Charlataner og charlataneri – Kapitel 7

af A. Wanty

0. Indledning. Oversætterens forord
1. Første Kapitel. Udenlandske Charlataner. Overtroiske Midler. Empirikere, de saakaldte kloge Mænd.
2. Andet Kapitel. Lægevidenskabeligt Charlataneri i Ordets egentlige Forstand. Uropatherne.
3. Tredie Kapitel. Charlataneriets Benyttelse af Electriciteten.
4. Fjerde Kapitel. Accumulation af Fag, henhørende til Lægekunsten. Indgreb i Andres Rettigheder.
5. Femte Kapitel. Lægecharlataner.
6. Sjette Kapitel. Raspail og hans Kuurmethode.
7. Syvende Kapitel. Apotekernes Specialiteter og hemmelige Midler.

Apotekernes Specialiteter og hemmelige Midler.

Jeg har nu havt Leilighed til at fremhæve Farerne ved en utidig og uden Lægetilsyn anvendt Kuurmethode. Publikum fatter ikke altid disse Farer og kommer neppe engang tilbage fra sin Daarskab naar det selv bliver Offer for et Ulykkestilfælde eller seer et saadant for sine Øine.

Blandt de for Sundhedstilstanden farlige Ting staaer i første Række, visse Apothekeres Salg af hemmelige Midler eller Arkana. Jeg vil ikke tale om den Skade, som Sligt forvolder de Apothekere, der ansee det for deres Pligt, ikke at befatte sig dermed; et saadant Salg er i den Grad umoralsk, at det overalt burde mødes med Dadel og Foragt; dette vil vistnok Enhver indrømme efter de Bemærkninger, jeg her skal fremsætte.

Alle Sygdomme ligefra de simpleste til de alleralvorligste. ligefra Knyster og Ligtorne indtil Hjertesygdommene, have nutildags deres ufeilbarlige Middel, som helbreder dem; endog Tilfælde, der bringe Lægerne til at fortvivle, kunne helbredes ved Brugen af denne eller hiin Substants, der fordetmeste skal forskrives fra Paris. Hvis denne skammelige Fremgangsmaade kun medførte den Ubehagelighed for Patienten, at han blev snydt for sine Penge, endog for store Summer, saa vilde jeg ikke dadle saa strengt, hvad der i mine Øine ikke vilde være Andet end et Optrækkeri og Intet mere; men uheldigviis er dette den mindste Skade.

Her vilde være Anledning til lange Undersøgelser over dette Punkt; det vilde være let at paavise det Vanvittige i en Helbredelsesmaade, hvor man ikke tog Hensyn til den Syges Temperament, Sygdommens Grad, de Personers Indiosyncrasi, som underkaste sig den, samt en Mængde andre vigtige Punkter; men en saadan Gjenstand vilde, for at behandles grundigt, udkræve store lægevidenskabelige Kundskaber, som jeg ikke besidder, og jeg anseer det ikke for nødvendigt at søge mine Vaaben imod en Charlatanisme, der ligger lige for Haanden, og imod Misbrug, som den almindelige sunde Sands er tilstrækkelig til at blotte, i videnskabelige Betragtninger. Jeg haaber at naae mit Maal sikkrere ved at demaskere visse saadanne Præparater og paapege en Deel af Faren, som er forbunden med deres Anvendelse.

Jeg anfører f. Ex. „Eau de Lob” for at bringe Publikum Avisskryderierne over denne Artikel i Erindring; disse Skryderier kunne betragtes som Model, og det er maaskee lidt besynderligt at fortælle Folk, at de, uagtet al deres Urimelighed, dog have tjent til at tage en uhyre Mængde Mennesker ved Næsen. Penge Udgiften var her maaskee den eneste Ubehagelighed, skjøndt det saamæn ikke kan kaldes for dyrt at give et à to Hundrede Francs for en halv Snees Flasker, der indeholde saa søde Illusioner; imidlertid kan det indvendes, at Folk for de samme Penge kunde kjøbe sig den deiligste Paryk og derved bevare en nok saa behagelig Illusion, om ikke for det skaldede Hoved, saa dog for Publikum. Men Spøg tilside ¹⁾.

Farniers anthiophthalmiske Pomade, der anbefales mod alle Øiensygdomme, har til Grundbestanddeel: et merkurholdigt og blyholdigt Salt. Det er vist, at disse to Lægemidler ofte kunne have store Virkninger, og Lægerne anvende dem med Held mod visse Øienlaag – Affektioner o. s. v. — men Enhver veed, at den mindste Feiltagelse, ofte endog blot en lille Forsinkelse, kan medføre Tabet af et Øie. Hvad Virkning vilde Farniers Pomade have f. Ex. ved Granulationer, ved Pletter paa Hornhinden, ved den ægyptiske Øienbetændelse og ved mange andre Øiensygdomme?

For den ukyndige Mængde lader enhver Øiensygdom sig helbrede med den nævnte Pomade eller andre lignende Midler; derfor maa man ikke forbauses over de frygtelige Tilfælde, som saa ofte findes opførte paa Sygelisterne; jeg kan paavise ganske lette Øienaffektioner som ved saadan Behandling have endt med total Blindhed.

