af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Mens SUFOI havde travlt med at markere sig som eksponent for den seriøse ufo-forskning i Danmark var IGAP travlt optaget af at føre ufo-debatten op på højeste plan.
Med det engelsksprogede blad Ufo-contact ville man gå bagom journalisterne, militærpersonerne og de ortodokse, forbenede videnskabsmænd, "Ufo-contact vil rive den videre ufo-udvikling ud af hænderne på disse mennesker og placere den i hænderne på de mennesker, der virkelig råder over Jordens skæbne."
Derfor begyndte man i IGAP at sende åbne breve til diverse statsledere, politikere og paven i Vatikanet – alt i Adamskis ånd, naturligvis. Fremfor alt var målet at få bragt ufo-sagen ind i FN.
På det tidspunkt dukkede der meget belejligt en herre op på den internationale ufo-scene: Colman VonKeviczky.
Gennem 1965 og 66 sendte han flere skrivelser, udredninger og breve til FNs generalsekretær U Thant. VonKeviczky opfordrede FN til at tage initiativ til oprettelse af et internationalt ufo-forskningscenter, der kunne organisere et globalt net af observatører. Han gjorde sig også til talsmand for, at man i FN-regi nedsatte en særlig ufo-komité.
På et tidspunkt midt i alle disse bestræbelser blev VonKeviczky fyret fra sit job i informationskontoret under FNs sekretariat. Begundelsen var, at han havde udsendt uautoriserede pressemeddelelser og derved misbrugt sin stilling. Selv mente han, at årsagen var en ganske anden.
Colman VonKeviczky og hans fæller skød skylden på cia, der angiveligt ikke påskønnede hans iver for at føre ufo-debatten ind under FN – det kunne undergrave de amerikanske myndigheders ufo-politik. Hans fyring skulle altså have været dikteret på den mest konspiratoriske vis. Denne påstand forstod VonKeviczky at udnytte til egen fordel, og han påtog sig gerne rollen som martyr.
VonKeviczky var engang major i den ungarske hær, men flygtede til usa i 1956. Han er nu amerikansk statsborger. En af hans største bekymringer i ufo-sammenhæng var faren for at fremmede rumskibe, når de fløj ind i jordens atmosfære, kunne forveksles med fjentlige missiler. Det ville kunne udløse en atomkrig. Et af hans forslag til FN gik derfor ud på, at man skulle vedtage en international sikkerhedspagt for rummet omkring Jorden.
VonKeviczky kommer til Europa
I 1967 opstod der en alliance mellem tre ufologer. Den første var VonKeviczky og hans organisation med det imponerende navn: Intercontinental ufo Galactic Spacecraft Research and Analytic Network, ydmygt forkortet til ICUFON. Den anden er den allerede velkendte Karl Veit fra duist i Vesttyskland, og den tredje vor hjemlige H.C. Petersen.
I november 1967 afholdt Karl Veit endnu en af sine berygtede ufo-kongresser i Mainz. Hovedtaler var VonKeviczky, og jeg havde fornøjelsen at overvære begivenheden.
VonKeviczkys stil var mildest talt speciel. Han holdt ikke foredrag i normal forstand – han råbte sin tale ud, som var vi en flok hørehæmmede menige soldater. Han FNyste vredt af myndighedernes tåbeligheder, flåede af og til sine briller af og pegede ivrigt op mod lærredet. Der var ikke noget at pege af, for hans valg af lysbilleder var under al kritik. Han optråde med hul autoritet, men stilen passede åbenbart til det brede publikum. De belønnede ham med et bragende bifald – et møgfald havde været bedre placeret.
Tilsyneladende antog han publikum for at være de rene novicer med hensyn til ufo-problemet. I en pause fortalte en af mine venner VonKeviczky om det arbejde SUFOI udførte i Skandinavien. Han blev rød i hovedet af vrede – ikke i misundelse – næe, fordi der kun var tale om en skandinavisk organisation. Med løftet pegefinger belærte han os om, at ufo-forskning skulle bedrives på interkontinentalt plan!
En betydningsfuld kongres
Kort tid efter, og i årene der fulgte, har VonKeviczky henvist til et dokument fra 1967. Han kalder det for den første milesten mod løsningen af ufo-problemet. Det er den såkaldte Mainz ufo Resolution.
