af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne manglede de danske ufologer ikke råmateriale. Aviserne skrev flittigt om observationer, og ufologerne fulgte sagerne op ved at kontakte de mennesker, aviserne citerede. Endelig kunne aviserne så igen skrive om de resultater, ufologerne mente at kunne udlede, samt de teorier, der ellers var oppe i tiden.
På daværende tidspunkt var informations- og meddelelsesbehovet stort, og mange tidsskrifter, nyhedsbreve og andre former for rundskrivelser blev udgivet. Alene i 1960-61 udkom der ikke færre end ni forskellige blade om flyvende tallerkener og ufoer.
I begyndelsen af 1960 udsendte SUFOI sin første egentlige udgivelse på eget forlag, hæftet Jordiske flyvende tallerkener af Hermann Hiemenz. Det var et skrift i samklang med SUFOIs holdning til sit store forbillede, og undertitlen var da også "Adamski og planetarerne". Ellers bestod udgivelserne stort set af duplikerede småskrifter.
I 1959 var Tysk Bogimport, København, ved Otto Biilmann, der senere startede eget forlag, begyndt at importere både tyske og engelske ufo-bøger. I slutningen af året blev der indledt et samarbejde mellem Biilmann og H. C. Petersen. Det gik ud på at Otto Biilmanns firma overtog distributionen af Ufo-nyt, et samarbejde der varede tre år.
Samarbejdet og den fælles interesse for de flyvende tallerkener gav sig også andre udslag. I begyndelsen af 1960 rettede Biilmann henvendelse til Ufo-nyts læsere. De blev opfordret til forlods at tegne sig for en ny bog af George Adamski, en oversættelse af Inside the Space Ships. Resultatet blev, at bogen udkom i slutningen af året som den perfekte julegave i alle tallerkenhjem under titlen Om bord i rumskibe.
Det var Adamskis anden bog på dansk. I slutningen af 1959 havde SUFOI nemlig selv udgivet hans bog Telepati. Den havde ikke så meget med flyvende tallerkener at gøre, men havde alligevel ufo-folkets bevågenhed. Telepati var jo det kosmiske sprog, som rumfolkene ifølge Adamski betjente sig af.
I SUFOI slog man stort brød op. Det kom blandt andet til udtryk ved, at man sideløbende med Ufo-nyt lancerede tre nye tidsskrifter: Kontakt Programmet, redigeret af H. C. Petersen; Kosmologi, skrevet primært af Gerda Rørbæk Nielsen; samt Teknisk Studiehefte, redigeret af Frank Pedersen. Denne tematisering var et klart fingerpeg om to forskellige interessefelter inden for ufo-bevægelsen – den kosmiske og kontaktprægede over for den mere tekniske holdning.
Det af de tre tidsskrifter, der gik bedst, var Teknisk Studiehefte, der også udkom med et par numre mere end de to andre. Men det hele holdt kun et års tid. Frank Pedersen ønskede på et tidspunkt, at hans udgivelse skulle gøres obligatorisk og indgå under SUFOIs kontingent, men det blev nedstemt.
Efterhånden stod det klart, at vandene var ved at skilles, en tendens der også sporedes i udlandet.
Forholdet mellem de enkelte ufo-grupper kunne i de år betegnes som "kold krig" i en atmosfære af mistro og misundelse. En kendt dansk ufolog, Karl Hansen, frygtede, at disse interne mislyde kunne bruges af udenforstående til et udspil mod ufologerne og deres "sag". På det tidspunkt så man spiritister overalt, og ufologerne var bange for, at blive sat i bås med disse i offentlighedens øjne. Imidlertid kunne det ikke undre, at spiritister virkede interesserede. Adamskis lære var en skræddersyet fornyelse af deres tro.
Om dette har SUFOIs tidligere leder, H. C. Petersens arvtager, Frank Pedersen skrevet: "Sagen tiltrak mange mennesker med interesse for enhver form for mystik, spiritisme, religion og meget mere. En masse mennesker så pludselig "flyvende tallerkener", og hysteriske rapporter bragtes til torvs. Jesus optrådte som luftkaptajn for en rumflåde, der ofte opererede på Århus-egnen. Det var stof for aviserne."
