Charlataner og charlataneri – Kapitel 2

1999, Nov 1st | Emner: Alternativ behandling, Bøger, Fup og svindel

af A. Wanty

  1. Indledning. Oversætterens forord
  2. Første Kapitel. Udenlandske Charlataner. Overtroiske Midler. Empirikere, de saakaldte kloge Mænd.
  3. Andet Kapitel. Lægevidenskabeligt Charlataneri i Ordets egentlige Forstand. Uropatherne.
  4. Tredie Kapitel. Charlataneriets Benyttelse af Electriciteten.
  5. Fjerde Kapitel. Accumulation af Fag, henhørende til Lægekunsten. Indgreb i Andres Rettigheder.
  6. Femte Kapitel. Lægecharlataner.
  7. Sjette Kapitel. Raspail og hans Kuurmethode.
  8. Syvende Kapitel. Apotekernes Specialiteter og hemmelige Midler.

Lægevidenskabeligt Charlataneri i Ordets egentlige Forstand. Uropatherne.

Hidindtil have vi seet Menneskeheden i Kamp mod det vulgaire Charlataneri, som er uden Dannelse og kun har svage Midler til at virke paa oplyste Folk; nu skulle vi see den i Hænderne paa stundom dygtige Mænd, som have mægtige Midler til at skaffe sig Indflydelse; det er umuligt at naae dem med Lovens Arm, thi de ere for en stor Deel Medlemmer af selve Lægesamfundet, som de vanære ved deres Opførsel.

Det er beklageligt, at der ikke for de medicinske Fag danner sig regulerende Raad; saadanne alene vilde være istand til at bekjæmpe Charlatanismens Misbrug; saadanne Institutioner ønskes og fordres saa indstændigt men endnu altid forgjæves, skjøndt de maae ansees ligesaa nødvendige som de ere det for Advokaterne og Notarerne, der forlængst have dem.

Man er fristet til at spørge sig selv, hvor det dog er muligt, at Læger og Apothekere undertiden kunne besudle deres Fag ved Lavhed og Slethed i alle Retninger og træde alle Ærens og Anstandens Følelser, som man har Ret til at forudsætte hos dem, under Fødder. Det maa da erkjendes, at denne Stand ikke indtager den høie Plads i Samfundet, som med Rette tilkommer den, og Aarsagen dertil ligger i alle dens Medlemmers indbyrdes Ansvar; den Enkeltes Vanære falder tilbage paa de andre, hvor hæderlige de end kunne være.

Vanskeligheden ved at forskaffe sig en passende Praxis og Søgning efter langvarige og bekostelige Studeringer, bringer ofte Lægen og Apothekeren i en yderst betænkelig Stilling. Hvo indseer ikke, hvor vanskeligt det er at forblive redelig og samvittighedsfuld, naar man staaer med en mørk Fremtid for Øie, som giver Udsigt til daarlige Kaar, ja maaskee Nød ?

”Fattigdommen”

siger Plato

”avler Lavhed og en hemmelig Tilbøielighed til at gjøre det Onde.”

Disse Aarsager forklare, men undskylde ikke den høist forkastelige Fremfærd af visse Medlemmer i Læge og Apothekerstanden.

Een Ting maa man lægge Mærke til nemlig den Hovedregel: at Charlatanen altid har saameget større Udsigter til at bedrage Folk, jo mere hans foregivne Lære ligger udenfor Logikens strenge Love og staaer i Modsætning til de ved Erfaringen stadfæstede Grundsætninger.

I første Række staaer Uropathen, almindelig kaldet Urindoktoren.

Det er en ret charakteristisk Person; han udover en stor Indflydelse paa et vist Publikum og jeg maa derfor omtale ham lidt nærmere.

En saadan Læge boer sjeldent i Midtpunktet af de folkerige Stæder; den offentlige Mening er mere oplyst der end ude paa Landet, og han maa fremfor Alt frygte for at henlede den paa sig, thi han vilde da tabe al sin Anseelse; han bruger en saakaldt rationel Lægemethode og giver sig stundom ud for udelukkende at anvende Vegetabilier, som han, om man kan troe ham, specielt studerer, hvilket endnu har skaffet ham et andet Navn nemlig Grøndoktoren; jeg vil gjerne troe, at han helst experimenterer med de grønneste Lægemidler og Personer.

