af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Omkring århundredeskiftet var der en masse gale opfindere, som styrtede rundt og baskede med armene i luften, iført mærkelige Storm P-indretninger. De var alle besat af tanken om at hæve sig fra jorden og flyve frit som fuglen. Alle disse bestræbelser er glimrende illustreret i filmen Gizmo.
De mere tålmodige og alvorligt arbejdende opfindere og ingeniører eksperimenterede med styrbare luftskibe allerede i 1890’erne. Sammen med undervandsbåde indgik luftskibe som avanceret teknik i datidens science fiction.
Fra midten af november 1896 og til slutningen af april 1897 blev der talt og skrevet meget om mystiske luftskibe i USA. Det var på et tidspunkt, hvor ingen endnu havde haft succes med et styrbart luftskib.
Beretningerne om de ukendte luftsejlere dukkede først op i Californien, og siden bredte de sig vestpå. I en tid uden radio var det selvfølgelig aviserne, telegrafisten og den handelsrejsende, der formidlede nyhederne. Således stammer stort set alt, hvad man i dag ved om disse luftskibsiagttagelser fra datidens presse.
Der kan trækkes mange paralleller til nutidens ufo-historier, og det er også gjort. Blandt ufo-troende har man taget disse tidlige beretninger om mystiske luftskibe til indtægt for påstanden om besøg fra andre kloder. Således kan man i den dansksprogede litteratur finde luftskibene omtalt i for eksempel Frank Edwards bog Flyvende tallerkener – en alvorlig sag og i Ufo-myten og de psykiske fænomener af Brinsley Le Poer Trench. Så sent som i 1979 bragte dagbladet Aktuelt en hel side om et af disse mange tilfælde fra forrige århundrede.
Luftskibshistorierne blev genopdaget af ufologer i midten af 1960’erne. Bag dette lå et kæmpearbejde. De havde pløjet sig igennem gamle støvede aviser i hobetal, og spolet sig igennem hundredvis af mikrofilm. Det, der havde bragt dem på sporet, var et afsnit i bogen Flying saucers af Donald H. Menzel. Bogen udkom allerede i 1953, men da forfatterens ærinde var at afvise al den snak om flyvende tallerkener, var interessen for bogen minimal i ufo-kredse.
I Danmark bragte tidsskriftet Ufo-nyt i 1967 artiklen Den mærkelige historie om luftskibet fra 1897, skrevet af Jerome Clark. Her omtales blandt andet en af de klassiske luftskibsberetninger, hvor en kvie blev bortført. I en redaktionel kommentar undrer man sig lidt, for hvis der er tale om ikke-jordiske fartøjer, hvor er så den avancerede teknik? Trods mange mærkelige forestillinger var man dog klar over, at flyvning med et luftskib gennem et lufttomt verdensrum ikke var særlig smart. Men selvfølgelig, skriver Ufo-nyts redaktør, så kan luftskibet have været specialbygget til formålet med et tidssvarende ydre. Og sådan kan man altid få hatten til at passe!
Et særligt studium af luftskibsberetningerne fra USA blev udgivet i 1981, det er bogen The great airship mystery af Daniel Cohen. Hans holdning til temaet er kritisk og vel afbalanceret, og så nøjes han ikke med at se på selve beretningerne. Cohen tegner også et billede af det samfund historierne opstod i og fortæller om de sociale og kulturelle forhold, avisernes status og datidens store folkehelt: opfinderen.
Daniel Cohen kaster også nyt lys over to af de mest sejlivede myter fra den tid, nemlig beretningen om den kidnappede kvie og historien om, at et luftskib skulle være styrtet ned, hvorved en marsmand omkom.
Den bortførte kvie
Beretningen om den bortførte kvie kan genfindes i tidligere omtalte bog af Frank Edwards og i Jerome Clarks artikel. Men her følger den i sin helhed, fortalt af kronvidnet Alexander Hamilton fra Le Roy i Texas:
Sidste mandag kl. 22,30 blev vi vækket af støj blandt kvæget. Jeg stod op og tænkte, at min bulldog måske lavede ballade, men da jeg kom ud af døren, opdagede jeg til min store overraskelse, at et luftskib langsomt sænkede sig ned over min græsgang cirka 200 meter fra huset.
Efter at have kaldt på min forpagter, Gid Heslip, og min søn Wall, greb vi nogle økser og løb hen mod kvægfolden. I mellemtiden havde skibet langsomt sænket sig, indtil det ikke var mere end ti meter over jorden, og vi kom det så nær som 30 meter.
Det bestod af en stor, cigarformet afdeling, der muligvis var 90 meter lang og med en vogn nedenunder. Vognen var lavet af glas eller et andet gennemsigtigt materiale skiftevis med en smal stribe af andet materiale. Det var klart oplyst indvendig, og alt var fuldt synligt – det rummede seks af de mærkeligste væsener, jeg nogensinde har set. De talte hurtigt sammen, men vi kunne ikke forstå et ord af, hvad de sagde.
