af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Den tavshed og utilnærmelighed, der havde præget Project Grudge, havde blot virket som en rød klud foran næsen på de mange journalister. De var overbeviste om, at denne tavshed dækkede over noget ganske særligt og konkluderede, at luftvåbenet nok vidste mere om de flyvende tallerkener, end det ville ud med.
Allerede i maj 1949 havde man på bladet True Magazine sat en undersøgelse i gang. Redaktøren, Ken Purdy, havde sendt et telegram til en tidligere pilot og major i flådens luftvåben: Donald Edward Keyhoe. Han bad Keyhoe om at undersøge tallerken-mysteriet, idet han var sikker på, at luftvåbenet skjulte sandheden. Hermed havde Purdy sat en person i gang, der senere skulle vise sig at blive luftvåbenets fjende nummer ét på tallerken-området.
Donald Keyhoe var 52 år på daværende tidspunkt og havde skrevet to bøger om flyvning. Med sin militære baggrund havde han gode forbindelser indenfor det militære hierarki. Han henvendte sig derfor flere steder for at få oplysninger, men løb så at sige panden mod en mur af tavshed.
Denne tavshed gjorde blot Keyhoe endnu mere mistænksom. Han var nu overbevist om, at der lå noget stort bag denne holdning fra luftvåbenets side, og han mente, at dette store måtte være, at de flyvende tallerkener var af ikke-jordisk oprindelse.
I december 1949 trykte True Magazine de resultater og konklusioner, Keyhoe var kommet til i en artikel med overskriften: "Flying saucers are real!" – flyvende tallerkener er virkelige!
I sin artikel trak Keyhoe følgende hovedpunkter op:
1) at gennem de sidste 175 år havde levende, intelligente observatører fra en anden planet iagttaget os,
2) at hyppigheden af deres besøg var øget de sidste to år (1948-49),
3) at der var tre hovedtyper af rumskibe, og
4) at den måde, hvorpå de fremmede iagttog os, var den samme som skitseret i de amerikanske planer for udforskning af verdensrummet i de næste 50 år.
Endelig rettede Keyhoe sit skyts mod det amerikanske luftvåben, idet han mente, at de begik en meget stor fejl ved at skjule sandheden og holde noget hemmeligt for befolkningen.
Grundlaget for Keyhoes postulater var meget spinkelt og byggede ret udbredt på fornemmelser. Men de to tilfælde, han nævnte og kommenterede i sin artikel, var solide nok: Mantell-sagen og Eastern Airlines-sagen.
Artiklen solgte bladet godt, idet der var tale om et rekordoplag, og Keyhoe blev udråbt som den førende civile tallerken-ekspert.
Også andre blade havde haft artikler i anmarch, men de blev droppet. Keyhoes artikel havde simpelthen været for god, så god, at enhver anden artikel på det tidspunkt ville have fremstået som et anti-klimaks.
Der kom så et par stille måneder, hvor de tidligere Project Grudge-folk mente, at de havde haft succes i deres bestræbelser med at kvæle sagen. Men det var en vildfarelse.
I marts 1950 var True Magazine atter på pletten. En kommandør, Robert B. McLaughlin, skrev, at han og andre fra raketforsøgsområdet ved White Sands havde set flere skiveformede genstande.
En tidlig morgen i april 1949 havde McLaughlin, sammen med fire andre, sendt en meteorologisk ballon til vejrs. Under arbejdet med at indsamle data fra ballonen dukkede et ukendt objekt op i dens umiddelbare nærhed, og gennem en teodolit fulgte man objektet.
Målinger viste, at den ukendte genstand havde befundet sig i en højde af omkring 45 km, og at den var omkring 30 meter i diameter. Hastigheden blev anslået til 3000 km/t.
