af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
En påstand: – Tre gange har Jorden fået besøg fra verdensrummet, første gang for måske 10.000-20.000 år siden, anden gang cirka 3.000 år før Kristus og sidste gang 500-600 år før vor tidsregning – og de vil komme tilbage.
Dette er Erich von Dänikens ord, refereret i den norske avis Verdens Gang den 15. maj 1986. Forfatteren og søndagsforskeren Däniken var i Norge i forbindelse med udgivelsen af hans tolvte værk: Har jeg tatt feil?
Siden 1968 og godt på vej mod år 2000 kæmper Däniken stædigt for sine synspunkter:
– Der er noget der ikke stemmer…, skrev han i sin første bog. Med dette mener han, at de videnskabelige forklaringer om menneskets fortid hviler på et forkert grundlag. Det er især arkæologien Däniken sætter spørgsmålstegn ved. Han peger på forskellige fund og fortidige bygningsværker og spørger: hvorledes kunne vore primitive forfædre klare dette?
Heller ikke de etablerede religioner passer ind i den opfattelse Däniken har af fortiden. Han mener, at fortidens mangfoldighed af guder, der kom fra himlen, simpelthen var rumrejsende – astronauter fra andre planeter.
Det arbejdsgrundlag Däniken går ud fra, har han formuleret på denne måde:
– I forhistorisk tid fik Jorden besøg af ukendte væsener fra verdensrummet. Jeg kalder disse skabninger for ikke-jordiske væsener.
– Disse ikke-jordiske skabte menneskets intelligens ved at forandre arvemassen hos de primitive jordboere. Videnskabsfolk vil kalde det for kunstig mutation, en ændring af arvemassen. Efter min opfattelse opstod menneskets intelligens ikke ved en tilfældighed. Det var ingen fuldtræffer i et lotteri med milliarder af andre muligheder, men et planmæssigt indgreb foretaget af ukendte væsener fra universet.
– Også de ældste religioner opstod i forbindelse med de fremmedes besøg på Jorden. Der udviklede sig legender og myter, som i udgangspunktet skildrer den tids hændelser og realiteter.
Således skriver Erich von Däniken i bogen Reisen til Kiribati.
Efter Dänikens egen mening er hans opfattelse af vor fortid det rene sprængstof under videnskabens elfenbenstårn. For Däniken at se er videnskaben en forkvaklet og snævertsynet verden. Han mener, at de videnskabelige faggrænser skal brydes ned, og han er stolt over at træde på videnskabsfolkenes ligtorne. At han selv bliver angrebet går ham ikke på, det tager Däniken som bevis for, at han er på rette spor. Storsindet undskylder han sine modstandere med ordene: – druknende mennesker fægter jo ofte vildt omkring sig!
Däniken erkender gerne, at han "i sjældne tilfælde" er blevet taget i fejl og misforståelser. I sådanne tilfælde dækker han sig ind under, at han jo ikke er akademiker men "kun" arbejder ud fra sin sunde fornuft – koket kalder han sig selv for søndagsforsker.
Det skinner tydeligt igennem at han bryster sig af, at han, uden uddannelse, har kunnet provokere og sælge sine bøger verden over i millionoplag. På den anden side lefler Däniken også for videnskaben. Han glemmer ikke at fortælle, når "aner-kendte" forskere har set med velvilje på hans hypoteser, og han lader sig gerne fotografere i samtale med videnskabsfolk.
I Danmark blev Erich von Däniken lanceret af Strubes forlag i slutningen af 1960’erne. Fortids gåder – fremtids virkelighed udkom i 1968 og blev hurtigt fulgt op af Tilbage til stjernerne året efter.
Efter et par år fulgte så bind 2 af Fortids gåder – fremtids virkelighed. Det var i virkeligheden et selvstændigt værk, og det med serieudgivelsen var et forretningsfif. I 1973 udsendte Strubes forlag Min verden i billeder, og det blev Dänikens svanesang hos Povl Strube. Tilsyneladende var det danske marked nu mættet, og ret hurtigt efter dukkede bogen op i det årlige bogudsalg.
Næste gang der dukkede en Däniken-bog op på det danske marked var det på Chr. Erichsens forlag, der i 1975 udgav Mirakler og åbenbaringer. Den røg også hurtigt i udsalgskataloget.
I 1977 prøvede forlaget Thaning & Appel med Dänikens Beviser, der ligeledes ret hurtigt havnede på det årlige bogudsalg.