Alt hvad der ikke var gennemsigtigt på skibet, havde en mørkerød farve. Vi stod tavse af undren og frygt. Da tiltrak en støj sig deres opmærksomhed, og de rettede et lys direkte imod os. Straks ved synet af os slog de en ukendt kraft til, og et mægtigt turbinehjul, der var cirka ti meter i diameter og som gik langsomt rundt nedenunder fartøjet, begyndte at summe, og skibet hævede sig let som en fugl. Da det var cirka 90 meter oppe, syntes det at standse og svæve direkte over en to-års kvie, som brølede og sprang og åbenbart hang fast i indhegningen. Da vi kom derhen, fandt vi et halvtomme tykt kabel, der var lavet af et eller andet rødt materiale, fæstnet med et slipstik omkring dens hals, og som gik op i fartøjet. Vi prøvede at få det af, men kunne ikke, så skar vi hegnstråden over blot for at se skibet, kvien og det altsammen langsomt stige til vejrs og forsvinde i nordvestlig retning.
Vi gik hjem, men jeg var rædselsslagen og kunne ikke sove. Tidligt tirsdag morgen steg jeg til hest og red ud i det håb at finde spor af min kvie. Det lykkedes ikke for mig, men da jeg kom hjem om aftenen, erfarede jeg, at Link Thomas, der bor fem til seks kilometer vest for Le Roy, havde fundet skindet, benene og hovedet på sin mark, i dagens løb. Da han mente, at nogen havde slagtet et stjålent dyr, havde han bragt skindet til byen for at få det identificeret; men han havde været forbavset over ikke at kunne finde nogen spor i den bløde jord. Efter at have genkendt skindet som mit på brændmærket, tog jeg hjem. Men hver gang jeg derefter faldt i søvn, plejede jeg at se den forbandede tingest for mig, med sine store lys og de skrækkelige folk. Jeg ved ikke, om de er djævle, engle eller hvad; men alle så vi dem, og hele min familie så skibet, og jeg ønsker ikke at have mere med dem at gøre.
Således lød Alexander Hamiltons beretning i den lokale avis Yates Center Farmer’s Advocate den 23. april 1897. Avisudgiveren var tilsyneladende aldeles uinteresseret i at følge historien op, og stille de snesevis af spørgsmål beretningen lægger op til, end ikke en beskrivelse af "de skrækkelige folk" kan man tilbyde sine læsere. I stedet følges historien op af et edsvorent dokument, der lyder som følger:
Hamilton har i lang tid boet i Kansas og er kendt i amterne Woodsen, Allen, Cofrey og Anderson. Han har været medlem af Repræsentanternes Hus. Han satte hele sin hellige ære ind på at sandfærdiggøre sin historie. Eftersom der nu er, altid har været og altid vil være skeptikere og vantro, nårsomhelst der fremføres en sandhed, der grænser til det usandsynlige, og eftersom vi er vidende om, at nogle uvidende eller mistænksomme folk vil betvivle sandheden af ovenstående erklæring, afgiver vi underskrivere herved følgende beedigede erklæring:
– At vi har kendt Alexander Hamilton i fra et til 30 år, og at vi aldrig har hørt hans sandfærdighed draget i tvivl, samt at vi i sandhed tror, at hans erklæring er sand og korrekt. Underskrevet: E.v. Wharton, statslig olieinspektør; M.E. Hunt, sherif; H.H. Winther, bankdirektør; E.K. Kellenberg, læge; H.S. Johnson, farmaceut; Alexander Stewart, fredsdommer; H. Waymire, apoteker; F.W. Butler, apoteker; James L. Martin, dokumentregistrator; H.D. Rollins, postmester; W. Lauber, vice-sherif.
Underskrevet og beediget for mig den 21. april 1897, W.C. Willie, Notarius Publicus.
Hele denne beretning tillægger ufo-forfatteren Frank Edwards stor betydning, ikke mindst på grund af det sidste dokument. Tilsyneladende har han også ladet sig imponere af den solide opbakning af områdets notabiliteter. Edwards er ikke den eneste, der har ladet sig narre. En forsker, der i 1975 skrev disputats over den amerikanske ufo-historie, har heller ikke reflekteret over beretningens sandsynlighed.
Alexander Hamilton var jo også en anset mand som havde været valgt ind i Repræsentanternes Hus, men ikke desto mindre fuld af løgn – det gælder også den gruppe af solide borgere og samfundsstøtter, der skrev under på erklæringen. Hele historien er frit opfundet, et faktum der har været fremme på tryk så tidligt som i 1943. Det år dukkede beretningen op igen i en lille ugeavis ved navn Buffalo Enterprise. I den anledning modtog ugeavisen et læserbrev fra Ed Huston der i 1897 havde været redaktør på den avis, der først havde offentliggjort Hamiltons beretning. Huston kunne fortælle, at der havde været tale om et fupnummer, som han havde stået for sammen med Hamilton. De var blevet inspireret af andre samtidige luftskibshistorier.
