af Willy Wegner
Kapiteloversigt
01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56
Denne bog – ufo-bogen – er resultatet af et manuskript, som stille og roligt er vokset gennem årene som følge af mit øvrige arbejde med ufo-emnet, en delmængde af vort århundredes okkultur. Med andre ord en sammenfatning af min interesse og skriverier vedrørende ufo-aspekter siden midten af 1960’erne.
En del af kapitlerne har tidligere været bragt i de to bind af Ufoer over Danmark, andre i Ufoer – top secret, men er her revideret og tildels udvidet. Nogle afsnit bygger på artikler, der har været bragt i Para-nyt. Endelig er der helt nye afsnit, ikke tidligere offentliggjort.
Det er naturligvis ikke et komplet scenarium – det turde være en umulig opgave – men, det er en beskrivelse der dækker de væsentligste aspekter.
Det basale, når det drejer sig om den del af okkulturen denne bog afspejler, er ufoloren. Det vil sige det anekdotiske materiale der ligger i form af beretninger om iagttagelser af ukendte flyvende objekter, og de deraf affødte teorier, spekulationer, trossystemer og politisk lobbyisme. Ufoloren tilføres til stadighed ny næring via den refleksive påvirkning der følger af diverse interessegruppers beskæftigelse med emnet på forskellige niveauer, en form for tematisk indavl der progressivt, efter min mening, degenererer den traditionelle ufolores profil.
Ufoer eksisterer! Det ville være tåbeligt at benægte det. Men det skal lige tilføjes, at påstanden udelukkende vedrører ordets oprindelige betydning: ufo = uidentificeret flyvende objekt.
Ufoer er et fænomen, der eksisterer i kraft af utallige beretninger, hvor mennesker fortæller om ukendte flyvende objekter eller mærkværdige lys på himlen, noget de ikke har kunnet forklare. Ufoer eksisterer i kraft af, at de er et emne, der skrives om i aviser og ugeblade – et tema, der lejlighedsvis optræder i radio og fjernsyn. Endelig eksisterer ufoer også i kraft af, at nogle ufologer – det er dem, der har ufoer som hobby eller trosretning – allerede hævder at vide, hvad ufoer er, nemlig rumskibe fra andre planeter.
Siden 1954 har der i Danmark eksisteret interessegrupper, der har sat sig som mål at opklare, undersøge og orientere sig selv og andre om ufoer eller flyvende tallerkener.
I 1957 trådte de første grupper frem i offentligheden. Man kaldte sig ufologer. Fra at være studiegrupper, der under private former arbejdede med emnet – hovedsagelig ud fra avisudklip samt udenlandske bøger og tidsskrifter – ønskede de nu at delagtiggøre andre i deres viden og selv foretage undersøgelser og indsamling af påståede ufo-oplevelser. Dette kaldte man ufologi.
Det hele skete under dagspressens fulde bevågenhed og medvirken, noget der hurtigt udviklede sig til et gensidigt afhængighedsforhold på godt og ondt.
Ufo-grupperne har stort set altid været delt i forskellige lejre. Opfattelsen af, hvad der er det centrale i beskæftigelsen med ufoer, har man sjældent kunnet enes om. Der har i tidens løb været adskillige stridigheder, såkaldte udrensninger og benhård konkurrence.
De anvendte midler har undertiden været groteske, argumenterne absurde og situationerne barnagtige. En del af stridighederne har udspillet sig mellem lederskikkelser som en kamp om magt og selvhævdelse, og mange af uoverensstemmelserne skyldes det helt fundamentale, at man ikke har talt samme sprog. Derfor er det svært ikke at fokusere på enkeltpersoner, når man skal skrive ufo-bevægelsens historie.
"Begrebsforvirringen omkring brugen af ufologiske termer synes total…", skriver folkloristen Åge Skjelborg i sin bog På sporet af ufonauten. Netop dette har været årsag til mange misforståelser mellem ufologer ikke alene i Danmark, men internationalt. Denne begrebsforvirring har også præget massemediernes formidling af ufo-stof.
Som nævnt har der været stridigheder mellem forskellige ufo-grupper, og det hele bliver måske lidt mere forståeligt, hvis man ser på de ufologiske paradigmer – eller "skoler", om man vil. I Danmark kan man stort set skelne mellem to dominerende retninger inden for ufologien. Det er, hvad jeg i det følgende vil kalde ifoisme og ufoisme.
