af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Hvad er det bedste bevis for, at vi her på jorden modtager besøg fra fremmede kloder? Det er et spørgsmål som har beskæftiget ufo-interesserede lige så længe som de har beskæftiget sig med emnet.
Der er jævnligt beretninger i dagpressen om underlige, uidentificerede nattelys på himlen, eller mystiske fartøjer, der er blevet set et eller andet sted på vores klode. Men når alt kommer til alt, så må det bedste bevis vel være, at de derudefra lander og giver sig til kende. At de spiller med åbne kort og fortæller hvem de er, hvor de kommer fra og hvad de vil os.
Mange ufoister melder hus forbi – det er jo allerede sket, siger de. Der henvises til de såkaldte kontaktpersoner, mennesker der påstår at have mødt væsener eller mennesker som os – bare fra Mars, Venus eller andre fjerne himmellegemer.
Den mest omtalte kontaktperson der henvises til her i landet er George Adamski, som allerede har været omtalt.
Der var masser af andre kontaktpersoner op gennem 50’erne, der også er blevet kaldt "kontaktpersonernes guldalder". I USA kunne man finde personligheder som Orfeo Angelucci, Truman Bethurum, Daniel W. Fry og Howard Menger, samt et ikke ubetydeligt galleri af mindre talentfulde charlataner af begge køn. Også spredt ud over resten af verden var der mennesker, der påstod at være i kontakt med rumfolk.
Som Californien havde været science fiction-forfatternes mekka omkring århundredeskiftet, således var det nu kontaktpersonerne, der foldede sig ud i det vilde vesten. I Californien var der flere kontaktpersoner pr. kvardratmile end noget andet sted på kloden, og ørkenområderne i baglandet synes at være det foretrukne landingsted for gæster fra andre planeter.
Disse kontaktpersoner kan betragtes som ufo-bevægelsens guruer, og de var verdensberømte, i det mindste i ufo-kredse! Deres bøger blev anmeldt i de ufoistiske tidsskrifter, og der blev taget nænsom stilling til beretningernes troværdighed. Desuden dannede de forskellige beretninger grundlag for analyser at rumvennernes adfærdsmønstre, udseende og mulige motiver.
Imidlertid var det de færreste kontaktpersoner, der kunne sige god for en kollegas historie. Flere af dem hævdede endog, på bedste guru-vis, at de var den eneste og sande kontakt til rumfolkene; eller også gav de udtryk for, at de godt kendte til flere kontaktpersoner, men at rumfolkene havde afkrævet dem tavshedsløfte.
Af og til var der dog kontakttræf ved diverse sammenkomster og kongresser. Her "jammede" personlighederne med de sidste nye budskaber fra rumvennerne, reklamerede for egne bøger og hæfter, eller kaprede medlemmer og abonnenter til deres menighed eller blad.
Adskillige af disse såkaldte kontaktpersoner blev også omtalt i de danske ufo-blade, da disse begyndte at udkomme i slutningen af 1950’erne. Imidlertid var George Adamski allerede kåret af sufois daværende leder, H.C. Petersen, som forbillede og sandhedskilde. Derfor blev de øvrige kontaktpersoner vægtet efter, om deres beretning var i harmoni med Adamskis lære. Men kun de færreste kunne opnå "Adamski-points". H.C. Petersen kunne således kun støtte Cedric Allinghams beretning, som jeg ikke skal undlade at vende tilbage til senere. Men her, i dette kapitel, møder vi nogle af "guldalderens" mest kendte kontaktpersoner.
Howard Menger
Lad mig begynde med Howard Menger, født i 1922 i en gudsforladt skovegn i New Jersey. Hans beretning daterer sig helt tilbage til begyndelsen af 1930’erne, hvor han var 9-10 år gammel.
Howard husker sig selv som et eftertænksomt barn, med store tanker inde i sit hoved: hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvad sker der efter døden? Beskedent antager han, at andre børn opvokset i øde skovegne gør sig lignende tanker om livets store spørgsmål.
En dag følte han sig tilskyndet til at opsøge et bestemt sted ude i skoven, en vandretur på omkring halvanden kilometer. Da han nåede frem oplevede han dette:
– Der sad en kvinde på et klippestykke. Hun så ud til at være omkring 25 år gammel. Hun bar ingen smykker, havde ingen make up. Hun var klædt i en slags skidragt som synes at gløde. Stoffet var halvt gennemsigtigt og meget smukt. Hun havde langt, blond udslået hår og gyldne øjne. Den følelse der greb mig ved synes af den kvinde, var ikke til at tage fejl af. Det var en overvældende følelse af stærk kærlighed, der synes at stråle mig i møde. Til trods for min begrænsede fatteevne følte jeg, at hun var fuldstændig anderledes end de mennesker, som jeg kendt og plejede at tale med. Hun fortale mig, at hun kom fra et sted langt borte. Senere fandt jeg ud af, at hun var fra Venus.
Efter endt skolegang meldte den unge Howard sig til militærtjeneste og mødte i den forbindelse rumfolk flere gange. Han blev lovet, at han skulle gense den kvinde, han kunne huske fra sin barndom hjemme i skoven. Og det skete! Da Howard, 24 år gammel, vendte hjem efter endt tjeneste, tog han ud til det gamle sted i skoven – og sandelig:
– Et kæmpemæssigt, pulserende rumskib kom dalende ned mod jorden. Da det nåede så langt ned, at det var knap 30 cm over jorden, holdt det op med at pulsere. Rumskibet var klokkeformet, og en åbning i det kom til syne. Åbningen havde form af og virkede som en irisblænde i et fotografiapparat. To mænd kom ud og efter dem fulgte en kvinde. Hun gik hen mod mig og fortalte, at det var hende jeg tidligere havde mødt. Da jeg kom med en bemærkning om, at hun ikke havde forandret sig synderligt de sidste fjorten år lo hun og fortalte, at hun var over 500 år gammel.