Men midt i løgnen er Hamilton og hans venner uskyldige. De skyldige er de ufologer, der graver historier frem af gamle aviser og bringer dem i samklang med nutidens ufolore, uden at reflektere over beretningernes sandsynlighed. Skyldige er også de forfattere, der har anvendt sådanne historier som "beviser" i deres bøger.
Nogle senere undersøgelser foretaget af Jerome Clark slog fast, at Alexander Hamilton og hans venner havde en klub de kaldte Ananias, eller Løgnerklubben. Her mødtes de en gang om ugen og forsøgte at overgå hinanden i at fortælle sandsynlige løgnehistorier. Efter luftskibshistorien ophørte disse møder – ingen kunne formentlig stikke Hamiltons beretning, eller måske syntes man, at de nu var drevet for vidt med både presseomtale og beedigede erklæringer.
Sådanne klubber var ikke noget særsyn i datidens Amerika, men en ret udbredt forlystelse, især i de mindre bysamfund. Det var en form for folkelig underholdning. Nogle af disse løgnerklubber eksisterede helt op til årene omkring Anden Verdenskrig. Af og til fristes man til at tro, at den gamle skik er genopstået.
Masser af luftskibe
Thomas E. Bullard fra Bloomington i Indiana har som folklorist indsamlet et betydeligt kildemateriale omkring luftskibsiagttagelserne. Fra hans råmateriale har jeg hentet nogle beretninger, som jeg her vil genfortælle.
Den 4. april 1897 forlod Joseph Joslin sit hjem i Chicago for at gå sig en tur i en nærliggende park. Undervejs mærkede han pludselig, at det var som om han blev stukket af tusind nåle. Smerterne var så voldsomme at han faldt om. Da han kom til bevidsthed så han et kæmpestort dyr ligge på jorden ikke ret langt fra sig. Det var omkring 30 meter langt og mindede ham mest af alt om en kinesisk drage. Dyret var blegrødt og havde store vinger; det havde ikke færre end seks øjne – to hvide, to grønne og to røde. Dyrets mund var enorm.
Oven på dette monster løb der nogle små tobenede væsener rundt. De var lidt mindre end hvad der svarede til gennemsnitshøjden for mennesker og havde små sorte hoveder, men uden øjne. Alligevel må de have fået "øje" på Joseph Joslin, for de tog ham og tvang ham op på ryggen af det store dyr. Dyret bredte sine vinger ud og de fløj bort fra parken.
I næsten tre uger var Joslin fange ombord på dette mærkelige fartøj eller drage, om man vil, og hans lidelser havde været kolossale, fortalte han senere en journalist. De små væsener havde tortureret ham, og han havde ikke kunnet gøre modstand, for der havde været omkring et tusind af de små sorthoveder. Hvordan han atter slap fri og fik fast grund under fødderne, erindrede Joslin intet om.
Det første Joseph Joslin huskede var, at han vågnede på City hospitalet, hvor lægerne havde diagnosticeret hans tilfælde som umådeholdent overforbrug af alkohol!
Mange andre, lige så forunderlige historier cirkulerede i datidens presse, og man forstår godt, at det kun er nogle få håndplukkede beretninger, der er draget frem i ufo-litteraturen.
En anden beretning gik ud på, at der var blevet set en flyvende cykel!
Det begyndte med en person, der tilfældigvis opholdt sig i nærheden af bryggeriet i Sacramento i Californien. Pludselig hørte han stemmer fra luften: "Tag hende højere op, vi rammer jo kirketårnet!" Ovenover sig så en forbløffede Charles Lusk et lys og over det to mænd der jollede rundt i et cykellignende apparat, der igen hang under et cigarformet legeme. På begge sider af "cigaren" var der to store hjul som på en hjuldamper. Hvad det egentlig drejede sig om, vidste vidnet på jorden intet om, men ét var han dog sikker på: luftcyklisterne var ikke kendte med de lokale forhold. Det var ikke byens kirketårn de var ved at støde ind i, men bryggeriets tårn. Efter hvad kan kunne lytte sig frem til, så var luftcyklisterne på vej til San Francisco.
Ifølge samme kilde, så hævdede mange andre at de også havde set det mærkelige apparat. Nogle mente endog at stemmerne fra luften havde lydt som korsang, – selv om de ikke havde mellemlandet ved bryggeriet, kan jeg så tilføje.
Aurora mysteriet
Men lad os nu vende os til en af de beretninger, der er blevet internationalt kendt, og som utvivlsomt er den mest udødelige af samtlige luftskibshistorier.
