af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Vil man tiltrække sig opmærksomhed i massemedierne, skal man blot forudsige jordens snarlige undergang.
Måske er der stadig nogen, der kan huske en såkaldt dommedagsbevægelse, der i 1967 byggede en bunker ved Borup på Sjælland. Bygherrerne regnede med, at en verdensomfattende atomkrig ville bryde ud, og at Jorden ville tage sig en vippetur i sin bane omkring solen.
Men hvad har det så med flyvende tallerkener at gøre, vil nogen måske spørge? I virkeligheden ikke ret meget! Og dog, for adskillige elementer indenfor ufoloren indgår i dette grænseland mellem fup og fakta. At en dommedags- eller udrenselses-katastrofe måtte komme, havde lige siden ufo-bevægelsens første dage været både kendt og ventet. De fleste kontaktpersoner har nævnt det, og flere af disse er allerede omtalt her i bogen.
Denne historie tager sin begyndelse den 11. april 1961.
En engelsk ejendomsmægler, Richard Grave, var ved at rydde ud i et gammelt hus han fornylig havde købt. På vej ud med et gammelt billede, opdagede han pludselig, at der var en skikkelse der spærrede ham vejen. "Jeg er ham", sagde vedkommende, og rørte ved billedet. I det samme splintredes glasset og skikkelsen forsvandt i en flamme af orange lys. Lyset var så kraftigt, at Richard Graves underarm blev helt forbrændt, da han skærmede for sig.
Dette kombinede poltergejst eller spøgelsesfænomen udviklede sig yderligere, for på mirakuløs vis blev billedet og glasset bragt tilbage til sin oprindelige stand – helt af sig selv! Ingen havde rørt ved det ituslåede billede, blev det påstået. Motivet var "Den første julemorgen", der forestiller en engel der giver hyrderne besked om Jesu fødsel. Senere begyndte billedet at "græde", akkurat som så mange katolske helgenbilleder har været utætte med hensyn til blod, sved og tårer i Jesu navn.
Den ukendte skikkelse, der forsvandt i et lysglimt, blev også kaldt Mesteren. Han begyndte at aflægge besøg hos Richard Grave, og Grave blev begavet med helbredende evner.
Nyheden sivede ud og flere forskellige mennesker blev involveret, blandt andre en lokal synsk og meget alsidigt, religiøst vidende kvinde ved navn Liebie Pugh.
Mesteren sagde så meget til Grave, men en nøglesætning til den videre udvikling, i hvert fald i Danmark, var den der lå i budskabet: "Jeg har skabt syv billeder i strålen, og senest med det første sekund af den første time af den syvende julemorgen fra nu af vil jeg have åbenbaret mig for universet ved hjælp af en atomkærneudviklingsproces."
I midten af 1960’erne blev der skrevet om denne bevægelse i tidsskriftet Psykisk Forum. Det blev læst af blandt andre Jørgen Ellesøe og Børge Jensen fra SUFOI, som via en kontaktadresse fandt sammen.
En gruppe interesserede danskere, blandt disse nogle ufologer, rejste til England. De vendte hjem med en masse tryksager og en fast overbevisning om, at Mesteren eksisterede såvel på det åndelige som på de fysiske plan. Man gik straks i gang med at oversætte de mange materialer, og det blev senere til to store hæfter udsendt med fællestitlen Den universelle kontakt.
Orthon taler
Havde man så blot kunnet lade sig nøje med de originale budskaber fra England, så var der nok ikke sket ret meget mere i denne sag. Men den gode Mester dukkede også op i Danmark og gav os et dansk sidestykke til Richard Grave. Mesterens danske kontakt hed Knud Weiking. Han har beskrevet sit første møde med Mesteren – i det følgende kaldet Orthon – således:
"Det skete den 20. februar 1967 klokken 1,15 da jeg kom hjem fra nattens arbejde; jeg kørte hyrevogn dengang. Som sædvanlig satte jeg mig ind i stuen for at ryge, inden jeg gik i seng. Pludselig hørte jeg en mandsstemme sige: "sluk den cigaret, jeg vil tale med dig." Jeg kiggede mig om i stuen, men så intet. Jeg er ikke så nem at chokere, så jeg tænkte ikke nærmere over det, men blev roligt ved at ryge. Så gentog stemmen sit forlangende, igen tog jeg et ordentligt hiv af cigaretten, ligesom for at demonstrere mod den ukendte, der ville fortælle mig, hvad jeg skulle gøre i mit hjem."
