af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
I september 1947, efter at luftvåbenet havde modtaget 150 rapporter om ufoer, et fåtal i forhold det aviserne skrev om, blev Air Material Command (AMC) under Air Technical Intelligence Center (ATIC), Dayton, Ohio, bedt om en analyse af situationen. Det var hos amc, de første rapporter var blevet undersøgt.
Den 23. september sendte generalløjtnant Nathan F. Twining en redegørelse til chefen for flyvevåbenet, brigadegeneral George Schulgen. Han skrev blandt andet, at det rapporterede fænomen hverken var af visionær eller fiktiv karakter, men virkeligt. Desuden skrev han, at objekterne stort set var skiveformede, så store som fly og tilsyneladende styrede – enten manuelt eller ved fjernkontrol. I sin redegørelse anbefalede Twining, at man startede et selvstændigt studium, med prioritet og eget kodenavn, så fænomenerne kunne blive nærmere undersøgt.
Anbefalingen blev imødekommet, og den 22. januar 1948 begyndte Projekt Sign sit arbejde på Wright-Patterson-basen i Dayton. Af direktivet fremgik det, at man skulle indsamle, samordne og vurdere samt formidle information vedrørende iagttagelse af ukendte himmelfænomener. Formålet med dette var at afgøre, om der var tale om ukendte konstruktioner, der kunne være til fare for den nationale sikkerhed. Projektet blev tilskrevet prioriteten 2A, der var den næsthøjeste form for sikkerhedsregistrering.
I de første år var det meget tilfældigt, hvem der optog rapport ved observationer. Det var som oftest en eller anden underofficer, der ikke lige havde noget at bestille på pågældende tidspunkt.
Skete det så, at en hændelse virkede underlig eller usædvanlig, og man ikke umiddelbart så nogen løsning på problemet, ja, så antog man, at vidnet havde en skrue løs. I nogle tilfælde fik man så forbundspolitiet, (FBI) til at undersøge vedkommendes forhold ved at udspørge venner og naboer til den formastelige observatør.
Luftvåbenet havde en særlig kategori rapporter i deres arkiv mærket under cp-file (cp = crackpot-arkivet), det vil sige tossearkivet. Her havnede for eksempel alle rapporter, der blot havde en antydning af iagttagelse af ufonauter i sig.
Udadtil havde Projekt Sign-folkene det relativt let. Pressens holdning til de mange observationer gav sig udtryk i offentlig latterliggørelse. De mennesker, der følte det som en borgerlig pligt at indberette deres iagttagelser af ukendte flyvende maskiner, blev ofte hængt ud som sindsforvirrede. Yderligere kunne det tit være svært at skelne mellem artikler om flyvende tallerkener og regulær science fiction.
Enkelte observationer i 1948 gav dog grund til eftertanke. Jeg tænker her på Mantell-sagen og den såkaldte Eastern Airlines-sag.
Ved 13-tiden den 7. januar 1948 kørte en patruljevogn på State Highway nær Maysville, Kentucky, da betjentene fik øje på et ukendt objekt. Dets størrelse blev bedømt til et sted imellem 75 og 100 meter i diameter. Det var rundt og glødende – på vej vestover. Fra patruljevognen rapporterede man til luftvåbenet på Godman-basen nær Fort Knox. Klokken var da 13. 15.
I løbet af den næste halve time kom der også meldinger fra beboerne i byerne Irvington og Owensboro. Omkring kl. 13.45 fik personalet i kontroltårnet på Godman-basen øje på et faldskærmslignende objekt i deres kikkerter. Forinden havde de checket, at ingen fly, hverken militære eller civile, var i området.
Kort tid efter dukkede en formation på fire F-51’ere op syd for Godman. Man bad over radioen deres leder, kaptajn Thomas Mantell, om at undersøge sagen og prøve at identificere det ukendte objekt. Selv kunne piloterne ikke se noget, men fra tårnet dirigerede man flyene på rette vej.