Følgende historie stod at læse i Dallas Morning News den 19. april 1897:
Ved 6-tiden i morges blev de morgenduelige i Aurora overrasket ved den pludselige tilsynekomst af det luftskib, der har været set over hele landet.
Det bevægede sig mod nord, og meget tættere ved jorden end tidligere. Tydeligvis var maskineriet i uorden, for dets hastighed var kun omkring tyve kilometer i timen. Gradvist nærmede det sig jorden.
Skibet sejlede lige ind over torvet og da det nåede den nordlige ende af byen, kolliderede det med dommer Proctors vindmølle og blev sønderdelt i en frygtelig eksplosion. Vragrester blev spredt ud over mange tønder land. Vindmøllen og en vandtank blev ødelagt og dommerens blomsterhave raseret.
Skibets pilot antages at have været den eneste ombord. Selv om han var slemt lemlæstet, vidste det sig – da man fik hans rester stykket nogenlunde sammen – at der ikke var tale om en beboer fra denne verden.
Den lokale officer fra U.S. Signal Service, J.T. Weems, der også er en autoritet indenfor astronomi, giver udtryk for at han (piloten, altså) var fra planeten Mars. Papirer fundet på ham – tydeligvis optegnelser over hans rejser – er skrevet med ukendte hieroglyffer, der ikke kan tydes. Skibet er så ødelagt, at man ikke kan slutte noget med hensyn til dets konstruktion eller fremdrift. Det var bygget af et ukendt metal, noget der lignede en slags blanding af aluminium og sølv – det må have vejet adskillige tons.
I dag er byen fuld af mennesker, der betragter vraget og indsamler stykker af det mærkelige metal. Pilotens begravelse vil finde sted i morgen middag.
Artiklen var underskrevet af E.E. Hayden, der egentlig var bomuldsopkøber, men som skrev for avisen af og til.
Men Dallas Morning News fulgte aldrig historien op. Intet blev skrevet om det forulykkede rumskib efter den 19. april. Set ud fra en journalistisk synsvinkel var der ellers rigeligt at give sig i kast med: papirerne med den mærkelige hieroglyffer, en kommentar fra dommer Proctor, rummandens begravelse, det mystiske metal og meget, meget mere. Men ikke ét ord!
Manglen på aktuelle kommentarer er der så til gengæld taget revanche for andetsteds siden 1960’erne i forskillige ufo-kredse.
Historien fra Aurora i Wise County dukkede op i en artikel, Texas odyssey of 1897, skrevet af Donald Hanlon. Hans mening om beretningen var, at enten ville læserne skrige af grin, eller også ville man straks hente en spade og begive sig til Aurora.
Den fremtrædende ufolog Jacques Vallee, der også var med til at blæse liv i de gamle luftskibe, skrev om hændelsen i sin bog Anatomy of a phenomenon. Han var den gang i nær kontakt med den nu afdøde Allen Hynek, der gennem tyve år var det amerikanske luftvåbens videnskabelige konsulent i ufo-spørgsmål. Hynek var på det tidspunkt skeptisk indstillet, men startede senere sin egen ufo-gruppe, da luftvåbenet fyrede ham. Vallee motiverede Hynek til, gennem en ven i Texas, at undersøge sagen på åstedet for den påståede ulykke.
Hyneks ven kontaktede først Brawley Oates, som da var ejer af byens eneste benzinstation. Den lå faktisk på dommer Proctors gamle grund. Men Oates kunne kunne hverken af- eller bekræfte historien. Han henviste til Oscar Lowery, der boede i nærheden.
Lowery gav udtryk for, at det hele havde været et stort fupnummer sat i scene af Hayden, forfatteren til artiklen i Dallas Morning News. Lowery mente, at årsagen havde været, at Hayden ville gøre byen til en turistattraktion. Aurora havde tidligere været den største og mest driftige by i amtet, men i 1897 var den ved at sygne hen. Det havde bekymret Hayden, mente Lowery. Det blev også slået fast, at det vidne Hayden støttede sig til i sin artikel, J.T. Weems – den astronomiske ekspert – havde været byens grovsmed. Endelig kunne Oscar Lowery oplyse, at dommer Proctor aldrig havde haft en vindmølle. Det var og blev et fupnummer, som Hayden havde diskuteret med folk i byen om.
Byens kirkegård blev i slutningen af 1800-tallet drevet af en frimurerloge. De havde efterladt nøjagtige og komplette optegnelser over gravstederne – der står intet om et gravsted reserveret en ukendt rumskipper fra Mars!
Allen Hyneks meddeler fik også at vide, at Oscar Lowery allerede havde haft besøg af et antal journalister, og at de havde fået samme oplysninger, nemlig at sagen var opspind. En enkelt journalist havde dog tilbudt Lowery et beløb, hvis han ville ændre sin forklaring og "huske" luftskibsulykken i 1897, men det tilbud var blevet afslået.
