af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Den 1. april 1961 var en dag af særlig betydning for SUFOI, for på denne dag begyndte "en ny æra inden for SUFOI", som Leif Eckhoff skrev i SUFOIs Måneds-nyt for marts. Og han fortsatte: "Lad os sige, at vi er færdige med at træde vore barnesko og har taget de fejl til efterretning, der altid vil opstå, når en organisation vokser til." Eckhoff sluttede med disse ord: "Skal vi ikke give hinanden hånden på, at 1961-62 bliver de år, hvor befolkningen fik sandheden at vide om de flyvende tallerkener. Lad os så få smøget ærmerne op og få begyndt."
Disse optimistiske toner skyldtes til dels SUFOIs nye struktur. Man havde nu etableret et kontaktudvalg på 15 medlemmer, og de udgjorde SUFOIs Danmarks-ledelse. Den egentlige ledelse lå dog stadig i hænderne på H. C. Petersen.
Den optimistiske stemning var også til stede ved SUFOIs kongres i Fredericia den 7. maj, hvor 60 procent af medlemmerne var mødt op. I sit meget lange foredrag for forsamlingen gjorde H. C. Petersen status og talte om "den nye tid". Det fremgik tydeligt, hvor stor vægt man lagde på ufo-arbejdet. Der var ikke bare tale om en hobby med udgangspunkt i Kenneth Arnolds ufo-beretning fra 1947, men derimod om et afgørende vendepunkt, en begivenhed, der betød, at verden havde overskredet tærsklen til en ny tidsalder. Det blev også – endnu en gang – slået fast, at der kun var en – siger og skriver 1 – kontaktperson, man kunne stole på som mellemmand til rumfolkene, nemlig George Adamski. Han "taler 99,9% sandt", udtalte H. C. Petersen. Også kontaktpersonen Cedric Allingham (se kapitlet: Manden fra Mars) fandt nåde for H. C. Petersens kritiske øjne; de øvrige blev der advaret imod.
SUFOIs leder sluttede sin tale med at sige, "at telepatien er vejen frem – alt for få aner, hvilke muligheder kendskab til telepati indebærer. I telepatien ligger en nøgle, menneskeheden i dag har brug for for at kunne åbne en af kosmos’ titusinde døre – nemlig den, der fører til forståelse af jeg’et og derigennem til forståelse af kosmos og de kosmiske love og derigennem igen til rumflyvning og det deraf følgende planetariske fællesskab med vore søsterplaneter. – Resultatet deraf vil blive større kendskab til livet og til den evighed, som venter hver eneste af os i de arbejdende kosmos’ mange klasseværelser. Vor civilisation er til eksamen i en af disse klasser i øjeblikket – lad os håbe, vi ikke dumper denne gang." Gentages det også på tryk og med tryk på i Ufo-nyt, juni 1961.
Som i himlen, således også på Jorden. På kongressen blev det klargjort, at ufologer kunne inddeles i klasser.
Den første bestod af dem, der forbandt flyvende tallerkener med spiritisme. Det var den samme gruppe, man tidligere havde udrenset inden for SUFOI – de dumpede, kunne man sige. Dernæst var der de søgende, forvirrede ufologer, som endnu ikke havde fundet den rette vej. Og endelig var der så den, "som fulgte hr. Adamski og den 100% naturvidenskabelige linje, han anviste."
Det var den selvforståelse, der prægede datidens elite af danske ufologer, og det kan man så trække på smilebåndet ad i dag. Men Adamskis lære blev altså – af sine trofaste tilhængere – opfattet som værende naturvidenskabelig.
Den optimisme, der havde præget nogle af topfigurerne inden for SUFOI, forsvandt imidlertid brat. I november måtte man konstatere, at organisationen kørte med underskud. Uanset kosmisk tankegang var kroner og ører et uomgængeligt onde. Af 320 medlemmer havde kun 115 fornyet deres kontingent. De blev på det kraftigste opfordret til at betale – ellers var SUFOIs eksistens i fare, lød det.
Lederspalten i Ufo-nyt for december 1961 afspejlede også den udbredte pessimisme. Uanset de opsmøgede ærmers år, således som Eckhoff hvad varslet, så var det ikke nok til at bringe "sandheden" frem om de flyvende talerkener. 1961 kaldes for et skuffelsernes år, et sort år, og det kommende år benævnes allerede som et sygt år. H. C. Petersen skriver: "1962 giver måske svar på spørgsmålet om liv og død! Vil ufo-forskningen få lov til at komme menneskeheden til hjælp – eller vil ufo-sagen dø?"
Verden var i øvrigt også helt af lave omkring den tid. Der blev bygget mure mellem Øst og Vest i Berlin; Frankrig sloges indædt med selvstændighedsbevægelser i Nordafrika; Sovjetunionen havde genoptaget sine atomforsøg; der var krig i Congo og spændinger alle vegne. I Danmark havde alle familier modtaget pjecen "Hvis krigen kommer" – en pjece, som i øvrigt blev fordømt af SUFOI.
