af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
SUFOIs flirten med orthonisterne og de mange filosofisk prægede artikler i Ufo-nyt faldt på forunderligvis sammen med nye tiltag på det videnskabelige område.
Organisationen fik da også en lærestreg og blev i en årrække meget forsigtige og tilbageholdende. Man satsede nu hårdt på at blive accepteret som en seriøst arbejdende ufo-organisation.
Med dette for øje knyttede man store forhåbninger til en ny "guru", der kunne fylde tomrummet ud efter Adamski – det var James E. McDonald, meteorolog og professor ved Arizona universitetet. Han havde fattet interesse for ufoer og var stillet et forskningsstipendiat i udsigt til sit ufo-studium. Imidlertid hørte de bevilligende myndigheder, National Academy of Science, at det amerikanske luftvåben var i færd med at søge kontakt til et universitet med henblik på en ufo-undersøgelse. Så blev bevillingen trukket tilbage. Men McDonald var så interesseret, at han fortsatte sit studium for egne midler.
James McDonald begyndte at rejse rundt og holde foredrag om sin interesse for ufoerne, en interesse han havde haft siden midt i 1950’erne. Men det var først omkring 1966, han for alvor begyndte at føre sig frem offentligt.
McDonald havde gode forbindelser i de store amerikanske ufo-organisationer apro og nicap. Han havde også aflagt besøg i luftvåbnets ufo-kontor og var iøvrigt stærkt kritisk overfor myndighedernes holdning til ufo-problemet, eller rettere: mangel på holdning. McDonald var temmelig frustreret over hvor få der tog emnet alvorligt og turde give udtryk for deres mening.
Han skrev til mange videnskabelige kolleger, og de blev opfordret til at se alvorligt på sagen og allerhelst engagere sig aktivt i den. McDonald opsøgte Allen Hynek, daværende konsulent for luftvåbnet, og slog i hans skrivebord. McDonald kunne simpelthen ikke fatte, at Hynek havde kunnet sidde i så mange år på den post uden at have slået et slag for sagen; især ikke med den baggrundsviden Hynek havde adgang til i Project Blue Books arkiver.
Ufologisk superstar
Det, der gjorde McDonald til ufologernes store forbillede og frontkæmper, var hans holdning til de mulige forklaringer på ufo-observationerne. Han mente nemlig, at den mest tilfredsstillende hypotese var, at der var tale om ikke-jordiske fartøjer.
McDonald vandt også prestige blandt ufologer fordi, han havde deltaget i et udvalgsarbejde under FN, The Outer Space Affair Group, der den gang ikke havde så alvorlige begreber som "stjernekrig" at beskæftige sig med. Han var også en af de få ufologer, der kunne diskutere ligeværdigt med irriterende "tallerken-knusere" som for eksempel Donald Menzel og Philip Klass. Især med sidstnævnte var der lige til McDonalds død et veritabelt slagsmål på ord og argumenter. Endelig var McDonald blevet rådspurgt ved en kongreshøring i 1968, efter han opmærksomt havde fulgt den videnskabelige undersøgelse, der var løbet af stabelen på Colorado universitetet.
James McDonalds trykte taler blev flittigt benyttet i forskellige ufo-blade, og et af hans skrifter blev udgivet i efteråret 1967 af SUFOI: Ufo’er – det største videnskabelige problem i vor tid? De danske udgivere betænkte Regering og Folketinget med frieksemplarer og opfordrede i et åbent brev danske politikere til at holde sig orienteret. SUFOI undlod ikke at gøre opmærksom på, at skulle det komme til en officiel dansk ufo-undersøgelse, så stod organisationen selvfølgelig til rådighed.
Store forventninger
Udgivelsen af McDonalds bog gav også anledning til nogle store overskrifter i dagbladene. Berlingske Aftenavis: "Bedrageri omkring de flyvende tallerkener", og i Fyens Stiftstidende spurgte man: "Har Amerikas luftvåben forkludret ufo-sagen?" Jyllands-Posten citerede McDonald: "Nu må ufo-mysteriet løses".