Det sidste forsøg blev gjort af Bogans forlag i 1981 med Fortidens profet, og siden har ingen danske forlag haft mod på at udgive Erich von Dänikens bøger i Danmark.
Pressefolks interesse for Däniken er også klinget af. I begyndelsen af Dänikens karriere hentede han sig store og fede overskrifter, sensationelle artikler og betydelig reklame for sine bøger. En stort set kritikløs presse bragte Dänikens budskab ud til læserne.
Massemediernes interesse er siden, omend i mindre målestok, blevet danske søndagsforskere til del. Danskere som Frede Melhedegård, Leif Kjær og Bjarno Finderup prøvede at holde sig i Dänikens kølvand. Og før Däniken skrev andre om lignende emner, for eksempel Jacques Bergier, Louis Pauwels og Robert Charroux.
Jeg vil nu prøve at sætte "koldt lys" på nogle af de beviser Däniken fremfører. Det bliver primært i forbindelse med påstanden om, at vi mennesker skulle være skabt og formet af rumvæsener, og at de har fungeret som en slags rådgivende ingeniører på fortidige bygningsværker.
Gudernes huler
I sin tredie bog, Fortids gåder – fremtids virkelighed 2, skriver Däniken om sit fund af et hidtil ukendt tunnelsystem i Ecuador. Han ser opdagelsen af disse huler som dette århundredes mest utrolige og usandsynlige historie, men slår fast: "Det kunne være en science fiction-story, men jeg har set og fotograferet det utrolige. Hvad jeg så er hverken drøm eller fantasi, men en realitet."
Det tunnelsystem Däniken refererer til blev først opdaget i 1965 af Juan Moricz. Med sans for dramatiske effekter skriver Däniken, at Moricz i anledning af fundet havde søgt om audiens hos Ecuadors præsident. Det lykkedes først i 1969, men resultatet var nedslående, idet man ikke viste interesse for hulefundet. Skuffet søgte Moricz ned i sin labyrint dybt under jorden, skriver Däniken.
I 1972 var Erich von Däniken rejst til Ecuador for at opsøge Juan Moricz, og han fortæller at han blev inviteret ud for at se hulerne – en anstrengende køretur på 24 timer. Og Däniken beretter:
– Foran os åbnede indgangshullet sit gab, ad en line glider vi 80 meter ned i dybet til første platform, herfra går det endnu to gange 80 meter nedad. Vi begynder marchen gennem en fremmed, ukendt races årtusindårige, kunstige underverden.
Däniken beskriver hulerne, og muntrer sig samtidig over hvorledes arkæologer vil komme til kort med forklaringer om, at de var tilvirket med stenøkser. Han fortæller at lofterne var som glaserede og sammenligner gangene med vor tids beskyttelsesrum. Senere, umiddelbart før de angiveligt når frem til en stor hal, omtaler Däniken et skelet der er overtrukket med guldstøv, så knoglerne lyser som det pureste guld i lommelygtens skær.
I en stor underjordisk sal der angives til at være 110×130 meter, findes der et bord og nogle stole af et ukendt materiale. Bag stolene står der en hel Zoologisk have af formstøbte dyr, alle af rent guld. Desuden findes der et bibliotek af meget tynde metalfolier med ukendte skrifttegn.
Hulerne indeholdt guld i stabelvis, men Däniken måtte ikke fotografere. Moricz frygtede at det ville kunne udløse nogle ukendte stråler – laserstråler, gætter Däniken. Desuden er de bange for at blitzlyset vil beskadige metalfolierne eller ligefrem vælte guldet!
Däniken ser også et skelet hugget ud i sten. Han konstaterer: – Jeg tæller ti par ribben, en præcis anatomi. At der mangler to par generer ham åbenbart ikke, og videre spekulerer Däniken over, hvor billedhuggeren kunne have en så eksakt viden fra – røntgenstrålerne blev jo først opdaget i 1895! Däniken forestiller sig måske ikke, at kødet også faldt fra knoglerne før i tiden? Endvidere havde han jo netop passeret et skelet, dækket med guldstøv, på vej til den store sal.
Hele denne sag blev grundigt undersøgt af Der Spiegel efter Dänikens sensationelle afsløringer, og hele ovenstående beretning sank i grus. Juan Moricz benægtede i et interview, at han havde vist Däniken rundt i hulerne. Däniken ville ikke erkende at det var en stor omgang fup, nej han undskyldte sig med, han han måtte vel have en vis litterær frihed!
Ja, naturligvis må Däniken have en litterær frihed, hvis det havde været science fiction, men han havde jo netop slået fast, at denne beretning "er hverken drøm eller fantasi, men en realitet"!
