af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Apropos Jorma Viita, så skal vi her kaste et blik på nogle af de øvrige skandinaviske kontaktpersoner, som ikke allerede har været nævnt. For vi har jo stiftet bekendtskab med Josef Matizewski, de to norske søstre Åsta Solvang og Edith Jacobsen. Dertil Stig Rydberg og Hans Gustafsson fra Sverige med flere.

De hvidklædte rumvæsener

Året 1946 er i ufo-kredse mest kendt for at være det år, hvor der blev set spøgelsesraketter over Skandinavien. Men 25 år efter, det vil sige i 1971, dukkede der en hidtil ukendt beretning op fra dette legendariske år. Det skete i det svenske ugeblad Allers ¹. Den svenske journalist og forfatter Eugen Semitjov interviewede Gösta Carlsson, der havde følgende oplevelse at fortælle. ²

Den 18. maj 1946 havde Carlsson været ude for at indsamle pollen til sin biavl, og hen under aften sad han ved stranden i tusmørket og så ud over Skäldersviken. Bag sig havde han Vegeholmsskoven. Efter at have set lysene blive tændt langs bugten, begav han sig hjemad. Vejen gik gennem skoven, og han orienterede sig med en pandelampe.

På et tidspunkt fik Carlsson øje på et lysskær mellem træerne. Han troede først, at det måske kunne være nogle drenge der havde tændt bål, og besluttede sig for at undersøge det nærmere.

Da han nåede frem til en lysning i skoven, mødte der ham et både overraskende og sælsomt syn. I den fjerneste del af den cirka 120 kvm. store lysning så han et diskosformet objekt stående på jorden. Det var omkring seksten meter i diameter og omkring fire meter tykt. Øverst sad der noget der lignede en mast med en lampeskærmslignende indretning; det var der lyset kom fra. Selve objektet stod på to støtteben og en kraftig aflang finne.

Hele objektet var ligesom indhyllet i et lys der, som fra et vandfald, flød ned over objektet fra "lampeskærmen", der af form sammenlignes med en osteklokke. Gösta Carlsson gik nærmere. Han bemærkede nu et antal ovale vinduer i en lille kuplet kabine øverst på objektet. Han så også en hvidklædt skikkelse, omkring 180 cm høj, der tydeligt gjorde tegn til ham om at standse. På det tidspunkt var Carlsson blot ti meter fra objektet.

Det var hans indtryk, at den fremmede fungerede som en slags vagtmand. Henne ved fartøjet, bag lysmuren, stod yderligere fem hvidklædte mænd. Det så ud som om de var ved at udføre nogle reperationer. På den anden side var der også en vagtmand. På marken stod der tre kvinder, og senere dukkede der en mere op. Ialt så Carlsson elleve personer.

Kvinderne beskriver Carlsson således: "Trods deres løsthængende klæder anedes buste og hofter. Deres hår var temmelig kortklippet, men de havde krøller og spidserne var redt hen over kinderne. Og de var smukke, meget smukke." Og Carlsson fortsætter:

– De havde korte sorte støvler og bar handsker, og omkring taljen havde de et sort bælte. På hovedet havde de en slags gennemsigtig hjelm, men ikke så stor og uformelig som vore astronauthjelme – de lignede nærmest plastikkyser.

– De, der var indenfor lysmuren, havde deres hjelme eller hætter hængende ned bag dem. Kvinderne havde blond eller cremefarvet hår. Mændenes hårfarve kunne jeg ikke se, for de havde sorte huer på ligesom vore sømænd. Alle havde en brun hudfarve, som om de var godt solbrændte.

Gösta Carlsson gjorde atter et forsøg på at gå fremad, men fik påny et utvetydigt tegn til at lade være. Vagtmanden havde på brystet en slags firkantet kasse, og det bkev rettet mod Carlsson, akkurat som om han skulle fotograferes. I samme øjeblik hørte han et klik i sin pandelampe. Senere fandt han ud af at lampen ikke virkede mere, og at de ellers helt nye batterier var som drænet for strøm.