James McDonald langer meget hårdt ud efter de amerikanske myndigheder og skriver blandt andet, at man fra Project Blue Book har fremsat de mest uvidenskablige forklaringer, og at videnskabeligt uskolede militærfolk har givet pokker i seriøse undersøgelser. Han mener, at hovedformålet nærmest har været at reducere antallet af uforklarlige hændelser til et absolut minimum.
McDonald skriver også om bevidst latterliggørelse af vidner til ufo-observationer og fremlægger atten eksempler på veldokumenterede sager. Med hensyn til om der kan være tale om ikke-jordiske fartøjer skriver han ordret: "Der findes efter min nu gældende opfattelse intet rimeligt alternativ til den yderst chokerende hypotese, at ufoerne er interplanetariske sonder andetsteds fra."
Hans holdning er den, at luftvåbnet skal ud og videnskaben ind i dette studium. Der efterlyses en tilbundsgående kongres-undersøgelse til afsløring af luftvåbnets uduelighed i ufo-spørgsmål gennem tyve år. Dette er samtidig en inddirekte kritik af Allen Hynek, der i alle disse år har fungeret som videnskabelig konsulent for luftvåbnet.
Hynek har senere forsvaret sig med, at luftvåbnet ikke bakkede ham op med de nødvendige midler.
McDonald runder af med følgende konstatering: "Det er blevet min faste overbevisning, at problemet: de uidentificerede flyvende objekter, i sandhed er det største videnskabelige problem i vor tid."
I bogens forord kalder SUFOIs leder Frank Pedersen udgivelsen for en slags ufologisk hvidbog, og fortsætter: "Det er vort håb, at dette hæfte må medvirke til en mere saglig og nøgtern behandling af sagen, end vi hidtil har oplevet fra videnskaben og officielt hold. Lad fornuften komme i højsædet under undersøgelserne, fri os for latterliggørelsens byrde og lad fremtidige observatører vederfares den værdige behandling, som både videnskaben og myndighederne skylder enhver borger."
Skuffede forventninger
De danske Adamski-tilhængere i igap tog også James McDonald til sig som en af deres egne, og hans artikler blev trykt i såvel Ufo-kontakt som det engelsksprogede Ufo-contact. Men McDonalds stjerne dalede hurtigt på igap-folkenes himmel.
McDonald sendte nemlig et brev til igap, og lod forstå, at han trods sin arbejdshypotese om ikke-jordiske fartøjer også satte nogle grænser for hvad der var antageligt. Det var George Adamski og alt hans væsen ikke!
"Jeg finder det vanskeligt at forstå", skriver McDonald, "hvordan Deres gruppe og visse andre grupper rundt om i verden kan optage Adamskis erklæringer om hans rejser til andre himmellegemer og hans samtaler med ikke-jordiske væsener som fakta." Videre skriver McDonald, at netop kontaktpersoner som Adamski havde været en medvirkende årsag til at afholde videnskabsfolk fra at forske i ufo-problemet, og om Adamskis forfatterskab bruger han lidet smigrende ord.
McDonalds brev fyldte halvanden spalte. Igap gav svar på tiltale i ti spalter! Bladets redaktør runder af med at undskylde McDonald, idet der skrives: "De kendte jo ikke Adamski", som om det skulle være en fordel. Som tidligere afsløret i bind 1, så var der heller ikke ret mange Adamski-tilhængere, der kendte Adamski andet end på den polerede overflade.
De to igap-redaktører, H.C. Petersen og Ronald Caswell, gyder dog olie på vandet med denne opfordring: "Lad os stille sagen i bero…Tiden vil vise, hvem der er blevet vildført." Trods alt var James McDonald så varmt et navn, at man selv indenfor IGAP undlod at lyse ham i band. Man ville trods alt stadig gerne referere til professoren på belejlige tidspunkter.
McDonald exit
James McDonalds intense interesse for ufo-problemet blev også noget af en ulempe for ham selv. Der var en boomerang-effekt med hensyn til hans videnskabelige respektabilitet.
