af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Det diskuteredes, om Jorden fik besøg fra andre planeter, men hvordan så det ud med menneskets drømme om selv at flyve ud i verdensrummet?
En af tidens førende eksperter inden for raketforskning her i Danmark var ingeniør Leo Hansen. Nylig hjemvendt fra en stor kongres i Paris i 1950, udtalte han, at vi måske, i løbet af en eller to generationer, ville kunne sende en raket uden for Jordens atmosfære. Den kendte engelske astronom Fred Hoyle mente derimod, at man skulle være optimist for at tro, at en månerejse ville kunne gennemføres inden for de næste hundrede år.
Syv år senere var Sputnik 1 i kredsløb, og efter yderligere tolv år landede amerikanerne på Månen. Dette anføres ikke for at pege fingre ad disse fagfolk, men for at vise, hvor svært det var at vurdere den tekniske udvikling.
Men uanset menneskets manglende formåen med hensyn til rumfart, var der ingen grænser for fantasien, og strømmen af tallerkenberetninger tog stadig til.
I juni 1951 skulle et rumskib således efter sigende være landet nær Sønderborg. Det påstod i hvert fald Josef Maliszewski, der ikke alene overværede landingen, men også kommunikerede med nogle rumvæsener. Mere herom senere.
Samme år bragte Jyllands-Posten følgende historie fra Reinholdt Knudsen, en taxi-chauffør fra Fåborg:
"Klokken 20.45 torsdag aften var jeg ude på en køretur. Pludselig oplystes himlen af et flammeskær. Jeg standsede og kiggede op, og i temmelig lav højde så jeg en flad skivelignende genstand, der passerede med stor hastighed. Den lyste kraftigt i rød-hvide farver, fulgtes af en kort lyshale, og det var tydeligt at se, at skiven roterede meget hurtigt om sin egen akse. Den var synlig i nogle få sekunder, så forsvandt den i nordvestlig retning."
Avisen antyder, at det nok var samme objekt, der senere blev set fra Århus, Hammel og sidst i Karup, hvor nogle af flyvestationens radarfolk så genstanden passere hen over flyvepladsen.
En anonym opringning til Jyllands-Posten lod vide, at en flyvende tallerken, så bred som en landevej, var landet nær Fåborg. Det blev fortalt, at militæret havde dækket den til med presenninger og bevogtede området. Journalisten checkede oplysningerne hos de militære myndigheder på Fyn og hos politiet i Fåborg og nåede til den konklusion, "at der trods nogle kendsgerninger stadig er spillerum for megen fri fantasi, når det drejer sig om flyvende tallerkener."
Det kan undre, at danske ufo-folk ikke har grebet denne historie i flugten og "pustet den op" i betragtning af den begejstring, man plejer at lægge for dagen, når det drejer sig om lignende historier fra USA. Måske skyldes det, at en ufo-beretnings troværdighed øges med afstanden til åstedet og de tilsvarende ringere muligheder for at undersøge de givne fakta.
Den 29. september 1952 startede en hr. B. Jensen sit privatfly fra Sønderborg og satte kurs mod Odense. I Nationaltidende den 30. september fortæller han:
"Jeg startede ud på eftermiddagen fra Sønderborg i en KZ3-maskine og steg på grund af usigtbart vejr op i 1200 meters højde, så jeg kom op over skyerne. Midtvejs mellem Als og Fyn fik jeg øje på en mystisk genstand, som kom fra sydøst og krydsede min rute for at fortsætte i nordøstlig retning. Den mindede mig om en raket, men havde en vandret bane og udsendte et stærkt grønligt lys. Desuden havde en meget kraftige hvide spor efter sig – nærmest som en hale, der var cirka fem gange så lang som selve genstanden."
Samtidig med observationen mærkede Jensen ret voldsomme rystelser i maskinen, men han udelukkede ikke, at der kunne have været tale om en temmelig stærk opvind. Den lysende genstand lå cirka 500 meter over flyet, det vil sige i en højde af 1700 meter. Objektets hastighed anslog Jensen til 1000 kilometer i timen, men, siger han, "da jeg hverken kender fænomenets størrelse eller afstand fra mig, er det naturligvis rent gætteværk. Jeg havde lejlighed til at studere genstanden i cirka 15 sekunder, så var det, som eksploderede den i et glimt, hvorefter den med meget stærkt forøget fart forsvandt ind i skydækket."
Piloten var selv sikker på, at der enten var tale om et afskudt projektil eller et eller andet selvstyret fænomen. Da han landede i Beldringe, blev der set en lignende genstand over flyvepladsen.