Vi ville gaae over til andre Tilfælde; lad os tage en Person, som hoster. I Almindelighed gjør man i Begyndelsen ikke Noget for at blive af med lidt Hoste; senere anvendes de almindelige Midler; saasom varmt Øl, eller Viin o. s. v., som undertiden hæve Forkjølelsen. men hvis Virkning ofte er at forværre en Irritation, som ellers ikke var af nogen Betydenhed. Andre Folk foragte disse almindelige Midler og bilde sig ind at gjøre bedre i at fortære uhyre Qvantiteter af Bonbons, der kaldes Brystmidler (pectoraux), men for det meste bestaae af branket Sukker, hvis hidsende Virkning er noksom bekjendt. Endelig gives der Nogle, som vilde ansee det for en Afvigelse fra de rigtige Grundsætninger, hvis de ikke fortærede adskillige Flasker Sirup af Briant, Lamouraux o. Fl., og især hele Æsker Paster af Nafés, af Kalvelunger, af Georgé o. s. v.; de troe at have sagt nok om den Sag, naar de paastaae. at disse Midler i intet Tilfælde kunne gjøre Skade.

Vistnok gjøre disse Præparater heller ingen Skade ved en let Forkjølelse; jeg vil endog indrømme, at de kunne have nogen gavnlig Virkning; men hvilket Kjendetegn har den angrebne Person paa, at Tilfældet er af ringe Betydning ? Saadant Ildebefindende er altid temmelig let i sin Begyndelse; men Lungesvindsoten begynder ogsaa paa denne Maade, og den bortriver omtrent en Tiendedeel af vor Befolkning! Vilde denne Sygdom vel give saa stor Dødelighed, naar man, istedetfor at spilde en kostbar Tid ved Anvendelsen af disse Præparater, tog sin Tilflugt til en Læges Behandling?

En Person lider af Hjertebanken; Intet er lettere at skaffe bort, forsikkre alle Anoncerne om Labelonyes Digitalsirup; denne Sirup er et almægtigt Middel mod Palpitationer, Hjertebanken, Vattersot, o. s. v. Hvad kan man forlange mere ? Lægen kan gjerne blive hjemme, og Patienten behøver ikke at vide, at Hjertebanken kan stamme fra en Sygdom i Hjertet selv, fra en Aneurisme, fra en stærk Nervepirrelighed, uden Tilstedeværelse af organiske Feil o. s. v. Hvad behøves saadanne Kundskaber? Han behøver heller ikke at kjende Fingerbølurtens (Digitalis) Egenskaber, for at vide, at den virker i forskjellige Retninger, at Brugen af et saadant Medikament, et af de virksomste i den hele materia medica, kan medføre alvorlige Uordener i Organismen og dødbringende Sygdomme. Naar Anvendelsen af Digitalis contraindiceres, naar Hjertebankningen bliver hyppigere, saa maa den Syge dog ikke holde op med sin Sirup; han skal tvertimod, efter Brugsanviisningens Ord, gradviis forøge dens Dosis, og tør først stoppe dermed, naar en heftig Irritation i Maven eller Tarmkanalen ikke lader ham taale den mere.

Hvorledes kan det gaae til, at et saadant Medikament findes i alle Folks Hænder, naar dets Virkning er dem ubekjendt, medens Lægen iagttager alle mulige Forsigtighedsregler ved dets Anvendelse? Publikum bør nu ogsaa vide det: „der behøves ikke ret mange Gran af Digitalis til at foraarsage Døden!”

Er der Nogen mere at dadle end den Syge, som opfører sig saa uforsigtigt, da er det Spekulanten, der ikke undseer sig for at drive en saa skammelig Trafik.

En anden Række af hemmelige Lægemidler, som giver Anledning til alleslags Misbrug, bestaaer i Afføringsmidler. Disse Præparater forlanges daglig hos Apothekerspecialisterne og afgive en god Indtægtskilde; den Lethed hvormed man kan forskaffe sig disse Produkter bliver i den Grad opmuntret ved Udraab og Bekjendtgjørelser i vore Aviser og overalt, at der ikke mere er nogen Grændse for saadanne fixe Ideer.

Jeg har med faa Ord i foregaaende Kapitel paaviist de Farer, som kunne følge af Aloens Anvendelse; disse Farer ere de samme ved de andre Afføringsmidler, ja de ere endog større ved flere af dem.

Jeg maa gjentagende sige: hvor kan man forlange, at en Person, som aldeles ingen lægevidenskabelig Kundskab har, skal have Mening om den rette og betimelige Anvendelse af disse Purgativer? Den mindste ubestemte Smerte, den ubetydeligste Irritation, den ringeste Forandring i de almindelige Livsfunktioner, Alt bliver tilskreven Vædskernes Overflødighed, for hvilken Afføringsmidlerne maa bruges. Man troe blot ikke, at en Diarrhoe eller endog Blodgang contraindicerer, nei tvertimod, disse Folks Logik beviser, at man i saadanne Tilfælde netop maa hjælpe paa Naturen. Slige Vildfarelser, som udbredes ved en falsk Lære, ere beklagelige paa Grund af deres Følger. Naar man henhører til et af Lægekunstens Fag, har man hvert Øieblik Leilighed til at see de Ulykker, som opstaae ved en ubesindig Brug af Afføringsmidler. Ondet er saa stærkt udbredt, at man neppe skulde vente, at saadanne Misbrug endnu længe kunne vedvare.