I 1971 skulle han deltage i en kongreshøring – dog ikke om ufoer, men vedrørende det fransk-engelske Concorde overlydsfly. Der var debat om hvorvidt man skulle give denne flytype landingstilladelse i USA, idet der herskede bekymring omkring flyets eventuelle skadelige indflydelse på Jordens ozon-lag.
Var det tilfældet, at flyet havde den indvirkning, kunne det ifølge pessimisterne betyde, at adskillige tusinde amerikanere ville få hudkræft, idet solens skadelige stråler ikke længere ville blive bremset af ozon-laget. Hele denne debat har i dag antaget helt andre dimensioner. Men McDonald var som meteorolog modstander af Concorde-flyet.
Ved den høring, hvor alvorligt sprøgsmålet end var, gjorde McDonalds modstandere sig lystige på baggrund af hans ufo-engagement og mobbede ham. De henviste i deres modargumenter til flyvende tallerkener og små grønne rummænd, noget som kaldte latteren frem hos såvel politikere som tilhørere.
I juni 1971 mistede ufo-bevægelsen deres forbillede. James McDonald skød sig en kugle for panden som følge af en skilsmisse og svære depressioner. I visse ufo-kredse var man ikke sene til at sprede rygter om, at "nogen" havde lukket munden på ham. Det var i de ufo-kredse hvor man tror på en stor international sammensværgelse mod ufo-bevægelsen. Men det lykkedes ikke at gøre McDonald til martyr, han blev ikke integreret i den udbredte ufo-paranoia som et af Tavshedsgruppens ofre.
En videnskabelig undersøgelse
Lad os her vende tilbage til den videnskabelige undersøgelse som det amerikanske luftvåben satte i gang, og hvor McDonald optrådte i kulisserne som en opmærksom kritiker.
Efter flere forgæves forsøg på at sælge sit ufo-studium til en videnskabelig institution, lykkedes det endelig i sommeren 1966 at gøre Colorado-universitetet interesseret. Det blev meddelt, at dr. Edward Condon skulle være projektets videnskabelige leder mens Robert Low skulle tage sig af det organisatoriske.
I Politiken skrev man den 16. april 1967 således om forventningerne til undersøgelsen: "På dr. Condons skuldre hviler der et tungt ansvar: Han skal i sin rapport både tilfredsstille de mest fantasifulde og de mest nøgterne – plus sin arbejdsgiver, luftvåbnet. Endvidere vil det amerikanske Videnskabernes Akademi gennemgå hans rapport med lup, når den til sin tid foreligger…Det påhviler nu dr. Condon og hans eksperter i de kommende måneder at skille avnerne fra hveden og bringe en fornuftig, dokumenteret fremstilling af de iagttagelser, der er gjort af ufoer. Man skal næppe i hans rapport vente endelige konklusioner – ej heller hårrejsende skildringer af små grønne venusmænd og maskiner på lange ben … la H.G. Wells’ marsuhyrer…"
Officielt startede undersøgelsen den 1. november 1966 med et budget på $313.000, cirka to millioner kroner, og skulle ifølge forskningskontrakten vare i femten måneder. Men senere blev budgettet hævet til $500.000 og man fik mere tid.
Fra begyndelsen mødte denne videnskabelige undersøgelse stor velvilje fra ufo-organisationerne. De fleste amerikanske organisationer stod parat til at assistere, blandt andet stillede nicap hele sit net af rapport-indsamlere til projektets rådighed. Også Allen Hynek var tilfreds, det var sådan en undersøgelse han havde ønsket og talt for i flere år.
Det vakte dog lidt undren og bekymring i nogle ufo-kredse, at man også havde psykologer med i ekspertstaben. Dette med at der muligvis skulle sættes fokus på vidner til ufo-observationer, for ikke at snakke om ufologerne selv, virkede suspekt. Det det måtte dreje sig om, mente ufologerne, var at finde beviser for at i det mindste nogle ufoer var fartøjer fra andre kloder.
Endelig var ufologerne også lidt bange for, såfremt undersøgelsen skulle munde ud i noget for videnskaben uventet, at der ville blive lagt tågeslør ud over den endelige rapports konklusioner.
