af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Den 15. februar 1974 var den 24-årige Jorma Viita ved at trække sin cykel ud fra bopælen på Thurøgade i Odense. Han skulle til karate-træning. Med sig havde han sit fotografiapparat, idet han ville tage nogle billeder fra træningen.

Jorma Viita er finne, men havde på daværende tidspunkt arbejdet på Lindøværftet i fire år. Han var i forvejen ufo-interesseret og abonnerede på det finske ufo-blad Ufoaika.

Da han ved 17-tiden kom ud på gaden med cyklen, så han på den klare og skyfri himmel en tallerken-formet genstand. For at komme fri af træer og hustage sprang han på cyklen og spurtede cirka 300 meter op ad gaden gennem et kolonihaveområde.

Viita fortæller således om hændelsen: "Jeg kan ikke sige, hvor hurtigt genstanden bevægede sig, jeg vil tro som en langsomt flyvende helikopter…Jeg opdagede, at genstanden var standset. Jeg tog det første billede af ufoet og spændte automatisk apparatet igen, men nu opdagede jeg, at genstanden bevægede sig. Jeg bemærkede at ufoet langsomt vendte på hovedet." Derefter satte objektet farten op og forsvandt mod nordøst.

Efter hændelsen fik Jorma Viita det rigtig dårligt – han kastede op og led af hovedpine gennem to uger.

Historien nåede frem til dagspressen den 27. februar, og det var Fyens Stiftstidende, Fyns Tidende og Ekstra Bladet der bragte beretningen. Synderlig kritisk journalistik blev det ikke til, men man lod dog Jorma Viitas billeder undersøge. Ekstra Bladets ekspert havde denne udtalelse:

"Filmen indeholder en række privatoptagelser og tre optagelser af en angiveligt uidentificeret genstand. ægtheden af negativerne kan ikke betvivles. Det er teknisk muligt at foretage overfotografering, det vil sige sammensætning af to billeder, men det kræver ret avanceret apparatur. Intet på negativerne tyder på, at der er lavet fototricks."

Gennem avisernes omtale blev man i SUFOI opmærksomme på hændelsen, og Viita fortæller, at "SUFOIs forskere har været og talt med mig adskillige gange, og vi har været på observationsstedet. De har også studeret billederne og negativerne i København. De tror på min beretning og er af den formening, at billederne er ægte."

Masser af ufoer, masser af fotos

Men positivt stemt eller ej, så holdt SUFOI meget lav profil året ud med hensyn til Jorma Viitas observationer. I stedet for at forholde sig åbenlyst kritisk valgte man listeskoene.

Derimod gik Dansk IGAP ind i sagen med brask og bram. I marts 1975 udsendte IGAP et 36 siders hæfte med titlen Ufoer over Odense, illustreret til overflod med Jorma Viitas ufo-fotos af objekter i alle mulige størrelser og udformninger, som var det et katalog over de sidste nye ufo-modeller.

Siden den første beretning havde Viita nemlig haft travlt. I "kataloget" serveres der ikke mindre end 14 observations-beretninger garneret med omkring 70 fotos. IGAP må også have skønnet, at der var interesse uden for landet, for hæftet blev også udgivet på engelsk.

H.C. Petersen skriver i forordet, at man ikke med denne publikation vil tage stilling til observationernes kvalitet eller billedmaterialets "ægthed". Men selerne er slappe og livremmen slidt, så inden man er færdig med at læse hæftet hænger bukserne nede om hælene.

At Jorma Viita ser og fotograferer så mange ufoer kan ikke lægges ham til last – det gjorde IGAPs guru George Adamski også. Men hvorfor nu Viita, spørger H.C. Petersen, og svarer: "Vel nok, fordi han ser ud til at være i besiddelse af den drivkraft, som gør ham til et egnet redskab i en eller anden plan. Hvilken?"

Mens Jorma Viita stadig havde travlt, så blev sagen diskuteret på et større ufo-møde. Nogle deltagere mente, at det var lidt underligt at Viita kunne tage det ene foto efter det andet, uden der dukkede støttende vidneudsagn op fra andre.