Howard Menger fik at vide, at han i løbet af 1957 skulle begynde at offentliggøre sine oplevelser, og at hans rumvenner nok skulle give ham yderligere oplevelser i fremtiden.
De holdt hvad de lovede, og det blev til flere møder. I september, året før han skulle træde frem for offentligheden, blev han sammen med fire andre jordboere fløjet en tur til månen. I betragtning af, hvad andre kontatpersoner har fortalt, må de have fløjet med et meget langsomt rumfartøj. Som passagerer blev de nemlig først ført til nogle sovekabiner, hvor de fik sig et blund på fire timer. Senere var der god tid til et brusebad og et godt måltid mad.
Endelig landede rumskibet på månen, og de gik ind i en stor kuppelformet bygning. Her blev Howard og hans medrejsende modtaget af nogle smukke rumkvinder der bød på forfriskninger, mens de ventede på at guiderne skulle komme.
Howard Mengers sightseeing rundt på månen foregik i et hjulløst tog, de "flød" eller svævede 20-30 cm over en vej lavet af kobber. Med på rundturen var der også jordboere fra andre lande, flere hundrede faktisk, og Menger konstaterede at adskillige af dem var videnskabsfolk.
Der blev studeret ikke-jordisk arkitektur, musikinstrumenter, kunst og andre interessante ting og sager. Der var nærmest tale om en interplanetarisk udstilling – et sidestykke til vore verdensudstillinger her på jorden lig den sidste i Sevilla.
Desværre har rumfolk generelt en forkvaklet holdning til fotografering. Det blev således ikke tilladt Howard Menger at tage billeder på månen, men som en undtagelse fik han dog senere lov til at tage et billede af et rumfartøj der var ved at lægge an til landing ved en månekuppel.
Efter fire uforglemmelige og begivehedsrige dage blev Menger atter landsat på gamle moder Jord.
I 1959 udkom Mengers bog From outer space to you. Og i 1974 blev den genudgivet i billigbogsudgave med titlen From outer space. I bogen afslører han, at han i virkeligheden stammer fra en anden planet, og at dette også var tilfældet med hans anden hustru.
Som en slags krone på værket har Howard Menger inspillet en grammofonplade. Den hedder på dansk: Autentisk musik fra en anden planet! Det er en gabende, kedelig affære. Et stykke klavermusik så tungt som nogen neutronstjerne. Det sensationelle – i hvert fald for udøveren selv – er, at Menger er blevet inspireret til musikken "udefra", og at det efter eget udsagn er første gang i sit liv han har sat sig til et klaver.
Personligt har jeg undret mig over, at rumfolkene har turdet viderebringe det stykke musik, der just ikke signalerer, at man har et muntert og virksomt liv derude. Måske fordi de føler sig sikre, idet vi jordboere ikke uden videre kan farte rundt i universet. Ellers kunne dette tunge, melankolske klaverstykke godt have været årsag til en klodernes kamp!
Howard Mengers kone, Marla, har også skrevet en bog om sin mand, My Saturnian lover, i 1958 – oversat til dansk: Min elsker fra Saturn. Bogen blev genudgivet i 1968 som Song of Saturn.
Siden har der hersket en del forvirring omkring Howard Menger, og ikke mindst har han åbenbart også selv været i vildrede med, om det han oplevede var virkeligt.
I slutningen af 1960’erne antydede han på en ufo-kongres, at han havde medvirket i et eksperiment, iscenesat af de amerikanske myndigheder. Og efter udgivelsen af sin bog trak han sig tilbage for at få fred og ro, langt væk fra foredrag og interviews.
Dog kunne man se en annonce i bladet True i efteråret 1979. Menger tilbød her lykkeamuletter fra rummet. Med en sådan amulet om halsen var der ifølge annoncen ingen grænser for lykke i spil og kærlighed. Kun syv dollers!
I begyndelsen af 1990’erne er han atter dukket op på ufo-scenen, i et come back-forsøg. Han har på eget forlag genudgivet sin egen og konens tidligere bøger samlet med titlen The High Bridge incident i 1991. Sammen med sin kone har han rejst rundt i verden for at udbrede sit ufo-budskab, som den svenske forfatter Håkon Blomqvist ironisk skriver: et religiøst, okkult, politisk konservativt budskab – elsk Gud, nationen og præsidenten, så skal det nok gå dig godt!
I januar 1992 holdt han foredrag i Stockholm, og alle fandt det utroligt pinligt. Menger blev introduceret af Sten Lindgren, der selv påberåber sig kontakt med rumfolk. Flere udvandrede inden foredraget var slut. I Ufo-nyt 1992 nr. 4 skriver Per Andersen:
– Foredraget i Stockholm udviklede sig til en patetisk forestilling med hallejula-stemning. Menger virkede forvirret og måtte hele tiden støttes af sin fru Connie. For dem, der for første gang lyttede på Menger, måtte hans historier virke som en samling ustrukturerede skrøner.
I oktober 1992 deltog familien Menger i en ufo-sammenkomst i Düsseldorf, hvor H.C. Petersen kalder familiens præsentation for at være på "typisk overfladisk amerikansk manér", og han lader sig ikke formilde af Howard Mengers datter, der indledningsvis sang – "det lød forfærdeligt", konstaterer H.C. Petersen i Ufo kontakt 1993, nr. 1. Familien Menger har åbenbart et blødt punkt, også med hensyn til det musiske.
Selv med nok så mange kontakter i det høje, så er det ikke let at gøre come back, selv for en gammel "guldalder" triumfator.
Orfeo Matthew Angelucci
I 1955 udkom Angeluccis bog The secret of the saucers – de flyvende tallerkeners hemmelighed, i hvilken han fortæller om sine oplevelser med rumfolk.
Tilbage i 1952 arbejdede han på en afdeling af Lockhead-flyvefabrikken i Burbank, Californien. Hans arbejde bestod i at støbe plastikkasser til radarudstyret i flytypen Starfire.
