af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Efter Adamskis død i april 1965 havde den danske ufo-bevægelse mistet en væsentlig informationskilde, men samtidig et efterhånden belastet forbillede, der havde givet næring til splid og splittelse.
I Ufo-nyt skrev man mindre og mindre om Adamski, og til sidst gled han så godt som ud i mørket. Men hans filosofi og ideer lå stadig latent og simrede i bevidstheden hos mange af de ufologer i SUFOI, der havde taget hele turen med lige fra de første pioneerdage. I stedet rettede man blikket mod emner som rumfart og bragte spekulative artikler om månen. Den amerikanske rumfartsadministration, NASA, havde planer om at sende et bemandet fartøj afsted til månen i de dage, noget der som bekendt blev en realitet i 1969.
I august 1965 var ufologerne helt oppe på mærkerne. Aviserne havde skrevet, at støv fra månen måske kunne være årsag til de aktuelle beretninger om flyvende tallerkener. Ufologerne, uanset tilhørsforhold, stod skulder ved skulder og fnyste af teorien. Men denne fnysen var nok også noget af det eneste, man kunne enes om.
Imens skete der ting og sager i USA. De amerikanske aviser skrev om talrige observationer – fra forskellige lokaliteter-der på ingen måde lignede støv fra månen. Denne strøm af beretninger blev senere udslagsgivende for ufo-sagens videre udvikling.
Det hele begyndte i slutningen af 1965, og langt ind i 1967 blev der rapporteret mange ufoer. Observationerne var ofte knyttet til en bestemt egn eller lokalitet; for eksempel var Wanaque i staten New Jersey samt det sydlige Michigan særlig hjemsøgt. Først en tur til Wanaque.
Om aftenen den 11. januar 1966 var politibetjent Joe Cisco kørt ud for at brænde nogle gamle juletræer af. Det skulle ske nogle få hundrede meter fra Raymond dæmningen. Det er den dæmning, der holder på statens største vandreservoir, der er omkring ti kilometer langt, som leverer vand til New York og forstaden Newark.
Mens Joe Cisco stod i grusgraven og skulle til at sætte ild i flere hundrede juletræer, blev han pludselig kaldt over patruljevognens radio. Opkaldet kom fra Prompton Lake, hvor det lokale politi havde fået flere opringninger om ufo-observationer. Man bad nu Joe Cisco om at holde udkig i området, hvor han befandt sig.
Det var en meget kold aften, og vejret var helt klart. Cisco så sig omkring, men der var intet usædvanligt at se. Men da han vendte sig og så mod vest, fik han øje på et klart hvidt objekt over dæmningens nordlige del. Dets størrelse kunne han ikke rigtig vurdere, da han ikke havde noget sammenligningsgrundlag. Men Cisco rapporterede straks over radioen hvad han havde set til reservoirvagten George Dykman, der var vagthavende.
Staben af vagtfolk, der overvågede og patruljerede omkring reservoiret bestod af tolv mand.
Dykman forlod sit kontor for at se ud over dæmningen. Han fik også øje på objektet, som han bedømte til at være seks meter i diameter. Det lille objekt bevægede sig som en flyvemaskine, men der var ikke en lyd at høre.
Flere havde hørt radiosamtalen mellem Cisco og Dykman og lagde aftenturen om ad dæmningen, for at se hvad der var på færde. Efterhånden var flere af de lokale notabiliteter samlet, inklusive borgmesteren, en rådmand og politikommisæren. Solide borgere, der med egne øjne kunne bekræfte observationen.
Den følgende aften besøgte en journalist chefen for det stedlige civilforsvar, der også havde været på dæmningen aftenen før. Midt under deres samtale lød det pludselig over radioen: "Tro det eller ej, nu er det der igen!"
Stemmen de hørte kom fra Joe Cisco, og i det samme råbte civilforsvarschefens kone fra køkkenet: "Jeg kan se det herfra!"
Fra baghaven betragtede de objektet i lidt over et kvarter. Det var et fast objekt, der gav et sløret rødligt skær fra sig. Journalisten prøvede at skønne hvor tydeligt objektet var, og anslog dets lysstyrke til 16-17 gange stærkere end lyset fra planeten Mars, når den er nærmest Jorden.
Journalisten kørte straks efter op til reservoirets vagtmandskab, men da han nåede frem, var objektet forsvundet.