Man må nok komplimentere Knud Weiking for et solidt nervesystem, eller spørge hvilket mærke han ryger. Selv ville jeg i det mindste have fået gåsehud over hele kroppen, hvis en stemme af usynligt ophav en sen nattetime havde sagt: "så er det slut med kaffen, kammerat"!
Men Knud Weiking mente således ved et par ekstra inhalationer at have sat den ukendte stemme på plads. Da gik alt lys i lejligheden ud, og Weiking så nu et lysskær og fra dette lød Orthons stemme. Han fik nu at vide, hvad Orthon vidste om hans liv, og det satte så endelig Knud Weiking på plads.
Den næste aften, i venners lag, begyndte Orthon så at tale gennem Knud Weiking. Budskab på budskab fulgte, og de blev optaget på bånd og skrevet ned på papir.
Weiking har forklaret, at han meget ofte har siddet i sin dagligstue og sludret med Orthon, og Weiking, der er den eneste der har set Orthon, beskriver ham således:
"Orthon er en stor smuk mand. Han er cirka 188 cm høj, muskuløs, men slank. Hans ansigt er meget fint formet, håret et gylden- brunt, og hans hud er gylden. Orthon er altid iført en stramtsiddende, guldskinnende dragt, hvorover han bærer et slag, der changerer i farverne lilla, sort og skarlagenrød. Omkring ham stråler et hvidt lys."
Navnet Orthon er ikke tilfældigt valgt. Den venusianer som George Adamski påstod at have mødt i 1952 i Desert Center var også navngivet Orthon.
Budskabet skal ud
Budskabet om den universelle kontakt skulle udbredes. Børge Jensen lagde således allerede ud i 1966 med en artikelserie om den kommende nye tidsalder i Ufo-nyt. Det skete under pseudonymet N.E. Wagenda. Denne serie gled direkte over i beskrivelsen af hændelserne i England.
SUFOI gik tilsyneladende helhjertet ind i sagen. Man udgav hele dokumentarberetningen om sagens udvikling og Richard Graves første møde med Mesteren. Tilknytningen til andre religiøse tiltag såsom Meher Baba i Indien, Moon-sekten – bedre kendt som Tongil-familien – i Sydkorea, blev også omtalt af forfatteren Liebie Pugh. De psykiske begavelser havde atter vundet indpas i SUFOI. Den tidligere leder, H.C. Petersen, betakkede sig.
Sammen med andre Adamski-tilhængere var H.C. Petersen ifærd med at organisere et arbejde udenfor SUFOIs rammer. Den 5. juli 1966 udsendes der en skrivelse hvori IGAPs to nye tidsskrifter – henholdsvis på dansk og engelsk – annonceres. Der skrives blandet andet: "De nye tidsskrifter viderefører den linje Ufo-nyt havde indtil H.C.Petersen overdrog det til den kreds af interesserede, som udgiver det nu. Vi kan love Dem, at De hverken vil blive præsenteret for artikler om usynlige væsener, "intelligenser" bag flammer, røg eller sutsko eller andet ufo-sagen uvedkommende i de nye tidssskrifter."
Efter dette dask over næsen til SUFOIs nye ledelse, fortsætter H.C. Petersen med at fastslå, "at vi er stadig de samme, og at vi stadig ikke er talerør for en udefinerbar psykisk forskning eller for diverse bevægelser som spår død og ødelæggelse over vor klode og dens "arme" beboere. Det er derimod planen – når som helst muligheden foreligger – at referere de rummennesker fra Venus, som medlemmer af IGAP står i kontakt med."
Ikke desto mindre hoppede H.C. Petersen selv på limpinden få år senere da han lancerede Michel Collin, også kaldt pave Clement XV, George Adamskis kirkelige parallel.
Collin havde også forudsagt en verdenskatastrofe, blot berammet til den 20. februar 1969. H.C. Petersen udgav et stort hæfte med omtaler af og interview med Michel Collin. Og senere blev der skrevet en hel del om denne falske pave i IGAP-bladet Ufo-kontakt. Der skete imidlertid intet den pågældende dag, og som Collin bagklogt konstaterede: – man skal ikke hænge sig i datoer! En sandhed som Orthon-folkene også fik mulighed for at konstatere.
Uanset den tidligere leders kommentarer, så fortsatte man i SUFOI og Ufo-nyt med at pleje Orthon-sagen. Et vredt læserbrev blev besvaret af SUFOIs leder Frank Pedersen, der forsvarede det standpunkt, at man ikke skulle stå i vejen for nye tanker. I forbindelse med denne sag, så var det en holdning han fortrød senere.
