af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne fik ufo-litteraturen det blå stempel i de danske folkebiblioteker.
Før den tid havde ufo-interesserede været henvist til at opbygge egne bogsamlinger til udlån blandt medlemmer. Men nu begyndte ufo-bøgerne at finde vej ind på bibliotekernes hylder.
I 1960 udsendte den danske forlægger Otto Biilmann en skrivelse til tidsskriftet Ufo-nyts abonnenter. Han spurgte, om man ville være med til at hjælpe med at få udgivet George Adamskis bog Inside the space ships på dansk.
At forlæggeren måtte gribe til den metode skyldtes blandt andet, udtrykt med Biilmanns egne ord, at "bibliotekerne udviser jo desværre en beklagelig tilbageholdenhed ved indkøb af ufo-litteratur."
Folkebibliotekerne kunne altså ikke bruges som sikkerhedsnet for udgivelser på dette område. De danske bibliotekarer havde da også et meget ambivalent forhold til ufo-litteraturen på daværende tidspunkt.
I den da gældende "Lov om folkebiblioteker af 27. maj 1950" står der blot, at "Folkebibliotekernes formål er at virke for almindelig udbredelse af kundskab og oplysning gennem faglig, skønlitterær og anden almendannende litteratur". Såvidt formålsparagraffen.
Ufo-litteratur blev ikke opfattet som almendannende litteratur. Indenfor det skønlitterære område herskede der en finkulturel bevidsthed, der blandt andet kom til udtryk i en debat omkring bestsellers. Bibliotekerne ønskede ikke at indkøbe bøger, der ikke senere kunne bruges bevidst i det bibliotekariske arbejde, nemlig at udbrede kundskaber og oplysninger af almendannende karakter. Bibliotekerne ville gerne opdrage lånerne til at læse "rigtig litteratur". Denne finkulturelle holdning slog også igennem overfor faglitteraturen.
Efter 1964-loven fik folkebibliotekerne til formål at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet under hensyntagen til et krav om kvalitet, alsidighed og aktualitet. Kvalitetsbegrebet blev i denne lov uddybet i forhold til faglitteraturen, idet der også blev stillet krav med hensyn til et sagligt indhold.
Under lavmålet
I 1965, den 1. november, bragte Lolland-Falsters Folketidende et interview med bibliotekar Leif Døssing i Nykøbing F. Emnet var bøger om flyvende tallerkener.
Journalist Peter Nørgaard skriver: "Får man lyst til at læse om spiritisme eller flyvende tallerkener og går på biblioteket i Nykøbing for at låne bøger om emnerne, taler sandsynligheden for, at man går tomhændet hjem, eller opsøger den nærmeste boghandler. Hvis det da ikke drejer sig om meget videnskabelige og saglige beskrivelser over emnerne."
Leif Døssing slår fast, at "vi ligger ikke inde med litteratur der bevidst rækker ud efter folks dumhed…Det er et spørgsmål om kvalitet."
Men er det da overhovedet muligt at låne en "uvidenskabelig" bog om flyvende tallerkener, vil Nørgaard vide. Døssing svarer:
"Kommer der en skolelærer og ønsker litteratur over dette emne, med henblik på for eksempel at behandle det i skolen, kan vi rekvirere det fra Det kongelige Bibliotek. Men kommer der en kunde, der blot ønsker at underholde sig med en usaglig og uvidenskabelig bog om spiritisme eller flyvende tallerkener, er vi ikke forpligtiget til at skaffe den. Den eneste udvej er så, at vedkommende må købe den i en boghandel. Det kan da ikke være meningen, at man skal bruge statens og kommunens penge til den slags litteratur."
Peter Nørgaard vil da vide, om man har George Adamskis bog Ombord i rumskibe, den bog som Biilmanns forlag fik udgivet med ufo-tilhængernes opbakning. Døssing svarer, at det tvivler han meget på, og han beklager såfremt andre biblioteker ligger inde med sådan litteratur.
Men lidt længere nordpå, i Vordingborg, havde man en anden holdning. Til Vordingborg Dagblad den 4. november 1965 udtalte overbibliotekar C.G. Elberling, at "der kan jo være så stor efterspørgsel, at man køber en bog, selv om den er under lavmålet". Det gjorde sig således gældende med Adamskis bog, som man havde indkøbt til udlån.
