af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Med Maarup-sagen som ballast, var ufologerne godt på vej ind i et nyt årti.
I SUFOI var der vagtskifte. Den nye formand hed nu Erling Jensen. Han havde gennem en årrække været leder af organisationens rapportcentral, og havde taget turen med fra de glade Adamski-dage. Samtidig fik SUFOI en ny struktur. Man droppede det gamle kontaktudvalg og ændrede ledelsen til et Forretningsudvalg og et Repræsentantskab.
Reelt set var der tale om at centrere ledelsen omkring København. Det var ikke bekvemt at skulle mødes, hvis ledelsen var spredt ud over hele landet. Men i Repræsentantsskabet havde man dog medlemmer fra forskellige egne af landet. Begge de styrende organer var selvsupplerende.
På Frederiksberg i København var en lille gruppe unge og initiativrige ufologer ved at etablere en velfungerende forening. De havde stiftet Frederiksberg ufo Studiekreds (FUFOS) og deres møder blev afholdt i Lindevangkirkens menighedshus. FUFOS udgav tidsskriftet Medlemsbladet, der senere fik navneforandring til Ufo-aspekt. Foreningen led af vokseværk, og efter kun et år ændrede man navn til Frit ufo Studium.
Hoveddrivkræfterne bag FUFOS var Sejer Sejersen og Steen Landsy, og interessemæssigt favnede foreningen alt. I princippet kunne man også skrive om alt muligt i medlembsbladet, idet der stod: "Medlemsbladet beskæftiger sig ikke blot med ufoer, men med alt der måtte have vore medlemmers interesse."
FUFOS havde blandt andet en studiegruppe der hed "Lidt om alt". Det var en lukket gruppe, der udelukkende arbejdede med planchet – altså en moderne form for "ånden i glasset". Man havde en bibel-gruppe, en hypnose-gruppe samt hele tre hold der beskæftigede sig med filosofi; det vil sige med George Adamskis telepati og livsvidenskab. Endnu en af grupperne var lukket, idet man arbejdede med stærkt sekteriske emner: gruppen hed "Bibelen i sandhedens lys".
En af de mere markante gruppeledere i FUFOS var Bent Steen Olsen. Han førte sig frem som bibelstærk mystiker, og var leder af den ene bibelgruppe. Den altid sortklædte profet Olsen strikkede egenhændigt bibelcitater sammen med ufoer og teosofi samt meget mere. Han producerede også nogle tryksager, blandt andet hæftet Tidløst liv for tidløse mennesker. Det var den eneste publikation FUFOS udgav fra profet Olsens ånd og hånd. Hans næste hæfte, Budskabet fra verdensrummet, blev godt nok trykt. Imidlertid lå dette "på is" nogle måneder i usamlet stand. Så kom FUFOS ledelse ved "et uheld" til at smide hele oplaget ud! Dog nåede jeg, grundet i min uforbederlige samlermani, at sikre mig et sæt løsblade.
Den sortklædte profet Olsen meldte sig senere ud af FUFOS og begyndte at klæde sig i hvidt, da han selv følte sig tilpas konsolideret i sin profet-rolle.
Imidlertid fik de frie udfoldelser hurtigt ben at gå på. I september 1970 fik FUFOS besøg af Charlotte Blob og Tom Hyman. De kom fra USA, og hun var tidligere Adamski-medarbejder.
To aftener talte hun for FUFOS’ medlemmer om Adamskis livsvidenskab, og Tom Hyman accompagnerede lejlighedsvist på guitar, når man stemte i med kosmiske, selvkomponerede sange såsom "Silverships from Heaven". Det var så godt som noget møde i Frelsens Hær.
Disse to møder fik den konsekvens for FUFOS, at Sejer Sejersen rejste til Adamski-centeret i Californien, mens FUFOS lagde linjen om. Ny formand og redaktør blev nu Steen Landsy.
