af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Den 8. juli 1947 kunne man finde denne overskrift i Nationaltidende: "USAs Luftvåben jager de flyvende Tallerkener." Det fremgik, at amerikanske videnskabsfolk afviste forklaringer som meteorer, hemmelige våben og fri fantasi. Dertil var der alt for mange beretninger fra troværdige vidner, skrev avisen.
Endvidere fik læseren at vide, at store dele af luftvåbenet, hæren og flåden var involveret i forsøget på at løse gåden om de flyvende tallerkener. Alligevel viste det sig måneden efter i en meningsundersøgelse, at amerikanerne troede, at der var tale om blandt andet hemmelige våben og fri fantasi, mens Svikmøllens tegner havde sin egen mening.
Fra USA bredte historierne om de flyvende tallerkener sig hurtigt, og de danske aviser begyndte snart efter også at skrive om mærkelige fænomener, som dukkede op i vort eget luftrum.
Følgende beretning stammer fra Nørreby på Fyn:
Den 25. oktober 1947 var tre kvinder ude for at genne høns ind. I tusmørket opdagede de pludselig, at et lysende objekt nærmede sig med rasende fart fra sydøst. Det hele gik utroligt stærkt, men de nåede at se, at der var tale om en flaskeformet genstand med en lang hale af ild efter sig. De hørte også en hvinende lyd. I et nu ramte genstanden de elektriske ledninger nær huset, hvorpå objektet eksploderede med et højt knald. Ved eksplosionen opstod der en stærk varme og en sveden lugt. De tre kvinder blev meget forskrækkede.
Gårdejeren, Carl Hansen, blev interviewet og sagde til avisen, at alle sikringerne på hans ejendom var sprængt ved eksplosionen. Helt op til transformatorstationen, cirka 3 km fra gården, havde man kunnet mærke eksplosionen. I øvrigt var Carl Hansen lykkelig over, at genstanden ikke havde ramt stråtaget. Han mente, at det ville have været vanskeligt at overbevise forsikringsselskabet om den eventuelle brandårsag.
Dagen efter ankom den lokale politiassistent for at se på sagen. Han indsamlede nogle stumper af noget ejendommeligt glas, der var buet og gult på ydersiden, mens indersiden var violet. Ifølge avisen blev de fundne rester sendt til teknisk undersøgelse hos politiet. Men meget tyder på, at det ikke skete. I hvert fald har man ingen optegnelser om modtagelse af sådanne fragmenter i hverken Bogense eller Odense politikreds, og det gælder også Teknisk afdelings journaler fra 1947. Noget kunne tyde på, at sagen var knapt så sensationel som antydet i avisen. Måske var det en særdeles jordisk flaske.
Men Nationaltidendes skribent konkluderede, at man med denne hændelse havde det "første bevis for, at de lysende fænomener på den danske himmel ikke er øjenforblændelse eller meteorer." 1
De lysende fænomener Nationaltidende henviste til, var blandt andet to observationer fra den 21. oktober.
Ved sekstiden om morgenen havde mange københavnere set en lysende genstand passere hen over den nordlige bydel i stærk fart. Objektet blev beskrevet som en glødende kugle med en ildhale efter sig. Højden var blevet bedømt til næsten 300 meter, og der havde ikke været en lyd at høre.
Samme morgen, en halv time senere, havde fem mennesker på Stevns set en raket-lignende genstand, der med stor fart var fløjet mod vest. På et tidspunkt, da den var langt ude i horisonten, så det ud som om den eksploderede og opløstes i flere lysende dele.
Den 16. november ved 16-tiden blev der over Odense stadion, midt under en fodboldkamp, set et mystisk himmellegeme. Om dette skrev Politiken dagen efter:
"I de tætte skyer, der skønsmæssigt lå i 1000-1200 meters højde, viste sig pludselig en lille åbning. En del mennesker lagde mærke dertil, og de gjorde en forbavsende iagttagelse: Tværs over den lille åbning i skydækket suste i et glimt en metalagtig genstand, der gav et stærkt lys fra sig. Den var kun synlig i en brøkdel af et sekund. Genstanden beskrives som cirka 40-50 centimeter lang, formodentlig cylindrisk,og den bevægede sig med meget stor hastighed."
Observationsberetningerne fra slutningen af 1940’rne giver ikke ret meget at gå efter, og slet ikke hvis man vil argumentere for besøg fra fremmede kloder. Men det er sådanne tyndbenede og uklare beretninger, der er flest af fra de første år med flyvende tallerkener.
