af Willy Wegner

Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Det var den 13. august 1970. Politibetjent Evald Hansen Maarup havde været på hovedvejspatrulje og havde netop sat sin kollega af i Haderslev. Det var fyraften og da Maarup skulle møde tidligt næste morgen, kørte han hjem i patruljevognen.

Omkring klokken 22,50 kørte han ud af Haderslev og drejede nord for byen til højre ad en sidevej ud mod kystvejen mellem Haderslev og Kolding. Da han nåede til et sted mellem Knabdrup og Fjelstrup, skete der noget. Maarup fortæller:

"Da jeg var på toppen af en bakke gik motoren i stå og lyset gik ud. Jeg begyndte at bremse og trække ind til siden. I det øjeblik jeg standsede vognen, nedenfor bakken, blev vognen oplyst. Lyset blev skarpere og skarpere – det var nærmest som lyset fra en autogenskærebrænder."

Der blev varmt i bilen, det var næsten som at køre imod solen på en varm sommerdag, forklarede Maarup. Han prøvede at kalde politistationen over radioen, men den fungerede ikke.

Lyset blændede ham. Men efter et stykke tid, han husker ikke hvor længe, blev lyset ligesom "trukket" eller "suget" op, væk fra patruljevognen. Maarup lænede sig fremover:

"…og da jeg ser op, langs denne mærkelige lyskegle, giver det et genskin i bunden af et stort sølvgråt objekt der hænger oppe i luften over mig, i højde med et højt træ. Vejen på det sted er seks meter bred, og dette mærkelige monstrom der hang i luften har været cirka det dobbelte, altså 12-15 meter i diameter."

Lyskeglen var mærkelig på den måde, at den var skarpt afgrænset i bunden således at man kunne se ind under den, som var det en flade. Det tog omkring fem sekunder fra lyskeglen "slap" bilen til den forsvandt ind i et hul eller blankt rør i bunden af objektet. Hullet var cirka en meter i diameter. Maarup lagde osse mærke til, at to fodboldlignende tingester bulede ud fra undersiden i den sølvgrå flade. Disse buler var cirka halvanden meter i diameter.

På et eller andet tidspunkt under observationen, kom Maarup i tanke om det fotografiapparat, der sidder monteret oppe under loftet ved frontruden. Han tog tre billeder.

Da objektet var forsvundet lodret op i luften – og det tog kun nogle få sekunder – kom lyset tilbage på bilen. Maarup prøvede at starte bilen, det lykkedes. Efter han også havde konstateret, at der var radiokontakt med stationen, tog han så yderligere tre billeder og stod ud for at se sig om.

Han gik lidt rundt for at se om der skulle være spor eller rester ef noget, men fandt intet. På et tidspunkt lagde Maarup hånden på den hvide forskærm. Den var varm, som havde bilen stået en hel dag i solskin. Mens han stod der, kørte der en bil forbi, men han turde ikke standse den. Maarup kunne selv se det underlige i, at en betjent standser en bil på en øde landevej og spørger: "Undskyld, men De har vel ikke set en flyvende tallerken, eller noget i den retning?"

Evald Maarup havde godt nok spekuleret på om det mon kunne have været en helikopter, men der havde ikke været en lyd at høre under hele observationen. Området, hvor hændelsen fandt sted, var helt åbent. Der var hverken træer eller elektriske ledninger indenfor en radius af 500 meter, og intet der kunne tænkes at have forårsaget lysfænomener.

Han fortsatte hjemad og så, idet han kørte ind til sit hus, et jetfly. Ellers skete der ikke mere den aften.

Den næste dag afleverede Maarup filmen til fremkaldelse og den lå allerede klar om eftermiddagen. Han ringede så til Flyvestation Skrydstrup for at høre om hans rapport havde noget interesse. Det havde den – en officer afhentede straks filmen, Maarup havde taget.

