Charlataner og charlataneri – Kapitel 5

1999, Nov 1st | Emner: Alternativ behandling, Bøger, Fup og svindel

af A. Wanty

  1. Indledning. Oversætterens forord
  2. Første Kapitel. Udenlandske Charlataner. Overtroiske Midler. Empirikere, de saakaldte kloge Mænd.
  3. Andet Kapitel. Lægevidenskabeligt Charlataneri i Ordets egentlige Forstand. Uropatherne.
  4. Tredie Kapitel. Charlataneriets Benyttelse af Electriciteten.
  5. Fjerde Kapitel. Accumulation af Fag, henhørende til Lægekunsten. Indgreb i Andres Rettigheder.
  6. Femte Kapitel. Lægecharlataner.
  7. Sjette Kapitel. Raspail og hans Kuurmethode.
  8. Syvende Kapitel. Apotekernes Specialiteter og hemmelige Midler.

Lægecharlataner.

Jeg har allerede i et foregaaende Kapitel afhandlet de Misbrug, der begaaes af visse Læger, som i Sandhed ere uværdige til dette Navn, nemlig Uropatherne. Den sunde Menneskeforstand er nok til at gjennemskue Forkeertheden af deres Helbredelsesmaade, og Spot er et Vaaben, der er frygteligt nok til betydeligt at indskrænke Antallet af saadanne Qvaksalvere, som vove at tage deres Tilflugt til en saa plump Fremgangsmaade.

Men der gives Andre, som ligeledes vanære Lægefagene og bedrage Publikum ved forskjellige Midler, der ere langt vanskeligere at skjelne, fordi de bære et videnskabeligt Præg. Disse Mænd pryde vi med Titel af Lægecharlataner.

Her finde vi under det meest bedrageriske Ydre, ja endog under et Skin af Sandhed, de falskeste Læresætninger, umoralske Gjerninger og mangfoldige Misbrug. Alt hvad der kan fore til Maalet bliver fiint beregnet og, hvor lavt og usselt det end er, fremstillet med en overordentlig Fripostighed.

Hvor kan Lægestanden taale, at man vanhelliger en saa agtværdig Kunst ved saadanne Handlinger? Er Foragt den eneste Straf, som bor anvendes? Det kan jeg ikke antage, thi det er ikke blot Videnskabens Værdighed; som krænkes, — det er en Krig, der paaføres Sandheden, det er Vildfarelsens Seir over dem, som blive førte bag Lyset.

Disse Betragtninger maae i og for sig være mægtige nok til at rive Medlemmerne af Lægefaget ud af deres Sløvhed. Det er en falsk Værdiglied, man paatager sig. naar man ikke vil bekjæmpe Misbrug, alene af den Grund, at de fortjene Foragt. Fortjener ikke Operateuren, som fra Grunden af bortskaffer en dybt rodfæstet Sygdom, Agtelse og Erkendtlighed?

Det tilkommer ikke mig at behandle et saadant Æmne. Her erkjender jeg, at jeg ikke besidder Dygtighed nok; men jeg vil indenfor Omraadet af mine Evner og Kundskaber tillade mig at fremsætte nogle Iagttagelser over de Misbrug, som jeg har betegnet.

Lægecharlatanen indseer dette fuldkommen vel. For at imponere Mængden og give sig et vist Ry, maa man først gjøre sig bekjendt ved et eller andet Værk, der indeholder store Talemaader, som hiddrage Opmærksomheden. Med de Hjælpekilder, han har til sin Raadiglied og alle de Smaamidler, som honette Folk væmmes for, og ved at bøie sig for de Folks Luner, som han agter at besnære, vil det være ham en let Sag at erholde en hæderlig Belønning, et Kors af en eller anden Orden. Han behøver kun at, compilere nogle videnskabelige Skrifter og dertil at føie flere Betragtninger, som ere opsamlede i Bibliothekerne, for at gjøre sig gjældende hos et Publikum, der ikkun forstaaer lidt deraf, og at dedicere Bogen til en høitstaaende Videnskabs beskytter, en Souverain eller Beboer af et fjernt Land; saa fjernt fra Forfatteren, at den opbyggelige Fortælling om hans Person og Skriftets Værd ikke let naaer derhen.