Der kom flere observationer, og den 11. oktober kunne man finde følgende notits i The New York Times: "Tallerken rapporteret i det nordlige Jersey". I avisen stod der:
"Beboere og politifolk fortæller, at de så et skinnende uidentificeret objekt flyve over Wanaque Reservoir sidste nat. De beskriver objektet som tallerken-formet, på størrelse med en bil, og glødende som et hvidt lys. Reservoiret, som er en del af Newarks vandforsyningssystem, er beliggende omkring 25 miles nordvest for Newark. Sergent Ben Thompson fortæller, at han så objektet, mens han kørte i sin patruljevogn langs reservoiret.
– Jeg så objektet komme imod mig, fortalte han. Det fløj lige hen over hovedet på mig, stoppede op midt i luften og bakkede lige op. Så begyndte det at flyve i zig-zag fra venstre til højre. Det var så skinnende, at jeg ikke kunne se dets afgrænsninger, sagde han."
Nogle dage senere, den 24. oktober, skrev World Journal Tribune om Wanaque-observationerne. Det fremgik, at hverken de nærmeste luftbaser eller luftvåbenets Project Blue Book, kodenavn for kontoret der tager sig af ufo-sager, havde vist interesse for observationerne.
Chefen for reservoirpolitiet, John Casazza, der selv havde set ufoer, fremkom med en udtalelse til pressen. Han var særdeles harmfuld over opringninger fra folk, som fortalte, at han og hans stab måtte være en samling fulderikker. Politichefen slog fast, at der rent faktisk var blevet set ufoer, og at politifolk ikke var de rene idioter. Meget taktisk henviste han til, at også byens borgmester havde set ufoer.
Ved samme lejlighed kom John Casazza også med en anden og langt mere interessant oplysning. Han fortalte nemlig, at man siden havde udskiftet den gamle reservoir-belysning men nye, moderne tågelamper, og siden havde der ikke vist sig ufoer over området!
Hvis der har været tale om, at ufoerne over Wanaque skulle have været rumskibe fra fremmede kloder, så skulle der altså blot nogle tågelamper til at skræmme dem væk?
Så enkelt er det naturligvis ikke. I hvert fald har den amerikanske ufolog og forfatter Irving Greenfield spekuleret meget over, hvorfor ufoer ses over vandreservoirer. Hans teorier skal naturligvis ses i lyset af, at han mener, at ufoer er ikke-jordiske fartøjer.
En af hans teorier går ud på, at de fremmede anbringer et eller andet i vandet til opbevaring. En anden teori, som jeg har megen sympati for, går ud på, at de fremmede væsener ganske enkelt er tørstige. Endelig overvejer Greenfield den mulighed, at de fremmede bruger vandet i et eller andet øjemed i forbindelse med energi i deres fartøjer. Om han dermed mener, at de fremmede rumskibe måske har vandkølede motorer, afslører han ikke.
Men rumfolkene har bestemt ikke ondt i sinde. Greenfield skænker det ikke en tanke, at væmmelige rumvæsener måske kommer kemikalier i vandet – lsd for eksempel. Eller, for nu at tænke mere i tidens ånd, dumper deres affald?
Sådanne spekulationer er naturligvis helt hen i vejret, og blot et spørgsmål om ønsketænkning eller fantasi.
Det rene sumpgas
Den 20. marts 1966 havde Washtenau Countys politikontor i Michigan allerede haft flere opringninger fra opskræmte borgere om ufoer, men netop denne dag skulle vise sig at blive en meget travl søndag.
I den lille by Dexter, omkring atten kilometer nordvest for Ann Arbor, sad familien Mannor og spiste. Tilstede var Frank Mannor og hans kone, deres søn Ronnie på 19 år samt to døtre, hver med deres ægtefælle.
Pludslig gav Mannors hund sig til at hyle ude i gården, og Frank Mannor gik ud for at få den til at tie stille. Mens han stod ude i gården fik han øje på noget. Det lignede et stjerneskud. Det krydsede himlen, men pludselig, midt i luften, standsede det op over en klynge træer i en nærliggende sump. Der var blinkende lys på hver side af den brændende kugle. Lidt efter dalede det ned mellem træerne, og kun et rødligt skær afslørede at det var der.
Sammen med sin søn Ronnie ville Frank Mannor ud i sumpen for at undersøge, hvad det kunne være.
De var begge godt kendt med området, hvor de så ofte gik på jagt, så selv om de knapt kunne se, hvor de satte deres ben, masede de sig gennem sumpen med mudder til knæene i retning af lyset. Imens ringede en af svigersønnerne til politiet i Ann Arbor.
