af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
John A. Keel er journalist og forfatter og har fulgt ufo-syndromet gennem årene. Han har skrevet flere bøger om emnet og endnu flere artikler. Hans navn går igen i alle mulige tidsskrifter, der beskæftiger sig med ufo-problematikken, og ikke sjældent har han skabt røre i andedammen. Han har i skrivende stund sin egen spalte i det amerikanske tidsskrift Fate, en af de formildende omstændigheder ved dette vulgær-okkulte tidsskrift.
John A. Keel er ikke det rigtige navn, men det navn han er kendt på som skribent. Hans borgerlige navn er Alva John Kiehle, født i 1930, og han har levet af sit skriveri siden 1946. På dansk kender vi hans bog Spøgelsesplaneten, som Vendelkærs forlag ved et uheld – formodentlig – kom til at udgive i sin science fiction-serie i 1974. Der er ikke tale om science fiction, men forteana.
På et tidspunkt blev han interesseret i ufoer og hvad deraf følger, og ret hurtigt afskrev han den hypotese, at ufoer var af ikke-jordisk oprindelse. Gennem egne undersøgelser fandt han, at der snarere var en tilknytning til psykiske fænomener. Det var naturligvis ikke lige det man ønskede at høre i mainstream-ufologien i slutningen af 1960’erne.
På vej ind i 1990’erne mener Keel, at omkring fyrre års nonsens har bevist, at ufologi i den amerikanske version er dødens pølse uden tilbehør, og at sporet fører til glemsel for dem der har fulgt det.
Den såkaldte ufo-forskning i USA er i en sørgelig forfatning, og ingen har gennem de fyrre år taget hånd om det virkelige ufo-problem. Der var tilløb til det i forbindelse med Condon-rapporten, hvor psykologer var inde i billedet, men deres resultater blev aldrig offentliggjort.
Det der er brug for, mener Keel, er at gennemføre et psykologisk studium af det han kalder ufo-advokaterne – de der taler ufoernes sag.
Dem der ser ufoer – ukendte flyvende objekter – er forsåvidt uskyldige ofre i spillet der skabes af de selvbestaltede hobby-ufologer og deres ofte dybt usaglige organisationer og foreninger. Disse vidner er blev undersøgt på kryds og tværs, men ikke de der indsamler og fortolker vidnernes oplevelser og som bruger og misbruger disse.
I slutningen af 1980’erne var der, efter John Keels bedste skøn, ikke mere end knapt éthundrede aktive ufologer i USA, hvoraf de fleste for det meste går op i sammensværgelser i stil med, at staten gemmer hemmelige oplysninger, at der misinformeres samt stridigheder organisationerne og personerne imellem. Dertil mangel på veldefinerede parametre, metoder og fremfor alt lederskab og ikke mindst: et næsten totalt intellektuelt tomrum.
Selv samlere af tændstikæsker eller teddybjørne er bedre organiserede, mener Keel, og er det ufo-forskning man vil, så må man spule dækket rent og begynde forfra.
Keel skriver: "Ufologi er ikke, og vil aldrig blive, en videnskab. I stedet har det udviklet sig til en pedantisk teologi komplet med ritualer og pilgrimsrejser. De uhellige 100, (her refereres til de aktive USA-ufologer) reciterer bevidstløst deres dogmer, fuldstændig uopmærksomme på det faktum at de er blevet håbløst hjernevasket af deres egne skrifter – og de avisudklip de har indsamlet og byttet som en del af ritualet."
Mere respekt har han for ufologien som den praktiseres i Europa. Europæiske ufologer er mere veluddannede, læser bedre og tænker mere logisk, mener han. Her er man nået ud over det stadium at samle på udklip og bytte dem med hinanden.
Der er selvfølgelig undtagelser, det ved vi jo blot fra Danmark. Skandinavisk ufo Information (SUFOI) er et godt forbillede for, hvordan ufologi kan drives, uden at henfalde til "vi-vil-frelse-verden" syndromet. Som modpol ser vi igap-folkene, samlet omkring Adamskis lære og under symbolet for de kosmiske brødre og søstres fællesskab, de folk som blev skummet af SUFOI netop i 1960’erne.
1980’erne var præget bl.a. af fupnumre som Gulf Breeze-sagen, ufo-styrtet i Roswell og de hemmelige MJ-12 dokumenter samt alskens sammensværgelsesrygter og abductions. Præget af folk som Charles Berlitz, Stanton T. Friedmann, Wendelle Stevens, William Moore m.fl.
Den europæiske ufo-forskning var i 1980’erne nok præget af den amerikanske udvikling, men også kendetegnet ved en langt større skepsis og selvkritik. Mange tidligere fupnumre er blevet afsløret, mange hellige køer er blevet slagtet.
Jeg tror, at man i Europa har været bedre til at se de positive træk ved den mere konstruktive del af skeptiker-bølgen. De mange nye skeptiker-organisationer har bredt sig som ringe i vandet, på godt og ondt. Det har givet været en medvirkende pression, som har medført at nogle ufo-organisationer har tillempet sig mere systematiske arbejdsmetoder, således at mainstream-ufologien i Europa i dag har et ønske om at kunne få prædikatet "seriøs-ufologi". Her skal man heller ikke underkende følgevirkningerne af Condon-rapporten fra Colorado universitetet, samt forkætrede "tallerken-knusere" såsom James Oberg og Philip Klass m.fl.
I USA har ufologerne, som reaktion på de ofte rabiate skeptikere, gravet sig ned i deres skyttegrave, og har ikke, med ganske få undtagelser, kunnet forny sig.
Den amerikanske ufo-forskning blev skyllet ud i toilettet i 1989, mener Keel, og det vil sandsynligvis tage mange år at genskabe den.
Spørgsmålet kan også være: er der brug for den?
| Kapitel 51 | Kapitel 53 |
[*]
Seneste kommentarer