På intet tidspunkt hørte han dem tale sammen, kun vagtmandens skridt kunne høres. Inden Carlsson forlod stedet smed en af kvinderne med en latter noget ud til ham gennem lysmuren.

Mærkværdigvis blev Carlsson ikke i nærheden for at se hvad der videre skete. I stedet gik han tilbage til bugten, for at få rede på sine tanker. Efter en halv times tid besluttede at sig til at gå hen til objektet igen. Pludselig flammede der et rødt skær op bag træerne og han så nu objektet stig til vejrs i en krans af rødt lys. Der kunne høres en hvinende lyd. Af og til sagtnede det farten for så til sidst at forsvinde som et stjerneskud.

Dagen efter, den 19. maj, gik han atter ud til stedet hvor han havde det det fremmedartede objekt. I lysningen fandt en brændt ring, omkring seksten meter i diameter. Desuden var der aftryk efter støttebenene og finnen. Disse mærker er naturligvis forsvundet i årenes løb, men der kan stadig påvises en afvigelse i græssets vækstbetingelser hvor cirklen var.

Carlsson fandt også det kvinden havde smidt ud. Det var en kort, firkantet stav – 4 x 7 cm – af kvarts. Desuden et drikkebæger af noget som mindede om blød plastik med et sugerør i. Disse ting gemte han hjemme, og kvartsstaven sleb han om til en skarabæ.

Det tidspunkt hvor hændelsen fandt sted var så kort tid efter verdenskrigen at Gösta Carlsson først antog det hele for at være en slags militær operation. Først senere, da han læse om ufo-observationer, satte han sin egen oplevelse i realtion til rumskibe fra fremmede kloder.

Men hvem er Gösta Carlsson, og med hvilken fordel kan han stå frem og fortælle denne historie?

I 1971, da han fortalte om mødet med det mærkelige fartøj, var han 52 år. Han var tidligere jernbanearbejder, og boede i byen Vegeholm nord for Hälsingborg, men nu som direktør for en fabrik der fremstiller pollen-produkter. Han har været millionær i flere år. Det var netop i krigsårene at Carlsson begyndte at bygge sin virksomhed op. Han udnyttede sin viden om biernes næringsmiddel, pollen. Han fandt ud af at pollen kunne bruges mod forskellige sygdomme, blandt andet influenza.

I 1950 byggede han sin første fabrik. To år efter brændte den ned til grunden. Her gik også to af hans "beviser" til – pandelampen og drikkebægeret. Sommeren 1953 stod der en ny fabrik, og da interviewet fandt sted i 1971 beskæftigede han et halvt hundrede mennesker i vinterhalvåret og 70 om sommeren. Han skulle således ikke have behov for at reklamere for sig selv, men tværtimod gøre sig selv til grin.

Men lad os vende tilbage til 1946. For der skete noget mere, som måske er værd at tage med i betragtning.

To dage efter oplevelsen i skoven havde Gösta Carlsson svært ved at falde i søvn om aftenen. Han lå og småslumrede. Pludselig følte han, at han så lige ind i den kameralignende genstand vagtmanden havde rettet mod ham. Det var som om det billede han så kom ud og omsluttede ham, således at han selv befandt sig midt i det. Carlsson fortæller:

– Det syntes mig, at jeg befandt mig i fartøjets kabine. Foran mig, i en rød stol, sad piloten, som var iført en hvid klædning, mage til den jeg havde set i skoven. Han havde mørkeblå støvler i skærf. Plastikhjelmen var slået bagud, og på hovedet havde han en sort hætte og en slags propper lukkede for øjnene.

Til højre for piloten så Carlsson en belyst skærm, som han sammenlignede med et filmlærred, men som han i dag ville kalde en tv-skærm. Tilsyneladende navigerede piloten efter en lysplet der bevægede sig hen over skærmen, og af og til dukkede der en slags lysskrift op på skærmen. Pludselig hørte Carlsson en stemme sige: – Menji, jeg slår den automatiske pilot til – vil du kontrollere kursen? Derefter talte piloten direkte til Carlsson:

– Du spørger vel dig selv, hvad vi lavede på landingspladsen, hvor du så os. For at forklare dig dette, har jeg netop søgt kontakt med dig på denne måde. En eksplosion ødelagde to kabinevinduer, og tre besætningsmedlemmer blev dræbt. Vi var tvunget til straks at lande og foretage en reparation. Vi besluttede at begrave ofrene i skovlysningen, men opgav det igen, idet vi måske uforvarende kunne påføre jeres jord en epidemi med vore bakterier. Vi bestemte os så for at begrave dem på en asteroide. Vi har en lang rejse foran os, så derfor svøbte vi dem ind i grankviste. Vi opbevarer dem her inde i dette kammer.