Gudernes guld
Mens Daniken var i Ecuador besøgte han også pateren Carlo Crespi i Mariakirken i Cuenca. Også her så Däniken guldskatte i stil med dem i hulerne. Däniken skriver:
– Tro mig: man skal virkelig have megen selvbeherskelse for ikke at blive grebet af guldfeber ved synet af skattene i baggården til kirken Maria Auxiliadore. Det var dog ikke det gedigne guld, som tog vejret fra mig. På hundreder af guldplader lyste figurer af stjerner, måner, sole…og slanger, de næsten sikre symboler for verdensrumsfart.
Däniken slipper tøjlerne og lader fantasien galoppere. Han tolker i sin bog de mange motiver til fordel for sine egne teorier. Han praler også med, at han er den første der skriver om denne fantastiske guldskat og lover, at her vil videnskaben få noget at se til.
Men før Erich von Däniken kom til Cuenca, havde ægteparret Jilik været der som turister. Parret er henholdvis antropolog og psykiater. Provokeret af Dänikens beretning om de ufattelige guldskatte, skrev de et indlæg til tidsskriftet The Skeptical Inquirer.
Jilik beskriver Carlo Crespi som en venlig og rar mand, men svækket på syn og hørelse i sin høje alderdom – han var da 80 år. Crespi havde tidligere arbejdet med arkæologi, og han var især kendt for sin kontroversielle teori om, at den præcolumbianske kunst var præget af den ægyptiske. Altså at der før Amerikas opdagelse havde været en forbindelse mellem de to kontinenter.
At Crespi havde denne holdning blev udnyttet af de lokale indianere. De bragte ham metalplader og genstande med inskriptioner og billeder af hieroglyffer, elefanter og pyramider. I bytte for dette fik de mere brugbare ting som for eksempel klæde. Guld var der ikke tale om, så havde indianerne nok henvendt sig andetsteds.
Tilsyneladende lod Däniken sig lure af Crespi, eller valgte Däniken at lade som ingenting og dernæst lure sine læsere?
Astronauten fra Palenque hedder Pacal
Ved nogle udgravninger og undersøgelser i ruinbyen Palenque i Chiapas, Mexico, fandt arkæologen Alberto Ruz Lhullier i 1949 en hidtil ukendt nedgang i Inskriptionernes Tempel. Fundet skete tilfældigt, da man gravede i templets gulv på pyramidens top.
Det man fandt var nedgangen til et 36 kvadratmeter stort gravkammer. Midt i rummet stod der en stor sarkofag, dækket af et fem tons tungt reliefprydet stenlåg. Da arkæologer i 1952 fjernede låget, fandt de et 173 cm langt skelet af en mand, der anslået var død i en alder af 40-50 år. Ansigtet var dækket af en jademaske og der var mange smykker i hans sarkofag.
Det, Däniken især har interesseret sig for ved dette fund, er sarkofaglåget og dets motiv. Hans tolkning af relieffet er denne:
– Man ser her et menneskeligt væsen, der sidder med overkroppen bøjet fremover – i væddeløbskørerstilling. Ethvert barn vil i dag identificere hans fartøj som en raket. Den tilspidsede forende går over i mærkeligt rillede udbugtninger, der ligner indsugningshuller, rakettens krop bliver herefter bredere, og fra halen står der stikflammer ud. Det foroverbøjede væsen betjener en række ubestemmelige kontrolinstrumenter med hænderne, og hælen på venstre fod hviler på en slags pedal.
Sarkofaglåget er her drejet 90 grader for bedre at illustrere Dänikens pointe.
Endvidere mener Däniken, at "væsenet" er klædt i en tætsluttende dragt og korte ternede bukser. Hovedbeklædningen anser han for at være antenner, og der gættes på at den afbildede person må være Kikumatz (= Kukulkan).
Fundet blev gjort i 1935, skriver Däniken, selv om det faktisk var i 1952.
Min personlige favorit, når nu fantasien skal slippes løs, er en italiensk tegners lidt mere jordnære HA-version.
Dänikens astronaut har mødt megen kritik gennem årene. Gerhard Gadow lagde for i sin bog Fortids gåders forklaring med at konstatere, at der ikke kan være tale om, at det er Kukulkans gravsætning. Han levede i perioden 947-999. På selve sarkofaglåget findes der nemlig nogle inskriptioner der blandt andet indeholder en tidsangivelse. Omsat til vor tidsregning svarer det til omkring år 603 og 633. Nogle kulstof-14 analyser indikerer imidlertid større ælde på fundet, nemlig at det snarere skulle stamme fra slutningen af 300-tallet. Det viste sig senere at være Pacals gravsted.