Mellem jul og nytår 1952 blev en mærkelig genstand set over hele landet. Generelt blev fænomenet beskrevet som ellipseformet, en mellemting mellem en cigar og en oval billedramme. Jyllands-Posten skriver, at der for første gang er tale om flere hundrede øjenvidneberetninger. En københavnsk journalist beretter:
"Da jeg i aftes ved 18.30-tiden spadserede med min hustru på Smakkegårdsvej i Jægersborg, så vi begge en langagtig genstand, der skød hen over himlen i retning fra vest til øst. Den havde form som en cigar og lyste blå-grønt, og dens fart var kolossal. Jeg må tro, hvad mine øjne fortæller mig, og her efterdags tror jeg på folk, som fortæller mig, at de har set flyvende tallerkener."
Poul Mondus-Pedersen fra Jyllands-Posten, den 26. december, prøvede at sammenligne alle de mange beretninger, der forelå, og nåede frem til dette resultat: "Det ser ud til, at "cigaren" først har vist sig over det sydlige Danmark, at den derfra er fløjet mod vest mod Sønderjylland, har skiftet retning nordpå og er over Århus drejet østover mod København og Nordsjælland. Også i Vestsverige er den set."
Fra Urania-observatoriet i København udtalte observator A. Cederquist, at visse træk i samtlige beretninger pegede i retning af, at der havde været tale om en ildkugle. På et spørgsmål om, hvorvidt ildkugler kunne skifte retning, blev der svaret, at når en ildkugle eksploderer, kan det godt give indtryk af, at den skifter kurs.
Forklaringen stemmer ikke overens med de forskellige beretninger, så et udtømmende svar, der kunne mane alle rygter og al tvivl i jorden, fik Mondus-Pedersen ikke.
Den 30. oktober 1954 blev der set et mærkeligt fænomen på Roskildeegnen. Øjenvidnet Tage Johannesen fortæller i Nationaltidende 1. november: "For at være sikker på, at jeg ikke var genstand for synsbedrag, kaldte jeg på min kone, og da hun havde fået briller på, så hun det samme som jeg. over fjorden fløj en rund, lysende, hvid genstand. Den cirklede rundt med tilsyneladende stor hastighed, men efterlod sig ingen hale af lys. Det kunne ikke være et meteor eller stjerneskud, da fænomenet holdt sig i meget lang tid på himlen, og det fulgte ikke en lige bane, men kredsede som nævnt rundt."
Efter seks minutter forsvandt genstanden ud i horisonten, og Tage Johannesen gik ind i stuen. Da han et kvarter senere kiggede ud, var genstanden der atter, men forsvandt så helt. En opringning til flyvestationen i Værløse resulterede kun i, at den vagthavende udtalte, at ingen marsmaskiner havde anmodet om landingstilladelse.
1954 var i det hele taget året, hvor troen på de flyvende tallerkener for alvor vandt indpas. Fra Frankrig strømmede det ind med beretninger om landede rumfartøjer og mærkelige rumvæsener, og fra USA forlød det, at snesevis af mennesker havde mødt rumfolk og fået sig en sludder med dem. De flyvende tallerkener var ikke længere kun himmelfænomener. I Norge skrev aviserne om en flyvende tallerken, der havde standset en bil nær Gjersøen, og ved Mosjøen skulle to kvinder have snakket med en rummand, en historie der følger senere.
Uofficielt blev de første danske studiegrupper, der beskæftigede sig med flyvende tallerkener, oprettet i 1954. I provinsen var der tale om gruppen Ufo-Fyn, og i København var der en gruppe omkring personer som Johanne Snertinge, Karin Harms og Poul Kastrup. Muligvis har der været flere anonyme grupper, som senere gled ind i de forskellige Ufo-foreninger, der blev stiftet i slutningen af 50’erne.
Poul Kastrup var også redaktør af tidsskriftet Psykisk Forum. I oktobernummeret 1954 skrev han om en amerikaner ved navn George Adamski. Sammen med en engelsk teosof, Desmond Leslie, havde Adamski fået udgivet bogen Flying Saucers Have Landed. Den udkom året efter på dansk.
I bogen beretter Adamski, at han den 20. november 1952 havde været i kontakt med en rummand fra Venus. Om dette skriver Kastrup: "Der er visse grunde til at formode, at enkelte fremskredne sjæle af vor menneskehed allerede har kontakt med intelligenserne bag de flyvende tallerkener."
Ikke den mindste smule skepsis, og Adamski skal vi høre mere om senere – han blev en integreret del af den danske ufo-bevægelse.
I november 1954 udkom den anden dansksprogede bog om flyvende tallerkener. Det var Donald Keyhoes Flyvende tallerkener fra verdensrummet.
I denne bog kunne man ikke finde beretninger om små rummænd fra Mars. Keyhoe holdt sig udelukkende til observationsberetninger fra civile og militære piloter. Desuden hævdede han hårdnakket, at de amerikanske myndigheder skjulte sandheden om de flyvende tallerkener. Denne sandhed skulle være, at de flyvende tallerkener var rumfartøjer fra andre kloder. Hvor de stammede fra, får man ikke Keyhoe til at gætte på, men han mente dog, at de muligvis brugte Mars til mellemlandinger.
