af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
I 1954 udkom der i England en bog med titlen Flying saucer from Mars, skrevet af Cedric Allingham. Bogen blev senere oversat til dansk og udkom i 1962 med titlen Rumskib fra en fremmed planet.
I bogen fortæller forfatteren, at han den 18. februar 1954 havde mødt en mand fra planeten Mars. På det tidspunkt i ufolorens historie var den slags påstande jo ikke helt ukendte. Man var vidende om, at en lang række personer havde påstået noget lignende, for eksempel amerikaneren George Adamski.
Udgivelsen af Allinghams bog på dansk skal da også ses i lyset af, at SUFOI – den danske ufo-organisation – var stærkt knyttet til kontaktpersonen George Adamski. Allinghams beretning blev derfor betragtet som et bidrag til bevisbyrden for, at denne kontakt-inspirerede ufologi var den sande lære. Endvidere herskede der en form for ET-racisme, idet man stort set kun antog beretninger med menneskelignende rumvæsener for ægte. Den betingelse opfyldte Allinghams beretning fuldt ud.
I forordet til den danske udgave skrev SUFOIs landsleder, Frank Pedersen, at "det er med stor glæde, jeg introducerer denne bog for danske læsere. Forfatteren Cedric Allingham er et særdeles nøgternt menneske, der på bedste forskervis udelukker alt, hvad han finder bare den mindste smule tvivlsomt".
Også de danske dagblade ofrede megen spalteplads på denne nye bog. Møde i Nordskotland med en uforfalsket marsmand, skrev Jyllands-Posten tværs over fire spalter. Aalborg Stiftstidende satte fem spalter af til deres anmeldelse af bogen.
I bogen skriver Allingham først generelt om ufo-problematikken. Han nævner forskellige aspekter af emnet og giver beskedent udtryk for, at mens Adamskis beretning vil blive husket, vil hans egen nok forblive en parantes i ufo-historien. Først hen mod slutningen af bogen præsenterer han læserne for beretningen om sit eget møde med manden fra Mars.
Den 18. februar 1954 var Cedric Allingham taget på ferie fra London. Han strejfede rundt langs den skotske kyst mellem Lossiemouth og Buckie, angiveligt for at pleje sin interesse for fugeliv. Ved middagstid hørte han en hvislende lyd og fik øje på et metallisk objekt. Det stod ham ret hurtigt klart, at der måtte være tale om en flyvende tallerken. Fartøjet var cirka 1500 meter oppe og på størrelse med et bombefly, skønnede han.
Håbefuldt tog Allingham nogle billeder med sit kamera, men det blev kun til nogle små lysende pletter på billederne, viste det sig senere. Han blev et stykke tid i området, idet han håbede at se fartøjet igen.
Efter en times tid som han brugte til at spise sin frokost tænkte han som så, at hvis han atter skulle se tallerkenen, behøvede at ikke at blive på stedet. Dels kunne fartøjet være tusindvis af kilometer borte, dels kunne det være langt ude i rummet fjernt fra jorden. Så han fortsatte sin tur langs kysten.
Kort før klokken 18 hørte han atter den hvislende lyd. Allingham så nu at tallerkenen nærmede sig, og han tog hurtigt nogle billeder. Ikke mere end 50 meter fra ham landede fartøjet med et sagte bump.
Allingham skriver: – det var i sandhed et pragtfuldt fartøj, og dets fuldendthed ville få en flyvemaskinefabrikant til at blegne af misundelse. Skønt den var cirka femten meter i diameter og måske seks meter høj, syntes skroget, midtervæggen og den øvre kuppel at være formet af en metalplade – jeg kunne ikke konstatere nogle samlinger eller bolte. Jeg kunne ikke afgøre, hvilken slags metal det var, dets farve og glans mindede om poleret aluminium, dog måtte det nødvendigvis være noget mere robust.
Der var to grupper koøjer synlige, tre og tre sammen rundt på midtervæggen, over hvilken der var en smal flange. Fra toppen af kuplen stak en mørk, lodret stang frem, som mindede om en lynafleder. Jeg kunne ikke gætte mig til dens funktion. De tre kugleformede landingshjul, som var anbragt på tre punkter lige indenfor underkanten af skroget, så ud, som om de var lavet af et let, spændstigt materiale af en konsistens noget lignende gummi.
Frygtløs gik Allingham hen mod fartøjet, og han så nu en skydedør glide op. Ud sprang en mand. De gik hinanden i møde og hilste med løftede arme.