En ufolog fra IGAPs inderkreds, Vagn Dybkær, fremsatte det opsigtsvækkende synspunkt, at man ikke kunne afvise, at Jorma Viita måske betjente sig af et "synsk" fotografiapparat! Og for dem der ikke kunne fordøje dette, supplerede han med, at man også kunne tænke sig, at apparatet i hænderne på Viita fik særlige egenskaber!

Der var ingen der lo, der var ingen der sagde ham imod, men det blev husket, og bruges hermed imod ham posthumt. At den slags vilde ideer kunne fremkomme skyldtes naturligvis, at mirakelmanden Uri Geller var oppe i tiden – manden der kunne bøje spisebestik og meget andet alene ved tankens kraft.

Udgivelsen af Ufoer over Odense gav sig naturligvis udslag i en del presseomtale. Er Viitas fotos ægte, spørger en journalist, og H.C. Petersen svarer:

"Jeg tør ikke på nuværende tidspunkt garantere for billedmaterialets ægthed…Af spekulationsmæssige årsager har ufo-sagen gennem årene været udsat for mange falsknerier. Imidlertid er Jorma Viitas nærmeste bekendte overbevist om, at han taler sandt, og da der tillige foreligger en række underskrevne erklæringer, har jeg ikke grund til at tro andet, end at hans materiale er ægte."

En reaktion fra den anden side af bordet dukkede op i Søndags Aktuelt den 6. april 1976: "Fup det hele", stod der. SUFOIs informationshef Peter Alf Hansen fandt det helt utroligt, at én person kunne opleve så meget. Desuden fremhævedes det som noget klart suspekt, at en af Viitas bekendte angiveligt solgte omtalte fotos til høje priser.

Sådan en prisliste havde jeg også liggende, men den viste blot at man tog 2,50 kr. for et 9×13 fotos, hvilket var en rimelig dagspris. Mere suspekt var det, at SUFOI ikke officielt gik ind i denne sag for at afsløre den.

Alligevel var der enten tvivl i sindet hos nogle ufo-folk, eller var det dyb misundelse over ikke at have del i hans oplevelser? I hvert fald oprettede man i dybeste hemmelighed og i den og den bedste skæg-og-blå-brille stil en gruppe på 5-6 personer, der skulle skygge Jorma Viita. Det havde nemlig irriteret ufo-folkene grænseløst, at der aldrig dukkede ufoer op når Viita var i selskab med andre – han tog hele fornøjelsen selv.

Gruppen var således i beredskab, da Viita begyndte at fortælle om sine møder med rumfolk. De steder hvor kontakterne havde fundet sted fandt man godt nok fodspor: Viitas egne og nogle efter rumfolk med seks tæer!

Viita berettede om møder med en rummand fra planeten Zera, der skulle befinde sig omkring 38 lysår fra Jorden. Denne rummand var 210 cm høj og havde skulderlangt, gyldent hår. De "snakkede" sammen ved telepati, altså tankeoverføring.

Ved en anden lejlighed fortalte Jorma Viita, at nu havde han også været ombord i et rumskib. Af håndgribelige beviser, til at overbevise der vantro, havde Viita fået noget papir, der ikke kunne brænde, og en meget brandfarlig tablet.

Ikke-jordisk eller ej, papiret kunne brænde og tabletten var akkurat så brændfarlig som nogen jordisk sprittablet – også selv om firmanavnet var skrabet væk!

Den 20. juni 1975 var Viita blevet meddelt via telepati, at rumfolkene ville møde ham ved Stige Ø. Det fortalte han til sine venner, og rygtet løb videre til IGAP-agenterne. De skjulte sig på stedet i god tid og afventede Jorma Viitas ankomst. Viita kom på sin knallert, opholdt sig på stedet i nogen tid og dampede så af igen. Bagefter fortalte han, at han havde været i kontakt.

Det betød en ny udgivelse fra IGAP: Viita sagen foreløbig afsluttet, hed den.

I et indlæg fra oversætteren af Viitas rapporter, Heimo Vesterinen, gøres der status: I 1974 blev der skrevet 16 rapporter og taget 49 billeder. Året efter var der hele 48 hændelser – heraf 26 kontaktberetninger. Desuden havde Viita fire oplevelser med "manden i sort". I tilgift scorede Viita dette år ialt 72 fotos og tre smalfilmsoptagelser. Endelig forelå der i 1976 tretten rapporter og yderligere 35 ufo-fotos. Hvis det ikke berettiger til en optagelse i Guinness Rekordbog, så er der ingen retfærdighed til!