Set på tryk så det unægtelig imponerende ud, og alene kongressens titel: Den 7. Internationale Verdenskongres for Ufo videnskabsfolk og forskere. Det lyder virkelig af noget! Desuden fortælles det, at resolutionen blev vedtaget på denne kongres af repræsentanter fra 24 nationer.
Resolutionen går i sin essens ud på, at man anerkender at ufoer er rumfartøjer fra det ydre rum og at alle nationer må forenes i at udforske sagen. Det foreslåes, at FN opretter et særligt institut for ufo-forskning og at nogle nationer afstår landområder til formålet. Resolutionen blev underskrevet af Karl L. Veit og VonKeviczky samt H.C. Petersen.
Efter at have deltaget i denne kongres, hvor betegnelsen "videnskabelig" blev brugt i utallige sammenhænge, kan min respekt for resolutionen ligge på en meget tætklippet lillefingernegl.
En "dr." Frank E. Stranges optrådte – i ordets bogstaveligste forstand – med et talkshow om ufoer. Han demonstrerede med baskende arme menneskets første forsøg på at flyve, og fulgte så udviklingen helt frem til påstanden om, at rummanden Valiant Thor holdes indespærret i det amerikanske forsvarsministerium. Frank Stranges har en rad af imponerende titler, men kigget efter i sømmene falmer glorien.
Stranges fremtræden var også bygget op som et amerikansk tv-show. En "spændende" beretning bygges op stykke for stykke, og så, lige før afsløringen: klip! Han leverede så selv reklameindslaget: vil I vide hvordan historien ender, så køb min bog ude i forhallen efter foredraget. – Det gentog sig flere gange.
En fransk ufolog ved navn Alfred Nahon talte over temaet: en bedre verden at leve i. Det kan man ikke være uenig i, at det kan være påkrævet. Han var derfor ifærd med at starte et nyt politisk parti i Frankrig.
Der var andre foredragsholdere, og rækkevidden gik lige fra den ene yderlighed til den anden. Den person der åbenbart skulle bære kongressens videnskabelige image var Hermann Oberth, der også underskrev resolutionen.
Den 73-årige forhenværende raketekspert, ufolog og parapsykolog, holdt foredrag over nødvendigheden af ufo-forskning. Der var intet nyt i hans foredrag, det var blot blevet støvet lidt af til lejligheden.
En af de mere spændende personer var Erich von Däniken. Han var dengang et ubeskrevet blad, men jeg vil senere fortælle mere om denne medstifter af pseudovidenskaben astroarkæologi. Han gjorde meget ud af at fortælle, at han personligt havde været de på steder, som han ville skrive om i sin kommende bog, der på dansk blev til Fortids gåder – fremtids virkelighed. Däniken argumenterede for, at Jorden tidligere havde haft besøg af væsener fra fremmede planeter. I dette selskab af fantaster gav han umiddelbart indtryk af, at han arbejdede på videnskabelig basis.
Undervejs på kongressen opstod der et lille intermezzo. Kurt Kauffman fra Østrig tillod sig at gå på talerstolen og lægge ud med ordene: "Hvis det skulle vise sig, at de flyvende tallerkener eksisterer…" Længere nåede han ikke før hans tale blev overdøvet af fy-råb fra publikum – tænke sig at betvivle eksistensen af flyvende tallerkener! En ældre dame, der oversatte ufo-bøger til tysk, glemte hun var dårligt til bens og besteg talerstolen for at fremkomme med iltre udtalelser. Efter et øjebliks tumult blev Hermann Oberth lodset frem til talerstolen. Respekten for Oberth var stor, og da han manede til ro med ordene: "sig mig, er dette en videnskabelig kongres eller hvad?" blev der naturligvis ro i tallerkenrækkerne. Selvfølgelig var det en videnskabelig kongres!
Med dette forum som baggrund påberåber Colman VonKeviczky sig respekt i hele verden, og kalder sin Mainz-resolution for en milepæl i ufo-forskningens historie.
