af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Klokken 7 om morgenen den 12. januar 1959 opdagede gårdejer Aage Andersen, at der, sandsynligvis i løbet af natten, var faldet noget ned på hans grund ved Veggerby cirka 7 kilometer syd for Nibe. En lille dam nær hans lade bar tydeligt præg af, at noget var slået igennem isen.
Til Aalborg Amtstidende, den 15. januar, udtalte Aage Andersen:
"Mandag morgen kom jeg ud til dammen, der ligger 15 meter fra laden. Dammen er en halv snes meter på den smalle led og omkring tyve på den lange, og indtil søndag aften var der 10-15 centimeter is på. Men om morgenen var der et hul på en 5-6 meter i diameter midt i dammen, og hvad der nu ellers er faldet ned i den, har det haft sådan en kraft på, at mudder fra bunden er slynget op. Det må være kommet ovenfra, for der var ny sne omkring dammen, og der var ikke spor i vid omkreds."
Til at begynde med fandt gårdejeren det nok mærkeligt, men han regnede alligevel med, at det var en flyvemaskine, der havde tabt noget, måske en klump is. Men da hullet trods hård frost ikke frøs til igen, blev han lidt betænkelig.
Han sørgede for at høre radioavis og gennemlæste alle aviser, for at se, om der skulle have været et flyuheld, men han fandt intet.
Den 14. januar ringede Aage Andersen til politiet i Nibe, der, efter at have set hullet, kontaktede flyvestationen i Aalborg. Operationsofficeren her mente, at det nok var værd at se nærmere på, og han afsendte et undersøgelseshold under ledelse af løjtnant Jørn Nielsen. Sidstnævnte fortæller:
"Vi tog af sted tre mand fra flyvestationen med bådshager og andet grej, og vi tog ligeledes en soldat med fra Hvorup med minesøger. Dammen eller vandhullet lå umiddelbart nord for en mindre ejendom med en mødding lige i nærheden. Ejeren havde intet set, men vist nok hørt støj fra hullet, mens han var i færd med morgenmalkningen. Hullet i isen husker jeg ærlig talt mindre end de 6 gange 12 meter… men dog stort nok til, at vi sagtens kunne søge efter genstande i dyndet. Cirka fire timers arbejde gav endelig et udslag på minesøgeren, og langt om længe fik vi frembragt et 4 tommers søm, og det var dagens eneste fangst." 1
Et forsøg på at pumpe dammen fri for vand med assistence fra Zonens redningskorps gik ikke. Det var umuligt at arbejde med pumperne i grødis og mudder.
Dagen efter ankom der to oberstløjtnanter; det var civilingeniørerne Mouritzen og Fabricius fra Forsvarets Forskningsråd i København. De foretog en række opmålinger, fik det oprindelige hul beskrevet og vandprøver taget, ligesom der blev foretaget målinger for radioaktivitet. Mouritzen udtalte den 17. januar til Aalborg Amtstidende, at man var klar til en tilbundsgående undersøgelse, idet man anså det for en kendsgerning, at der var et eller andet i det hul. Ved de foreløbige undersøgelser mente man at kunne slå fast, at en genstand var faldet med stor kraft. En videregående undersøgelse måtte vente til engang i foråret.
Det blev imidlertid både forår og sommer, uden at der kom nogen for at foretage den videregående undersøgelse.
På det tidspunkt var der i Aalborg en lokal afdeling af SUFOI. Gruppen bestod af seks mænd under ledelse af Ove Holm Mikkelsen. Foråret igennem havde man i gruppen diskuteret, hvad det kunne have været, der havde slået hul på isen i Veggerby. Et af mange gæt gik – ikke overraskende – på, at det nok havde været en flyvende tallerken.
Da der tilsyneladende ikke skete noget, besluttede de seks at tage sagen i egen hånd, og efter at have indhentet tilladelse dels hos politiet i Nibe, dels hos gårdejeren, gik man i gang med at grave i Veggerby.
Interessen var stor, da det første spadestik skulle tages lørdag den 27. juni. Aviserne havde skrevet om det, og medlemmer fra ufo-grupper i Randers, Århus og Brande valfartede til stedet. Også mange nysgerrige lagde søndagsturen om ad hullet, hvor de kunne se en flok ivrige tallerkenfolk grave sig igennem mudderet.
I løbet af weekenden blev der gravet 4-5 store grøfter til en dybde af 2-2,5 meter i forsøg på at lokalisere nedslagsstedet, men uden resultat.
Pressen viste stor interesse for sagen, og selv fjernsynet var der for at vise hele landet, hvordan man gravede i Veggerby. At der blev så megen snak om flyvende tallerkener, skyldtes nok, at det var folk fra en ufo-gruppe, der gravede. I virkeligheden var der ikke rigtig nogen, der vidste hvad de ledte efter.