Efterhånden faldt Mantells tre ledsagere fra, en måtte lande på grund af brændstofmangel og de to andre ville ikke overskride sikkerhedshøjden for flyvning uden iltmasker – men Mantell fortsatte.
Lidt efter kaldte han tårnet og fortalte, at han kunne se noget foran sig og over hans position. Han ville prøve at stige for at komme nærmere på genstanden, som han rapporterede kun fløj med det halve af hans fart. Lidt efter meldte han:
"Det er oven over mig, og jeg haler ind på det. Jeg går op til 20.000 feet." Det vil sige cirka 6.650 meter. Det var det sidste, man hørte fra Thomas Mantell. Senere fik man meddelelse om, at hans lig var fundet i vraget af F-51’eren nær Franklin.
Det rygtedes meget hurtigt, at der var sket et styrt, og pressefolk var på pletten næsten omgående. De pressede på for at få en forklaring, og det fik de. Projekt Sign-folkene meddelte, at Mantell havde jagtet planeten Venus! På grund af et optisk bedrag havde det set ud, som om planeten var et objekt i umiddelbar nærhed. Denne forklaring godtog pressen uden videre, uanset den syntes absurd.
Det førte i ufo-kredse til spekulationer over, om Mantell var stødt sammen med et ufo, hvad det så end var. I de følgende år opstod der også rygter gående ud på, at Mantell var brændt op; andre gik ud på, at man slet ikke havde fundet Mantells lig. Nogle rygter lod vide, at flyet var gennemhullet af bitte små huller, som havde det været inde i et meget kraftigt magnetfelt; at hans sidste ord til kontroltårnet skulle have været: "Min Gud, der er jo mennesker derinde!" osv.
Imidlertid blev Mantells lig fundet i det flossede sikkerhedsbælte i selve vraget – og uden forbrændinger. Øjenvidner havde berettet, at flyet var eksploderet i luften umiddelbart før det ramte jorden, og der blev fundet vragrester spredt over et areal med en diameter på omkring 1,5 km. Af havari-rapporten fremgik det, at flyet ikke havde været i brand, ikke gennemhullet, radioaktivt eller magnetiseret.
Først et års tid efter blev den officielle rapport om ulykken udsendt. Her fremgik det atter, at Mantell havde jagtet Venus – eller muligvis en ballon.
Rygterne svirrede, og der gik flere år, før rapporten atter blev taget op til undersøgelse. Det skete i begyndelsen af 1952, da Edward Ruppelt var leder af luftvåbenets ufo-projekt.
Det første, han gjorde, var at kontakte astronomen Allen Hynek, projektets videnskabelige konsulent. Denne tilbageviste klart, at Venus kunne have været årsagen. Tilbage stod så ballonteorien.
I 1948 havde man i al hemmelighed eksperimenteret med en ny type af balloner, de såkaldte "Skyhooks". Mange øjenvidners beskrivelse af objektet fra den 7. januar passede sammen med ballon-forklaringen. Ruppelt prøvede at finde oplysninger om, hvorvidt der havde været en opsendelse på det aktuelle tidspunkt, men det lykkedes ikke.
Resultatet af undersøgelsen blev, at Mantell muligvis havde jagtet en ballon. Det var også det, man nåede frem til ved en videnskabelig undersøgelse på Colorado Universitetet, hvor man gav udtryk for, at det var en rimelig men ikke definitiv forklaring.
I forbindelse med ulykken og årsagen til selve styrtet skal det bemærkes, at Mantell klart overskred gældende sikkerhedsbestemmelser. Normalt var den største højde uden iltudstyr på omkring 5.000 meter, men Mantell gik op til 6.600 meter. Forsøg foretaget i forbindelse med Korea-krigen havde vist, at ingen piloter kunne klare en højde på mere end 5.600 meter uden iltapparatur eller trykkabine.
