af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Fup, svindel og selvbedrag har altid været en af ufologiens bestanddele, og de motiver, der ligger bag, er et helt studium i sig selv.
Gennem årene har der været lavet mange bevidste fupnumre med opdigtede beretninger og falske fotos, de fleste let gennemskuelige. Sjældent er det dog lykkedes at føre det meste af en nation så grundigt bag lyset, som det skete sidst i halvtredserne.
Tidligt om morgenen den 8. juli 1959 var to studenter, Ole Strandgaard og Jørgen Ekvall, travlt beskæftiget i beboelsen Ballonparken ved Amager Fælled i København. De var i færd med at trække en snor, hvor en lille hjemmebygget model af en flyvende tallerken skulle hænges op. Da det var gjort, tog de tre billeder af den fra forskellige vinkler og kørte ind til B.T.s redaktion. Om dette har pressefotograf Tage Nielsen til Billede Bladet 9. marts 1978 fortalt:
"De fortalte stakåndet, at de havde taget tre billeder af en flyvende tallerken, mens de var ude at fotografere fugle på Amager. Jeg fremkaldte filmen. Den var der ikke noget i vejen med. Derfor blev historien knaldet op på forsiden."
B.T. ryddede næsten hele forsiden, hvor man bragte et af Strandgaards og Ekvalls billeder. Resten af historien kunne man finde på side 14 under overskriften: Flyvende tallerken over Amager i morges kl. 4. Bertel Thomsen interviewede dem:
"Vi havde været ude for at fotografere fugle et par timer, da vi ved 4-tiden så genstanden stå inde i nærheden af vejrballonen ved Soyakagefabrikken, sagde Strandgaard. Et sekund efter havde jeg hævet mit fotografiapparat og trykkede af. Genstanden var meget stor. Hvor stor den var, er vi ude af stand til at sige, men den virkede meget stor. Et øjeblik efter kom den farende hen over hovedet på os. Jeg forsøgte at fotografere den fra neden, men det var ikke muligt for mig. Jeg har kun et gammelt apparat, og der var "spærret", fordi jeg var ved at trække filmen frem. Et øjeblik efter fik jeg trykket af, da den stod lige over skydebanen. Så forsvandt genstanden mod øst i rasende fart. Lige ud mod solen."
"Hvor længe vi iagttog den, er jeg ude af stand til sige, erklærede Ekvall. Der gik måske fem minutter. Måske varede det ikke så længe. Det er også helt umuligt for os at sige, hvor stor genstanden var, for den højde, den var i, kender vi ikke. Måske var den 30 meter – måske 100 meter oppe. Det er ikke til at sige."
"Genstanden var sort," fortsatte Strandgaard. "Da den stod over Soyakagefabrikken, kunne vi se gevæksterne på den. Da den fløj hen over hovedet på os, kunne vi se, den var helt rund. Den virkede vældig stor – ja, ligefrem trykkende på os. Hastigheden er det umuligt for os at sige noget om." Men det gik stærkt kunne begge fortælle.
Med hensyn til lyd, mente de, at der måske havde været noget, der mindede om suset fra en svanevinge. Det blev også nævnt, at en solsort havde været skræmt, da tallerkenen passerede. De var vel ikke ornitologer for ingenting. Samstemmende udtalte de to studenter:
"Vi har mange gange hørt om flyvende tallerkener, men vi har aldrig rigtig troet på, at der var hold i de beretninger, der kom. Om vi gør det i dag, er svært at sige, men i dag til morgen så vi noget, som vi aldrig har set før og som vi ikke rigtig kan give anden forklaring på end: flyvende tallerken. I så fald passer beskrivelsen af det, vi så nøje på beskrivelsen af det, andre har set. ’rligt talt: vi var lidt rystede bagefter."
Senere på dagen var Strandgaard og Ekvall i radioens Aktuelt Kvarter, hvor de fortalte landets lyttere om deres oplevelse. Om aftenen var de i TV Aktuelt. Også Sveriges Radio og TV havde bud efter dem, idet man var villig til at flyve dem til Stockholm. Strandgaard og Ekvall sagde nej tak.
