af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Året 1947 var det år, hvor de flyvende tallerkener holdt deres indtog i medierne. Det var året, hvor USA blev oversvømmet af beretninger om ukendte flyvende objekter, og hvor disse historier blev forsidestof. Det var det år, hvor spiren blev lagt til nutidens ufologi.
Imidlertid var man ikke helt uvant med underlige genstande på himlen over Danmark og det øvrige Skandinavien. Et år før alt dette om de flyvende tallerkener brød løs, kunne man i aviserne læse om de såkaldte spøgelsesraketter.
Observationerne var taget til fra begyndelsen af juli 1946. Der var allerede i et par måneder forekommet sporadiske iagttagelser af uforklarlige himmelfænomener.
Folk, der så disse ukendte genstande, blev ofte bange og kontaktede politi eller andre myndigheder i håb om at få en beroligende forklaring. For det første havde man stadig de tyske V-bomber i frisk erindring, og for det andet havde USA den 30. juni 1946 indledt en serie forsøg med atombomber i Stillehavet. Der var nok at være bange for! Imidlertid stod myndighederne tilsyneladende lige så uforstående over for spøgelsesraketterne.
Umiddelbart blev iagttagelserne slået hen som et udslag af livlig fantasi. En officer fra Generalkommandoen udtalte således den 2. August til Ekstra Bladet: "Vi tror ikke på alle disse rygter. Forleden, for eksempel, havde folk i Korsør set en "spøgelsesbombe" slå ned i Bæltet. Det viste sig at være en skypumpe, der havde rejst en høj vandsøjle. Folks fantasi er meget stor i øjeblikket, det har vi konstateret i rigt mål den sidste tid."
Men hvad var det, der rumsterede i folks fantasi? Lad os se på nogle af de mange beretninger om spøgelsesraketter.
Den 27. juli sad en kvinde, der boede ved Hareskoven nord for København, ude på sin terrasse. Hun blev meget forskrækket, da der pludselig dukkede et lys op på himlen. Det var tilsyneladende en raket, gylden og blændende. I susende fart skød den som en pil hen over himlen. Spøgelsesbomben ligner en sølvcigar, skrev B.T. om denne hændelse tre dage senere.
I Kolding samme dag kunne en mand berette, at han havde set en hvidglinsende genstand, som med stor fart var fløjet i sydvestlig retning. Genstanden havde været helt lydløs og blev beskrevet som en "svane uden hals".
Allerede dagen efter var der atter en observation, denne gang fra Høng på Sjælland. En del mennesker havde iagttaget en skinnende genstand, der med stor fart fløj hen over himlen. Den var kun synlig i en halv snes sekunder. Alene hastigheden udelukkede den mulighed, at der kunne være tale om en flyvemaskine, mente vidnerne ifølge Nationaltidende fra den 4. august.
"Mystisk projektil på Roskilde-egnen", kunne man læse i Politiken den 4. august. En ung mand fra Borup på Sjælland var i marken ved syv-tiden om morgenen den 4. august. Mens han stod og så på et fugletræk, fik han øje på et projektillignende objekt, der "med lynets fart" for hen over himlen og forsvandt bag en sky. Han anslog genstandens længde til en meter, og den trak en hale af røg, ild og gnister efter sig. Straks efter kunne der høres en svag, summende lyd, der langsomt aftog. Landmanden mente, at lyden stammede fra det ukendte objekt.
Senere på måneden, den 13. august kl. 3.45, kunne en natvægter fra Struer berette følgende til Ekstra Bladet dagen derpå:
"Jeg kom gående op ad en kældertrappe i telefonselskabets bygning midt i byen, da jeg så et lysskær på jorden, og idet jeg så op, opdagede jeg spøgelsesraketten, som med stor fart kom ind over byen fra nordøst. Den syntes at komme i temmelig stor højde, efterladende sig en ildhale, der for mig så ud til at være 7-8 meter lang, godt 30-40 centimeter bred. Pludselige begyndte fænomenet at bevæge sig i zig-zag, som om det var ved at gå i stå, og et øjeblik efter eksploderede det og gav et mægtigt lysglimt, der oplyste jorden fuldstændig. Raketten gav ikke nogen lyd fra sig, og efter eksplosionen syntes den at opløse sig til intet. det hele varede kun få sekunder."
