Charlataner og charlataneri – Kapitel 4

1999, Nov 1st | Emner: Alternativ behandling, Bøger, Fup og svindel

af A. Wanty

  1. Indledning. Oversætterens forord
  2. Første Kapitel. Udenlandske Charlataner. Overtroiske Midler. Empirikere, de saakaldte kloge Mænd.
  3. Andet Kapitel. Lægevidenskabeligt Charlataneri i Ordets egentlige Forstand. Uropatherne.
  4. Tredie Kapitel. Charlataneriets Benyttelse af Electriciteten.
  5. Fjerde Kapitel. Accumulation af Fag, henhørende til Lægekunsten. Indgreb i Andres Rettigheder.
  6. Femte Kapitel. Lægecharlataner.
  7. Sjette Kapitel. Raspail og hans Kuurmethode.
  8. Syvende Kapitel. Apotekernes Specialiteter og hemmelige Midler.

Accumulation af Fag, henhørende til Lægekunsten. – Indgreb i Andres Rettigheder.

Foruden de egentlige Charlataner maa Lægen ogsaa undertiden concurrere med visse Apothekere, som ikke tage i Betænkning at tage Sygdomme i formelig Behandling og hvoraf Nogle endog gjøre Besøg i Husene. Man kan ikke noksom protestere imod en saadan Fremgangsmaade; den Kundskab, de besidde i Therapien er langtfra tilstrækkelig til at undskylde sligt Indgreb, og de burde aldrig tabe af Sigte, at den Syges Helbred kan lide et dybt Knæk, naar man giver ham et Lægemiddel, som er contra-indiceret. Disse Misbrug blive. rigtignok kun i sjeldne Tilfælde, drevne til de yderste Grændser, og vi kunde paavise Nogle, hvis Apothek er forvandlet til en formelig Consultationsstue, som er saameget bedre forsynet med Patienter, som disse ledes af en smudsig Øekonomi og lokkes af det Renomé, som Charlatanismen gjerne pleier at forskaffe dem. der bringe den i Anvendelse.

Det indsees let. at man ikke kan forhindre Publikum fra hos Apothekerne at forskaffe sig visse Huusmidler saasom Universalbalsom. Hoffmannsdraaber, Gummi. Mandelmelk o. s. v. Det vilde være latterligt at fordre Lægens Recept for saadanne Artikler; thi Patienten vilde da strax henvende sig til Materialisterne, som i deres Udleveringer meget vanskeligt kunne rammes af Lovens Straffebestemmelser, eller til de hemmelige Apotheker, hvis Tilværelse her snart skal belyses. Naar Nogen forlanger disse Medikamenter og betegner dem med rigtigt Navn, uden at søge noget Lægeraad hos Apothekerne, saa handler han af egen Tilskyndelse og kjender den kjøbte Substants Egenskaber, og det er tilstrækkeligt til at Apothekeren kan udlevere ham den uden at overtræde sine Pligter. Den modsatte Regel vilde skade den Sidstnævnte til Fordeel for Materialisten, og Loven kan ikke være strengere for Udleveringen af saadanne Artikler end for Salget af Giftsubstantser, der kunne udleveres mod en skriftlig Begjæring af en bekjendt Person.

Jeg skal tillade mig til Styrke for denne Mening at anføre en lærd Pharmaceuts, afdøde de Hemptines Ord, nemlig:

”Størstedelen af de Indskrænkninger, som vore Love hidtil have indført i Salget af Lægemidler, er stridende imod vort Regjeringssystem. Publikums Ret til at forskaffe sig de Medikamenter, som det tinder passende at benytte, er ligesaa ubestridelig, som enhver anden Ret. Det er ikke tilladt at sætte anden Grændser for samme end dem, som den offentlige Sikkerhed fordrer.” (Notice sur A. de Hemptine. par L S. Stas.)

”Det medicinske Academi har ved sit Votum stadfæstet Systemet for Salg af Medikamenter; men det har paa samme Tid indført Indskrænkninger, som, det gjør mig Ondt at sige, indeholde ligefremme Modsigelser.”’ (‘Stas. samme Notice.)

Men derfra er langt til de Misbrug, som vi betegne, og, vi gjentage det, Apothekerne besidde ingen af de Kundskaber, der udfordres til at kunne tilraade og foreskrive Lægemidler, endog i saadanne Tilfælde, der fremtræde som lette og lidet alvorlige Upasseligheder. Denne empiriske Lægekunst kan under visse Omstændigheder forøge Ondet, medføre betænkelige Tilfælde og lade et tungt Ansvar falde paa dem. som udøve den.