Den 23. maj følte han sig lidt sløj ved 23-tiden, og bad om fri. Undervejs hjem fik han øje på et objekt, og han drejede af fra hovedvejen for at følge det. Efter et par kilometers kørsel så Angelucci, at objektet svævede over en mark mens det pulserede meget kraftigt. Han standsede for at se nærmere på det. Men pludselig fløj det væk med stor fart, dog først efter at have udsluset to mindre, runde objekter. Disse kugler fløj direkte ned foran Angeluccis bil, og svævede blot en meter foran bilen.
Så hørte Angelucci en mands stemme. Det lød som om den kom fra et sted midt mellem de to kugler. En behagelig stemme sagde på engelsk: – Bliv ikke bange, Orfeo, vi er venner!
Angelucci blev bedt om at stå ud af bilen, og han var ikke bange for at gøre det. Han fik nu at vide, at han via disse to kugler stod i kontakt med venner fra en anden verden, og at de havde holdt øje med ham i mange år.
Orfeo Angelucci følte sig tørstig, mens han stod der. Straks lød stemmen: – Drik af den krystalkop der står på bilskærmen!
Overrasket så han, at der rent faktisk stod en kop på bilen. Han drak uden videre og følte sig straks styrket – det var som alle ubehagelige følelser var blæst væk.
Igen skete der noget overraskende. Mellem de to kugler dukkede der et tredimensionelt billede op af to personer. De to, tilsyneladende en mand og en kvinde, fortalte Angelucci at han nu var udvalgt til at være kontaktled mellem deres verden og jorden. Han fik at vide, at de var meget bekymrede over udviklingen på vores klode.
De to rumvæsener lovede, at de ville kontakte Angelucci en anden gang.
I den videre udvikling bliver Angelucci ad åndelig vej overført til den anden verden. Der ser han alle mulige herligheder, og møder flere rumfolk. De er typisk navngivet Lyra og Orion. Om det så er Jesus, så møder Angelucci også ham. Jesus betror Orfeo, at han af og til, i dybeste hemmelighed, færdes på jorden for at hjælpe os jordboere.
Der har aldrig været bygget en organisation eller menighed op omkring Angelucci. Han oplevelser var funderet i en religiøs opfattelse – en frygt for den onde verden der omgav ham til daglig. Med en konstant overvågning og opmærksomhed fra de guddommelige rumvæsener, var der trods alt stadig håb forude.
Rumvennernes bekymring over forholdere på vor syndige klode er et fællestræk i langt de fleste kontaktberetninger.
Truman Bethurum
En tredie amerikansk kontaktperson har også mødt bekymrede rumvæsener, men de var angiveligt fra planeten Clarion.
I 1954 udkom Truman Bethurums bog Aboard a flying saucer – ombord i en flyvende tallerken. Den handler om hans møde med den kvindelige rumskipper Aura Rhanes. I korte træk lyder historien således:
I juli 1952 var han kørt ud i Mojave ørkenen for at lede efter forhistoriske muslingeskaller, som hans kone samlede på. Han overnattede i sin bil, men vågnede omkring midnat. Rundt omkring bilen så han en halv snes små mænd. De var cirka 140 cm høje, havde olivenfarvet hud og var uniformerede.
De fremmede tiltaler Bethurum, men han forstår dem ikke. Så slår de over i engelsk: – vi har ingen sprogproblemer, betror en af de små mænd Bethurum.
Truman stod ud af bilen og fik straks øje på rumskibet. Han er nu klar over hvad det drejer sig om. Fartøjet ser ud til at være hundrede meter i diameter og omkring seks meter tykt på midten. Det kæmpestore fartøj svævede stationært små 30 cm over jorden.
En af de små rummænd tager nu fat i Bethurums arm og fører ham over mod fartøjet, og ad en lille stige kommer han indenfor. Her bliver han præsenteret for kaptajnen, en lille og meget smuk kvinde.
Truman Bethurum får så lejlighed til spørge om så at sige alt mellem himmel og jord, og får også svar på mange af sine spørgsmål. Rumkvinden fortæller, at hun hedder Aura Rhanes og at de først fornylig er ankommet til jorden. Men tid spiller ingen rolle for dem. Truman får også at vide, at rumfolkene er dybt religiøse.
Da det var tid til afgang blev Bethurum fulgt ud. Men han fik at vide, at de skulle mødes igen, han skulle blot selv tænke på tid og sted. Uden en lyd forsvandt det store rumskib, og eftertænksomt gik Bethurum tilbage til sit eget ydmyge jordiske fartøj, for at køre hjem.
Senere fulgte der flere møder mellem Bethurum og den smukke Aura fra Clarion. Planeten Clarion kan ikke observeres fra jorden, trods det at den tilhører vores solsystem. Det skyldes den simple årsag, at planeten bevæger sig i samme bane omkring solen som jorden. Men Auras hjemplanet har en omløbstid der svarer til jordens, derfor befinder den sig altid på den anden side af solen. Så enkelt er det!
På et tidspunkt blev Bethurum lovet en tur til Clarion, men den smukke Aura sveg sin jordiske ven. Hun dukkede ikke op, og siden har Bethurum ikke hørt fra sin rumveninde.
Daniel William Fry
Goderne er ulige fordelt. Mens Bethurum mødte folk fra rummet, men ikke fik sig en flyvetur, så var det omvendt med den 42-årige Daniel Fry.
En aften i juli 1950 stod han ude i det fri og betragtede nattehimlen, da et ukendt fartøj landede ganske tæt ved ham. Nysgerrig ville han undersøge hvad det var, da han pludselig hørte et stemme. Fry blev advaret mod at røre ved fartøjet. Forskrækket veg han tilbage, men stemmen forsikrede ham om, at han var blandt venner.
Fry blev da også inviteret ud på en lille flyvetur. Da han kom ombord i fartøjet blev han klar over, at det var ubemandet, og at stemmen kom fra en højttaler.