Man indvender nu maaskee, at Alverden tager Purgativer, og at man dog sjeldent seer saa sørgelige Følger, som her ere angivne. Dertil svarer jeg, at denne Indvending har sin Grund i Mangel paa Iagttagelse. Troer man, at Følgerne altid vise sig lige strax ? Nei, et stort Antal Sygdomstilfælde, hvis Oprindelse man ikke kjender, stammer fra Brugen af Purgativer; hvormange Mavebetændelser og Tarmeirritationer maae ikke tilskrives en i Tiden længere tilbageliggende Brug af disse Midler? Der findes neppe en Læge eller Apotheker, som ikke kan opregne en Masse af saadanne Tilfælde.

Visse Afføringsmidler, der almindeligviis ansees som uskadelige, kunne afgive Exempler derpaa; saaledes have Morissons Piller ²⁾ frembragt Forgiftninger; Tidskrift for medicinsk Chemi anfører Exempler derpaa.

Iblandt de Tilfælde, jeg har havt Leilighed til at bemærke, skal jeg fortælle følgende. En Mand, som tidligere var velbekjendt i Brüssel, kom til mig og forlangte uden Recept en Dosis af Broys Purgativ; da jeg nægtede Udleveringen, henvendte han sig til en Kollega, der var føieligere end jeg; og tog Medikamentet; to Timer efter at han havde indtaget det, døde den Uforsigtige, trods alle Lægens Anstrengelser, som man i al Hast havde tilkaldt.

Jeg er overbeviist om, at analoge Tilfælde ere meget hyppige, men de blive for det meste indhyllede i dyb Hemmelighed ³⁾.

Guilliés Elixir og næsten alle Afføringsmidler af denne Art ere sammensatte af Alcohol, som holder stærkt afførende Stoffer i Opløsning; fortjene saadanne Præparater Navn af uskadelige Lægemidler? Den nævnte Elixir er efter Opfinderens egen Paastand: „Eau de vie allemande” ⁴⁾, efter den franske Pharmacopee med en ubetydelig Tilsætning. Men denne ubetydelige Tilsætning har i 25 Aar afgivet en god Spekulation; man tænke sig blot at Elixiren sælges til Publikum for 3 Francs 50 Centimer (l Rdlr. 22 Sk. R. M.) Flasken og, Fragt og Emballage iberegnet, leveres Apothekerne for l Fr. 75 Cent. Fabrikanten selv skal kunne bære saadanne Omkostninger, udbasune sit Produkt i alle mulige Blade; udgive Brochurer derom og i nogle Aar samle sig en umaadelig stor Formue (medens det nu er den tredie Apotheker. som optager Monopolet) og Publikum maa punge ud for det hele skammelige Optrækkeri! ⁵⁾.

Af det Cirkulaire, som har givet mig disse Oplysninger, seer jeg endvidere, at to andre Specialister, der kalde sig: „Stiftere af den berømte pharmaceutiske Reform og af Medikamentsalget med Rabat” lave det samme Produkt og tjene mange Penge ved at lade den Apotheker, som har Udsalget deraf, falbyde det for 2 Francs 50 Centimer istedetfor 3 Francs 50 Centimer, og det staaer ham endydermere frit for at remittere hvad han ikke afsætter.

Det er en Skam for vor Tid at see saadanne Misbrug gaae for sig ved høi lys Dag, og jeg forstaaer ikke, hvor det egentlig er muligt, at saadant Noget taales; paaligger det dog ikke Lovgivningen og Medicinaløvrigheden at beskytte Publikum mod saadanne Spekulationer? ⁶⁾.

De Sygdomme, som give Optrækkeriet meest Spillerum ere unægtelig de syphilitiske. Dette er let begribeligt. Den Skam, som klæber derved og den Foragt, hvormed de betragtes, sætter Patienten i en piinlig Forlegenhed; han frygter fremfor Alt at henvende sig til en Læge. Denne Fordom bliver da ogsaa i fuldt Maal benyttet af Specialisterne og Opfinderne af de hemmelige Midler; deres Methode har altid den Fordeel, at Behandlingen kan foregaae i dybeste Hemmelighed; den har heller ingen af de Ubehageligheder, de andre Lægemethoder medføre, og den kan ikke frembringe de Tilfælde, der saa ofte bemærkes ved de almindelige Behandlingsmaader. Man rødmer paa Samfundets Vegne, naar man seer en stor Deel Mennesker fæste Lid til saa plumpe Løgne; men det lader til at være nok, naar de fremsættes med den behørige Fripostighed af ubekjendte Spekulanter, som de samme Folk under andre Omstændigheder vistnok vilde foragte.