Karl Veits ufo-cirkus
Jeg har tidligere været inde på en vesttysk kongres i 1964, og nu i 1967. For at sætte tingene helt på plads, og for at alle skal være helt på det rene med, hvordan ånden er på den type kongresser, vil jeg citere Per Borgaard. På det tidspunkt redaktør ved Jydske Tidende, og vi var sammen til endnu en af Karl Veits kongresser i 1975:
"Kongressen gav mig – som udenlandsk observatør – en forstemmende fornemmelse. Foredragene var både præget af tysk grundighed og – undskyld, kære ef-partnere – tysk naivitet. Det sidste kræver måske en forklaring. Nuvel, jeg tænker på den tyske historie: Hitler blev som bekendt bragt til magten ved frie demokratiske valg, selv om hans parti byggede på en ideologi, hvor den mest snavsede mentalitet gik op i en højere enhed med forvirret mystik. Det er helt afgjort, at de mennesker, der via stemmesedlerne bragte Hitler til magten, ikke var nazister – i hvert fald var de fleste af dem ikke – men de var naive nok til at falde for den velbegavede ærkesvindlers demagogi uden at sanse de forfærdelige konsekvenser.
– Hvordan det kunne ske, havde jeg aldrig kunnet fatte før jeg på duist-kongressen i 1975 så, og hørte, publikum hilse indlæg efter indlæg med drønnende klapsalver, uanset hvor fantastiske, hvor u-underbyggede eller tåbelige de måtte forekomme – og uanset hvor meget de indbyrdes var modstridende. I løbet af kongressens tre dage kom jeg til det resultat, at hvis jeg var gået på talerstolen og havde holdt en komplet intetsigende tale, ville jeg – blot jeg flittigt nok brugte ordene "kosmisk broderskab", "åndeligt fællesskab" og "rumbrødrene" – være blevet hilst med samme taktfaste, drønende klapsalver. Om jeg så havde fortalt forsamlingen, at månen i virkeligheden trods alt var lavet af grøn ost. Man lod sig kort sagt ikke distrahere af bagateller som kendsgerninger eller almindelig sund fornuft.
– Da jeg – efter ovenstående – næppe skal vente at være velkommen gæst på fremtidige duist-kongresser, selv om jeg vitterligt kom med åbent sind og var spændt på at lære tysk ufo-forskning at kende, kan jeg lige så godt gå et skridt videre og konstatere, at flertallet af deltagerne i kongressen var i den alder, der gjorde det sandsynligt, at de allerede har haft stemmeret ved det afgørende valgslag for eller imod Hitler. Dermed være på ingen måde antydet, at de var forhenværende nazister, men simpelthen, at de næppe kan have undgået at være påvirket af deres ungdoms tidsånd med dens sværmen for det irrationelle og mystiske.
– Den skepsis, som bør betegne videnskabelige forskere, hvad enten de er amatører eller professionelle, brillierede i hvert fald ved totalt fravær. Og jeg forlod kongressen med en deprimerende fornemmelse af, at den i virkeligheden var et gravmæle over tysk ufo-forskning."
Dette er ikke en tilfældig journalists iagttagelse. Per Borgaard har været aktivt involveret og har kritisk fulgt den danske ufo-bevægelses udvikling siden de første år.
Ved kongressen i 1975 var der kun indbudt håndplukkede vesttyske journalister, for at undgå upopulær presseomtale. Arrangøren Karl Veit spurgte Per Borgaard hvilken avis han kom fra. Behændigt henviste Borgaard til, at han var med i "den danske delegation". Det var ikke fordi Veit var synsk, men Per Borgaards adfærd og udstyr "osede langt væk" af professionel journalist.
VonKeviczky kommer til Danmark
Ånden på de vesttyske kongresser ændrede sig ikke gennem årene, og lad os derfor med ovenstående ballast vende tilbage til 1967.
Efter Mainz-kongressen kom Colman VonKeviczky til Danmark. Her arrangerede IGAP to offentlige møder med ham, et i Ballerup og et i Kolding.