Og i december 1959 skrev H. C. Petersen således i Ufo-nyt: "Jeg må atter løfte en advarende finger. Der er også personer i Danmark, som påstår, at de har forbindelse med rummenneskene ad "mystiske kanaler". Hvis disse personer stikker hovederne længere frem, vil der herfra blive udsendt en advarsel til offentligheden, og navnene vil blive offentliggjorte. Lad os holde Skandinavien fri for åndemageri og religiøst hysteri!"
Her var det, at før omtalte Karl Hansen kom ind i billedet. Han tilbød at optræde som en slags katalysator mellem de forskellige grupper, så de i det mindste kunne anerkende hinandens arbejde, og så der dermed kunne skabes grobund for gensidig tillid. På den måde ville ufologerne stå stærkere over for de ydre fjender – spiritister og journalister, for nu at nævne de to værste kategorier.
Efter en del tovtrækkeri og diskussion om, hvem der kunne være i stue sammen, lykkedes det grupperne DISC, Ufo’54 og SUFOI at få nedfældet en "Overenskomst om U.F.O. Samarbejde". Det var i januar 1960. Men aftalen gjaldt kun for Storkøbenhavn!
Det blev foreslået at starte en ufo-klub i København, et fristed hvor ufologer uanset tilhørsforhold kunne mødes. Et bibliotek var også på tale. Men Leif Eckhoff, der repræsenterede SUFOI i København, meddelte, at det kunne han ikke få mandat til. H. C. Petersen så en fare i, at klubben kunne udvikle sig til en ny forening.
Trods alle besværligheder blev klubben indviet den 11. maj 1960 i Aggersborggade på Østerbro med en stor fest. Det skete med deltagelse fra alle ufo-grupper i København. Men i løbet af et år var det slut med ufo-klubben – den havde været en prøvesten på et samarbejde, der aldrig for alvor havde chance. Alene navnet på det blad, ufo-klubben udgav i fem numre: Forhandlingsbladet, taler for sig selv.
Efter den tid svandt antallet af "gamle" ufo-grupper ind, og efterhånden fik SUFOI så godt som monopol på ufo-arbejdet i Danmark. Det er klart, at udadtil var det enkeltpersoner, der tegnede de forskellige grupperinger, og i særdeleshed var det H. C. Petersen der tegnede SUFOI. Men bag kulisserne var der en stor flok mennesker, med forskellig baggrund og motivation, der gjorde en indsats. Det drejede sig om at holde styr på økonomien, at indsamle, analysere og arkivere de mange ufo-beretninger, oversættelsesarbejde, redigering af udgivelser, ekspedition af tryksager, foredrag samt mange andre gøremål, der fik SUFOIs maskineri til at fungere.
I pionertiden famlede man sig frem, målene var slørede og overblikket manglede. Men det erkendte man ikke i de år. Tværtimod!
Senere har nogle af pionererne efterrationaliseret i lyset af de senere års udvikling. Om dette har Frank Pedersen skrevet:
"Der blev i starten begået mange fejl. Det var småt med materiale, både hvad angår litteratur og rapporter. Vi optrådte højst uprofessionelle og derfor også ukritiske til de indsamlede materialer. Kontakten til udlandet var sporadisk, og mulighederne for at nå frem til kilderne til udenlandske beretninger var derfor håbløse. Det kan derfor ikke undre, at holdningerne til det stigende antal rapporter, kontaktberetninger og bøger blev en trossag, afhængig af den enkeltes baggrund. Det skulle senere vise sig, at netop disse holdninger skulle udvikle sig til den første store krise i SUFOI."
At man i SUFOI ikke havde engageret sig mere helhjertet i et samarbejde med andre, skyldtes dels, at man gerne ville være enerådende i dansk ufologi, dels interne problemer.