Syphilis er en af de meest udbredte Sygdomme; ingen anden ødelægger Befolkningerne med saadant Raseri og medfører saa forfærdelige Følger, og dog er det vist. at Lægevidenskaben paa sit nuværende Standpunkt med Lethed er istand til at helbrede de veneriske Tilfælde, naar de tages i deres Begyndelse, og at næsten den eneste Grund til denne Sygdoms almindelige Styrke og Haardnakkenhed er Brugen af de Specialiteter, hvormed man giver sig ud for at kunne helbrede den. Dette lader sig med Lethed bevise.

De syphilitiske Tilfælde antage nemlig de forskjelligste Former og optræde i alle Livets Stadier, selv da, naar man troer at staae aldeles udenfor deres Berørelse. Deres bestemmende Kjendetegn ere ofte saa ualmindelige, vise sig fra saa mangfoldige Sider, at den erfarneste Læge stundom har Vanskelighed med at erkjende og klassificere dem. Saaledes bliver det ofte vanskeligt at skjelne en specifisk Forhærdelse fra en Arvævshaardhed; men til disse to Tilfælde hører en aldeles forskjellig Behandling; Affektioner, saasom visse Hududslet. der Intet have at gjøre med Syphilis, kunne lettelig forvexles med den; de primaire, sekundaire og tertiaire Tilfælde frembyde i deres Overgang fra det ene til det andet, særegne Kjendemærker, som Lægen alene forstaaer, og Sygdommens Gang medfører som oftest Forviklinger, der kræve en Modifikation i Behandlingen eller en øieblikkelig chirurgisk Operation for at forebygge en sørgelig Destruktion.

Endnu mange andre Vanskeligheder kunde jeg opregne, men disse her ere nok til at bevise: den fuldkomne Umulighed af de hemmelige Sygdommes Helbredelse ved Arkana.

Hvor skulde den Angrebne kunne erkjende en Sygdom, som han ikke selv vil troe paa uden de klareste Beviser, saa stor er hans Vildfarelse i de fleste Tilfælde? Og, selv om han erkjendte den, (hvilket Jeg langtfra indrømmer) hvor kunde han da bilde sig ind at være istand til at skjelne dens forskjellige Arter og hæve den Tvivl, hvis Løsning de dybeste lægevidenskabelige Studier ikke altid mægte at linde? Saadanne Absurditeter behøve visselig ingen Gjendrivelse.

Publikum har den største Rædsel for Præparater af Merkur, paa hvilke de gjerne kaste Skylden for selve den veneriske Sygdoms Følger. Jeg formaaer ikke at bekjæmpe denne Fordom; dog kan efter min Anskuelse. Behandlingen med Merkurialmidler aldrig have de Virkninger, som man tilskriver den. naar den ledes af en forsigtig og duelig Læge. Man maa vel lægge Mærke til, at Arkana imod de hemmelige Sygdomme, næsten altid indeholde de giftigste Merkursalte. Beviser? Her ere de: den chemiske Analyse godtgjør. at. Doktor Oliviers antisyphilitiske Kager hver enkelt indeholde et Centigram Qviksølv-Sublimat. som er en af de farligste Giftsubstantser. I sin Afhandling om de veneriske Sygdomme siger Swediaur, at det antisyphilitiske rob, der garanteres at være merkurfrit, ligeledes indeholder Qviksølv-Sublimat. og at det har foraarsaget de alvorligste Sygdomstilfælde. Jeg kunde citere meget mere derom. men det vilde være overflødigt.

Tilstaaes maa det. at der i vor Samfundstilstand findes besynderlige Anomalier. Af Hævngjerrighed eller Sult myrder En sin Næste: hele Samfundet reiser sig imod ham og fordrer hans Hoved. Det er Lovens Bud. Men naar en Person, dreven af den laveste Vindesyge, iflæng uddeler giftige Substantser, saa bekymrer man sig ikke derom. Øvrigheden trykker et Øie til, og Forbryderen troer, naar han har erhvervet sig en stor Formue, at have Ret til at optræde i Selskabet som en Hædersmand, og Dette modtager ham med aabne Arme. thi han besidder jo Talismanen, som hæver alle Vanskeligheder og oplukker alle Samvittighederne — han er en riig Mand!

Det medicinske Akademi i Paris har i en Samling den 24de Februar d. A. besluttet at henvende en Beretning til de vedkommende Autoriteter, som skal gaae ud paa:

“at der maa tages Forholdsregler for at forebygge at Mænd uden Æresfølelse eller Samvittighed vedblive at bedrage Publikum, idet de tillægge aldeles intetsigende eller stundom endogsaa skadelige Lægemidler Akademiets Approbation. skjøndt denne ikke er givet dem, ofte end ikke er forlangt. Ja undertiden er ligefrem nægtet dem.”

