af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
I årenes løb er der forekommet mange bizarre og – i bogstaveligste forstand – utrolige kontaktberetninger. De fleste er, ikke uventet, af amerikansk oprindelse. I dette kapitel vil jeg videregive nogle af disse mindre kendte beretninger fra virkelighedens grænseland.
Voldtaget af rummænd
Der er mange former for påståede kontakter mellem jordboere og rumvæsener. Her følger således historien om Jean Sheldon:
En varm sommernat i 1966 havde Joan Sheldon gjort holdt for at trække sig en mundfuld frisk luft. Mens hun sad der i bilen fik hun pludselig øje på et sølveragtigt objekt. Det var omkring 16 m i diameter og svævede et stykke oppe i luften. En åbning i fartøjet kom til syne, og Jean Sheldon blev ligesom trukket op i luften og ind i fartøjet.
Modtagelseskommiteen bestod af tre ufonauter. De var cirka 150 cm høje og havde grønne øjne. Hun konstaterede straks at der var tale om rummænd, de havde nemlig ikke en trævl på kroppen!
De var åbenbart ude på lidt sjov, for telepatisk "hørte" hun dem høfligt sige: – kære jordkvinde … vi ønsker at parre os med dig. Det letteste for dig er at gøre det godvilligt!
Jean Sheldon blev naturligvis behørigt forarget over deres vovede forslag, men var dog så overrasket, at hun ikke fik protesteret, hverken verbalt eller telepatisk. De førte hende hen til en sengelignende maskine, hvor de klædte hende af.
På skift elskede de med hende i en times tid. Værre end døden havde det åbenbart ikke været, for bagefter kunne Jean fortælle, at hun havde følt sig seksuelt ophidset. Hun kunne dog også, med en vis lettelse konstatere, at hun ikke var med barn efter hændelsen, hvilket ellers ville have været nok så interessant.
Rummændene havde forklaret hende, at der var tale om et videnskabeligt – og altså ikke lidenskabeligt – eksperiment. De ønskede at finde ud af, om vore racer kunne forenes. Mage til undskyldning….! 1
Rummand tappede blod fra en hest!
Der findes også en historie om en anden rummand, der var ude i videnskabeligt ærinde.
En dag hørte en 43-årig landmand, Lonnie Duggan fra Idaho, at der var uro i hans stald. Han greb hurtigt en stavlygte og løb ind for at se hvad der var galt.
Da han kom ind så han en mærkelig mandsling, aldeles behåret over hele kroppen. Han stod og tappede blod fra en hests flanke, ned i en stor sprøjte. Hesten, som før havde været urolig, stod nu som var den hypnotiseret.
Overrasket vendte det lille væsen, der var cirka 120 cm høj, sig om mod Duggan og begyndte at tale: "Jeg kommer fra verdener fjernt fra din. Langt væk fra dit solsystem. Jeg er fra en af planeterne omkring Tau Ceti, som I kalder den. Jeg er her for at indsamle dele af jordens livsprocesser."
Væsenet fortalte videre, at folket fra Tau Ceti første gang kom til jorden for 100 år siden, men at de i den mellemliggende periode ofte havde besøgte jorden.
Beroligende sagde væsenet, at de ikke havde planer om at invadere vor klode, men at de en dag ville dele deres viden med jordens befolkning. På Tau Ceti havde de lært at elske hinanden og hade krige.
Pludselig blev det lille væsen uroligt, som havde det hørt et eller andet for Duggan ukendt signal. Væsenet bad ham om at skynde sig ind i sit hus, og blive der i en halv times tid.
Lydigt gjorde Lonnie Duggan som væsenet ønskede. Gennem sit køkkenvindue så han et stort glødende objekt, som steg til vejrs fra et sted bag stalden.
