UFO-bogen – Kapitel 5: Det amerikanske luftvåben under pres!

2004, Sep 1st | Emner: Bøger, UFOlore

af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Mens Edward Ruppelt var i gang med at opbygge det hidtil mest omfattende projekt indenfor luftvåbenets ufo-undersøgelser, var situationen udenfor ved at accellerere.

I januar 1952 stiftede ægteparret Coral og Jim Lorenzen ufo-organisationen Aerial Phenomena Research Organization, forkortet APRO, i Sturgeon Bay, Wisconsin. Senere flyttede man til Tucson, Arizona. I juli 1952 udsendte man det første nummer af APRO bulletin, der nåede at blive verdens ældste ufo-tidsskrift. Da man startede, havde man 52 medlemmer. Siden er tallet svinget op og ned. I midten af 50’erne var tallet omkring 1600, i 1965 på 800 og i 1976 helt oppe på 3500. Organisationen findes ikke mere.

Gennem årene havde APRO opnået at få samlet en stab af videnskabelige konsulenter. Ligeså har Lorenzen fået udgivet syv bøger om emnet – den første udkom i 1962. Man havde endvidere i 1969 startet et landsdækkende net på mere end 750 feltforskere der, på frivillig basis, var klar til at rykke ud for at undersøge ufo hændelser.

Ufo-mæssigt set blev sommeren 1952 meget varm. Det blev et rekordår for Project Blue Book. Man modtog over 1500 rapporter dette år, hvoraf de lidt over 300 forblev uopklarede.

Mens alt dette skete var Donald Keyhoe gået i gang med en ny bog. Han mødte op på Blue Books kontor og udbad sig nogle klassificerede rapporter. Dette blev, i første omgang, afslået efter normal praksis.

Men projektets informationschef, Albert Chop, havde personligt sympati for teorien om, at der kunne være tale om interplanetariske objekter. Han ville gerne hjælpe Keyhoe og gik derfor til Fournet i Pentagon. Fournet var positiv og fik sammen med Ruppelt frigivet de rapporter, Keyhoe havde ønsket.

Trods alt var luftvåbenet bekymret for, hvordan Keyhoe ville gøre brug af materialet. Man frygtede det værste, og gennem pressemeddelelser benægtede man på forhånd alt kendskab til oplysningerne i den kommende bog. Det stammede ikke fra Blue Book, hævdede man.

Men natten mellem den 19. og 20. juli skete der noget, som for alvor satte gang i luftvåbenets store "kanoner".

Kort før midnat den 19. juli sporede man på to radarskærme i Trafikkontrolcentret i National Airport i Washington nogle objekter, der ikke burde være der. Først bevægede de sig meget langsomt, hvorefter de forsvandt med enorm hastighed fra skærmene. På nøjagtig samme tidspunkt havde flere piloter på rutefly set lys fare rundt på himlen i alle mulige retninger.

Efter midnat, ved 1-tiden, lettede et rutefly fra National Airport og satte kursen sydover. Fra kontrolcentret kaldte lederen, Harry Barnes, piloten Pierman og bad ham holde udkig efter objekter. I løbet af det næste kvarter rapporterede Pierman seks lys. Nogle fløj opad, andre ned, nogle fløj horisontalt, mens andre igen blot svævede stille i luften. Det, Pierman kunne fortælle, stemte helt overens med de spor, man fulgte på radarskærmen.

Senere kunne en anden pilot fortælle, at hans fly, der var ved at lægge an til landing, blev fulgt af et ukendt lys. Også dette lys blev sporet på radar.

Ved 3-tiden kom en formation F-94 jagere, men i samme øjeblik forsvandt de ukendte objekter. Jagerne returnerede så til deres base, og i samme øjeblik de var væk, dukkede ufoerne op igen.

Natten mellem den 26. og 27. juli var det galt igen. Denne gang kom der også bekræftelse på at objekterne var sporet i lufthavnens kontroltårn og på Andrews-basen. Yderligere blev objekterne set med det blotte øje af personale på jorden og af piloter i luften.