Allingham beskrev manden som omkring 180 cm høj, antagelig i begyndelsen af 30’erne og med brunt, kortklippet hår. I almindeligt tøj kunne rummanden godt antages for at være en ganske almindelig jordbo, konstaterede Allingham. Han lagde dog mærke til, at den fremmede havde en usædvanlig høj pande. Rummandens dragt dækkede ham fra halsen og ned til fødderne, kun hans hoved og hænder var frie. I hans næsebor var der to små metalrør forbundet med et lille metalbånd. Det havde noget at gøre med en slags indåndingsapparat, gættede Allingham på.
Men hvad nu? Hvad spørger man en rummand om, når man mødes tilfældigt på en øde skotsk kyststrækning?
Med Adamskis oplevelser i erindring trak Allingham sin tegneblok frem. Han tegnede solen med stråler og uden om tre cirkler for planeterne Merkur, Venus og jordens baner. Allingham pegede på den tredje bane og på sig selv, dernæst på den anden bane og rummanden. Men fremmede rystede på hovedet. Det overraskede Allingham, men han tegnede så en fjerde cirkel omkring solen. Rummanden nikkede, ja, han var fra Mars.
De prøvede nu at tale sammen, og Allingham beskriver marsmandens stemme således: – det er vanskeligt for ikke at sige umuligt for mig at forklare hans tonefald, der var en "smeltende" klang over det – ikke som en gammeldags klubherres gurglende, rislende latter, men som den klare rislen af en kilde, der løber ned af en bakkeskråning.
Efter flere forsøg på at overvinde sprogproblemerne, uden de store åbenlyse resultater, mente Allingham dog nok at han kunne udlede forskellige ting. For eksempel at de legendariske marskanaler var kunstige vandingsanlæg, at rummanden også havde besøgt Venus og så fremdeles.
Men marsmanden skulle hjemad, og begav sig hen til sit fartøj. Allingham kom i tanke om sit fotografiapparat. Han nåede at tage et billede af rummanden i halv profil set fra ryggen, inden denne sprang ind i sit fartøj. Med en summende lyd steg den flyvende tallerken op i luften og forsvandt.
Allingham begyndte at gå tilbage mod Lossiemouth, mæt af dagens oplevelser. I skumringen mødte han en gammel fisker, James Duncan. Fiskeren fortalte, at han havde set Allinghams møde med rummanden. Det blev skrevet ned på en lap papir og blev senere brugt som dokumentation i Allinghams bog. Alle forsøg på at opspore vidnet, James Duncan, løb imidlertid ud i sandet for de ivrige ufologer.
Allinghams beretning, hvor tyndbenet den end var, gled ind i den øvrige mængde af den omfattende ufolore. Men hvem var Cedric Allingham?
I den danske udgave af hans bog kan man på smudsomslagets inderflap læse hans biografi, men den indeholder ingen konkrete referencer der umiddelbart lader sig undersøge. Desuden fremgår det, at Allingham skulle være sporløst forsvundet efter et rekreationsophold i Schweiz. Han led af tuberkulose. For at bidrage til den store mystik, skrev udgiveren, Biilmanns Forlag, i sin reklamefolder: "Der er fremsat teorier om, at han ved et nyt møde er rejst til en fremmed planet…"
Naturligvis var det ikke alle der "købte" denne historie. Den engelske journalist Robert Chapman havde således et kapitel i sin bog Unidentified flying objects fra 1969 hvor han antyder, meget kraftigt, at der er tale om et fupnummer. Gennem Allinghams engelske udgiver, forlaget Frederick Muller, forsøgte han at få et interview med Cedric Allingham, men alle henvendelser forblev resultatløse.
Chapmans kapitel om Allingham slutter således: – ifølge min mening, er der stor sandsynlighed for, at "Cedric Allingham" stadig er i live og ved godt helbred…
Mens Robert Chapman ikke fik kontakt til Cedric Allingham, så skriver en anden forfatter, den velrenomerede astronom og populærvidenskabelige forfatter, Patrick Moore, at han faktisk har mødt Allingham.
I bogen Can you speak Venusian?, der udkom i 1976, og hvor Patrick Moore uddeler verbale smæk til ufologerne skriver han, at Allingham havde holdt et foredrag i en ufo-klub, hvor Moore selv havde været til stede.
Patrick Moores udtalelse bekræftes rent faktisk af et avisudklip fra december 1960 hvor lederen af Tunbridge Wells Flying Saucer Club interviewes. Hun fortæller om alle de ufo-personligheder der har holdt foredrag i deres lokale ufo-klub – blandt disse nævnes Cedric Allingham.