I Ufo-nyt 1967 nr. 2 slår Børge Jensen fast: "Der foreligger nu endeligt bevis for, at Universal Link og de flyvende tallerkener er to sider af én og samme store operation, idet et Universal Link Center er under oprettelse i Danmark under direkte ledelse af rumfolk. – Navnet orthon vil være en del læsere bekendt."
Det "bevis" der lå til grund for dette og den i ufo-kredse opsigtsvækkende meddelelse, var at Knud Weiking påstod at tale med Orthons stemme.
Tiden gik, og det blev den 25. september 1967 før personer i SUFOIs ledelse fik "kolde fødder" og sprang fra. Det blev samtidig meddelt, at Børge Jensen var udtrådt af SUFOI. Dette faldt stort set sammen med, at Orthon-gruppen begyndte at annoncere i dagspressen. Journalister begyndte at ane en god historie, og den 26. september bragte Ekstra Bladet denne rubrik: "2000 danskere tror på verdens undergang i en atomkrig om tre måneder".
Ragnarok?
Hvordan den første hændelse hos Richard Grave gik hen og blev en dommedagsprofeti i Danmark, lader sig ikke beskrive på få linjer. Men et af de første budskaber fra Mesteren er værd at huske: "…senest med det første sekund af den første time af den syvende julemorgen fra nu af vil jeg have åbenbaret mig for universet ved hjælp af en atomkerneudviklingsproces".
I Orthon-bevægelsen blev det åbenbart fortolket således, at en atomar proces måtte være noget stort – noget med atomeksplosioner; at universet var synonymt med planeten Jorden og endelig, at det endnu ikke var sket. Julemorgen 1967 måtte således være den absolut sidste frist.
Den 28. september 1967 blev der afholdt et Universal Linkmøde i Dianalund. Gennem Weiking talte Orthon til forsamlingen, og det stod helt klart, at man ventede en global atomkrig. I afskriften af Orthons tale står der blandt andet: "…ikke kun København, det er også andre dele af Danmark, vil simpelthen blive atomramt".
Alt håb er dog ikke ude, naturligvis er der nogen der bliver reddet. For senere siger Orthon til forsamlingen: "Nu har vi her inde nogle mennesker, som absolut skal overleve. Ja, men hvordan spørger man. Kan dette lade sig gøre. Der skal vi igen ind på billedet med vores overføring af et rumskib fra en galaxe til en anden. Vi overfører simpelthen de menneskelige elementarpartikler ved noget, vi kalder teleportation op i et rumskib. Det vil sige, at mennesket står det ene sekund sammen med en ven, og så vender han sig om, og så er vennen væk. Han er allerede taget op i et rumskib, medens den anden må blive tilbage, når eksplosionen finder sted. Sådan er det. Det er loven."
Dagbladet i Ringsted interviewede den 24. november Børge Jensen om slagets gang. Han blev spurgt, hvad der ville ske, hvis atomkrigen ikke som forudsagt og ventet blev til noget. Børge Jensen svarede, at "så var der sket et mirakel! Hverken mere eller mindre. Det værste, der kan ske, er, at hjælpen fra universet udebliver." Det uddyber Børge Jensen således:
"Ifølge Orthons meddelelser og ifølge de kosmiske love vil de højere væsener, som ofte besøger os i flyvende tallerkener, ikke tillade, at Jorden ødelægges. Det vil forstyrre balancen i Kosmos. Derfor er store redningsaktioner forberedt. Vi har modtaget meddelelser om, at hjælpen kommer, når der ikke er mulighed for anden redning. Men heller ikke før!
– Store dele af menneskeheden vil blive evakueret i rumskibe, der i visse tilfælde vil tage folk direkte ombord fra jordplanet, men i andre tilfælde, hvor det er påkrævet, vil evakueringen ske ved teleportation. Det er flytning ved tankens kraft. Metoden vil blive anvendt de steder, hvor redning er et spørgsmål om sekunder. For eksempel dér, hvor en atombombe falder. Umiddelbart efter vil Jorden blive renset ved at blive vippet."
Journalisten vil gerne vide, hvem der kan forvente at blive reddet af de fremmede rumskibe.
