af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Midt i en tid, hvor mange ufo-organisationer på internationalt plan forsøgte at anlægge en både mere videnskabelig tilnærmet holdning og arbejdsmetode, var der også kræfter der trak i anden retning.
Sufoi havde med Per Andersen som ankermand, etableret en projektgruppe der skulle tage sig af ufo-rapporterne. Dette "Projekt ufo-data" gik i første omgang ud på at lægge alle observationer fra 1975 ind i en computer. Det resulterede i første omgang i udgivelsen Tidsloven. I dette hæfte slår Per Andersen fast at tidsfordelingen, det vil sige hvornår på døgnet, der ses ufoer, ikke adskiller sig fra det internationale mønster.
De danske observationer topper omkring kl. 21,30 efter at have været i stigning fra omkring kl. 18,00, og flader ud igen indtil kl. 01,00. Endelig er der en mindre stigning igen kl. 03,30.
Denne lovmæssighed for hvornår der ses ufoer, skulle ifølge en internationalt kendt ufolog som Jacques Vallee gælde for hele kloden. Dette er af mange ufologer blevet udlagt som rumvæsenernes foretrukne tidspunkt for udflugter til Jorden. Men da kl. 21,30 i Danmark ikke er det samme som kl. 21,30 i Alaska, skal ufo-fænomenerne altså "bevæge sig" kloden rundt ligesom solopgang og solnedgang, så at sige.
Jeg mener ikke, at et studium baseret alene på tidsfordelingen over døgnets timer, kan sige ret meget om en eventuel hyppighed af ufoer. Det påstår Per Andersen heller ikke, men han skriver dog om stigningen kl. 03,30: "Det kan ikke udelukkes, at dette maksimum måske skyldes en forøget ufo-aktivitet omkring det pågældende tidspunkt".
Ifølge min opfattelse, så siger tidsfordelingen snarere noget om danskernes adfærd i aften- og nattetimerne, end om en "aktivitet" af uidentificerede flyvende objekter, hvad end de måtte være. Det kommer Per Andersen også ind på, idet han påpeger, at der er et fald i kurven omkring den tid hvor TV-Avisen toner frem på skærmen. Ingen kan vel finde på at konkludere, at det er fordi ufonauterne også holder sig orienteret. Gad vide om ufo-aktiviteten er faldet i takt med flere kanaler og en stærkt forøget sendeflade for nyheder?
Der var også andre udslag af foretagsomhed i SUFOI. For eksempel blev der oprettet en Forskningsteknisk afdeling. Denne afdeling, ledet af Bent Aalberg, havde blandt andet fremstillet en ufo-detektor kaldt MFI-6, der står for Magnetisk Feltdifferens Indikator, type 6. Meningen med et sådant apparat var naturligvis, at det skulle varsle hvis der var ufoer i luften, baseret på den formodning at ufoer påvirker magnetfeltet. Denne ufo-detektor blev solgt til medlemmerne. I afdelingen havde man også en geigertæller, som kunne måle eventuel udstråling fra steder hvor ufoer var rapporteret landet.
Endelig oprettede SUFOI et særligt fond, hvor medlemmerne kunne indbetale et beløb, stort som lille, for at støtte den teknologiske udvikling i foreningen: "Det væsentligste formål med Fondets midler er en økonomisk investering i seriøs dansk ufo-forskning", skriver Per Andersen.
Nok om teknik. Af langt større betydning var det, at man tog ved lære af udenlandske ufo-organisationer. Med indførelse af edb-baseret rapportbehandling var det en tvingende nødvendighed at apparaturet blev fodret med materiale indsamlet på ensartede præmisser. Det med "at sludre" med vidner til en ufo-observation var slut. Nøgleordet var rapportoptagerkurser.
En gruppe af SUFOI-folk begyndte at lave kurser for interesserede, åbent for alle uanset tilhørsforhold rent organisatorisk. Et både tolerant og fremsynet initiativ. Interview-teknik, korrekt udfyldelse af spørgeskemaer, bredt kendskab til fejlkilder og brug af tekniske hjælpemidler. Således var SUFOI godt på vej i slutningen af 1982, og kunne fejre sit 25 års jubilæum.