Den følgende nat blev der set en spøgelsesraket over København. En møllersvend på natarbejde ved Toldbodmøllen var kl. 3.30 ude på gaden for at trække et kontrolur op. I Nationaltidende 15. august fortæller observatøren:
"Det var mørkt, men der var fuldmåne, og himlen var næsten skyfri. Pludselig så jeg raketten tone frem. Jeg vil anslå ens højde til cirka 1000 meter, og den bevægede sig i en fuldstændig lige bane parallelt med jorden. På et øjeblik var den forsvundet bag palæets tag (Frederik VIII’s palæ). Den så for mig ud ganske som et rundt projektil, og den efterlod en rødlig-gullig stribe på himlen, før den forsvandt. Jeg har haft natarbejde i 7-8 år, og hver nat skal jeg ud for at trække et kontrolur op uden for bygningen. Lige så ofte ser jeg op mod nattehimlen, og jeg er fortrolig med de naturlige forekomster, den kan byde på. Det, jeg så, var i hvert fald ikke et stjerneskud eller noget andet naturfænomen… Jeg nærer ingen tvivl om, at det var en spøgelsesraket. Hvad der så end gemmer sig bag denne betegnelse."
Efterhånden var der sikkerhed for, at der ikke bare var tale om fri fantasi. I dagbladet Politiken havde man den 18. august et resume af begivenhederne:
"For en måned siden begyndte de glødende projektiler også at spøge i Danmark. I Finland er projektilerne set med en lang ildhale efter sig; fra Bornholm meldtes for en uge siden rystelser af svære eksplosioner, uden at det var muligt at finde årsagen. Vore egne seismografer viste, at rystelserne og de rullende lyde i hvert fald ikke skyldtes jordskælv.
– Er det tænkeligt, at en eller anden stormagt eksperimenterer med langtrækkende raketbomber, som tilfældigvis styrer ind over andre lande? Eller er jordkloden inde i en sværm af meteorer? I denne nervøse atombombeperiode kan naturlige fænomener let blive misforstået, og man bør selvfølgelig være skeptisk, indtil uomstødelige beviser foreligger."
Bladet undgår diplomatisk at nævne den stormagt, som man anså for ansvarlig, nemlig Sovjetunionen.
Den 17. august blev en raket observeret af en trafikassistent. B.T. bragte hans beretning:
"Klokken var 6.12, jeg var på vej fra mit hjem på Nybrovej i Lyngby til mit arbejde i Det danske Luftfartsselskab. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg kiggede op i luften, men det forekom mig, at jeg hørte noget hvisle. Jeg så op og fik øje på en af disse spøgelsesraketter. Den fløj i sydvestlig retning ude over Lyngby. Den var ikke så farligt højt oppe, cirka 2-300 meter, men dens hastighed var meget stor. Jeg koncentrerede især min opmærksomhed omkring rakettens hale. Den udsendte et meget kraftigt, blå-hvidt skær. Halen var skarpt afgrænset, og den strakte sig som en kegle bagud. Denne hale var cirka tre gange så lang som den var bred, og meget længere end selve bomben. Det hele varede kun 2-3 sekunder, så forsvandt bomben i sydvestlig retning. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en af spøgelsesraketterne, og jeg tænkte straks, at det måtte være en bombe i lighed med de tyske V-2 bomber."
Samme aften blev der set hele to objekter fra Snekkersten ved Øresund. Et ægtepar så to lange legemer flyve fra syd mod nord. De lignede flyvemaskiner, men havde ingen synlige vinger. Objekterne var ikke mere end nogle få hundrede meter oppe, og deres indbyrdes afstand blev bedømt til et par hundrede meter. En tæt mørk røg strømmede ud af halen på begge objekter. Ægteparret fortalte, at spøgelsesraketterne af og til sagtnede farten, men så skød der røg ud i svære stød, hvorefter farten atter blev øget. Det fortælles også i Politiken den 18. august, at mange andre trafikanter på Strandvejen så raketterne.