Lonnie Duggan skal være blevet afhørt af det amerikanske luftvåben, der blandt andet brugte løgnedetektor. Hvad resultatet blev, vides ikke. Men han står stadig ved sin fantastiske beretning. 2
En sælgers historie
I amerikanske aviser kunne man i slutningen af 1966 læse om Woodrow Derenberger og hans påståde møde med et væsen fra en anden klode. Hændelsen fandt sted i West Virginia, ikke ret langt fra byen Parkersburg, på vej hjem fra Marietta i Ohio.
Det begyndte med at han fik øje på et aflangt gråligt objekt der fulgte ham et stykke vej. Det fløj ved siden af ham. Objektet havde en flad bund med kuppelformet overbygning. På et tidspunkt fløj det op foran ham og blokerede vejen.
Derenberger så nu at der gik en dør op i siden af det ukendte objekt, og en mand trådte ud og gik hen mod Derenbergers bil og bad ham rulle vinduet ned. Det gjorde han så, åbenbart uden betænkelighed.
Derenberger og den fremmede pilot "talte" sammen i omkring ti minutter, eller rettere, de kommunikerede telepatisk, alt imens pilotens mund konstant var lukket, men med et smil på læben.
Piloten beskrives som menneskelignende, cirka 180 cm høj og med en anslået alder i slutningen af 30’erne. Han havde mørkt, tilbagestrøget hår. Piloten var iført noget blåligt glinsende tøj og hans hvide skjorte var snøret i nakken.
– Frygt ikke, "sagde" den fremmede. – Vi vil ikke gøre dig fortræd!
I det fjerne kunne man se lysene fra Parkersburg, hvilket han fortalte piloten. Det er det vi kalder et samlingssted, svarede han. Derenberger fik også hans navn at vide – Cold, hed han.
Den fremmede lovede, at han ville opsøge Derenberger en anden gang, og foreslog ham at meddele deres møde til de lokale myndigheder.
Mens de havde holdt interplanetarisk møde på Interstate 77, havde objektet holdt sig svævende cirka 20 meter oppe i luften. Det nærmede sig vejen og en anden ufonaut på fartøjet vinkede Cold tilbage. Han forlod så Derenberger og hele apparatet steg til vejrs med enorm fart.
Bagefter oplyste Derenberger han var rystet, og skyndte sig hjem for at ringe til politiet. Hvad de skulle kunne stille op på det tidpunkt svæver i det uvisse. Hvis han skulle møde de fremmede igen, ville han nok have en masse spørgsmål at stille dem, fortalte han på et efterfølgende møde til pressefolk. Men helt ærligt, så håbede han aldrig det ville ske igen.
Skulle nogle tvivle på hans historie, så var han villig til at lade sig prøve med en løgnedetektor. Men hvem vil dog betvivle en driftig forretningsmand, familiefar med to små børn og tilmed flittig kirkegænger? 3
Rumfolk fra Zomdic
Den 7. september 1957 vidste James Cooke hvad der var i vente. Han havde netop modtaget et telepatisk budskab om, at han ville blive opsøgt af rumfolk.
Klokken to om natten kom de så, som lovet. Omkring tyve meter fra ham gled et rumskib, cirke fyrre meter i diameter, ned og holdt sig svævende lidt over jorden.
Over en højttaler fik Cooke besked om hvordan han skulle komme ind i rumskibet, og det var ikke helt så enkelt. Han skulle hoppe således at kun et ben ad gangen rørte landgangsbroen, ellers ville han kunne komme slemt til skade, fik han at vide.
Efter at have overstået de gymnastiske færdigheder stod han inde i fartøjets entré. Der var lys overalt, men han kunne ikke udpege lyskilden og der blev ikke kastet skygger. En stemme bad ham skifte tøj, og tage den dragt på der hang parat til ham. Dragten var af en slags plastik og dækkede hele kroppen.