I Ufo-nyt 1982 nr. 6 skriver SUFOIs formand: "Vi er med årene blevet dygtigere! – sagt i al beskedenhed. I de første år var næsten alle modtagne rapporter ét stort mysterium for os. Så lærte vi noget om de mange naturlige og menneskeskabte fejlkilder – og dét hjalp! I dag har vi en "opklaringsprocent" nær 90. Vi skal søge at opklare ufo-fænomenet; vi skal bestemt ikke gøre det mere mystisk, end det allerede er i forvejen."
IGAP-folkene syntes ikke om denne holdning. De mente at man i SUFOI var gået over stregen, og blot søgte at bortforklare det hele.
I slutningen af 1983 udgav SUFOI et nyt tidsskrift ved navn Ufo forskning. Det var meningen, at dette blad skulle være dansk ufo-forsknings kerne-tidsskrift, et organ hvor man kunne formidle det tørre, saglige stof der ikke var plads til i Ufo-nyt. Mellem initiativtagerne var Per Andersen. Primært var tidsskriftet rettet indad mod ufologerne selv, men som der skrives i programerklæringen: "Endelig kan et tidsskrift som dette bruges til at repræsentere dansk ufologi over for offentligheden, myndighederne og især over for den egentlige videnskab for at markere vor interesse for at anvende videnskabelige metoder i det arbejde, vi udfører."
Op gennem de følgende år dalede mængden af indrapporterede ufo-observationer, og SUFOIs opklaringsprocent holdt sig på de 90. Senere er en procent på 98 blev nævnt. I Ufo-nyt 1984 nr. 6 kan Ole Knudsen bekræfte dette, og siger endvidere: "…og hvis vi kan blive lidt bedre til at undersøge observationerne, så bliver der sandsynligvis ikke nogen ufoer tilbage. Resten vil kunne forklares med plasmafænomener, kuglelyn og andre naturlige ting." Imidlertid vil man nok ikke nå dette forkromede mål, dertil står og falder alt for meget med vidnerne og deres forklaring af deres iagttagelse og oplevelse af det de har set.
Et seriøst krydderi?
I begyndelsen af 1978 havde SUFOI iværksat en læserundersøgelse. Den havde på ubehagelig vis dokumenteret, at temmelig mange medlemmer af SUFOI også havde andre interesser i ufolorens periferi.
Der havde været ønske om, at parapsykologiske fænomener og såkaldt grænsevidenskabelige emner skulle tages op i Ufo-nyt. Det var naturligvis meget ubelejligt, netop i den fase hvor SUFOIs udvikling var tilrettelagt imod videnskabelighed.
På det tidspunkt startede der et nyt tidsskrift, udgivet og redigeret af Klaus Aarsleff – det hed Det ukendte. Dette blad indeholdt netop det kosttilskud som Ufo-nyts læsere manglede. Det udmøntede sig i en samarbejdsaftale omkring fællesabonnement og stoffordeling: Det ukendte bragte ikke ufo-artikler og Ufo-nyt slap for at følge konsekvensen af sin læserundersøgelse.
I 1984 blev Det ukendte opkøbt af en norsk pornobladskonge, og bladet ændrede karakter også selv om Klaus Aarsleff fortsatte som redaktør af bladet. Okkult "pornografi" var ikke noget for SUFOIs ledelse, og samarbejdet ophørte. Efterhånden blev det også for meget for Aarsleff. Han havde sideløbende startet et andet tidsskrift ved navn Vision, som SUFOI så koblede sig på for at bevare sin "sikkerhedsventil" til de parapsykologiske aspekter og medlemmernes behov.
SUFOIs forhold til ufologien var og er altså på dette tidspunkt ret så ambivalent. På den ene side arbejdede man meget seriøst med observationsmaterialet, på den anden side prøvede man at tækkes behovet for lidt mystik i hverdagen. Det sidste var desuden en økonomisk nødvendighed – uden abonnenter på Ufo-nyt intet ufo-arbejde, lidt firkantet sagt. Sat lidt på spidsen kan jeg sige, at SUFOIs seriøse ufo-forskning er baseret på ufolorens præmisser: opsigtsvækkende beretninger, absurde teorier og stadig med den ikke-jordiske forklaringsmodel som den mest prægnante.
Helhedsbilledet af Ufo-nyts redaktionelle linje formildes dog af artikler om afsløringer, og helt fint var det at samle fortiden op med en stor fortløbende artikelrække af Kim Møller Hansen under overskriften "Ufo-klassikere", set i bakspejlet. 1 Dels blev Ufo-nyt solgt i kiosker, dels havde tidsskriftet fået en ny generation af læsere.