Frank og Ronnie Mannor stod på en lille forhøjning ude i sumpen. De kunne se lyset cirka 500 meter væk. Det, de så var et objekt, tilsyneladende metallisk og af form som en rugbybold. Objektets overflade virkede ikke glat men nærmest nubret som en håndgranat. Øverst var der en lille kuppel, og noget der lignede en v-antenne stak frem under objektet.
Pludselig, fra at have været temmelig mørkt, blev objektet blodrødt, og derefter gik alt lyset ud. De lys, der havde været på hver side af objektet, det ene blinkende rødt-hvidt-rødt og det andet blågrønt, forsvandt.
Far og søn satte sig atter i bevægelse for at komme hen til stedet, men objektet var borte. Det var forsvundet uden en lyd og uden at efterlade sig det ringeste spor.
I mellemtiden var politiet ankommet, og tre af betjentene havde også været ude i sumpen. Den ene af dem nåede at få et glimt af objektet, og beskrivelsen svarede til Frank Mannors.
En af politifolkene var bagefter på vej hen til patruljevognen, da han så et lys stige op fra sumpen. Objektet steg op til en højde af omkring 300 meter og fløj ind over vejen med en hvinende lyd som fra en pistolkugle. Lidt efter dukkede der tre objekter frem oppefra og sluttede sig til det første. Alle fire ufoer forsvandt så endelig mod vest.
På det tidspunkt var der gået tre timer, siden Frank Mannor var gået ud for at berolige sin hund. Politiet havde haft ialt seks patruljevogne på farten, og over 40 personer havde set ufoer i sumpen den aften.
Denne beretning blev bragt i dramatiseret form i Danmarks Radio den 5. juni 1966. Det var i en 50-minutters radioudsendelse i serien Naturvidenskabeligt Magasin. Udsendelsen var tilrettelagt af Joachim Jerrik og Henrik Stub, inspireret af alt det der foregik i USA. Denne radioudsendelse er desuden blevet solgt på kassettebånd af SUFOI, hvordan de så ellers har fået trukket den tilladelse ud af Danmarks Radio.
Samme aften som Frank Mannor og mange andre traskede rundt i knæhøjt mudder, var der også en observation lidt længere vestpå i Hillsdale.
87 collegespiger, deres forstander og senere direktøren for det lokale civilforsvar, så fra skolens vinduer et lysende objekt over en nærliggende sump, der ikke er identisk med Mannor-sumpen.
"Det var afgjort et fartøj af en slags", mente direktøren. Objektet var kommet til syne umiddelbart efter et tordenvejr var trukket over. Først havde det svævet over et nærliggende arboret og en kunstig lagune, ikke mere end 150 meter fra vidnerne. Objektet havde skiftet farve mellem rød og orange og havde haft et hvidt lys i den ene ende. På det tidspunkt var lyset helt ude i en afstand på l-1,5 km.
På et givet tidspunkt blev der set to lys, og med mellemrum dukkede der serier af lys op mellem disse to lys, henholdsvis rødt-hvidt blinkende og et flaksende blågrønt lys. Hver gang lysstrålen fra lufthavnsfyret fejede hen over området, blev lysene svagere. Og når biler nærmede sig, tonede lysene også ud for straks efter at komme igen, når bilerne var væk.
Endelig, omkring klokken 2,30 om morgenen falmede lysene og kunne ikke længere ses, og alle gik i seng.
Dagen efter blev der fundet nogle spor ved arboretet og lagunen. Jord- og vandprøver angav et højt indhold af bor, og hvordan det skulle kunne forklares, vides ikke. Bor i ren tilstand forekommer ikke i naturen, men er et forarbejdet produkt. Nogle udhulninger eller aftryk blev også fundet. Prøver herfra viste en unormal høj radioaktivitet, ligesom alt mikroskopisk liv var uddødt omkring sporene i jorden og i lagunens vand.
Disse målinger blev taget efter nattens begivenheder. Ingen ved, hvordan lignende prøver ville have faldet ud før ufo-observationen.
Den 22. marts blev der afholdt en stor pressekonference i Detroit. Der skulle Allen Hynek, konsulent for det ameriskanske luftvåben i ufo-spørgsmål, redegøre for de foreløbige undersøgelser. Han havde kun kommentarer til hændelserne i Dexter og Hillsdale.
Hynek påpegede, at begge hændelser havde fundet sted i sumpet område og mente, at hvis der havde været tale om besøgende fra rummet, var det et mærkeligt sted at lande. Men hvad er det mest almindelige lysfænomen i sumpede områder, spurgte Hynek. Han svarede selv: sumpgas!