Beretningen fra Odense stadion siger måske mere om, at det må have været en kedelig fodboldkamp. Da genstanden kun blev set i "en brøkdel af et sekund" og "en del mennesker" lagde mærke til den, må man næsten tro, at de har stået og betragtet skydækket.
Men under alle omstændigheder var de flyvende tallerkener kommet for at blive. I 1950 begyndte de danske aviser at bringe store artikler om tallerkenerne. Det var skribenter som Jacob Paludan, Eigil Steinmetz og Orla Johansen, der begyndte at følge udviklingen, godt inspireret af hvad der foregik i USA.
Af og til blev det meget stof fra udlandet krydret med danske beretninger som denne, der i februar 1950 blev afgivet af Marie Sandersen fra Vester Nebel nord for Kolding. Hendes historie lyder:
"Der var snetykning og stærk blæst den pågældende aften. Min mand var lige gået i seng. Klokken var vel cirka 20.30, og jeg stod henne ved vinduet. Så skete der noget. Først kom en cirka halv meter lang og cirka 15 centimeter tyk rød streg lige uden for vinduet. Den forsvandt. I næste nu kom selve tallerkenen fra sydøstlig retning. Den var cirka en halv meter i diameter med en blank, dyb og kuplet bund. Yderst var der en gul kant på cirka 10 centimeter, dernæst, lige op mod denne kant, en tyndere sort streg, der måske ikke var mere end en halv centimeter bred. Inden for disse streger på siderne af tallerkenen, ned mod selve bunden, var der en mængde røde prikker af forskellig form og størrelse, og tværs over tallerkenen gik en cirka 1 centimeter bred rød streg."
Efter denne detaljerede beskrivelse fortæller Marie Sandersen, at tallerkenen var ganske tæt på – ikke mere end et par meter fra vinduet. Her stod den helt stille i lodret stilling, uden en lyd. Hendes mand, Christian Sandersen, kunne selv med lukkede øjne fornemme lyset fra tallerkenen. Værelset var, fortælles det, oplyst som var det klart solskinsvejr. Pludselig forsvandt lyset, akkurat som var der blevet slukket på en kontakt.
Trods forskrækkelsen var ægteparret bagefter ude på gårdspladsen for at se, om der var spor efter tallerkenen, men de fandt intet.
Orla Johansen fra Jyllands-Posten forelagde ægteparrets beretning for en sagkyndig. Det var datidens orakel med hensyn til uforklarlige himmelfænomener, observator Axel Nielsen fra Ole Rømer Observatoriet i Århus. Han gav sit standardsvar: ildkugler! Axel Nielsen var sikker på, at der havde været tale om en ildkugle, og fandt, at Marie Sandersens afstandsbedømmelse var undskyldelig.
"Afstanden af den slags ildkugler er overordentlig vanskelig at bedømme, udtalte Axel Nielsen, og fortsatte med at sige, at han ikke var i tvivl om at alle beretninger om flyvende tallerkener var forårsaget af ildkugler", skrev Jyllands-Posten 15. Februar 1950.
Netop den slags "flotte" forklaringer viste holdningen hos datidens eksperter: man gav bare en rimeligt sandsynlig forklaring, så stillede folk sig nok tilfreds med det. Denne hovmodige holdning var en af årsagerne til ufologernes mistillid til videnskabens repræsentanter og officielle forklaringer.
At der havde været tale om snetykning den pågældende aften blev ikke taget i betragtning, og man må konstatere, at det er svært at få øje på fælles træk mellem selve beretningen og forklaringen. Retfærdigvis skal det nævnes, at Axel Nielsen af og til havde ret, men alligevel var hyppigheden af "ildkugler" over Danmark lidt vel stor i hans tid som observator og orakel.
Forvirringen var stor i begyndelsen af 1950’erne, ikke mindst i USA, hvorfra vi importerede de fleste myter og historier om flyvende tallerkener.
Der ovre var man bange for alt mellem himmel og jord. Der var frygt for russerne, de sorte, kommunisme, atombomber og flyvende tallerkener. De intellektuelle og videnskaben var heller ikke i kridthuset, og som følge deraf forelå der også ganske få videnskabelige forklaringer på de flyvende tallerkener. Det var et militært anliggende. Når det drejede sig om flyvende tallerkener, var der næsten ingen grænser for, hvem der ville tage æren for, dels at vide, hvad de var, dels for at have opfundet og bygget dem.
De tre aviser fra Det berlingske Hus – Berlingske Tidende, Berlingske Aftenavis og B.T. – bragte jævnligt beroligende forklaringer på de mange observationer.