Som et mål af garanti for kvalitet henvises der til at man foretog sine indkøb efter læsning af boganmeldelser. Her nævnes tidsskriftet Bogens Verden som en afgørende faktor. Og havde en bog slet ikke været anmeldt i Bogens Verden, så var det fordi – ifølge Elberling – at den var under lavmålet. Ombord i rumskibe havde ikke været anmeldt!
Nye tider
Sidst i 1960’erne var der opbrud på mange fronter: studenteroprør, underminering af autoritetstro og opblødning på de kulturelle områder. I USA blev ufo-symbolikken en integreret del af af hippie-kulturen og underground litteraturen. Fred og kærlighed lød budskabet gennem skyer af visionære inhalationer, akkurat så velment og luftigt som "rumbrødrenes" løfter til kontaktpersonerne.
De mennesker, der interesserede sig for emner, som folkebibliotekerne ikke havde tilgodeset, var henvist til alternative bogsamlinger og private biblioteker. Teosofisk Samfund havde deres bibliotek, Selskab for Psykisk Forskning har så vidt vides stadig deres og i Randers Folkeblad kunne man den 12. december 1970 læse om Danmarks Ufo-bibliotek i Harridslev, bestyret af Peter Andersen. Efterhånden var der så stor efterspørgsel på bøger om ufoer – og anden mystik – at presset på Statsbiblioteket blev for stort – her havde og har man alle de bøger, som pligtafleveres fra forlagene.
Det gav sig udslag i en artikel i kvalitetsgaranten Bogens Verden 1971 nr. 5. Overskrift: "Den fantastiske virkelighed", skrevet af bibliotekar Kurt Sørensen fra Nykøbing Sjælland. Artiklen var en "vejledning for biblioteker, der har reserveret disse bøger i Statsbiblioteket i Århus".
Kurt Sørensen giver udtryk for, at man ikke umiddelbart kan opfatte metafysiske emner som værende underlødige i biblioteksmæssig forstand, og de biblioteker der har reserveret bøger opfordres til selv at anskaffe dem. Han giver derefter flere bøger et godt ord med på vejen.
Mest markant er en ildhu hvormed George Adamskis forfatterskab fremhæves. Ifølge Kurt Sørensen er Adamskis "bøger præget af en imponerende inside-information, ikke mindst teknologisk og videnskabeligt, og de oplysninger han viderebringer, har vist sig anvendelige som seriøse arbejdshypoteser for forskningen".
Man må i sandhed sige, at der er blevet skruet op for blusset. Ovenstående citat havde været forståeligt i en forlagsomtale af en bog, eller som lokkemad på bogens omslag. Men her er der tale om en faglig bibliotekarisk vejledning!
Et af de værker Kurt Sørensen fremhæver er Flyvende tallerkener er landet, hvor Adamski var medforfatter. Denne bog havde tidligere været anmeldt i Bogens Verden i 1955 med konklusionen: "…nærmest for fantaster og teosoffer".
Vejledningen i Bogens Verden indeholdt mange andre angribelige anbefalinger, og i flere tilfælde var der nærmest tale om en vildledning, der kunne berettige til at ændre overskriften til "den fanatiske virkelighed".
Imidlertid er det anskuelsesundervisning i, hvor famlende danske bibliotakarer stod overfor denne nye bølge af off-beat litteratur der postulerede "sandheder" på stribe, og søgte at legitimere sig under påberåbelse af videnskabelig relevans. Alene det, at tilskrive George Adamski teknologiske og videnskabelige kvaliteter, er noget af en mundfuld.
Men artiklen havde den tilsigtede virkning. Mange biblioteker gav pokker i kvalitet og saglighed og købte løs af pseudovidenskabelig litteratur. Forfattere som Adamski og Erich von Däniken med flere kom ind i varmen. Man kunne også se i kataloget over de udenlandske bøger der var blevet indkøbt til danske folkebiblioteker, at flere af de titler Kurt Sørensen havde nævnt, var blevet indkøbt.
En biblioteksundersøgelse
I 1973 var udviklingen kommet så langt, at Bibliotekscentralen kunne udsende boglisten Okkultisme og overtro. I forordet skrives der at ufologien regnes for at være en okkult videnskab, og det erkendes, at der indenfor boglistens emnegrupper findes "en stor gruppe klart missionerende værker", men at der trods dette er lagt vægt på værker, der kan give en indføring i emnerne. I listen over ufo-bøger var tre af Adamskis medtaget. At ufologien blev anset for at være en okkult videnskab, var svært at sluge for ufologerne.
