af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Overskrift i Jyllands-Posten den 16. december 1957: "To tallerkener kom ud af moderskibet". Artiklen, der berettede om en observation fra Almind nord for Kolding, var skrevet af Orla Johansen, og vakte en del opsigt. Blandt andet drog William Kiørboe fra DISC til Jylland udelukkende for at undersøge denne hændelse, som det nok kan betale sig at se nærmere på.
Tre unge mænd, Kaj Sparre Nielsen, Laust Jensen og Villy Johansen, havde den 14. december været til skytteforeningsfest i Almind. Det var blevet sent, og omkring kl. 1.15 skulle de hjemad. Da de stod uden for forsamlingshuset, fik de øje på noget.
Det, de så, var rundt og rødt, måske orange, og steg op på himlen mod øst. Den ene af dem mente, det var Månen, men så opdagede de, at det bevægede sig lidt frem og tilbage på himlen. Først var det ligesom det sitrede lidt, så bevægede det sig i nordlig retning og tilbage igen mod syd for så at stå helt stille. Kaj Sparre Nielsen fortalte: "Med et var det, som det skiftede form og blev mere langagtigt, og så åbnede det sig i kanten, og en lille fyr af samme type som moderskibet kom ud af det – og lidt efter en til! De små tallerkener… sådan kalder jeg dem nu, begyndte at stige i nordlig retning, som om de fulgtes ad, og moderskibet, som nu lå vandret i luften, bevægede sig ned mod jorden. Pludselig begyndte genstanden igen at stige langsomt… så var det, som om den vendte sig i luften, og pludselig forsvandt det hele i østlig retning med en lang lysende hale efter sig. Farten var nu helt fantastisk. Vi havde observeret synet i… jeg vil tro 15-17 minutter… så var det hele ovre."
Laust Jensen supplerede med disse oplysninger: "Genstanden, som vi så, var meget stor… jeg vil tro 5-6 gange fuldmånens størrelse, men i det hele taget var det meget vanskeligt at beregne, hvor langt den var væk… muligvis ved Fredericia… muligvis ude over vandet. Den var fuldkommen lydløs, men jeg syntes, at det var som om, der kom en hvirvelvind, da den forsvandt. Dette sidste kan nu nok have været indbildning, men selve synet ikke. Derfor garanterer jeg."
I forbindelse med observationen, der jo fandt sted umiddelbart efter en fest, hævdede de tre unge mænd – meget prisværdigt – at de ikke havde drukket spiritus, og at de heller ikke var ude på at lave en dårlig spøg. Altså ingen uædle motiver eller syndige laster.
Laust Jensen fastslog, at det for ham havde været en ubeskrivelig oplevelse; det var, som havde tiden stået stille. Efter observationen fik de travlt. De styrtede hjem til Sparre Nielsens bopæl på Stensbjerregård og ville ringe til såvel politiet som avisen. Motivationen til dette må stå hen i det uvisse. Kajs far lagde en dæmper på dem og kontaktede selv Orla Johansen på Jyllands-Posten den følgende dag.
Offentliggørelsen af observationen gav sig udslag i flere henvendelser. Nogle ville gerne bekræfte, at der havde været et himmelfænomen den nat, andre var mere forbeholdne.
Samme nat havde der i Jylland været afholdt et orienteringsløb arrangeret af Kongelig Dansk Automobil Klub. En af deltagerne, Ehlers Overby, kunne bekræfte, at der havde været noget – blot ikke rumskibe:
"Vi fik ved 1-tiden, da vi befandt os i egnen ved Låsby og Hammel, øje på et stærkt skær i horisonten og troede først, at det var en gårdbrand. Men vi blev så klar over, at det var månen – eller rettere halvmånen, som stod op i et fantastisk skær af orange og rødt. Det varede i en snes minutter. Så forsvandt den, fordi der trak skyer op foran den i horisonten."
Overby kunne også fortælle, at de havde set mange meteorer den nat.
Stillet over for denne forklaring svarede en særdeles fornærmet Kaj Sparre Nielsen: "Det er rent ud sagt en gammel løgn! For sådan ter en måne sig ikke! Jeg tror dog nok at turde påstå, at når den genstand, som vi så, bevægede sig op og ned på himlen… til højre og venstre, hvorefter den nærmest futtede af i en fantastisk fart og med en lang hale efter sig – og det var det, vi tre så – så kan det umuligt have været månen. Som sagt: Sådan skaber en måne sig ikke, det kan De stole på. Og for øvrigt: Himlen var helt skyfri der, hvor vi så den mærkelige genstand, så den forklaring dur altså ikke!"