Han kom nu ind i et større lokale hvor mere end tyve mennesker befandt sig. De lagde alle deres venstre hånd over øjnene og den højre på hjertet, og hilste ham på denne måde velkommen. Megen snak blev det ikke til, al kommunikation foregik via telepati, og således fik Cooke også svar på sine spørgsmål.
Cooke fik nu at vide, at han ville komme med på en tur til deres hjemplanet Zomdic i et andet solsystem, ukendt for jordiske videnskabsfolk.
I sin beskrivelse af denne planet kan Cooke fortælle, at de ikke har veje eller køretøjer i vor forstand. De benytter små fartøjer der bevæger sig i en højde af seks til ti meter, og de styres på en lidt speciel måde. Føreren af et sådant fartøj sidder ved et bord med nogle striber af metal der er placeret som et tastatur på et orgel. Med en lille hammer slår piloten på metallet, der tilmed giver en smuk lyd fra sig, og heri ligger så hemmeligheden bag deres fremdrift.
Al vegetation på Zomdic varierer indenfor gule nuancer.
På planeten blev James Cooke ført til en af planetens vise mænd, og følgende "samtale" fandt sted:
– Hør nu efter hvad jeg siger. Din planets beboere vil forstyrre balancen hvis de fortsætter med vold i stedet for harmoni. Advar dem mod faren!
– Men de vil ikke lytte til mig, svarede Cooke, hvilket utvivlsomt er en klar selverkendelse af egen formåen.
Cooke fik så noget at vide om, hvordan man fløj gennem rummet. At manglen på kvinder ikke var nogen tilfældighed, idet planeten var befolket af hermafroditter og så at sige var selvforsynende. Han bemærkede, at zodic’erne alle var klædt i en todelt dragt med et bælte om livet; de var alle meget smukke og havde glatte barneansigter. Han så dog også nogle med skægvækst.
Den 8. september blev han bragt hjem til moder jord. Da han kom hjem sent på aftenen var hans mor og fire andre tilstede – og de var villige til at bevidne hans fravær. Men det var vel så også alt, hvad de kunne udtale sig om. 4
Interplanetarisk pandekage
Sidst på formiddagen den 18. april gik Joe Simonton og nussede rundt i sit hus. Han hørte så støj udenfor, det lød som en bil der med stor fart skred rundt i et sving. Da han kiggede ud af vinduet så han, at det var ikke nogen bil, men at der var et ukendt fartøj som lagde an til landing på hans tilkørselsvej.
Simonton løb ud af huset og så at en luge i fartøjet gled op. I lugen dukkede der en 150 cm høj person op. Vedkommende gav tegn til at han ønskede vand ved at lægge hovedet tilbage og holde om en skål. Rummanden rakte derefter skålen ud mod Simonton.
Som den venlige mand Simonton nu er, gik han ind i huset for at fylde lidt vand i rummandens skål. Da han afleverede vandet til rummanden benyttede Simonton lejligheden til et kig ind i rumskibet.
Han så at der befandt sig mindst to personer mere i fartøjet af samme højde og alle klædt i mørke heldækkende dragter uden knapper eller lynlåse, og de havde en mørk hætte over hovedet. Rummændene så ud til at have travlt – en af dem stod ved et panel af en slags og en anden ved en slags varmeanlæg og bagte kager. På intet tidspunkt sagde de noget til Simonton, og han hørte dem heller ikke tale sammen.
Rummændene så at Simonton var interesseret i kagerne, så de gav ham et par stykker. Simonton syntes at de lignede små pandekager. Straks efter lukkede de lugen, og den sluttede så tæt, at Simonton end ikke kunne se hvor den havde været. Umiddelbart efter begyndte fartøjet at lette, det tippede lidt over til siden og strøg så væk med enorm fart.
