttet til Eric Gairys ufolog-stab omkring FN-sagen.

Leonard Stringfield havde foretaget nogle undersøgelser omkring nedstyrtede rumskibe, blandt andet Roswell-sagen. Han lader vide, at nogle læger har undersøgt de døde rumfolk, men at lægerne beklageligvis ønsker at forblive anonyme. Ifølge Stringfield skulle rumvæsenerne kun have fire fingre på hver hånd – tommeltotten manglede. Set ud fra jordiske forhold, så er det et væsentligt argument, når det drejer sig om invalidepension! Tommeltotten er den dyreste at undvære, uden den har man ikke greb om tingene! Det slås fast, at de var små, kun lidt over en meter høje, og det påpeges også at de til forveksling ligner de rumvæsener man havde set i spillefilmen Nærkontakt af trejde grad.

Ufoet der styrtede skal ikke betragtes som et isoleret slag i den ufologiske bolledej. Gennem fem-seks år forud havde der været sagt og skrevet meget om dette aspekt, og med filmen Nærkontakt af tredje grad blev der yderligere pustet til gløderne. Normalt havde de danske ufo-tidsskrifter ikke den helt store overlapning med hensyn til stofvalg, men i forbindelse med ufo-styrt bringer alle tre blade Stringfields historier og kalder fænomenet for "bjærgninger af tredje grad".

Ufo aspekts redaktør valgte at bringe beretningerne i uddrag, og stiller spørgsmålet: "…hvor meget ligger der bag disse historier, er det andet end rygter?" Denne bløde holdning var den sædvanlige attitude – man serverede historierne og lod læserne konkludere, så kunne man ikke blive beskyldt for hverken godtroenhed eller skepticisme.

Anderledes var det i IGAPs blad Ufo kontakt. Her skriver Boye Pedersen, at der ikke længere synes tvivl om disse hændelsers ægthed. Med stor tilfredshed noteres det også, at historierne stemmer fint overens med Adamskis lære, og man udgav da også i 1989 et særhæfte med Leonard Stringfields undersøgelser på området. Dette kan dog undre en anelse, idet der jo ikke var tale om Adamskis smukke rummennesker!

Mest interessant var det imidlertid at læse sufois nu forhenværende formands personlige kommentar i Ufo-nyt 1981 nr. 3: "Jeg vil ikke blive forbavset, hvis vi om nogle år får at vide at amerikanerne – og russerne for den sags skyld også – i adskillige år har haft ufo-vrag (her henvises til rumskibe og ikke personer) og døde ufonauter opmagasineret i al hemmelighed…"

Siden har rygterne i årevis galopperet videre med påstande om hemmelige dokumenter, hemmelige undersøgelsesgrupper og i tilgift forfalskede dokumenter. Dertil adskillige udfarende amerikanske ufologer, der ser sammensværgelser overalt, og som har skrevet en hel del bøger og massvis af artikler om sagen, en sag som de endnu ikke er blevet færdige med.

Roswell-sagen dissekeret

Det amerikanske luftvåben udarbejdede i 1994 en rapport, og her gjorde man det bekendt, at det var resterne af en ballon, der var blevet fundet i 1947 – ikke et rumskib.

I 1947 havde amerikanerne et hemmeligt program ved navn Project Mogul. Det gik ud på at sende måleinstrumenter op for at spore sovjetiske atomeksperimenter. Noget der senere blev erstattet af det højflyvende U-2 fly, der imidlertid fik en ende, da russerne skød et af slagsen ned. Imidlertid var den ansvarlige for 1994-rapporten, oberst Richard Weaver, godt klar over, at dette ikke ville være et punktum for mytedannelsen. Han citeres for denne udtalelse: "Dette er blevet en religion for mange mennesker. Det er næsten en kult. Helt oplagt en utrolig indbringende mulighed for mange mennesker, så det vil fortsætte." 1

I 1995 dukkede der en film op, angiveligt taget i 1947. Filmen viser en obduktion af et rumvæsen. Tydeligvis er filmen et spekulativt falsum, og de mere seriøst arbejdende ufologer har ikke ladet sig tage på sengen. Eksempelvis har SUFOI, og i særdeleshed Per Andersen, fulgt denne sag med kritiske øjne.

Den 30. august 1995 skrev Niels-Victor Christiansen i Jyllands-Posten om denne film, vist nogle dage før på Britisk TV:

"Britisk TV viste mandag de sensationelle sorthvide filmoptagelser af obduktionen af to dræbte rumvæsener fra et rumstyrt i USA i 1947.

– Væsenerne var små, hårløse menneskeagtige skabninger med seks fingre på hver hånd, men ingen navle. (Leonard Stringfields vidner talte kun om fire fingre!)