Naturligvis er det også ærgerligt at få stukket sådan en forklaring ud, hvis man nu tror, måske ligefrem ønsker, at man har set et rumskib. Sparre Nielsens oprindelige beskrivelse af observationen røber jo, at han ikke er helt ukendt med ufo-terminologien. Han beskriver det sete som "moderskibet" og de små "tallerkener", betegnelser, der er kendt fra George Adamskis bøger.
Men den vrede unge mand fik støtte fra en helt anden iagttager af skæret i øst. Johannes Woetmann Nielsen fra Them ved Silkeborg kunne bekræfte observationen. Sammen med familien var han på vej hjem fra en skolefest. Klokken var et:
"Netop da vi ville gå ind, fik vi øje på noget, der kom op over horisonten i et stærkt rødt skær… nærmest som en spids, men derefter fik det mere rund form og bevægede sig over himlen. Vi stod i cirka 5 minutter og så på det, og vi var enige om, at det ikke kunne være Månen. Fordi det var hundekoldt, gik vi til sidst ind, men nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke blev længere ude. Jeg har aldrig troet på de flyvende tallerkeners eksistens, men jeg er sikker på, at det ikke var Månen…"
Der indløb også observationsberetninger andre steder fra, for eksempel Kolding, Juelsminde og Dalager. De forskellige observatører blev interviewet af William Kiørboe, og han lavede en analyse af sagen.
Kiørboe fandt blandt andet frem til, at rumskibet – for det mente han, at det havde været – havde befundet sig i en afstand af lidt over 100 kilometer fra Almind i en anslået højde af 11 kilometer. Med hensyn til skibets størrelse, er der lidt mere usikkerhed, men at det skulle have været omkring 2,5 kilometer langt anses for at være et rimeligt bud. Dog tænkes der hermed ikke kun på selve rumskibets skrog, men også på lysskæret omkring det. Beregningerne er foretaget på grundlag af krydspejlinger fra de forskellige observationssteder. Til sidst kunne Kiørboe slå fast:
"Konklusionen må da rimeligst blive den, at natten mellem den 14. og 15. december 1957 efter kl. 1 dukkede et rumskib op – formentlig kommet fra øst og passeret over Sjælland i ly af skydækket. Da det beskrives at ændre form – fra tykkere til slankere oval og tilbage igen, uden at længden ændres -, må det formodes at være enten skiveformet eller klokkeformet. Det har – efter først at have søgt henholdsvis nord og syd på – fundet en position over Nekseløbugten og herfra udsendt to mindre, lignende objekter i formationsflyvning mod nord og er derpå selv forsvundet østover. Formodentlig er det derpå atter dukket op, nu en halv snes kilometer ud for Djurslands kyst, og i denne position er det iagttaget fra Sporup og Lading." 1
Måneforklaringen blev afvist af Kiørboe. Axel Nielsen ved Ole Rømer-observatoriet mente, at det havde været et meteor, og fra Geofysisk Institut i København gjorde man opmærksom på, at der havde været kraftigt nordlys den nat.
Selvsagt kom der ingen definitiv forklaring på denne sag. Derfor mener man stadig inden for ufo-bevægelsen, at det var et stort rumskib fra en fremmed klode.
Den 12. april 1958 stod fire mænd på et tag midt i Århus. Det kunne måske lyde som indledningen til en Århus-historie, men nej, for på den tid var natlige ophold på tage meget populært. De fire stod nemlig og ventede på at se den sovjetiske satellit Sputnik passere som en lysende prik hen over nattehimlen. Om de fik øje på Sputnik, melder historien imidlertid ikke noget om, for kl 21.00 fik de øje på en kileformet formation af røde pletter, der med stor hastighed forsvandt mod nordvest. Inden de havde sundet sig, dukkede en ny formation op og forsvandt i samme retning. De mente, at der havde været omkring tyve objekter i hver formation, står der i Jyllands-Posten den 3. april 1958.
Jørgen Ladegaard var sammen med sin kone på vej hjem fra Herning. Det var den 26. maj 1958, og de var netop kørt ud af Skanderborg. Fire kilometer nord for byen fik de øje på et meget kraftigt gult objekt med rødligt skær, der dukkede frem fra de uvejrstunge skyer – af og til glimtede et lyn. Det ukendte objekt, der nærmest lignede en diskos på højkant, syntes at styre lige mod deres bil. De standsede straks og slukkede lygterne.
