af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Frede Melhedegård, der døde i efteråret 1986, slog sig i op begyndelsen af 1970’erne på sin alternative tolkning af hieroglyfferne. Jeg overværede hans debut som foredragsholder i Ballerup.

Melhedegård var en lille, spinkelt bygget mand – men hans idéer og tanker var store. Oppe foran scenen trippede han nervøst rundt, mens han i rekordtempo inhalerede et par smøger. Men han var ikke alene nervøs, han var også ivrig for at delagtiggøre sit publikum i de opdagelser han havde gjort, og det budskab han lagde i dem: Budskabet om, at vi her på Jorden har besiddet en højt avanceret teknologi i fortiden, måske mere udviklet end dagens teknologi – en gave fra ikke-jordiske væsener.

I Melhedegårds øjne var opdagelserne gjort, for ham stod budskabet lysende klart – han behøvede ikke selv flere beviser. Nu skulle han overbevise andre om, at fortidens teknik måske kunne vise os vej gennem energikriser, forurening og krige, frem mod en lykkeligere tilværelse på vor klode.

Frede Melhedegård besteg talerstolen og fortalte os, der havde trodset den dejlige forsommer, at hieroglyfferne var forkert oversat, men nu havde han genoversat dem. Det sprog Melhedegård havde gjort brug af kaldte han "ægyptisk naturmetode sprog".

Ifølge Melhedegård er pyramiderne store elektriske biblioteker og hieroglyfferne anvisning på, hvordan man kan bygge forskellige elektriske apparater. For eksempel viste han et lysbillede af det kendte Tut-Ankh-Amon sarkofag. I hånden holder faraoen en svøbe og en krumstav – ifølge ægyptolologerne, altså! Melhedegård så derimod et gammeldags håndtag til en loddekolbe og i svøbens ender tre elektroder med isolatorer. Krumstaven, mente Melhedegård, var en dyppekoger. Ifølge hans "ægyptisk efter naturmetoden" oversætter han derfor navnet Tut-Ankh-Amon til "varmelegeme".

På andre lysbilleder viste han radiosendere, fjernsyn, børnesikrede el-stik, boremaskiner og mikrofoner. Melhedegård brugte med stor succes sit ægyptiske naturmetode sprog også på andre kulturer. Det var særdeles overraskende hvad han kunne få ud af indiske og sydamerikanske motiver.

Melhedegård mente hermed at have bevist, at der måtte have stået rumfolk bag alt dette med hieroglyffer og pyramider. De rumfolk, der henvises til, skulle have været bosat i et 1000 kilometer bredt bælte omkring ækvator. Det er der, de har sat deres spor for eftertiden.

Frede Melhedegård var ubeskeden nok til at hævde, at han havde gjort verdenshistoriens største opdagelse. Dette skulle han nu have sin omverden til at indse og forstå.

Støtte til Frede Melhedegård

Mens videnskabsfolk og skriftkloge har været temmelig tilbageholdende med deres støtte til Melhedegård, har der til gengæld været opbakning andetsteds fra.

Dels har han gennem årene haft forskellige journalisters opmærksomhed, dels passede hans ideer som hånd i handske til til ufologernes verdensbillede.

Da Melhedegård udgav sin bog Tut-Ankh-Amon er vågnet i 1971, var det i samarbejde med en journalist fra Aktuelt, og en af de første ufologer, der havde øje for Melhedegårds tanker, var H.C. Petersen, stifteren af SUFOI.

Den 11. marts 1971 holdt H.C. Petersen et foredrag i selvsamme sal hvor Melhedegård debuterede, og aftenens emne var netop Melhedegårds teorier.

H.C. Petersen udtalte blandt andet: "Jeg er overbevist om at Frede Melhedegård er på sporet af noget rigtigt, og sammen med utallige andre udsagn, opdagelser og fund, udgør hans teori det puslespil, der beviser ufoernes eksistens."

Frede Melhedegård fandt gennem årene støtte i mange kredse, men han beklagede alligevel, at pressen ikke interesserede sig nok for ham; og han beklagede, at han trods ihærdig korrespondance, aldrig trængte igennem til videnskabsfolkene. Årsagen var han nok klar over: verden var endnu ikke moden nok til at lade sig revolutionere af hans opsigtsvækkende teorier.

