af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Gennem hele 1952 havde Edward Ruppelt arbejdet på at få sammensat et ekspertpanel af videnskabsfolk til at tage sig af ufo-problemerne. Det lykkedes i 1953, men nok på en lidt anden måde end forventet.
Den amerikanske efterretningstjeneste Central Intelligence Agency, CIA, havde fattet interesse for ufoerne på grund af den store bølge af observationer. Nu mente man pludselig, trods tidligere rapporterede konklusioner, at ufoerne udgjorde en potentiel trussel mod nationens sikkerhed.
Sagen var den, at de lokale luftbase-kommandører og efterretningsofficerer skulle tage sig af tilfældigt indkomne ufo-observationer og skrive rapport på dem. Det var overkommeligt, så længe det drejede sig om to-tre rapporter om ugen. Men 1952-bølgen medførte, at man sine steder var oppe på 10-20 rapporter, der skulle skrives, om dagen! De ansvarlige, der var involveret i dette, sad selvsagt hele dagen og skrev side efter side om observationer foretaget af hvad de opfattede som en flok "civile idioter", der så mærkelige ting, for nu at holde det i luftvåbenets jargon. Selve forsvarsministeriet i Pentagon havde sit omstillingsbord blokeret af nysgerrige, der ringede for dels at spørge om nyt, dels melde om iagttagelser vedrørende ukendte himmelfartøjer.
Ufo-bølgen havde altså medført, at vitale dele af det militære varslingsnet og beredskab samt efterretningsvæsenet var optaget. Man forestillede sig, at en fjende ville kunne udnytte, ja, endog skabe en sådan situation.
Cia havde selv et panel af videnskabsfolk, og sammen med militærfolk skulle de analysere ufo-problemet. Det blev til det såkaldte Robertson-panel.
Deltagere var fem videnskabsmænd 1, heraf to nobelprisvindere, syv repræsentanter fra luftvåbenet og CIA samt to videnskabsfolk, der deltog i enkelte møder: Allen Hynek og Frederick Durant.
Med Robertson som formand startede panelet sit arbejde den 14. januar 1953 og sluttede den 17. januar.
Historikeren David M. Jacobs har set på hvor lang tid man egentlig arbejdede i Robertson-panelet. Man var samlet i fire dage; den fjerde dag blev brugt til at disponere og skrive på den såkaldte Durant-rapport. De øvrige dage mødtes man fra 10.00 til 12.00, holdt så frokost og fortsatte fra 14.00 til 16.00. Det giver sammenlagt en studietid på omkring 12 timer. På disse tolv timer skulle man altså evaluere mindst to års materiale fra luftvåbenets ufo-studium, foretage vurderinger og lægge op til rapportens konklusioner!
I hele dette spil blev kun fem, siger og skriver fem, ufo-rapporter undersøgt grundigt, og de var i forvejen omhyggeligt udvalgt. Yderligere gennemgik man løseligt en halv snes andre rapporter og så to film med ufo-optagelser.
Med hensyn til antallet af gennemgåede rapporter er der divergerende oplysninger. Ruppelt omtaler 50 som antal, Durant oplyser, at ATIC udvalgte ialt 75 fra perioden 1951-52. Oplysningerne med de fem grundigt undersøgte rapporter stammer fra David Jacobs.
Allen Hynek spillede tilsyneladende en meget lille rolle i Robertson-panelet, ifølge sin bog UFO – dokumenteret.
Tidligere major i ATIC, Dewey Fournet, havde dog slået et slag for hypotesen om, at de flyvende tallerkener kunne være af ikke-jordisk oprindelse. Som ingeniør, med aeronautik som speciale, talte han for panelet om de former for manøvrer, ufoer foretog. Hans konklusion mundede ud i, at regnskabet ville stemme, såfremt der var tale om ikke-jordiske fartøjer.
Det var et forsøg, men det gik ikke. Hans konklusion kom i rapporten til at stå som et personligt synspunkt.
Panelet så også en film, taget af Delbert Newhouse i Tremonton, Utah. Filmen havde forinden gennemgået en grundig analyse på flådens laboratorium for fotoanalyse. 1000 timer havde man brugt, og alle muligheder var taget i betragtning: fugle, fly osv. Resultatet var, at de filmede genstande forblev ufoer -altså ukendte flyvende objekter. Med en håndbevægelse affærdigede Robertson-panelet objekterne som værende ænder eller fugle af en eller anden slags.
Konklusionerne, man nåede frem til, har siden været meget omtalt i ufo-kredse og mellem interesserede videnskabsfolk. En af de første sætninger i rapporten lyder således: " -Vi, som gruppe, tror ikke, at det er umuligt at andre himmellegemer kan være beboet af intelligente væsener. Ej heller er det umuligt, at disse væsener kan have nået et så højt udviklingsstade, at de kan besøge Jorden. Imidlertid er der intet som helst i de såkaldte flyvende tallerken-rapporter, som vi har læst, der indicerer at dette finder sted." 2
Nej, andet kunne vel ikke konkluderes udfra de fa rapporter, man gennemlæste. I den forbindelse er det også værd at lægge mærke til, at sager med noget gods i, som for eksempel Mantell- og Eastern Airlines-sagen, samt mange andre, aldrig blev fremlagt for panelet.