Ugler i mosen
Ufo-folkenes bekymring blev bestyrket allerede i januar 1967. Ved et foredrag, holdt for en gruppe videnskabsfolk, gav Condon udtryk for, at han ikke fandt at luftvåbnet var det rette forum for ufo-undersøgelser; at der ikke var noget at hente i al ufo-snakken, og at hans øjeblikkelige indstilling var at myndighederne skulle trække sig ud af sagen. Spøgefuldt supplerede han med at sige, at den konklusion skulle han naturligvis først nå frem til, når undersøgelserne var afsluttet.
Condon fortsatte med sine for ufologerne negative og tvetydige udtalelser. Og han viste sig ved tvivlsomme ufo-arrangementer hvor han naturligvis straks vakte opsigt alene ved sin tilstedeværelse. Han så ud til at more sig på ufologernes bekostning.
Først hen på efteråret blev det nicaps leder for meget. Donald Keyhoe trak al støtte fra nicap væk under Colorado-undersøgelsen, som dermed stod næsten uden rapportmateriale. Det var ikke særlig heldigt, for en forsker i projektet havde allerede bemærket, at nicaps rapportmateriale var af langt bedre kvalitet og mere præcist, end det materiale der kunne hentes i luftvåbnets arkiver.
På næsten samme tidspunkt dukkede der et lille skrift op i offentlighedens søgelys. Det var nogle betragtninger som Robert Low – Colorado-undersøgelsens administrator – havde skrevet allerede i august 1966. Altså før undersøgelsen på universitetet var gået i gang. Low skrev først om hvilke forskellige synspunkter og holdninger, der kunne ligge til grund, når man involverede sig i et studium af den slags. Dernæst slog han i en kommentar fast, at undersøgelsen næsten udelukkende skulle foretages af personer, der ikke troede på ufoer. Desuden mente han, at der var massive beviser for, at der ikke var meget hold i ufo-beretningerne.
Robert Low fremlagde også sine tanker om undersøgelsens udførelse. Undersøgelsen skulle beskrives således, at det udaf til ville se ud som et objektivt studium, mens det med videnskabelige øjne skulle se ud som om, at en gruppe ikke-troende havde gjort deres bedste for at være objektive, men med et mindstemål af forventning om at finde støtte for rumskibs-hypotesen.
Videre mente Low, at fremfor at undersøge selve observationerne, så burde man satse på lidt mere opmærksomhed overfor de mennesker der påstod at have set noget.
Dette notat fra Low blev opdaget af to videnskabsfolk, David Saunders og Norman Levine, begge knyttet til Colorado-projektet. De sørgede også for at lade historien sive ud til for eksempel Allen Hynek og James McDonald.
På et tidspunkt endte sagen naturligvis på Edward Condons skrivebord. Det var ikke Robert Low, der blev fyret, men Saunders og Levine. Officielt var fyringsårsagen inkompetence. Condon havde været rasende over, at især McDonald var blevet gjort bekendt med dette notats indhold, før han i det mindste selv havde læst det.
Den 14. maj 1968 bragte Look Magazine denne rubrik: "Flying saucer fiasco" – flyvende tallerken-fiaskoen! Det var en stor artikel skrevet af John G. Fuller, som rodede op i hele denne sag. Det førte til endnu en politisk høring, efter krav fra nogle bekymrede politikere.
Konklusionen af høringen, hvor flere pro-ufo videnskabsfolk deltog, var, at ufoer absolut var et videnskabeligt studium værd. De bevilligede penge var ikke smidt lige ud i den blå luft. Det stod også helt klart, allerede før Colorado-undersøgelsen var bragt til ende, at den på ingen måde ville sætte en stopper for ufo-spekulationerne. Ligeledes ville luftvåbnet heller ikke få tilført fornyet respekt med hensyn til deres egne ufo-undersøgelser.
Condon-rapporten
Efter to år forelå så rapporten om det videnskabelige studium af de uidentificerede flyvende objekter. Det var et digert værk på 1465 sider, og i januar 1969 blev der skrevet flittigt i aviserne om Condon-rapporten.