Til dette siger Børge Jensen, at end ikke Orthon-vennerne kan føle sig sikre på redning og kommer med denne begrundelse: "Alle lever vi i et system, hvor ingen har mulighed for at leve på den rette måde, og derfor er menneskets gode vilje tilstrækkelig. Hvert menneske har en såkaldt aura, som udstråler, hvad mennesket virkelig indeholder. Vi udvælges efter vor auras kvaliteter!"
Alt dette taget i betragtning, kan det synes mærkeligt, at Orthon beordrer sine tilhængere til at bygge en atomsikret bunker. Er dette udsprunget af tilhængernes og Knud Weikings tvivl om hvorvidt de kan være sikre på en redning fra rummet, eller er det, som det også er påstået, en symbolsk handling for at vise god vilje? En slags aura-forstærker? Under alle omstændigheder kostede det penge, at gå i gang med et sådant projekt; i 1967-priser og efter gør-det-selv princippet rundt regnet en kvart million.
Bunkeren blev bygget og Orthon-folkene demonstrerede deres gode vilje til trods for byggeforbud fra såvel kommune som amt.
Der blev gravet et seks meter dybt hul i jorden på en mark nær Borup på Sjælland. I dette rejste man så de trækonstruktioner der skulle holde vægge, skillerum og taget på plads – det hele udført i uimprægneret træ. Ovenpå det hele blev der anbragt 25 tons bly. Det kan godt være, at beskyttelsesrummet var atomsikret i starten, men efterhånden begyndte grundvandet og tyngdekraften at påvirke byggeriet.
Det var praktisk set noget af en fiasko for den jordiske tilsynsførende med byggeriet, en skibsingeniør fra B&W der havde taget orlov for at tjene Orthon.
Galskab afløser galskab
Det må egentlig virke ret mærkeligt, at føle sig skuffet over at det ikke er raslet ned med atombomber over vore hoveder. Men det må vel logisk set være den følelse orthonisterne måtte have haft, da profetien ikke blev opfyldt.
Allerede på et ret tidligt tidspunkt havde en opfinder ved navn Åge Jensen oplyst, at han havde nogle tegninger til en maskine der kunne fremstille atomer. Åge Jensen mente, at det var nøglen til Orthons ord om at manifestere sig ved en atomkerneudviklingsproces. Men orthonisterne havde i begyndelsen lagt Åge Jensen på is.
Juleaftensdag – dagen før dagen – holdt Knud Weiking et møde med Åge Jensen og kiggede på hans tegninger, som han gennem de sidste ti år havde modtaget pr. telepati.
Samme aften blev der indkaldt til pressemøde i Borup om denne nye udvikling. Knud Weiking påstod, at tegningerne viste en af de motorer der sidder i en flyvende tallerken. Men hvorledes det ellers hang sammen, og hvad tegningerne skulle vise, var der vild uenighed om, få timer før Dommedag. Man kan også undre sig over, at der indkaldes til pressemøde; ifølge alle forudsigelser ville aviserne jo aldrig kunne nå at trykke nyheden!
Det blev midnat, og intet skete. Det betød så at aviserne, her B.T., den 27. december kunne skrive om sagen:
"Det var Orthon, der fik ham Åge Jensen til at ringe mig op juleaftensdag og fortælle mig om projektet, mener Weiking. Åge Jensen er selv af en anden mening. Han fornægter Orthon og forklarer, at det, der fik ham til at kontakte Orthon-folkene, var to drømme. De viste ham, at Borup-folkenes arbejde blot var en afledningsmanøvre, og at hans konstruktion er sagens kerne. Han styres af overnaturlige kræfter, men vil ikke nærmere konkretisere disse i en bestemt person."
Åge Jensen erklærede, at hans tegninger var intet mindre end en verdenssensation. Han havde prøvet at få dem sagligt vurderet af atomfysikere, men var blevet afvist som værende en idiot. Ikke nok med, at tegningerne er et blueprint til en rumskibsmotor – de indeholder også løsningen på pyramidernes gåde! Hvad den gåde består i siges der ikke noget om.
Fysikeren, professor Mogens Phil, udtalte i den anledning, at han havde stor medlidenhed med de mennesker, der havde knyttet deres tilværelse og forhåbninger til dette vilde nonsens.
En avis konstaterede, at hele denne sag med Åge Jensens såkaldte opfindelse, mest af alt havde lighed med eventyret om en vis kejsers nye klæder. Men Åge Jensen fik presseomtale og sit billede i dagspressen. Men orthonisterne fandt ingen redning i sidste øjeblik, for Åge Jensen ville ikke spille deres spil.