Ved mødet i Ballerup genså jeg VonKeviczkys lysbilledforedrag, der havde været en succes i Mainz. Til de danske ufologers ros skal siges, at de med stor undren så på de mange tvivlsomme billeder, der her i landet forlængst havde fået "det røde kort". H.C.Petersen, der fungerede som oversætter, bad publikum undskylde VonKeviczky, for, som det blev sagt, så var han trods alt en nybegynder indenfor ufo-forskningen. Den udtalelse blev ikke oversat til engelsk! Undervejs i foredraget blev der derfor knyttet ekstra bemærkninger til, og andre steder redigeret med nænsom hånd i VonKeviczkys foredrag.
Colman VonKeviczkys foredrag i Jylland blev refereret af Kolding Folkeblad den 13. november 1967. Der havde været 500 tilhørere. Til avisen sagde VonKeviczky blandt andet, at "det er for så vidt forkert at bruge udtrykket uidentificerede flyvende objekter. For vi er i dag kommet så langt, at vi kan identificere flere af dem. Et mere korrekt udtryk ville være "interplanetare rumtransportfartøjer"". Og han fortsatte: "Det er på tide, at forskningen af disse rumfartøjer intensiveres til det yderste. Vort ukendskab til disse objekter udøver en fare for livet på Jorden i kraft af gener for lufttrafikken og kommunikationsmidlerne, idet det forlængst er fastslået, at "tallerkenerne" bevæger sig ved at glide af elektromagnetiske strømninger. Man har set eksempler på, at et objekt er blevet registreret på radarskærme, og med deres blotte tilstedeværelse, kan de således være en fare for fejlagtig udløsning af en ny storkrig, idet man kan forveksle en "tallerken" med et fjentligt missil."
VonKeviczky gav også udtryk for lidt optimisme. Han mente, at det var ved at lysne, og at de ellers så miskrediterede ufo-forskeres beviser snart ville blive anerkendt af regeringer og politikere verden over. Dette til trods for at oliemagnater og kulmineejere søgte at hindre ufo-forskningen! Og hvorfor skal de nu også med i den legendariske Tavshedsgruppe? Jo, ganske enkelt fordi de er bekymrede, fordi ufoerne netop beviser at der findes en revolutionerende energiform kaldet "fri energi" der siger spar-to til såvel olie som kul. Ikke et ondt ord om atomkraft eller vedvarende energi!
Colman VonKeviczky gjorde også et stort propagandanummer ud af sine lysbilleder – undskyld – "fotografiske beviser". Han ønskede nemlig: "at manden på gaden vil anerkende eksistensen af ufoer og tro på, at de billeder og de øvrige beviser, vi kan fremlægge, er autentiske. Alle vore billeder og film er kontrolleret minutiøst af eksperter, der udtaler, at der ikke kan herske tvivl om billedernes ægthed".
En slagplan
Egentlig er det paradoksalt, at netop VonKeviczky og H.C. Petersen finder sammen. Ifølge Adamskis lære er rumfolkene på det nærmeste ejegode, betænksomme og engelagtige, og vil hjælpe os jordboere – blandt andet for at undgå et atomart ragnarok. Hvorfor skulle de så flyve rundt på en så hensynsløs måde, at de netop kan komme til at forårsage det de ønsker at undgå? De gode rumfolk er jo i besiddelse af en avanceret teknik, er det blevet påstået – ja, de kan endog absorbere eller afbøje radarstråler. Der skal sågar sidde rådgivende rumfolk i forskellige regeringers kulisser, er det blevet påstået af Adamski-tilhængere.
Hvis det er sandt, hvorfor så VonKeviczkys paranoia? Og hvis det er sandt, hvorfor bombarderer ufologerne så diverse regeringer med henvendelser? Alt er vel i skønneste orden, og – for at citere H.C. Petersen – "i hænderne på de mennesker, der virkelig råder over Jordens skæbne".
Men de to forhenværende majorer, HC og Colman, stak hovederne sammen, og resultatet blev en fælles slagplan.
Begge havde de, trods et "fagligt" modsætningsfyldt forhold til ufo-sagen, en fælles interesse i og behov for at føre sig frem på højeste plan. De så gerne at ufoerne, billedligt talt, fløj ind gennem vinduerne på FN-bygningnen i New York. Og dette kunne lade sig gøre, – de skulle blot finde én statsmand der sympatiserede med dem, for at få sagen bragt op i FN.