En ret så mystisk historie kom fra en gårdejer i det vestlige Danmark. Omkring den 20. august var han på vej hjem sammen med sin familie. Næsten hjemme så de en spøgelsesraket komme glidende ned i lav højde. Den kom vestfra og faldt ned på en mark nær deres gård. Lige før den faldt ned, begyndte den at flyve i bølgebevægelse – snart op, snart ned. Der hørtes ingen eksplosion ved nedslaget, fortalte landmanden, og den ellers tørre mark blev ikke antændt. Forgæves søgte familien efter rester af raketten, men den var sporløst forsvundet. 1
Ganske vist var der forholdsvis mange beretninger om spøgelsesraketter i Danmark, men i Sverige var der ligefrem kødannelser af mennesker, der ville indberette deres iagttagelser.
Den 24. juli havde chefen for den svenske hærs skydeskole, oberst Sven Ramström, udtalt, at spøgelsesraketterne kunne skyldes meteorer. At der imidlertid var tale om andet og mere, blev vist ved, at den svenske statsminister, Per Albin Hansson, udtalte til pressen, at man i regeringen endnu ikke havde materiale nok til at kunne skride ind over for nogen udenlands regering. På det tidspunkt var der også tale om, at Sverige ville indbringe sagen for De forenede Nationer.
I Sverige var man så heldig, at en amatørfotograf fik taget et billede af en formodet spøgelsesraket. Dette ansporede den danske avis Nationaltidende til at udskrive en fotokonkurrence. Den 16. august kunne man læse: "500 kroner for et godt fotografi af en spøgelsesraket." Det fremgik, at avisen havde startet denne konkurrence for at få et virkelig godt billede, således at man kunne bevise, at der ikke var tale om en "søslangehistorie". De 500 kroner kom aldrig til udbetaling.
Spøgelsesraketterne var efterhånden blevet kendt i udlandet, og amerikanske aviser skrev flittigt om hændelserne i Skandinavien. USAs viceudenrigsminister, Dean Acheson, fortalte sit hjemlands presse, at han fandt det yderst interessant at læse om disse fænomener.
De danske myndigheders måde at tackle sagen på var hverken særlig ophidset eller dramatisk. Man lod en ung officer i Generalstaben, Per Winge, om at klare ærterne.
Winge udarbejdede et spørgeskema, som blev udsendt til alle militære instanser samt Fyr- og Vagervæsenet, forskellige vagtselskaber og politistationer. Der blev også åbnet en postboksadresse, hvortil skemaet kunne returneres.
Officielt gik Generalstaben ikke så vidt som til at kontakte andre nationer i forbindelse med raketobservationerne. Der var dog et vist samarbejde med Ole Rømer instituttet ved Århus universitet.
Proceduren var, at når en eller anden avis havde skrevet om en observation, kontaktede det lokale politi redaktionen og fik vidnets navn og adresse. Politiet skulle så afhøre vedkommende og udfylde spørgeskemaet. Den videre bearbejdelse blev foretaget af Per Winge. Han havde til det formål et landkort, hvor observationerne blev plottet ind, for at man eventuelt kunne finde frem til et mønster med hensyn til raketternes kurs. Det lykkedes imidlertid aldrig, har Winge senere hævdet, at finde frem til noget egentligt mønster. 2
I mindst et tilfælde havde Per Winge dog gavn af sit samarbejde med astronomerne i Århus. På et tidspunkt havde man fået ikke færre end 185 rapporter – alle fra samme dag og på samme klokkeslæt. Det, der var blevet set, kunne identificeres som et meteor, der reelt havde befundet sig over Sydeuropa.
I Sverige havde militæret bedt pressen om ikke at nævne stednavne i forbindelse med omtale af observationerne. Den danske generalstab fandt, at dette var en god ide, og droppede dermed sin tidligere – i hvert fald officielle – opfattelse af, at spøgelsesraketterne ikke skulle tages alt for alvorligt. Den 21. august kunne man i Nationaltidende læse:
"Vore læsere må have os undskyldt, at vi i denne og fremtidige meddelelser om raketterne kun antydningsvis vil omtale stedet, hvor raketterne er set. Efter at det kan betragtes som en given ting, at raketterne er realiteter, er der grund til at formode, at en anden magt har interesse i at få opgivet positioner for raketternes bane over Danmark, og avismeddelelser vil i så fald være god oplysning for den pågældende magt. Intet dansk blad har naturligvis interesse i at medvirke i så henseende og derved lette arbejdet for i og for sig uønskede, udenlandske iagttagere i vort land, og bortset fra betegnelser som det sydlige, nordlige, vestlige og østlige Danmark, vil meddelelserne derfor ikke blive stedfæstet her i bladet."