Turen gik dog ikke til fjerne planeter, men fra White Sands i New Mexico til New York og retur. En udflugt på omkring en halv time.
Senere forstod Daniel Fry, at hans ikke-jordiske ven hed A-lan og at han var usynlig!
I virkeligheden, altså Daniel Frys virkelighed, stammer A-lan og hans rumfæller fra jorden. Engang for mange, mange år siden var der krig mellem sagnrigerne Atlantis og Lemurien. Det førte til begge rigers undergang. En lille flok nåede dog at flygte til planeten Mars hvor de angiveligt lever den dag i dag.
Daniel Fry har skrevet flere bøger, også om sin kontakt med de landflygtige jordboere. Han stiftede senere organisationen og tidsskriftet Understandig. Han besmykker sig også med en Ph.D.-grad. Det er imidlertid ikke en akademisk doktorgrad, men er opnået gennem en religiøs organisation. Krav: Et beløb på omkring et halvt tusinde kroner samt en afhandling på titusind ord.
Tysktalende rumfolk
I 1957 kom en kornopkøber, Reinhold O. Schmidt fra Californien, ud for en mærkelig oplevelse. Den 60-årige Schmidt var i Kearney, Nebraska, for at besigtige nogle kornmarker nær floden Platte River. Det var midt på eftermiddagen.
Da han skulle til at køre videre, bemærkede han i en afstand på omkring 400 meter, et strålende og opflammende lys. Det så ud, som var det en eksplosion, men alligevel hørte han intet drøn. Schmidt antog trods alt, at det nok var nogle landmænd der var i færd med at sprænge trærødder, så han kørte blot.
Efter lidt tid gik hans bil i stå. Han stod ud for at undersøge den, men inden han kom helt ud af bildøren, så han noget der fik ham til atter at synke ned i sædet. Gennem frontruden så han et mærkeligt fartøj. Det lignede nærmest en oppustet ballon. Nu stod han så alligevel ud for at se på genstanden. Efterhånden som han nærmede sig så han, at det var et metallisk fartøj af en slags. Det så ud som var det fremstillet af poleret stål eller aluminium. Men åbenbart var Schmidt kommet lidt for tæt på, for en stråle skød ud fra fartøjet og lammede ham.
En åbning i fartøjet kom til syne og ud steg to mænd. De gik hen til Schmidt og visiterede ham, hvorefter lammelsen fortog sig.
Schmidt spurgte dem, hvor de kom fra, og hvad de foretog sig i deres fartøj. Det ville de åbenbart ikke svare på, men de inviterede dog Schmidt ombord.
Fartøjet, som udefra lignede metal, så indefra nærmest ud som glas. Det var muligt at se lige durk gennem rumskibets vægge hvorsomhelst. For et rumskib, det var hvad det var.
Rumskibets besætning bestod af seks personer, fire mænd og to kvinder. Schmidt antog at mændene, der var omkring 180 cm høje, vejede okring 80 kg. De to kvinders vægt anslog han til 60 kg og deres alder lå vel omkring de 40 år, mente han.
Deres hud var ret mørk, og de bevægede sig omkring i rumskibet som om de stod på et eller andet der førte dem rundt. De gik ikke på deres ben, således som Schmidt gjorde.
Reinhold Schmidt talte hele tiden med et af besætningsmedlemmerne – på engelsk. Imidlertid mente han at kunne spore en tysk accent. Og ganske rigtigt, indbyrdes talte rumfolkene tysk, et sprog som han udmærket forstod, idet han var af tysk afstamning.
Tre af mændene arbejdede ved en instrumenttavle, der var fyldt med ure, knapper og kontakter. Han kunne konstatere, at der var nogle dels arabiske, dels romerske tal på instrumentpanelet.
De to kvinder opholdt sig ved en pult med noget, der lignede et fjernsynsapparat. I samme ende af fartøjet var der også fire søjler. Søjlerne var omkring 140 cm høje og cirka 15 cm i diameter. Inde i dem var der nogle kulørte vædsker, henholdsvis rød, grøn, blå og orange, der langsomt bevægede sig op og ned.
Rumskibet var delt i tre rum. Det i midten var størst, cirka sytten meter langt og ni meter bredt. Der var fire meter til loftet. I hver ende af fartøjet var der yderligere et rum, hvert anslået til en længde på syv meter – men her måtte Schmidt ikke komme ind. Skillevæggene kunne han ikke se igennem, i modsætning til ydervæggene.
På et tidspunkt lod de ham forstå, at de skulle til at lette. De sagde til ham, at han skulle fortælle andre mennesker om hans oplevelse og deres afskedsord til ham var: – lev vel, vi ses igen!
Reinhold Schmidt stod nu udenfor og så, at rumskibet steg lodret op, ledsaget af en lyd som fra en elektrisk motor. Blot fire meter over jorden blev fartøjet helt mørkt, og skiftede til en blågrøn farve cirka tredive meter oppe. I en lysstråle forsvandt rumskibet mod sydvest.
Et efterspil
Schmidt gik atter tilbage til sin bil, der nu uden besvær kunne starte, og han kørte ind til sit hotel i Kearney. Undervejs kom der dog en reaktion. Han standsede et stykke tid og gennemtænkte hele forløbet og spekulere over, hvad han skulle gøre.
Ville folk tro på det han sagde? Kunne han risikere at miste jobbet?
Imidlertid nåede han frem til, at det var hans simple borgerpligt at indberette sin oplevelse, men agtede dog først at spørge en præst om råd. Men præsten var ikke hjemme. I stedet henvendte han sig til en dommer.
Dommeren fortalte bagefter, at man tidligere havde modtaget en indberetning om, at et mærkeligt objekt var blevet set i retning af Kearney tidligere på dagen. Politiet havde undersøgt sagen, og nu huskede Schmidt, at han havde hørt udrykningssirener da han ved middagstid opholdt sig på hotelværelset. Altså før hans egen oplevelse.