Der gik ikke lang tid før der kom en sand bandbulle fra Sejersen. Han havde set "lyset" og var nu helt overbevist om, at Adamskis ædle rumfolk var en realitet. Han ønskede ikke længere at have noget med FUFOS at gøre.
Begejstringen for Adamski-linjen lagde sig dog hurtigt igen. Man faldt ind i de vante rammer med foredragsemner som Atlantis, okkultisme, fortidsforskning, healing og lignende temaer. Åh ja, og ufoer selvfølgelig!
At FUFOS blev en succes med stor tilgang af medlemmer havde flere årsager. Foreningens to stiftere havde talent for at se medlemmernes ønsker og behov, og de havde flair for markedsføring. Men ikke mindst turde de, begge som uddannede bankfolk, tænke i penge. Der blev taget nogle meget store lån hjem til foreningen, og der blev investeret i eget trykkeri og mødelokaler. Man brugte penge på at arrangere store offentlige møder landet over, og belønningen kom i form af en stor medlemsskare. Pengene kom ind igen ved entré-indtægter, salg af tryksager og kontingenter; det hele styret af foreningens kasserer Henning Bech Frederiksen.
Nogle af de ting, FUFOS solgte ved deres foredrag, var hæfter som jeg havde haft fingre i. For eksempel studiehæfterne om ufo-sagens ekstreme aspekter, som udkom i fire bind. De var oprindelig beregnet på studiekredsbrug, men blev altså solgt til uskyldige interesserede. Det har nok kostet nogle potentielle medlemmer. Hæfterne var og er rædselsfulde, og det var hensigten. En løftet pegefinger med budskabet: se her, det junk er også et aspekt af ufo-sagen.
Men FUFOS blev som nævnt ikke pænt hjemme på Frederiksberg. De lavede arrangementer og havde medlemmer i hele landet samt følere ude i Norge og Sverige. Det faldt naturligvis mange SUFOI-folk for brystet, at disse unge brushaner førte sig frem. Det var ikke fint, at FUFOS blandede alt muligt sammen med ufo-sagen.
FUFOS-folkene lod sig ikke kyse og talte godt for deres sag. Og veltalende var de på de offentlige møder, blot skulle man ikke analysere alt for meget på indholdet af det sagte. Steen Landsy var tidligere PR-mand fra Arbejdernes Landsbank, og en anden foredragsholder, Oluf Lasse Brandt, var tidligere stjernesælger af blandt andet tandpasta – de to kunne godt holde et publikum på 600 fanget.
At alt andet end ufoer havde ufologernes interesse kunne også ses ud af de emner, der blev taget op på Ufo camping i 1970 i Sigerslev ved Store Heddinge. Arrangørern Karl Hansen lavede en mini-undersøgelse der viste, at parafysik og radioni var topscorere. Derefter fulgte reinkarnation, parapsykologi og så ufoer i forhistorien. Mindst interesse var der for ufologi og rumforskning.
Lad os blive lidt på denne Ufo camping, for her blev et af de helt varme emner noget ganske uforudset – en mystisk rumkugle.
En sær rumkugle
Fupnummeret fra Ballonparken i 1959, der blev omtalt tidligere, var et helt bevidst forsøg på at føre så mange som muligt bag lyset. Men der findes også tilfælde der antyder, at man kan bedrage sig selv, tilfælde hvor man i strid med fakta vælger at tro på det fantastiske og utrolige.
Spillelærer Anker Horup var i juli 1969 på ferie i sit sommerhus ved Blokhus. En formiddag var han sammen med sin kone og en af hendes veninder ude at gå tur langs stranden.
Pludselig fik de øje på en lille, lysende kugle der trillede hen over en sandrevle. På trods af sin kones advarsler samlede Horup den op. Han mærkede straks, at den var meget varm og så, at der var noget rødglødende inde i den. Senere på dagen ændrede kuglen dog farve til mælkehvid.