Nogenlunde samtidig besøgte en dr. Kraus stedet. Han kom fra West Texas State University for at undersøge sagen, og havde været rundt i området med en metaldetektor. Det resulterede i et sæt nummerplader fra 1932, nogle gamle ovnringe og et sæt bidsler, men intet mystisk metal.
Hermed kunne den sag så være afsluttet med et tilfredsstillende resultat. Men der er altid nogle, der mener at der alligevel kan være noget om snakken, eller som kan have andre motiver til at holde en myte i live.
Aurora-hysteriet tager til
I 1973 kom den lille søvninge by Aurora atter i søgelyset. Den 29. maj gengav flere aviser følgende pressemeddelelse udsendt af upi:
– En grav på en lille kirkegård i det nordlige Texas indeholder liget af en 1897-astronaut, der ikke var en beboer fra denne verden, ifølge International ufo Bureau.
– Gruppen, der udforsker uidentificerede flyvende objekter, har allerede søgt om tilladelse til at genopgrave legemet og vil om nødvendigt gå rettens vej for at få graven åbnet, udtalte direktør Hayden Hewes i onsdags.
– Efter at have undersøgt graven med en metaldetektor og indsamlet facts gennem tre måneder, er vi så sikre som det et muligt på, at han (den gravsatte) var ombord på det ufo der blev rapporteret at have eksploderet over dommer Proctors brønd den 19. april 1897, sagde Hewes.
Man kan undre sig over, hvorledes ufologen Hayden Hewes pludselig er i stand til at udpege rummandens grav. Men sagen var den, i al sin enkelthed, at man på kirkegården havde fundet en sten der svagt aftegnet havde tre små ringe og en pil. Man havde ikke tidligere lagt mærke til denne gravsten trods et sand rend af gravelystne ufologer. Men der skal ikke meget til at pirre ufo-troendes fantasi, så derfor besluttede man sig for at undersøge de indridsede tegns alder. Men så forsvandt gravstenen! Med vanlig ufologisk paranoia mente man så, at "nogen" var ude på at holde sandheden skjult.
Senere kom det frem, at det var den lokale sherif, der havde taget stenen i sikker forvaring. Adskillige i det lille samfund var efterhånden grundig trætte af alt det renderi på kirkegården.
Men ovennævnte ufolog Hayden Hewes, arbejdede ufortrødent videre med sin sag. Det tiltrak efterhånden en bestemt journalists opmærksomhed. Han hed Bill Case og skrev for Dallas Times Herald.
Bill Case stod så fadder til en serie af artikler, der strakte sig over flere måneder. Fra den ene gang til den anden præsenterede han nye afsløringer og sensationer. Lidt efter lidt vakte det også opmærksomhed på landsplan.
Tilsyneladende udløste det en lille "tele-gramkrig" mellem nyhedsbureauerne om at udsende de mest opsigtsvækkende nyheder. Upi havde allerede scoret det første point, men Reuter fulgte straks efter med en lallende historie om nogle klatter og en mærkelig substans der boblede op ad jorden. Denne masse antog man for at være levende. Man lader selve historien begynde på Auroras gamle kirkegård, der angiveligt bevogtes af en bevæbnet politimand. Så bevæger man sig 100 kilometer sydpå og fortæller om den røde, boblende masse. Endelig slutter man artiklen af hjemme i Aurora. Er dette et smart journalistisk "kunstgreb"? Eller en journalistelev på slap line? Uanset dette, så skabes der hurtigt en ny myte: der bobler noget op fra rummandens grav i Aurora.
Mindre sensationelt var det, da den mystiske masse senere blev identificeret som en svampeart – det fremkaldte ikke der store overskrifter.
Nyhedsbureauet ap havde også del i affæren. Man skrev om en ekspert fra North Texas State University, Tom Gray. Han skulle efter sigende havde fundet nogle af de mærkelige metalstumper. Fundet var blevet gjort ved Auroras tankstation, altså på dommerens gamle grund. Et af disse metalstykker bestod angiveligt af umagnetisk jern. Det gav selvfølgelig håb og næring for dem, der var villige til at tro på det fantastiske – at et rumskib fra Mars var styrtet ned i Aurora i 1897. Imidlertid viste det sig, at metallet hverken var særlig usædvanligt endsige mystisk.
Nogenlunde samtidig havde en "viden-skabelig skattejæger" ved navn Frank Kelley været i byen. Han hævdede at at fået ensartede udslag på sin metaldetektor på henholdsvis gravstedet og dommer Proctors gamle grund. Han forsvandt dog i al stilhed fra Aurora, da det metal han satte sin lid til, heller ikke beviste noget som helst.
Omvendelse?
Tankejeren i Aurora, Brawley Oates, havde åbenbart med alderen fået en bedre og bedre hukommelse. Han fortalte nu vidt og bredt, at han gennem hele sit liv havde hørt om ulykken. Han havde endda været med til at skrotte noget af det ukendte metal fra rumskibet!