Ifoisterne beskæftiger sig med ufo-oplevelserne ud fra den synsvinkel, at den delmængde af fænomener, der ikke umiddelbart er en rationel forklaring på – set med deres øjne, – kan identificeres som interplanetariske flyvende objekter, altså ifoer.
Ofte hævder ifoister, at man ved dette, blandt andet med henvisning til informationer modtaget af såkaldte kontaktpersoner, det vil sige mennesker, der påstår at have været i kontakt med rumvæsener. Gennem deres arbejde søger ifoisterne at viderebringe denne sandhed til andre, som man gerne vil overbevise om, at vi ikke er alene, men modtager besøg fra andre planeter. Ofte påstås det, at rumfolket er her for at hjælpe menneskeheden.
I Danmark praktiseres ifoismen af organisationen IGAP – International Get Acquainted Program – der lokalt kaldes Dansk IGAP. Deres talerør er tidsskriftet Ufo kontakt, og som forbillede har man den nu afdøde amerikanske kontaktperson George Adamski. Deres fremmeste frontkæmper er Hans Petersen, de slås for ufo-sagen, og hævder at kende Sandheden.
Ufoisterne beskæftiger sig med ufo-fænomenerne ud fra den synsvinkel, at den delmængde af fænomener, der ikke umiddelbart er nogen rationel forklaring på selv efter en kompetent undersøgelse – og her definerer man selv, hvad der anses for at være kompetent -, er uidentificerede flyvende objekter, altså ufoer.
At der skulle være tale om fartøjer af ikke-jordisk oprindelse, anses kun for at være en ud af mange mulige forklaringer. Gennem arbejdet med at indsamle, registrere og analysere rapporter og beretninger om ufo-fænomener søger ufoisterne at medvirke til en opklaring af den såkaldte ufo-gåde og udbrede kendskabet til deres arbejde. Ufoisme har været praktiseret i Danmark af SUFOI – Skandinavisk ufo Information, der også har udgivet tidsskriftet Ufo-nyt, gennem mange år. Men som årene er gået, har organisationens holdning udviklet sig i retning af en mere rationel holdning til ufoloren, jf. nedenstående "kasser".
Historisk set var ufoismen der først – ikke i organiseret form som nu, men som bred folkelig holdning til de ukendte himmelfænomener.
I juni 1947, da en bølge af ufo-observationer dukkede op i de amerikanske aviser, og udtrykket "flyvende tallerken" blev født, var det noget, der virkelig blev lagt mærke til. En gallupundersøgelse i august 1947 viste, at 90 procent af den amerikanske befolkning allerede da, kun to måneder senere, havde hørt om de flyvende tallerkener. Men udbuddet af forklaringer var meget få, simple og jordnære. Undersøgelsen indicerede, at de fleste mente, der var tale om synsbedrag, fantasi, eksperimenter med hemmelige våben eller slet og ret fup og fiduser.
Faktisk var der kun 16 procent, der mente, at der var tale om egentlige fysiske objekter. Det var dem, der samtidig mente, at der var tale om våbeneksperimenter (heraf mente i øvrigt 1 procent, at det kunne være våben af russisk oprindelse). Først i 1950 var der i usa 5 procent, som mente, at der kunne være tale om stjerneskud, kometer eller "noget" fra en anden planet.
Netop i 1950 kom der for alvor gang i sagerne. De første egentlige ufo-bøger blev udgivet, og forfatterne var enige om, at de flyvende tallerkener kom fra andre planeter. En enkelt skribent drev det endog så vidt, at han skrev om nedstyrtede fartøjer og døde rumvæsener (som siden blev døbt ufonauter). Herefter fulgte, slag i slag, flere bøger, ufo-organisationer, ufo-tidsskrifter, vilde historier og teorier samt megen presseomtale.
Ifoismen blomstrede i begyndelsen af 1950’erne trods store modsætninger inden for de ifoistiske rammer. Der blev slået nogle hårde slag for såvel åndelige som teknologiske forklaringsmodeller. Man talte om en Adamski-linje (kontakt-aspektet, møder med rumfolk) og den mere tekniske Keyhoe-model (indsamling og registrering af ufo-rapporter). Det eneste, man var helt enige om, var at flyvende tallerkener og til dels ufoer var fartøjer af ikke-jordisk oprindelse. Hele dette modsætningsforhold slog også igennem i Danmark.
