af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
To unge mænd, den 30-årige Stig Rydberg og den 25-årige Hans Gustafsson, var i bil på vej fra Höganäs til Hälsingborg i Sverige, efter at have været ude på tre timers pigesjov. Det var den 20. december 1959.
Da de ved 3-tiden om natten nåede til Domsten-vejen, blev de enige om at standse for at få lidt frisk luft og strække benene.
Mens de stod der, fik de øje på et ejendommeligt lysskær mellem nogle træer omkring 50 meter fra vejen. Nysgerrige gik de derhen for at undersøge det nærmere. Da de nåede frem til en lysning ved et skilt, der forbød camping, standsede de.
Ikke mere end 15 meter fra dem stod der et stort skiveformet objekt på jorden. De anslog det til at være 15 meter i diameter og omkring en meter højt. Det stod hævet over jorden på tre ben og udsendte et hvidt lys, der ligesom vibrerede. Trods lysets intensitet virkede det ikke blændende, og Rydberg og Gufstafsson kunne ikke mærke nogen varmeudstråling. Fartøjet virkede ikke skarpt afgrænset, nærmere diffust i omridset.
De blev også opmærksomme på en skarp lugt, nærmest som æter eller ristede pølser.
Men pludselig blev deres nysgerrighed forvandlet til frygt – det var, som om en usynlig kraft trak dem hen til objektet. Mindre blev frygten ikke, da de fik øje på 3-4 blygrå figurer, der fór planløst rundt ved objektet. De havde tilsyneladende hverken hoved, arme eller ben, og de så alt andet end menneskelige ud. Skikkelserne var omkring 1,3 meter høje og 15 cm brede.
De to unge mænd havde nu kun tanke for at komme væk hurtigst muligt, men pludselig fór disse figurer eller væsener ind på dem.
Stig Rydberg beretter: "Det føltes, som om vi var i færd med at blive opslugt af dette formløse, der bemægtigede sig os og trak i os med uanede kræfter. Det er svært at beskrive, hvad der virkelig skete. Vi følte hårde tag som ved et slagsmål, men følte ingen smerte, og det var, som om der ikke lå ondskab bag. Det var, som om vi var fanget af en kraft, der strømmede ud fra de små væsener. Vore arme og ben blev fastlåst, og ville man skrige, kunne man ikke få en lyd frem."
Videre berettes det, at det var, som om deres modstandere var tankelæsere. Så snart en af de unge mænd havde tænkt sig at foretage en undvigemanøvre, blev den imødegået øjeblikkeligt. Forsøgte de at springe, blev deres ben straks fastlåst, så de faldt og så fremdeles. Men nogen egentlig fysisk styrke lå der ikke i væsnernes "greb". Af og til kunne Gustafsson og Rydberg rive en arm fri og lange ud efter en af de blygrå tingester. Når det af og til lykkedes dem at få et slag ind, føltes det, som at slå i en elastisk masse, der pressede deres knytnæve tilbage. Rydberg udtrykte det på den måde, at det var, som at slå i en magnetisk dej.
Mens de prøvede kræfter med væsnerne, lagde de mærke til, at der kom en lugt af jord fra dem. Ligeledes kunne de blygrå klumper give en pibende lyd fra sig.
Pludselig lykkedes det Rydberg at komme helt fri. Han løb, alt hvad han kunne, over til bilen, kastede sig ind i den og trykkede hornet i bund. Han håbede at kunne tilkalde hjælp på den måde. Imens havde Gustafsson haget sig fast i campingskiltet. Der hang han bogstaveligt talt vandret ud i luften, med benene ind mod objektet og de små tingester omkring sig.
Så snart hornet lød, blev grebet i Gustafsson sluppet, så han faldt til jorden. Han sprang straks op og stormede hen til bilen.
De små væsener forsvandt hurtigt ind mellem benene på objektet og forsvandt. Straks efter lød der en meget højfrekvent og gennemtrængende lyd, så det gjorde ondt i ørerne. Herefter steg objektet med en ufattelig fart og fløj ud over Øresund.
Det hele havde kun varet cirka fem minutter, men de måtte sidde et stykke tid i bilen for ligesom at komme til sig selv. De sagde intet, men sad blot og stirrede på hinanden.
Mens det hele havde stået på, havde de næsten følt sig som hypnotiserede og viljeløse. Efter tyve minutters forløb kørte de så hjem til Hälsingborg.
De første tre døgn kunne Rydberg ikke sove, for han føle sig ikke træt. Gustafsson sov derimod helt normalt.
De havde været enige om ikke at fortælle det til andre, men allerede den følgende morgen havde Rydbergs mor fået det at vide. Hun havde kunnet mærke, at der var noget galt. Efter at have hørt beretningen sagde hun, at de ikke måtte holde den slags for sig selv, men burde gå til pressen.