Spørgsmålet om, hvorfor Mantell, en ellers meget omhyggelig og erfaren pilot, fortsatte ud over sikkerhedsgrænsen, har naturligvis været fremme. En af Mantells nære venner kommenterede det således: "Det eneste, jeg kan komme i tanker om, det er, at han må have jagtet noget, han har følt var af større betydning end hans liv og hans familie." 1
I løbet af sommeren dukkede der naturligvis flere rapporter op, men der var især en som rystede Projekt Sign-folkene, fortæller Edward Ruppelt.
Den 24 juni 1948 var et rutefly fra Eastern Airlines på vej fra Houston til Atlanta, med enkelte mellemlandinger. Omkring kl. 2.45 befandt DC-3’eren sig i luften cirka 30 kilometer sydvest for Montgomery, Alabama. Det var en klar og månelys nat.
På det tidspunkt så piloterne, Clarence Chiles og John Whitted, et klart lys dukke op på himlen foran dem. Chiles, der så lyset først, troede, det var et jetfly – tilsyneladende på kollisionskurs. Men han blev hurtigt klar over, at den fart, lyset nærmede sig med, kunne intet jetfly præstere. I sidste øjeblik foretog Chiles et meget skarpt venstredrej, mens objektet susede forbi til højre for maskinen i en anslået afstand af kun 250 meter.
Det, de to piloter så, var et torpedoformet objekt, cirka 30 meter langt. Genstandens underside havde en dybblå glød, og langs siden var der to rækker af oplyste vinduer. Bagud fra objektet stod der en 10-16 meter lang udstødningsflamme.
Umiddelbart før de drejede af, fortæller piloterne, var det, som om man opdagede dem fra det fremmede fartøj. Det virkede, som om man sagtnede farten samtidig med, at der stod nogle flammestød bagud. Det sidste Chiles og Whitted så til objeket var, at det foretog et drej skråt opad og forsvandt mellem skyerne. Straks efter blev flyet gennemrystet af luftstrømme. En enkelt passager kunne fortælle, at han så en mærkelig lysende streg fare forbi.
Men observationen blev også bekræftet fra anden side. Få minutter efter undvigelsesmanøvren så man fra Robin-basen, Georgia, at et langt mørkt rør passerede hen over himlen med meget stærk fart og med en flamme efter sig. Yderligere havde en pilot, på nøjagtig samme tidspunkt, set "et klart stjerneskud" i retning af Montgomery. Han havde selv befundet sig over statsgrænsen mellem North Carolina og Virginia.
Project Sign sorterede jo under Air Technical Intelligence Center (ATIC), og i dagene efter Eastern Airlines-sagen fandt man tiden moden til at udarbejde en rapport. Den blev udsendt i september samme år med titlen: Estimate of the situation – altså en vurdering af hvordan sagerne stod her og nu på basis af de indkomne rapporter.
Ifølge Ruppelt, som omtaler den i sin bog, var der tale om et ret tykt dokument i sort omslag med et stempel tværs over: "top secret". Vurderingen af den øjeblikkelige situation var ret sensationel – man fandt faktisk, at de ukendte objekter, de flyvende tallerkener, var interplanetariske! Dokumentet tog turen hele vejen op gennem det militære hierarki uden at blive standset undervejs.
Ser man imidlertid i dag på det dokument, der bærer titlen Estimate of the situation på Library of Congress i Washington D.C., så er der tale om 4 ark papir. Gad vide hvor resten er blevet af? Jo, rapporten tog hele turen tilbage igen fra luftvåbenets chef, general Hoyt Vandenberg, med besked om at tilføje yderligere beviser. Det næste der skete var, at klassifikationen "top secret" blev slettet, for man må nemlig ikke brænde top secret-dokumenter – Estimate of the siuation gik op i røg, og de, der havde udarbejdet dokumentet følte, at de havde brændt fingrene.