En Ting, der er værd at lægge Mærke til, er: at alle Specialiteterne og de hemmelige Lægemidler ialmindelighed undergaae saa store Modifikationer i deres Sammensætning, at der ofte ikke kommer en eneste af de Substantser deri, som ere anseete for at udgjøre Grundlaget. Jeg skal anføre et eneste Exempel og dertil vælge et saare velbekjendt Arkanum. Johnsons Aspargestoppe-Sirup imod Hjertebanken. Vattersot o. s. v. kunde maaskee have nogle diuretiske Virkninger, som Enhver kjender, naar han har lagt Mærke til den større Urinsecretion. som følger paa Nydelsen af Asparges; i meget simple Tilfælde kunde den derfor maaskee gjøre sin Nytte. Men af dHrr. Orfilas og Soubeiraus Beretning, som er læst ved det medicinske Akademi i Paris, fremgaaer det. at Johnsons Sirup, kjøbt hos Opfinderen selv, ikke indeholdt noget af Asparges-Bestanddelene. men at den chemiske Analyse deraf paaviste Opium ⁷⁾.

At Charlataneriet kan have sit store Antal Offre, maa fornemlig tilskrives det ustuderede Publikums næsten totale Uvidenhed i de fleste lægevidenskabelige Spørgsmaal. medens det neppe kan antages, at Nogen lader sig narre, som blot har Begreb om en Deel af de her fremstillede Bedragerier.

Lægestanden foragter just ikke altid at give sig af med Helbredelsen af dette Samfundets dybe Saar; men hvortil gavne de lærdeste Drøftelser, de øiensynligste og klareste Beviser naar de ikke bringes videre end til den meest oplyste Deel af Befolkningen, og ikke indklædes i et mere populairt Sprog end den almindelige videnskabelige Stiil?. Saaledes har for Exempel det medicinske Akademi i Belgien flere Gange taget fat paa disse Spørgsmaal, men de opnaaede Resultater have aldrig staaet i Forhold til, hvad man kunde vente, og det er desværre en afgjort Sag, at Charlataneriet, trods alle Anstrengelser, florerer ligesaa høit hos os nu som før. Dette følger især af Mangelen paa Enighed blandt Medlemmerne af de lægevidenskabelige Fag, af Lovenes Utilstrækkelighed og af de Personers Svaghed, som skulde haandhæve dem.

Af alle Charlataner, som for Øjeblikket spekulere paa Publikums Lettroenhed, er der ikke en Eneste, man i den Grad bør stræbe at bekjæmpe, som den bekjendte Giraudeau, ikke en Eneste, hvis Manoeuvre have sørgeligere Følger. Vi kunne ikke undlade til vore Læseres Opbyggelse at skildre denne altfor berømte Persons Færd. Vi forudskikke den Bemærkning, at de mærkeligste Oplysninger, som vi nedenfor give. ere uddragne af den ypperlige Beretning af Hr. Pasquier, Overapotheker ved Armeen, under Medvirkning af de dygtige Apothekere Devreux og Chandelon. Medlemmer af Akademiet.

Før Hr. Giraudeau havde tilkjøbt sig Forhandlingen af rob Laffecteur, solgte han selv et rob, og han skrev da imod den Substants; som han nu forhandler. Følgende:

”Rob Laffecteur er et afskyeligt Medikament, som maa kjøbes for Guld og har ledet til mange Familiers Ruin, et troløst og farligt Arkanum, som foragtes af den offentlige Mening, stærkt dadles af Forfatterne til Codex Medikamentarius og forkastes af alle franske Læger, et Lægemiddel der indeholder Merkur og Kampher og dræber midt under Behandlingen o. s. v.”

Saasnart det blev Hr. Giraudeaus Eiendom. forvandledes dette rob saaledes:

”Det er aldeles vegetabilsk og en af de herligste Opdagelser, hvoraf Lægevidenskaben kan gjøre sig en Ære. Naar nogle Praktikanter uretfærdigt have stridt derimod, saa gives der Andre, som med Omhyggelighed ,og Upartiskhed have studeret dets mange gode Virkninger og betragte det som et meget nyttigt Middel, hvilket de meget ofte anvende som den eneste Tilflugt i alle fortvivlede Tilfælde.”

Disse to Citater burde være nok. men da vi gjerne ville give endnu et Par Oplysninger om dette herlige Lægemiddel saa maae vi endnu dvæle lidt ved Hr. Pasquiers Skrift, hvori det hedder:

”Der drives Handel med to Slags rob de Laffecteur, som ere forskjellige fra hinanden ved deres physiske saavelsom ved deres chemiske Egenskaber. Det ene er et Stof uden Værd eller Virkning, der sælges med alle Marktskrigeriets Overdrivelser: det indeholder en Forfalskning af Midlets originale Sammensætning.”

Efter en Analyse af de Herrer Tardieu, Lessueur og Lassaigne, hvilken Analyse havde et meget ugunsigt Udfald for Hr. Giraudeaus rob. gjorde han den Paastand:

”at en Tilsætning af lidt mere Sirup ikke er noget Bedrageri, men en Forbedring, og at den ikke har forringet Værdien af denne Medicin, men blot gjort den noget sødere”.