Denne henvendelse til læserne var forårsaget af en bulletin fra generalstaben, der via Ritzaus Bureau var blevet udsendt til alle danske aviser:
Fortroligt til chefredaktørerne
Generalstaben henstiller, at man ved offentliggørelse af meddelelser om iagttagne ildkugler, særlige lysfænomener o. lign., som kan formodes at være "raketter", undlader at anføre andre stedbetegnelser en "det sydlige, nordlige, vestlige og østlige Danmark". På den anden side vil generalstaben være taknemmelig, om den fra pressen måtte modtage alle oplysninger, denne måtte få om sådanne genstande. Oplysninger bedes sendt til Generalstaben, Postboks 254, København V.
Denne henstilling foranledigede, at rigsdagsmedlem T. H. P. Holst fra Danmarks kommunistiske Parti rejste sagen i rigsdagen den 6. november 1946. Han spurgte, med hvilken ret generalstaben forsøgte at udøve censur over for dagspressen. Det blev til en længere debat, ikke så meget om spøgelsesraketterne og nationens sikkerhed, men om censur i almindelighed.
Der havde været udsendt flere skrivelser fra generalstaben med påskriften "Fortroligt, må ikke offentliggøres". Paradoksalt nok måtte aviserne heller ikke skrive, hvis en formodet raketbombe i virkeligheden havde været et stjerneskud. Af rigsdagsdebatten fremgik det også, at man nok havde kunnet ønske en mere behændig fremgangsmåde fra generalstaben. 3
Mens denne diskussion stod på, var antallet af observationer dalet betydeligt, og snakken om spøgelsesraketterne ebbede langsomt ud.
Dog havde Storm P sin helt egen opfattelse af, hvad der kunne flyve rundt i luften, således som tegningen fra B.T. i august 1946 illustrerer. Underteksten var: "Der er stærkt delte meninger om de flyvende raketter."
Flere år senere blev spøgelsesraketterne genopdaget af ufologerne. De fik øje for, at dette fænomen måske havde været en af de første bølger af flyvende tallerkener, måske endda rumskibe fra fremmede kloder.
Den svenske forfatter Gösta Rehn beskæftigede sig med emnet i bogen UFO! – nya fakta om de flygande tefat (1969). Han skrev, at det er i lyset af iagttagelserne i 1946, at man skal betragte de efterfølgende observationer af flyvende tallerkener, der dukkede op i 1947.
Rehn tror selv på flyvende tallerkener og kan ikke, ud fra de oplysninger, han har indhentet, forstå, at nogen kan få sig selv til at erklære, at disse spøgelsesraketter skulle være meteorer, ildkugler, fjernstyrede raketter og så videre.
Han fremfører følgende otte argumenter: 1) at folk havde set noget virkeligt, 2) at der var tale om noget nyt, 3) at iagttagelserne ikke beroede på hallucinationer, 4) at de ikke kunne tolkes som naturfænomener, og 5) at de allerfleste genstande ikke tydede på meteoritter eller meteorer. Endvidere mente Rehn, 6) at genstandenes oprindelse ikke kunne hidrøre fra russiske eksperimenter, 7) at nedslag eller landinger helt klart havde fundet sted, og endelig 8) at genstandenes lydløshed var et udpræget træk ved observationerne.
Flere af Rehns punkter er i åbenlys modstrid med adskillige af de mange observationsberetninger og harmonerer heller ikke med de resultater, de svenske myndigheder nåede frem til. Presseafdelingen ved den svenske forsvarsstab udsendte et kommunike til offentliggørelse den 11. oktober – en slags status over deres arbejde med spøgelsesraketterne i Sverige.
Det fremgik, at man havde forsøgt at spore de ukendte objekter med ekkoradio (radar), og at det var lykkedes i nogle tilfælde. Men, skrives der, det viste sig umuligt på det grundlag at afgøre objekternes natur.