I slutningen af 1960’erne begyndte et forskerhold på Colorado universitetet at foretage en analyse af hele ufo-problematikken. Konklusionen på denne videnskabelige undersøgelse blev blandt andet, at yderligere studium af ufo-iagttagelser ikke var af nogen værdi for videnskaben. En følgevirkning af dette blev, at det amerikanske luftvåben nedlagde sit kontor for ufo-undersøgelser, kaldet Project Blue Book, og fyrede sin mangeårige konsulent, astronomen Allen Hynek.
Indtil det stod klart, at undersøgelsens rapport (kaldet Condon-rapporten) ville gå ifoisterne imod, havde Hynek stået som en sand skeptiker. Han havde gennem mange år været skydeskive for frustrerede ifoister, der rasede over hans negativitet og bortforklaringer. Men han havde en vendekåbe i sin garderobe og slog siden til lyd for yderligere videnskabelige studier, hvad der sandelig også var brug for. Hynek har også skrevet forord til mere eller mindre seriøse bøger, og han har selv skrevet to bøger, hvoraf den ene er oversat til dansk. Allen Hynek stiftede sin egen ufo-gruppe og deltog flittigt i ifoistiske kongresser.
Men det var trods alt Allen Hynek, der lancerede ufoismen, således som den kendes i dag. I det tomrum, der opstod efter offentliggørelsen af Condon-rapporten, blev han et længe savnet forbillede for mange. Ufoisterne sagde nu: Vi er seriøst arbejdende mennesker, vi arbejder efter tilstræbt naturvidenskabelige metoder, og vi aner ikke, hvad ufoer er! Efter denne recept håbede man endelig at nå, hvad man havde higet efter i årevis: en bred folkelig accept uden latterliggørelse og ikke mindst en eller anden grad af videnskabelig anerkendelse.
Imidlertid var det ikke alle, der syntes om Hyneks omvendelse. De danske ifoister, der knyttede sig meget stærkt til kontaktaspektet og havde George Adamski som forbillede, lod sig ikke rokke af stedet. For dem var skydeskiven der stadig. Nu hævdede man, at Hynek var cias hemmelige våben, en femte kolonne i ufo-land, placeret for at skabe forvirring og tage livet af sandheden om de flyvende tallerkener.
Skal jeg sammenfattende prøve at putte ufo-vennerne i kasser, for at give et overblik, så findes to hovedretninger af interessegrupper som tager næring fra ufoloren:
1) kultisterne, og 2) ufologerne.
1. Kultisterne betragter ikke ufoloren som sin hovedret, men nærmere som et supplement, idet man primært har et traditionelt grundlag i en blanding af religiøsitet og okkultisme. For dem er ufo-beretningerne ofte et moderne islæt i et ellers etableret og til dels selvskabt verdensbillede. Allerede meget tidligt talte nogle kultister om ufoerne – den gang benævnt "flyvende tallerkener" – som varsel om en ny gylden tidsalder. De mere pessimistiske og dommedagsfikserede så, og ser til dels stadig, ufoerne som et varsel om "de sidste tider". Er det Guds stridskræfter, eller Satans yngel?
2. Ufologerne derimod bygger en verden op omkring ufoloren ved at fremsætte hypoteser, teorier og påstande på grundlag af beretninger fra mennesker der har haft ufo-oplevelser.
Men de der betragter sig som ufologer er også en sammensat gruppe: a) ifoister, b) ufoister, c) rationalister/skeptikere og d) "slagtere".
a) Ifoisterne har ofte på et tidligt tidspunkt fastlagt deres verdensbillede, og de tager den del af ufoloren for pålydende, som passer ind i deres verden. Ofte har ifoisterne forbindelse til kultiske grupper, hvor fra de også henter inspiration, og grænsefladen er ofte diffus eller sammenflydende.
b) Ufoisterne er mere materielt anlagt og fokuserer mere på at indsamle og registrere ufolore, for på denne baggrund at bevise overfor dem selv og omverdenen, at vor klode får besøg fra andre verdener. Der findes i dette regi et utal af mere eller mindre fantastiske hypoteser og spekulationer. Ofte kan ufoistiske spekulationer afspejle aspekter fra ifoistiske kredse, ligesom man henter næring fra rationalisterne. Dertil findes der, særligt udbredt i usa, en delmængde af fanatiske ufoister som utrætteligt arbejder ud fra en forestilling om, at myndighederne holder noget skjult.
c) Rationalisterne / skeptikerne vil helst se beviser, og tilstræber at arbejde efter videnskabelige metoder og med en afspejling af blød skepticisme. Man kan nok analysere indsamlet materiale, men man interesserer sig eksempelvis også for kilden – meddelerne, de mange mennesker der fortæller om deres ufo-oplevelser. Man vover sig sjældent ud i spekulationer uden sikkerhedsnet, idet man har en til tider panisk angst for ikke at blive taget alvorligt eller slået i hartkorn med ifoister, eller det der er "værre".
d) "Slagterne" gør derimod alt hvad de kan for at demontere hele spektret indenfor ufologien og kultismen. Hvis man kan tale om fanatisme indenfor kultismens del af ufo-temaet, så er der hos "slagterne" ofte tale om fanatisk scientisme. En del af dem har dertil rod i den kristne fundamentalisme.