Piloten åbnede en dør, og der så Carlsson tre baller af grankviste, og han så et ligblegt pigeansigt omkranset af lyst hår. Her begyndte Gösta Carlsson at skrige, og han vågnede badet i sved og med en kraftig hovedpine.

Denne form for "drøm" gentager sig nogle gange, men Carlsson prøver at modarbejde tilstanden. På et tidspunkt, ved en drøms begyndelse prøvede han at kæmpe sig op, men faldt besvimet om. Efter den nat drømte han ikke mere. Det var et helt år efter oplevelsen i skoven.

At Carlsson kan gengive sine drømme så præcist skyldes at han straks efter skrev alt ned, men om det var drøm eller virkelighed vil han lade andre vurdere – man kan tro på ham eller lade være, som han siger.

Efter Semitjovs offentliggørelse af Carlssons oplevelse, besluttede Tony Eckhardt fra Stockholms UFO Center at undersøge sagen. Han fandt ud af, at Rikets allmänna Kartverk (svarende til daværende Geodætisk Institut i Danmark) havde foretaget luftfotos af Vegeholmsskoven i årene 1939, 1945 og 1963. Det viste sig, at en ring på det sted Carlsson havde udpeget, var synlig på fotografierne fra 1945 og 1963. Billederne var taget fra en højde af henholdsvis 3.000 og 900 meter. Billedet taget i 1939 fra en højde af 3.000 meter viste intet. ³

I 1973 blev Gösta Carlsson interviewet om sin pollen-virksomhed i et dansk ugeblad. ⁴ Her antyder han årsagen til at han, en mand uden uddannelse, har opnået succes som forretningsmand:

– Jeg har ingen særlig stor hjerne, det hele må skyldes en højere styrelse. Ligesom jeg er helt sikker på, at de gamle pyramider ikke blev bygget af ægypterne selv, men af folk, der kom til jorden fra en eller anden planet et fjernt sted i verdensrummet, tror jeg, at mine ideer er kommet til mig fra noget ukendt, noget højere. Ideerne er faktisk alt for gode og rigtige, til at jeg kunne få dem, erklærer Carlsson med beskedenhed.

Senere har Gösta Carlsson rejst et mindesmærke i skoven, på det sted hvor han mødte de hvidklædte skikkelser.

Syg efter møde med rumvæsen i Imjärvi

Det var halvmørkt, klokken var næsten 16, da to finske skiløbere skulle til at holde pause på deres træningstur. Det var den 7. januar 1970, ikke ret langt fra Heinola i det sydlige Finland. Aarno Heinonen og Esko Viljo så pludselig et kraftigt lysskær på himlen, næsten som en lysende sky.

Det kommer nærmere og nærmere med en snurende lyd, for så at standse cirka 3-4 meter over det snedækkede landskab. De ser nu, tæt på, at der er tale om et fartøj, ikke mere end 3-4 meter i diameter.

Til en journalist fortalte Heinonen, at fartøjet var helt rundt, og mens det kom ned mod dem, så de det fra siden. I bunden havde det tre halvkugler og øverst var der en kuppel. Midt under fartøjet, mellem kuglerne, stak et rør frem, og ud af dette kom der en lysstråle som var omkring 25 centimeter i diameter.

En gråligrød dis sænkede sig over stedet og i ét nu så de et lille rumvæsen, stående midt i lysstrålen. Det mærkelige men menneskelignende væsen beskrives som knapt én meter høj og er meget tynd, med et blegt, nærmest voksagtigt ansigt. Væsenet holde om en sort kasse der har en lille rund åbning foran med met gult pulserende lys.