Pressen går i arbejde

Omkring klokken 18,00 den 14. august dukkede journalist Bent Zachariassen fra Jydske Tidende op på politistationen i Haderslev. Han skulle blot rent rutinemæssigt høre, om der var sket noget i det forløbne døgn, som var værd at skrive om. Der forelå en aftale mellem Maarup og hans kolleger om, at observationsberetningen ikke skulle slippes ud. Men da journalisten var på vej ud af døren, var der en der ikke kunne nære sig, men råbte: "Ja, og så har Maarup for resten set en flyvende tallerken!"

Ingen øksemordere, ingen voldtægter og ingen pyromaner i løsdrift, men trods alt en flyvende tallerken – det aktiverede straks journalistens kaldsbevidsthed. Hermed kom der gang i sagerne.

Zachariassen ringede straks til Maarup privat, for at høre om der var noget om snakken, og det kunne Maarup jo dårligt afvise. Journalisten fik så hele historien, og den holdt han ikke for sig selv. Kort tid efter ringede han nemlig atter til Maarup og sagde, at han ikke skulle regne med at gå tidligt i seng den aften; Zachariassen havde nemlig slået på den journalistiske jungletromme og havde orienteret Tv-Aktuelt om sagen.

Ganske rigtigt. Maarup havde knapt lagt røret på før telefonen ringede. Det var fra Tv-Avisen. For anden gang måtte Maarup fortælle sin historie. TVAs medarbejder spurgte, om han ville tillade, at man gjorde brug af de billeder, han havde taget. Maarup fortalte, at flyvevåbnet lå inde med negativerne.

Næste telefonopringning kom fra flyvestationen i Skrydstrup. Man ville vide, om Maarup havde frigivet sine fotos til Tv-Avisen. Det benægtede Maarup, men tilføjede dog, at de var velkommen til at lade fjensynet få billederne, når de var færdige med dem.

Sagen røg helt op i toppen af det danske flyvevåbens hieraki. Danmarks Radio kontaktede chefen for flyvevåbnet, men han sagde nej, i hvert fald i første omgang – han skulle vel også lige orientere sig i sit bagland. Alligevel lykkedes det dog – efter megen tovtrækkeri, at bringe Maarups billeder og beretning i den sene Tv-Avis. Og det satte endnu mere gang i sagen.

Maarup blev nu ringet op fra flere avisredaktioner og ved midnatstide dukkede de første pressefotografer op ved hans hoveddør. I kølvandet på dem fulgte journalister fra B.T., Ekstra Bladet og det lokale Dannevirke. De skulle også høre historien. Klokken tre havde Maarup og hans kone fået nok – telefonstikket blev trukket ud og de gik i seng.

Om morgenen blev stikket først sat i, efter Maarup var taget afsted på arbejde. Men da han ankom til politistationen, stod der tre telefonsamtaler og ventede, bestilt over noteringen. Atter måtte Maarup fortælle om sin natlige observation.

Og det blev ved: Efter en patruljetur skulle han sammen med sin kollega ind og have deres aftermiddagskaffe på stationen i Åbenraa – her ventede der fem telefonsamtaler! Således gik det, slag i slag, de første par døgn.

Til at begynde med havde Evald Maarup syntes at det var meget sjovt, men det gik over. I løbet af ugen var der radiointerviews med blandt andre Danmarks Radio og Norddeutscher Rundfunk. Og så var der posten!

Maarup modtog adskillige breve, ikke alene fra Danmark, for hans beretning var via presseverdenens telegramtrommer blevet udbasuneret via alverdens fjernskrivere. Selv en avis i Ghana bragte hans oplevelse ud til deres læsere.

Under hele forløbet havde Maarup været meget påpasselig med ikke at bruge ord som flyvende tallerken eller ufo, men det gjorde alle andre til gengæld.