Der blev gjort mange forsøg på at bortforklare de fem vidners observation, men selv skrev McLaughlin dette: "Jeg tror, at tallerkenerne er styrede rumskibe, først og fremmest på grund af deres flyvemåde. White Sands-tallerkenerne var afgjort i stand til at ændre deres retning, mens de befandt sig i vor atmosfære. Den ekstreme manøvredygtighed samt deres store størrelse udelukker for mig den mulighed, at de skulle være styret pr. fjernkontrol." 1
Forsvarsministeriets eneste kommentar var: "Hvad er det, I går og drikker derude i White Sands?"
I ATIC gik de gamle Grudge-folk rundt og følte sig frelst, men kun indtil der kom et brev fra direktøren for luftvåbenets efterretningstjeneste. Han uddelte en officiel "næse", fordi man havde lukket Project Grudge. Man havde bare værs’go at fortsætte. Der havde nemlig ikke været udsendt noget direktiv om, at projektet var afsluttet. Grudge-projektet fortsatte derfor bag kulisserne.
I september dukkede den første bog op på markedet, det var Frank Scullys Behind the flying saucers. 2 Scullys bog vakte opsigt. Han påstod, at luftvåbenet havde fundet flere vrag af flyvende tallerkener og dermed ialt 34 døde rummænd. Scullys kilde til denne beretning var oliemillionæren Silas Newton, der igen havde det fra en mystisk "Mr. G". Sidstnævnte skulle som videnskabsmand have hjulpet med til at analysere vraget.
Sådanne historier var naturligvis sensationelle og har siden haft deres renæssance. Senest i 1975, da en amerikansk ugeavis, med millionoplag, påstod, at de amerikanske myndigheder skjulte 12 lig fra rummet! Historien blev oversat og bragt i mange ufo-blade, og kan læses i for eksempel Ufo Aspekt. 3
Kort tid efter Scullys bog udkom Keyhoes Flying saucers are real. Keyhoes bog var baseret på hans artikel af samme navn fra True Magazine. Også denne bog vakte betydelig opsigt, men blev, til Keyhoes skuffelse, sat i bås med Frank Scullys meget "lette" og sensationsprægede bog.
Samme år udkom også i England en bog, skrevet af Gerald Heard: The riddle of the flying saucers.
I løbet af året dukkede der nogle nye synspunkter op omkring luftvåbenets holdning til de flyvende tallerkener. Det, at man i luftvåbenet tog hele sagen ganske køligt, i hvert fald set udefra, begrundede man med, at man var helt på det rene med, hvad tallerkenerne var, og hvor de kom fra – såre enkelt: de var et nyt hemmeligt våben!
Forklaringen, at de flyvende tallerkener var "made in USA", kunne forklare luftvåbenets tavshed, bortforklaringer og konklusioner om, at tallerken-fænomenet ikke udgjorde en national sikkerhedsfare osv. Dertil kom så oplysninger om, at man i Tyskland, hen mod slutningen af sidste verdenskrig, havde udviklet nogle luftfartøjer, der af form kunne karakteriseres som tallerkener. Disse havde været udrustet med jetmotorer. Flere af de videnskabsfolk, der havde arbejdet på disse projekter under værnemagten, sad nu i henholdsvis Sovjetunionen og USA.
Imens sov man tornerosesøvn hos ATIC i Dayton, Ohio. Flyvende tallerkener snakkede man ikke så meget om.
Men så dukkede der pludselig et telegram op fra luftvåbenets kontor for offentlig information. Man spurgte, hvordan det stod til med Project Grudge.
Svaret fra Dayton lød: "Alt er under kontrol; hver ny rapport bliver gennemgribende analyseret af vore eksperter; vore arkiver med rapporterne er i tiptop form; i al almindelighed er tingene i fineste stand. Alle rapporter er svindel, hallucinationer og misidentifikationer af kendte objekter."
"Glimrende," lød det i et nyt telegram fra informationskontoret, "Bob Ginna fra Life Magazine tager nu til Dayton. Han ønsker at undersøge nogle rapporter."
I Dayton begyndte man at svede tran, for det kvikke svar til informationskontoret var den pureste løgn – intet var under kontrol.