Væsenet var iført en lysegrøn heldragt, støvler til knæene og lange hvide handsker. På hovedet er der en slags metallisk spids hjelm. De to vidner kan ikke umiddelbart se væsenets øjne, men næsen bemærkede de – den var krum som en krog.

Men der var også grænser for hvor meget de kunne nå at bemærke, for væsenet var der kun i cirka 15-20 sekunder. Så føg det pludselig med gnister og lys i alle mulige farver – som var det et helt lysshow – hvorefter en tæt dis eller tåge kom igen. Lysstrålen blev ligesom suget op og forsvandt og med ét var det pist væk! Intet rumvæsen, intet fartøj og ingen tåge.

Heinonen og Viljo blev stående lidt, men førstnævnte blev dårlig og faldt om. Han var følelsesløs i højre side af kroppen. Viljo måtte på det nærmeste bære eller slæbe Heinonen de to kilometer hjem til hans hus.

De fik fat i en læge, men han kunne ikke gøre meget andet end at give dem noget at sove på. Lægen skønnede at de havde fået et chok. Heinonen har desuden berettet, at hans urin på det nærmeste var sort i flere måneder efter, men han gik mærkværdigvis ikke til læge med det.

Aarno Heinonen var hårdest ramt. Han kunne ikke passe sit skovarbejde i fire måneder, havde ledsmerter, problemer med balancen og af og til spontane hukommelsessvigt.

Imidlertid blev det ikke ved denne ene oplevelse. Især Aarno Heinonen kunne i de følgende år fortælle om mere og mere bizarre hændelser.

Den 5. maj i 1972 hørte han nogle lydsignaler og en kvindestemme. Kvinden bad ham om at møde ham på et bestemt sted. Heinonen fortæller:

– Jeg kørte til mødestedet på min scooter. Klokken var 22.15. Da jeg gik om bag laden stod der en kvinde. Hun var klædt i en klar gul buksedragt og havde langt hår der nåede næsten ned til skuldrene. Håret var også gult, og hårtoppene bøjede opad. Buksedragten var figursyet og syntes at glimte ved bevægelse. På fødderne havde hun små sølvfarvede sko med en roset på oversiden.

– I venstre hånd havde hun noget der lignede en bold eller kugle. Den var også sølvfarvet og forsynet med et lille håndtag. På bolden var der tre antenner, cirka 30 cm lange, der alle pegede mod mig.

– Hun kom nærmere, strakte sin hånd ud og sagde: "Hyvää päivää" ^goddag. Pigens hånd føltes blød og sval. Derefter tog hun to skridt bagud. Da så jeg, at omkring 70 meter borte var der en anden skikkelse, en mand, der stod stille. Også han bar en gul dragt, dog lidt lysere, og havde en slags hat på hovedet. Det var så mørkt, at jeg ikke kunne se ham tydeligt.

– Jeg spurgte kvinden hvor hun kom fra. Hun svarede: "Vi kommer fra den anden side af Mælkevejen, fra et skønt, grønt land." Derefter fortalte hun at tre forskellige humanoider havde besøgt Imjärvi. Først små humanoider, dernæst hendes type (ca. 140 cm høje) og siden en større race, næsten to meter høje.

Midt i juni havde han endnu et møde med rumkvinden, og Heinonen oplyser lidt mere om hendes udseende. For eksempel at hendes næse er meget spids og at hendes tænder var dobbet så brede som menneskers. Når hun gik var et en mærkelig stiv gangart, som om hun ikke havde knæled. Heinonen oplyser videre, at kvinden han mødte så ud som en tyveårig, men at hun faktisk var 180 år gammel, så måske var der ikke noget at sige til, at hun var lidt gangbesværet.

I september samme år mødte han rumkvinden tredje gang. Her berettes det hvorledes hun kan "gå" i snen uden at efterlade spor, og at hun tager det fotografiapparat, som Heinonen havde medbragt. Imidlertid taber hun derved en ægformet sten, som Heinonen samler op da hun er forsvundet.