Den 12. april 1950 berettes der således i Berlingske Aftenavis om himmelskibe af plastic, der sendes op i 32 kilometers højde. Det fremgår ikke helt tydeligt, men der er sandsynligvis tale om meteorologiske ballonsonder, muligvis af Skyhook-typen. Der refereres også til forskellige amerikanske opfindelser, for eksempel et vingeløst projektil, der skulle kunne nå op i helt fantastiske højder. Det der her tænkes på, er sandsynligvis de raketeksperimenter, der fandt sted med de erobrede tyske V-2 raketter som basis. Endelig berettes der om en harmløs skive, der uden pilot kunne holde sig i luften i et stykke tid. Skiven skulle kunne nå højder på 9 kilometer for derefter at dale ned til 300 meters højde, hvor den angiveligt kunne opløse sig selv til ingenting! Så vidt Berlingske Aftenavis.
I maj 1950 afslørede B.T., at der faktisk eksisterede flyvende tallerkener. Ikke som rumfartøjer, men i form af raketter, som amerikanerne opsendte som skydemål for anti-V-raketter, og på baggrund af en artikel i U.S. News & World Report kunne Povl Westphall den 2. juli 1950 præsentere Berlingske Tidendes læsere for denne sensation:
"Nu er de flyvende tallerkeners gåde løst. De eksisterer, og de tusinder, der hævdede at have set dem i Amerika, er hverken for fantasifulde eller ofre for optiske bedrag."
Sagen var nemlig den, afsløredes det, at der var tale om et revolutionerende nyt luftfartøj, opfundet i USA – en mellemting mellem en helikopter og et jetfly.
I artiklen står der, at en flytekniker ved navn Charles Zimmermann allerede i 1942 tegnede den første udgave ef en flyvende tallerken. Det var et fly, der også blev kendt under navnet "den flyvende pandekage", men det havde været ret langsomt. Den nye udgave, der skulle være mere kvik i flugten, var diskosformet med en diameter på 35 meter. Set fra siden var flyet 3,3 meter, og fremdriften blev klaret med jetmotorer.
Oprindelig havde flyet, Flying Flapjack XF-5-U-1, været et hemmeligt projekt i den amerikanske flådes regi, men var blevet droppet. I øvrigt ville det nok have været yderst begrænset, hvor mange observationer dette ene eksperimentalfly ville have kunnet forårsage.
Der var imidlertid også folk, der mente, at de flyvende tallerkener kom fra Rusland. I en artikel i Social-Demokratens tillæg den 4. juni 1950 fortæller en tysk ingeniør: – Jeg konstruerede den flyvende tallerken!
Avisen skriver, at man nu endelig har en troværdig forklaring på tallerkenmysteriet, og at der virkelig findes et luftfartøj, der på afstand kan ligne en flyvende tallerken.
Disse optimistiske toner skyldtes, at en tysk ingeniør, Kurt Schnittke, i første omgang til en tysk avis, havde fortalt om sit arbejde under Anden Verdenskrig på Messerschmidts fabrikker i Augsburg. Her, hævdede han, havde han i al hemmelighed konstrueret "den flyvende vinge" sammen med en konstruktør ved navn Rentel.
Der havde været tale om en kugleformet kabine med et vingefang på 56 meter og med 6 meter brede vinger. Yderst på vingerne var der anbragt jetmotorer,og disse motorer udsendte en hale af ild og fik vingen til at rotere, så det på jorden ville se ud som en stor lysskive mod nattehimlen.
Schnittke hævdede, at disse objekter kom fra Sovjetunionen, fordi Rentel efter krigen var rejst derover sammen med nogle medarbejdere. Det var hans opfattelse, at de der havde haft mulighed for at forbedre den flyvende vinge.
Det store spørgsmål var så, om de flyvende tallerkener i virkeligheden var hemmelige eksperimentalfly af enten amerikansk eller russisk oprindelse – eller måske begge dele? Den amerikanske meningsmåling, som er omtalt i begyndelsen af denne bog, viste, at amerikanerne i et vist omfang troede, at der var tale om hjemlige hemmelige våben, mens kun ganske få mente, at de stammede fra Sovjet.
Debatten om hemmelige våben forstummede imidlertid ret hurtigt, for efter tre år med flyvende tallerkener i dagspressen, var det rumskibsteorien, der løb af med al opmærksomheden.
De første bøger om fænomenet lå nu på boghandlernes diske, og Frank Scullys bog Behind the Flying Saucers, der på dansk kom til at hedde De flyvende tallerkener, blev anmeldt af Jacob Paludan i Nationaltidende den 20. september 1950. Scully slog til lyd for, at der var tale om fartøjer fra andre kloder, bemandet med små rumvæsener. I bogen hævder han, at det amerikanske luftvåben er i besiddelse af flere vrag af nedstyrtede rumfartøjer foruden lig af omkomne rumfolk. Det vil man naturligvis aldrig få de amerikanske myndigheder til at indrømme.