Allerede den 4. juni 1959 havde H. C. Petersen udsendt en skrivelse adresseret "Til alle grupper under S.U.F.O.I." I den slås det fast, at der er sporet manglende loyalitet, og at der er iagttaget afvigelser i forhold til den linje, "som er min og dermed SUFOIs", som H. C. Petersen skriver. Han gør opmærksom på, at han er talsmand for den elementære ufo-forskning, og at det er hans ønske at bevise de flyvende tallerkeners eksistens og opnå kontakt med deres besætninger. Når det er opnået, så vil HC lade sit videre arbejde styre af rummenneskene. Det er den nødvendige fremgangsmåde, noterer H. C. Petersen. Han slår også fast, at han hverken er bundet af misundelse, snæversynethed eller naivitet. Tolerance nævnes ikke, for afvigelser fra HCs linje vil ikke blive tolereret, medmindre man i forvejen har indhentet tilladelse fra SUFOIs ejer.
Herefter opfordres alle grupper til at melde tilbage inden for en bestemt frist – sker det ikke, betragtes gruppen som udtrådt af SUFOI.
Nogen større effekt fik denne bandbulle ikke.
En af de to Vejle-grupper gled ud med omkring 30 medlemmer. Efter sigende var dette dog aftalt i forvejen med gruppens leder, E. Westphael. Sagen var nemlig den, at man i gruppen arbejdede med den "udvidede telepati". H. C. Petersen frygtede derfor, at "pressen eller svage sjæle" kunne opfatte dette som spiritisme inden for SUFOIs rammer. Paradoksalt nok var SUFOI netop da i færd med at udgive Adamskis bog Telepati. Men alt i alt forblev det svage krusninger på en relativt lille overflade.
I en nytårsskrivelse til alle SUFOI’s grupper, blev der varslet en strukturændring i organisationen. Fra 1960 og ud i fremtiden skulle ufo-arbejdet deles i to retninger. Dels en teknisk, der skulle varetages af Frank Pedersen, dels en kosmisk under ledelse af H. C. Petersen og med Gerda Rørbæk Nielsen som "kosmisk rådgiver".
Det var også meningen, at der skulle nedsættes et såkaldt Råd med Frank Pedersen som landsleder. I dette råd skulle der sidde 15 personer, alle udpeget af H. C. Petersen personligt. Rådet ville kun få vejledende status, men i øvrigt en lang række arbejdsopgaver.
Den kosmiske gren af SUFOI skulle arbejde videre med "Tilvænningsprogrammet", det vil sige en tilvænning til kosmisk tankegang, et program som George Adamski påstod, rumfolkene havde bedt ham sætte i gang. En stor del af programmet var, hvad kun få SUFOI -medlemmer dengang vidste, genbrug fra Adamskis fortid som prædikant for et eksotisk broderskab. Den moderniserede udgave gik ud på at udbrede kendskabet til, at vi får besøg fra andre kloder, og at rumfolk er mennesker som os. Altså et klart missionerende indhold. Målet med dette program, der også blev kaldt venskabsprogrammet, var: "Fred på Jorden, fred og kærlighed i tanke og handling mod alle menneskelige individer i kosmos."
Men af og til smuldrer dette med kærligheden, for blot fire linjer over denne smukke målsætning er en begrænsning for deltagelse indføjet, idet man vil sikre sig, "at der ingen snyltere eller andre for sagen uheldige elementer går med" i programmet. En vigtig del af programmet bestod i øvrigt i et studium af Adamskis bog om telepati.
H. C. Petersens nye struktur for SUFOI og opfordringen til at studere George Adamskis telepati faldt mange for brystet. I begyndelsen af februar 1960 var der således en del skriverier i dagspressen om en sprængning af SUFOI. F. H. Flintholm foto, formand for SUFOIs anden gruppe i Vejle udtalte den 9. februar 1960 til Vejle Amts Folkeblad:
"Vi er ikke interesseret i at komme ind i nogen fasttømret organisation. Og vi synes, at programmet er blevet for svævende og omfattende i den forstand, at man anbefaler os okkulte kosmiske studier og telepati-kursus. Det har vi ingen interesse i, men ønsker at nøjes med det, man kan tage og føle på."
Vejle-gruppens 16 medlemmer var udelukkende interesseret i at arbejde med den tekniske side af sagen, det vil sige undersøgelse af de indløbne ufo-beretninger.
