af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Man behøvede ikke udelukkende at være henvist til udenlandske blade og bøger, hvis man ønskede at læse om kontakt mellem rumvæsener og jordboere.
Allerede i december-nummeret af Ufo-nyt fra 1958 kunne man læse, at et stort rumskib var landet nær Sønderborg den 19. juli 1951. Vidne til dette var Josef Maliszewski.
Josef Maliszewski var af russisk afstamning, født i Voltava år 1900. Under første verdenskrig gjorde han tjeneste i den tyske hær, og efter krigen bosatte han sig i Danmark, hvor han i midten af 1920’rne fik job ved en tankstation i Sønderborg. Ligesom Adamski beskrives Maliszewski som en filosof og naturelsker – en mand, der takkede Gud for hver dag, han fik lov til at opleve.
Klokken var halv tre den pågældende morgen, og Josef Maliszewski var netop på vej ud fra toilettet, da han hørte han en fløjtende lyd. Den stammede fra et stort fartøj, som landede på en mark lige op til Mønsterkolonien – den havekoloni, hvor Maliszewski boede.
Han løb over mod fartøjet, men i en afstand af 50 meter blev han standset af en usynlig kraft. Han stod nu som lammet, men kunne stadig både høre og se. Mens han stod der, lagde han mærke til, at hestene og kreaturerne på marken var lammet, og selv fuglesangen var forstummet.
Af en eller anden årsag havde Maliszewski troet, at de fremmede i rumskibet var landet for at bortføre kreaturerne, og mens han stod og tænkte over dette, lød der en stemme: "Du skal ikke være bange, vi tager ikke nogen af dem."
Maliszewski så nu, at der fra fartøjets sider kom otte små objekter. De fløj op over det store, hvor de holdt sig svævende med vuggende bevægelser. Ned ad en slags rullende trappe kom der fire mænd. De gik hen til rumskibets højre vinge, hvor de tilsyneladende reparerede et eller andet. Maliszewski beskrev mændene som værende over to meter høje, mørklødede og meget smukke. Deres hoveder var dækkede af gennemsigtige kupler, og de var klædt i nogle mørkeblå, glinsende dragter. Deres ansigter kunne ikke ses, de var dækket af en slags iltmasker. På ryggen havde de fremmede nogle beholdere.
Maliszewski har fortalt, at mens han stod og betragtede rumskibet og for sig selv havde sagt sådan noget som "Uh, hvor er vi dumme på denne jord," havde han straks fået telepatisk svar fra rumskibet. Det telepatiske svar indeholdt et budskab om, at vi skam ikke var dummere end rumfolkene. Men vi jordboere var trådt ind i atomalderen, og nu var de kommet for advare os, idet vi ikke selv havde kontrol over situationen.
Efter et kvarters tid rullede trappen atter ind i rumskibet med de fire mænd, og Maliszewski påstod, at han i samme øjeblik modtog en telepatisk besked, der lød: "Farvel, vi ses igen." Herefter steg fartøjet op i luften og forsvandt. Maliszewski opdagede, at han igen kunne bevæge sig, og han så, at hestene og kreaturerne også kunne røre sig. Fuglene pippede lystigt, og det var atter en ganske almindelig sommermorgen.
Efter denne oplevelse have Maliszewski syresmag i munden, og han fik diarre og kunne ikke sove. Hans ur var gået i stå kl. 2.30, og han opdagede, at fartøjet havde efterladt sig spor på marken. Aftryksfladen var 4 gange 2 meter, og der var 35 store skridt mellem aftrykkene. Ifølge en tidligere nabo til Maliszewski var der en sand folkevandring til marken med landingssporene.
Maliszewski henvendte sig til dagbladet Sønderjyden, men blev afvist. Senere dukkede han dog op i dagspressen med jævne mellemrum, og i 1959 hentede SUFOI ham over til deres kongres. I referatet herfra, bragt i Ufo-nyt, juni 1959, skrev H. C. Petersen: "Han berettede om sit møde med et rumskib og dets besætningsmedlemmer i juli 1951. Maliszewski tog alle med storm, og man kunne ikke undgå at blive grebet af denne mands beretning – hans åbenlyse ærlighed! Maliszewski blev stærkt hyldet, da han gik tilbage til sin plads."
Siden er der blevet lagt meget mere til Maliszewskis beretning om kontakten med rumfolkene. De havde jo sagt farvel og på gensyn – og den slags kræver næsten en fortsættelse.