I 1976 udgav jeg et tidsskrift ved navn Uforalia. En medarbejder skulle i november samme år deltage i en stor ufo-kongres i London, arrangeret af bufora. Jeg spurgte derfor Torsten Dam-Jensen, om han ville forhøre sig lidt omkring Allingham-sagen og lod ham forstå, at jeg var i tvivl om beretningens ægthed.
Torsten Dam-Jensen kom i kontakt med Timothy Good, en engelsk ufolog der senere blev medforfatter til bogen The untold story, en Adamski-biografi, samt forfatter til Above top secret m.m. Men de havde ikke heldet med sig. En fornyet henvendelse til det stadig eksisterende forlag mundede ud i, at man intet havde i arkiverne, og de to ansatte der i sin tid havde haft med Allinghams bog at gøre begge var døde.
I begyndelsen af 1980’erne korresponderede jeg med Bob Forrest fra Manchester. Han var en velkendt skribent i engelske skeptikerkredse, og har bidraget med et afsnit i bogen Velikovsky i søgelyset. I et af sine breve antydede Forrest, at han godt vidste, hvem der var den oprindelige ophavsmand til Allingham-historien, men at han havde lovet at tie stille. Selv vidste jeg, at Bob Forrest havde arbejdet sammen med Patrick Moore, men forbandt ikke umiddelbart dette med Allingham-sagen.
Men i midten af 1980’erne verserede der i snævre engelske ufo-kredse ubekræftede rygter om, at det faktisk var astronomen Patrick Moore, bærer af "Order of the British Empire", der var ophavsmanden til Cedric Allinghams beretning. Det var kun et spørgsmål om tid, før denne nyhed ville blive kendt udenfor den snævre kreds af ufologer.
Jenny Randles, en engelsk ufolog og forfatter, med masser af bøger bag sig, skrev til Patrick Moore og rådede ham til selv at komme med en udtalelse. Denne fairness blev kun mødt af trusler om sagsøgning, og Patrick Moore stod stærkt – man havde ingen håndgribelige beviser.
To andre engelske ufologer, Christopher Allan og Steuart Campbell gik løs på sagen. Dels mente de at kunne se sammenfald mellem Allinghams og Moores skrivestil, dels var det ligeledes påfaldende, at netop Patrick Moore var en af de få der hævdede, at have mødt Allingham.
Allan og Campbell gennemførte på Edinburgh universitet nogle computerbaserede stilanalyser for at sammenligne Allinghams skrivestil med Patrick Moores, men uden noget entydigt og afgørende resultat.
Men gennem en fortalelse fra det forlag der havde udgivet Allinghams bog kom de på sporet, et navn og en adresse på en person der blev sat i forbindelse med bogen: Peter Davies.
Peter Davies var en af Patrick Moores gamle venner, og det var rent faktisk Davies der i rollen som Allingham havde holdt et 40 minutters foredrag i tidligere omtalte ufo-klub. Det stod også klart, at Patrick Moore havde skrevet det oprindelige manuskript til Allingham-bogen. Men for at sløre sin skrivestil var manuskriptet blevet omskrevet af Peter Davies. Forfatterhonoraret havde de åbenbart delt i porten.
Det foto der er af Allingham på bogens omslag er i virkeligheden af Peter Davies, godt maskeret. Dertil kommer at et foto, med "Allingham" stående ved et teleskop, havde en påfaldende lighed med et foto i Patrick Moores bog The observer’s book of astronomy, hvor teleskop og baggrundsvegetationen er identisk med Allingham-billedet.
Konfronteret med dette har Patrick Moore udtalt, at han ikke kan se noget fupnummer i dette, og dertil åbenbart har valgt holdningen "no comments". Han blev tilbudt en flugtmulighed, og kunne have sagt: – ja, det var mig der skrev den historie, men det var jer der troede på den så længe.
Denne afsløring blev omtalt mange steder i 1986 og 1987, men alligevel må man notere sig, at dette er gået sporløst hen over den danske ufo-bog fra IGAP: Introduktion til ufo-sagen, udgivet i 1988, hvor Ib Laulund skriver ukritisk om Cedric Allinghams kontaktberetning.
Som så ofte før, så er det yderst sjældent at man i ifoistiske kredse akcepterer dementier, der går på tværs af den gængse opfattelse af egne sandheder.
| Kapitel 13 | Kapitel 15 |
[*]
Seneste kommentarer