I Aktuelt Kvarter havde de uddybet deres beretning: "Ja," sagde Ekvall, "selv om man vel opfatter forskelligt, er vi temmelig enige om, hvad vi så. Min kammerat var så heldig at have sit kamera hængende på maven, klar til fotografering. Han så først tingesten, og da jeg hørte ham råbe: "Hvad pokker er det?" vendte jeg mig om og så genstanden. Om vi hørte noget? Ja, det hænger sammen med afstanden, men da den fløj lige hen over hovedet på os, hørte vi en… skal jeg sige sitrende, syngende lyd."
Ole Strandgaard fortalte, at det havde været svært at bedømme afstanden til objektet, men at det dog kom så tæt på, at de havde set en slags landingshjul under det.
"Jeg vil ikke sige vi blev bange," fortsatte Ekvall, "men vi blev mærkelig til mode. Det virkede meget underligt. Vi har forsøgt at rekonstruere begivenheden, og vi så genstanden i cirka fem minutter. Den kom først imod os, så føj den til siden og derpå nordpå. Så fotograferede min kammerat den igen over husene, og den kom atter hen imod os, hvorpå den forsvandt i meget stærk fart mod øst."
Desuden fortalte de to unge mænd, at de ikke tidligere havde beskæftiget sig med flyvende tallerkener, men at de som ornitologer vel havde en vis evne til at betragte himlen.
Aviser landet over tog de store overskrifter i brug, ligesom de indhentede udtalelser fra forskellige mennesker, der måtte antages at kunne sige noget fornuftigt om hændelsen.
Fra flyveledertjenesten i Kastrup lufthavn udtalte man, på et spørgsmål om, hvorvidt tallerkenen havde vist sig på radarskærmen, følgende: "Nej, det har den ikke. For vor radar begynder først at arbejde ved 6.30-tiden. og tallerkenen blev jo set kl. 4."
Daværende kaptajnløjtnant og leder af SUFOI H. C. Petersen, udtalte blandt andet følgende til B.T. den 8. juli: "Det er opsigtsvækkende og må faktisk betragtes som sensationelt, at der er taget virkelig gode billeder af flyvende tallerkener over Amager. Såvidt jeg kan se, må det være de første billeder, taget i Danmark, hvor man tydeligt kan se de flyvende genstande. Men at det er taget over Amager, undrer mig ikke. Næsten hver nat får vi rapporter fra folk i Østsjælland og på Amager om, at der er observeret flyvende genstande over øen. Hver gang vi offentliggør det, ryster folk på hovedet og siger: "Der er så mange flyvemaskiner derude – så det må være øjenbedrag." Men der er ikke tvivl om, at de er ægte. Der må være noget om det – og billederne er beviset."
Børge Outze fra Information fandt den. 8. juli tiden moden til at skrive en alvor1ig leder: Tallerkener og raketter. Han skriver blandt andet, at 50% af tallerkenobservationerne kan forklares af militæret, idet man der ved, hvad det er, der bliver set. Underforstået: hemmelige eksperimenter med nye våbentyper. Han gør dog opmærksom på, at ikke alt kan forklares på den måde. Som eksempel nævner han tilfældet fra Ballonparken. Om det skriver han: "Der er god grund til at nævne dette i dag, da to ornitologers fotografier, gengivet i landets mest udbredte avis, B.T., har sat ny gang i snakken om flyvende tallerkener. Man har her at gøre med voksne mennesker, der er vant til at gøre iagttagelser, og er fotografierne ikke det rene fup, er man kommet et stort skridt videre mod opklaring. For klokken 4 morgen – iagttagelsestidspunktet – er jo i Danmark på denne årstid tindrende højlys dag, så der er ikke tale om lysfænomener, men om noget, der burde kunne tages og føle på."