See nu er han forvandlet til en Helt eller et Geni: hans Rolle er lettere; han kan give sig en Mine af Dybsindighed, ja endog have den Prætention at danne en Skole. Dertil mangler ham intet Andet end at see et Academi eller et og andet lærd Selskab aabner sin Dør for ham; men uheldigviis ere Vanskelighederne herved større, thi de Personer, i hvis Rækker vor Charlatan nu vil indtræde; ere istand til at bedømne en saadan Ansøgers Adkomster, og deres Kjendelse bliver altid et Nederlag for ham.

Men dette er ikke nogen Grund til at lade Modet falde; tvertimod, hans marktskrigeriske Bekjendtgjørelser oversvømme meer end nogensinde alle Aviserne. Brochurer gaae fra Haand til Haand og bevise de almindelige lægevidenskabelige Sætningers Falskhed og de ubestridelige Fortrin ved den af Forfatteren opfundne Lægemethode. Disse Løgne finde Medhold hos mange Personer, thi det maa erindres, at Brochurerne ere skrevne for et Publikum. der er lidet kjendt med Lægevidenskaben og altid er tilbøieligt til at antage en Ting, naar den blot synes at være logisk rigtig, netop af den Grund, at. det ikke kan indsee dens Falskhed.

Alt hvad der kan hjælpe godt til at forøge Virkningen af disse Brochurer og Marktskrigerier, bliver iagttaget. Deraf komme disse Angreb paa Videnskabens ypperste Mænd, som foragte at give Svar derpaa, Angreb, som staae opslaaede paa vore Hovedstæders Mure , og derfra skrive sig alle disse Demonstrationer, Experimenter og offentlige frie Forelæsninger, som holdes af disse fine Spekulanter. Saadanne Forsamlinger og Foredrag have det Øiemed at gjøre saamange Proselyter som muligt af Tilhørerne, der for Størstedelen ere ucompetente i Faget. Hvad skulde disse vel indvende imod de glimrende Fremstillinger og lærde Udviklinger? Kunne de i disse Operationer, der udføres med saamegen Færdighed ligefor deres Øine, vel see Andet end Experimenteurens Duelighed ?

Midlerne afvexle i det Uendelige, men de stræbe alle til det samme Maal: at trække Penge fra Patienten, og man skyer ikke den usleste Fremgangsmaade. Lad os som Exempel tage de Lægecharlataner, som give sig af med Behandlingen af veneriske Sygdomme.

Disse Sygdomme give Anledning til, paa den fjerde Side af de Aviser, der gaae igjennem alle Hænder, at fremsætte Annoncer, som ofte ere forfattede i usædelige Talemaader, og til de bekjendte afskyelige Brochurer; som saa hyppigt bringes for Offentligheden. Intet udelades deri, hverken Beskrivelser af Syphilis i den yderste Detail, eller usædelige Billeder, eller de laveste Bagvadskelser imod den almindelig vedtagne Helbredelsesmaade.1)

Den Syge gribes af Skræk ved Læsningen af de indbildte Tilfælde, som han udsætter sig for, naar han ikke snarest muligt giver sig i Hænderne paa Skriftets Forfatter, thi denne alene er istand til at standse Sygdommen: vor Charlatan har nemlig havt den Lykke at opdage et Middel, som hurtigt skaffer selv de alvorligste Tilfælde afveien uden at tage sin Tilflugt til Mercurialmidler, saaledes som de andre Læger. Disse Løgne ere fremsatte med en saadan Sikkerhed, de ere støttede paa saa overbevisende Grunde, at den forfærdede Patient bilder sig ind, at han ene kan finde sin Frelse i den lovpriste Behandling. som han derfor naturligviis iler med at underkaste sig.

Her støde vi atter paa Mangelen af behørig Control. Charlatanen vil, for ikke at blive greben i sit Snyderi, selv udlevere Lægemidlerne eller, naar en Apotheker, som anbefales af ham, leverer hvad han foreskriver, er det næsten afgjort, at denne er en Medvider, og at han fortjener den samme Foragt som Qvaksalveren selv.

Det kunde maaskee være gavnligt her at anføre et Factum, der er valgt iblandt mangfoldige lignende; det er fortalt mig af den Bedragne selv.