I næsten et årti var Melhedegård den eneste selvudnævnte astro-arkæologiske ekspert i Danmark, og på sit brevpapir kaldte han sig pastolog og futurolog. Hans lille kommunehus i Stadil blev, med den ægyptiske ambassades velsignelse, døbt om til Tut-Ankh-Amon Instituttet.

Gennem årene har Melhedegård været en særdeles flittig skribent, og der er blevet skrevet meget om ham. Ud over sin bog har han fået udgivet to hæfter, heraf det ene på engelsk. Han har deusden deltaget i flere internationale kongresser.

Frede Melhedegård har til såvel interviewere som i egne artikler gjort meget ud af at henvise til, at han har høstet international anerkendelse. Det er helt korrekt, men i hvor stor udstrækning og i hvilke kredse? Og deltagelse i internationale kongresser – ja, men hvilken slags kongresser?

De internationale kredse der er tale om, og som regelmæssigt arrangerer kongresser, er Ancient Astronaut Society (AAS), en forening af astro-arkæologisk interesserede. Her var Melhedegård i selskab med Jacques Bergier, Andrew Tomas og Erich von Däniken, og Melhedegård var endda æresmedlem.

Når man kender til Frede Melhedegårds baggrund alene og ikke hans personlighed, kan man nok blive overrasket, når man ser ham optræde med doktor-grad i en fransk bog om fortidsgåder, eller ser ham omtalt som ægyptolog i en norsk avis.

Videnskabsmand var Melhedegård ikke, og Tut-Ankh-Amon Instituttet var ikke nogen videnskabelig institution. Han har arbejdet for Atlas i København, har siden været vejmand i Ringkøbing kommune, indtil han fik invalidepension. Han har dyrket interesser for modelbygning og prøvet kræfter som musiker og komponist.

Melhedegård var langt fra nogen akademisk type. Men han har lidet autoritetstro tilbudt videnskabsfolk lærdom i hvordan hieroglyfferne bør læses. Han satte ikke sit lys under en skæppe, for han vidste, at han var et geni, der havde gjort verdenshistoriens største opdagelse.

Millionær som hans store forbillede Däniken, blev Melhedegård ikke, men skulle hans repektløshed, ildhu og engagement belønnes efter samme målestok, så havde Däniken været en fattigrøv i denne sammenhæng.

Tut-Ankh-Amons disciple

I slutningen af 1970’erne fik Melhedegård selskab af andre danske fortidsforskere, og de fleste af dem gik ind i Tut-Ankh-Amon Instituttet og oprettede deres egne lokalafdelinger. Det var personer som Leif Kjær, Bjarno Finderup og Werner B. Isen, alle flittige skribenter.

I juni 1982 holdt fortidsforskerne et stort fællesmøde på biblioteket i Herning. Ved den lejlighed stiftede de Dansk Astroarkæolgisk Selskab. Formålet med dette var, at de ønskede en fælles front overfor alverden, og at fortælle om deres sensationelle opdagelser. De regnede også med, at de kunne tvinge videnskabsfolk ind i en dialog.

Uanset nyt navn, så var det Tordenskjolds soldater der marcherede, og de velkendte argumenter og "beviser" der tonede frem i tale og på skrift.

Den af Tut-Ankh-Amons disciple der stod bedst rustet til at løfte arven efter Frede Melhedegård var Leif Kjær.

Han begyndte sin karriere i 1979 med bogen Gud kom fra rummet, og har senere fået udgivet to-tre bøger mere i samme genre. Ved siden af har han været en flittig leverandør til dagspressen og tidsskrifterne Det Ukendte og Ufo-kontakt. Senere drev han en boghandel i Århus, med speciele i det alternative sortiment.

I et nummer af Det Ukendte, senere gentaget i en af hans bøger, præsenterede han læserne for en sensation: i Australiens vildnis findes der ikke færre end otte pyramider!

Siden har Leif Kjær rejst rundt med foredrag om blandt andet denne fantastiske opdagelse, som end ikke nogen australsk turistchef vidste noget om. Men ikke nok med det. I Det Ukendte 1984 nr. 5 gjorde han sig til talsmand for, at der også findes en inka-mur i Australien. Som kilde til denne nyhed angiver han en amatørarkæolog ved navn Marilyn Pyle. Hun skulle have opdaget denne mur sammen med et psykiske medium ved navn Bond – Bryce Bond!