Der findes også en særlig indfaldsvinkel der ikke let lade sig rubricere, nemlig forteanisme. Forteanere er ofte, nærmest af princip, rygende uenige indbyrdes og er primært individualister med et anarkistisk forhold til hele spektret. Intet er helligt for dem, og de fremsætter ofte kætteriske hypoteser og gennemskuende kritik. De har ikke sjældent formået at sætte deres fodaftryk midt i ufoloren. Flere af dem afholder sig heller ikke fra selv at skabe myter, for at studere effekten og efterfølgende med stor iver at diskutere "sagen". Meget tyder iøvigt på, at ufoloren har sine rødder i henholdsvis den tidlige forteanisme og science fiction. Navnet forteanisme stammer fra den amerikanske forfatter og erkendelsesterrorist Charles Fort.
Den samlede filtrering af ufoloren og de tilsætningsstoffer der bliver lagt til via de forskellige interessegrupper, bliver til et produkt som formidles gennem tidsskrifter, bøger og massemedierne iøvrigt. På den måde vender det tilbage til vækstlaget, de almindelige mennesker som har haft, eller får en ufo-oplevelse, men nu, med reference til hvad de har læst og hørt, kan sætte ord på deres oplevelse og stiller forventninger til den. Dette bekræfter dernæst interessegrupperne i, at de har fat i den rigtige ende.
Ufologi, som studiet af ufoer kaldes med en fællesnævner, er en mangearmet og velnæret mutant af en blæksprutte. Hele tiden vokser der nye arme ud mens nogle af de eksisterende visner; af og til regenererer nogle af dem og antager bizarre former. Derfor er det ikke nogen enkel sag at afgrænse emnet, uden at der sker amputationer som ikke altid er lige hensigtsmæssige, for uophørligt afsøger fangarmene nye områder.
Jeg har derfor i denne bog inddraget aspekter om den såkaldte astroarkæologi eller præastronautik, hvori der henvises til besøg og påvirkninger fra fremmede planeter i fortiden. Ligeså moderne myter som Bermuda trekanten, der også relateres til ufo-temaet, samt beretninger om mystiske væsener eller ufonauter, som en delmængde. Emner som de angiveligt mystiske korncirkler, dyrelemæstelser og bortførelser er også medtaget, ligesom folkloristiske aspekter og den i USA udbredte konspirationsfanatisme.
Geografisk vil jeg krydse mig frem – snart hjemme i Danmark, snart ude i den store verden, men stort set i kronologisk orden.
Savnes der noget, så er det fordi jeg bevidst har valgt amputationen, eller slet ikke har opdaget alt det, som den monstrøse blæksprutte gemmer i sin "blindtarm" eller har smækket sine sugekopper på.
Som det fremgår af ovenstående, så er denne bog nødvendigvis også en mangearmet blæksprutte idet den afspejler det ufologiske univers. Ovenstående lavede jeg nogle kasser, i forsøg på at strukturere. Tag blot det hele op af kasserne igen! Det er nemlig mine kasser, og passer muligvis ikke til dit arkiveringssystem. Jeg vil i denne bog afholde mig fra at karakterisere snart det ene, snart det andet som henholdsvis ifoistisk eller ufoistisk. Det vil gøre fremstillingen alt for tung. Jeg vil under ét benævne alle, der beskæftiger sig med ufoer, som ufologer, og interessen for ufoer som ufologi.
Ufologien har mange aspekter og grænseflader. Hvad er sandhed og hvad er opspind? Er det i det hele taget nødvendigt at skelne? Når man ser hvad der har været skrevet bøger om indenfor det såkaldt paranormale område, så lad det være en hyldest til den menneskelige fantasi og forestillingsevne, et konglomerat af genialitet og galskab.
| Kapiteloversigt | Kapitel 02 |
[*]
Seneste kommentarer