Også Ufo-Fyn brød ud af samarbejdet. Her var man heller ikke interesseret i Adamskis budskaber fra rumbrødre og kosmisk rådgivning. På Fyn ønskede man nu at udgive sit eget blad og hellige sig arbejdet med ufo-observationerne.
SUFOIs leder betragtede det, i hvert fald udadtil, som en storm i et glas vand og mente, at det var et latterligt lille antal mennesker, der havde meldt sig ud. Endelig forsøgte han at vende billedet, således at det skulle se ud som om, det var ham, der foretog en udrensning af uheldige elementer. For eksempel blev det omtalt, at man på Fyn altid havde haft okkulte interesser.
Det var så dråben, der fik det stormombruste glas vand til at flyde over. Et medlem af Fyn-gruppen skrev et vredt brev til H.C. Petersen. I dette fremgik det, at man korrekt ved et møde havde forsøgt sig med borddans, og ved netop dette møde havde H. C. Petersen og hans kone været til stede; "…så skam Dem dog menneske!", sluttede det vrede brev.
Der var flere, der meldte fra. I Vestkysten kunne man den 12. februar læse: "Vi kan ikke følge med mere, siger den vestjydske leder, arkivar Tom Asmussen, Esbjerg, men vi vil prøve at samle os og fortsætte med observationerne som hidtil uden dog at være tvunget til at følge en bestemt linje. Det, vi ønsker, er at undersøge på videnskabelig basis, om der virkelig er "flyvende tallerkener" og lignende, og søge kontakt med udenlandske observationsgrupper."
Det var altså ikke kun en "udrensning" af okkulte og spiritistiske elementer. Det var simpelt hen de mennesker, der, efter tidens normer, ønskede at arbejde seriøst med ufo-beretningerne, som "hoppede af".
At det ikke blot var en storm i et glas vand, men en orkan i et badekar, kan ses af medlemstallet.
I maj 1959 havde SUFOI cirka 600 medlemmer, da de afholdt kongres i Fredericia. I Ufo-nyt fra februar 1960 oplyses medlemstallet at være 4-cifret, altså mindst tusind medlemmer, netop som stridighederne kulminerede. I 1961, ved en ny kongres, havde man "over 300" medlemmer.
Også på andre fronter fik stridighederne konsekvenser. I juli 1961 udsendte H. C. Petersen et nødråb til sine medarbejdere – han manglede 17.000 kroner til betaling af trykkeriudgifter. Han var brændt inde med materialer, blandt andet gamle numre af Ufo-nyt og Adamskis bog Telepati, til en værdi af 20.000 kroner. H. C. Petersen skrev, at hvis ikke de fleste af pengene var i hus inden september, ville han blive tvunget til at forlade ufo-arbejdet for stedse.
Med denne trussel hængende over hovedet fik medarbejdere og medlemmer kradset to tredjedele af beløbet sammen i løbet af en måned. Lagt sammen med øvrige udestående tilgodehavender havde SUFOI’s medlemmer således sikret deres leders fremtid i ufo-arbejdet, og hvad der måske også var væsentligt, Ufo-nyts eksistens.
Danske ufo-folk begyndte at klage deres nød: pressens interesse var aftagende. Det var tyndet ud i avisernes beretninger om ufo-observationer, og måske var det en medvirkende faktor til de mange ufo-blades opdukken i begyndelsen af 1960’erne.
Inspirationerne og påvirkningerne udefra var også klinget af. I USA betegner en ufo-forsker årene fra 1957 til 1964 som en mørk tid for ufo-interessen. Men ligesom med så mange andre ting, slog denne tendens først igennem her i landet med års forsinkelse.
I USA var der kun to personer, der markerede sig i den tid. Det var Donald Keyhoe og George Adamski. De lå ganske vist i indbyrdes strid, men samtidig var de begge i opposition til det amerikanske luftvåbens afvisende holdning til ufo-spørgsmålet. Netop i 1960 fik Keyhoe udgivet sin fjerde bog: Flying Saucers, Top Secret, der traditionen tro var et angreb på de amerikanske myndigheder. Som en klar modvægt udkom der også en bog skrevet af Lawrence Tacker. Han var luftvåbenets pressetalsmand vedrørende ufoer. Hans bog hed Flying Saucers and the U.S. Air Force.