Paludan havde åbenbart svært ved at finde ud af, hvilket ben han skulle stå på, for i sin konklusion skriver han forsigtigt: "Historien er her leveret for, hvad den er værd. Er den sand, vil den bekræfte sig efterhånden, uden om og oven over Pentagon-bygningen (det amerikanske forsvarsministerium). Er den løgn, er vi kommet til at beslaglægge en dags kronikplads med en artikel, som rettelig burde være sat op som fantastisk feature i "Søndag" (Nationaltidendes søndagstillæg). Hvis den ikke har kedet, er alt dog ikke tabt."
Jacob Paludans betænkeligheder er forståelige. I Danmark fik bogen en blandet modtagelse, der var præget af usikkerhed over for dette nye aspekt i tallerkensagen, men de fleste dagbladsanmeldere var aldeles ukritiske, og i Berlingske Tidende den 8. december 1950 betegnes Frank Scully ligefrem om en erfaren ekspert.
Scullys baggrund for at beskæftige sig med emnet er imidlertid tvivlsom. Hans tidligere produktion bestod af tre bøger: Fun in Bed, More Fun in Bed og Junior Fun in Bed. Desuden havde han en årrække været fast skribent ved show-business magasinet Variety. Men emnet var nyt, og enhver der ytrede sig, blev hurtigt regnet for at være ekspert.
Bogen udkom på et tidspunkt, hvor de amerikanske myndigheder var optaget af at søge naturlige forklaringer på de mange iagttagelser af flyvende tallerkener.
Hele denne mytedannelse omkring nedstyrtede rumskibe fik i øvrigt fornyet aktualitet slutningen af 1970’erne. I det danske tidsskrift Ufo Aspekt, nr. 4, 1975 bragte man således en artikel med overskriften "USA skjuler 12 lig fra rummet". Historien var åbenbart så god, at man genoptrykte den i Ufo Aspekt, nr. 1, 1978, og temaet blev fulgt op i de øvrige danske ufo-tidsskrifter i begyndelsen af 80’erne. Dette blev meget snart fulgt op af Charles Berlitz med bogen Ufoet der styrtede fra 1981. Debatten om nedstyrtede rumskibe og døde rummænd i de amerikanske myndigheders varetægt huserer i øvrigt stadig i ufo-kredse, og der er i dag udgivet ikke så få bøger om emnet.
Men tilbage til Jacob Paludan. To måneder efter anmeldelsen af Scullys bog forelå den næste i rækken om tallerkenmysteriet. Det var Flying Saucers Are Real af Donald Keyhoe. Den fandt Paludan betydeligt bedre end den foregående, og han fandt, at den rummede megen sund fornuft.
Keyhoes og Scullys bøger blev også anmeldt i Berlingske Tidende den 8. december af Povl Westphall under overskriften: "Kom de fra Venus?" Westphall brugte mest plads på Scullys sensationelle historie om det forulykkede rumskib og de døde rumvæsener. Et af de mere bizarre elementer i Scullys beretning blev dog helt forbigået. Han påstod nemlig, at rumvæsenerne, bortset fra deres højde, kun adskilte sig fra jordboerne ved deres klædedragt. Ikke fordi, de var iført besværlige rumdragter eller andet teknisk udstyr, men fordi de var klædt efter jordisk mode anno 1890 med habit, hvid skjorte og snøreslips!
Men det var jo nok det med de døde rumfolk, der gjorde udslaget, for dagen efter måtte Poul Bergsøe gå til mikrofonen i radioudsendelsen Aktuelt Kvarter, for – som han sagde – "at berolige". Bergsøe var datidens store popularisator af videnskabelig forskning. Han havde modtaget adskillige breve og henvendelser fra læsere af Berlingske Tidende, som udtrykte bekymring og anmodede om en forklaring.
Radiospeakeren spurgte Bergsøe, om der var noget om snakken med hensyn til de flyvende tallerkener, og han svarede: "Jeg mener, at man er ude for en massesuggestion, en masseindbildning af den slags, som stadig dukker op med mellemrum. Den samme anskuelse har man for resten i Amerika, hvor Life (Magazine) har lavet grin med dem i en billedserie; men uansvarlige amerikanske journalister og forfattere har været flittige til at fodre folk med vrøvl."
Note:
- Nationaltidende 28, oktober 1947; samt egen korrespondance med Odense politi.
| Kapitel 06 | Kapitel 08 |
[*]
Seneste kommentarer