Der findes naturligvis andre tolkninger af låget end Dänikens. I en bog af Charles Long, en amerikansk professor i religionshistorie, afbildes låget med denne kommentar: "Låg fra hemmelig sarkofag i Inskriptionernes Tempel. En mand er fremstillet hvilende på dødsgudens maske, stirrende på en symbolsk to-hovedet slange der repræsenterer livet".
Denne beskrivelse ligger fjernt fra Dänikens forestillingsverden, men passer udmærket med Alberto Lhulliers opfattelse. Han mener, at man i relieffets motiv finder syntesen af maya-religionen: ærbødigheden for majsen der sikrer mennesket liv og som samtidig behøver mennesket for at leve. Gennem menneskets død ved ofring gives der nyt liv, her symboliseret ved et kors som livets træ eller majsen, der vokser ud af den ofrede. Øverst på livets træ sidder quetzal-fuglen med regngudens ansigt.
Men Däniken afviser hårdnakket alle andre tolkninger end sin egen. I bogen Var guderne astronauter skriver han:
– Hvem der har set filmen, der er bygget over mine bøger, vil for eksempel ikke mere for alvor hævde, at væsenet på gravpladsen i Palenque forestiller en "nøgen indianer" på "offeralteret", at hovedudsmykningen er en "fjerdusk", og at udstødningsflammen er "vejrgudens stiliserede skægvækst". Dette kan jeg more mig over.
Det er klart, at Däniken kan more sig over, hvis nogle blandt andet vil hævde, at der er tale om en "nøgen" indianer – det kan vi vel alle more os over.
Men Däniken bider sig virkelig fast i denne sag. Der synes ikke at være tvivl om, at han her står med – ifølge egen mening – et betydeligt bevis for sin tolkning af vor forhistorie. Han ikke alene står fast, han udbygger også sin tolkning, som i det følgende hvor vi kan se forskellen fra to af hans bøger:
| Fortids gåder… fremtids virkelighed: | Min verden i billeder: |
|
…et menneskeligt væsen med overkroppen bøjet fremover – i væddeløbskørerstilling |
…et væsen, der sidder foroverbøjet (som en astronaut i kommandokapslen). |
|
(Om hovedbeklædningen) … den er forsynet med udbugtninger og rør – altså igen antenner. |
Den mærkværdige skikkelse bærer hjælm, fra hvilken en dobbeltslange fører bagud. |
|
(Om påklædningen): Hans påklædning er hensigtsmæssig: korte ternede bukser med et bredt bælte, en bluse med moderne japansk halsudskæring, tætsluttende bånd omkring arme og ben sørger for at holde dragten lukket. |
… det (er) iøjnefaldende, at "indianeren på offeralteret" er næsten moderne klædt. Direkte under hagen, i halsudskæringen, ses en slags rullekravepullover, som fortsætter i en snævertsiddende dragt og slutter med manchetter på ærmerne. Om hans talje sidder et bredt bælte med sikkerhedslås. Manden er iført et par grovmaskede bukser, snævre og strømelignende ned til anklerne … astronauten er korrekt påklædt! |
Dänikens syn på denne astronaut har ikke ændret sig gennem årene. I sin tolvte bog kæmper han stadig for sagen, og han håner de videnskabsfolk, der ikke kan se det samme som ham.
Lad os nu gøre det, at drage sammenligning mellem "astronauten" eller "væsenet" og samtidens klædedragt med mere.
Ser man på "væsenets" profil, så er der tale om en velkendt karakteristisk træk. Vi kan se, at kraniet går op i en spids, så at sige. Denne hovedfacon blev tilstræbt allerede fra fødslen, ved at barnet blev lagt i spænd mellem to stykker træ. På relieffet ses det også tydeligt, at næsens profil er ændret, så den den bliver krum og fortsætter langt op i panden. Denne ændring blev foretaget med kit eller voks for at efterleve et skønhedsideal. Denne karakteristiske profil gå igen på mange af samtidens relieffer.
Der er altså ikke noget usædvanligt ved ansigtets form som kunne antyde at der er tale om et fremmed væsen eller astronaut. Iøvrigt et kit eller voks på næseroden særdeles uhensigtsmæssig for rumfarende. Ved de store G-påvirkninger ville det hele bliver tværet ind i staklens øjne.