Han bryder sig ikke om at følge de almindelige Læresætninger; derfor er det ogsaa aldeles overflødigt, at den Syge lader sig visitere af denne Æsculap; de anerkjendte Systemer har han Intet at skaffe med: Sygdommens Oprindelse, dens Forløb og de Kjendetegn, som findes ved en opmærksom Examination af Patienten, ere for ham ganske overflødige Ting; han ønsker ikkun at see Urinen, og ved at undersøge den, kommer han til sit Resultat, rigtignok i ubestemte Udtryk, men som altid ere bestemte nok for Størstedelen af de Personer, der ikke kjende til Sygdommens Charakter og Symptomer, Affectionens Fremskridt, dens rimelige Varighed og nogle andre Generalier, ved hvis Opregning han aldeles ikke kan forringe sin Anseelse som Videnskabs- og Spaamand.

Da han sætter Priis paa Diskretion, er det ham meget om at gjøre selv at levere den største Deel af Medikamenterne; det er det eneste Middel til ikke at røbe sine Snyderier.

Jeg spørger nu, om man med god Samvittighed kan tilstæde saadan Fremgangsmaade? Lærer ikke allerede den elementaire Underviisning, at en afsondret Vædske som Urinen ikke kan tjene til paa en bestemt Maade at constatere det simpleste Sygdomstilfælde? Den kan ligesaalidt tjene til at bestemme de Sygdommens Tegn, der afvexle med hvert Øieblik efter Omstændighederne og forøvrigt ere eiendommelige for ethvert Individ.

Uropathen har mere Grund end enhver Anden til selv at erkjende Falskheden af sin foregivne Lære; selv om han ikke var Læge, maatte hans uafladelige Uheld snart bevise ham dens hele Urimelighed; hvad skal man da sige om en Læge, som befatter sig med saadanne Manoeuvre og ikke frygter for derved at plette sin Ære? Han maa uafladelig qvæle sin Samvittigheds Tilraab, der hvert Øieblik oprøres over hans veloverlagte Gjerninger. Hans Begjærlighed driver ham ud over de Gændser, som han maaskee havde besluttet ikke at overskride, og, tvungen til under alle Omstændigheder at soutenere sine løgnagtige Læresætninger, er han uafladelig udsat for ikke at kunne passende soignere de Syge, hvilke han ikke kan undersøge, som han burde, og som derfor maae omkomme som Offre for hans skjændige Beregninger. Hvormange lette Upasseligheder, som en rigtig Behandling vilde have hævet, ere ikke forvandlede til Tæring eller Hjertesygdomme, der førte til en hurtig Død, fordi det, da de vare overgivne til Hænder, der ikke kunde kjende deres Charakteer, af Mangel paa Undersøgelse, blev umuligt at anvende de lægevidenskabelige Midler imod dem, som vilde have medført Helbredelsen? Der ligger en saa dyb Umoralskhed i disse skjændige Gjerninger, og Følgerne deraf ere saa alvorlige, at man ikke kan forklare sig, hvor det er muligt at gjøre sig skyldig deri, især naar man har nydt en Opdragelse, som burde hæve En langt over saadan strafskyldig Fremfærd.

Een Ting overrasker; det er at see saa plumpe Midler i lang Tid bedrage Publikum. Det skulde synes, at et saa urimeligt System, hvis man ellers kan give et Væv af Løgne og Hyklerier Navn af System, maatte bukke under for den almindelige Latter eller Foragt; men det maa ikke tabes af Sigte, at, naar dette ikke skeer, saa er Grunden den, at Charlatanen ofte er en oplyst Mand. begavet med Veltalenhed og fast bestemt paa ikke at skye noget, selv det laveste Middel for at kunne øve sit Bedrageri.

Hertil ere Medvidere nødvendige, og, med en Smule Opmærksomhed, vil man let erkjende disse i de saakaldte Syge, som, medens de sidde og vente paa Audients hos Doktoren, berømme ham i glimrende Lovtaler med Fortællinger om hans Mirakelkure o.s.v. De gjøre endvidere en anden Tjeneste: den Interesse som de vise Patienten i Forværelset, har til Hensigt at udfritte ham om hans Sygdoms Symptomer, dens Fremgang m. m.; saadanne Oplysninger ere Guld værd, thi Charlatanen seer sig ved dem istand til at forbause den Syge med en historisk Fremstilling af hans Tilfælde; han kan endog opregne for ham, hvilken Helbredelsesmaade der hidtil er fulgt og dens Resultater, og Alt det uden at forlange nogen Oplysning af ham selv — nei det er alene Resultatet af Urinens Undersøgelse! Disse Jongleurkunster og andre lignende, som jeg ikke skal opregne, indeholde Alt, hvad der behøves til at gjøre et levende Indtryk paa Patientens Indbildningskraft og give ham en høi Mening om hans nye Læge: denne Tanke vilde være tilstrækkelig til at frembringe en Tillid. hvis Følger kunde være fortrinlige for den Syges aandelige og selv for hans legemlige Tilstand: men disse Følger blive altfor snart tilintetgjorte.