På det tidspunkt kendte Hynek intet til de spor, der var blevet fundet i Hillsdale ved arboretet. For det var hverken ham eller andre fra luftvåbnet, der havde foretaget de undersøgelser – så grundige var man åbenbart ikke.
Sumpgas-teorien, der trods alt passede på flere detaljer, gjorde Allen Hynek berømt og berygtet. Senere har han undskyldt sig med, at han ikke tænkte særlig klart den dag.
De skriverier, der opstod efter Hyneks udslip af sumpgas, og det var ikke så få, og den debat og røre det vakte, fik to Midtvest-politikere til at skride ind. De to politiske modstandere, Weston Vivian og Gerald Ford, ønskede en høring i Kongressen angående de mange observationer. Ford udtalte blandt andet, at "den amerikanske befolkning fortjente en bedre forklaring end den, der blev givet af luftvåbenet".
Optræk til en videnskabelig undersøgelse
De to senatorers ønske blev imødekommet, og datoen for høringen, der foregik for åbne døre, blev fastsat til den 5. april 1966. Det blev ikke nogen stor affære, kun tre vidner blev inviteret, og de kom alle på grund af deres tilknytning til luftvåbnets kontor for ufo-sager. Vidnerne var: luftvåbnets minister, Harold Brown; Project Blue Books leder, major Hector Quintanilla og Project Blue Books videnskabelige konsulent, astronomen Allen Hynek.
Essensen af ministerens udtalelse ved høringen var den traditionelle: at der ikke eksisterede beviser for, at ufoer udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed.
Hynek gav udtryk for, at ufo-emnet fortjente et videnskabeligt studium, og han efterlyste et panel af civile videnskabsfolk, som kunne tage sig af problemet. Hyneks forslag var ikke nyt, men noget han allerede i september 1965 havde foreslået sin arbejdsgiver.
Her greb Harold Brown så fat i en rapport som allerede forelå, et resulatet af et kommissionsarbejde – den såkaldte O’Brian-komité. Den var oprindelig blevet nedsat på luftvåbenets eget initiativ, for at vurdere Project Blue Books ufo-undersøgelser. Komitéen havde blandt andet konkluderet og anbefalet, at der burde foretages en videnskabelig undersøgelse. Akkurat som Allen Hynek havde foreslået.
Efter høringen bad ministeren en stabschef om at sørge for, at der blev skrevet kontrakt med et universitet, som så skulle stå for den videnskabelige undersøgelse. Det lykkedes, efter nogle afslag, at få Colorado-universitetet til at tage ufo-studiet.
Og hjemme i Danmark
Hele denne debat i USA om de flyvende tallerkener blev naturligvis også omtalt i den danske presse og af de hjemlige ufologer. Overskrifter fortalte: "Mystiske genstande på himlen over USA", eller: "Luften er fyldt med "tingester" i USA" og så videre.
Skriverierne tog til i begyndelsen af 1966, og alt hvad der skete på ufo-fronten hinsides Atlanten blev omtalt.
I august kunne man i mange aviser landet over læse om en teori fremsat af en professor fra Connecticut. Han mente, at den nye sværm af ufoer kunne være forårsaget af støvpartikler fra månen. Den sovjetiske rumsonde Lunik havde ramt månen i maj måned og havde derved rejst en støvsky på omkring 250 kilometers længde og 80 kilometers bredde.
Det gav naturligvis anledning til hånlige kommentarer fra ufologer: hvordan kunne støvpartikler lande og afsætte spor i jorden, har man nogensinde hørt om bemandede støvkorn, siden hvornår havde støv kunnet udsende lysglimt og flyve i zig-zag med overlydshastighed og så videre.
Humoristisk sans er generelt set ikke nogen dyd i ufologiske kredse. Hvis en eller anden fremsatte teorier der var dem imod, anlagde man straks krigsmaling. En påstand om, at ufoer i virkeligheden var superstøvfnug bemandet med nullermænd ville være blevet imødegået i dybeste alvor.
Tidsskriftet Populær Radio & TV bragte i juni-nummeret en kritisk artikel om de flyvende tallerkener, og spurgte: avanceret elektronik eller opspind? Man kaldte ufologien for en "usædvanlig, uvidenskabelig kult" og undrede sig over, hvad der kunne få folk til at tro på den slags. Ingen lades i tvivl om forfatterens dom: opspind!
I det følgende nummer citerede man et antal læserbreve fra folk, der var sure over artiklen. De gnavne læsere fik kun passager i deres læserbreve citeret. Til gengæld slår bladet kontra med en kommentar fra Asger Lundbak der erklærer, at han siger nej til de flyvende tallerkener. Asger Lundbak var samtidens danske ufo-skeptiker.