Efter Dommedag
Men hvad så med Knud Weiking, Orthons jordiske talerør. Hvordan stod det til med hans troværdighed efter den famøse dato? Den 28. december var der atter et Universal Link-møde, en deltager refererer det således:
"På mødet den 28. december følte (Knud Weiking) åbenbart sin autoritet så svækket, at han nok var til stede, men ikke ville deltage i mødet og derfor opholdt sig i et tilstødende lokale. På næste møde den 3. januar 1968 var Weiking rykket ind i mødelokalet igen, men sad blandt de "menige" medlemmer længst borte fra "lederbordet". Ved mødet den 10. januar var hans position genetableret. Da han kom, gik han direkte hen til "lederbordet" og satte sig."
Endelig, den 17. januar, talte Orthon igen, men nu var det slut med de store møder.
Orthon-tilhængerne blev splittet op i flere grupper. Lejlighedsvis dukkede nogle af dem op i dagspressen med nye forudsigelser, dog uden fastsat dato. Fra en Orthon-fraktion i Fakse udgik der af og til nye dommedagsvarsler, og for eksempel blev det påstået, at Jorden ville slå en kolbøtte i løbet af foråret 1971. Endelig diskuteredes det også, hvem der var Orthons sande talerør.
I Ekstra Bladet var der den 30. december 1968 et interview med Martinus Kris Petersen. Han var talsmand for en af de nye Orthon-grupper. Kris Petersen udtalte, at man havde brudt med Borup-Fakse fraktionen, og siger videre: "Vi beskæftiger os med Orthon på et strengt videnskabeligt plan og er modstandere af det sekterisk-kristelige anstrøg". I deres kreds bliver Orthon ikke betragtet som en åndelig lederskikkelse i stil med Kristus, men som en ordinær rumskipper.
Denne nye Københavner-gruppes eget medium havde nemlig afsløret, at Orthon ville manifestere sig nær den svenske by Haparenda nytårsmorgen 1969. Hvis det er korrekt, så har Orthon holdt meget lav profil, for ingen har hørt om det.
Hvad denne nye gruppe mente med at arbejde videnskabeligt, viser følgende udtalelse: "Stjernetegnet Vandmanden, eller Vandbæreren, som præger året 1969, skal efter vor mening udlægges således, at der billedligt talt vil blive båret vand til de tørstige sjæle på jorden. Det vil igen sige: fred og frihed. Det vil ikke ske lige med det samme, men betydningsfulde begivenheder finder afgjort sted i 1969".
Såvidt Martinus Kris Petersen.
Læser man den oprindelige gruppes Grundmaterialer, de mere end 350 siders tætskrevne A4-ark med Orthons budskaber, findes der mange muntre sager. Ud over de truende oplysninger om krig og evakuering, fremgår det at Orthon er en glødende royalist. Han har især stor sympati for kong Konstatin af Grækenland, der tilskrives en stor rolle i den nye tidsalder. Det afsløres også, at Orthon læser Berlingske Tidende, og der er kommentarer til enkelte gruppemedlemmer om blandt andet deres spiritusforbrug. Orthon slår således fast, at end ikke et eneste bryggeri vil blive skånet under den kommende atomkrig. Sig ikke, at Orthon er uden humor!
I årene der fulgte har der jævnligt været interviews med gamle orthonister, især i ugebladene, og det kan konstateres, at der stadig findes en håndfuld troende. Men undervejs har det kostet penge, fast arbejde, familier i opbrud og selvmord.
I 1980 skrev et af SUFOIs medlemmer en artikel til Ufo-nyt om den efterhånden gamle sag. Men man var ikke interesseret. Det blev i stedet til en lille privat tryksag med titlen Intern fortrolig rapport, Orthon-sagen 13 år efter, skrevet af Benny Grandahl. Det eksemplar jeg har set havde på omslaget en håndskreven tilføjelse der fortalte, at hæftet er strengt fortroligt og at SUFOI har sat sig på rettighederne. Hæftet ikke må eftertrykkes eller på anden måde offentliggøres. I SUFOI var man ikke særlig stolte af dette sorte kapitel i organisationens fortid.
På det tidspunkt havde daværende leder af SUFOI, Frank Pedersen, da også erkendt, at "krisen der startede i 1966 og sluttede i 1967, må jeg tage det fulde ansvar for. Jeg var ikke tilstrækkelig vågen til at gennemskue denne sag og stoppe den i tide".
| Kapitel 24 | Kapitel 26 |
[*]
Seneste kommentarer