Spekulationerne begyndte straks. Hvor kom kuglen fra? Den mærkelige kugle måtte være kommet oppefra, konkluderede Anker Horup af en eller anden grund, og han undrede sig over, hvorfor den målbevidst (!) havde søgt ud mod havet.
Anker Horup tog kuglen med hjem til Århus, hvor den havnede i en skrivebordsskuffe.
Først et årstid efter viste han den lille kugle til en af sine elever. Den unge pige blev meget forskrækket, og fortalte Horup, at det måtte være en telemeterskive. Et slags fjernstyret rumøje der kunne registrere og sende meddelelser til et større rumfartøj. Det var nemlig noget hun havde hørt en del om, idet hendes far var ufo-interesseret. Så kom der gang i sagerne. Aviserne skrev om kuglen, og ufo-folk og mange andre forsøgte at få fingre den. For eksempel har Horup fortalt, at en ældre dame og en ung mand havde henvendt sig til ham. De havde præsenteret sig som medarbejdere ved Statens Rumforksningsinstitut, og ønskede at købe kuglen for 1000 kroner. Det var småpenge – efter sigende skal en københavnsk forretningsmand have tilbudt Anker Horup 7000 kroner for kuglen.
De gode tilbud blev afslået, hvad Horup senere må have fortrudt, og rumkuglen blev placeret i en bankboks.
På grund af den megen avisomtale dukkede der andre beretninger op om lignende rumkugler. En af disse beretninger, måske den mest fantastiske, kom fra Viggo Neergaard i Århus.
Han havde i sommeren 1969 været en tur ved Bønnerup Strand på det nordlige Djursland. På et tidspunkt var han stået af sin motorcykel for at tisse. Han fortæller:
"Mens jeg stod der, så jeg pludselig en lysende genstand komme susende ned mod mig. Jeg måtte springe væk for ikke at blive ramt og fik ikke engang mine bukser knappet. Genstanden borede sig ned i jorden foran mig, men hoppede op igen. Og da jeg ville tage den var den brændende varm. Efterhånden skiftede den farve. Jeg tænkte på at lade den undersøge, men blev så få dage efter ramt af en blodprop og har været meget syg."
Efter at have læst om kuglen fra Blokhus havde han fundet sin egen frem og sendt den til undersøgelse på Geologisk Institut. Her blev den målt og vejet og ikke fundet særlig mystisk. Om dette siger Viggo Neergaard:
"Jeg forstår ikke, at man ikke på Geologisk Institut har kunnet opdage noget. Jeg har siddet og studeret den gennem en lup og opdaget, at den indeholder ligesom en mængde små krystaller, til tider nærmest som en hel stjernehimmel. Allerførst så jeg et enkelt lys tænde inde i den. Det var så stærkt, at man næsten ikke kunne holde ud at se ind i det og det havde ligesom en lysende hale. Det kunne en overgang ligne hammer og segl. Måske kan genstanden være fra en anden klode, måske er den et hemmeligt eksperiment af amerikansk eller russisk herkomst."
Uanset hvad, så havde Neergaard nu papir på at hans kugle vejede 24,7 gram og havde en vægtfylde på 1,25.
Også andre steder havde man, omend under mindre dramatiske omstændigheder, fundet såkaldte rumkugler. For eksempel ved Tornby Strand, Hirtshals og Skagen. En af de andre findere fortæller dette som sit fund:
Jeg troede først, at det var en øjesten fra en stor fisk, men da jeg undersøgte den nærmere, syntes jeg, at materialet var for hårdt til, at det kunne være et fiskeøje. Da den også havde en mærkeligt blegt lysskær, tog jeg den med hjem.
– Jeg er overbevist om, at denne kugle er mage til den århusianeren fandt, og jeg vil da heller ikke skille mig af med den lige med det første, hvis tingesten skulle have nogen værdi. Men kuglens hemmelighed er nok ikke så stor, som antaget af århusianeren."
Nej, kuglen havde faktisk ingen større værdi andet end til genbrug – og ikke af rumfolk som rumkugle, men af transpirationsramte mennesker som mum-kugle.