Egon Rau, en af graverne, fortalte om denne episode: "Han, altså Holm, stod nede i et hul med kun hovedet oppe. Så spurgte en journalist: – Hvad graver I efter? – Det ved jeg sat’me ikke, mumlede Holm, mens han gumlede videre på sin cigar. Dagen efter stod der i avisen: De graver, men de ved ikke, hvad de graver efter!"
Den 30. juni meddelte oberstløjtnant Fabricius, at man ønskede at deltage i arbejdet, og ufo-folkene indstillede deres gravearbejde, mens de ventede på folkene fra Forsvarets Forskningsråd.
Den 2. juli blev Fabricius interviewet til Ny Tid: "Jeg kommer til Aalborg i weekenden og vil kontakte SUFOI-gruppens leder, gartner Ove Holm, så vi sammen kan kigge på hullet. Vi er interesseret i at være med i undersøgelsesarbejdet."
På spørgsmålet, om han troede, at der var noget i dammen, svarede Fabricius: "Tror De på spøgelser? Jeg så hullet i isen i vinter, og jeg kan sige så meget, at sådan et hul kommer ikke af sig selv. Vi finder undersøgelsen rimelig – og endda så rimelig, at jeg ulejliger mig til Aalborg for at komme til Veggerby."
Lørdag den 11. juli, da Fabricius havde ulejliget sig til Veggerby, begyndte man at grave under ledelse af Forsvarets Forskningsråd. Man havde nu også en gravko til hjælp. Lørdagen gav dog ingen resultater, men man fik flyttet 50 tons jord for øjnene af en nysgerrig skare tilskuere.
I løbet af søndagen var der endelig resultat. Efter at man havde brugt det meste af weekenden på først at pumpe en halv meter vand væk, flytte en halv meter mudder og store sten samt arbejde sig igennem tørvejord og hård myremalm, stødte man nu på en fin sandbund.
I sandet var der en rund plet, cirka en halv meter i diameter. Det var en lysebrun substans, der sad som en prop i et hul.
Ved at grave ned ved siden af proppen, cirka 40-50 centimeter, kunne man fjerne massen, der tilsyneladende bestod af planterester (de eneste man fandt under hele udgravningen) samt en brunlig, geleagtig masse.
Egon Rau fortæller: "Og dengang de fik fat på denne geleklump, stod Holm og jeg ved siden af, og så siger enten Fabricius eller den anden: "Jeg tænkte det sgu nok" – og så snakkede de ikke mere om det. De blev lige så lange i ansigterne begge to."
Egon Rau fortalte videre, at da de havde taget en klump op i hånden, var den lige så stille forsvundet. Substansen blev sammenlignet med sky. 2
Det af hullets indhold, der ikke allerede var forsvundet, blev samlet i plasticposer. Det meste blev bragt til Forskningsrådets laboratorium i København, mens SUFOI sendte nogle prøver til en ufo-gruppe i London, der havde adgang til et laboratorium.
Efter fundet udtalte Ove Holm Mikkelsen sig til Aalborg Amtstidende den 13. juli:
"Vi fandt i virkeligheden mere, end vi havde håbet på. Vi havde ventet at finde et tomt hul, og nu finder vi tillige en geleagtig masse, som yderligere understøtter vore teorier: at en fremmed genstand er styrtet ned og har lavet hullet. Derefter er den selv opløst og har efterladt dette stof, som vi ikke ved, hvad er, men som nu bliver analyseret. Forsvarets Forskningsråd mener, at det er plantedele, men da vi ikke er stødt på andre plantedele i udgravningerne, vil jeg ikke rigtig godtage denne teori. I forbindelse med flyvende tallerkener er man stødt på et geleagtigt stof, enten udstødt eller efterladt af en tallerken, der har måttet efterlades på jorden, og derfor er blevet tilintetgjort."
Således fik man så hatten til at passe indtil videre, og ufo-folkene må så have syntes, at det havde været umagen værd. Men nogen kostbar tallerken fandt man ikke, så findeløn blev det ikke til i denne omgang.
Man afventede nu spændt resultaterne af analyserne i henholdsvis København og London. I begyndelsen af august udsendte Forskningsrådet en pressemeddelelse, refereret i B.T. den 8. august 1959, der blandt andet sagde: "Det minder meget stærkt om de forekomster, der kendes fra andre mosehuller. Denne er imidlertid indkapslet, fordi den har ligget i et hul i dammens bund. Klumpen er tungere end damvandet og har fortrængt det. Derefter har sandet dækket den. Vi har i Rådet hundredevis af oplysninger om lignende ting. Denne er blot kommet i søgelyset. På grund af vidners unøjagtige tidsangivelser frygtede flyvevåbenet et tab fra en af dets maskiner, det har der ikke været tale om. Nu har hullet meget ringe værdi for os."
Ufo-folkene var naturligvis skuffede, og mindre blev skuffelsen ikke, da prøverne i London også blev identificeret som mudder og planterester.