To år senere så SUFOIs biblioteksundersøgelse 1974, udarbejdet af Torsten Dam-Jensen, dagens lys.
Af indledningen fremgår det, at SUFOI hermed har indledt en ny forskningsopgave gående ud på at analysere danske bibliotekers bestand af ufo-litteratur. Man vil gerne vide hvor megen og hvilken lekture bibliotekerne har stående på hylderne. Desuden ville man lodde bibliotekernes interesse for ufo-litteratur. Det lød jo meget pænt.
Men ak! Undersøgelsen er blottet for alt hvad der kan berettige til betegnelsen undersøgelse. Nul objektivitet, mangel på konsekvens og ingen nøjagtighed!
Det oplyses at 49 biblioteker er blevet undersøgt i følgende opdeling: Storkøbenhavn 22, Fyn 4, Sjælland 5 og Jylland 18. Der skelnes ikke mellem forskellige bibliotekstyper såsom centralbiblioteker eller deltidsfilialer. Kun i to tilfælde har man haft faglig bistand, det var i Horsens og Hørsholm. Ellers har kriteriet været, at lokale ufo-interesserede der, hvis de alligevel skulle på biblioteket, lige kunne tælle bøgerne!
I beskrivelsen af undersøgelsens resultater glæder man sig over, at SUFOIs tidsskrift Ufo-nyt står på mange læsesale. Og det anbefales iøvrigt, at man lokalt skal bruge bibliotekerne som "plakatsøjler" med reklamer for bladet, så man kan få nogle flere abonnenter og medlemmer.
Ringen sluttes
Efterhånden er pseudovidenskabelig litteratur gledet ind som naturlige anskaffelser i folkebibliotekerne. Det er ikke længere et spørgsmål om man overhovedet skal købe, men om hvor mange eksemplarer man har råd til, hvis bogen slipper rimeligt helskindet igennem sin lektøranmeldelse.
De fleste danske udgivelser der bliver tilbudt bibliotekerne af Bibliotekscentralen, får en anmeldelse med i barselsgave. Den skal være vejledende for det enkelte biblioteks skøn med hensyn til indkøb. Disse anmeldelser, kaldet lektørudtalelser, udarbejdes af bibliotekarer. Det er et honorarlønnet fritidsjob der udføres for Indbindingscentralen der klargører og sælger bøgerne til bibliotekerne.
Gennem årene har mange bøger fået en krank skæbne fordi mange især mindre biblioteker alene baserer deres indkøb på disse udtalelser.
Nogle selvforklarende eksempler på vilkårlighed:
En lektør udtaler i sin anmeldelse af en ufo-bog, at når det drejer sig om ufoer, er vedkommende ikke på hjemmebane. Alligevel tøves der ikke med en anbefaling gående på at bogen bør anskaffes bredt! En bog som Eugen Semitjovs De utrolige ufoer, der er sammensat af ugebladsartikler, glider stille og roligt ind som et "naturligt" supplement til bibliotekernes bestand af ufo-litteratur. Det eneste der bærer denne bog er, at den er af en overfladisk omend skeptisk observans. Men det er vel ikke en kvalitet i sig selv.
Lad mig slutte ringen af med at trække George Adamski op af den høje hat endnu engang. I 1980 blev hans bog Ombord i rumskibe genudgivet, og den fik en lektørudtalelse af Poul G. Thye. Han skriver blandt andet, at det forekommer ret uforståeligt at genudgive denne bog. "Den ikke særligt velskrevne bog er fuld af gentagelser og løse ender; det er endog for tyndt til at kaldes pseudovidenskab, og stedvis iblandet lidt forvirret religiøsitet (Messias fra Venus: Orthon)." Senere skriver Thye: "Der findes i dag langt nyere og bedre litteratur, der seriøst behandler ufo-fænomenet, såvel pro som contra, så denne og George Adamskis øvrige bøger må fra enhver synsvinkel (lødighed, alsidighed og aktualitet) siges at være folkebibliotekerne ganske uvedkommende".
Ikke så meget som en lille bitte chance levnes denne genudgivelse fra IGAP-folkenes eget forlag. Ikke desto mindre købte eksempelvis Det nordjyske Landsbibliotek hele 16 eksemplarer!