I sin beskrivelse af "væsenet" omtaler Däniken desuden en japansk halsudskæring og en dobbeltslange der fører bagud fra den såkaldte hjælm.
Sammenligner man med lignende skikkelser fra andre relieffer i Palenque, ser man tydeligt, at der er tale om en perlekæde der samles i nakken og hænger nedad ryggen. Perlekæden sluttes i en dusk. Det tætsluttende manchetter om håndled og ankler er smykker. På nogle relieffer kan man se at de er snøret på, så hvis smykker et standardudstyr for datidens "astronauter", så er bæltespændet vel også? Andre mere jordbundne mennesker mener, at bæltet bl.a. også er formålstjeneligt som ophæng for mayaens lændeklæde og stormaskede skørt.
Astronaut eller mærkeligt væsen? Nej! Der er tale om en indianer iført smykker og klædedragt i overensstemmelse med takt og tone for mayaer i samtidens Mellemamerika. Så langt er det måske muligt at få nogle Däniken-venner med, men nu vil de så indvende: – hvad bestiller så den maya i en rumkapsel?
Grundet mayaernes stiliserede fremstillinger har fantasien let spil, når det drejer sig om fortolkninger af deres relieffer. Således også motivet på Palenque-låget.
Hvad der umiddelbart kan slås fast, er, at der sidder en quetzalfugl på toppen af "kommandokapslen". For mayaerne var det en hellig fugl og dens lange halefjer var af stor værdi for dem. Denne fugl går igen på flere samtidige relieffer. Så sent som i sin tolvte bog nægter Däniken, at han kan få øje på fuglen.
Det Däniken omtaler som "udbugtninger der ligner indsugningshuller", ses også på et relief fra Korsets Tempel, også her snor en stiliseret slange sig omkring tværgrenene på korset. Iøvrigt gør Däniken ikke rede for hvad det er der skal "suges ind" i rumskibet ude i det lufttomme rum mellem stjernerne.
Selve afskærmningen der ifølge Däniken udgør "kommandokapslens kabine", er tydeligvis overdimensionerede blade fra fra majsplanten. Dette ses også andre steder, for eksempel på Løvkorset.
Man kan selvfølgelig medgive Däniken og hans venner, at eksperterne ikke er helt enige om tolkningen af relieffet på sarkofaglåget i Palanque, men det berettiger ikke Däniken til fantasifuld ønsketænkning. Däniken ser der han ønsker at se, og man skal have et vist mål af naivitet for at give ham ret.
Et skud for panden
I to af Dänikens bøger kan man se et fotografi af et bisonkranie der, ifølge forfatteren, ikke passer ind i det traditionelle historiske mønster. Kraniet er fundet i Yakuzia i det nordvestlige Sibirien.
Däniken skriver, at "pandeskallen har et glatrandet hul, der kun kan stamme fra et ildvåben". Triumferende påpeger han, at kraniet er over 10.000 år gammelt. Dette er bevis for, at der i en fjern fortid har været skudt med andet end bue og pil i Sibirien, befinder sig på Palæontologisk Museum i Moskva.
Däniken mener her at have endnu et skudsikkert bevis for sine tanker, og spørger: – hvem brugte dengang riffel?
Desværre afslører Däniken ikke sin kilde, men i et italiensk tidsskrift ved navn Clypeus fandt jeg en artikel om denne sag. Det fremgår, at skudhuls-teorien blev omtakt af en russisk journalist i London-avisen Evening News i april 1962, og at en populærvidenskabelig forfatter ved navn Alexander Kazantsev var ophavsmand til den.
I midten af 1960’erne ønskede den italienske ufolog of forfatter Roberto Pinotti at undersøge sagen nærmere. Han skrev derfor til Konstantin Flerov, direktøren for det palæntologiske museum i Moskva. Flerov bekræftede at kraniet eksisterede og slog fast, at det var snarere 40.000 år gammelt.
Kraniets alder måtte umiddelbart kunne glæde Däniken, men underbygger som sådan ikke den fremførte skudhulsteori. Flerov skrev også til Pinotti, at hullet efter al sandsynlighed er forårsaget af parasitter – noget man også kender til fra husdyr.
Det viser sig desuden, i den sidste ende, at Dänikens kilde til denne teori er en bog af Alexander Kazantsev: Gosti iz kosmosa – en samling science fiction-noveller!
Rumkugler
I bogen Tilbage til stjernerne skriver Däniken, at nogle store stenkugler i Mellemamerika er beviser på besøg af rumskibe. Desuden er disse store kugler så fuldkomne, at han antager dem for at være menneskeskabte.