Rapporten, der blev skrevet af Frederick Durant efter møderækken, blev straks hemmeligtstemplet med en forældelsesklausul på 12 år. Under et besøg i 1966 hos Project Blue Book, fik dr. James E. McDonald lov til at gennemse rapporten og gøre notater. Han udbad sig en kopi – rapporten var jo frigivet. McDonald fik aldrig sin kopi, for straks efter blev den atter klassificeret som hemmelig. I sin omtale af denne hændelse lægger McDonald især vægt på rapportens fjerde anbefaling:
" – Den fjerde anbefaling, formuleret af CIA, anmodede om, at man systematisk "benægtede de flyvende tallerkener", som det faktisk er udtrykt i rapporten. Og det erklærede formål med "benægtelsen" var at "mindske offentlighedens interesse for de flyvende tallerkener." 3
Rapporten indeholdt også en strategi for, hvordan den benægtelsespolitik skulle føres ud i livet.
De forhold, der gjorde det nødvendigt med en sådan anbefaling, var den tidligere omtalte observationsbølge i 1952. Den udgjorde en faktisk trussel mod den nationale sikkerhed. Her er det væsentligt at slå fast, at det ikke var selve ufoerne, man så som en fare, men ufo-rapporterne!
Med hensyn til Project Blue Book, så anbefalede panelet, at man fortsatte arbejdet.
Først i 1975, efter ialt 22 år, blev Durant-rapporten frigivet. Richard Hall skriver 4, at frigivelsen af rapporten og dens indhold kun yderligere dokumenterer, hvor dårligt det amerikanske luftvåben gennem 22 år er blevet rådgivet af videnskabsfolk, som har gennemgået deres materialer.
I luftvåbenet var man bekymret over det øgede antal af artikler skrevet om emnet, og man var bekymret over de bøger, der udkom. Dette ville gøre det fremtidige arbejde vanskeligere, skønnede man.
En af disse "vanskeligheder" blev netop udgivet dette år; Donald Keyhoes anden bog: Flying saucers from outer space. 5
Som før omtalt havde luftvåbenet på et tidligt tidspunkt garderet sig ved at sige, at Keyhoes oplysninger ikke stammede fra dem. Imidlertid var Keyhoe mere røget, end de var spegede. Inden bogen blev udgivet, havde Albert Chop sagt sit job op hos Blue Book. Keyhoe sørgede nu for at få en erklæring fra Chop, hvor denne bekræftede, at han, som talsmand for Project Blue Book, havde udleveret det omtalte materiale. Denne erklæring blev trykt i Keyhoes bog.
Med denne bog var Keyhoes stilling som den førende civile ufo-ekspert cementeret.
Nogenlunde samtidig udkom der en anden ufo-bog: Flying saucers, skrevet af Havard-astronomen dr. Donald Menzel. Også han havde haft adgang til Blue Book-materialer, men nåede frem til andre konklusioner. Han kunne på baggrund af luftvåbenets ufo-rapporter forklare så at sige alt, for eksempel som meteorer, optiske fænomener, dårlige øjne, diverse planeter set under usædvanlige omstændigheder og så fremdeles.
Det blev Menzels bog, der slog mest an på biblioteksfronten i USA og som blev indkøbt af universitetsbiblioteker verden over, ja, endog oversat og udgivet i Sovjetunionen. Menzel hørte til i den videnskabelige klasse, Donald Keyhoe blev nærmest opfattet som science fiction-agtig.
1954 stod for døren, og det skulle vise sig at blive et år, hvor der blev vendt op og ned på mange ting i ufo-sagen.
En af deltagerne i Robertson-panelet havde under arbejdet udtalt, at ufo-rapporter kun forekom i USA. Det var dr. Thornton Page. Iøvrigt havde han taget det hele ganske let. Under gennemgangen i panelet havde han moret sig så højlydt over ufo-rapporterne – som han havde fundet ustyrligt morsomme – at Robertson flere gange havde måttet kalde ham til orden.
Måske har "nogen" hørt, hvad denne naive videnskabsmand har sagt, for 1954 blev også et år, hvor ufoer huserede i hobetal – ikke så meget i USA, men blandt andet i Frankrig. Forsøget på at afskaffe ufoerne var endnu ikke lykkedes.
Noter:
1) Dr. H.P. Roberson, fysiker med våbensystemer som speciale; dr. Luis W. Alvarez, fysiker og radarekspert; dr. Lloyd V. Berkner, geofysiker; dr. Samuel Goudsmit, atomfysiker; dr. Thornton Page, Astronom og astrofysiker.
2) Edward J. Ruppelt: The report on unidentified flying objects. – New York, 1956. Side 293
3) James E. McDonald: Ufo’er – det største videnskabelige problem i vor tid? – København, 1967. Side 9
4) Richard Hall: The CIA-backed Robertson panel report declassified. Official UFO, January 1976.
5) Udkom på dansk samme år: Flyvende tallerkener fra verdensrummet. – København, 1954.
| Kapitel 05 | Kapitel 07 |
[*]
Seneste kommentarer