Stenen var hvid i enderne og der var indgraveret et tegn som lignede et T. Stenen havde magiske kræfter. Han fik besked på, sandsynligvis på samme måde som når han skulle møde rumkvinden, om at smide stenen i en sø. Alligevel ville han gemme den, men fik da et varsel: et stort rødt øksehoved viste sig for ham, og så kunne det nok være, at stenen blev smidt i søen.

Noget af den viden Heinonen fik af rumkvinden var, at de tidligere i vor klodes historie så, at jordboerne bekrigede hinanden og forurenede naturen. Det fik rumfolkene til at lede solstrålerne bort fra jorden, og gav os en istid. Senere lod de så solens stråler vende tilbage til jorden. Dernæst hentede mennesker fra andre planeter til at befolke vor klode. Det er så disse indvanderere vi nedstammer fra. Nu er det så galt igen med krige og forurening, men rumvennerne behøver dog ikke at fremkalde en ny istid. De har nemlig opfundet et apparat der kan rense Jordens atmosfære.

Heinonen lader også forstå, at rumfolkene har indplanteret et apparat i hans ryg, som er blevet en så integreret del af hans organisme. Der er tale om et apparat der gør rumfolkene i stand til at læse hans tanker – en slags "mobiltelefon". Det gør blandt andet, at han kan "se" ting andre ikke kan se. Angiveligt har Viljo fået et lignende apparat indopereret i panden.

Også Esko Viljo har berettet om mystiske hændelser. For eksempel ville han på et tidspunkt fotografere et mystisk lysskær. I ét nu bliver apparatet af en usynlig kraft slået ud af hans hænder, og da han åbner fotografiapparatet ser han, at filmen er brændt til aske! Ligeså har han fortalt at en lille grå humanoide havde rumsteret bag en ovn, var trådt frem midt i stuen for atter, sporløst, at forsvinde bag ovnen!

En finsk ufolog mener, at chocket efter den første hændelse helt har bragt de to mænd ud i en virkelighedsflugt, ind i et eventyrland, og invalideret deres sans for virkelighed. ⁵

Mødet med rumbamsen

I første omgang var jeg en anelse desorienteret. Jeg har gennem årene læst mange besyndelige bøger, men denne…

Bogens titel er Møde med gesandten, og den er skrevet af Finn Hansen fra Blegdamsvej i København 1990. Hansen er desuden stifter af organisationen UFOK, og forkortelsen står for Ufo-konfrontation. Sidst, men bestemt ikke mindst, er Hansen kontaktperson. Det vil sige i kontakt med ikke-jordiske skabninger, og dem modtager han budskaber fra.

Imidlertid må jeg indrømme, at da jeg sad med bogen i hånden troede jeg først, at det var en ny børnebog der fejlagtigt var registreret som faglitteratur. Forsiden viser en bamse der træder frem foran et rumfartøj. Alle børn og barnlige sjæle med et par år på bagen husker, at Bamse – altså ham fra fjernsynet – engang har været på månen. Men forfatteren hævder dog, at denne bamse er en gesandt fra rummet.

Det hele begyndte først i april, men åbenbart ikke det 1. april – forfatteren mener det tilsyneladende seriøst. Men altså, i begyndelsen af april 1980 mødte Hansen denne rumbamse på et ikke nærmere specificeret sted. En tegning i bogen indikerer kun, at det var et sted hvor cykling ikke er tilladt.

I begyndelsen var forfatteren særdeles skeptisk. Han troede ikke på alt det gas om ufoer, rumskibe osv. Da apparatet lagde an til landing, tre meter højt og mindst det samme i diameter, spejdede Hansen skeptisk efter snoren det hang i!

Ud af rumskibet kom der ikke noget uhyggeligt slimet væsen, men i stedet en hyggeligt udseende rumbamse, og hvad kan være mere tillidsvækkende? Rumbamsen var udsendt af en organisation der hedder Velfærdsforbundets Kontaktudvalg, og de havde altså udset Hansen fra Blegdamsvej som deres ambassadør på vor planet.

Åbenbart blev det kun til dette ene møde, for alle budskaberne bliver nu overført til ham via telepati, altså tankeoverføring. Når der er ved at indløbe et budskab på Hansens "lystavle" bliver han svimmel, og vakler velsagtens så hen til papir og blyant og nedskriver hvad der transmitteres fra rummet.