Keyhoe mente også, at disse rumfolk måtte være flere tusind år forud for os i udvikling, og at de holdt Jorden under opsigt og især havde et godt øje til rustningsindustrien. På den måde kunne de sikre sig mod fremtidige overraskelser i form af angreb fra Jorden. Det kunne også tænkes, at de fremmede udspejdede os, fordi de lurede på at overtage vor klode, måske fordi deres egen var ved at gå sin undergang i møde. Et kendt science fiction-motiv. Men der er selvfølgelig heller ingen grænser for, hvad man har lov at forestille sig.
Donald Keyhoe, der selv var forhenværende major og marinepilot, havde tidligere skrevet om flyvende tallerkener, både artikler og i 1950 en bog med titlen Flying Saucers Are Real. Senere fulgte endnu tre bøger og et lederskab af den magtfulde ufo-organisation NICAP (National Investigations Committee on Aerial Phenomena).
Ville man tages alvorligt i de år, så gjaldt det om at holde afstand til kontaktpersonerne og deres disciple. Ved kontaktperson forstås et menneske, der påstår at have været i forbindelse med rumvæsener. Det forstod Keyhoe, så når det drejede sig om landede fartøjer og rumvæsener, blev beretningerne afvist hårdt og brutalt.
På den måde dannede Keyhoe skole inden for de ufo-interesseredes rækker. Man talte om en særlig Keyhoe-linje, der stod for ufologiens tekniske aspekter. Det var noget af det mest seriøse, man kunne forestille sig blandt datidens ufologer. Dette kom også til udtryk, da de første danske ufo-foreninger etablerede sig, i form af en konfrontation mellem Keyhoe-fløjen og Adamski-fløjen – en konfrontation mellem det tekniske og det åndelige aspekt. Det eneste, man kunne blive enige om, var, at de flyvende tallerkener var ikke-jordiske fartøjer.
Det var De unges Forlag, der havde udgivet Donald Keyhoes bog. Om det skete i alsidighedens navn eller som et økonomisk ridt på en bølge af popularitet – takket være avisernes skriverier – er svært at sige, men i 1955 udgav samme forlag også bogen Flyvende tallerkener er landet, skrevet af Desmond Leslie og George Adamski.
I bogens første og største del skriver Desmond Leslie om flyvende tallerkener i fortiden. Han postulerer, at fænomenet ikke er nyt, men tidløst. Det gør han med udgangspunkt i gamle hellige skrifter fra Indien. Han giver fortolkninger af skrifter som Mahabharata og Ramayana og peger på indicier for, at man tidligere har kunnet flyve og bruge kernevåben. Denne del af bogen er faktisk en prolog til en senere så populær pseudovidenskab: astroarkæologien.
Bogens anden del var skrevet af George Adamski. Han skriver om "den mindeværdige 20. November" i 1952, hvor han påstår at have mødt en mand fra Venus nær Desert Center i Californien. Adamski kaldte senere denne rummand for Orthon.
I Danmark skulle Adamskis påstande danne skole for en af de mest levedygtige og ortodokse ufo-grupper. Det meste af Adamskis forfatterskab foreligger på dansk.
Som det er fremgået, så var de første år med flyvende tallerkener præget af en masse tyndbenede observationsberetninger. Ingen gad for alvor undersøge disse iagttagelser og forsøge at forklare dem fyldestgørende. Holdningen var tøvende og famlende, og derfor henstår mange uimodsagte påstande, der stadig udgør en del af grundlaget for nutidens ufologi. De forklaringer, der blev fremsat – som oftest ildkugler -, røber en manglende interesse for at finde ud af, hvad der faktisk var blevet set.
Myndighederne og videnskabelige eksperter var tilsyneladende mere opsat på at berolige end at forklare. De, der havde set noget uforklarligt og turde sige det, risikerede at blive latterliggjort i aviserne. Folk følte sig snydt.
Derfor er det ikke så underligt, at selvbestaltede tallerkeneksperter og ufo-evangelister fik stor tilslutning. Keyhoe med påstanden om, at myndighederne holdt noget skjult for offentligheden, Adamski med budskabet om, at rumbrødre var kommet til Jorden for at hjælpe os og advare mod atomtruslen. De leverede den ønskede forklaring og dækkede på den måde et behov. Det kunne man så trøste sig med i en tid med mccarthyisme, Koreakrig, forsøg med atombomber, Berlinkrise og koldkrigstilstande, for nu at nævne nogle af tidens frygtfremkaldende faktorer.
| Kapitel 08 | Kapitel 10 |
[*]
Seneste kommentarer