I en artikel i Epoke 1985 nr. 3 skrev jeg en artikel om pseudovidenskab og overtro, blandt andet med en henvisning til ufologernes forsøg på at få ufo-spørgsmålet bragt ind i fn. Artiklen var mest kritisk overfor IGAPs linje, men den egentlige reaktion kom fra SUFOIs side, hvor man åbenbart havde følt sig truffet.
Jeg skrev i min artikel at ufologi var en pseudovidenskab. Dette tages ilde op, og lederskribenten i Ufo-nyt noterer: "Når man læser Wegners artikel, får man endvidere det helt klare indtryk, at Wegner mener, at SUFOI driver pseudovidenskab". Imidlertid beror dette klare indtryk helt i at Ufo-nyts redaktør Kim Møller Hansen sætter ordet ufologi synonymt med SUFOI, som om der ikke eksisterer en verden udenfor denne forening.
Redaktøren går det skridt videre, at han sammenligner ufologer med frimærkesamlere, men erkender, at "selvfølgelig kan sammenligningen mellem ufologer og filatelister ikke gennemføres helt".
Nej, jeg har ikke beskyldt SUFOI for at bedrive pseudovidenskab, men i min Epoke-artikel skrev jeg, at ufo-folket (heri medregnet SUFOI-eliten) bestræber sig på at føre deres tro og hobby op på højeste plan. Netop betegnelsen hobby må man vel kunne forlige sig med, ihukommende egen sammenligning med frimærkesamlere. En iøvrigt tankevækkende men også lidt vemodig status efter 30 års indsamling af ufo-rapporter, og en underkendelse af det store og seriøse arbejde kollegaer som Per Andersen og Ole Knudsen står for.
I 1986 indskrænkede SUFOI udgivelsen af Ufo-nyt fra seks til fire numre om året, men takket være mindre sats var stofmængden nogenlunde den samme. I nummer 3/4 af Ufo-nyt i 1986 skrives der, at det er usikkert om bladet udkommer i 1987. En af årsagerne forklares det, hænger sammen med den brudte forlovelse med tidsskriftet Vision, der havde ændret navn til Vor eventyrlige verden. Udgiveren, Klaus Aarsleff, var gået konkurs. Men Ufo-nyt overlevede heldigvis krisen.
SUFOI har gennemgået den største udvikling og er kommet så vidt, at en afvikling ville være på sin plads! Sådan sat lidt på spidsen, forstås. Det skal nemlig opfattes på den måde, at de er blevet så dygtige til at forklare og opklare ufo-observationer, at kun en ubetydelig rest er tilbage. Alligevel arbejder man videre ud fra den forudsætning, at så længe der blot er én ufo-beretning, der ikke kan forklares, så har SUFOI sin eksistensberettigelse.
Småløb på stedet?
IGAP-folkene er nok den mest konservative fløj af den danske ufo-bevægelse, en fløj der tangerer det ny-religøse. Det er klart, at der har været åndelige tømmermænd efter endnu en nedtur i FN-lobbyen. I Ufo kontakt 1980 nr. 2 refererers der til et udklip under rubrikken Pressen skrev: "Endelig fortæller en lille, ikke dateret notits, at Grenadas premierminister, Eric Gairy, blev afsat ved et militærkup. Kupmagerne beskyldte premierministeren for mord og misbrug af statens midler. Det lyder unægtelig mærkeligt i mine øren", skriver Ib Laulund, der åbenbart gerne vil bevare sine illusioner.
Tilsyneladende var også H.C. Petersen blevet temmelig desillusioneret, idet han takkede af og sagde farvel med enten Mexico eller Brasilien som permanent mål. Det gjorde han med blandt andre disse ord: "Hvad med at realisere og rejse til et område, hvor man ikke dagligt skal høre minipolitikeres snævertsynede udgydelser, hvor man ikke skal frygte at vågne ved geværkolbers hamren på døren efterfulgt af en udflugt i en kreaturvogn retning Sibirien. Hvad med at leve et afslappet liv i et skønt land med et skønt klima, og så måske oven i købet i et område, som engang havde vore besøgende fra rummets særlige bevågenhed, og hvortil de stadig vender tilbage?"
Men HC holdt sig stadig orienteret om, hvad der foregik i lille Danmark, og var straks parat til at gå på barrikaderne. Hans selvtillid mangler ikke. Som han med enestående selvforståelse skriver: "Når katten er ude, spiller musene på bordet…", og trods det storladne farvel til Danmark vendte hankatten hjem og bor i dag i "minipolitikernes snævertsynede" Danmark.