Der var ingen spor efter fartøjet, idet det hele tiden havde svævet en anelse over vejen, og Simonton beskrev dets udseende som to tallerkener, kant mod kant. 5
Mel Noel’s kontaktberetning
Ved den årlige ufo-kongres ved Giant Rock i 1965, stod en mand ved navn Mel Noel frem og fortalte sin beretning for de omkring 6.000 deltagere. At han gjorde det nu begrundede han med, at han tidligere havde været ansat i luftvåbenet og havde haft tavshedspligt i ti år.
I 1954 fløj han som løjtnant over Idaho i en formation på fire F-86’ere i nordlig retning. Pludselig dukkede der en V-formation af seksten skiveformede objekter op. De fire F-86 piloter fulgte efter objekterne og eskadrillelederen, en oberst, sørgede for at der blev taget billeder af de ukendte fartøjer.
Ufo’erne kunne flyve stærkt – flere gange lydens hastighed, mens deres egne fly akkurat kunne klare lydens hastighed. Alligevel kunne de ukendte fartøjer i denne fart cirkle omkring flyene. Det hele stod på i omkring tolv minutter.
Ved landingen blev deres film fjernet og sendt til Washington D.C.
En halv snes dage senere var de atter på patrulje i samme område, og igen dukkede de fremmede fartøjer op. Deres oberst bad dem skifte kanal på radioen. Her hørte Noel så at obersten via radio kommunikerede med en mand fra et af objekterne. Det skete på engelsk, men meget langsomt.
Efter landingen blev piloterne instrueret i at udfylde et skema om hvad de havde set, men ikke et ord om hvad de havde hørt. Men senere fik Noel obersten til at fortælle hvad der videre skete.
Af Noels beretning fremgik det, at der var blevet arrangeret et møde mellem obersten og to rumfolk på et motel i Phoenix, Arizona. Fra dette motel kørte de sammen ud i ørkenen, hvor et rumskib stod parkeret.
Ombord i rumskibet så obersten at der var såvel mænd som kvinder ombord, og ved synet af to prægtige kvinder gjorde obersten sig nogle progressive tanker, men forstod at rødme idet rumfolkene kunne læse hans tanker. De så unge ud, så forbløffet var han, da han fik at vide, at kvinderne var henholdsvis 78 og 145 år gamle.
Rumfolkets leder var superintelligent, og obersten fik at vide at man agtede sig videre til et interplanetarisk rumskib. Han fik at vide, at der engang havde været atomkrig mellem jordboerne og nogle rumfolk der havde besat månen. At rumfolkene bertagtede reinkarnation som et videnskabeligt faktum, og at jordboere selvfølgelig ville blive genfødt på jorden, dersom de ikke var nået langt nok i deres forrige liv.
Obersten var en meget forandret mand efter denne oplevelse, kunne Mel Noel berette. Og senere forsvandt den unavngivne oberst sporløst med sit jetfly over Atlanterhavet.
Mel Noel lod også vide, at det amerikanske luftvåben vidste hvor de flyvende tallerkener kommer fra og hvorfor de kommer. Selv var han i gang med at lokalisere andre piloter der måtte have haft lignende oplevelser, og som ikke længere var bundet af deres ti års tavshedspligt. 6
Frank Buckshot Standing Horse
Frank Buckshot er en person der er særdeles farverig og fotogen. Han er fra Ohlahoma, ottawa-indianer og høvding under sit indianske navn Stående Hest.
I august 1960 deltog han i 3. Northern California Space-Craft Convention på Hotel Claremont i San Francisco. Her fortalte han omkring et tusind tilh›rere, at han i en månedstid før havde været en smuttur til Orion.
Ved kongressen optrådte han iført det reglementerede udstyr for høvdinge, det vil sige korrekt klædedragt, fjerprydelse, pandebånd og håret nydeligt ordnet i lange fletninger.
Hans oplevelse begyndte med at han i sit hjem blev opsøgt af to udlændinge, en mexicaner og en franskmand, samt en mand fra Venus. Disse ledsagede ham ud til en flyvende tallerken.