Den 9. juli bragte Ekstra Bladet et interview med chefen for flyvevåbenet, general Kurt Ramberg, der sagde: "Vi har ikke oplevet en tilsvarende rapport før. Vi er nødt til at tage rapporten alvorligt. Tilsyneladende drejer det sig om troværdige menneskers iagttagelser… Man kan ikke drage konklusioner på grund af det foreliggende. Men det er temmelig gådefuldt."
Fra Forsvarets Forskningsråd fik man, ifølge Frederiksborg Amtsavis den 11.juli, de klogeste ord, der var blevet sagt om flyvende tallerkener før afsløringen af fupnummeret. Det var Mogens Fabricius der sagde: "Jeg kan ikke afvise,at de eksisterer, men jeg kan på den anden side ikke godtage, at de gør, før der ligger realiteter. Det meste af, hvad man hører om "flyvende tallerkener", er så dårligt underbygget, at man i virkeligheden ved frygtelig lidt…"
Efter disse visdomsord blev det oplyst, at flyvevåbenet havde rettet henvendelse til udlandet for at få at vide, om det skulle have været en udenlandsk flyvemaskine. Det var åbenbart ikke noget, det danske forsvar havde styr på, og man kunne jo aldrig vide.
Efterhånden var den lille morgenspøg kommet op på et plan, som de to fupmagere aldrig havde drømt om eller ønsket. Tilskyndet af en kammerat, der kendte sagens sammenhæng, gik de så til bekendelse.
Objektet, de havde fotograferet, bestod af to plastictallerkener limet sammen kant mod kant. "Landingshjulene" var oversavede bordtennisbolde, og fartøjets "kabine" var lavet var pap og træ.
Forsvarets Forskningsråd, der havde ønsket at undersøge billederne grundigt, havde denne kommentar, fremsat af kaptajn von Linstow i Berlingske Aftenavis 9. juli 1959: "Nå, d’herrer har tilstået. Det har jeg personligt også regnet med, at de ville, og jeg troede ikke, at der i forsvaret overhovedet var nogen, som uden videre har taget deres historie for gode varer. Fotografierne i bladene var simpelt hen for gode, når man tager i betragtning, at "tallerkenen" skulle have fløjet med "rasende fart", og at de to unge åbenbart ikke havde specielt fotografisk udstyr. Men jeg må sige, at den spøg var for grovkornet."
Ole Strandgaard blev hentet af en vred far, apoteker H. D. Strandgaard fra Nakskov, så Aktuelt måtte nøjes med at interviewe Jørgen Ekvall efter afsløringen. Det skete den 10. juli under overskriften: Mon ikke jeg kan få et job som tallerkenvasker? Ekvall blev spurgt, om de havde fortrudt:
"Om vi gør. Det er ikke ordet. Selvfølgelig vidste vi, at nogen ville blive narret, når vi lavede det nummer, men sagen tog en helt anden vending, end vi havde troet. Det, vi ville, var faktisk bare at bevise, at al den snak om flyvende tallerkener er det rene fup. Når vi kan lave sådan et nummer her på Amager Fælled, hvor der trods alt ikke er ret langt til andre mennesker, hvad kan så ham Adamski ikke have lavet, når han tager ud i ørkenen og derefter hævder, at han har været oppe at flyve i en "tallerken"."
Ekvall fortalte videre, at den person fra Hærens efterretningstjeneste, der havde forhørt dem, havde været meget grundig, og de havde haft på fornemmelsen, at han hele tiden havde vidst, at det var et fupnummer. De havde også følt sig elendigt tilpas foran TV-kameraerne, men det hele var gået så stærkt, at de ikke havde kunnet nå at bakke ud i tide.
Ideen havde været Ekvalls, og da han havde foreslået Strandgaard at lave dette nummer, havde han syntes, at det kunne være morsomt at prøve.