Oates havde ikke været nær så meddelsom fem år tidligere, da de første undersøgelser begyndte.Den meget aktive journalist Bill Oates havde også støvet nogle vidner op til hændelsen i 1897. Desværre havde disse gamle Aurora-borgere lidt svært ved at huske over 70 år tilbage i tiden. Men det gjorde ikke så meget, de havde den rette alder, og Bill Case var en flink og forstående mand, der gerne hjalp dem med at huske. Beklageligvis for Bill Case var de gamle folk ikke nær så senile eller demente som han havde troet. De kunne nemlig godt huske hvad de havde fortalt ham, og flere klagede til avisen over citatfusk.
Takket være Hayden Hewes udtalelser til pressen, og ikke mindst Bil Cases artikler, var der atter kommet liv i den lille by med mindre end 300 indbyggere. Det betød flere gæster til byens småhandlende, og benzin på køretøjet skulle man vel også have.
Skriverierne medførte også at Allen Hynek fik fornyet interesse for sagen. Men han havde nu ændret holdning – at der skulle være tale om et fupnummer fandt han usandsynligt. Den undersøgelse han tidligere havde sat i værk på foranledning af Jacques Vallee, var åbenbart gået i glemmebogen. I mellemtiden havde Hynek jo også startet sin egen ufo-gruppe.
I det hele taget benyttede amerikanske ufo-organisationer lejligheden til et raskt lille slagsmål med Auroras kirkegård som slagmark. Organisationen mufon støttede teorien om, at der virkelig var sket et styrt. De havde ligesom Hewes og hans gruppe været ude for at købe spader, og søgte også om tilladelse til at grave efter marsmanden. En rivaliserende organisation, apro, afviste hele sagen som fup trods det, at man fra apro just ikke stod bagerst i køen når det drejede sig om vidtløftige ufo-historier. Mens de to store orgnisationer sloges, trak Hayden Hewes følehornene til sig. Hewes havde efterhånden indset, at den udvikling sagen havde taget, kun tjente, tilformål: at styrke oplagstallet for blandt andre Bill Cases avis.
Bestyrelsen for kirkegården i Aurora var selvsagt trætte af hele affæren. Folk fra nær og fjern havde stampet rundt på kirkegården, de havde håbefuldt hugget stumper af forskellige gravsten til souvenirs – og nu ville de også til at grave. Selvfølgelig blev der ikke givet nogen tilladelse til at kulegrave kirkegården.
I 1974 døde Bill Case, og med ham døde også en del af sagen omkring den begravede rummand.
Aurora-sagen under dansk behandling
Historien fandt også vej til et dansk ugeblad, nemlig Ude og hjemme nr. 40, 1973. Arne Horns overskrift: Var det et rumskib fra en fremmed klode?
Som optakt til sin artikel skriver Horn, at Bill Case er meget øm overfor sin historie, og at han tilbageholder vigtige oplysninger. Dette gives som årsag til, at Arne Horn selv havde været i Aurora for at se lidt nærmere på sagen.
Der følger nogle korte interviews med Bill Case og nogle ældre indbyggere i Aurora. Den 82-årige Charlie Stevens skal således have udtalt, at han havde hørt en hvinen og set en cigarformet genstand komme flyvende. Få sekunder efter havde hele himlen stået i flammer. Dette vidne, der i virkeligheden hed Stephens, er blevet citeret af Bill Case for noget lignende. Imidlertid viser nogle undersøgelser, at Stephens benægter at have udtalt sig således. Han har aldrig set noget luftskib, men har kun udtalt sig om en brand i 1897. Det er åbenbart et af de tilfælde hvor Case har ydet humommelses-assistance. Pudsigt nok gentager Arne Horn denne fejlagtige historie i sit angivelige interview med samme vidne!
Den 92-årige Mary Evans har beklaget sig og erklæret, at hun er blevet fejlciteret, og at aviser skrev som det passede dem.
Hvis Arne Horn virkelig har været på stedet, blandt andet for at gå bag om Bill Case, er det mærkeligt, at han blot gentager Case og dennes fejltagelser. Det ville have været helt fint, om Arne Horn havde kunnet afsløre hvad Case i virkeligheden tilbageholdt, nemlig at sagen blot var et journalistisk blow up.
Men Arne Horn lader dog en skeptiker komme til orde. Han har et kort interview med Etta Pregus. Hun præsenteres som forfatter og en af sagens mest forbitrede modstandere. Hun beskrives lidet flatterende som en fnysende dame, og Horn citerer hende for følgende:
– Mysteriet om rumskibet er ikke andet end svindel, en avis-and. Vi må først og fremmest huske, at journalisten som skrev historien (i 1897), var ravende gal – eller skal vi nøjes med at sige letfængelig og med hang til digteriske visioner. Han var i hvert fald ikke pålidelig. Jeg har undersøgt sagen til bunds og snakket med alle overlevende vidner. De er sludrehoveder alle til hobe…
Således fremstilles Etta Pregus og efterlader indtryk af at være en notorisk kværulant. Men heldigvis har andre også talt med "den fnysende dame", for eksempel Daniel Cohen.