Lad os nu prøve at se lidt på Hansens rumvenner, der så flinkt sender ham budskaberne fra verdensrummet.

Forfatteren forholder sig kritisk til sine modtagne budskaber, og påpeger fejl og usandsynligheder, ikke blind for at budskaberne også kan være misinformation.

Der findes, skriver Hansen, tre organisationer i rummet som tager sig af vores overvågning, og jeg citerer:

– Det påstås, at en organisation af rumvæsener, der benævnes som "jordover-vågningen", prøver at bevare Jorden som en fredet naturpark, som der ikke må gribes ind overfor, og registrerer, hvad der foregår imens, især menneskehedens udvikling. Samtidigt prøver en organisation, der kaldes "Velfærdsforbundet", at gennemtrumfe tilladelse til at gribe ind overfor den megen nød og elendighed på Jorden, hvilket jordovervågningen prøver at modsætte sig, fordi det er et indgreb i udviklingen.

Vores budbringer fra Blegdamsvej har gennemskuet, at de budskaber der modtages, har sympati for Velfærdsforbundet, der går ind for hjælp til menneskeheden.

– Men der findes også en tredje organisation ved navn "Yoblar-kulturen", og om denne skrives der: "Det skulle være en organisation af menneskelige rumvæsener, der mener, at man kan opnå enorme livsværdier ved hjælp af kys, hvis man praktiserer de rette kyssevaner, som fremmer ens modtagelighed for oplevelsen. For eksempel ved ikke at gøre det for ofte, så sløves man overfor virkningen, eller ved gruppeaktiviteter, der forener kys med meditation eller lignende. Denne organisation skulle arbejde i det skjulte med at påvirke jordboernes kyssevaner for at skænke os store livsværdier, og deres metoder til at påvirke os skildres ret udførligt."

Frem for alt, så er rumbamserne, og hvad der ellers må findes af væsener, bekymrede over forholdene her på jorden. Især fokuserer de på miljøforhold og på tilstandene i de underudviklede lande.

Forfatterens opgave er naturligvis at formidle rumvennernes budskaber til jordens befolkning, blandt andet gennem sin forening ufok. Desuden skal der arbejdes for bekæmpelse af "den sociale elendighed på Jorden, specielt i ulandene". Hansen forestiller sig, at man i ufok baserer sig teoretisk på de modtagne budskaber, således at de for den sluttede kreds kan være hvad Bibelen er for de kristne og Koranen for muhammedanerne. Selve hjælpeprogrammet til fordel for ulandene starter på et lidt lavere blus, for eksempel ved at knytte ryapuder. (Det står der altså!)

Jeg skal ikke i det videre komme ind på bogens indhold, og dermed tage fornøjelsen fra vordende læsere. Det er den mest underholdende, alvorlige ufo-bog jeg har læst af dansk ophav. Men lad mig slutte af med nogle spredte sentenser fra bogen:

– Der findes en klode, hvor findes et folkeslag med en lys, grønlig hud. De er kannibaler: "Når nogen dør, splitter de dem ad og oplever sexuel ophidselse ved at berøre deres indvolde under voldsomme orgier."

– Efter Jesus død på korset udskiftede nogle rumfolk hans hjerne med en frisk og tog ham med sig.

– Nogle steder i rummet findes roterende cylindre, hvor rotationen giver en kunstig tyngdekraft på indersiden. Aksen peger mod Jorden, som kan ses gennem et vindue i enden, når den er nær nok. (Enden er nær! Undskyld!) Her sidder rummets muslimer på deres bedetæpper over hele indersiden for at have ansigterne rettet mod Mekka.

– Det var naturligvis ikke uden rumfolkets indgriben, at vor kære H.C. Andersen blev en kendt forfatter. Den "Telepatiske Lyttepost" i rummet fandt ham, og besluttede at gøre ham til en stor forfatter.

– Kysse-kulturen fra planeten Yoblar har aktivt påvirket de tidligste Hollywood-film. Også Walt Disney fik besøg af dem, og de havde en finger med i spillet, da "Snehvide og de syv dværge" blev lavet.