Mens alt dette står på serveres der "bridge-blanding" i såvel aviser, ugeblade og ufo-tidsskrifter.
I Adamski-vennernes nye tidsskrift bringes der flittigt "åbne breve" til statsmænd, for eksempel Paven, præsident Lyndon Johnson i USA, generalsekretær Brezhnev i Sovjetunionen og fns generalsekretær. Man havde travlt med at bringe Adamskis lære ud til hele verden.
I Ufo-nyt skrev en af redaktørerne artikler om "Den nye tidsalder", noget der senere skulle munde ud i en ny religiøs bevægelse. SUFOI afholdt kongres med Hermann Oberth, en aldrende tysk videnskabsmand, kendt for sin positive holdning til ufoer og parapsykologi. Han holdt stort set det samme foredrag, som han havde holdt seks år tidligere. På SUFOI -kongressen betalte man H.C.Petersen honorar for at komme og fortælle om sit IGAP-fremstød med et engelsk-sproget tidsskrift.
Flyvende tallerkener var også emnet for en del artikel-serier i ugebladene. Eugen Semitjov havde i Familie Journalen seks artikler i serien "Budskab fra ukendte verdener". I Ude og Hjemme afslørede H.C.Petersen: "Jeg har 12 gange set flyvende tallerkener". Søndags B.T. var leveringsdygtig med serien "Om bord i en flyvende tallerken". Det var oversatte uddrag af en bog skrevet af John G. Fuller om ægteparret Betty og Barney Hill. De skulle angiveligt have været bragt ombord i et rumskib, hvor de blev underkastet en slags undersøgelse af fremmede væsener. Inden årets udgang nåede Ude og Hjemme at komme med i serie-familien. Bladet bragte en serie skåret ud af en bog skrevet af Frank Edwards. Bogen var iøvrigt så god og neutral i relation til Adamski, at IGAP senere fik den udgivet på dansk. Det skete i samarbejde med Biilmans Forlag, der på det tidspunkt havde droppet pornolitteraturen. Titlen blev: Flyvende tallerkener – en alvorlig sag.
Med i bridge-blandingen var der også enkelte syrlige drops. For eksempel bragte Aktuelt den 24. august 1966 et interview med en fru Castol fra Mexico. Trods den alvorlige overskrift: "Ingen tredje verdenskrig, men Jorden forgår alligevel", er det en ufrivilligt morsom historie.
Fru Castol oplyses at være underviser på en særlig skole, hvor man uddanner medier, der skal kontakte rumfolket, og fruen fører selv telepatiske samtaler med folk fra andre kloder. De har åbenbaret for hende, efter devisen: først det positive, og så det negative, at verdenskrig bliver der ikke – men, moder Jord skal dog forgå. Dog er der trøst at hente, for ialt ti millioner rumskibe fra 10.000 forskellige planeter vil dukke op og frelse en trediedel af menneskeheden. De frelste vil blive bragt til nogle kunstige planeter.
Ren overbudsfrelse, vil Jehovas Vidner påstå. De kan nemlig kun tilbyde redning for 144.000 sjæle.
Da journalist John Njor beder fru Castol om at stille rumfolkene et par spørgsmål fra ham, idet han meget gerne vil gøre sit arbejde grundigt, undskylder fruen sig med at være alt for træt.
Uanset vildskud som dette, der ingenlunde hører til sjældenhederne, så havde ufo-organisationerne vind i sejlene, og det strømmede til med medlemmer og abonnenter. Således kunne man i SUFOI konstatere, at "med udgangen af 1966 er Ufo-nyts abonnementstal nået op på det tredobbelte af, hvad vi startede med i 1965".
Interessant er det imidlertid også, at 1966 var året hvor sekterismen blev båret helt ind i hjertet af SUFOI; og det i langt mere udtalt grad end på noget tidspunkt i organisationens Adamski-æra.
Det begyndte med en serie artikler skrevet af Børge Jensen under pseudonymet N.E.Wagenda (new agenda = ny tidsalder). Han var medredaktør ved Ufo-nyt og en tilbagebleven bannerfører for Adamski-linjen.
Lad os derfor nu tage en slags pause og se hvad der kom ud af disse artikler, et tiltag hvor SUFOI kom til at stå som fødselshjælper og sponsor. Og lad os da, efter Dommedag, vende tilbage til de videnskabelige tiltag og videnskabsfolkenes entré på ufo-scenen.
| Kapitel 23 | Kapitel 25 |
[*]
Seneste kommentarer