Da Ginna ankom, blev han vist ind til en af ATICs "tallerken-eksperter". Ginna havde en lang liste med spørgsmål, han skulle have svar på, og for hvert spørgsmål måtte "eksperten" styrte ud af døren med henvisning til, at han lige skulle ud og kikke i arkivet. I arkivet stod flere medarbejdere nærmest på hovedet for at finde rundt i de mange sagsmapper. Ofte fandt de ikke, hvad de søgte, og så måtte ATIC-officeren gå tilbage til Ginna og klare situationen ved at sige: "Desværre, men det materiale er klassificeret," – altså stemplet som hemmeligt. Journalisten var naturligvis på ingen måde imponeret af luftvåbenets afdeling for studier i flyvende tallerkener, men han fik i det mindste afleveret det kys, der vækkede ATIC af tornerosesøvnen.
Kort tid efter overtog en meget effektiv løjtnant, Jerry Cummings, midlertidigt ledelsen af Project Grudge. Han tog det virkelig som en opgave og forsøgte at puste liv i projektet.
Udenfor den militære verden voksede interessen for de flyvende tallerkener, og antallet af artikler i dags- og ugepresse tog til.
Netop de utilstrækkelige forklaringer, som luftvåbenet leverede på mange observationsberetninger, spredte naturligvis utilfredshed mellem de efterhånden mange mennesker, der havde set noget. For blev de ikke mødt af tavshed, så blev de enten latterliggjort eller fik at vide, at der var tale om hallucinationer.
Det var det, der skabte grobund for de første civile interessegrupper og organisationer, hvor man kunne mødes og tale om tingene. Man begyndte også at udgive egne publikationer, hvor man i hvert fald ikke blev udsat for at blive hængt ud til spot og spe, men endog kunne læse, om andres observationer.
Verdens første gruppe, der var navngivet og lavede arrangementer, blev stiftet i 1951. Det var Grand Rapids Flying Saucers Club. Gruppen gjorde sig bemærket ved at samle mellem 700-800 mennesker til sine offentlige foredrag. Senere begyndte man at udgive bladet Uforum.
Men gruppen kvalte sig selv i en intern konflikt mellem videnskabeligt interesserede medlemmer – der søgte en naturlig forklaring på de flyvende tallerkener – og den anden fløj, der "kendte" løsningen på tallerken-mysteriet, nemlig, at det var rumbrødre fra andre planeter, der i deres fartøjer var her for at beskytte Jordboerne.
Det, denne verdens første gruppe gik ned på, har senere vist sig at være et karakteristika ved ufo-organisationers opløsning og splittelse. Det er aktuelt den dag i dag.
I begyndelsen af september 1951 fik man travlt i ATIC. Nogle radarsporinger og samtidige visuelle iagttagelser blev rapporteret, og fra generalmajor Cabell, chefen for luftvåbenets efterretningstjeneste, kom der en mødeindkaldelse til Cummings og dennes chef i ATIC, oberstløjtnant Rosengarten.
Mødet i Pentagon varede et par timer, og hen mod slutningen spurgte Cabell om Cummings kort ville evaluere det sidste halvandet års arbejde i Project Grudge. Det gjorde Cummings så; meget ærligt fortalte han, at studiet havde ligget helt stille, og at man havde taget meget nonchalant på de indkomne rapporter.
Cabells umiddelbare reaktion var: "Hvem i helvede har givet mig disse rapporter om, at hver eneste flyvende tallerken observation bliver undersøgt?" Og med henvisning til Grudge-rapporten i 1949 sagde han: "Hvem har i det hele taget udsendt denne store rapport?"
Resultatet af mødet blev, at de to officerer skulle tage hjem til Dayton og planlægge et nyt projekt og så melde tilbage, når alt var klart.
Noget af det første der skete var, at ledelsen af arbejdet med rapporterne blev overdraget til kaptajn Edward J. Ruppelt. Han havde i nogen tid været i ATIC og havde haft skrivebord overfor Jerry Cummings, så han havde på ret nært hold fulgt med i udviklingen. Ruppelt havde læst rapporter, som Cummings havde smidt over til ham, og han havde lagt ører til dennes udbrud og kommentarer.