Sammen med dommeren kørte han ud til landingsstedet. Her fandt de fire aftryk efter støtteben samt en grøn olieagtig substans, der havde en behagelig duft. Senere blev området afspærret. Der blev taget prøver af substansen og de vendte tilbage til byen. Schmidt blev sat af ved hotellet. Han mente, at nu var den sag ude af verden – han havde som en god amerikaner gjort sin borgerpligt.
Men Schmidt skulle blive klogere. Det hele var kun lige begyndt!
Da han senere på dagen sad og så fjernsyn i hotellets forhal, blev det normale nyhedsprogram afbrudt, og det blev meddelt at et rumskib var rapporteret landet nær Kearney.
Efter denne tv-udsendelse fik Schmidt noget at tage sig til. Alle rev og sled i ham for at høre, hvad han havde oplevet. Det lokale politi bad ham komme hen på stationen for at besvare telefonforespørgsler. De næste seksten timer tilbragte på politichefens kontor sammen med to tv-medarbejdere for at besvare spørgsmål. I løbet af aftenen optrådte han i både radio og fjernsyn sammen med politichefen.
Folk strømmede til fra nabostaterne, og der var angiveligt nærmest trafikkaos omkring politistationen. Således forløb natten mellem den 5. og 6. november.
Hen under morgen forlangte myndighederne at Schmidt skulle ændre sin forklaring. Det nægtede han. De spurgte så om han var villig til at lade sig undersøge med en løgnedetektor. Det ville han godt, men han ønskede mest af alt at få hvilet ud efter den hårde nat. Da han skulle til at gå over til hotellet, meddelte politichefen, at han kunne betragte sig som anholdt. Nogen begrundelse fik han ikke.
Reinhold Schmidt sov i fængslet i et par timer og om formiddagen den 6. november fik han besøg af en sagfører.
Denne sagfører erklærede, at Schmidt godt kunne ændre forklaring nu, for man havde fundet beviser på, at han løj. Schmidt blev fortalt, at man havde fundet en tom oliekande nær landingsstedet, og at leveringsnummeret på den passede med en oliekande fundet i hans bil. Imidlertid var Schmidt sikker på, at dette "bevis" mod ham var "plantet". Hans kandeåbner lavede trekantede huller, mens hullerne i de kander, man havde vist ham, var runde. Desuden var de ikke af samme mærke som dem han plejede at bruge.
Senere på dagen dukkede der to officerer op i hans celle. De kom fra flyvevåbnet, og ønskede at optage hans beretning på bånd.
Dagen efter, altså den 7. november, begyndte man at snakke om, at Schmidt skulle mentalundersøges. Han bad om tilladelse til at ringe efter sin egen sagfører, men det blev afslået med den begrundelse, at man skam også havde dygtige advokater i Kearney.
Samme aften blev der afholdt et retsmøde bag lukkede døre. Et kvarter efter mødet var slut, og hvor Schmidt havde fastholdt sin forklaring, var han under transport til sindsygehospitalet i Hastings, Nebraska.
Der blev han tilbageholdt i to uger, men man kunne ikke erklære ham sindssyg. Han blev godt nok behandlet, har han fortalt, men han brød sig ikke om den stedlige psykiater.
Schmidts arbejdsgiver dukkede op og garanterede for, at Schmidt var fuldt ud normal og pålidelig. Endelig slap han ud af saksen, og kunne genoptage sit job og daglige liv.
Da han ikke havde gjort sit arbejde i Kearney færdigt, flyttede han atter ind på hotellet. På sin arbejdsgivers foranledning indrykkede han følgende annonce i den lokale avis: "Den forrykte kornopkøber fra Californien er atter i området og vil gerne byde på Deres korn. Det vil blive afhentet på Deres gård i 20 tons lastbiler. Ring til mig på Hotel Fort Kearney. Reinhold O. Schmidt, Brawley, Californien."
Og så skete det igen!
Den 5. februar 1958 var Reinhold Schmidt atter på Kearney-egnen. Denne gang i nærheden af Elm Creek, omkring 32 km vest for Kearney. Igen fik han øje på det fartøj han havde været inde i, og hans huskede så ordene: – lev vel, vi ses igen!
Denne gang blev Schmidt inviteret med ud på en svævetur. Fartøjet steg nemlig bare 50 meter op i luften, og holdt sig svævende der. Han fik at vide, at ingen nede på jorden under dem kunne se fartøjet. Modsat kunne de selv iagttage alt hvad der foregik nede under dem.
Rumfolkene bad nu Schmidt om at finde svar på tre vigtige spørgsmål:
- Hvad ville man gøre i USA, hvis man fra andre planeter ville sprænge atombomber eller lade kunstige satelliter flyve rundt og gribe forstyrrende ind på radio-, fjernsyns- eller lignende udstyr?
- Hvilken last medførte det fly der på vej fra San Francisco til Honolulu styrtede ned i Stillehavet?
- Hvordan ville jordboerne reagere, hvis en flåde af rumskibe landede i en venskabelig mission. Ville de blive modtaget som venner?
De lovede Reinhold Schmidt, at de nok skulle kontakte ham, når han havde svarene. De ville altid kunne finde ham, ved at styre ind på hans hjerneimpulser, blev han fortalt.
Svarene på spørgsmål 1 og 3 sagde sig selv, mente Schmidt. Men med hensyn til det andet spørgsmål, så havde han fået ufo-organisationen NICAP(National Investigations Committee on Aerial Phenomena) til at sende sig nogle udklip om sagen. Heraf fremgik det, at flyet med de 44 passagerer, var styrtet ned af uforklarlige årsager, cirka 1500 km nordøst for Honolulu. Flyet havde i lasten medbragt radioaktivt materiale. Det fremgik, at der var set mærkelige blinkende lys der, hvor flyet var på det formodede ulykkesøjeblik. Om der skulle være en forbindelse mellem flyet og de rumfolk han havde mødt, vidste Schmidt ikke.