Selv sagde Maarup bagefter: "Hvis jeg ikke havde været politimand, og ikke i uniform kørende i et tjenestekøretøj, så havde der ikke været nogen der havde troet på mig. Det er ikke mig de tror på, det er bilen og uniformen. Hvis jeg havde kørt i min lille Prince, skulle jeg nok have holdt min mund."

Maarup har også fortalt, at havde han vidst i forvejen hvordan det hele ville udarte sig, så havde han nok ikke sagt et ord om sin oplevelse til nogen som helst.

Reaktionerne

Flyvevåbnets presseofficer, major Brøns-Hansen, udtalte den 16. august til Jyllands-Posten: "Vi må erkende, at der er en række iagttagelser både i Danmark og udlandet, som man ikke kan give nogen forklaring på, men i flyvevåbnet har vi ikke haft episoder, hvor for eksempel kontrol- og varslingstjenesten blev sat ud af spillet…Vi står faktisk magtesløse over for påstandene om, at der findes uidentificerede flyvende objekter, men jeg har fløjet i mange år, og har aldrig set noget i den retning. Man siger så, at nogle af de ulykker vi har haft, hvor haverikommissionen ikke har kunnet finde en teknisk eller menneskelig årsag og er henlagt med betegnelsen: ukendt årsag, kan skyldes disse fænomener, og hvad skal vi så sige?"

Majoren pointerer dog, at kommer der noget massivt ind over landet, så vil det blive registreret af flyvevåbnets kontrol- og varslingssystemer.

En anden major, nemlig B. Haldén fra Flyvertaktisk Kommando i Karup, meddelte dagspressen en mulig løsning på Maarups observation. "Ufo-opklaring", skrev Børsen den 17. august: "Seks træningsmaskiner overfløj stedet ^{hvor Maarup havde sin observation} med ti minutters mellemrum. Tidspunktet, som betjenten har angivet for, hvornår han kom ud for hændelsen, passer med det tidspunkt, de første fly fløj hen over stedet på."

Lyset der ramte Maarups patruljevogn skulle altså have været landingslyset fra det første fly, og, at bilen gik i stå – det måtte bero på en tilfældighed! Denne forklaring blev også bragt i Tv-Avisen den 15. august.

Den 17. august blev piloterne forhørt, men det bragte intet nyt frem. De havde intet usædvanligt set, da de den aften overfløj området i 3000 fods højde.

I Aalborg Stiftstidende kunne man den 18. august læse endnu en forklaring fra Flyvertaktisk Kommando. Der var nu en teori om, at de billeder Maarup havde taget enten var lys reflekteret i en rude eller statisk elektricitet i forbindelse med højspændingsledninger. Kuglelyn blev også nævnt som en mulighed. Og den 21. august meddelte Flyvertaktisk Kommando, at ufoet muligvis havde været et meteor eller en komet, og det gentages, at netop den aften var der adskillige kuglelyn over Danmark.

Der var altså et helt supermarked af muligheder og forklaringer fra flyvevåbnets side, alle med den konsekvens at politibetjent Evald Hansen Maarup var stemplet som løgner, eller offer for selvbedrag. I begge tilfælde nogle højst betænkelige faktorer når man tager hans stilling i betragtning.

Tager vi Maarup på ordet, så må han være hørehæmmet i middelsvær grad, hvis der var tale om jetfly. Eller også er flyvevåbnet i besiddelse af et særdeles hemmeligt og avanceret fly, et fly der lydløst kan stå stille i luften 20-30 meter over jorden, udsende afstandsbegrænset lys og så fremdeles. Hvad så med kuglelyn?

Det er rigtigt, at kuglelyn eller almindelige lynnedslag i nærheden af biler kan forårsage strømsvigt. Men hvad så med de to "fodboldvedhæng" og lysstrålen fra et blankt rør placeret under en grå flade med en diameter på 12-15 meter?

Med hensyn til Maarups fotos, de tre med lyspletten, så er han ikke selv sikker på hvad det er. Muligvis har lyspletterne slet ingen tilknytning til objektet.