Hvis man for eksempel gik hen i Brugsen og købte en "Mum roll on svedbremsende deodorent antiperspirant", og skilte den ad, så ville man til sidst stå med en lille mælkehvid og halvmat kugle i hånden. Inde i kuglen kan man se en lille dråbeformet luftblære. Når deodorentens indhold er brugt op, kan kuglen overføres og bruges på et nyt glas.
På den baggrund forekommer de førnævnte beretninger mildest talt fantastiske.
Forklaringen på hvad kuglen var, fik man allerede i 1970, men alligevel kunne man to år senere i et interview med Anker Horup, læse denne overskrift: "Dette er et fjernstyret øje fra rummet".
Om der findes rumfolk, ja, det er der tvivl om. Men mum-folk, de findes. Se det var en rigtig Århus-historie!
Nytårsbølgen 1972
Hvor bliver ufoerne af, havde SUFOIs formand klaget i midten af 1970. Nytårsmorgen 1972 svirrede det atter med ufoer over Danmark.
Nytårsmorgen omkring klokken 4,15 var familien Sørensen på vej hjem mod Albæk. Knud Sørensen fortalte denne historie til Randers Amtsavis den 5. januar:
"Pludselig så vi en vældig oplyst genstand komme svævende nordfra. Den var faretruende langt nede, og da den passerede vejen mindre end 200 meter foran os, tabte den yderligere højde og gled ned over engene i mindre end trætopshøjde. Vi blev meget forskrækkede alle tre, standsede bilen og stoppede motoren. Min søn ville springe ud, men min kone, som var dybt chokeret, holdt ham tilbage."
Sideruderne blev rullet ned og familien syntes at uhyggen bredte sig – der var nemlig ikke en lyd at høre fra genstanden. Knud Sørensen fortsætter:
"Farten var yderst ringe – vel ikke mere end 10-20 kilometer i timen – så vi havde tid til at betragte den. Den var meget stor og mindede mest af alt om en oplyst atlantdamper. Jeg så i sin tid Graf Zeppelin, og mindre var det i hvert fald ikke.
– Genstanden syntes at være opdelt i tre sektioner, og den ene var strålende oplyst af en stribe klart, hvidt lys, som afslørede en slags kabine på størrelse med en mindre fodboldbane. Da den forsvandt bag gårdene i retning over mod Assentoft, skød vi hjertet op i livet og kørte hen ad vejen for at se ned over engene. Da var alt mørkt, og den må enten have slukket lyset eller være landet derude. Ikke ti vilde heste kunne have lokket mig ned på engene den nat."
Knud Sørensen fortalte også, at han tidligere havde smilet, når folk havde talt om flyvende tallerkener. Det var det sket med nu. Men han beklagede, at det var sket nytårsmorgen, for så var der måske ikke så mange der ville tro på familiens beretning.
Men der var ingen grund til bekymring. Den lokale ufo-ekspert og dertil landets førende ekspert på området var ikke i tvivl om, at der havde været tale om flyvende tallerkener. Der var nemlig kommet rigtig mange beretninger fra mange forskellige mennesker.
Ufo-eksperten H.C.Petersen havde denne kommentar til de mange ufo-beretninger: "For mig tegner der sig efterhånden et helt klart billede af hændelsen, som til forveksling ligner adskillige før denne. Jeg er ikke i tvivl om, at det er flyvende tallerkener, man har set bevæge sig i stor højde ned over det sydlige Norge, Vendsyssel og Djursland, hvor mange mennesker, hvis troværdighed man ikke kan drage i tvivl, har set de syv punkter ligesom blive opslugt af et enormt stort lysende objekt et sted mellem Djursland og Sjælland."
Konklusion: Det store lysende objekt var naturligvis et moderskib, der slusede nogle små spejderfartøjer ombord.