Dansk ufo litteratur
Med udgangspunkt i de to bibliografier jeg har lavet over dansk ufo-litteratur, og som dækker perioden fra 1946 og frem til 1980, har det været muligt at sammenfatte nogle faktorer. For eksempel tidsfordelingen for udgivelse af bøger og tidsskrifter, og hvem der har stået bag udgivelserne.
Meget karakteristisk er det, at kun ganske få bøger er udgivet på almindelig vis, altså af kommercielle forlag, således som det fremgår af denne oversigt:
Ufo-forlag (det vil sige forenings-baserede udgivelser, eller publikationer udgivet af ufologer som enkeltpersoner): 63
Kommercielle forlag: 13
Kommercielle forlag, i samarbejde med ufo-organisationer på for eksempel kommissionsbasis: 8
Offentlige institutioner, i samarbejde med ufologer: 2
Den største udgiver er SUFOI, til tider under navnet Ufo-nyts Forlag, med 21 bøger eller hæfter. Så følger FUFOS med 16 og IGAP med 12. Det forlag, der har været involveret i flest udgivelser, var Biilmanns Forlag, der fire gange har samarbejdet med enten SUFOI eller IGAP.
Langt den største del af den danske ufo-litteratur er således bøger der tegner en ganske bestemt holdning til emnet, og som til og med kan have missionerende tendenser. Det har naturligvis været med til at farve læsernes opfattelse af ufoloren og spore dem ind i ganske bestemte baner eller paradigmer, jævnfør første kapitel af denne bog.
Med hensyn til de tidsskrifter der er blevet udgivet gennem årene, så har de altid været udsendt af foreninger eller enkeltpersoner, og mest af alt fungeret som medlemsblade. En undtagelse er dog Ufo-nyt. Der har flere gange været gjort forsøg på at lancere dette blad igennem kiosk-salg, men aldrig med særlig stor succes. Et af disse forsøg vil jeg vende tilbage til i kapitlet om den ufologiske holdningsændring
At forsøget er blevet gjort skyldes naturligvis, at SUFOIs arbejde alene hviler på de indtægter man kan skabe gennem udgivelse af blade og bøger samt eventuelle entreindtægter fra foredrag.
Dette har været noget af en ond cirkel for mange, ikke bare danske, ufo-foreninger. Man bruger en masse tid på at indsamle stof, oversætte eller skrive artikler, redigere og udsende et blad. Det betyder som oftest, at dette går hen og bliver det væsentligste for foreningens arbejde. At lave undersøgelser og analysere rapportmateriale, at dyrke ufo-forskning, træder i baggrunden i forhold til det organisatoriske og administrative arbejde.
Måske er det også grunden til, at man ikke har givet sig tid til at undersøge kvaliteten af de kilder som man øser af? For jeg vil da nødig tro, at man blæser det en hat fuld, og blot sultent og naivt kanaliserer løgnehistorier og halve sandheder ud til sine læsere. Eller hvad?
Som led i udgivelsen af min sidste bibliografi lavede jeg en undersøgelse over de tre største ufo-tidsskrifters kilder. Det var altså Ufo-nyt, Ufo-aspekt og Ufo-kontakt der var i søgelyset.
Den absolut dominerende kilde til oversatte ufo-artikler var for det undersøgte år, 1979, The National Enquirer. Det var gældende for både Ufo-aspekt og Ufo-kontakt. Ufo-nyt bandt sig mest til et amerikansk ufo-blad ved navn The APRO Bulletin. Derefter fulgte det engelske ufo-tidsskrift Flying Saucer Review og det tyske Ufo-Nachrichten.
Lad mig begynde bagfra: Ufo-Nachrichten tilhører en af de lidt tvivlsomme kilder. Bladet blev startet i oktober 1956 og ophørte i 1988. Det har stort set altid været talerør for diverse meget tvivlsomme kontaktpersoner. Desuden har udgiveren også været særdeles ukritisk og pseudoreligiøs i sin behandling af ufo-sagen.
Navnet Karl Veit har været nævnt nogle gange allerede. Det er bladets redaktør og det er ham, der via sit forlag Ventla Verlag har udgivet adskillige ufo-bøger akkurat så tvivlsomme som al øvrig aktivitet i hans organisation Deutsche Ufo-Studiengesellschaft (DUIST).