Jagere blev atter tilkaldt og dirigeret ud mod ufoerne, og piloterne så dem, én af dem så mere til dem, end han var glad for.

Et jagerfly ført af løjtnant Patterson blev pludseligt omringet af glødende objekter. Skræmt kaldte han over radioen og spurgte, hvad han skulle gøre. Men ingen i kontroltårnet svarede, man stirrede lamslået på radarskærmen, som bekræftede situationen. Men efter et kort, spændt øjeblik fjernede objekterne sig og forsvandt.

Hele situationen havde været anspændt, for de ukendte objekter havde boltret sig blandt andet i luftrummet over Capitol og Det hvide Hus, hvor al flyvning er forbudt.

Luftvåbenet stod tilbage med to store problemer: ufoerne skulle identificeres, og pressen skulle informeres. Også præsident Truman ville informeres. På hans vegne ringede brigadegeneral Landry og fik det svar fra Ruppelt, at radarsporingerne måske kunne skyldes vejret, men at det ikke var bevist. Altså fik præsidenten en sludder for en sladder. Der herskede forvirring overalt.

Radarsporingerne i sig selv kunne forårsages af særlige meteorologiske forhold, men som en radartekniker havde sagt til Ruppelt: "Hvis folk havde set et lys, eller et objekt nær ved, hvor en radar har sporet et ufo til at være, så ville du have en hel del mere at bekymre dig om." Det var netop den situation, Ruppelt stod i nu. Ufoerne var set fra jorden, luften og på radar – og observationerne stemte overens!

Om aftenen den 29. juli indkaldte chefen for luftvåbenets efterretningstjeneste, generalmajor John Samford, til en pressekonference i Pentagon. Det blev den hidtil største og længste pressekonference, luftvåbenet havde afholdt siden anden verdenskrig. Til stede var en del af de store "kanoner", desuden Edward Ruppelt og en radarekspert fra ATIC, kaptajn Roy James. Formålet med konferencen var at lette trykket fra joumalisternes belejring.

Samford selv vidste ikke meget om sagen, og han måtte ofte krybe udenom de mange spørgsmål, der blev stillet. Men de aktuelle observationer over Washington D.C. blev forklaret – det hele havde været forårsaget af temperaturinversioner, nogle omvendt liggende lag af kold og opvarmet luft.

Denne forklaring blev over en bred front accepteret af pressefolkene og kom til at præge overskrifterne de følgende dage.

Men det var ikke alle, der stillede sig tilfreds. Donald Keyhoe efterforskede mulighederne. Han talte dels med en civil videnskabsmand, dels med en af luftvåbenets radareksperter. Disse udtalte, at betingelserne for at en temperaturinversion skulle fremkalde ekko på radar, var en inversion på mindst 6 grader Celsius.

Et efterfølgende check i det nationale vejrcenter viste, at der de aktuelle dage kun havde været inversioner på maksimalt 1,9 grader Celsius. Eneste undtagelse havde været den 25. juli, hvor der havde været to inversioner på henholdsvis 4 og 8 grader. Men denne måling var ikke af betydning for weekendobservationerne.

Luftvåbenets forklaring var også svag på et andet område. Den forklarede ikke, hvordan faste lys på jorden, reflekteret fra luftlaget, kunne bevæge sig med store hastigheder; hvordan disse refleksioner kunne omringe fly osv.

Det er interessant at notere sig, at radareksperten fra ATIC, der udtalte sig så afgørende, netop var kommet til Washington. Hans eneste baggrund for at udtale sig var en kort gennemgang af avisomtalen.

En anden radarekspert ved navn Holcomb og den ingeniøruddannede major Dewey Fournet havde begge opholdt sig i radarcentret under iagttagelserne, men begge var desværre "forhindrede" i at give møde ved pressekonferencen. Ingen af dem havde troet på det, der blev den officielle forklaring.