Den første sag, Ruppelt kom til at tage sig af, var en observation i Lubbock, Texas. Den 25. august 1951 havde blandt andre fire professorer fra Texas tekniske højskole set en formation af svagt glødende, blågrønne lys passere over hovederne på dem. Senere kom formationen igen. Desuden var formationerne blevet fotograferet af en mand ved navn Carl Hart. Han havde taget ialt fem billeder, som blev undersøgt af luftvåbenet.
Men ikke nok med det. De følgende dage blev der flere gange set formationer af ukendte objekter over Lubbock-området.
Officielt blev forklaringen den, at der var tale om et fugletræk, hvor fuglene havde reflekteret byens lys. Imidlertid afslører Ruppelt, at den forklaring ikke holdt – der var hverken tale om fugle, reflekteret lys eller rumskibe for den sags skyld. Der var tale om et let forklarligt fænomen af kendt natur, men hvilket vil han desværre ikke afsløre.
I mellemtiden var der kommet orden i materialerne og planerne omkring starten af et nyt projekt, der blev udformet af Ruppelt. Desuden indførte han en ny betegnelse for det, der blev observeret: uidentificerede flyvende objekter – ufoer!
I slutningen af december 1951 tog han så til Washington for at forelægge planerne for generalmajor John A. Samford, der havde afløst Cabell.
Ved den lejlighed fik Ruppelt også slået fast, at USA ikke havde noget hemmeligt våben, der ville kunne observeres som værende et ufo.
Project Grudge, som Ruppelt havde reorganiseret, blev endelig afviklet i sommeren 1952 og afløst af Aerial Phenomena Group, der arbejdede videre under kodenavnet Project Blue Book.
Præget af hele situationen, fandt man det bedre at anlægge en ny profil udadtil og forsøge at samarbejde med pressen i stedet for at bruge frasen: ingen kommentarer!
I løbet af foråret havde journalisten Robert Ginna afsluttet sin efterforskning, og sammen med kollegaen Darrachs blev hans resultater offentliggjort i en Life-artikel: "Have we visitors from outer space?" – har vi besøgende fra verdensrummet, lød den spørgende overskrift. Artiklen vakte opsigt. Nok havde lignende toner lydt fra andre blade, men Life lå på et niveau over de andre, og hvad der stod i Life blev tillagt langt større betydning.
To videnskabsfolk blev interviewet af Ginna og Darrach, henholdsvis Walter Riedel og Maurice Boit. Begge udtalte sig til fordel for den teori, at de flyvende tallerkener måske var af interplanetarisk oprindelse.
Artiklen blev omtalt og citeret i flere hundrede aviser og medførte, at Life fik omkring 700 læserbreve. I dagene efter fik luftvåbenet omkring 110 rapporter.
Luftvåbenets kommentar til artiklen var, at den som sådan var korrekt, hvad angik de oplysninger Ginna havde fået af dem, men konklusionen måtte stå for bladets egen regning.
Herefter opstod der et pres på Ruppelt og hans medarbejdere. Alle ønskede informationer og materiale. Dette medførte et stærkt forøget arbejde, og man blev derfor nødt til at ansætte en person, der kunne være projektets talsmand og tage sig af informationsvirksomheden. Denne person hed Albert Chop. I samarbejde med Ruppelt og major Dewey Fournet, kontaktofficeren i Pentagon, skulle han informere og eventuelt frigive materialer. Dermed var der slået hul i den tavshedsmur, der havde omgivet luftvåbenets ufo-projekter. Hvad der så kom ud af det hul, ja, det er en anden historie.
Noter:
1) Robert B. McLaughlin: How scientist tracked flying saucer. True magazine, March 1950
2) Frank Scully: De flyvende tallerkener. Den danske udgave kom også i 1950
3) John Moulder: USA skjuler 12 lig fra rummet. Ufo Aspekt 1978, nr. 1, side 4-8
| Kapitel 03 | Kapitel 05 |
[*]
Seneste kommentarer