En anden Omstændighed. som endnu kommer dette Charlatanen til Hjælp, er følgende: det indtræffer ikkun i overordentlige Tilfælde, at man ligefra Sygdommens Begyndelse tager sin Tilflugt til Uropatherne; thi de indgyde for det meste en vis Modbydelighed, hvorover man ikke bliver Herre uden at være udmattet af en langvarig Lægebehandling, eller paavirket af disse Æsculapers vidunderlige Kure.

Naar man er kommen til dette Punkt, er det sjældent. at man ikke betragter Tilfældet som overmaade farligt, og denne Tanke bliver godt benyttet af Charlatanen, som man henvender sig til. Lad nu dertil indtræffe en eller anden, som oftest af den fulgte Behandling uafhængig, heldig Omstændighed, saa vil det lykkelige Udfald blive udbasunet overalt og i alle Punkter blive tilskrevet den fiffige Bedrager og tjene til at skaffe ham nye Kunder. Uheld derimod skade ham aldrig, thi ved sine tvetydige Ord, ved de farlige Symptomer, som han fra Begyndelsen af har paaviist, er det sørgelige Resultat forudseet, og han tilføier endog, at man har henvendt sig for seent til ham, og at man har spildt en kostbar Tid ved at behandle Sygdommen fra Begyndelsen af efter en daarlig Kuurmethode.

Trods deres overordentlige Talent, komme disse Charlataner dog undertiden tilkort med deres Videnskab, og vi kunne nævne en af de meest bekjendte, som engang stødte paa en uoverstigelig Vanskelighed. Vi tillade os her at gjengive Factum med nogle faa Ord:

En Bonde paa 28 til 30 Aar med et opvakt Ansigt, bragte en berømt Uropath en Flaske, indeholdende Urin. Var Overbringeren af denne Flaske ikke istand til at give nogen Oplysning? eller svarede hans Aand ikke til den Opvakthed, som man var fristet til at tillægge ham, naar man betragtede ham nøie? — det er ikke godt at sige; men vist er det, at hans Ordknaphed var saa fortvivlet, at Doktoren var udelukkende henviist til Undersøgelsen af Vædsken for derpaa at støtte sin Diagnose og foreskrive et Lægemiddel. Ganske hen i Vind og Veir yttrede han da efter denne Undersøgelse, at Flaskens Indhold hidrørte fra en gammel Podagrist; men et Blik paa Bonden viiste ham en benægtende Gebærde, og han tilføiede derfor raskt, at han troede det tilhørte en ung Person, som leed af Brystsvaghed.

Men hvo skulde troe det. Kundens Ansigt frembød igjen det samme benægtende Træk, hvilket ingenlunde bidrog til at redde Doktoren ud af Forlegenheden. Dog han var, som sagt, ikke Mand for at lade sig forknytte, og det var ikke første Gang han befandt sig i lignende Tilfælde. Han saae sig derfor omsider istand til paa sin Ære at forsikre, at nogle fine smaa Fnokker, som han ikke strax havde bemærket, gave ham den Overbeviisning, at alene en Mand, der led af Vatersot eller af en Sygdom sui generis, var istand til at afsondre en Vædske af dette Udseende.

Han gjorde udentvivl stærkt Regning paa Virkningen af de latinske Ord; men da Bonden hørte dem, kunde han ikke tilbageholde et voldsomt Udbrud af Latter; han opgav endogsaa sin Stumhed for at fortælle den forbløffede Doktor, at den sjeldne Vædske, som satte hans Talent paa en saa haard Prøve, var af … et Æsel.

Jeg behøver neppe at tilføie, at den foregivne Bonde var en af vore lystigste og i Mystifikationer meest drevne Spøgefugle.

Kilde:
I Commission hos Chr. Steen & Søn. Kjøbenhavn, 1859.
Hypertekst udgave fra Para-nyt, udsendt 1. november 1999

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*