Indtil den 1. oktober havde myndighederne i alt modtaget omkring tusind indberetninger, men omkring firs procent mentes at være almindeligt kendte himmelfænomener. De resterende rapporter var som regel kombineret med lys- og af og til også lyd-fænomener.
I nogle tilfælde havde der været tale om iagttagelser, der ikke kunne drages i tvivl. I tilfælde, hvor man ikke kunne forklare dem med naturfænomener, livlig fantasi eller svenske fly, var der ofte tale om enkeltobservationer. Forsvarsstaben oplyste også, at de ikke havde kunnet finde frem til objekternes færd hen over landet.
Flere rapporter om nedslag blev også undersøgt, men de rester, der blev fundet, havde altid vist sig at være af kendt oprindelse. Intet tydede på materialer fra rumprojektiler, og ingen af de hidtil gjorte fund mentes at stamme fra V-våben.
Pressemeddelelsen konkluderede, at der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger til, at man med sikkerhed kunne drage konklusioner med hensyn til spøgelsesraketternes art, oprindelse og adfærd. 4
Alt i alt en særdeles beroligende rapport fra de svenske myndigheder. Ingen vidste, hvad man reelt fik ud af undersøgelserne.
Alligevel kan det ikke undre nogen, at tankerne gik til Peenemünde, som efter 2. verdenskrig lå i den russisk besatte zone. Det var i Peenemünde, at tyskerne havde udviklet deres V-bomber, og selv om Royal Air Force i 1943 havde sønderbombet området, havde de ikke gjort det grundigt nok.
Da den russiske major Vassilov rykkede ind med sine infanterister og erobrede basen den 5. maj 1945, fandt de store lagre af uskadte V-bomber. Ved byen Neidersachwerfen fandt man desuden et komplet V-2 forsøgsanlæg, og endelig lykkedes det russerne at fange nogle af de tyske videnskabsfolk og teknikere, der havde forstand på de dele. Hovedparten – med Wernher von Braun i spidsen – var dog flygtet til USA, hvor de blev hilst velkommen.
Teorierne omkring spøgelsesraketterne gik derfor ud på, at der faktisk var tale om sovjetiske eksperimenter med tyske efterladenskaber. Det kunne naturligvis ikke bevises, og derfor kunne den svenske regering ikke gøre indsigelse over for russerne. Faktisk omtalte man sjældent Sovjetunionen i denne sammenhæng, men opererede diplomatisk med begrebet "en fremmed magt".
Kaptajn John Foltmann fra det danske luftvåben var specialist i tyske raketvåben. I et interview i Berlingske Tidende den 17. august blev han spurgt om, hvorvidt spøgelsesraketterne mindede ham om krigstidens V-bomber. Han svarede: "Ja, ganske afgjort. Vi kender alle V-1 og V-2, men tyskerne havde foruden disse raketvåben en hel del andre, som de eksperimenterede med, og såvidt jeg har kunnet se, har de været langt fremme med deres forsøg."
Foltmann kunne nævne flere rakettyper, for eksempel et raketvåben ved navn Schmetterling, der blev dirigeret ved hjælp af et radarsystem. Da krigen sluttede, havde de tyske teknikere adskillige rakettyper liggende klar på eksperimentalstadiet. Det drejede sig blandt andet om Wasserfall-raketten og den fjernstyrede Henschell HS-298. Sidstnævnte kunne affyres fra et fly.
John Foltmann blev også spurgt, om han troede det muligt, at raketterne kunne tilbagelægge store afstande og svarede: "Absolut. Det skulle ikke forbavse mig, om man med de nuværende forsøg er nået ud på distancer omkring 1000 kilometer; vi ved jo, at både englænderne og amerikanerne arbejder med sådanne forsøg – og de er næppe de eneste."
"Jeg husker," fortsatte Foltmann, "at en af de tyske konstruktører af raketvåben sagde, at i 1947 ville det have været muligt for tyskerne at fremstille raketter, som kunne flyve fra Nordtyskland til New York eller andre byer i Amerika."
Mistanken om, at spøgelsesraketterne var af russisk herkomst, blev yderligere bestyrket af det sovjetiske partiorgan Pravda, der i august skrev om vellykkede forsøg med raketbomber. Russiske konstruktører og videnskabsfolk havde gjort store fremskridt i anvendelsen af reaktionsdrevne bomber, blev det meddelt. Endvidere fremgik det, at bomberne var lette at fremstille, og at de havde stor rækkevidde. Æren var ikke russernes alene, og Pravda skrev da også, at lere af de nye opfindelser var betydeligt forbedrede udgaver af tidligere tyske raketvåben, hvoraf nogle kunne affyres fra fly.