En ung Mand af god Familie havde hos en af disse Personer gjennemgaaet en Behandling, hvorved nogle meget ubetydelige Symptomer af den ommeldte Sygdom vare bortskaffede; han blev yderst forbauset ved at modtage en Regning paa 800 Francs for Honorar. Først troede han, at det var en Fejltagelse, men han modtog snart den bestemte Forsikkring, at han havde at betale denne store Sum for ti eller elleve Consultationer.

Hans Forlegenhed var begribelig: han saae sig tvungen til at betroe sin Fader Sygdommen, som han hidtil havde holdt, hemmelig, og tale til ham om Doktorens Fordringer. Faderen nægtede at betale den forlangte Sum; men da Bedrageren truede med at bringe Sagen for Domstolene, maatte han finde sig i sin Skjæbne, da han foretrak at tabe denne Sum hellere end at ødelægge sin Søns Rygte og Fremtid ved at lade hans Navn figurere ved Siden af en Læge, hvis specielle Fag var Behandlingen al syphilitiske Sygdomme.

Hvormange lignende Exempler kunde anføres, naar ikke den Syges eget Interesse tvang ham til at holde sine Klager tilbage i den dybeste Taushed?

Vindesygen driver Lægecharlatanerne til at overskride alle Grændser, og det er aldeles umuligt at forbinde de Midler, hvoraf de betjene sig, med det mindste Skin af Retskaffenhed.

Der gives en anden bekjendt Art af disse Lægecharlataner; det er efter min Mening den allerlaveste. Et Prøvestykke af ham kan læses udenpaa selve Brüssels Porte. Denne Lægecharlatan er en altfor afgjort Nullitet, en altfor plump, grov og usleben Person til at han kunde leve af sig selv; han er en Snylteplante, som har sin Rod og Saft fra en anden Charlatan, der er af et finere og listigere Slags.

Denne nye Pode, som har sit Diplom, Gud maa vide hvorfra, giver den Rolle: at han med sin Autoritet beskytter sin geniale Formynder, ved hvem hans Krybbe stadigt fyldes. Han gaaer omkring og lovpriser det nye Systems Fortrinlighed og erklærer, at han, efterat have i sin hele Carrière studeret Lægevidenskaben, nu først har faaet Klarhed, da hans Øine bleve aabnede af Raspail.

Imidlertid paatvinger han Ingen sin Overbeviisning, men spørger først sine Patienter, om de ønske at blive raspaillerede (sic) eller behandlede efter almindelig Lægemethode! I første Tilfælde koster det 5 Francs, i andet kun l Franc 50 Centimer; hver Fortjeneste maa jo have sit Salair.2) Personens Forretning bestaaer i, at han underskriver eller endosserer Ansvaret for sin værdige Compagnons Gjerninger. 3)

Havde jeg ikke Ret i at kalde denne Sort den allerforagteligste?

Noter (Overs. Anm.)

  1. I Aviser, Fiacres, Omnibusser, Hoteller, og navnlig paa de Skilderhuuslignende Huse, som i to Rækker findes i et Antal af flere Hundrede langs Boulevarderne i Paris, seer man store Plakater med Overskrift ”Maladies secrètes, guérisson rapide, consultation gratuite par Dr. Albert”, og paa Husets indre Væg en udførligere Underretning vedkommende samme Sygdom. Charlatanen leverer nemlig selv Lægemidlerne, som han naturligviis lader sig godt betale, og samme Herre curerer ogsaa pr. Correspondance. Man seer lignende Placater i en Søstad ved Middelhavet, men der ere de saa store, at de opfylde hele Gavlen af et høitliggende Huus og kunne sees fra Skibene i Havnen. Dr. Alberts Annoncer koste ham circa 140,000 Francs om Aaret!
  2. Man fortalte i sin Tid om en kjøbenhavnsk Læge, at han spurgte sine Patienter om de ønskede at cureres ved Homøopathi eller ved Aløopathi; dog melder Historien intet om forskjellig Taxt for disse to Methoder.
  3. Raspail har nemlig ikke selv Lægediplom.

Kilde:
I Commission hos Chr. Steen & Søn. Kjøbenhavn, 1859.
Hypertekst udgave fra Para-nyt, udsendt 1. november 1999

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*