Den 18. maj 1954 skulle Maliszewski have mødt sine venner fra rummet for anden gang. Han var ude at fiske en tidlig morgen, og mens han stod ude i vandet, kom et lille rumfartøj flyvende ganske lavt hen over vandet. En luge gik op, da fartøjet var helt henne ved ham, og en rummand trådte frem. Rummanden sagde, at Maliszewski ikke skulle være bange, og bød ham på en beroligende drik og en bid brød. Den fremmede betroede ham også, at han kom fra en planet ved navn Zutorn.
Fjorten dage senere fortalte Maliszewski, at han havde været på rumtur og havde mødt en kvindelig rumpilot, som han beskriver som "den smukkeste unge dame". Hun var iført en glinsende dragt, lårkort skørt og bar en kappe over ryggen. Hun talte dansk, og Maliszewski fortæller: "Hun gav mig et kys på begge sider af mine kinder og til sidst et i panden. Så sagde hun, du er min bror, og jeg er din søster. Du skal ikke tro, at I er alene her i det mægtige univers."
Dette besøg varede i tre en halv time.
Det store fartøj havde en bemanding på 400 personer: 200 mænd, 100 kvinder og 100 dværge. Der var ingen sproglige problemer, for som Maliszewski fortalte i et interview, så "følger de med i vore radioudsendelser, og denne kvinde havde lært sig selv dansk gennem mange år, ikke mindst ved at aflytte vore gudstjenester…" 1
Maliszewski blev ikke dyrket af de danske ufologer. Hans beretning var for tynd og usammenhængende, og han manglede den udstråling, som Adamski besad. Desuden var han alt for tæt på den danske hverdag, til at der levnedes spillerum for fantasien, og endelig manglede han også folk omkring sig, som kunne polere, censurere og udgive hans budskab.
Maliszewskis første beretning blev hørt på en SUFOI-kongres, og vi har allerede bragt H. C. Petersens kommentar. Siden har han bygget videre, og bortset fra det stænk af originalitet, der prægede hans første beretning, blev resten en banal og dårlig efterligning af de snesevis af lignende beretninger, man hørte fra udlandet.
I de seneste år, hvor han var syg, fik han hjælp af de andre beboere i havekolonien. De tog mad med ud til ham, og det skete, at han blev inviteret hjem til et måltid. Maliszewski mente selv, at hans første møde med rumskibet og de stråler, det havde udsendt, var årsagen til at han blev syg. Aviserne, især Jydske Tidende, gjorde meget grin med ham, og det gjorde ham så indesluttet, at han i sine sidste år ikke var meget for at udtale sig til pressen.
Noget af det sidste, man hørte til Maliszewski, var i marts 1963, hvor en avis skrev, at han arbejdede med en rumskibsmodel, og at han på sin 80-års fødselsdag ville samle landets presse, så de kunne se ham sende sit rumskib til Månen. Efter Maliszewskis død den 26. oktober 1963 overtog hans søn i Varde tallerkenmodellen, og siden har man ikke hørt eller set mere til den. 2
Den 21. november 1957 var den 27-årige købmand Hans Haugaard Hansen på vej med varer fra sin forretning i Gesten. Han var netop kørt ud af byen på vej mod Egholt, da han over en mark fik øje på en mærkelig genstand. Først troede han, at det var en traktor med et gennemsigtigt førerhus, men det var det ikke. Her er, hvad Haugaard Hansen kunne berette:
"Genstanden var svagt lysende. Den var cirka tre meter høj og pyramideformet. Dens brede bundflade, der var lige så stor, som genstanden var høj, var uigennemsigtig, men resten af kuplen var det til at se igennem. Det mest overraskende var, at genstanden tilsyneladende havde to væsener om bord. Jeg så dem på cirka 100-200 meters afstand, og hvad det egentlig var, er jeg ikke i stand til at sige ret nøje, men for mig at se var det to menneskelige væsener. De sad ubevægelige i glaskuplen. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg blev alvorligt overrasket, da jeg så genstanden komme flyvende. Først torsdag middag fortalte jeg om det. Jeg var noget betænkelig ved at lade det "sive ud", men på den anden side syntes jeg ikke, jeg kunne lade være; der sker jo så meget."
Købmanden havde standset sin bil, mens han betragtede genstanden, der krydsede vejen. Han anslog dens hastighed til omkring 60-70 kilometer i timen. På et tidspunkt standsede genstanden op, idet det så ud, som om den landede på en lille høj ude på marken. Efter et minut eller så fløj den videre i retning mod Gesten mose og forsvandt ud af syne.
På hjemturen standsede Haugaard Hansen op ved observationsstedet. Han gik ind på marken for at se, om der var spor eller efterladenskaber. Han fandt intet.