Sufois repræsentant i Norge, Finn W. Kalvik fra Foreningen ufo Bergen, udsendte to rapportoversigter med en masse beretninger fra nytårsmorgen 1972.
Kalvik skriver: "Ser man på observationerne 1. Januar 1972 under et, kan man se helt bort fra satellitundergang, meteorer eller andre kendte himmelfænomener." Han fortsætter:
"Man bør lægge mærke til, at de første meldinger som kom i radio og tv meldte om helt ukendte genstande. Det er jo almindeligt med observationer som disse, at når der er gået nogle få dage, prøver man at finde en naturlig forklaring på fænomenerne. Det tragikomiske i dette tilfælde er, at man på ‘højere sted’ ikke er enige. Nogle siger satellitter og andre meteorer. Man går som katten om den varme grød og tør ikke snakke om, hvad dette virkelig er: reelle ufoer!"
Hvad den norske ambassadør for SUFOI mener med "reelle ufoer" står ikke klart. Alt hvad der flyver og som ikke er blevet identificeret er vel uidentificerede flyvende objekter!
Men ganske rigtigt. I de følgende dage var der rygende uenighed om, hvad det var, der var blevet set.
Flere af observationsberetningerne indeholdt oplysninger om ufoer i lav højde eller i stor højde. Der var tale om langsomt-flyvende og hurtige ufoer med såvel kurs- som hastighedsændringer. Og en beretning om et bilstop forårsaget af et ufo manglede heller ikke.
Nogle ufologer var hurtige til at udtale sig – for hurtige -andre nøjedes forsigtigt med at hejse håbets flag.
Som det så ofte har vist sig, så er netop tålmodighed og lav profil en sikker og god dyd indenfor ufologien. Det ville have sparet hele ufo-bevægelsen for megen latterliggørelse. For selvfølgelig var der en god forklaring.
Jeg vil lade et par blylodder falde i ufologernes skål, og lade en af dem præsentere forklaringen. I et svensk nyhedsprogram den 31. januar var der et interview med Björn Högman fra en ufo-gruppe i Göteborg.
Han kunne fortælle, at observationerne nytårsmorgen ved 4-tiden var forårsaget af et rakettrin fra den sovjetiske satellit Kosmos 453. Det omkring otte meter lange og halvanden tons tunge rakettrin var kommet ind i jordens atmosfære og var brændt op.
Efterhånden var rakettrinnet blevet splittet i stykker der brændte hver for sig i samme bane. Derfor flere lysende objekter efter hinanden.
I Ufo-nyt konkluderede SUFOIs formand, Erling Jensen: "Det har været ærgeligt, at der – hver gang vi har været udsat for "masseobservationer", som i dette tilfælde – også har været en naturlig forklaring; men vi må vel leve med det."
Tilbage står så Knud Sørensens beretning, som denne historie startede med. Han skal naturligvis ikke hænges ud som løgner, for han og hans familie har sandsynligvis oplevet hændelsen således som beskrevet.
Alle ved hvad en forskrækkelse eller frygt kan gøre ved ens sanser. For eksempel kan et barn der ligger i et mørkt rum og skal sove se trolde, uhyrer, elefanter og mange andre ting ude i værelset. Bange tænder barnet lyset for at opdage, at det blot er tøjet over stoleryggen der danner en fantasifuld silhouet. For en sikkerheds skyld rettes der lidt på tøjet, så det ikke ligner noget. Og efter et kort check under sengen kan man lægge sig til at sove.
Den nytårsmorgen var der ingen objekter faretruende langt nede, og som muligvis landede ved Randers Fjord.
Beretningen viser blot, at man ikke skal tage en observationsberetning for pålydende, og at de personer, der ærligt beretter om en oplevelse, ikke nødvendigvis er herre over hvordan de har opfattet begivenheden. Frygt- eller stressfaktoren spiller afgørende ind som et filter. Det har stort set altid været overset af ufologerne.
| Kapitel 32 | Kapitel 34 |
[*]
Seneste kommentarer