– De var også falske. Filmen er fup, hævder talrige eksperter. Men der er penge i den alligevel. Umiddelbart lignede det et af århundredets kup, da den britiske video-distributør Ray Santilli, præsenterede sit bånd, hvis optagelser oprindeligt stammede fra et 16 mm filmkamera. Han gav 100.000 dollars (knap 600.000 kr) for den originale film, hævder han. Den blev ifølge Santilli optaget af en kameramand fra det amerikanske forsvar kort efter en serie mystiske hændelser nær Roswell i New Mexicos ørken, og originalen opbevares nu i en bank."

Filmen vakte stor opsigt, og flere ufologer håbede på, at her var det afslørende bevis for, at de ikke var helt gak i låget. Men Santilli ønskede ikke at oplyse navnet på fotografen, og hvor var dokumentationen for at han faktisk havde betalt for filmen?

Efter eksperter indenfor såvel trickfilm, samt læger der er vant til at udføre obduktioner har råbt "falsum", medgiver Santilli, som tidligere hårdnakket hævdede, at filmen er den ægte vare, at han muligvis kan have købt et falskneri.

Men lad folk selv bedømme det, siger han. Derfor har han masseproduceret tusinder af eksemplarer. Så kan man jo købe filmen og selv se den an hjemme ved sin video. Desuden har Santilli solgt billeder og film til TV-stationer og pressen verden over. Som Niels-Victor Christiansen skriver: "Filosofien bag Santillis markedsføring er, at om der ikke er små grønne væsner ude i rummet, så er der millioner af små grønne dollarsedler at hente."

Som før nævnt, så har man i Skandinavisk UFO Information fulgt sagen tæt, og i tidsskriftet Ufo-nyt taler overskrifterne deres tydelige sprog: "Obduktion af ufonaut er fup", eller: "Begrav så det lig" 2, 3

Fugu balloner

Som så ofte før har John Keel smidt en brik til puslespillet ind på operationsbordet. Mange af de klassiske ufo-observationer midt i 1940’erne har John Keel ment kunne være japanske fugu-balloner, og flere senere fund rester af disse balloner.

Japanerne sendte omkring 9.000 balloner tværs over Stillehavet hen imod slutningen af Anden verdenskrig. Ballonerne var omkring 30 meter i diameter og fremstillet af bambus og lamineret papir. Mange af disse balloner gik til i storme, men Keel udtaler at man har et sted mellem 300 og 500 sikre observationer af disse luftbårne bomber. Han fortæller at man længe har kendt til deres eksistens, og at en amerikansk historiker faktisk har interviewet de den gang involverede japanske videnskabsfolk. Dertil findes der dele af disse balloner udstillet på syv amerikanske museer. Keel mener ikke at der kan være tvivl om, at det var en af disse balloner der i sin tid landede i Roswell. Det der blev fundet i 1947 passer med beskrivelsen, mener han.

Så sent som i 1990 skulle resterne af en sådan ballon være fundet i en bjergegn i Dakota, oplyser Keel. 4

Siden 1933 havde man faktisk eksperimenteret med sådanne balloner i Japan. Og i 1943 udviklede den kejserlige flåde en ubemandet type balloner der kunne sættes i luften fra eksempelvis ubåde og så drive med vinden ind over USA og droppe deres bomber. Man udnyttede de såkaldte jetstrømme der kunne fremføre ballonerne med en fart af omkring 300 km/t. Senere blev projektet overtaget af den japanske hær.

Ballonerne var fremstillet af rispapir limet sammen med en lim lavet af kartofler, og dernæst tætnet med lak. I alt blev der fremstillet cirka 15.000 balloner.

Den første ballon blev sendt op den 3. november i 1943 og den sidste i april 1945. I denne periode var der blevet sendt 9.300 balloner afsted tværs over Stillehavet. Ballonerne medførte en sprængladning på i alt 25 kg fordelt på to brandbomber og en sprængbombe.

Den 6. december 1944 sprang en af bomberne i Wyoming og nogle få dage senere blev en intakt ballon fundet i Montana. I alt fandt man op mod 300 balloner. Imidlertid tilbageholdt myndighederne oplysningerne om disse fugu-våben. Dels af frygt for panik, dels for ikke at give japanerne anledning til at tro, at ballonerne var nået frem efter turen over Stillehavet. Stort set samme strategi som de svenske og danske myndigheder benyttede i forbindelse med spøgelsesraketterne i 1946.