I Berlingske Aftenavis konstaterede man: "Flyvende tallerkener opløst i den blå luft, fuldt udtømmende forskning i USA". Og pressebureauet Reuter udsendte en pressemeddelelse med denne overskrift: "Videnskabsmænd: Flyvende tallerkener findes ikke".
Tager man alene Condon-rapportens konklusioner, så levnes der ikke ret meget andet end tro, og ikke noget at have den i. Af rapportens anbefalinger og konklusioner fremgår det blandt andet:
- Der er ikke fundet videnskabeligt belæg for at de flyvende tallerkener er interplanetariske fartøjer.
- Cirka 90 procent af alle ufo-fænomener har kunnet forklares som naturlige hændelser.
- Der er ikke fundet hold i påstanden om, at noget holdes hemmeligt omkring de flyvende tallerkener.
- De sidste 21 års studier af flyvende tallerkener har så godt som ikke tilført nogen videnskabelig viden.
- Der er ikke fundet beviser for at de flyvende tallerkener har udgjort en trussel mod USAs sikkerhed.
- Et fortsat studium af flyvende tallerkener er ingen nytte til.
Dette var i sammendrag, hvad man skulle leve med fremover. I tilgift anbefaledes det at nedlægge luftvåbnets ufo-kontor Project Blue Book, og det skete. Hermed fratrådte Allen Hynek samtidig sin stilling som luftvåbnets konsulent i ufo-spørgsmål.
Men indenfor ufo-bevægelsen havde man ikke tabt troen. Mange havde jo allerede set hvor det bar hen, og man knyttede nu store forventninger til en af de videnskabs-mænd som Condon havde fyret: David Saunders. Han var ifærd med at skrive en bog om sagen.
Alligevel var det mest de ledende ufologer og den hårde kerne af medlemmer, der stadig stod fast. Ufo-foreningerne verden over mistede mange medlemmer i kølvandet på Condon-rapporten. Trods ufologernes hårde kritik af rapporten, så slog dens effekt efterhånden også igennem i forhold til dagspressen – der blev længere og længere imellem ufo-reportagerne.
Orla Johansen fra Jyllands-Posten benyttede lejligheden til et større interview med H.C. Petersen. Det var den 12. januar 1969 med denne overskrift: "Amerikansk kommission afviser tanken om flyvende tallerkener – men Petersen giver sig ikke". Som ventet fremgår det, at den danske ufolog ikke lader sig anfægte af Condon-rapporten.
Typisk for den første kritik af den videnskabelige rapport var nok, at man hængte sig i dens konklusioner. Det var nok de færreste kritikere, der havde gennemset rapporten grundigt. Den blev endda udgivet i lommeformat, godt nok til store lommer, som en lille komprimeret sag på lidt under tusinde sider. Den kunne købes af alle for under to dollars.
Mens rapporten på kort sigt havde en utrolig negativ virkning, så viste det sig senere, helt utilsigtet, at rapporten blev et brugbart redskab for de "omvendte" ufologer, og for den kommende generation af videnskabeligt orienterede ufologer. Mange af rapportens afsnit var særdeles anvendelige i det videre arbejde.
Al den ballade der havde været omkring undersøgelserne ved Colorado-universitetet fik også en anden gavnlig bivirking. Flere videnskabsfolk engagerede sig åbenlyst i ufo-sagen fordi de var uenige i rapportens konklusioner, som Edward Condon havde forfattet.
Det havde også den betydning at Allen Hynek, efter 21 år i luftvåbnets tjeneste, begyndte at indhente det forsømte. Hynek startede således sin egen ufo-gruppe og fik taget sig sammen til at skrive et par bøger om emnet. At han så senere røg noget af sporet var på det tidspunkt ikke forudsigeligt.
Men her skal vi også til at indhente lidt af det forsømte. Mens hele denne udvikling omkring Colorado-undersøgelsen stod på, skete der også en del på andre fronter.
| Kapitel 25 | Kapitel 27 |
[*]
Seneste kommentarer