Købmanden meldte sin iagttagelse til politiet, som fandt frem til to personer, der havde befundet sig i området på det pågældende tidspunkt. Den ene havde ikke bemærket noget usædvanligt. Den anden kunne fortælle, at han havde hørt noget støj, ligesom fra en tungt lastet flyvemaskine. Men Flyvertaktisk kommando i Karup kunne meddele, at ingen fly havde befundet sig over Gesten på det tidspunkt. Haugaard Hansen havde ikke selv hørt noget under observationen. Det kunne skyldes, at han havde ladet bilens motor gå i tomgang, mens han betragtede det mærkelige fartøj.
Nogen endelig forklaring på denne observation fik man aldrig, så også her blev der båret nye indicier til ufologernes arkiver.
På nogenlunde samme tidspunkt havde der også været observationer i Jordrup og Vorbasse. I Jordrup kunne en landmand fortælle:
"Jeg kom netop ud af stalden ad en dør, der vender ud mod de åbne marker. Og næppe hundrede meter fra mig jog den mærkelige indretning forbi. Den sejlede ganske lavt over jorden, men fulgte den ganske nøje. Hvor der var et hegn, løftede den sig over det. Hvor der var en lavning, fulgte den også kurven nedad, og jeg tænkte uvilkårligt, at den måtte være forsynet med en slags radar, der hele tiden holdt den i nøjagtig samme afstand fra jorden. Det ubegribelige var bare, at den omtrent var lydløs. Det summede kun let fra den, og der udstrålede et sitrende lys fra dens bund." 3
Beklageligvis havde datidens ufologer ikke sans for at undersøge de enkelte tilfælde særlig grundigt, hvis de i det hele taget foretog undersøgelser. For det meste røg de forskellige beretninger blot ind i rapportarkivet for pålydende. Man slog så en streg i kalenderen og udtalte, at nu havde man 1017 rapporter i sin "bevisbyrde" for de flyvende tallerkeners eksistens.
I årevis havde ufologerne bedyret, at rumvæsenerne aldeles ikke var små grønne mænd fra Mars, således som en del journalister yndede at beskrive dem. Men, uanset oprindelse, så dukkede der en historie op i 1960, der til en vis grad slog hul i ufologernes påstand.
Mandag den 11. januar var murerarbejdsmand Peter Fogh Jensen fra Andkær tidligt oppe. Klokken var et kvarter i seks, da han skulle ud i sin garage. Han gik med tændt lommelygte. Pludselig ramte lysstrålen en lille skikkelse, knap en meter høj, iført en grågrøn lidt skinnende dragt. Der undslap Fogh Jensen nogle ikke alt for kosmiske udtryk. Det var åbenbart for meget for den lille rummand, for han røg direkte 20-30 meter lodret op i luften. Der forsvandt han ind i et "parkeret" rumskib og forlod i al hast Vejle-egnen.
Fogh Jensen kunne bagefter fortælle, at den lille ufonaut havde haft hjelm på, og der hvor vi andre har ører, havde han haft antennerne ude. Objektet, der var fosforlysende, forsvandt med en svag (misbilligende) brummen.
Historien blev bl.a. bragt i Holstebro Dagblad den 5. april 1960, og skulle efter sigende være helt igennem sandfærdig!
Apropos de grønne mænd, i hvert fald hvad angår klædedragt, så var der også nogle på færde cirka tre måneder senere. Denne gang på Sjælland.
Tidligt om morgenen den 27. april kørte en 31-årig maler på vejen mellem Slagelse og Næstved. Der var en svag vind og det var lidt diset. Ved tre-tiden nærmede han sig godset Gyldenholm, og allerede i et vejkryds umiddelbart før godset havde han følt sig betragtet.
Efter at have passeret Gyldenholm kom han ud i åbent terræn, og her så han i sydvest en hvid, lysende ring på himlen. Det var et objekt, der nærmede sig meget hurtigt. Det tog kun et øjeblik, så var det helt nede ved ham. Samtidig standsede malerens bil ret pludseligt.
Ufologen X. P. Madsen, der har undersøgt denne beretning for SUFOI, har beregnet "bremse"-længden til et sted mellem 1,5 og 2 meter. Det er ikke ret meget, når man angiveligt kommer med en fart af omkring 60 kilometer i timen. Maleren følte det ikke som nogen brat standsning. Han blev for eksempel ikke slynget frem i bilen, og ingen løse dele væltede rundt. X. P. Madsen fremsatte den hypotese, at bilen var kommet ind i objektets kraftfelt. Men hvorledes han når frem til sine beregninger, gøres der ikke rede for.