Nogle omfattende skader blev der dog ikke tilføjet. Imidlertid har man sikerhed for at en mindre skovbrand i staten Washington, var forårsaget af en fugu-ballon. Dog mistede en sognepræst fra Oregon sin familie, kone og fem børn, ved en skovtur, da de fandt en ballon, mens præsten selv var ved at parkere bilen. 5

Låg på sagen?

I jubilæumsåret 1997 – 50 år efter det angivelige ufo-styrt i Roswell – udsendte det amerikanske luftvåben atter en rapport: The Roswell Report, Case Closed. I skrivende stund har jeg ikke læst selve rapporten, men den har fået bred omtale ikke mindst i de amerikanske medier.

I rapporten henvises der til, at man i årene fra 1954 til 1959 eksperimenterede med mulighederne for at lade astronauter lande med faldskærme fra meget store højder. Til dette brugte man dukker. De blev løftet op til en højde af omkring 30 km for så at blive droppet. I alt blev der udført næsten 70 sådanne forsøg fra baser i New Mexico, ikke ret langt fra Roswell.

Dukkerne havde et skelet af aluminium eller stål, hud af latex eller plastik og indbyggede instrumenter i torsoen og aluminiumskraniet. På daværende tidspunkt var denne form for menneskelignende forsøgsdukker ikke særlig kendt, mens sådanne bruges i forsøg med bilsammenstød. Som der elegant skrives: "De kunne derfor let blive antaget for noget de ikke var!"

Problemet med denne forklaring er blot, at tidsfaktoren ikke holder. Det legendariske ufo-styrt fandt sted i 1947 – den første dukke "faldt" først ned fra himlen i 1954. Er dukke-forklaringen en dårlig forklaring, eller er det vidnerne fra 1947 der husker dårligt? Luftvåbnets rapport hedder oversat: "Roswell rapporten – sagen afsluttet". Afsluttet! Ja! – for luftvåbenet måske. Med hensyn til ufologerne? Nej! – det er der vel ingen der tror på, tværtimod – en brik mere til Roswell-ufologernes konspirationsteorier!

Æret være deres minde!

I hvert fald afholdt det ikke byen Roswell fra at arrangere en gigantisk jubilæumsfest i begyndelsen af juli 1997. Filmfestival med ufo-film, en teaterforestilling og så fire dages konference med diverse ufologer med speciale indenfor astroarkæologi, ufo-bortførelser, dyrelemlæstelser og andre ufoloristiske nicher samt, selvfølgelig, forfattere til bøger om Roswell-sagen. Laserlys-show, familieunderholdning, udklædningskonkurrence (her sikkert adskillige rumvæsener), et ufo-cykel væddeløb (!) og meget andet. Hvad med at besøge det lokale International UFO Museum and Research Center. Kort fortalt: et ufologisk gedemarked!

I bladet Saucer Smear fra 5. august 1997 skriver redaktøren James Moseley, kendt og frygtet for sin hvasse og uforskammede pen, blandt andet, at et af hovedpunkterne ved denne festival var debatten mellem Karl Pflock og Kevin Randle. Henholdvis skeptiker og Roswell-forfatter. Debatten gik over temaet om, hvorvidt Roswell-hændelsen skyldtes et nedstyrtet rumskib eller resterne af en Mogul-ballon. Moseley skriver:

"Jeg var enig med Pflock i hans Mogul forklaring, men onde gamle Randle vandt debatten ved dramatisk at trække adskillige ark ballon-lignende materiale frem fra sin lomme, han rev det så i stumper og stykker og smed det op i luften som konfetti. Er videnskab ikke storslået?"

Om andre foredragsholdere, der fremlagde metalstumper som bevis for at der havde været tale om et rumskib, skriver James Moseley, at en af dem straks efter tog flugten for at undgå spørgsmål fra de tilstedeværende pressefolk. Han løb bogstaveligt talt ud til en bil der holdt klar med motoren i gang.

Og tænker man lidt over det, hvad drejer denne festivitas sig så om? Jo, man festligholder den unikke begivenhed at et rumskib fra en fremmed klode styrtede ned, at nogle stakkels rumvæsener omkom og slutteligt havnede under en kirurgs kyndige hænder.

Havde det været et passagerfly fra PanAm, havde det så også givet anledning til lignende festlighed?

Kilder:

1) Robert Burns: Roswell "space aliens" were dummies, Air Force says. The Detroit News (AP), 24. juni 1997

2) Per Andersen: Obduktion af ufonaut er fup. Ufo-nyt 1996, nr. 1

3) Per Andersen: Begrav så det lig. Ufo-nyt 1996, nr. 2

4) Bob Rickard talks to anomalist John Keel. Fortean Times 1992, issue 65

5) Japans hemmelige ballon-bombe. Politiken 29. maj 1983

Kapitel 49 Kapitel 51

[*]

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*