Ombord i rumskibet ventede der Stående Hest en overraskelse. Han mødte en smuk kvinde fra Orion, og hun bad høfligt Stående Hest om ikke at benytte alt for mange slangord, idet han også havde et meget, lad os sige, nuanceret sprogbrug, for nu at udtrykke det pænt.
Stående Hest anslog at hun var omkring 29 år gammel, men han tog gruelig fejl. Miss Orion fortalte ham, stolt af sin alder, at hun sandelig var ikke mindre end 417 somre ung! Som sådan var hun dog, i interplanetarisk forstand, kun en lille pige, for høvdingen fik sig efter sigende også en sludder med rumfolk der havde mere end 10.000 år på bagen.
Årsagen til, at de kunne opnå denne høje alder ville vores høvding gerne vide lidt om. Forklaringen var ganske enkel, de levede godt og spiste sund og nærende kost.
Hele turen til Orion tog fire dage, og det eneste formål var, at Stående Hest skulle videregive et budskab til jordens befolkning. Essensen af dette budskab var: "I mennesker må holde op med at bruge atombomber. Bomberne ryster himlene, og vi er generet af nedfald!"
Hvorfor han skulle helt til Orion for at få denne meddelelse, det beretter historien intet om. Stående Hest har angiveligt også været på planeterne Mars, Venus og Clarion, men herfra er der ingen nye budskaber at viderebringe. 7
"Hello there, mr. Martin!"
I august 1955 skulle Dan Martin nordpå for at besøge sin gamle mor. Det var en køretur på omkring 160 km fra Eagle Pass, Texas, hvor han boede.
Ved midnatstid kørte han på nogle øde og ret ubefærdede veje omkring Nueses River, da han pludselig følte sig underlig tilpas. Det var som om hans arme og ben begyndte at sove. Da han frygtede det kunne være et hjerteanfald, kørte han ind til siden.
Mens Martin holdt der, "in the middle of nowhere", landede der pludselig, aldeles lydløst, et stort objekt på den anden side af vejen. Det var på størrelse med et diesellokomotiv. Nysgerrig gik Dan Martin over mod det.
En åbning i fartøjet gled op, og ud steg en kvinde. Hendes ansigt var dækket af noget, der lignede en gasmaske. Hun stod stille og tog ligesom nogle dybe indåndinger hvorefter hun fjerne masken fra ansigtet.
Det var så absolut en ung, nydelig og meget velskabt kvinde, konstaterede Dan Martin, dog uden at være nogen skønhed.
Hun smilede til ham og sagde: "Hello there, mr. Martin!" Og han svarede: "Hello you!"
Dan Martin fik så at vide, at de var kommet fra rummet for udelukkende at kontakte ham og lovede, at han senere ville komme med ud på en flyvetur. De havde nemlig udset Martin til at fortælle verden om de flyvende tallerkener.
Han fik så lov at stille spørgsmål. Det første Dan Martin spurgte om var, hvorfor man havde sendt en kvinde for at kontakte ham. Forbløffende naturligt svarede hun, at det var fordi hun var den eneste i rumskibet der kunne tale engelsk.
Dan Martin fik også at vide, at rumskibet kom fra Merkur. Det undrede ham lidt, og han betroede rumkvinden, at jordiske videnskabsfolk havde fastslået, at Merkur var alt for tæt på Solen til, at der kunne eksisterer liv.
"Du ser jo, at jeg lever", var hendes modbevisende svar på dette, inden hun atter entrede rumskibet og fløj væk. Om Dan Martin derefter nåede helskindet frem til sin gamle mor, får vi ikke noget at vide om.
Fra august 1955 og frem til maj 1956 skete der ikke mere i denne sag, men rumfolkene havde ikke glemt Dan Martin: Den 11. juni sad han og slappede af, mens han funderede over et radioprogram han lige havde hørt, og så blev der banket på bagdøren.