Et af de vigtige redskaber i denne slagplan var den tidligere omtalte resolution, der blev udsendt fra kongressen i Mainz; vedtaget af repræsentanter fra 24 nationer. Men hvilke repræsentanter, og hvad repræsenterede de egentlig?
SUFOI havde sendt en gruppe til Mainz, og jeg deltog selv sammen med et par venner. Dermed var vi at betragte som repræsentanter fra Danmark. Fra Norge deltog et par ufologer der havde flirtet med Orthon-bevægelsen. Hermed var Norge repræsenteret. Det samme gjorde sig gældende for en spansk gæstearbejder der i syv år havde boet i Vesttyskland – men Karl Veit & Co. er ikke så smålige – Spanien var repræsenteret! Og sådan kunne jeg blive ved.
Imidlertid droppede H.C. Petersen ret hurtigt Colman VonKeviczky, i hvert fald i første omgang, netop fordi han "var alt for egocentreret for os, – og hvad der var endnu værre – han arbejdede ud fra den teori, at ufoerne er fjentlige overfor Jorden", som H.C. Petersen skrev i Ufo-kontakt.
FN i kikkerten
Det var ikke alene VonKeviczky og hans medsammensvorne der havde FN i kikkerten. Både James McDonald og Allen Hynek, begge videnskabsfolk, havde allerede givet udtryk for, at ufo-forskningen burde støttes af FN.
I England havde ufologen Antoni Szachnowski også et projekt kørende. Som leder af en lille ufo-klub i London var det hans mål, at en halv million mennesker i 28 lande skulle besvare et spørgeskema han havde udarbejdet. Når disse skemaer var indsamlet skulle de sendes til FNs generalsekretær med tre krav.
For det første en officiel anerkendelse af ufo-problemet som en sag af global interesse; for det andet et krav om etablering af et verdensomspændende net af ufo-observatører og, for det tredje: oprettelse af et ufo-forskningscenter til analysering af ufo-rapporter. Det hele skulle støttes af FN og sortere under unesco. Dette program blev sat i gang i 1969 og lignede meget de mål VonKeviczky havde sat sig.
I Danmark tog fufos sagen op. Det var en forholdsvis nystartet forening. På det tidspunkt var Projekt FN to år gammelt, og der var totalt "kun" indsamlet 10.000 skemaer fra hele verden.
Endelig, den 8. november 1971, skete der noget afgørende for ufo-lobbyisterne i FN.
Ugandas ambassadør, Grace Ibingira, holdt ved den 26. generalforsamling i FN en tale hvori han kom ind på ufo-spørgsmålet. Ufologerne vejrede morgenluft. Det må havde været en festdag for Colman VonKeviczky og hans organisation. Netop de havde bombarderet FNs delegationer med massevis af ufo-materiale.
VonKeviczky fik også en aftale med Ibingira, der lovede, at kunne VonKeviczky levere fotografiske beviser, der var så skudsikre, at Ibingira selv kunne acceptere dem, ville han, som Ugandas FN-ambassadør, gøre sit til at fremme ufo-sagen i De forenede Nationer.
Det var lige den situation ufologerne havde drømt om i årevis, og man var klar til at løbe storm på FNs generalsekretær, der nu hed Kurt Waldheim.
I IGAP fiskede man Colman VonKeviczky op af mølposen. Nu havde han jo brugbare resultater, og så var det bare om at glemme fortiden og hoppe på vognen.
H.C. Petersen benyttede lejligheden til at skrive breve til dronning Margrethe, statsminister Jens Otto Krag og de forskellige partiers politiske ordførere. De blev bedt om at den danske stat støttede Uganda i FN, og H.C. Petersen tilbød sig velvilligt med råd og dåd.
Men de nye initiativer gav ikke umiddelbare resultater. Ugandas leder, diktatoren Idi Amin, havde problemer på hjemmefronten, og hans diktatur holdt ikke. Følgelig forsvandt Grace Ibingira også fra scenen.
Det fik dog ikke ufologerne til at opgive. Snarere tværtimod. Nu havde de set, at det var indenfor mulighedernes grænse, at få snakken om ufoer bragt ind i FN-regi. Problemet var nu blot at finde en anden statsmand, der var villig til at gøre arbejdet.
| Kapitel 26 | Kapitel 28 |
[*]
Seneste kommentarer