Angiveligt har han søgt med lys og lygte for at få en forklaring på disse kugler. Han har spurgt de indfødte og han har spurgt arkæologer, skrives der.
Däniken henviser til kugler fundet i Costa Rica og New Zealand.
I 1968 var der en videnskabelig ekspedition i Mellemamerika for netop at undersøge disse stenkugler, og det blev slået fast at de bestod af bjergarten obsidian.
I Sierra de Amca-området i Mexico fandt geologerne spor efter et vulkanudbrud der havde fundet sted for omkring 40 millioner år siden, og geologen Robert Smith skriver:
– Askelaget må dengang have dækket det meste af Sierra de Ameca, men erosion har fjernet alt med undtagelse af en ubetydelig rest. 75-80 procent af asken var varme glasbjergarter med temperaturer på et sted mellem 550 og 750 grader. Ved disse temperaturer kan vulkansk glas under langsom afkøling krystalliseres. Krystalliseringen begynder fra talrige kerner, og hver kerne vokser i kugleform, indtil den bliver hæmmet af faldende temperaturer eller smelter sammen med kugler ved siden af. Kun i ét tilfælde fandt jeg en kugle, der stadig var omgivet af den oprindelige aske.Robert Smith skriver også, at asken er temmelig blød og let borteroderes. Tilbage ligger kuglerne som nøgne, synlige former i terrænet.
Den amerikanske ekspeditions resultater blev offentliggjort ret hurtigt, det vil sige i slutningen af 1960’erne. De var dermed tilgængelige for Däniken, og han behøvede ikke at gribe til tunge videnskabelige værker. Min kilde er en ganske elementær bog udgivet på dansk i 1973 af Det Bedste: Naturens mesterværker og mysterier.
Erich von Däniken har dog siden erklæret, at han godt ved at kuglerne i New Zealand er af geologisk oprindelse, men at kuglerne i Mellemamerika stadig, for ham, står som kunstigt fremstillede symboler på rumskibe.
Baalbek og Hadjar el hobla
I sin første bog skriver Däniken:
– Nord for Damaskus ligger Baalbek-terrassen: en platform, der er bygget af stenblokke, hvoraf nogle er over 20 meter lange og vejer næsten 2000 tons. Arkæologien har hidtil ikke kunnet give nogen overbevisende forklaring på, af hvem, hvordan og hvorfor Baalbek-terrassen er blevet bygget. Den russiske professor Agrest anser der imidlertid for muligt, at det, der er tilbage af terrassen, kan være resten af en kæmpemæssig landingsplads.
I bogen Min verden i billeder følger Däniken sagen op, og kalder terrassen for et teknisk anlæg, og nu er stenblokkene vokset således at de fleste er over 20 meter lange. Denne ældgamle platform kan ikke historisk dateres, skriver han.
Däniken undrer sig over, hvordan det har været muligt at flytte rundt med de store stenblokke. – Brugte man træruller? Skråplaner? Sandbaner?, spørger han ironisk. Han hævder også, at ingen kran i dag kan løfte 2000 tons.
I en kort sætning i sin første bog, omtaler Däniken en stor sten der, som han skriver: – vejer to millioner kilo. Det er en stor stenblok, der stadig ligger i bruddet ved Baalbek, en blok der også en kendt under navnet Hadjar el hobla. I samme åndedrag nævner Däniken også de ægyptiske pyramider og problemerne med flytning af store stenblokke.
Däniken afviser at man ved flytning skulle have gjort brug af træruller, det er en for tyndbenet forklaring mener han og spørger ironisk: – har man importeret træ? Og han udlover et kongerige for en overbevisende forklaring på transporten af stenblokkene. – Det er ikke gjort med at sige, at der har været brugt træruller, mener Däniken.
Han er ikke let at overbevise, han har sin egen overbevisning, og det er ingen hemmelighed hvilken forklaring Däniken ønsker sig, idet han skriver: – Også ægyptens guder og konger havde det med at flyve.
Däniken hævder at terrassen ikke kan dateres, men kommer dog ind på at templerne ved Baalbek stammer fra det 1. og 2. århundrede. Når det drejer sig om Jupiter-templet, som romerne byggede ovenpå terrassen, så menes dette byggeri at have fundet sted mellem år 16 og 70 før vor tidsregning. Det var også romerne der døbte Baalbek om til Heliopolis.