Angaaende Virkningen af rob,. siger en af vor Tids dygtigste Apothekere, Bouchardat:

„Analysen udviser, at de virksomme Substantser findes deri i saa svage Proportioner, at man kan ansætte dette robs Virkning til den samme som af reen Sirup.”

Hr. Giraudeau har selv engang lavet sit rob i Nærværelse af de berømte Chemikere: Chevalier, Pelletier og Orfila; her giver jeg disse Herrers Udsagn derom:

“Hr. Giraudeaus rob og Sirup forekomme os at indeholde Sirup istedetfor Sukker; hvert Pund af disse Præparater indeholder 24 Gran Sassaparille og 48 Gran Pokenholt; men sidstnævnte Præparat efter den franske Pharmakopee skal indeholde 120 Gange mere Sassaparille og, hvis man ellers vil lægge nogen Vægt paa Virkningen af Pokenholt, saa er den ialfald 40 Gange stærkere end Laffecteurs rob og Sirup.” ⁸⁾

Analysen har fremdeles viist. at hver Flaske koster Tilberederne l Franc og 2 Centimer; Publikum giver 16 Francs derfor; rigtignok deler den Apotheker, som har Oplaget, denne uhyre Fortjeneste; thi han har den store Rabat af 8 Francs. Kan det saa undre Nogen, naar Giraudeau trods de overordentlige Udgifter, han dengang havde havt, allerede i 1849 eiede 50.000 Francs i aarlig Rente!

Vi ville for en fuldstændig Talangivelses Skyld tilføie, at denne Person for 10 Aar siden tilstod, at han hver Maaned solgte 8000 Flasker, hvoraf de 1000 gik paa Belgien; en eneste Apotheker i Brüssel havde allerede kjøbt for 80,000 Francs af ham.

Alle disse Angivelser ere aldeles nøiagtige og stamme fra en Kilde, der saagodtsom kan kaldes officiel.

Foruden Giraudeaus rob, der føres ud til hele Europa, Indien. Nord- og Sydamerika, og som er Gjenstand for en betydelig Omsætning, er det beviist, at disse Lande aarlig modtage mange Tusind Flasker rob, som er lavet i Paris og i Frankrigs Søstæder og maa ansees som Forfalskning.

De Domme, som ved Retterne ere overgaaede Hr. Giraudeau ere saa mange, og Kjendsgjerningerne, som have begrundet dem, af en saadan Natur, at man ikke kan forstaae, hvorledes denne Charlatan endnu den Dag i Dag kan gjøre saa stort Udbytte; men det er jo rigtignok sandt, at en saadan Mand, som udgiver fabelagtige Summer for Avertissementer, Prospectus, Brochurer og alle mulige andre Marktskrigerier i alle Sprog og over hele Jorden, kan lee af Processer, hvilke han forstaaer at trække ud i det Uendelige, og som gjerne ende med en Bøde paa et Par Hundrede Francs.

Jeg beklager, at Øiemedet for denne lille Bog og dens Omfang ikke tillade mig at udbrede mig videre og tale om den Diskussion, som blev ført ved denne Leilighed; den har afsløret interessante Kjendsgjerninger og saa lave Handlinger, at et Medlem af Akademiet, Doktor Sentin, ligefrem stemplede Giraudeau som en Forbryder og en Charlatan. Et andet Medlem, Hr. Marinus, erindrede om, at denne Person lod opslaae paa Gadehjørnerne at, det medicinske Akademi i Belgien havde approberet hans rob, hvilket var aldeles falskt. ”Giraudeau” sagde han endvidere

”har ladet denne falske Approbation præge paa en Medalje, som han har ladet slaae til Ære for Akademiet og dekreteret for sig selv som en Opmuntring, og hvoraf han har uddeelt flere Exemplarer i Landet.”

Disse Angivelser, hvortil jeg kunde føie endnu mange andre ligesaa vægtige og indlysende, ere tilstrækkelige for at vise selv de Personer, der ere stemte til Gunst for Giraudeau, hvor liden Tillid, for ikke at sige noget værre man kan have til en saa uforskammet Charlatan og hans berømte rob, og jeg troer ikke paa nogen bedre Maade at kunne demaskere denne Person end ved at citere vor Tids første videnskabelige Autoriteters Dom over ham. Alle hans Certifikater og Attestationer ere uden Betydning og ikke istand til at kuldkaste en eneste af de ovenanførte Conklusioner. Den eneste positive Virkning af dette Præparat er de uhyre mange Penge, det har indbragt.

Er det dog ikke et Brud paa Moraliteten, at man skal see en af de alvorligste Sygdomme udøve sine ødelæggende Virkninger medføre Menneskeslægtens Degeneration og lede en Mængde Personer, der fatte Tillid til slig Helbredelsesmaade, i den visse Døds Arme? Gives der noget mere Oprørende end en Mands Opførsel, der paatager sig et saadant Ansvar, og som med fuld Bevidsthed af sine foragtelige Operationers Følger, ikke skyer noget Middel for at opnaae en skandaløs Formue?