I sin bog citerer Cohen også Etta Pregus for at historien er frit opfundet af E.E. Hayden og en gruppe mænd i det lokale varehus. Det tilføjes at Hayden var kendt for sine fupnumre, og endelig kommer Cohen med den ikke ganske uvæsentlige oplysning: Etta Pregus er stedets lokalhistoriker.
Udtalelserne om fup og svindel passer også udemærket med de første oplysninger indhentet fra Brawley Oates og Oscar Lowery – før der gik spekulation i hele sagen.
Og endnu seks år senere
Aurora-historien er åbenbart godt avisstof, en historie man ikke uden videre begraver og glemmer.
I 1979 dukkede den atter op i pressen, og blev nu lanceret af det respektable New York Times. Herfra spredtes historien endnu en gang ud i den store verden.
Den 23. april skrev Aktuelt: Ufo-forskere på jagt efter dræbt rummand. Også andre danske aviser bragte historien, for eksempel Jydske Tidende den 1. maj 1979.
Den nye version, skrevet af Fritz Handy, formår ikke at fastslå, at der er tale om en skrøne. Nye sensationelle variationer dukker nu op: denne gang drøner luftskibet direkte ind i dommer Proctors vindue! Det fortælles også, at der ved nattetide graves efter rummanden på kirkegården.
Fritz Handys artikel er blot med til at holde liv i myten, og næste gang historien dukker op i pressen, skal det ikke undre mig, om rumskibet lander i dommer Proctors seng og at rummanden er druknet i selvsamme dommers vandfad på servanten!
Enten er den sidste version af historien skrevet den 1. april, eller også ligger den i en redaktør-skuffe med påtegnelsen: åbnes i tilfælde af stofnød!
Inspiration og kilder
Mange af luftskibsberetningerne fra USA, der dukkede op i slutningen af 1800-tallet har helt givet sine rødder i den udbredte skik det var at fortælle løgnehistorier. Det var også helt legalt efter datidens normer, at journalister demonstrerede deres fantasi gennem fup-historier og science fiction.
Således stod det i San Francisco Examiner den 5. december 1896, at fup-journalistik havde en hel del at stå til regnskab for. Det henvisens netop til luftskibshistorierne og det slås fast, at det gennem flere uger havde været kendt at der var tale om pure opspind.
Mange af beretningerne der dukkede op om luftskibe stammede fra San Francisco-området, og de havde stor lighed med datidens science fiction historier. Faktisk var San Francisco dengang højborg for de amerikanske science fiction forfattere.
Nogle luftskibshistorier havde usædvanlig stor lighed med Jules Vernes bog om Robur, verdens herre, og dennes luftskib ved navn Albatros. Denne bog udkom i USA i 1887 men havde forinden været bragt som illustreret serielæsning i mange aviser.
Selv om Vernes bøger ikke kan tillægges den helt store og altafgørende betydning som inspirationskilde, var der også lokale forfattere. For eksempel Luis Philip Senerans, der skrev om helten Frank Reade Jr. og hans elektriske luftskib. Senerans smykkede sig med tilnavnen "Amerikas Jules Verne".
Luftskibe var også en vigtig del af Robert Duncan Milnes bog A question of reciprocity, der udkom i 1892. Heri beskrives det hvorledes San Francisco kan bombes fra et luftskib.
En meget anvendt figur i datidens science fiction var "den geniale opfinder". Mange af disse fiktive opfindere var desuden onde, gale og magtsyge. De kunne opfinde det ene fantastiske apparat efter det andet, ofte med destruktive, livstruende egenskaber.
Men det var jo også en tid hvor opfinderen i det virkelige liv havde kronede dage. Hvem kendte ikke Thomas Edison? Der verserede selvfølgelig rygter om at "troldmanden" Edison havde opfundet og konstrueret et styrbart luftskib. Der cirkulerede endog tegninger af dette luftskib i den amerikanske presse.
Thomas Edison forsøgte at slå koldt vand i blodet på de håbefulde fans, da han udtalte sin uforbeholdne mening om luftskibe: "Det er helt absurd at forestille sig, at en mand ville konstruere et succesfuldt luftskib og holde sagen hemmelig. Da jeg var ung, plejede vi at konstruere store farvede papirballoner og fylde dem med gas så de kunne flyve i dagevis. Jeg gætter på, at nogen har prøvet det samme ude vestpå."
Edison troede ikke på beretningerne, og han meddelte at han i hvert fald ikke gad spilde tid på at bygge et luftskib. Det havde kun værdi som legetøj, mente han.