Da man bagefter skulle til at undersøge sagen, efter at have fået fred for journalister, var det naturligvis begrænset, hvad man kunne få de involverede parter til at sige. Når nu forklaringen var fundet, hvorfor skulle en pilot så stille sig op og sige, at han havde set et objekt – der havde jo slet ikke været ufoer på de pågældende nætter – det havde blot været nogle temperaturinversioner! I sådanne situationer opstår der noget, man kalder for selvcensur.

På den anden side var der radaroperatørerne, der daglig er ansvarlig for tusinder af menneskeliv. Dem kunne man dårligt beskylde for at være skøre og have synsforstyrrelser.

Det resultat, Ruppelt kom til, med hensyn til Washington-observationerne, var, at der var tale om ukendte flyvende objekter – inversions-forklaringen troede han ikke på.

I sin bog, The report on unidentified flying objects, skriver Ruppelt: "Da vi nåede til slutningen af juli, var der en gruppe efterretningsofficerer, der kæmpede hårdt for at få ufoerne "anerkendt". I ATIC forsøgte Project Blue Book stadig at holde sig upartisk, men somme tider var det vanskeligt."

Hen mod slutningen af året faldt antallet af observationer. Det havde været et hårdt år, og det havde skabt en polarisering mellem på den ene side overvejelserne omkring mulighederne i en ikke-jordisk forklaring, og på den anden side ønsket om at aflive al ufo-snakken.

Nye ufo-grupper var opstået, flere var på vej – alle var de i opposition til luftvåbenets Project Blue Book. Selv visse videnskabsfolk og officerer var i et modsætningsforhold til luftvåbenets officielle attitude til ufo-spørgsmålet.

Kapitel 04 Kapitel 06

[*]

Bookmark and Share

2 kommentarer
Skriv en kommentar »

  1. Hr. Wegner.

    Skeptica åbner sig lidt mod ufo, ifo sagen. – Det er glimrende. – Det havde jeg ikke ventet.
    Ufoer er bekræftet af astronauter – militær – piloter. Ja, sågar enkelte astronomer.

    Bob Dean havde adgang til hemmelige filer. – Se youtube —> camelot bob dean
    Seriøst materiale.

    http://www.gufon.no —> se agenda og Top secret – MJ 12

    http://www.exopolitik.dk —-> seriøst stof på videoer —> militære vidner!

    Med venlig hilsen …….. B. Roest ( seriøs – 55 år )

    P.S. Jeg har meget mere seriøst materiale, hvis du er interesseret.

  2. Kære B. Roest,

    Jeg svarer for Willy, der er på alfejagt i det udlandske.

    Du skal lige huske på at “UFO” står for “uidentificeret flyvende objekt”. UFO’er findes altså, i og med at der findes masser af rapporter om uidentificerede flyvende objekter. Jeg ser selv et par UFO’er hver dag (jeg har dog en begrundet mistanke om at det er kattene der leger).

    Hvis du derimod sætter lighedstegn mellem UFO’er og flyvende tallerkener fra andre planeter, så halter bevismaterialet betydeligt. Vi har ikke fundet konkret beviser for dette. Det bedste vi har er mildt sagt ikke særlig overbevisende. Er vidneudsagn, grynede fotos og rystede YouTube videoer virkelig det bedste tilhængerne af eksistensen af fremmede rumskibe kan komme med? Hvad med håndfaste beviser, som stykker af et rumskib, eller en alien, der stiller op i “Oprah”?

    Du skal også huske på, at blot fordi vi ikke umiddelbart kan finde en forklaring på en observation, berettiger det os ikke til at hævde, at der dermed er bevis for besøg fra rummet. Hvis vi tillod os dette, så måtte vi også hævde, at der også er bevis for alfer, fordi vi ikke kan forklare alle alfe-observationer. Men så langt vil du vel næppe gå?

    Består dit materiale af andet end vidneudsagn, grynede fotos og rystede YouTube videoer?

    Claus Larsen
    Skeptica

    P.S. Jeg håber bestemt at Willy har konkrete beviser for alfers eksistens når han vender tilbage…

Skriv kommentar

*