En amerikansk tv-kommentator fik den ide at lave et program, hvor Keyhoe og Tacker skulle diskutere ufo-spørgsmålet for åben skærm. Det skete den 15. december og udviklede sig meget hård og uforsonlig debat, noget nær et skænderi. Tacker, der hævdede at være løst fra sin tavshedspligt, kaldte Keyhoe og hans organisation for en samling hobby-folk og bestred, at luftvåbenet holdt noget hemmeligt. På den anden side tromlede Keyhoe frem med sag på sag. Udsendelsen afslørede en afgrundsdyb kløft mellem de to forfattere og repræsentanter for hver sin side af ufo-forskningen, hvilket fremgår af afskriften i SUFOI Måneds Nyt juni og juli 1961.
Bortset fra importen af de amerikanske frustrationer og myter, så var de danske ufologer afhængige af, om man tilfældigvis havde frivillige oversættere, når det drejede sig om informationer fra andre sprogområder. I de første år, viser kildeangivelserne i ufo-bladene, var der således også oversat materiale fra tysk og fransk. Lad os vende blikket syd på mod nogle toldfrie ufo-myter og aflægge besøg hos den allerede omtalte Karl Veit og hans ufo-cirkus.
I skærende kontrast til Tackers og Keyhoes mundhuggeri iagttog omkring 1000 deltagere på en tysk ufo-kongres et minuts stilhed for at "opsende en bøn, ad telepatisk vej til vore rumbrødre, så vi kan byde dem velkommen her." Det skete på den 4. internationale Ufo/Ifo-kongres i Wiesbaden i oktober 1960.
Af kongresprogrammet fremgik det, at der var lagt op til et møde mellem to ellers stridende parter, henholdsvis kontaktpersoner (med tilhængere) og videnskabsfolk. Men det var kun på papiret, og mødet blev ikke engang så stormfuldt som Tacker-Keyhoe konfrontationen. Alle videnskabsfolkene var nemlig håndplukkede af arrangøren Karl Veit. For eksempel Hermann Oberth, der så ofte er blevet trukket frem som en videnskabsmand, der tør sige sin mening om de flyvende tallerkener.
De fleste indlæg på kongressen var langtfra seriøse, og publikum blev præsenteret for beretninger om møder med rumfolk til noget nær prædikener.
Hovedpersoner var to amerikanske kontaktpersoner, Carl A. Anderson og Reinhold O. Schmidt.
Anderson, en 48-årig mekaniker, fortalte om sit møde med rummanden Kumar i en park i Fullerton. Kumar, der angiveligt skulle stamme fra Mars, havde bedt Anderson om at være alene hjemme den følgende søndag aften. Pligttro sad Carl Anderson alene den søndag, og blev belønnet med et telepatisk budskab fra Kumar, som han skrev ned. Det blev til bogen Kumars note.
Møderne med Kumar fortsatte, og Anderson fik foræret en jaspissten fra Mars. Stenen ville, fortalte Kumar, beskytte Anderson mod farer og ulykker.
Det centrale udbytte af møderne var, at Anderson fik at vide, at krige og naturkatastrofer truede Jordens befolkning. Men på et givet tidspunkt ville der fra verdensrummet komme tusinder af redningsskibe for at evakuere "de oplyste". Disse udvalgte skulle så senere vende tilbage til Jorden og opbygge Tusindårsriget. Endelig ville visse udvalgte blive evakueret til nogle af rumfolkets underjordiske baser, der havde eksisteret siden Atlantis-tiden. 1
Den 63-årige Reinhold O. Schmidt, en korngrossist fra Californien, og af tysk afstamning, kunne berette om flere udflugter i rumfartøjer – dog kun i Jordens atmosfære. Hans beretning har allerede været omtalt.
En tysk kontaktperson kunne man også byde på. Det var Elisabeth Weindt. Hun fortalte om møder med rumvæsener i tide og utide, om ture i rumfartøjer og andet godt. På et tidspunkt havde hun om bord i et skylignende fartøj set billeder, blandt andet et af Carl Anderson, som havde vinket til hende.