"Det var ganske mærkværdig uhyggeligt, sagde fru Ladegaard. Det er vanskeligt at beskrive det, men for os så det ud som om, det var et stort, gult, ovalt legeme – min mand mener, det var omkring 6 meter i længden, jeg vil anslå det til 4-5 meter langt og 3 meter bredt. Det virkede blændende omtrent med samme styrke, som når man blændes af en billygte, men det oplyste ikke det omliggende landskab. Det så ud som om dette gloende "noget" i næste øjeblik ville styrte ned over bilen, men så stod det pludselig stille omtrent lige over os, i en højde der forekom os som 15-20 meter."
Lige i øjeblikket havde ægteparret været grebet af panik, og begge havde spontant udbrudt: "En flyvende tallerken".
Ifølge Herning Folkeblad 28. maj 1958, besluttede de så at køre tilbage til Skanderborg. Da de kørte, så de, at objektet stadig stod over samme sted, men forsvandt ud af syne da vejen drejede. Hændelsen blev meldt til politiet i Skanderborg – men de kunne jo hverken gøre fra eller til. En betjent havde foreslået, at det måske havde været et kuglelyn, men det ville ægteparret ikke godtage.
I tidens løb er det ikke så få flyvende tallerkener, der er blevet meldt til politiet. Ikke fordi det er noget man har juridisk pligt til, snarere af moralske grunde.
Sagen blev taget op i Berlingske Aftenavis den 21. april 1958. På en forespørgsel i forsvarsstaben oplystes det, at kun militært personel havde indberetningspligt, for eksempel ved iagttagelse af nedstyrtede objekter. Det forelå der en bestemmelse om fra marts 1948. Civile havde ingen pligt til at indberette noget, men kunne, hvis de ville, på politistationer udfylde et spørgeskema til de militære myndigheder.
Helt uden jordisk retsbeskyttelse var de flyvende tallerkener dog ikke. Den daværende chef for opdagelsespolitiet forklarede det på denne måde: "Hvis man finder en uidentificeret genstand – det, der populært kaldes en "flyvende tallerken" -, kommer den ind under hittegodsloven, dersom den har en værdi over to kroner. Så skal den afleveres. Og hvis det drejer sig om våben eller ammunition, skal den anmeldes, for det siger våbenloven. Men hvis det er et værdiløst forvredet stykke metal… ja, så er der ingen bestemmelse om, at man skal melde sagen, selv om den kunne skønnes at have interesse for myndighederne."
Endelig kunne lykken også tilsmile den lykkelige finder, såfremt der var tale om en kostbar flyvende tallerken. I så fald fremgik det af hittegodsloven, at man kunne forvente findeløn.
Ved Sdr. Stenderup øst for Kolding var Bent Skov på vej hjem søndag aften ved 23-tiden. Det var den 6. juli 1958.
Lige vest for Sdr. Stenderup satte bilens motor ud og lygterne slukkede. Bent Skov prøvede at starte igen, men forgæves. Han måtte ud og prøve håndsvinget.
Da han stod ud af bilen, opdagede han, at der inde på marken ved siden af vejen stod en stor lysende, trekantet tingest. Trekanten var formet som en "omvendt faldskærm", altså som en kegle med buet bund. Bent Skov kunne ikke bedømme, hvor langt væk det var, for genstanden afgav ikke noget lys, den var blot lys i sig selv. Dens farve var rødgul, og der var ikke en lyd at høre.
Da journalist Bertel Thomsen (Kolding Folkeblad 9. juli 1958) spurgte Bent Skov om observationens varighed fik han dette svar: "Jeg mener, at den, fra jeg fik øje på den, svævede over jorden 6-7 minutter, så lettede den pludselig med voldsom fart, for lige i vejret, fladede ud og forsvandt mod nordøst i retning af Lillebæltsbroen."
Bent Skov kunne også fortælle, at mens han sad og så objektet, lagde han mærke til en knallertkører. Omkring 50 meter fra hans bil gik knallerten i stå. Bagefter havde de talt sammen, og knallertkøreren fortalte, at han også havde set genstanden. Den var kommet fra nordøst og havde lagt an til landing på marken. Ingen af dem havde problemer med at starte, da den trekantede genstand var forsvundet.