H.C.Petersen bevarede selvfølgelig sin tilknytning til IGAP og Ufo kontakt. Imidlertid har han indledt eller rettere fortsat sit personlige korstog for "sandheden" om de flyvende tallerkener.
Et af HCs initiativer var en ansøgning stilet til Radiorådet i Danmarks Radio. HC skriver, at han er fortvivlet over såvel radioens som fjernsynets behandling af ufo-spørgsmålet. Efter at have ridset sine ufologiske meritter op, skriver H.C. Petersen: "Uden at blive misforstået kunne jeg måske på dette tidspunkt tillade mig at sige, at der findes få mennesker i verden som har en større viden om emnet, end jeg har."
I 1983 udgav H.C.Petersen et memorandum stilet til blandt andre skandinaviske politikere. Det havde titlen "Ufo’erne er en realitet – hvorfor bliver vi allesammen ført bag lyset?" Dette memorandum, udgivet i samarbejde med VonKeviczkys organisation ICUFON, skal efter pålydende dokumentere: a) at ufoerne virkelig eksisterer (her må jeg indskyde, at ufoer omtales som galaktiske stridskræfter, og ikke som uidentificerede flyvende objekter), b) at der foregår en officiel hemmeligholdelse og c) at myndighedernes behandling af problemet bringer menneskeheden i fare.
Det er et paradoksalt dokument. I det afsnit der skal fremlægge "verificerede beviser…" finder man et foto taget af Jorma Viita. Den selvsamme person som HC havde været med til at afsløre i 1976, og der bringes fotodokumentation fra en sydafrikansk Elizabeth Klarer, en dame der påstår at have et barn med en rummand. Der er billeder taget af Rudolph Nagora, hentet fra en tysk bog hvor fotografiernes ægthed er blevet "bevist" ved at svinge et pendul over dem! Der er fotos taget af Eduardo Keffel, en brasiliansk fotograf kendt for sine store færdigheder i trick-fotos! Alle disse og flere fotos er sluppet gennem nåleøjet af HC og Colman VonKeviczky. Når man så i tilgift ved, at sidstnævnte for år tilbage analyserede nogle lysreflekser over Det hvide Hus til at være intergalaktiske stridskræfter, sætter det yderligere tingene på plads.
Mit spørgsmål er: hvorfor gør H.C. Petersen ikke brug af, at han er et af de få mennesker i verden, der ved mest om ufo-emnet. Hvem er det, der fører hvem bag lyset?
I 1986 udgav HC bogen På tærsklen til altet og lancerede en ny kontaktperson ved navn Giorgio Dibitonto, der i sine historier berettede at møde alle de gode gamle rummennesker som også George Adamski havde mødt. Hermed var ringen sluttet. Siden er HC fortsat med at udgive et Kosmisk Nyhedsbrev, og i nr. 3 slår han fast med rene ord, at "Kristi genkomst er jo netop sagens kerne – ufo-sagens kerne…"
IGAP-fløjen i den danske ufo-bevægelse står i stampe. Der er stadig søer og byer på månen, menneskeliv på alle planeter i vort solsystem. George Adamski lever stadig i bevidstheden hos hans gamle tilhængere – og fysisk på en anden planet. Sandheden undertrykkes af myndighederne og videnskaben, og journalister latterliggør ufo-sagen. Der er intet nyt under solen, kun ny vin på gamle flasker.
Fra ufo aspekter til nye aspekter
I Frit ufo Studium, FUFOS, var man vokset store og stærke. Her var der tilsyneladende ingen økonomisk krise, og ingen skrupler med at bringe artikler om psykiske aspekter side om side med ufologi, astronomi og rumfart. FUFOS havde i 1982 over 4000 medlemmer, og brystede sig af at være den største ufo-organisation i Europa.
Det sidste redaktionsmøde i FUFOS med
Steen Landsy for bordenden.
Men ved foreningens landsmøde i januar 1982 var der murren i baglandet. Flere medlemmer af repræsentantskabet var meget utilfredse med bestyrelsen, og de krævede mere demokratiske vilkår. Dette var med til at nogle bestyrelsesmedlemmer begyndte at gruble. Demokrati har skam aldrig været på mode i nogen ufo-organisation!
| Kapitel 50 | Kapitel 52 |
[*]
Seneste kommentarer