Alligevel tøvede de ti dage, før de henvendte sig til Hälsingborg Dagblad. Da deres historie kom frem, blev deres bange anelser bekræftet. De blev kaldt for fantaster og meget andet, man ville ikke tro på dem. Det ville de ikke lade sidde på sig, så de konsulterede dr. Ingeborg Kjellin og fik attest på, at de var normale, det vil sige ved deres sansers fulde brug.
Lidt mere værdifuld var en undersøgelse, der blev foretaget af dr. Lars Erik Essén og dr. Wilhelm Hellsten ved hjælp af hypnose. Dr. Essén. konkluderede:
"Det viste sig tydeligt, at begge havde fået deres oplevelse direkte udefra, og de kunne også klart koordinere til andre oplevelser end de aktuelle."
Det fremgik altså, at de havde været ude for en oplevelse. Men med hensyn til disse væsener de skulle have haft med at gøre, kunne man konstatere, at de højst sandsynligt havde fået en fejlagtig opfattelse. Nogle holdepunkter for en kontakt med de blygrå væsener fremkom altså ikke.
Den svenske ufolog, Sven Schalin, interviewede Gustafsson og Rydberg den 7. januar 1959, og han havde følgende teori vedrørende figurerne:
"En acceptabel forklaring på "væsnerne" kan muligvis være den, at ufoet gennem et omgivende gravitationsfelt – med tilhørende virkninger af elektrisk art – kan have skabt hvirvler eller lignende koncentrationer. Disse kan så have suget materiale op fra jorden og på den måde "manifesteret" sig som "væsener".
– På den måde bliver jordlugten forklarlig. Det er også tydeligt, at den ejendommelige lugt af æter og ristede pølser er en god beskrivelse af ozonlugt. Ozon luftarten opstår jo ved elektriske udladninger."
Ved førstnævnte hypnoseanalyse blev det også konstateret, at der kun var små afvigelser imellem Gustafssons og Rydbergs forklaringer. Men en militærpsykolog var af en anden opfattelse.
Begge mænd havde erklæret, at de var villige til at stille sig til rådighed, dersom flyvevåbenet eller andre myndigheder ønskede det.
Det medførte, at kaptajn Lennart Bunke fra Försvarsstaben sammen med to kolleger, heraf den ene militærpsykologen dr. Michael Wächter, rejste til Hälsingborg.
I omkring 12 timer blev Rydberg og Gustafsson afhørt. Resultatet, set fra Försvarsstabens side, blev offentliggjort i en pressemeddelelse:
"Det var ved 3-tiden natten til den 20. december, hvor begge mænd udtaler, at de havde observeret den ukendte genstand. De rapporterede imidlertid ikke deres iagttagelser til myndighederne, men henvendte sig først ti dage efter til en avis med deres beretning, som dermed kom til offentlighedens kendskab. Da deres beretning blev betvivlet, bestemte de sig for at fortælle, hvad de opgav at være sandheden og sagde, at de havde været i slagsmål med fremmede væsner.
– Ved undersøgelsen, der omfattede indgående forhør og besøg på det angivne sted, har begge mænd fra begyndelsen givet delvis modstridende oplysninger.
– Den psykologiske test har ikke mindst bevirket, at man har anset en yderligere udredning for unødvendig.
At man i dette tilfælde har foretaget en særlig undersøgelse skal ses på baggrund af den hurtige udvikling på det fly- og våbentekniske område, som ikke helt udelukker tanken om en slags fartøj, robot eller lignende. Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet.
– Resultatet af undersøgelsen udelukker imidlertid ikke, at Försvarsstaben også fremover er meget taknemmelig for tilforladelige rapporter fra offentligheden om iagttagelser af rumfænomener. I så tilfælde anbefales det, at indberetningen foretages straks, enten direkte til Försvarsstaben eller til nærmeste militærforlægning eller politimyndighed."
Gustafsson og Rydberg reagerede straks på denne pressemeddelelse. De erklærede, at Försvarsstabens repræsentanter på forhånd havde været meget skeptiske, og yderligere fandt de, at undersøgelsen blev meget sløset og nonchalant udført. Det kom også frem, at de havde haft besvær med at forstå militærpsykologen, der var tyskfødt, og at de kun delvis havde forstået ham.
Kaptajn Bunke og hans kollegaer havde kun været udrustet med en båndoptager og et målebånd. Nogle jordprøver på landingsstedet havde man for eksempel ikke taget.
På den anden side set havde dr. Wächter fået indsamlet en del oplysninger om både Rydbergs og Gustafssons sociale baggrund, adfærd og indbyrdes forhold. Disse ting lagde Försvarsstaben stor vægt på ved undersøgelsen.