Ufo-Nachrichten har primært været benyttet som kildeskrift af Ufo-aspekt og Ufo-kontakt.
Flying Saucer Review har gennem mange år været et af de mest citerede tidsskrifter på den internationale ufo-scene. Gennem nogle år blev det regnet for at være det for ufologien, som "Nature" eller "Science" er for videnskaben – dog uden på nogen måde at kunne sidestilles.
Dette engelske tidsskrift er ikke knyttet til nogen organisation, men er et uafhængigt blad. Man har en kerne af skribenter og et internationalt net af meddelere. Der har været prestige forbundet med at få en artikel trykt i Flying Saucer Review.
Dog har bladet haft en stor slagside eller forkærlighed for beretninger om ufo-væsener og mystiske tildragelser. Der har været en tendens til at fokusere på det paranormale.
Når alt kommer til alt, så kan Flying Saucer Review ikke leve op til sit ry, men, på sit felt, har det tegnet ufologiens avantgarde i en lang årrække. Det eksisterer stadig, men ses sjældent refereret. Nogle ufologer betegner i dag tidsskriftet som "en intellektuel katastrofe"!
Det avantgardistiske indenfor ufo-sagen har aldrig været IGAPs kop the, så derfor er det også hovedsageligt Ufo-nyt og Ufo-aspekt der har benyttet sig af denne kilde.
APRO Bulletin blev udgivet af verdens længst levende organisation Aerial Phenomena Reserach Organization, Arizona, USA, og havde på papiret en lang række videnskabelige konsulenter, som de angiveligt kunne trække på. Ellers var bladet primært bygget op omkring ufo-rapporter, og med en vis forkærlighed for Sydamerika. Der var et skær af troværdighed omkring denne organisation, som tilsyneladende arbejdede meget seriøst. Imidlertid har det flere gange vist sig, at de var hverken værre eller bedre end så mange andre.
Der var gennem flere år et nært samarbejde mellem apro og SUFOI, og på et tidspunkt var SUFOIs formand Erling Jensen deres repræsentant i Danmark. I Sverige var de repræsenteret ved forfatteren K. Gösta Rehn.
The National Enquirer er den oftest citerede kilde med hele 68 oversatte indlæg i de danske ufo-tidsskrifter på blot ét år!
Enquirer er ikke noget ufo-blad, men en meget amerikansk ugeavis, der læses af flere millioner mennesker i USA. Bladet bugner af sladderhistorier fra filmens og fjernsynets verden – et blad der går tæt på kendte personers ansigtløftninger, slankekure og sidespring.
Man kan læse solstråle-historier om mirakuløse helbredelser af kræft, hvordan man kan lave hurtige dollars – og altså – hvad der rører sig på ufo-fronten.
Op gennem 1970’erne havde The National Enquirer en dusør-ordning kørende. Man tilbød læserne en pæn sum penge for en god ufo-historie. Og det var ikke småpenge, der var tale om: 50.000 dollars for et ultimativt ufo-bevis og i størrelsesordenen op til 5.000 dollars for en god beretning.
Til at vurdere de indkomne historier havde man nedsat et "Blue Ribbon Panel" bestående af videnskabsfolk med passion for ufo-emnet. Det var Allen Hynek og APRO-konsulenterne James Harder og Frank Salisbury med flere, der på den måde prostituerede sig rent videnskabeligt.
Selvfølgelig var der mange der ville score kassen, og der blev indsendt adskillige beretninger om mystiske ufo-landinger og bortførelser i rumskibe. De bortførte vendte dog altid tilbage, og rettede naturligvis henvendelse til The National Enquirer.
Der har gennem årene været mange klager over citatfusk i forbindelse med dette blad, men alligevel har man fra især IGAP og FUFOS uden blusel oversat og bragt historierne fra denne tvivlsomme men farverige kilde.
Netop disse, og mange andre kilder, jeg ikke her vil give plads til, har været med til at misinformere de danske ufo-interesserede. Især dem der har troet, at sådan hang tingene sammen. Det har naturligvis skabt myter, som det kan være svært at aflive – myter der i slutfasen kanaliseres ind i ufo-bøgerne og får et mål af autoritet.
De, der har interesseret sig for ufo-emnet udfra en rekreativ synsvinkel, en det-er-dog-utroligt holdning, har fået ufo-underholdning så det batter.
| Kapitel 30 | Kapitel 32 |
[*]
Seneste kommentarer