Udenfor stod en ukendt mand. Han spurgte Martin om han havde lyst til en lille tur i et rumskib. Jo, det havde Dan Martin skam meget lyst til. Da de kom ud så Martin at der også stod en kvinde udenfor. De to fremmede tog Martin under hver sin arm, hvorefter de lettede – sådan uden videre!
De steg hurtigt til vejrs, og Martin kunne se lysene forsvinde under sig. Lidt efter var de oppe ved det "parkerede" rumskib, og gennem en sindrig indgang kom han indenfor.
Inde i fartøjet blev Dan Martin ført hen til en mand. Han bød ham velkommen ombord på det gode rumskib "Michiel", der nu gennem 6000 år havde været i aktiv tjeneste. Faktisk var der tale om det rumskib, der havde fungeret som Noas ark, ført jøderne ud af det ægyptiske fangenskab og som tilmed var blevet set som Bethlehemstjernen.
Rumskipperen lod også forstå, at de kendte alt til Dan Martins liv, såvel hans forrige som nuværende. De forventede nu af ham, at han skulle fortælle menneskeheden sandheden om de flyvende tallerkener. Det gjode han så, men hvor mange har hørt hans budskab? 8
Hemmelige baser i Andesbjergene
Ifølge Narciso Genovese fra Mexico, der angiveligt er en lærd professor, findes der i Andesbjergene en hemmelig rumbase, hvis oprindelige initiativtager skulle være radiopioneren Guillermo Marconi, der levede fra 1874 til 1937. Marconi var den første der sendte et radiosignal tværs over Atlanten, og Genovese lader vide, at Marconi også forsøgte sig med radiosignaler til Mars.
Angiveligt opfangede man på Mars disse radiosignaler fra jorden, og nogle forskere og teknikere besluttede at arbejde videre med projektet. De etablerede underjordiske laboratorier i Andesbjergene, og omkring et hundrede personer deltog i dette super hemmelige projekt. Midlerne til at drive denne forskningsbase kom fra anonyme kilder, blandt disse er angiveligt tre amerikanske finansmænd, nogle arabiske oliekonger, en tidligere sydamerikansk præsident m.fl.
I midten af 1950’erne ankom der et antal rumskibe fra Mars for at være de jordiske forskere behjælpelige. I 1956 fløj Genovese i et jordisk fremstillet rumskib fra basen, via månen, til Mars, sammen .
Om Mars kan Genovese berette, at planeten lokalt hedder Loga og at hovedstaden hedder Tanio. Der er ialt 600 millioner marsianere, heraf bor blot en kvart million i hovedstaden. Klimaet er behageligt og atmosfæren akkurat så tynd som i Andesbjergene på jorden. Der findes en del store søer, forbundet af kanaler, og rent faktisk er omkring en tredjedel af planeten dækket af vand.
Genoveses oplysninger om Mars stemmer mildt sagt ikke helt overens med rumforskningens resultater, og den viden man i dag har om planeten.
I 1964 udkom Genoveses bog Yo he estado en Marte og samme år forelå den også i en tysk udgave fra Ventla-Verlag: Ich bin auf dem Mars gewesen.
Nogle få år senere, i 1967, rejse tre ufo-interesserede amerikanere til Mexico. De ville prøve at møde Genovese. Sprogproblemer skulle de ikke tænke på, for ifølge deres oplysninger kunne Genovese tale såvel tysk, engelsk og græsk.
Det lykkedes dem at finde ham på hans bopæl, et gammel garageagtigt hus i et yderst fattigt område af byen. "Wie geht es Ihnen", spurgte de ham – men han forstod dem ikke. Imidlertid fik de en af hans bøger i bytte for en flaske sprut.
Basen i Andesbjergene havde han aldrig hørt om, og professoratet – nej! – Genovese var bogbinder. Derfor kan det vel godt være, at han har været på Mars! Man kan jo vælge at tro det, hvis man vil. 9
Helt ad Helvede til!