Spørgsmålet om, hvorvidt spøgen skulle gå rettens vej, blev rejst. Strandgaard og Ekvall havde nemlig skrevet under på en tro-og-love erklæring. Men B.T.s redaktør, Ralf Buch, oplyste den 9. juli til Information: "Vi har ikke planer om at rejse tiltale mod de to unge mennesker. Det ville være umenneskeligt, vi ville ødelægge deres fremtid. Jeg tror, de allerede er hårdt straffet, de har fået en lære for livet."
Statsradiofonien ville heller ikke gøre noget ud af sagen, men de afslog at udbetale honorar for det benyttede billedmateriale.
Den 11. juli brugte Aarhus Stiftstidende sin lederspalte på det, man kaldte "Tallerkentøjeriet". Man skrev, at det nummer, der var blevet lavet, kunne udføres af en hvilken som helst mellemskoledreng, men at der jo nok skulle gå en uges tid, før der atter var frit slag. Danske ufo-folks holdning til affæren blev kommenteret således:
"Man må i al fald på forhånd vide sig sikker på, at kaptajnløjtnant H. C. Petersen, Skrydstrup, og hans "organisation" (SUFOI kaldet, men det er ikke nogen underafdeling af FN) vil give 100% tilslutning også til kommende historier, således som kaptajnløjtnanten gjorde det, da han (telefonisk) fik forelagt Amagersensationen af B.T.s rumkyndige medarbejder. Skal man tro denne medarbejder, så har H. C. Petersen uden videre erklæret, at stud. mag.ens og elektrikerens billeder var "beviset" for rigtigheden af de rapporter, som Petersenorganisationen har liggende stabler af."
Videre skrives det, at man nu kan føle sig fristet til at tro, at resten af SUFOI-samlingen også er svindel, således at man fremover kunne føle sig fri for seriøst at beskæftige sig med H. C. Petersen og hans meddelelser. I lederen beklages det også, at det ikke er muligt at straffe de to unge mænd for denne malplacerede spøg, idet de bevidst havde forsøgt at vildlede offent1igheden. Man mente også, at det måtte være en lærestreg til B.T. i jagten på sensationsstof.
Der rundes af med denne kommentar: "Noget ville være vundet, dersom konsekvensen af hele affæren kunne blive, at man næste gang lader sådanne sager ligge, indtil der er ført kvalificeret bevis for deres troværdighed. Skete det, ville flyvende tallerkener forsvinde sporløst fra dansk presse. De ville ikke blive savnet."
Dagen før havde Børsen ligeledes brugt sin lederspalte til at kommentere den famøse sag. Der skrives blandt andet, at tallerkenobservationerne ofte har en realistisk baggrund, ikke som rumskibe, men som hemmelige militære opfindelser. Der udtrykkes bekymring for, at der kan opstå panik, når folk bliver præpareret med hensyn til mystiske hændelser i luftrummet. Derfor tager Børsen lidt seriøst på denne affære, skrives der. Man mener, at der på en utilstedelig måde er leget med ilden, og der peges på, at pressen måske er lidt for ivrig efter at publicere sådanne sensationer, der sluges råt af mange mennesker.
Land og Folk langede ud til flere sider; der var sigtet til Børge Outze fra Information, general Ramberg og ikke mindst til B.T. Leif Gundel skrev den 10. juli, at hele dette postyr kunne have været undgået, dersom "B.T.s ansvarlige ledelse havde været i besiddelse af den nødvendige ansvarsfølelse". Gundel pegede også på, at man ikke kunne være helt uvidende om, at den medarbejder, der havde redigeret de to unge menneskers "rapport", Bertel Thomsen, var specialist i røverhistorier, især om flyvende tallerkener. Og Gundel fortsætter:
"Da han for nogle år siden arbejdede i Kolding, var han hovedleverandør til presse og radio af "beretninger" om flyvende tallerkener i Sønderjylland, og det var beretninger, der notorisk var lige så frit opfundne som Amagerhistorien. Skal nogen undersøges og i givet fald tiltales, må det således være B.T. selv, og ikke de to unge mennesker. For hvis det er dem og ikke Bertel Thomsen, der er den oprindelige ophavsmand til skrønen, er det et nyttigt kup, de har gjort: De har afsløret nato-pressens løgnagtighed og dens samvittighedsløse udnyttelse af selv den mest usandsynlige historie i oprustningens tjeneste."