Ifølge Encyclopedia Britannica lå selve terrassen der ganske rigtig før romerne holdt deres indtog. Terrassen stammer fra det 2. århundrede før vor tidsregning og blev bygget da området ved Baalbek blev indlemmet Seleukide-riget, der bestod frem til omkring år 100 før vor tidsregning. Det vil sige, at terrassen blev bygget på et tidspunkt hvor man på ingen måde var ukendt med at opføre monumentale bygningsværker.
Hobla stenen
Men hvad så med den store sten Hadjar el Hobla – i det følgende kaldet Hobla-stenen – der stadig ligger i udkanten af Baalbek for foden af Cheik Abdallah-højen?
Hobla-stenen er udhugget i lys, hård kalksten, og dens nederste ende er aldrig frigjort fra klippen. Dens mål er følgende:
- længde: 21,72 m
- nedre tværsnit 5,35 x 5,35 m
- øvre tværsnit 4,25 x 4,25 m
- rumindhold 506,4 m(3)
- vægt 1211 tons
Stenens vægt er altså langt fra de dimensioner som Däniken angiver, cirka 800 tons lettere. Til gengæld er Hobla-stenen omkring 50 procent tungere end de største sten der indgår i terrassens nederste mur. Dette stemmer imidlertid heller ikke med Dänikens opgivelser, at langt de fleste blokke er over tyve meter lange og vejer næsten 2000 tons.
Selve transporten af så store sten, er et problem helt for sig selv. En antydning af hvilke muligheder og metoder man havde den gang, berettes der om af Vitruvius. Det fremgår således at man omkring 50 år før vor tidsregning allerede arbejdede med hejseværker, taljer, serieforbundne spil og gribesakse. Endvidere kendte man til brugen af rulle-systemer, vægtstangsprincippet samt en slags tovværksmaskine med mennesker eller dyr som trækkraft.
Baalbek ligger på nordvestsiden af Antilibanon, og i dette område havde man den gang store cedertræsskove i nærheden. Om dette skriver Finsen:
– Ingen har haft så gunstige vilkår som entreprenørerne i Baalbek med hensyn til at skaffe sig dette uovertræffelige hjælpemateriale, ikke mindst til brug ved de balancekunster, der havde kunnet bringe selv Hobla-stenen på vej.
Finsen skriver også, at en forsker med sans for det absolut nytteløse har beregnet at der skulle 40.000 slaver til at flytte rundt med den store Hobla-sten.
At Hobla-stenen aldrig kom på plads, men forblev i stenbruddet, kan der kun gættes på. Måske har den vitterligt været for stor at bakse med, måske har den skulle deles i flere stykker. Imidlertid er man dels ikke blevet færdig, dels endnu ikke påtænkt at flytte den. Den mangler nemlig stadig de løftehuller man ellers ser i siderne på stenene i selve terrassen.
Imidlertid bør Däniken nok ikke undervurdere den teknik man anvendte i de gamle kulturlande, og han bør nok heller ikke vrisse af spørgsmålet om at anvende træruller. Libanon, hvor Baalbek jo ligger, var i sin tid storleverandør af cedertræ, og landet har stadig et cedertræ i sit flag. Omkring 2600 år før vor tidsregning importerede en ægyptisk farao for eksempel 40 skibsladninger cedertræ fra Libanons bjerge, udskibet fra Byblos.
Erich von Däniken skal passe på, når han jonglerer med de store sten. Han kunne nemt komme af med det kongerige, som han udlovede i sin bog. Det er ikke her han skal finde beviser for sine rumguder.
Rumbase Nazca
I 1927 opdagede nogle arkæologer at der nær byen Nazca var nogle mærkelige "tegninger", såkaldte geoglyffer, på en højslette. Fra fly kunne man få fuldt overblik og iagttage lange linjer, geometriske figurer og omrids af forskellige dyr.
Til at begynde med mente arkæologerne, at der var tale om overrislingsanlæg eller en form for veje. Professor Paul Kosok fra Long Island University ankom til Nacza i 1939 i den tro, at han skulle undersøge nogle historiske overrislingskanaler.
Den 22. juni 1940 opdagede han, at solnedgangen kunne ses i umiddelbar forlængelse af en af de mange linjer. Det var solhvervsdag på den sydlige halvkugle, og Kosok begyndte nu at arbejde ud fra den teori, at der var tale om en gigantisk kalender – verdens største astronomibog, som han selv udtrykte det.
Anden Verdenskrig betød et midlertidigt stop for videnskabelige undersøgelser, men i 1946 vendte Paul Kosok tilbage, denne gang ledsaget af Maria Reiche. Efter Kosok trak sig tilbage, og han døde i 1959, har Maria Reiche utrætteligt ført hans arbejde videre.