Et udvalg af overskrifter fra Ufo-nyt viser, at man trods rumbrødrenes overvågning, alligevel var bange:
- Verdensomspændende forstyrrelser
- Den virkelige atomfare
- Jordskælvsrapporter
- Forandringer ved polerne
- Verden græder
- Vagt i gevær, over for radioaktiviteten
Og ikke nok med det. I ufo-kredse var man især bekymret for dagen den 4. februar 1962. På netop denne dag ville et stort antal planeter i vort solsystem stå "på linje" set fra Solen. I SUFOIs Måneds-nyt, februar 1962, analyserede Leif Eckhoff situationen. Han påpegede, at astrologerne var vildt uenige om virkningerne. Der blev talt om verdens undergang, en tredje verdenskrig eller andre katastrofer, men der var også optimistiske astrologer, som mente, at konstellationen kunne åbne op for positive "stråler" fra rummet. Hvad astronomer mente om sagen, fremgår ikke.
Eckhoff peger selv på det faktum, at der gennem det sidste år havde været adskillige jordskælv, oversvømmelser og orkaner, og at store vulkanudbrud truede. Men Jordens undergang troede han nu ikke på. Han råder sine læsere til at vente og se, for "der er ingen grund til panik, – vi kan dog ikke ændre universets love," indrømmer han dog.
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at menneskeheden overlevede den 4. februar 1962. Men en ny og større trussel stod parat i kulissen, ufo-bevægelsens evige paranoia og blinde makker: Tavshedsgrupperne!
Der er tale om anonyme grupper, der efter visse ufo-folks opfattelse, er travlt beskæftiget med at modarbejde deres arbejde på at opklare og udbrede sandheden om de flyvende tallerkener. Tavshedsgrupperne skyr ingen midler. Alt efter, hvad der er mest formålstjenligt, enten modgår, ignorerer eller latterliggør de ufologernes oplysende arbejde.
Der er næsten ingen grænser for, hvem eller hvad der i tidens løb er blevet placeret i disse tavshedsgrupper: forskellige landes luftvåben, konkurrerende ufo-grupper, FBI, CIA, KGB, Vatikanet, multinationale olieselskaber, diverse religiøse bevægelser, psykiske kræfter og videnskabsfolk.
Som et led i det ufologiske forfølgelsesvanvid finder man også myten om "mændene i sort". Der er skrevet hele bøger om dette tema, hvor ufo-fanatikere påstår at have haft besøg af sortklædte mænd, der har forsøgt at lukke munden på dem. Mændene foregiver at være agenter for jordiske eller himmelske myndigheder, eller de kan finde på at udgive sig som repræsentanter for en tredje mulighed: de mørke magter. Efter sigende truer de ufo-folk til tavshed om, hvad de har set eller opdaget med hensyn til ufoer, angiveligt fordi de pågældende er kommet for tæt på sandheden!
På SUFOIs kongres i 1961 var der blevet talt om tre slags ufologer. Med dette i tankerne skal vi nu se på et par af de interviews, der blev lavet med ufologer i begyndelsen af 1960’erne.
Den 11. marts 1962 kunne man i Frederiksborg Amts Avis læse denne overskrift: "Måske går der rummænd rundt i Helsingørs gader!" Det var et interview med Johanne Snertinge, der siden 1954 havde været med i en af de første private ufo-studiegrupper, og som var en af de første danske tallerkeninteresserede, der havde korresponderet med George Adamski. Allerede i indledning slås det fast, at hun ikke tror på flyvende tallerkener og rummennesker, nej, hun ved, at de eksisterer!
"Den viden, vi er i besiddelse af, stammer fra flere kilder," fortæller Johanne Snertinge. "Den vigtigste er George Adamski. Han er tidligere flyver, nu lidenskabelig amatørastronom… og han er en af de få, der til stadighed står i kontakt med rummenneskene. Det har han gjort, siden den dag han første gang var oppe at flyve i et rumskib fra en fjern klode. Han har skrevet flere bøger om sin rumrejse… og mistet sit gode job. Hans beretninger blev til sidst hans kære chef for meget."
At Adamski skulle have været pilot og ikke kavalerist, og at han skal have fået fyresedlen på grund af sine beretninger, er noget, der kun er hørt fra fru Snertinges side.
Hun er i øvrigt godt klar over, at mange anser hende for tosset; men det er noget, man må tage med, mener hun.
"Tallerkenmenneskene siger, at vi på Jorden er mistroiske, at vi kun søger vor egen fordel, og at vi skal holde op med at tænke på krig… Rummandens religion er: Lev i kærlighed. Tallerkenfolkene vil gerne besøge os, de vil hjælpe os – men vi skal ophøre at affyre den ene atombombe efter den anden. Atombomberne og radioaktiviteten skader tallerkenfolkene."