Endelig, den 21. august, forelå Forskningsrådets officielle redegørelse for Veggerby-hullet. I den blev det fastslået, at den brunlige masse var blevet identificeret som humusstof udfældet af planterester.
Dette kunne naturligvis ikke forklare nedslaget, men her støttede Rådet sig til en observation fra Visborg, hvorfra der klokken 6.35 blev set en stor ildkugle falde mod jorden i en regn af gnister. Sammenholdt med nedslagsstedets udseende fandt man det sandsynligt, at der havde været tale om et meteor. Når man ikke havde fundet rester i tørvemassen, mente man, at det kunne skyldes, at meteoret var blevet splintret lige før eller i selve nedslaget, skriver Ny Tid den 20. oktober 1959.
Lederen af SUFOI, H. C. Petersen, udtalte sig om de prøver, organisationen havde sendt til London:
"Det var ikke muligt at påvise andet end mudder. Men det var heller ikke muligt med de økonomiske begrænsninger, som vi har, at drive undersøgelsen ud i sin fulde konsekvens. Og med den påstand, som Forskningsrådet fremsatte, at hullet var et meteornedslag, kan vi ikke stille os tilfreds. Vi har et hul, som er fremkommet på en måde, som ingen kan forklare os."
Hvad der menes med at drive undersøgelsen ud i sin fulde konsekvens præciseres ikke, men forklaringen med et meteornedslag købte SUFOI ikke.
Det endelige resultat, som Forskningsrådet nåede frem til, kan også virke lidt i modstrid med, hvad oberstløjtnant Fabricius tidligere havde sagt til nogle journalister. Han udtalte den 13. juli i Randers Dagblad, at den genstand, der havde forårsaget hullet, kunne have været på størrelse med en sæk kartofler.
Under selve udgravningen havde man fundet nogle store flækkede sten, tilsyneladende med nye brudflader. Det kan selvfølgelig skyldes, at man brugte gravko. Ufo-folk hævdede imidlertid, at stenene ligesom var skubbet til side i forhold til nedslagsstedet.
Med hensyn til meteorteorien, kan man måske også undre sig over, at undersøgelsen med metaldetektor i januar ikke gav resultat; de fleste meteorer består af jern.
Uanset hvad der forårsagede hullet i isen på den lille dam, så står det stadig som en gåde, og er et af de spørgsmål, der kendetegner ufologien. Mystikken blev ikke mindre, da Jyllands-Posten den 10. februar 1960 kunne skrive om denne hændelse:
"Natten til den 18. januar, nøjagtig en uge senere end den tilsvarende begivenhed i 1959, hørte man på Aage Andersens ejendom ved 5-5.30 tiden et skarpt knald ude fra marken. Så snart det blev lyst, gik Andersen sammen med sin nabo ned til dammen. De så sig omhyggeligt for, men de fandt ikke spor i sneen efter hverken mennesker eller dyr. Derimod opdagede de, at den ret tykke is var brudt på nogenlunde det samme sted i dammen som sidste år, og at et skarpt aftegnet hul viste, at en genstand var brudt gennem isen og ned i dammen."
Denne gang var Aage Andersen lidt mere tilbageholdende med at rapportere, hvad der var sket. Han ville nødig opleve det samme cirkus som året før. Alle havde vist fået nok, men ufo-folkene var stadig overbeviste om, at de underlige hændelser i den lille dam havde noget med ufoer at gøre.
I en tilbageskuende artikel om ufoer i Jyllands-Posten 2. juledag 1973, skrev Orla Johansen om Veggerby-sagen. Det foranledigede et læserbrev fra Jørn Nielsen, den officer, der havde ledet det første undersøgelseshold til Veggerby.
Jørn Nielsen skrev blandt andet, at det mildest talt forekom usandsynligt, at et himmellegeme to år i træk skulle ramme nøjagtig den samme lille dam, og han fremsatte denne konklusion: "Det er vist klart, at vi var de forkerte undersøgere på den opgave. En ferskvandsbiolog ville sikkert have kunnet give en forklaring efter at have undersøgt dyndet. Jeg tror, han ville have konstateret tilførsel af ajle til hullet med gæring og udvikling af gas til følge." 1
Det kan da kaldes en jordnær forklaring, og spørgsmålet om altid først at søge en sådan er evigt aktuelt inden for ufo-folkenes rækker.
Den eneste jordiske rest efter Veggerby-sagen kan man i dag finde i Dansk Folkemindesamling. Det er den ene af de flækkede sten, – og hvis den ikke er blevet smidt ud, så ligger den der endnu.
Det er ganske vist!
Noter:
1) Jyllands-Posten 4. januar 1974
2) Eget interview med Egon Rau, medgraver i Veggerby og medlem af SUFOI-Aalborg.
| Kapitel 17 | Kapitel 19 |
[*]
Seneste kommentarer