Her vil jeg slutte de Betragtninger, jeg følte mig opfordret til at forelægge Publikum. Gid de maatte tjene til. at man gjør sig Rede for Følgerne af Charlataneriet og dets usle Spekulationer! Gid de af deres Sløvhed maatte vække saadanne Folk, der bedre end jeg ere istand til at demaskere det. og hvis Pligt det er at optage en saadan Kamp.

Idet jeg er ifærd med at slutte denne Oversættelse, erfarer jeg, at omtrent 20,000 Almanakker ere bragte hertil fra New York af nedenstaaende Firmas Commissionair, for at uddeles til de forskjellige Apothekere i Danmark. ledsaget af følgende Skrivelse.

New York. d. 17de Novbr. 1858.

    Kjære Hr. N. N.

    Vi have sendt Dem 200 Exemplarer af vore Almanakker. som De vil behage
    at uddele iblandt Deres Kunder og Venner. Vi gjøre Dem tillige opmærksom
    paa vor Sassaparille, af hvilket det skal glæde os at overlade Dem eet
    eller flere Dusin Flasker til Salg paa vor Regning, og hvorfor vi ikke
    fordre Betaling førend det er solgt. Ved at gjennemlæse vort Circulaire
    vil De see. at Udsalgsprisen pr. Flaske er 3 Rdlr. og pr. halv Flaske
    l½ Rdlr., og da vi overlade Apothekere det for 20 Rdlr. pr. Dusin for
    de store; og 10 Rdlr. for de smaa. yder det, en god Profit uden nogen
    Risico; thi skulde det ikke kunne sælges, vil det blive taget tilbage
    igjen. Vær saa god at lægge Almanakkerne paa Deres Disk og giv Deres
    Kunder et Exemplar til Nytaarsgave. For Bekvemmeligheds skyld findes
    et Oplag hos Hr. I. L. Thissinnius i Haderslev, som vil forsende det
    for os til hvad Sted det ønskes i hele Danmark. Herved spares den
    betydelige Tid. som ellers vilde hengaae med at forskrive det
    directe fra os.

		Wm. Tompson & Co.,
		Ene-Eiere af Dr. Jacob Townsend's Saasaparille
		41 Jay Street.

Man behøver vist ikke at advare Publikum mod Brugen af dette Medikament, der kan sættes i Klasse med rob de Laffecteur. og som ikke fortjener nogen bedre Omtale, end den. der er bleven dette til Deel i denne Bog Pg. 67—69. (O.A.)

Noter (Overs. Anm.)

1. Flere Steder i Paris seer man store Plakater med en Overskrift i tommelange Bogstaver saaledes lydende: ”Man giver 100,000 Francs til den, som beviser, at Eau de Lob ikke frembringer Haar paa skaldede Steder”. Har man nu med megen Taalmodighed i lang Tid brugt Eau de Lob, saa kunde man fristes til at hente de 100,000 Francs, men forsøgte man derpaa, vilde man faae til Svar, at man ikke har anvendt det i tilstrækkelig lang Tid og i et tilstrækkeligt Qvantum; sandsynligviis vilde heller ikke Anvendelsen af samme i et Menneskes Levealder være tilstrækkelig til at man kunde spore Virkningen deraf.—Vi nænne heller ikke at oprippe det gamle Saar hos mangen af vore Læsere, som endnu ærgrer sig over sine bortkastede Penge for Revalenta arabica. Dette storartede Optrækkeri med de lokkende Tegninger i alle Aviser af Barry du Barrys i Maanen liggende Plantage, hvor Negerne opgrave det kostelige Lægemiddel!
2. Hovedbestanddelen af Morissons Piller er ifølge Analysen Aloe, desuden bestaae de af Jaleppeharpix, Koloqvint extract, Gummigut, Rhabarber og Myhrra. Man fortæller, at da Morisson engang selv blev syg, blev han fornærmet over, at man foreslog ham at bruge af sine egne Piller.
3. I mange Fabrikbyer i England sælge Apothekerne Draaber at anvende til smaa Børn som ere urolige og skrige. Enhver Apotheker har sin egen Sammensætning, sit eget uskyldige Navn for disse Draaber, og det er almindeligt, at Mødrene anvende dem naar de gaae paa Arbeide, for at faae de Smaa til at sove medens de ere borte; Virkningen udebliver i Almindelighed heller ikke. kun maae de anvendes i stigende Dosis efterhaanden som Børnene vænnes til dem. Hovedbestanddelen af disse Draaber er Opium, og deraf kan man forklare sig den hyppige Anvendelse af Opium som Beruusningsmiddel blandt de arbeidende Klasser i England. I Ashton under Lyne blev i Januar d. A. et spædt Barn forgivet med saadanne Draaber som en Jordemoder havde leveret, men da Draaberne vare givne Barnet i Jordemoderens Fraværelse, slap hun for Straf. Mr. Walpole har for Parlamentet indbragt en Giftlov, som er bleven læst anden Gang den 18de Februar d. A.; den har til Hensigt at kontrolere Udleveringen af Gifte og stærkvirkende Lægemidler og den bemyndiger endogsaa Politiet til paa enhver Tid at foretage Undersøgelse i Apothekerne for at kontrolere Lovens Overholdelse. Men det hedder i Motiverne til denne Lov, at uagtet man erkjender Opiums sørgelige Virkning blandt fattige Folk, saa er dets Anvendelse nu bleven saa almindelig, at man ikke har troet at burde nægte Tilladelse til at udlevere samme i smaa Qvantiteter uden Recept, da man i modsat Tilfælde maatte befrygte, at Værterne i Ølkneiperne vilde blande Opium i Øllet, for at forskaffe deres Kunder dette Berusningsmiddel, og saaledes gjøre Ondet værre.
4. Eau de vie allemande er et Udtræk af Jalapperod med Spiritus.
5. Naar i England eller Amerika den Art Humbug sættes i Gang, siger Vedkommende, naar han stikker 1000 £ i Forretningen, anvendes der kun 100 £ paa Indkjøb af Lægemidler, medens de 900 £ blive anvendte til Avertissementer, Brugsanvisninger og Brochurer velforsynede med Attester oversatte i forskjellige Sprog. Jeg har seet en Almanak forfattet og paa dansk udgivet af en Dr. Jayne i Philadelphia hvoraf de 2/3 af Pladsen er anvendt til Brugsanvisning og Anbefalinger for de forskjellige Medikamenter, hvormed han lyksaliggjør Verden. Dr. Jayne siger selv i sin Almanak, at samme trykkes hvert Aar i 2½ Million Exemplarer og i mange forskjellige Sprog fordeles over hele Jordkloden, aldeles gratis.