Fru Snertinge fortæller videre, at rumfolkene ligner os, men at de er langt mere udviklede: "Nogle er lidt større, andre lidt mindre, nogle er mørkere i løden, andre lysere. Men (og der ligger måske den afgørende forskel?) det er alle smukke, harmoniske mennesker. De ligner os så meget, at vi ikke ville kunne skelne dem blandt almindelige mennesker."
Tydeligvis er Johanne Snertinge meget opsat på at møde rummenneskene; hun fortæller nemlig, at "nogle gange, når jeg har set et menneske, der var mere harmonisk bygget, end man ellers ser folk, har jeg skyndt mig at gå efter vedkommende og forsøgt at kontakte ham eller hende ved hjælp af tankelæsning eller telepati. Mine anstrengelser er endnu ikke lykkedes."
Man kan så spekulere lidt over, hvor mange harmonisk byggede mennesker hun har jagtet gennem Helsingørs gader!
Men selv om myndighederne søger at undertrykke tallerkenberetningerne, så kan sandheden ikke holdes nede; den vil komme frem, og det vil ske snart, slutter Johanne Snertinge.
Der dukkede dog også synspunkter op i dagspressen, som ikke faldt i tråd med SUFOIs Adamski-linje. Et af de mere underholdende tilfælde kunne man læse om i Vestjydsk Aktuelt den 7. november 1962. Der berettes her om en københavnsk tallerkenentusiast ved navn Birgit Thiede. Hun havde opsøgt avisen og fremlagt sit syn på tallerkensagen.
Ifølge Birgit Thiede skulle man ikke føle sig alt for sikker på, at de flyvende tallerkener kom fra andre planeter. Hun mente, at det meget vel kunne være fartøjer fra en højtudviklet kultur et sted i det sydamerikanske vildnis. Hun var også overbevist om, at tallerkenfolket var interesseret i at oprette baser langs den jyske vestkyst, på de mere øde strækninger. Dette begrundede hun med et antal mystiske hændelser såsom "blinkende lys på havet, bil- og fodspor ved Kammerslusen ved Ribe, opankrede, ukendte skibe i nærheden af kysten, en mystisk jeep på et dige på Rømø og endelig skrigene og skuddene i Vadehavet nær Snerum sluse."
Hertil skriver avisen: "Vi kunne berolige damen med, at skrigene ved Snerum i hvert fald ikke hidrørte fra en kidnappet vestjyde, som frøkenen mente kunne været taget op i en flyvende tallerken, men derimod fra en arbejdsmand fra Tjæreborg-egnen, der en aften havde været ved at synke i mudderet. Først da vi forelagde forfatterinden denne kendsgerning sort på hvidt, bøjede hun sig uden derfor at opgive utallige andre opfattelser af baggrunden for mærkelige hændelser langs Vestkysten."
Dette interview blev kommenteret i et læserbrev afsendt fra SUFOIs rapportcentral. Man var vrede over, at der blev givet plads til den slags sludder, og opfordrede avisen til at henvende sig til SUFOI, såfremt man ønskede "at behandle emnet redeligt og ud fra et neutralt synspunkt." Man glemte helt at oplyse, at SUFOI året før havde udgivet et hæfte, som var forfattet af Birgit Thiede med titlen Den frie energi og de flyvende tallerkener, og som man havde fundet var et vægtigt bidrag til ufo-forskningen. Dog havde man i et forord anført, at indholdet ikke nødvendigvis var i overensstemmelse med SUFOIs officielle retningslinjer – men åbenbart ikke i modstrid med nogle uofficielle?
Der var noget, der tydede på, at de danske ufo-folk (især dem, der gik ind for George Adamski) begyndte at vakle i troen i begyndelsen af 1962.
I USA havde Adamski fået en medarbejder ved navn Carol A. Honey. Det var meningen, at han skulle videreføre Adamskis arbejde og opretholde de internationale kontakter.
På et kontaktudvalgsmøde i SUFOI havde flere medlemmer givet udtryk for mistillid til den førte Adamski-linje. Derfor sendte H. C. Petersen et brev til Honey for at få rede på forskellige spørgsmål. Man var bekymret for, om det arbejde, man udrettede i SUFOI, overhovedet havde nogen betydning for rumfolkene. H. C. Petersen bad derfor Carol Honey meddele rumfolkene, at han gerne ville vide lidt mere om deres planer for fremtiden.
Svaret var skuffende. Tilsyneladende havde ufologernes arbejde ingen direkte betydning for rumfolkene, og man havde ikke til hensigt at røbe sine planer. Ergo arbejdede de danske ufologer blot af hensyn til egne interesser og for at opnå personlig udvikling.
Den store mission var sporløst forsvundet – et sted mellem himmel og jord!
| Kapitel 21 | Kapitel 23 |
[*]
Seneste kommentarer