Alle gode gange tre, indtil videre!
Sidst i april 1958 var Reinhold Schmidt atter en tur inde i rumskibet. Han var blevet afhentet på et hotel i Tulsa, Oklahoma, og blev kørt i en lille bil af engelsk fabrikat. I bilen forlod de byen og efter et stykke tid nåede de frem til rumskibet. Ad en rampe kørte de dirkete ind i fartøjet – bilen var en del af rumskibets udstyr!
Hvad der skete ved dette møde med rumfolkene har Schmidt dog aldrig fået lov til at berette. Men de har vel spurgt ham om, hvorvidt han havde fundet svarene på deres absurde spørgsmål. Om de så har kunne bruge hans svar til, vides ikke.
Nordpolen tur/retur
Senere på året, den 14. august, var Schmidt hjemme i Hollywood. Her blev han opsøgt af en rummand. Han bad ham om at køre ud til et bestemt sted, omkring 65 km nord for Mojave. Det gjorde Schmidt så.
Da han nåede frem så han et større rumskib end det han var vant til. Det var hele 60 meter langt, 12 meter bredt og fire meter højt. Men besætningen kendte han. De var ifærd med at stjæle vand fra nogle beholdere der ellers var beregnet til kvæg, som så ellers kunne få lov til at tørste. Rumfolkene skulle nemlig bruge cirka fjorten tønder vand til køling i rumskibet!
Schmidts bil, en Buick, blev kørt direkte ind i rumskibet, så den kom også ud på en flyvetur. Kurs Nordpolen!
Ved Nordpolen, under iskappen, så Schmidt mange forunderlige ting, for rumskibet kunne selvfølgelig også dykke. For eksempel så han to sovjetiske ubåde der var ved at anlægge baser på havbunden, hvorfra de kunne affyre raketter. Men dette vidste USA besked med, trøstede rumfolkene. Faktisk havde amerikanerne selv tre ubåde stationeret ved Nordpolen, og udtalte rumfolkene: de ville ikke tillade affyring af raketter, det var nemlig i deres magt at forhindre det. Rumfolkene havde nemlig opfundet noget, der fungerede som en stor paraply, og som ikke blot kunne rense atmosfæren for radioaktivitet, men også ødelægge mekanismen i bomberne. Puha, sikke et held!
Oppe på isoverfalden skete der også ting og sager. Her så Schmidt noget der lignede en hel lille by, indefrosset i isen. Dertil dyr han aldrig tidligere havde set billeder af noget steds.
Men så blev Schmidt afbrudt af en rumkvinde. Hun fortalte, at hun havde brygget ham en kande kaffe, idet de var bekendte med denne amerikanske skik. Han så til sin store glæde, at der endog var tale om kaffe brygget på det kendte amerikanske kaffemærke MJB. Og så var kaffen tilmed lavet på fri energi, samme energiform som drev fartøjet.
Det kan imidlertid undre, at man så skulle bruge så mange tønder vand til køling af rumskibets fri energi-motor. Men det kan selvfølgelig være en misforståelse, og alle fjorten tønder vand være brugt til nyttig kaffebrygning.
I hele fire dage var han ombord på rumskibet. Han blev ikke klar over hvad hans venner spiste, men selv fik han nogle små vafler, to-tre stykker daglig. Det var rigeligt til at han følte sig mæt. En gang T-bone efter amerikansk skik, blev der ikke lavet – det med jordisk kaffe var åbenbart så langt man kunne strække sig!
Nætterne tilbagte de i en højde af ti kilometer – det klarede en automatpilot. Men turen fik da en ende, og efter en sikker landing kunne Schmidt trille ud i sin Buick og sætte kursen mod Hollywood.
Oppe i et moderskib
Den 24 januar 1960 blev den omkringfarende Reinhold Schmidt kontaktet på Padre Hotel i Bakersfield. De ville endnu en gang have ham med på en køretur.
De forlod byen ved ni-tiden om morgenen, men havde kun kørt et øjeblik før køretur blev til flyvetur! Bilen, fabrikatet er desværre ikke oplyst, begyndte pludselig at lette fra vejen!
Rumfolkene slettede Schmidts opfattelsesevne for at undgå at han gik i panik. Hun huskede derfor intet, før han kunne stå ud af bildøren oppe i et rumskib som så i næste omgang landede i et endnu større rumskib – selveste moderskibet.
I moderskibet så Schmidt et antal jordiske missiler, som rumfolkene havde opsnappet, fik han at vide. Dertil så han en kugleformet genstand i hvilken der roterede en klode. Han fik at vide, at det var en slags fjernsynsapparat, der viste billeder af jordens historie.
Udflugten tog ialt syv timer, og da de atter landede var Schmidt klar over, at disse rumvenner ville kunne redde vor klode ud af de ulykkelige forhold vi lever under, med krigs- og atomtrusler.
I den store pyramide
Måneden efter, den 9. februar ved ni-tiden om aftenen, blev der banket på Reinhold Schmidts dør. Atter var det hans utrættelige rumvenner, der høfligt spurgte, om han havde lyst til en tur mere i rumskibet. Det havde han naturligvis.
De kom ombord i rumskibet og denne gang gik turen til Ægypten, hvor rumskibet landede et sted i Cairos omegn. I rumskibets lille "indbyggede" mg sportsvogn kørte de dernæst ud til pyramiderne.
Schmidt så, at der blev arrangeret ture for turister ind i pyramiden – Kheops formodentlig. Men Schmidt og vennerne fulgte ikke disse grupper, men gik i stedet ind på egen hånd. De gik ned gennem de mange gange, forklarer han, og der blev foretaget flere retningsændringer mens de gik. De standsede op ved en blank mur, og rumvennen rettede en lille lysstråle mod muren. Til Schmidts store overraskelse gled en stor dør op, som atter, stille og roligt, lukkede sig bag dem. Han fik at vide, at det var første gang i de sidste totusinde år at den dør var blevet åbnet.