En amerikansk journalist blev af sin avis, Chicago Tribune, sendt til den russiske zone i Tyskland. Han opsøgte de sovjetiske myndigheder for at få lov til at rejse ind i området ved Peenemünde, men fik afslag. Senere skrev han, at det var en almindelig antagelse, at der var tale om forsøgsraketter affyret i retning af øen Novaja Semlja i Polarhavet. Der havde russiske observationsposter så til opgave at fastslå raketternes rækkevidde og træfsikkerhed, skrives der i Politiken 11. august.
På baggrund af ovenstående kan det måske synes noget søgt at sidestille spøgelsesraketterne i 1946 med rumskibe fra fremmede kloder. Det gælder også de forklaringer, der går ud på, at rumfolkene camouflerer deres fartøjer som luftskibe, fly, helikoptere og raketter!
Men spøgelsesraketterne er stadig et mysterium. Nogle ufologer arbejder efter mottoet "Giv aldrig op!"; det gælder således Anders Liljegren fra Sverige. Han er medstifter af Arkivet för Ufo-forskning, AFU, der også driver et alternativt bibliotek. 5
I tidsskriftet Ufo-nyt nr. 4/5, 1985, skrev Liljegren, at han nu havde fået adgang til de svenske myndigheders gamle arkiver med materialet om spøgelsesraketterne. Disse materialer fra Krigsarkivets samlinger studeres nu flittigt af afu’s "Projekt 1946", og der er planer om, at en dykkerklub vil prøve at hente en spøgelsesraket op, som skulle være styrtet ned i Bottenviken, ikke så langt fra Skellefteå.
Udgiveren af Ufo-nyt, SUFOI, har udgivet et hæfte med tre artikler 6, og fra Sverige er der kommet en hel bog om de gamle spøgelsesraketter. Den er skrevet af Erland Sandqvist, som finder det ubestrideligt, at spøgelsesraketterne var intelligent styrede fartøjer, baseret på en ikke-jordisk teknik og derfor af ikke-jordisk oprindelse. I samme bog benytter han også lejligheden til at drage paralleller til fortidens besøg af engle. 7
I skrivende stund peger indicierne klart i retning af enten velkendte naturfænomener eller menneskeskabte raketter og fly, sandsynligvis mikset i en himmelsk cocktail. Det er således et faktum, at Jorden netop i den periode, hvor der blev set flest spøgelsesraketter, havde stævnemøde med meteorsværmen Perseiderne. Sidst, men sikkert ikke mindst, er der så de psykologiske aspekter af sagen.
Det endelige svar får vi måske først den dag, da en historiker dukker op med de relevante dokumenter fra de sovjetiske militærarkiver, eller den dag, hvor rumvæsener lander og påtager sig skylden. Hvad der er mest sandsynligt, overlades til læseren selv at afgøre.
Men indtil da kan man for min skyld godt kalde spøgelsesraketterne for ufoer – ukendte flyvende objekter.
Noter:
1) Mogens Bostrup: Dele af spøgelsesraketter er fundet også her i landet. Nationaltidende 21. august 1947. Der refereres til fund i Sverige, mens de rester der henvises til fra Danmark, stammede fra en ballon.
2) Båndoptagelse af radioudsendelse i P1 den 30. september 1972. Sven Alkjærsig interviewede Per Winge.
3) Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget. 98de ordentlige Samling 1946-47, spalte 526-547.
4) Kommunike til TT den 10/10 1946 nr. 54. Afskrift modtaget fra Försvarsstabens Pressdetalj den 11. august 1973.
5) Arkivet för UFO-forskning, Box 11027, S-600 11 Norrköping, Sverige.
6) Skandinavisk UFO Information: Spøgelsesraketterne – ufoer over Norden. Gentofte, 1986.
7) Erland Sandqvist: Spökflygarna -46. – Stockholm, 198
| Kapitel 07 | Kapitel 09 |
[*]
Seneste kommentarer