Den 5. september 1958 var Lis Munk Rasmussen, 17 år, på vej hjem fra sit arbejde i Særslev cirka 7 kilometer sydøst for Bogense. Klokken var kvart i ni om aftenen. På vej mod Harndrup, netop som hun passerede et ubebygget område, gik hendes knallert i stå. Hun besluttede sig for at cykle den videre og fortsatte et stykke vej på den måde. Inde over en skov fik hun øje på et stærkt lys som fra en billygte. Lyset dalede ned til bare en meter over jorden på en mark kun 200 meter til venstre for vejen. Derfra nærmede lyset sig med en fart af 30-40 kilometer i timen i ganske lav højde.
Lis blev bange for, at lyset ville fare på hende, så hun skyndte sig videre hjemad uden at se sig tilbage. Dagen efter blev knallerten afleveret til reparation, men den var ikke defekt. 2
Motorkøretøjer går i stå, når flyvende tallerkener er på færde – den slags beretninger er der mange af. Men der findes også beretninger, hvor man kan komme nok så tæt på, uden der sker noget.
En 32-årig slagteriarbejder fra Svendborg, Ove Christensen, kom kørende på knallert mellem Oure og Vejstrup cirka 10 kilometer nordøst for Svendborg. Netop som han havde passeret Statsungdomshjemmet, fik han øje på en lysende kugle. Den kom frem mellem nogle træer, og gled eller trillede hen mod vejen.
Ved grøftekanten standsede den, vendte en halv omgang og gled derefter langs grøften et halvt hundrede meter. Uden at følge grøftens ujævnheder gled den over grøften og lagde sig midt på vejen.
Ove Christensen var imens nået hen til stedet, hvor kuglen lå. Han kørte med en fart af cirka 35 kilometer i timen, og blot en halv meter fra kuglen standsede knallerten pludselig. Han havde forinden udløst koblingen, så motoren gik ikke i stå, og lyset gik heller ikke ud. Kort efter standsede han selv motoren og slukkede lyset.
Der lå kuglen blot en halv meter foran ham. Hvorfor han ikke havde forsøgt at køre udenom, forklares ikke, det er et af de svage punkter i beretningen. Ove Christensen blev bange og fik kuldegysninger. Et kort øjeblik tænkte han på at række ud for at røre ved kuglen, men det var, som om hans hænder og arme var lettere lammet – muligvis på grund af angst, gættes der i beretningen.
Den fremmedartede kugle blev beskrevet som værende 120 centimeter i diameter – den var nemlig i højde med styret – og den så ud, som var den lavet af glas eller en metalart. Rundt om kuglen sad der noget, som lignede en "bilring" af et mørkt materiale, muligvis metal. Det virkede som om kuglen fik sin energi fra denne ring. Ringen havde en række halvrunde, turbineformede lameller, der lignede lysstofrør og udsendte et rødt lys. Når ringen roterede, blev lamellerne til en ubrudt lysstribe – jo hurtigere den roterede desto stærkere lyste den.
Sådan gik der 5-6 minutter. Så begyndte kuglen at vibrere, og i små sæt gled den over vejen til den modsatte grøft. Den fortsatte hen over grøften, uden at falde i den, og ind midt på marken. Her lå den stille et øjeblik, hvorefter den med ufattelig fart strøg til vejrs og forsvandt mod øst ind over Langeland.
Lettet over at kuglen var forsvundet, tændte Ove Christensen sig en pibe tobak for at sunde sig lidt. Ti minutter efter var han atter på vej, men det var kuglen også. Et par kilometer fulgte den ham langs vejen i højde med telefontrådene. Da han kørte gennem Vejstrup passerede kuglen bag om husene, men den dukkede op igen, da han kørte ud af byen. Efter at have fulgt ham yderligere en 5-6 kilometer til Skårup, forsvandt den omsider fuldstændig.
Da han kom hjem, havde han det dårligt. I nogle dage både svedte og frøs han på samme tid. 3
Ovenstående beretning fra den 7. april 1959 blev nedskrevet af Roald Nørskov fra Ufo-Fyn, og der var ingen mislyde i forbindelse med Ove Christensens oplevelse.
I det hele taget blev der ikke sat ret mange spørgsmålstegn ved flertallet af de mange ufo-historier i de entusiastiske 50’ere. Ved en beretning som denne konstaterede man helt ukritisk: "Der ses mange fjernstyrede ufoer for tiden."
Noter:
1) Skandinavisk UFO Information: Ufo-orientering. – København, 1969
2) Ufo-nyt, november 1958
3) Jyllands-Posten, 21. juni 1959; B.T. 15. april 1959; Ufo-nyt, juni 1959
| Kapitel 15 | Kapitel 17 |
[*]
Seneste kommentarer