Nu havde IGAP altså afskrevet Jorma Viita, orienteret dagspressen og pudset sin glorie. I Jydske Tidende den 11. Juli 1976 gav Per Borggaard IGAPs rapport disse ord med på vejen: "Med rapporten skyder IGAP hul i en af de fantastiske myter, der trives som fluesvampe omkring ufo-fænomenet – og som gør, at sagesløse mennesker, der rapporterer et ufo automatisk bliver til grin.

– Omvendt har IGAP mere end nogen anden gjort reklame for Viitas billeder – før fupnummeret blev afsløret, men længe efter, at mere skeptiske ufo-forskere havde gennemskuet det. Derfor kniber det lidt med at tage den grundige rapport helt alvorligt."

Danske kampfly på ufo-jagt

Den 2. maj 1977 blev jeg om aftenen ringet op af SUFOIs lokalrepræsentant i Aalborg. Selv boede jeg den gang i Thisted. Han meddelte kort og præcist, at der var ufo-alarm. Et ukendt objekt var blevet set over Århus, og nu var det forsvundet mod vest – muligvis i en retning så det kunne observeres fra Thisted.

Mand af hus!

Jeg stod et stykke tid ude i det fri, fjernt fra aftenkaffen og ostemadderne, mens jeg pligtopfyldende skuede ud over nattehimlen. Men efter et stykke tid konkluderede jeg, at med den fart ufoer normalt har på, så burde det efterhånden have været i syne. Måske var det alligevel fløjet en anden vej.

Dagen efter havde Ekstra Bladet fundet de helt store typer frem. Forsiden var som blæst for afklædte piger og på over ti meters afstand kunne man læse: "Danske kampfly på ufo-jagt i nat".

En læser berettede: "Jeg fulgte fænomenet i min kikkert. Den lysende genstand stod ret højt på himlen mod syd. Den bevægede sig ind i mellem hurtigt mod sydvest, men stod så stille på himlen. Det var helt tydeligt ikke nogen stjerne og ikke noget fly."

Således blev det set fra Højbjerg, og i tiden mellem klokken 22,00 og 22,30 var det ukendte objekt blevet set af rigtig mange mennesker i Århus og omegn.

Ekstra Bladet kunne ligefrem melde om en telefonstorm på deres lokalredaktion, og skriver, at også politiet havde modtaget flere henvendelser. Endelig havde årvågne og vagtsomme mennesker ved Luftmeldedistrikt Århus også set det, dog uden at kunne identificere genstanden.

Af hensyn til nationens sikkerhed var Søværnets Operative Kommando samt Flyvertaktisk Kommando blevet adviseret. Førstnævnte, mellem venner sok, lod vide, at der havde været en helikopter i området den aften. Men Flyvertaktisk Kommando meddelte, at den havde stået stille og roligt på landingsbanen, mens observationerne havde fundet sted. Den stod iøvrigt og ventede på landets forsvarsminister, der skulle til København. Men det var der ingen fantasifulde sjæle der var kvikke nok til at spinde end ende over.

Men det, der ramte Ekstra Bladets forside var, den alarmerende nyhed, at to jagerfly var blevet dirigeret hen over Århus for at indkredse ufoet, men at de vendte resultatløse tilbage.

I dagbladet Aktuelt kunne det den 4. maj læses, at nok havde mange set en orange lyskugle over Århus, men jetjagere på ufo-jagt havde der ikke været tale om. Man var ikke sene til at anklage Ekstra Bladets forsidesensation som en avisløgn.

Til Aktuelt udtalte luftvåbnets presseofficer, major Haldén, dette: "Fra kl. 17,30 til 23,45 havde vi et større antal jagere på helt rutinemæssige navigationsflyvninger over Danmark. Et par af disse fly havde en rute, der gik cirka 20 km vest for Århus. Men ikke en eneste af piloterne har observeret et sådant objekt. Hverken ved selvsyn eller på radarskærmen – og ingen har været på "jagt" efter ufoer. Det er det rene nonsens."