For at begynde med inka-muren, så har den ikke ret meget med sydamerikanske indianere at gøre. Lokale folk i Gympie, hvor muren findes, husker endnu da den blev bygget. Ganske vist havde Marilyn Pyle været på stedet, men hun havde undladt at spørge lokalbefolkningen. For hende var det alt rigeligt, at muren lignede en inka-mur, og på den måde fik hun så heller ikke spoleret sin opdagelse.

Og Marilyn Pyle har slået til igen. I sommeren 1986 påstod hun, at Adam og Eva – dem fra Bibelen, altså – skulle ligge som mumier i en af de australske pyramider. Denne pyramide skulle være blevet bygget af ægyptere ^{gæstearbejdere?} for mere end 5000 år siden. Samme pyramide skulle i øvrigt være hjemsted for Pagtens Ark. Det var angiveligt kommet Moses for øre, så han hentede den hjem til Mellemøsten. Endelig lader Marilyn Pyle vide, at Edens Have i virkeligheden lå i Australien.

Den norske skeptikerorganisation nivfo har sammen med australske videnskabsfolk undersøgt sagen omkring de glemte pyramider. Men ingen i Australien kan finde dem! Til gengæld findes der høje, bjerge og klippeformationer der kan ligne pyramider. Der findes endog et bjerg der hedder The Pyramid, uden at være det.

Leif Kjær har skældt ud på de australske myndigheder. Han bebrejder dem, at de opretholder en "pinlig tavshed" omkring nationens pyramider. Det tror jeg imidlertid ikke, han skal beklage. Måske burde han i stedet undersøge hvor stor vægt han kan tillægge udsagn fra Marilyn Pyle.

En af Kjærs kolleger hedder Bjarno Finderup og er fra Skive. Han har skrevet bogen Hieroglyfferne var hermeneutiske i 1980 og fem år senere Da universet kom nærmere.

På bagsiden af sin første bog skriver Finderup, at "hvis blot 10% af denne bogs indhold er sandt, så er der grund til revolution". I sin anden bog skriver han: "Amatørforskerne har gennem tiderne haft meget svært ved at få deres resultater anerkendt", og nævner dernæst et antal kættere, der senere viste sig at have ret. Underforstået er Bjarno Finderup og hans kolleger sådanne miskendte forskere.

Anmeldere dømte på det nærmeste bogen til makulatur, men traditionen tro skriver fortidsforskerne ikke alene af efter hinanden, de skriver også forord og efterskrifter i hinandens bøger, og endelig anmelder de i rosende vendinger deres logebrødre i dagspressen.

Det mest værdifulde i Bjarno Finderups bog var således Frede Melhedegårds efterskrift, fordi det i høj grad belyser fortidsforskernes selvforståelse:

"Bjarno Finderups bog er endnu et vægtigt bidrag til at øge forståelsen for, at skrivebordsforskernes detektivarbejde kan være frugtbart. Så frugtbart, at det måske kan blive det "værktøj", der kan skabe orden i det destruktive kaos, verden efterhånden har rodet sig ind i. Ingen har i øjeblikket mod eller midler til at hugge den gordiske verdensknude over. Måske den astro-arkæologiske forskning kan blive det "sværd", som løser knuden og reder trådene ud, før det bliver for sent."

Imidlertid står de store ord slet ikke mål med det kreative udbytte af den astro-arkæologiske såkaldte forskning. Tilbage bliver en lille enklave af mennesker, der er bekymrede over verdenssituationen lige som så mange af os andre.

Gennem artikler og bøger prøver de, sandsynligvis af et godt hjerte, at frelse verden, men agumenterne holder ikke og sensationerne forbliver hule; den type lekture lider under gentagelser af gamle "beviser" og resulterer i "litterær muskelsvind".

På omslaget af Bjarno Finderups bog står der, at han er "medstifter af det videnskabelige selskab Tut-Ankh-Amon Instituttet". Det må være en sættefejl: lidenskabelig, er ordet.

Hermed skal det dog ikke afvises, at der vitterligt gøres fund som pirrer ens fantasi og næsten uimodståeligt forleder en til at tro en lille smule på, at der tidligere har været mere mellem himmel og jord, end historiebøgernes udlægning af menneskets fortid på denne klode.

Kapitel 34

Kapitel 36

[*]