Hvordan Anderson tog denne oplysning, meldes der intet om, men frau Weindt mente vel, at hun på denne måde styrkede såvel hendes egen som Carl Andersons historier. Også kontaktpersoner kan vel klappe hinanden solidarisk på ryggen!
Uanset deltagelse af folk med akademiske grader, der i sig selv ikke er nogen garanti mod galskab, osede kongressen langt væk af sekterisme og spekulation.
Den tyske organisation har også senere arrangeret flere kongresser af lignende karat. En tendens er helt tydelig, nemlig at de kontaktpersoner, Karl Veit har gjort "berømte" i Vesttyskland, som oftest også er identiske med forfatterne til de bøger, Veit har udgivet på sit Ventla-Verlag eller har omtalt i sit tidsskrift Ufo-Nachrichten.
Ved kongressen i 1960 deltog der to danske delegationer fra henholdsvis SUFOI og Ufo-Danmark. Sidstnævnte organisation var en sammensmeltning af Ufo-Fyn og Ufo-Jylland, der tidligere på året havde brudt med SUFOI.
At der rent faktisk var dybe meningsforskelle omkring ufo-spørgsmålet, fremgik også af de to delegationers forskellige opfattelse af Veits ufo-kongres.
Efter at være kommet hjem fra Vesttyskland blev Tom Asmussen fra Ufo-Danmark interviewet af Orla Johansen fra Jyllands-Posten den 26. oktober 1960. Asmussen gav udtryk for stor skuffelse og mente i øvrigt, at det hele havde været lidt for fanatisk.
I SUFOIs tidsskrift, Ufo-nyt, januar 1961, kaldte H. C. Petersen ovenstående interview for "ækelt" og understregede, at den tyske kongres havde været af stor betydning for ufo-sagen, trods "enkelte uheldige og vildledende elementer".
I en omtale af kongressen, udsendt som særnummer af Ufo-Danmarks medlemsblad i november 1960, skrev V. Håkonsen:
"Som to røde tråde gik gennem kongressen for det første: en næsten religiøs stemning, og for det andet lidt for meget profitmageri, i form af unødig reklame for ufo-litteratur, og indsamlinger på lister, og frivillige bidrag i camouflerede kagedåser, en, efter vor mening, usmagelig form for tiggeri."
Endelig skrev Håkonsen, at man søndag blev underholdt af to kammersangere, der sang åndelige sange; et indslag han gerne havde undværet.
Det var lidt om rammerne for kongressen, men når det drejer sig om det "faglige" indhold, lader Håkonson sin skepsis fare, især hvad angår de to kontaktpersoner. Han mener, at såvel Anderson som Schmidt fortalte sandheden, og karakteriserer dem som ærlige og sandfærdige – derom kan der ikke herske tvivl. "At disse mennesker skulle rejse den lange vej fra Amerika til Wiesbaden for at fortælle usandheder og gøre lidt reklame for deres bøger alene", udelukkes naivt af den overbeviste Håkonsen. Han sætter i stedet spørgsmålstegn ved, "i hvilken dimension, og hvilken tilstand" deres oplevelser har fundet sted.
I samme ekstranummer slutter Tom Asmussen af med denne kommentar:
"Lad os nu ikke fortabe os i fantasterier hverken af religiøs eller videnskabelig art, men ganske nøgternt fastslå, at de flyvende tallerkener findes, at de besøger vor klode, men at vi ikke til nu har fået bevis for, at de har forsøgt at kontakte os små usle væsener, som de måske slet ikke er interesseret i at få kontakt med. Lad os holde os til det svar som Keyhoe gav (os) på en direkte forespørgsel: de flyvende tallerkener findes, og de besøger vor klode, men har såvidt vides ikke forsøgt at kontakte os."
Note:
1) Beretning nr. 1 fra 4. Internationale Ufo-kongres i Weisbaden 1960 / af Carl Anderson. Udgivet af SUFOI i 1961. Der foreligger desuden en piratudgave af Andersons bog Kumars Note på dansk i et duplikeret hæfte, oversat og distribueret af Johanne Snertinge.
| Kapitel 19 | Kapitel 21 |
[*]
Seneste kommentarer