I februar 1949 udsendte Project Sign så sin endelige rapport over, hvad man havde fundet ud af med hensyn til beviser for og imod eksistensen af flyvende tallerkener. Konklusionen var, at man hverken havde fundet argumenter for eller imod – til forandring fra den tidligere udsendte, og nu brændte, rapport. Men det blev slået fast, at fænomenet i sig selv ikke repræsenterede en trussel mod den nationale sikkerhed. Det vil sige, at man udelukkede muligheden for, at der kunne være tale om en ny type superfly fra en fremmed nation. I rapporten anbefalede man, at luftvåbenet ikke ofrede for megen tid på at indsamle materiale, men at man, trods alt, skulle uddanne nogle særlige folk til at tage sig af det videre forløb.
Men allerede før denne rapport blev udsendt, nemlig i december 1948, var kodenavnet "Sign" blevet ændret til "Grudge". Daglig leder var stadig kaptajn Robert Sneider, men det øvrige personale på projektet var blevet udskiftet. Desuden havde topfolkene i ATIC ændret opfattelse af tallerken-problemets karakter. Man havde jo fundet ud af, at sagen ikke var særlig velanskrevet på højere plan, nemlig i Pentagon – det amerikanske forsvarsministerium.
Dette nye projekts formål var ikke væsenligt forskellig fra det tidligere. Men klog af skade prøvede man nu at forklare rub og stub ud fra den forudsætning, at de flyvende tallerkener ikke eksisterede – de måtte simpelthen ikke eksistere!
For at kunne udføre dette arbejde på en rimelig måde, ansatte man en astronom ved navn Joseph Allen Hynek. Han skulle fungere som videnskabelig konsulent og servere alle de astronomiske forklaringer, så man ikke igen fik udsendt let gennemskuelige "Venus-forklaringer".
Pressemæssigt kom der ikke en lyd fra Project Grudge, og det var ikke så ligetil for journalister at komme ind. Man skulle først have tilladelse gennem projektets kontaktofficer i Pentagon.
Efter nogle måneder håndplukkede man så en journalist fra Saturday Evening Post, Sidney Shallet. Efter forlæg fra luftvåbenet skrev han en stor artikel om de flyvende tallerkener. Motivet med den var helt klart at latterliggøre sagen og fortælle alle de "rigtige" løsninger på hele problemet. Nu skulle tallerkenerne én gang for alle have et skud for boven.
Artiklen virkede meget stærkt, ikke mindst fordi det var så længe siden, der sidst havde været noget fremme i pressen. Imidlertid, til luftvåbenets store fortrydelse, lod Shallet alligevel en lille tvivl stå tilbage.
Luftvåbenets strategi var ellers klar, for kort tid efter artiklen udsendte man en pressemeddelelse. I denne afviste man totalt al snak om flyvende tallerkener.
I slutningen af 1949 barslede Project Grudge med sin endelige rapport, og man var overbevist om, at den helt lukkede af for al videre snak om tallerkenerne.I sin konklusion var den ikke så væsentligt forskellig fra Sign-rapporten. Konklusionen lød på, at der ikke var noget bevis for, at de rapporterede objekter var et resultat af udenlandsk teknisk udvikling, og som følge deraf ikke udgjorde nogen fare for den nationale sikkerhed. Man mente også, at bortset fra de konventionelle forklaringer, så skyldes de fleste rapporter faktorer som: mild form for massehysteri, krigspsykoser, simpel svindel og diverse forklaringer af astronomisk karakter. Men trods alt var der en mængde på 23% observationer, man ikke havde nogen forklaring på.
I rapporten anbefalede man at begrænse luftvåbenets engagement i studiet af flyvende tallerkener. Det skete. I slutningen af 1949 erklærede man at Project Grudge var nedlagt.
Note:
1) Edward J. Ruppelt: The report on unidentified flying objects. – New York, 1956. Side 54
| Kapitel 02 | Kapitel 04 |
[*]
Seneste kommentarer