Det Reinhold Schmidt nu fik at se var et stort kors af træ – rigtigt gættet – det kors som Jesus blev korsfæstet på! Desuden så Schmidt ædle metaller og stene. Det blev fortalt ham, at det var fra dette sted Jesus returnerede til sin planet i et rumskib. Planeten var Venus, og den der havde styret rumskibet med Jesus i de dage var selvsamme saturnianske pilot som Schmidt nu stod og talte med!
Der blev også gjort opmærksom på, at Jesus ville vende tilbage i løbet af 1998. Og med dette løfte sluttede turen i den store pyramide. Og Reinhold Schmidt kunne atter vende hjem til USA.
Efterfølgende skal Reinhold Schmidt efter sigende have rejst midler fra forskellige investorer. Dels til udvikling af en kur mod kræft, dels til udviklingsarbejde indenfor fri energi, baseret på jordiske mineraler som angiveligt var blevet ham udpeget af rumfolkene. Desværre sagsøgte investorerne ham for svindel, og Reinhold Schmidt måtte endnu engang i fængsel.
Taxichauffør møder rumfolk
Den 20. august 1953 passede Salvador Villaneuva-Medina sit arbejde. Han var taxichauffør i Mexico City, et job han havde haft siden 1931. Ved 21-tiden blev han hyret af et amerikansk ægtepar i Zocalo for at køre dem til Oxford Hotel. Undervejs spurgte de Villaneuva, om han kunne anbefale en chauffør. De ville nemlig gerne have kørt deres egen bil til Laredo, efter den var blevet repareret efter et uheld.
Villaneuva var selv interesseret i jobbet, og sagerne udviklede sig således at han skulle køre parret til Laredo den 22. august klokken ni om morgenen.
De kørte nordpå ad Interamerican Highway i ægteparrets Buick. Men efter at have passeret Ciudad de Valles brød bilen sammen. Det amerikanske ægtepar besluttede at tage tilbage til Ciudad de Valles for at få fat på en mekaniker. De blev taget op af en forbipasserende bil. Villaneuva blev tilbage i vejsiden, for at passe på bilen.
Det var sent på eftermiddagen, og kun få biler passerede. Villaneuva åbnede motorhjelmen for at se, om det var noget han selv kunne gøre.
På et tidspunkt, men han lå under bilen, blev han klar over at han ikke længere var alene. Ud for sit hoved kunne han se et par fødder, beklædt med noget gråt sømløst, plydsagtigt stof, der gik lidt op ad benene.
Villaneuva krøb ud og så nu føddernes ejermænd. Foran ham stod en lille mand, ca 120 cm høj. Det undrede ham egentlig ikke så meget, for mange mexicanske bønder er ikke meget højere. Men han noterede sig, at han var iført en dragt der i et stykke strakte sig fra hals til fødder. Dragten bestod af samme plydsagtige stof som fodtøjet.
Dragte var ligesom delt op i en over- og underdel på grund af det brede, skinnende bælte om livet. Ved halsen sluttede dragten i en metalkrave. Villaneuva lagde også mærke til, at der på ryggen var nogle små, sorte skinnende kasser. Iøvrigt regnede han med at han måtte være pilot, for under armen havde han en beskyttelseshjem der lignede dem jetpiloter bruger.
Men Villaneuva undrede sig godt nok over hans brede bælte, der var fyldt med små huller. Disse huller lyste lidt efter lidt op som om de indeholdt noget elektrisk lys. Selve bæltet var blåt.
Han studerede den lille mand. Villaneuva konstaterede at han var skægløs, havde fine træk og langt bølget hår, der nåede ned over skuldrene.
Manden spurgte to gange, på perfekt spansk, hvad der var galt med bilen. Men Villaneuva var alt for skræmt til at svare, alligevel kom der en samtale i gang:
– Kan du ikke tale, ville den fremmede vide.
– Jo, svarede Villaneuva endelig og spurgte så, om han var pilot.
– Ja, svarede den fremmede, min maskine som I mennesker kalder et fly er dér, fortsatte han og pegede i retning af en lille høj et stykke væk.
– Du er ikke fra Mexico, spurgte Villaneuva.
– Nej, jeg kommer fra et fjernt sted.
Villaneuva inviterede ham ind at sidde i bilen, men pludselig begyndte den fremmedes bælte at udsende små lysglimt og en summende lyd. Den lille mand tog sin hjelm på og gik væk i retning af højen.
Lidt efter kom to politibetjente kørende. Åbenbart havde hans bælte været en slags varsel. De bad Villaneuva om at få bilen væk fra vejen. Derefter gik han ind i bilen og prøvede at få sovet lidt.
Senere blev han vækket ved at nogen bankede på bilruden. Han troede at ægteparret var kommet tilbage, men i stedet så han to af de små mænd stå udenfor. Venligt bad han dem sætte sig ind i bilen, og spurgte dem om de var europærere.
De fortalte ham så, at det var de ikke, og begyndte at fortælle lidt om deres verden, som ingen ubeboede steder havde, men endeløse gader. Folk gik ikke på gaderne som var metalliske og leverede energi til deres fartøjer. Gaderne krydsede aldrig hinanden på samme niveau, fortalte de, og nogle gade bestod af rullende fortove. Villaneuva fik også at vide, at de boede i en slags rækkehuse der sektionsvis var opbygget so en gammel romersk villa. En have med brønd som centrum, og disse haver producerede al den føde beboerne havde behov for.
Villaneuva vil vide, hvorfra de fik deres energi, og svaret var, at de brugte solenergi. Men Villaneuva følte sig lidt underlig til mode, han havde på fornemmelsen at de drillede ham. Endelig fik han så at vide, at de var fra en anden planet. De fortalte også, at nogle af dem levede her på jorden som agenter.