Den vagthavende officer ved Flyvertaktisk Kommando udtalte sig lidt mere bombastisk, nemlig at påstanden om at flyvevåbnet skulle have sendt to af sine jagere til Århus, for at jage ufoer, var en lodret løgn.

Nu blev den gode journalist fra Ekstra Bladets redaktion i Århus vred. At kalde hans forside-basker for en avisløgn, det rene nonsens og en lodret løgn var for meget for ham.

Luftvåbnets presseofficer blev afkrævet en kommentar. Han siger så, at han nok ikke selv ville have brugt udtrykket "en lodret løgn", og fortsætter: "Det vi har sagt til vore fly der var i luften, var, at de over Århus skulle se efter, om der var noget usædvanligt, det var der ikke…"

Siddende under sin brassobehandlede glorie tager Ekstra Bladets journalist så til genmæle, idet han skriver: "Og det var præcis, hvad Ekstra Bladet meddelte sine læsere", under overskriften "Flyvevåbnet trækker i land i ufo-sagen".

Vender man tilbage, og ser hvad Ekstra Bladet egentlig skrev, taler det for sig selv.

Denne historie blev til i den såkaldte agurketid, en tid som Ekstra Bladet havde garderet sig imod. Man havde nemlig en læserkonkurrence kørende. De læsere der kunne indtelefonere et godt nyhedstips ville blive belønnet med 1000 kroner. Ufo-historiens ophavsmand fik da også sin belønning, og nyheden blev udnyttet til sidste dråbe tryksværte.

Midt i hele denne Århus-historie dukkede der også en beretning op fra Gentofte, og Ekstra Bladet var ikke sen til at skrive: "Luften er tyk af ufo-mystik".

Benny Randau fortalte: "Den 25. april klokken 20,30 så jeg for første gang et mærkeligt v-formet lys, som bevægede sig hen over mig…Det forsvandt ud af mit synsmål i nordøstlig retning. Jeg styrtede hen og fik fat i mit kamera og op på loftet, åbnede et glughul og nåede at tage fire billeder af det, inden det var helt væk."

Men lyset vendte tilbage og Benny Randau tog endnu syv-otte billeder. I telelinsen kunne han se, at objektet var som en ildkugle med et stort, ovalt skjold øverst. Farten blev anslået til 200 km/tim.

Forklaringen

Mens alle disse observationer fandt sted, var der åbenbart, for en gangs skyld, en koldblodig afventen fra ufologernes side.

Ole Knudsen, SUFOI-mand fra Århus, udtalte den 5. maj til Jyllands-Posten, at der meget vel kunne være tale om en plastpose!

Om hele denne sag, efter at have gennemgået alle beretninger omhyggeligt, konkluderede Ole Knudsen: "I dagene, der fulgte (efter den første observation), indkom der ialt 131 rapporter, hvoraf de 96 drejede sig om den aktuelle sag. På grundlag af disse øjenvidneberetninger lykkedes det at fastlægge en kurs for genstanden. Det viste sig, at den startede fra Århus Stadion, sandsynligvis fra pladsen foran Århus Cykelbane klokken 22. Den steg og drev sydpå til et sted over Højbjerg. Derfra drev den mod nordvest til Åby, og omkring kl. 22,40 accelererede den og forsvandt i vestlig retning. Kursændringerne svarer fuldstændig til de aktuelle vindretninger op til cirka 1500 meters højde."

Altså skulle ufoet have været en varmluftsballon fremstillet af en plastpose.

Hele denne sag sluttede med, at man i SUFOI indgav politianmeldelse mod "ufoen", som det lidt spøgefuldt skrives i Aarhuus Stiftstidende den 4. juni. Man var i SUFOI grundigt trætte af ballon-observationer, og iøvrigt er det forbudt, at sende varmluftsballoner til vejrs på den måde. Det strider mod paragraffer i såvel luftfartsloven samt brandloven, slås det fast.

Og hvad så med ufoet over Gentofte? Det var skam også en ballon, og den afsløring klarede Ekstra Bladet selv. Den 7. maj var der et interview med de to teenagere, der havde stået for spøgen.

Således gik gassen af ballonerne, men nogle aviser havde dog sikret sig lidt varmt stof midt i agurketiden.

Kapitel 39

Kapitel 41

[*]