Hvordan, hvornår, hvorfor og af hvem blev disse stentegninger lavet? Däniken har svarene, selvfølgelig!
– En dag landede et rumskib på sletten og de fremmede intelligensvæsener anlagde to landingsbaner med et for os ukendt materiale. Da de ikke havde mere at gøre på Jorden fløj de atter væk og efterlod sig kun sporene efter landingsbanerne.
– Efter nogen tid prøvede den lokale befolkning at eftergøre det de havde set rumfolkene udføre. Derved opstod der et væld af linjer i alle mulige retninger. Befolkningen ofrede også til "guderne" ved at tegne store dyrefigurer som bedst kunne ses fra luften.
Däniken undlader ikke at kalde teorier om overrislingsanlæg og inkaveje for absurde, men de teorier blev stort set allerede afskrevet af arkæologer i 1940’erne.
Heller ikke Dänikens kronologi er holdbar. De tegninger, der forestiller dyr, er langt de ældste, og de passer godt sammen med samtidens kultur. Dyrefigurerne går nemlig igen på den gamle keramik og de klædedragter, man havde den gang, har fund vist.Det har været hævdet, at linjerne kun kan ses fra luften. Det passer ikke. Man kan følge linjerne og tegningerne på jorden, og de kan ses fra højderyggene omkring sletten. Naturligvis kan det hele bedst overskues fra et fly, men det gælder også for roemarkerne på Lolland.
Skal man gå tæt på Dänikens form for argumentation, så har han med et billede fra Ingenio-sletten søgt at påvise ligheden mellem de gamle tegninger og en moderne lufthavn.Umiddelbart ser det overbevisende ud, men han undlader en vigtig oplysning: størrelsforholdet! Det billede han viser fra sletten er et udsnit af en figur, så lille, at der kun kan lande legetøjsfly. Det ville naturligvis også have været rimeligt interresant, vis de indfødte i sin tid havde haft en modelflyveklub!
Men Nazca-sletten er imponerende! Der er over 1300 km linjer af variabel bredde, de fleste dog ganske smalle. Og der er omkring 300 tegninger af geometriske figurer samt henved 60 dyretegninger. De fleste er ganske små, men nogle af de største, en fugl, har et vingefang på 60 meter, og en anden figur er 200 meter lang.
Geoglyfferne er blevet til på en ganske simpel måde. Det er ganske enkelt sket ved at flytte sten efter sten ud til siden, og derved rydde et afgrænset område for de knytnæve-store sten, sletten er dækket af. Det har altså været en omgang knofedt, mere end avanceret ikke-jordisk teknik, der har været i anvendelse.
Området er stadig under udforskning, og så meget er der enighed om: Däniken har ikke svaret på Nazca-slettens mange ubesvarede spørgsmål.
Sletten ligger i et af verdens tørreste områder, hvor det gennemsnitligt har femten minutters nedbør om året. Området er dækket forvitrede jernholdige sten, der iltes af morgenduggen. På den måde opstår der et brunligt gipsholdigt lag som kaldes "ørkenlak". Ved at rydde et område for disse sten, vil den lyse undergrund stå i kontrast til den omgivende brune, stendækkede flade.
Således har denne slette ligget i omkring 1000 år, men er nu ved at blive rendt overende af turister, der også sætter deres spor og sletter mange af de gamle.
Dänikens troværdighed
Man skal ikke læse Dänikens bøger, medmindre man har hang til retrospektiv science fiction. Når Däniken skriver, at han virkelig har oplevet noget, for eksempel gudernes guld i Ecuador, så er der tale om ønsketænkning.
Tilsyneladende er Däniken så fastlåst i sine tanker, at han kun ser det han ønsker at se. Og det han oplever i en samtale med for eksempel Juan Moricz, det bliver oplevet virkelighed for Däniken.
Däniken plukker med omhu fragmenter af en helhed, bevæger sig på kryds og tværs af kulturelle sammenhænge, uafhængig af tid og rum, for at finde brikker til sit puslespil. Og han ved, at han har ret, for selv i sine drømme er det blevet ham åbenbaret, at han er på rette spor.
Når Erich von Däniken kalder sig selv "søndagsforsker", så er det en rimelig "stillingsbeskrivelse", idet jeg da også associerer til betegnelsen "søndagsbilist".
| Kapitel 33 | Kapitel 35 |
[*]
Seneste kommentarer