Således som vi lever nu i 1953 på jorden, således havde de det på deres planet for tusinder af år siden, hvor de også havde lidt under krige. Men så var man blevet enige om at nedlægge alle grænser og leve i fred. Deres planet styres af et råd af kloge mænd. Alle med særlige evner og viden kan blive medlem af dette råd.
I rådet har hver befolkningsgruppe en repræsentant som er forbindelsesled mellem folket og rådet, og alle disse mænd er meget egnede og kloge, bliver det sagt til Villaneuva. Om der findes kvinder på deres planet står ikke helt klart, men senere fremgår det dog, at der er børn!
Men et klassedelt patrikat er der tale om. Det nævnes for eksempel, at der findes lavere klasser, men dog uden ekstrem fattigdom. Enhver indbygger arbejder villigt der hvor han bliver sendt hen eller placeret, så alle har nok til at leve godt, min ingen af dem har deres børn med.
Lige fra børnene er ganske små bliver de sendt til en særlig zone på planeten. Her bliver de opdraget og vokser op. De bliver uddannet i overensstemmelse med deres fysiske og mentale kvalifikationer. Senere bliver de så placeret i den stamme de nu engang bliver udskrevet til.
Men på jorden, i Mexico, på en øde landevej, er det ved at blive lyst. De to rummænd vil videre, og spørger om Villaneuva vil se deres fartøj.
Han følger med dem, cirka 500 meter, gennem lavt krat og sumpet område. Jorden var så blød at Villaneuva af og til sank i tiæl knæene, men lagde mærke til, at det ikke var noget problem for rumfolkene. Når deres fødder berørte mudderet, veg sølet til side – væk fra deres fødder, som tvunget af en usynlig kraft. Deres fødder forblev rene mens Villaneuvas var pladret godt til.
Så stod de endelig ved en lille lysning, og der så Villaneuva en stor skinnende maskine. Den lignede nærmest to dybe tallerkener lagt kant mod kant. Øverst var der en lille kabine med vinduer. Villaneuva anslog at maskinen var tolv meter i diameter, og den stod på tre store metalkugler. Han kunne høre en svag summen.
Da de to mænd nåede hen til fartøjet gled en dør op og en lille trappe kom til syne. De gik ind, men vendte sig og spurgte venligt om han ville med indenfor.
Her satte Villaneuva en grænse – nej, det ville han ikke. Sæt de tog ham med. Han tænkte på sin i givet fald uforsørgede kone, sine syv børn, sit arbejde og så fremdeles. Nej, han turde ikke men vendte sig i stedet om og løb tilbage til bilen.
Da han forpustet stod på landevejen igen, så han et hvidglødende lys stige langsomt opad. Et stykke oppe begyndte det at bevæge sig som et faldende blad, blot i opadgående bevægelse. I en højde af omkring hundrede meter skød det så væk med en vanvittig fart og forsvandt i løbet af få sekunder – en svag susen var alt hvad han kunne høre.
Villaneuva fortalte intet om sin oplevelse til nogen, bortset fra hans kone, som troede ham og vel har prist sig lykkelig over ikke at være blevet efterladt med de syv børn på vor hærgede planet.
På et tidspunkt skrev en mexicansk journalist nogle fordomsfrie artikler om ufoer, og Villaneuva henvendte sig til ham, og på den måde kom hans oplevelse frem.
I begyndelsen af 1955 besøgte Bryant Reeve Mexico. Sammen med sin kone var de med Villaneuva på en udflugt til observationsstedet den 12. januar. De opholdt sig der hele natten. Pludselig blev de meget ophidsede, men de det var ikke rumskibe se så, derimod ildfluer.
Reeve skriver i sin bog Flying saucer pilgrimage, at Villaneuva var frygtelig skuffet over at ildfluerne ikke havde været lysene i rumvennernes bælter.
Dette har Villaneuva senere kompenseret for. I 1958 udgav han sin egen bog "Yo estuve en el Planeta Venus", og i 1961 blev den også udgivet på Ventla-Verlag i Vesttyskland. I sin bog udvides Villaneuvas oplevelse – nu har han været med ude at flyve og taget turen til Venus og retur!
I marts 1955 var en anden kontaktperson i Mexico. Det var den legendariske George Adamski. Han mødte ved en lejlighed Villaneuva, og angiveligt kunne han besvare alle Adamskis spørgsmål til fuld tilfredsstillelse. Om dette møde skriver Adamskis medforfatter til Flyvende tallerkener er landet, Desmond Leslie:
– Så bad jeg nærmest tilfældigt Villaneuva om at give mig tegnet. Enhver, der har haft et virkeligt fysisk møde med et menneske fra en anden verden, er også i besiddelse af et betemt tegn, hvormed han kan bevidne ægtheden af sin påstand. Intet menneske, om han så levede i hundrede år, kunne gætte dette tegn ved en tilfældighed og mindst af alle en så jævn mand som Villaneuva. Kun hvis han virkeligt havde talt med et rummenneske, kunne han vide det. Muligvis er jeg den eneste lægmand, der kender tegnet.
– Villaneuva gav tegnet uden tøven!
– Det er en selvfølge, at jeg ikke kan give dette tegn fra mig, så mister det jo sin værdi!
Således kan man altså med rette sige, at Salvador Villaneuva-Medina med rette kan bære tilnavnet "Mexicos Adamski". Eller kan han?
I Ufo Kontakt 1995 nr. 2 kan det læses, at nok sagde Adamski god for den første observation – men Villaneuvas tur til Venus – no way! Den sidste del hævdes at være opfundet af en amerikansk journalist efter forskrift fra en anden kontaktberetning, der skulle være god nok.
På sine gamle dage, det vil sige 86 år gammel, indrømmede Villaneuva dog, at hele hans historie var frit opfundet. Efterhånden følte han sig viklet ind i sit eget spind, men på den anden side nød han al den opmærksomhed han blev udsat for. Det kan man læse om i Ufo-nyt 1997 nr. 1.
| Kapitel 11 | Kapitel 13 |
[*]
Seneste kommentarer