Imidlertid ere Publikums Fordringer i denne Retning og Vanens Magt saa store, at Apothekeren ofte befinder sig i den dobbelte Forlegenhed, enten at miste sin Kunde, naar han ikke giver ham det forlangte Lægeraad. eller ikke at rette sig strengt efter Lovens Forskrifter.

Til Styrke for hvad jeg her har anført, skal jeg nævne to Tilfælde, som i den seneste Tid ere indtrufne i min Praxis.

En Dame kom og viiste mig sit Barn, som i flere Dage havde havt en Plet paa Øiet, og bad mig med det Samme om et Middel til at skaffe den bort. Jeg foreholdt hende, hvor nødvendigt det var at consulere en Læge, thi saadanne Tilfælde kunne, hvor ubetydelige de end synes, ofte blive meget alvorlige. Hun tog min Bemærkning meget ilde op og henvendte sig senere til en Collega af mig: kort Tid derefter havde Barnet mistet Øiet.1)

En anden Person vægrede sig ved efter mit Raad at tilkalde en Læge, hvis Nærværelse jeg troede uundgaaelig nødvendig hos et Barn, der efter hendes Udsigende, hostede meget stærkt og led af Trangbrystighed. Da Tilfældene forværrede sig i kort Tid. saa at det blev nødvendigt at tilkalde Lægehjælp, fulgte man mit Raad, men Lægen fandt ved sin Ankomst den Lille død. Jeg erfarede senere, at Barnet var bortrevet i et Anfald af Strubehoste.

Det maa dog endelig være paa Tiden ved Lovens Bud at undertrykke visse Apothekeres Accumulation med Lægepraxis, hvilken Accumulation er høist farlig for den offentlige Sundhedstilstand og krænkende for den hele Lægestand.

Pharmacien nyder derfor heller ikke den offentlige Agtelse, som den fortjener; der hører ingen lang Undersøgelse til at overbevise sig herom. Dens Maal er imidlertid et stort og ophøiet, og den er, ligesom Lægevidenskaben, hvis Søster den er, kaldet til at yde Menneskeheden de største Tjenester.

Apothekeren har ved sine specielle Kundskaber i Physiken og Naturhistorien og sine chemiske Studier, paa hvis Grundighed han især maa beflitte sig, mangfoldige Leiligheder til at stifte Nytte; saaledes skylder Lægekunsten ham Opdagelsen af de kosteligste Medikamenter; det er hans Hverv at opdage Fødemidlernes Forfalskning; Forgiftningsforsøg, som tidligere vare saa almindelige, ere bleven vanskeligere siden Chemien har viist os Midlerne til at erkjende dem; saa at Ophavsmændene ikke kunne undgaae deres Straf, og naar Giften undertiden ikke medfører de skrækkelige Resultater, hvortil den maaskee er anvendt, da er det fordi Pharmacien har naaet Evnen til at udfinde de Substantser, der ere istand til at neutralisere dens Virkninger; endelig gives der knapt nogen Green af Kunst og Industri, som ikke skylder Pharmacien store Opdagelser og mærkelige Forbedringer.

Som Hovedaarsag til de anførte Misbrug, maae vi ansee det overdrevne Antal af Apotheker overalt i den sydlige Deel af Belgien; dette Antal staaer i et saadant Misforhold til Befolkningen at mange Apothekere, paa Landet have et meget knapt Udkomme og stundom ere nærved at lide Nød 2). En saadan Tingenes Tilstand kan have alvorlige Følger, som man let vil begribe, thi Apothekeren maa, under den store Vanskelighed der er ved at controllere hans Handlinger, meget ofte blive stillet imellem sin Samvittighed og sin Fordeel. Men man maa ikke bringe et Menneske i en saadan Stilling, at Vindesygen kan i et eller andet Tilfælde faae Magt nok over ham til at udsætte ham for at begaae en Forbrydelse. Det er en af Grundene; hvorfor Begrændsningen af Apothekernes Antal vilde være i høi Grad ønskelig.