Det kom bl.a. frem, at Rydberg ikke havde kunnet aftjene sin værnepligt på normal vis. i 1948 blev han hjemsendt fra marinestationen i Karlshamn, fordi han led af "pladsangst". Efter en fornyet indkaldelse blev han så kasseret.
Militærpsykologen mente også, det spillede en rolle, at de to mænd ikke havde nogen egentlig faguddannelse.
I forholdet mellem Rydberg og Gustafsson var den førstnævnte den dominerende – lederen. Under forhøret var han den mest talende. Han blev beskrevet som meget forsigtig med at udtale sig, og han sørgede altid for at gardere sig, når han svarede på spørgsmål. Desuden havde han virket nervøs og anspændt og var, mente psykologen, svær at forhøre.
Gustafsson var, som tidligere nævnt, knapt så veltalende. Dr. Wächter var af den mening og opfattelse, at Gustafsson talte udfra en indlært lektie.
Militærpsykologens konklusion var, at Rydberg havde været offer for selvbedrag, hvorefter han havde påvirket Gustafsson.
Hermed kunne denne sag så være slut, men sådan gik det ikke.
Ved et foredrag i København, arrangeret af Bureau Ufo’54 i foråret 1959, med William Kiørboe som foredragsholder, var den en interessant epilog: Rydberg og Gustafsson havde en ny oplevelse at fortælle om. De var inviteret til at komme den aften og blev introduceret af Kiørboe.
Efter hændelsen ved Domsten var Rydberg og Gustafsson en lørdag kommet kørende i Hälsingborg. På Långviksgatan så de en mand, som de på en eller anden måde føle en vis tilknytning til. De havde aldrig set ham før, men Rydberg udtalte, at "det var en mand, man ville lægge mærke til mellem hundrede mænd." De havde ikke tid til at standse, idet der stadig var en del arbejde, før de kunne holde fri – de kørte med tæpper.
Situationen gentog sig mandag og tirsdag ugen efter.
Tirsdag aften sad Rydberg hjemme. Pludselig fik han et indfald, eller en tankepåvirkning. Det lå ligesom i luften, at han skulle klæde sig på. Der havde ikke været aftalt noget forud mellem ham og Gustafsson, men et stykke tid efter dukkede Gustafsson op. Som noget helt naturligt kørte de lige hen til det sted, hvor de plejede at se den fremmede mand.
Han var der, og de standsede udfor ham. "Goddag mine venner," sagde han og satte sig ind i bilen. De kørte så lidt rundt i kvarteret bag "Kärnan" et stykke tid. Mens de kørte spurgte den fremmede dem, om de ville følge med ham ud på en lille tur.
Hverken Rydberg. eller Gustafsson var betænkelige, de havde den samme fornemmelse i kroppen som lige efter hændelsen ved Domsten – de følte sig glade og lykkelige.
Så kom der en bil kørende, Rydberg mente, at det var en taxi, men var ikke helt sikker. De steg så over i denne bil og blev kørt ud til noget, der kaldes "Tinkabacken" nær Kattegat. Her sagde manden til dem:
"Nu mine venner, dersom I vil følge med mig på en sejltur, så skal vi tage jer op og vise jer, at der virkelig findes flyvende tallerkener."
Han fortalte dem også, at de ville få noget at vide om fartøjets drivkraft, ligesom de ville få overbragt et budskab, som de skulle viderebringe til Jordens befolkning. De steg nu over i en båd og stævnede ud. Efter en time og tre kvarters sejlads, sagde manden: "Nu er i ude i internationalt farvand, for i skal ikke mere i forhør."
Hermed mente han velsagtens, at de nu var udenfor de svenske myndigheders interessesfære.
Over dem kom et rumskib til syne, det gled ned mod vandet og kom helt hen til bådens ræling. Rydberg og Gustafsson beskrev det som meget lig det, George Adamski havde berettet om i sine bøger. Manden bad dem så om at tage deres ure af og stige ind i rumskibet. Selv blev han i båden.
De to unge svenskere kom ind i et rum, som de anslog til at være 3×3 meter og mødte to mænd og to kvinder, som de beskrev som meget smukke.
Rumfolkene forklarede dem nu baggrunden for oplevelsen ved Domsten året før. Mens det skete, lettede fartøjet, og Gustafsson berettede, at de efter at have fløjet i fem minutter gennem et tågebælte kom væk fra Jorden. Udenfor kunne de se noget, der så ud som "stjerner, der dansede rumba". En masse små lysende partikler, der fløj rundt i rummet udenfor rumskibet.