Men der, ikke mere end seks meter fra bilen, svævede så dette objekt, kun tre meter over jorden. Siddende i bilen så maleren, at tre teleskopben gled ned mod jorden fra fartøjets underside og midt under objektet gled en cylinder ligeledes ned mod jorden. I cylinderen var der en lille åbning.
Selve objektet lignede mest af alt to skåle lagt kant mod kant. Der var en lille overbygning, og rundt om fartøjet var der to lysende bælter. I den nederste "skål" var der tre lysende pletter, som lignede koøjer.
Lidt overraskende har den anonyme maler oplyst, at han egentlig ikke blev bange. På den anden side havde han heller ikke nogen overdreven trang til at stige ud af bilen. Og slet ikke, da han efter et øjeblik så fire små skikkelser, der – en efter en – kom ud af åbningen i cylinderen.
De fire væsener var menneskelignende, men kun 90 centimeter høje. De var iført grønne, skinnende dragter. På brystet havde de et symbol: tre lodrette streger, hvor den midterste var lidt længere end de andre. Væsenernes ansigter var nærmest flade. De små ufonauter bevægede sig hen mod bilen i bløde, næsten graciøse bevægelser, omtrent som at se frømænd bevæge sig under vandet. I hænderne havde de noget, der lignede stavlygter.
Samtidig gled der et tykt kabel ud under objektet. Det bevægede sig, af sig selv, hen mod bilen. Kablet sluttede i en slags firkantet skærm, i hvis midte der var et lysende "øje".
Ufonauterne havde delt sig og stod nu to og to på hver sin side af bilen. De satte de stavlygtelignende apparater mod siden af bilen, mens de tilsyneladende snakkede sammen. Maleren kunne se, de bevægede munden, men hørte ikke noget. Det eneste, han hørte under hele hændelsen, var en svag summen som fra højspændingsledninger.
Kort efter gik ufonauterne tilbage til fartøjet. Fra jorden og op til åbningen i cylinderen var der et lille stykke, og maleren så, at de klarede det med et lille hop for så at svæve ind gennem døråbningen. Også kablet blev trukket tilbage til objektet, og lidt efter fulgte teleskopbenene efter. I et ildglimt fløj hele herligheden væk i sydvestlig retning.
Da fartøjet var borte, var det ligesom maleren kom til sig selv. Han tog en lygte og gik hen til landingsstedet. Der var tre aftryk på jorden i form af huller. Han stak sin hånd ned i et af hullerne og følte varme. Så havde han fået nok og kørte hjem.
Den endelige rapport om denne hændelse blev først offentliggjort i løbet af 1966, og X. P. Madsen, der arbejdede med sagen, har senere udtalt, at han var nervøs for at offentliggøre den. Måske fordi ufonauterne ikke lignede Adamskis smukke rummennesker. Men i 1966 havde man i SUFOI ændret holdning til disse sager. 4
Imidlertid blev det ikke ved denne ene beretning. Senere kontaktede maleren atter X. P. Madsen for at fortælle om en ny observation, og denne gang havde malerens ellers skeptiske kone været med.
Historien lyder, at de en dag kom kørende fra Mullerup mod Slagelse, og at de over en strækning på cirka ti kilometer blev fulgt af et ovalt objekt, omkring 1×2 meter i diameter. Objektet havde hele tiden holdt sig på deres højre side, 50 meter fra vejen. Da de nåede jernbanebroen kort før Slagelse, steg objektet op i luften og forsvandt. Maleren ønskede ikke, at der blev optaget rapport på denne observation, så historien er aldrig blevet undersøgt. 5
Beretningen fra Gyldenholm bliver i ufo-kredse betragtet som en såkaldt klassiker og står stadig hen som uforklaret, medmindre man da tager beretningen for pålydende.
Noter:
1) I Jyllands-Posten 23. november 1959 findes der et større interview med Maliszewski, skrevet af Orla Johansen. I 1970 udgav FUFOS: Josef Malizewski – en dansk kontaktperson, baseret på et båndinterview optaget i 1959 af SUFOI-gruppen i Randers.
2) De mere personlige oplysninger bygger på et eget interview den 27. juli 1978 med en af hans gamle venner, Hans Peter Bjerrum, samt efterforskningsarbejde udført af Ole Christensen, Aabenraa.
3) Willy Wegner: Ufo-landinger i Danmark. – København, 1978. Side 11ff.
4) Ibid. Side 28ff. Dertil bragt to gange i Ufo-nyt: 1967 nr. 1 og genoptrykt i 1973 nr. 6.
5) Fra båndoptagelse af foredrag holdt af X.P. Madsen ved Ufo-camping 1970 i Store Heddinge.
| Kapitel 18 | Kapitel 20 |
[*]
Seneste kommentarer