En anden skadelig Sag er den Concurrence, som Apothekeren maa taale af en Mængde Næringsdrivende, en Concurrence, imod hvilken det er beklageligt ikke at kunne paakalde Lovens Hjælp. Saaledes bemægtige Kukkenbagerne sig en god Mængde Præparater, der henhøre til Apothekerens Fag: Brystsiruper, balsamiske Paster og alle Slags Pastiller ere Exempler derpaa 3); selv Urtekræmmerne udlevere visse Purgativer og andre stærkt virkende Substantser, uden at bekymre sig om de ødelæggende Følger, som deraf kunne opstaae.

Hvorledes kan man have Tillid til Medikamenter, der ere tilberedte uden fast og bestemt Regel; af aldeles ukyndige Personer, hvis eneste Formaal det er at levere et behageligt Præparat til godt Kjøb? Har Analysen ikke ofte nok godtgjort, at den foregivne Gummisirup hos mange Kukkenbagere ikke indeholder et Atom af denne Substants, og at deres Violsirup er Sukkersirup, farvet med Lakmus og aromatiseret med Violrod? Behøver jeg endnu at anføre visse Destillateurers mavestyrkende Draaber og Parfumeurernes mangfoldige Tanddraaber? Opdager Chemien ikke i mange Tilfælde meget giftige Substantser deri? Det kan ikke overraske, at saa grove Forfalskninger medføre betænkelige Tilfælde og Sygdomme, der kunne blive dødelige. De Personer, som kunde fristes til at ansee det Ovenanførte for Overdrivelse, svare vi simpelthen Følgende. Indeholder den Sirup der gaaer i Handelen, og de Paster, hvori der skulde være et stort Qvantum Sukker, ikke som oftest meget Lidt af denne Substants, men istedet derfor en Substants, som kaldes Stivelsesukker (glucose)? Alcohol, som danner Grundstoffet i alle Tand og Mavedraaber, indeholder ofte Svovlsyre (Vitriololie), og disse Præparater blive farvede med giftige mineralske Substantser; det røde Tandpulver indeholder langt oftere Zinnober (Svovlqviksølv} end Cochenille eller Carmin. Det vilde være let at anføre uendelig mange Exempler endnu, men disse her ville være tilstrækkelige til at paavise Farerne.4)

Droguisterne eller Materialisterne forøge ogsaa Listen paa de Personer, der foraarsage Pharmacien et betydeligt Afbræk. De ikke alene udlevere de gjængse, usammensatte Medikamenter til Enhver, men de kunne endogsaa afsætte giftige Substantser uden at være bundne; saaledes som Apothekerne, til Formaliteter, og uden saaledes som disse at have et overordentlig stort Ansvar. Heri ligger en Modsigelse, som er klar for Enhver, og Loven burde snarest muligt søge at raade Bod derpaa. Hvor kan man vente at see Aarsagerne til Forgiftningerne bortskaffede, og de alvorligste Tilfælde ophøre at gjentage sig daglig, saalænge Materialisten tør udlevere til Alle og Enhver, uden at nogen Control er mulig, enorme Doses af Phosphor, af Laudanum, Opium. Arsenik, Svovl, Salpeter. Saltsyre o. s. v., medens Apothekeren ikke tør udlevere den ringeste Substants; uden at han først maa iagttage Formaliteter, der ere givne for at han kan drages frem for Domstolene naar noget uheldigt Tilfælde indtræffer? 5)

Men Droguisten holder sig ikke dertil; han driver ogsaa Pharmaci i Smug. Han tillaver og udleverer hvert Øieblik de meest sammensatte Medikamenter, ja endog efter Lægernes Recepter. Jeg skulde engang analysere en Drik, der var bestemt til at tages Theskeefuldviis og leveret af en Materialist; den indeholdt: 38 Gran hermes mineralis istedetfor 2 Gran, som der stod paa Recepten! Barnet var nær død efter de første Skeefulde. For faa Dage siden var jeg igjen Vidne til en lignende Feiltagelse, som ligeledes medførte farlige Tilfælde. Lægen havde foreskrevet et stærkt virkende Medikament, hvis Masse skulde af Apothekeren deles i 30 lige Doses; Materialisten, som man havde henvendt sig til, havde leveret 30 Doses lige med det Hele! Det kan gyse i En, naar man seer saadanne Ting foregaae hver Dag. Hvormange Forgiftninger maae dog ikke opstaae af slige Feiltagelser? og saadanne Tilfælde blive, vel at mærke, næsten altid fordulgte i den dybeste Hemmelighed. Jeg maa gjentage, det er beklageligt at see vore Love afmægtige imod et saa skamløst Charlataneri, at see hele Lægestanden forholde sig ligegyldig ved saa forfærdelige Kjendsgjerninger. Det er ikke alene Lægens og Apothekerens Interesser, som her staae paa Spil; men den offentlige Helbredstilstand bringes derved øiensynligt i Fare.6)

Jeg skal ende Opregningen af de Misbrug, der hovedsagelig gjøre Pharmacien Afbræk, med at sige nogle Ord om Lægernes Salg af Medikamenter.