Der er mange der vil tvivle på hvad jeg fortæller, erkender kontaktpersonen og forfatteren Cecil Michael i sin bog Round trip to Hell in a flying saucer fra 1955.
Det hele begyndte en nat i 1952, da Michael så et bemandet rumfartøj. Gennem dets vinduer kunne han se sære billeder og nogle skikkelser, men rumskibet landede ikke.
Et par dage senere, mens Cecil Michael stod og arbejdede i sit autoværksted, dukkede der to fremmede op. De virkede meget fremmedartede, og virkede også lammende på Michael. Han havde mest lyst til at stikke af, men kunne ikke.
– Skræmte vi dig, spurgte den ene af de fremmede.
– Som ind i Helvede, svarede Michael.
Dette svar fik de to fremmede til at klaske sig på lårene af grin.
Michael var godt nok klar over, at de to gæster ikke var fra den nærmeste omegn. Og et kort øjeblik tænkte han håbefuldt på, om de mon ville købe hans værksted. Men hver gang der dukkede andre kunder op i værkstedet, anede han at disse fyre var nogle mærkelige nogen. De gjorde sig nemlig usynlige hver gang – bogstaveligt talt.
Gennem et stykke tid fik Michael dagligt besøg af de fremmede, dog ikke på søndage. De terroriserede ham ved deres blotte tilstedeværelse.
Til sidste bekendte de fremmede til dels kulør – de inviterede nemlig Michael med ud på en rumtur under påskud af, at de havde et job til ham.
De landede på den røde planet ved navn Helvede. Her mødte Cecil Michael en stor mester – den onde selv – som tilbød ham fast arbejde. Jobbet bestod i al sin enkelhed i, at han skulle skubbe kister ud i en ildsø. Når først kisterne har fået et puf, så gik resten af sig selv.
Michael så det demonstreret. Kisterne blev ført langsomt ud mod flammerne i søens midte. Et lille stykke ude vågnede de døde og rejste sig i kisterne. De prøvede ihærdigt at komme tilbage til bredden, men kisterne drev ubønhørligt videre, til de "dødes" stor misfornøjelse.
Jobbet faldt ikke rigtig i Michael smag, og han anmodede derfor høfligt om at blive bragt hjem til sit værksted i Californien. Men han måtte tale godt for sin sag. Heldigvis dukkede Jesus op og den onde lod sig overbevise om, at Michael nok burde returnere til jorden.
Men selv efter hjemkomsten fik Michael fortsat besøg af de to ubehagelige herrer. Imidlertid fandt Michael et våben mod dem – han pustede cigaretrøg i hovedet på dem, og det kunne de bestemt ikke li’. Endelig blev han dem kvit.
Beretningen er outreret og skiller sig meget ud fra andre samtidige kontaktberetninger. Ikke desto mindre blev Cecil Michaels mareridtsagtige bog genudgivet i 1971 af et New Zealandsk forlag. 10
Noter:
1) Otto O. Binder: Flying saucers are watching us. – New York : Belmont Books, 1968
2) Saucer News, Vol. 16, no. 4
3) Flying Saucer Review, January-February 1967
4) Ibid. – Vol. 4, no. 4
5) Searchlight, Vol. 2, no. 5
6) Noel Brice Cornwell: The Mel Noel story. – Clarksburg, W.V. : Saucerian Publications, 197-?
7) James Walls: He’s been around. San Francisco Sunday Chronicle, 28. august 1960
8) Dan Martin: Seven hours aboard a space ship. – Clarksburg, W.V. : Saucerian Publications, 1968
9) Narciso Genovese: Ich bin auf dem Mars gewesen. – Wiesbaden : Ventla-Verlag, 1964
10) Cecil Michael: Round trip to Hell in a flying saucer. – Auckland (NZ) : Roofhopper, 1971
| Kapitel 42 | Kapitel 44 |
[*]
Seneste kommentarer