Evald Maarup deltog ikke i den løbende debat, han stod blot fast på, at han havde set et for ham ukendt objekt.

Oberstløjtnant Schrøder, operationschefen ved Flyvetation Skrydstrup, havde afhørt Maarup og var nået til denne konklusion:

"Jeg har afhørt politimanden til rapport om sagen – hans oplysninger er faste og præcise. Han har været ude for en mystisk oplevelse. Er det tilfældigheder, at bilen standser, lyset går ud, radiotelefonen dør – samtidig med, at der kommer et blændende lys, han når at fotografere, ja, så er det en mystisk række af tilfældigheder."

Andre observationer samme aften

Men Marup var ikke den eneste, der havde set lysfænomener den aften. Klokken 21,05 indberettede en mand fra Silkeborg en lysende genstand der fløj i nogle få hundrede meters højde. Om dette skrev Skanderborg Amts Avis:

"Jeg undrede mig meget over, hvad det var. Jeg hørte en svag brummen, som hverken lignede lyden fra en flyvemaskine eller helikopter, og det er helt sikkert, at det ikke var en flyvemaskine jeg så. Pludselig befandt genstanden sig over mig og sendte en lyskegle ned. Lyskeglen blændede mig totalt, og jeg var skrækslagen. Lyset forsvandt hurtigt, og jeg fik fart på for at komme til min arbejdsplads."

Noget lignende blev set af fire mennesker fra Ry. De mente imidlertid, at det var det ordinære rutefly mellem København og Karup der blot havde tændt landingslyset lidt for tidligt. Maskinen sendte en lysstråle nedad i en vinkel på 45 grader.

Avisen rettede henvendelse til SAS’ Trafikcentral. Her fik man den forklaring, at det i teorien var muligt at landingslyset havde været tændt, men i praksis umuligt. Og så var man lige vidt!

På Fyn havde en fabrikant sammen med sin søn været på besøg i Otterup. Omkring klokken 22,50 var de på vej hjem da de fik øje på en stor lysende genstand i syd-sydvestlig retning, der bevægede sig hen over himlen.

I Ellested, ligeledes på Fyn, kunne Svend Aage Wilkens fortælle dette: "Ved 22,45-tiden var jeg gået ud i haven for at kigge stjerner. Jeg så da noget, der lignede en satellit, der bevægede sig i retningen sydvest-nordøst. Det kunne imidlertid ikke være en satellit, da lyset var kraftigere, og genstanden bevægede sig betydeligt hurtigere. Den var væk før jeg kunne tælle til ti."

Desuden blev der den aften observeret ufoer fra Fredericia, Fjerritslev, Holstebro, Svendborg og Åbenrå. Øst for Store Bælt blev der set ufoer fra Rødovre, Nykøbing Falster og Gilleleje.

Et lille efterspil

Sidst i 1970 fik Evald Maarups oplevelse et lille efterspil, som en repræsentant fra SUFOI kunne berette om, efter at have holdt et foredrag for Herning Toldkammers personale-forening.

Det viste sig, at en af piloterne fra de seks træningsfly der havde været i luften om aftenen den 13. august var til stede. Han fortalte tilhørerne, at det var helt udelukket, at det var træningsflyene der havde været årsag til Maarups observation. Piloten fortalte osse, at to af hans kammerater var blevet kaldt ind til deres foresatte. Her forsøgte man at påvirke dem til at fortælle pressen, at de den 13. august havde fløjet for lavt. Men de havde nægtet at fremkomme med en sådan erklæring. Såvidt SUFOIs foredragsholder, Xavier Poul Madsen.