I den time, de var i rumfartøjet, fik de en masse at vide om, hvor bekymrede rumfolkene var for udviklingen her på Jorden. Rydberg og Gustafsson fik at vide, at de var udvalgt til at være sendebud for dem, men at de selv måtte vælge det tidspunkt, hvor de ville bringe budskabet videre.
Inden de atter blev sat af i båden, nåede de at se billeder fra en anden planet, som opstod i rummet, hvor de sad.
Efter hændelsen blev de atter sejlet i land af manden, som de derefter tog afsked med og aldrig har set siden.
Hvis man har tvivlet på deres udsagn efter Domstens-hændelsen, så er der endnu mere, der antyder fup og svindel efter denne oplevelse. Mange er da også af den opfattelse, at det sidste er opspind bygget på basis af den på det tidspunkt tilgængelige ufo-litteratur. Eksempelvis er der mange lighedspunkter med Adamskis oplevelser. Nogle vælger at se det som en styrke i deres beretning.
Men der er et efterspil til hændelsen ved Domsten, som mange finder interessant.
I slutningen af januar 1959 meddelte dele af den svenske dagspresse, at to amerikanske eksperter var i færd med at lave en omfattende instrumentopssætning på landingsstedet ved Domsten.
I en artikel fastslår Sven Schalin, at det syntes utænkeligt, at Försvarsstaben skulle foranledige en sådan undersøgelse, når man tager den konklusion i betragtning, som man sendte ud til pressen. Eksperten kom heller ikke fra den store amerikanske organisation NICAP. Så hvem de to eksperter var, ved ingen, end ikke, hvad de var eksperter i.
I det hele taget opstod der mange myter i kølvandet på denne hændelse, og set i bakspejlet var der også påvirkninger nok, der havde kunnet inspirere de to unge svenskere til deres historie. Eksempelvis bogen Flygande tefat har landat af George Adamski og Desmond Leslie, udgivet på svensk af forlaget Parthenon netop i Hälsingborg i efteråret 1957.
Af og til er der faldet udtalelser om sagen. For eksempel denne lidt kryptiske udtalelse: Den 22. maj 1971 bragte avisen "Kvällsposten" et interview med den mangeårige leder af den officielle svenske ufo-forskning: Tage Eriksson fra Försvarets Forskningsanstalt. Journalist Ulf R. Johansson spurgte: "Findes der slet ingen ægte ufo-tilfælde, De tror på?"
"Det skulle muligvis være tilfældet i Hälsingborg for mange år siden, da nogle drenge kom i håndgemæng med tallerkenvæsner," svarede Eriksson og fortsatte: "Jeg mener, at tror man på deres beretning, så er observationen jo også rigtig…"
Gennem flere år har der i Sverige været gjort forsøg på at opspore Stig Rydberg og Hans Gustafsson for at få bekræftet, om de stadig ville stå ved deres beretninger.
I 1986 besluttede man i Arkivet för Ufo-forskning (AFU) at gøre et forsøg på at samle alt materiale omkring Domsten-hændelsen, og i foråret 1987 gik Clas Svahn i gang med projektet. Efter særdeles grundigt arbejde kunne AFU i 1989 udgive resultatet i form af Domstensfallet : en svensk närkontakt 1958, udarbejdet af Clas Svahn og Anders Liljegren.
Man fik kontakt til tidligere familiemedlemmer, for såvel Rydberg som Gustafsson var døde. Ingen af dem der havde kendt de to, havde troet på deres beretning fra Domsten. I øvrigt var de blevet uvenner i sommeren 1960, og kort efter havde Hans overfor en ældre bror afsløret, at det hele havde været et fupnummer. Desuden har en kammerat om Stig udtalt, at han var god til at overdrive, og meget let kunne forestille sig at hele historien var opfundet, for sådan var Stig Rydberg.
Spiritus blev de to kontaktpersoners endeligt. Hans Gustafsson havde drukket tæt sammen med nogle kammerater før han tog fægen til København. På et tidspunkt gik han ud på dækket, og vendte aldrig tilbage. Hans lig blev fundet et halvt års tid senere, da det flød i land nær Barsebäck. Stig Rydberg blev afhægig af sprut, og drak tæt lige til han i marts 1984 blev fundet død i sin lejlighed.
De svenske ufologer konkluderer: "Den tragiske historie om Stig Rydberg og Hans Gustafssons møde med væsenernes fra rummet er slut. Det begyndte med et pludseligt indfald som fik alt for store proportioner. Boblen voksede hurtigt med hjælp af velvillige journalister og ufo-forskere. Til sidst var der ikke længere nogen udvej. Løgnen om tallerkenen blev de to unge mænds død.."
| Kapitel 16 | Kapitel 18 |
[*]
Seneste kommentarer