Men hvad så med marsmænd i de dage? Faktisk var det helt legalt at snakke om liv på planeten Mars.
Fra 1877 og frem til 1888 studerede den italienske astronom Giovanni Schiaparelli planeten Mars og dens topografi. Hans optegnelser findes på dansk, og er udgivet i 1965 i bogen Mars – den gådefulde planet. Schiaparelli havde i sine optegnelser indtegnet nogle kanal-lignende strukturer.
Omkring 1890 var det en bred antagelse blandt astronomer, at Mars-kanalerne eksisterede. Næsten alle kort tegnet over planeten havde kanalerne aftegnet, og også andre astronomer havde iagttaget kanalerne.
Siden 1860 havde en fransk astronom, Camille Flammarion, endvidere troet, at der var liv på andre kloder, og han tog naturligt nok kanalerne med i sin argumentation. I 1892 skrev Flammarion sin bog La planete Mars. I denne bog mente han, at kanalerne var et bevis på at Mars var beboet, at der var tale om vandveje og at planeten var beboet af en ældre og sandsynligvis mere avanceret og klogere menneskelig race end vor jordiske.
En amerikansk amatørastronom ved navn Percival Lowell fattede interesse for såvel Schiaparellis optegnelser som Flammarions teorier. Sammen med andre rejste han penge til opførelse af et observatorium nær Flagstaff, for blandt andet at studere planeten Mars. I midten af 1984 foretog han de første observationer, et tidspunkt hvor Mars var nærmest jorden.
Efter blot to måneders studier udviklede Lowell sin egen teori om Mars. Han havde iagttaget, at der var kanaler i de mørke områder på planetens overflade, og gennem denne og andre iagttagelser antog han, at Mars næsten udelukkende bestod af ørken. Mars var mindre end jorden og måtte derfor være ældet hurtigere. Derfor måtte en intelligent befolkning også befinde sig på et højere udviklingsstadie. I et øget behov for vand havde man derfor konstrueret et kanalsystem der stort set dækkede hele planeten. På en måde kunne smeltevandet fra polarkalotterne fordeles. De brede mørke striber var ikke selve kanalerne, de kunne ikke ses fra jorden, mente Lowell, men var snarere de omkringliggende arealer med vegetation.
Percival Lowells teori vakte bred opmærksomhed, og i senere skrifter har han også reflekteret over hvordan et samfund på Mars kunne være skruet sammen.
Det var derfor ikke helt ved siden af, når man på daværende tidspunkt kunne antage, at marsmænd var noget man kunne regne med, helt i overensstemmelse med tidsånden.
Men tilbage til luftskibene
Opfindelsen af det styrbare luftskib var lige om hjørnet. Der blev indsendt tegninger af luftskibe, og der blev udtaget patenter. I Europa havde Ferdinand von Zeppelin arbejdet på et luftskib lige siden 1891, men først i år 1900 lykkedes det at sætte sig ud over den velkendte ballonfærd.
Uden tvivl har en delmængde af datidens iagttagelser også været forårsaget af astronomiske fænomener, akkurat som når det drejer sig om vor tids ufo-observationer.
I flere tilfælde er det også blevet indrømmet, at nogle havde bidraget til luftskibs-hysteriet ved at opsende balloner, akkurat som antydet af Thomas Edison. Nogle vedgik endog at have gjort det på opfordring fra aviser, så der kunne blive noget at skrive om. Så havde man sin helt egen historie at slå konkurrenterne i hovedet med. Om det så var forsøg på at fremstille falsk fotomateriale, så blev det også prøvet.
Senere, i begyndelsen af 1900-tallet havde man også luftskibshistorier i Europa. Det var blandt andet i England i 1909. Der blev set luftskibe som åbenbart ikke eksisterede.
Lad os imens vende tilbage til Daniel Cohen og hans bog The great airship mystery. Han er som tidligere nævnt skeptiker, og efter at have studeret dette emne, er han ikke blevet omvendt.
Cohen mener at luftskibshistorierne absolut er et studium værd, set ud fra en sociologisk og psykologisk synsvinkel. Problemet er, at flere hundrede tusinde, måske millioner af mennesker har set ting, der ikke eksisterer. Det gælder de teknisk orienterede amerikanere fra slutningen af det forrige århundrede; det gælder de oplyste amerikanere der lever i dagens rumtidalder.
Daniel Cohen sidestiller luftskibsiagttagelserne med nutidens beretninger om flyvende objekter, og påpeger at vi må indrømme, at vi kan blive snydt og snyde os selv – endog i så stor målestok. Grundlaget for dette selvbedrag behøver ikke at være særlig stort. Og den gang som nu er pressen altid en god fødselshjælper.
| Kapitel 28 | Kapitel 30 |
[*]
Seneste kommentarer