Nogle år senere havde X.P. Madsen talt med Evald Maarup. Han havde spurgt Maarup, om han havde gjort sig tanker om hvorvidt der havde været intelligensvæsener ombord i det objekt, han havde set. Og Maarup svarede: "Ja, det har jeg da. Det kan man jo ikke lade være med at spekulere på. Man kan jo gøre sig den tanke i første omgang, at det er et objekt der er fjernstyret fra et eller andet sted, men det kan man ikke vide noget om. Men når det nu kommer og lige nøjagtig rammer denne vogn og følger vognen indtil den holder stille, og så bliver stående stille over den, så må der være et intelligensvæsen der styrer den. Det kan man jo ikke sidde ude på Venus eller Mars og gøre." Så Maarup regnede med, at der måtte være en eller anden til at rykke i styrestængerne.

Denne observation blev i danske ufo-kredse regnet for at være et solidt bevis for at der var noget om ufo-snakken, og sagen er blevet trukket frem igen og igen som et klassisk eksempel på en ufo-observation – og så er den tilmed dansk.

I årenes løb har Evald Maarup optrådt i aviser og ugeblade, han har medvirket i flere radioprogrammer og været medvirkende i fjernsynsprogrammet Fortidens Vidne.

Og så en gang til!

Nu er det sådan i ufo-kredse, at man dels lægger megen vægt på at et vidne til en ufo-observation ikke før har set ufoer. Endnu bedre at vidnet aldrig har læst om det, eller allerbedst, aldrig har troet på flyvende tallerkener. Og de mere seriøst arbejdende ufologer bliver altid lidt urolige, når vidner så kommer igen og siger, at nu har de igen haft en oplevelse.

Det skete imidlertid for Evald Maarup.

Tre år efter hans første observation, den 14. august 1973 ved 22,50-tiden kom Maarup kørende i sin patruljevogn nær Skovbølling. Det er cirka seks kilometer nord for Haderslev. Han lagde mærke til et kraftigt lys inde på en mark. En flok kreaturer og et par heste rendte skræmte rundt under en lyskegle, der kom fra et sted oppe i luften. Maarup fortæller endnu engang:

"Lyset kom hen over vejen, hvor jeg var ved at bremse vognen op. I samme øjeblik, jeg holdt stille, blev vognen indfanget i lyskeglen, og hele mit tændingssystem "døde", motoren gik i stå, og lyset gik ud på vognen. Lyskeglen kom skråt fra nord, hvorefter objektet ligesom vippede 45 grader og holdt denne stilling skråt ned foran vognen, for at ligge vandret og derefter vippe 45 grader til modsat side."

Med det automatiske kamera tog Evald Maarup fire billeder. Disse viser imidlertid kun en lysplet, og Maarup fortsætter:

"Da objektet "vippede", så lyset kom skråt ind på vognen, sås tydeligt omridset og bunden af et stort objekt på omkring 15 meter i diameter, tre store halvkugler strittede ud fra bunden."

Objektet bevægede sig igen og lyskeglen fejede ind over marken syd for vejen. Som ved Maarups første observation skete der igen det, at lysstrålen blev trukket op i fartøjet. Denne gang så Maarup også detaljer såsom en kuppelformet overbygning med firkantede vinduer der var blødt afrundede i hjørnerne. Alle vinduerne var oplyst, og med et sus som fra et kraftigt vindstød forsvandt objektet med stor hastighed.

Lyset fra fartøjet havde været kraftigt og blåhvidt, og det havde været varmt som sollys. Maarup havde denne gang været ude af bilen mens han betragtede det ukendte fartøj, og hele observationen havde varet i fem minutter.

Det har naturligvis ikke undgået ufologernes opmærksomhed, at den anden hændelse foregik – på nær en dag – nøjagtig tre år efter, selv på klokkeslet. Igen en tilfældighed?

Nogen forklaring eller afsløring omkring Evald Hansen Maarups ufo-observationer har ufologerne ikke fundet frem til. Hvor meget de har anstrengt sig skal jeg lade være usagt. Men når alt kommer til alt, så er det jo meget rart, når man skal ud og propagandere, at have et klassisk dansk tilfælde med i godteposen.

Kapitel 31

Kapitel 33

[*]