Læs selv bogen om hvordan en rum-kannibal frelste verden og hvad der ligger bag betegnelsen "teknobevidstheden". Bogen kostede mig 65 kroner, og det var billigt for 107 siders underholdning en mørk vinteraften.

En af de udvalgte

I oktober 1993 holdt den da 55-årige svenske kontaktperson Daniel Glantz foredrag ved et IGAP-arrangement i Fredericia. I to timer fortalte han om sin kontakt med rumvæsener, og fortalte at han var én ud af 16 mennesker på jorden som var udvalgt som kontaktperson. De andre kender han ikke.

Hvorfor at rumfolkene skulle vælge netop ham, forstår han ikke. Måske befandt han sig blot helt tilfældigt på det rette sted på det rigtige tidspunkt.

En gang i 1964 var Glantz alene ude på en weekendtur og sad og kiggede ud over en Nävsjön. Mens han sad der så han et stort objekt som landede ude midt på søen. Dybt rystet så han en rummand stige ud af fartøjet og begive sig hen mod ham – ja, rummanden gik faktisk på vandet!

Der var ikke tale om en lille splejset rummand, men en kraftkarl på over to meters højde, iført en sølvglinsende hellang kappe. Hans vægt vurderede Glantz til 170 kg. Rummandens underansigt var dækket af en metalplade og på hovedet havde han en tætsiddende hætte.

De tale ikke sammen, men rummanden så blot på Glantz med et analyserende blik. Straks efter gik rummanden tilbage til fartøjet, som så lettede og forsvandt.

Efter den tid er det blevet til mindst et dusin møder med disse rumfolk, der meget gerne taler svensk, men hvor de kommer fra, ved han ikke.

Når Daniel Glantz bliver kontaktet, så foregår det ikke ved en telefonopringning. Nej, han får en behaglig følelse i maven som han sammenligner med det man føler når man er forelsket. Intuitivt ved han så, at han skal tage et eller andet sted hen, for eksempel til Prag. Glantz booker ind på et hotel og bliver efterfølgende opsøgt der af rumvennerne.

Glantz føler sig helt tryg ved dem. De ligner mennesker, men er altså blot meget høje, meget tunge, meget stærke, meget intelligente og meget venlige. Ikke mindst er de også meget bekymrede, især overfor forholdene her på jorden.

Og hvad er så essensen af deres budskab, som Daniel Glantz skal formidle? Jo: "I er ikke alene i rummet. Fornægt os ikke. Gud lever – og I skal ikke være bange for at dø, men leve et liv, hvor I er gode ved naturen og hinanden." ⁶

Siden sommeren 1990 er Daniel Glantz begyndt at døbe sine tilhængere, selvfølgelig i Nävsjön, iført hvide klæder. I bogen Ufo – i myt och verklighet, (1993) af Håkan Blomqvist, fremgår det at Glantz er af den overbevisning, at Jesus er chef for rumfolkene, og at kun de rettroende eller "rene" vil blive reddet af rumfolket ved en forestående katastrofe. Det var altså ikke ganske tilfældigt, at rummanden kunne gå på vandet!

Noter:

1) Eugen Semitjov: Pollenkungen avslöjar sin 25-åriga hemlighet: Jag har mött varelser från en annan värld! Allers nr. 44, 31. oktober 1971.

2) Eugen Semitjov: De uforklarlige 1-3. Ufo Aspekt 1972 nr. 6 og 1973 nr. 1 og 2.

3) En detaljerad närobservation från 1946. GICOFF Information 1971 nr. 6.

4) Niels Berg: Aldrig mere forkølet? Ude og hjemme 1973 nr. 1, 2, 4.

5) Vedrørende: Heinonen og Viljo: Ahlqvist, Bo: Her mødte vi rum-væsenet! Ufo-nyt 1970 nr. 5 – FIB Aktuellt 23.6.70. – Dansk ufo Tidsskrift 1973, nr. 3 – Ufologen 1972 nr. 5 og 1973 nr. 9. – Ufologen 1972, nr. 5 (127)

Kapitel 40

Kapitel 42

[*]