I Land og Folks bladhus tillagde man affæren større politisk betydning, og dagen efter var der atter et angreb på B.T.:
"Det var en grov spøg, de to unge mennesker serverede, og nogle mener, at de burde straffes hårdt. Historien fløj verden over, og har nok både herhjemme og andre steder slidt på nerverne, der i forvejen er hårdt medtagne af den kolde krig, og den har vakt uro i natos efterretningsvæsen. Og ikke uden gysen mindes man, at en flok vildgæs for et par år siden var ved at starte en atomkrig, fordi natos radarskærme forvekslede dem med sovjetiske bombefly."
Stadig i Land og Folk skriver forfatteren Hans Kirk den 12. juli om sagen. Primært er det et angreb på Outzes leder i Information om tallerkener og raketter – om selve Amagerhændelsen skriver Kirk dette:
"Et par unge mennesker har lavet et kluntet falsum, og hele den såkaldte offentlige efterretningstjeneste hoppede på limpinden, og uden at foretage den ringeste, saglige undersøgelse (hvis B.T.-fotografens garanti for billedernes ægthed da ikke skal regnes med) accepterer man i fuldt alvor den ungdommelige spøg… De to unge menneskers flyvende tallerken har forhåbentlig gjort sin nytte. Den har vist, på hvor letfærdigt og uredeligt grundlag en vis del af pressen og desværre også radio og fjernsyn arbejder."
B.T. modtog mange læserbreve fra mennesker, der enten mente, at det havde været alle tiders spøg, eller fandt, at her var man trods alt gået for vidt. Under rubrikken "I øvrigt mener jeg" kunne man således læse, at "Ole Strandgaard og Jørgen Ekvall skulle hænges op mellem de samme to træer i Ballonparken, men det skal helst være i maveskindet." Andre forargede læsere mente, at de to studenter burde lade sig barbere, og så i øvrigt opføre sig som normale mennesker.
Hele det pressemæssige efterspil sluttede med, at den passive genstand for hele postyret, nemlig modellen af den flyvende tallerken, landede på B.T.s redaktion. Der står den i dag til skræk og advarsel for håbefulde journalister. Om det har nyttet, kan diskuteres.
Historien om den flyvende tallerken fløj ud i den store verden, og som det så ofte sker, kunne det gumpetunge dementi ikke følge med. Det var der jo ikke megen sensation i uden for vor egen andegård. Et par eksempler:
I anledning af 20-året for de flyvende tallerkeners opdukken i medierne, udgav Look i 1967 et særnummer, blandt andet redigeret af folk fra UPI (United Press International). I dette nummer genfinder man et af fotografierne fra Ballonparken i et afsnit der hedder: "Nå, tror du mig så?"
I 1983 udkom i Sverige en bog af Boris Jungkvist: Flygande tefat – kosmiske rymdskepp. Undertitlen lover: Ny forskning omkring ufo-mysteriet. Det må nok siges at være falsk varebetegnelse, for over for side 144 finder man et af Strandgaards fotos, med teksten: "Foto taget af en dansk ornitolog på Amager uden for København den 16. juni 1954. Fotoekspert mener, at fotografiet er ægte."
Boris Jungkvist oplyser intet om sin kilde, men den kan heller ikke være særlig troværdig, for end ikke datoen er rigtig.
Man må nok spørge, hvor mange af de beretninger, vi læser om i bøger og blade, der er af samme skuffe. Men uanset dementier, så lever sensationen videre og udgør fortsat en del af ufologiens grundlag.
| Kapitel 20 | Kapitel 22 |
[*]
Seneste kommentarer