   Som bekjendt udgik for nogle Aar siden Dr. Kane paa en Nordpol-Expedition forat opsøge Franklin. Ved sin Tilbagekomst følte han sit Helbred nedbrudt og for at gjenvinde samme, reiste han til Havanna hvor han imidlertid døde. Kongressen besluttede at lade denne fortjenstfulde Mand begrave paa Statens Bekostning, hans Lig blev ført fra Havanna til Philadelphia og blev modtaget i alle de Byer, det passerede igjennem, med al den Enthusiasme, som Amerikanerne saa let lade sig henrive af. Dr. Jayne sørgede ved denne Leilighed for at forøge samme ved alle de Midler, som alene en amerikansk Humbugmager veed at benytte. Paa en Boghandlers Forlag i Philadelphia udkom der en Beretning om Dr. Kanes Expedition, forfattet af Mr. Sontag, der som Læge havde deeltaget i denne Expedition. Paa samme Tid udkom imidlertid paa Foranstaltning af Dr. Jayne, en anden Beretning med Dr. Sontags Navn paa Titelbladet som Forfatter, ogsaa om hans Expedition, men som indeholdt Usandhed fra først til sidst. Denne Bog blev i et Antal af henved en Million Exemplarer, for en utrolig billig Priis fordeelt over hele Unionen, og forat constatere denne Bogs Falskhed, nedlagde Sontag med samtlige Tilstedeværende som havde deeltaget i Expeditionen ved Kanes Grav en Protest imod samme. Jaynes Hensigt med denne Bog, var blot at gjøre sine forskjellige Medikamenter bekjendte, thi han lader i Fortalen til samme, Dr. Sontag dedicere Bogen til ham selv, som Tak for, at hans Medikamenter under Expeditionen ved flere Leiligheder havde reddet ikke blot Dr. Kanes men hele Besætningens Liv!

6. Den rigtigste Fremgangsmaade for at standse dette Uvæsen vilde være, ikkun at tillade Apothekerne Salget af de Arkana, hvortil Sundhedspolitiets Tilladelse var indhentet.
7. Som Exempel kan her ogsaa anføres, at det er ganske almindeligt, at en stor Deel amerikanske saakaldte Sassaparille Drikke, slet ikke indeholde Sassaparille; ja en Apotheker svarede engang en Collega paa Spørgsmaalet hvilken Sort Sassaparille han anvendte til sin Sassaparilledrik? Slet ingen! Den verdensbekjendte Old. Dr. Jacob Townsends Sassaparille, som angives tilberedt af Honduras Sassaparille, gravet paa Fabrikantens egne Plantager, skal hovedsagelig være Græsrodsdekokt med Iodkalium.
8. Hr. Giraudeau har ogsaa for nogle Aar siden forsøgt paa at lyksaliggøre Kjøbenhavn med sit Produkt. I den Hensigt sendte han som Foræring til enhver af Apothekerne her 5 Flasker af sit rob, en tom Flaske med Etiquette til at stille i Vinduet, et Skilderi i Glas og Ramme med et Billede i Farvetryk til at hænge op i Apotheket for at anbefale Medikamentet, samt et Exemplar af hans Medaille. Forsøget strandede imidlertid nok nærmest paa vore Dagblades Utilbøielighed til at aabne deres Spalter for Hr. Giraudeaus Artikler, til Publikums Bearbeidelse.

Kilde:
I Commission hos Chr. Steen & Søn. Kjøbenhavn, 1859.
Hypertekst udgave fra Para-nyt, udsendt 1. november 1999