I den store Folkemængdes Midtpunkt er et saadant Salg neppe mærkeligt; den offentlige Mening holder Ret og Dom derover, og Lægerne kunde efter mine Anskuelse neppe vælge noget grundigere Middel hvis det var dem om at gjøre at tabe den almindelige Agtelse. Det vil altid falde vanskeligt at forestille sig, at den Læge, som selv leverer det Medikament, han ordinerer, skulde gjøre det med fuldkommen Uegennyttighed i pecuniair Henseende eller uden den Hensigt at holde sin Lægemaade skjult. Det være fjernt fra mig at give saadanne Forestillinger Indpas; men den forudfattede Mening er der, og jeg troer det er uforsigtigt at give den Fodfæste.

I vort Land er det godtgjort, at 515 Communer i Flandern og 182 i Luxemburg ikke tælle een eneste Apotheker; jeg vil ikke tale om de andre Provindser hvor denne Kjendsgjerning rigtignok ikke er saa almindelig. Dette er en beklagelig Ting, mod hvilken Apothekerstanden alt længe har reist retfærdige Klager, men desværre forgjæves. Her er ikke Stedet til at gjengive alle de fra begge Sider anførte Grunde for at undskylde eller dadle denne Mislighed; det maa imidlertid billigviis erkjendes, at den nødvendige Adskillelse mellem Lægekunsten og Pharmacien nuomstunder er en almindelig anerkjendt Sag. Ved den sidste Lægecongres blev et Forslag, som sigtede til at give Lægerne i Landdistrikterne Lov til at levere Medikamenter og at tilstaae Lægerne i de enkelte Byer. hvor der ingen Apotheker ere, den samme Ret, heftigt bekjæmpet af flere Medlemmer. Doktor Cloquet sagde: ”at den Artikel, som taaler et saadant Salg, efter hans Anskuelse maatte være den første der blev udstrøget af vor Medicinal-Lovgivning, fordi en saadan Trafik ikke stemmer med Lægens Værdighed. Man veed jo forøvrigt ”tilføiede han” hvormeget Lægernes Medikamentudsalg lader tilbage at ønske. Medikamenters Udlevering af Lægerne kan medføre en uendelig Mængde Ulemper; de, som paastaae at Accumulationen er en Nødvendighed for Flandern, bestyrke en falsk Fordom; det er en sørgelig Kjendsgjerning, at en hæderlig Stand, i et Aarhundrede, hvor man i alle Retninger hylder Fremskridt, siger:

”Jeg understøtter en Fordom, blot fordi flere af mine Medborgere ikke kunne undvære den til deres Existents.”

Lægen er ikke bedre skikket til at praktisere som Apotheker, end denne Sidste er istand til at udøve Lægekunsten. De lange og vanskelige Studier, man er nødt til at gjøre for at opnaae Apotekerbevilling, kunne ikke erstattes med de meget ufuldkomne Kundskaber i Pharmacologien, der udfordres til Læge Examen; alle de Grunde, som kunne anføres imod disse Betragtninger, taale ikke, selv den meest overfladiske Undersøgelse.

De Kundskaber, Lægen er forpligtet til at have, ere allerede udstrakte nok, saa at man ikke behøver endnu at forøge dem med de ligeledes meget ubredte Kundskaber, som Apothekerne nuomstunder maae besidde; derfor maa det ogsaa erkjendes, at Lægen, som accumulerer begge Fagene, ikke har de Egenskaber, som udfordres til at forstaae sig paa Medikamenters Tilberedning. Alt hvad man anfører for at bevise det Modsatte, saasom Formlernes Simplifikation og selve Medikamenternes Indkjøb hos en Apotheker, ere Undskyldninger, der intet Værd have, men tjene til at skjule en egennyttig Beregning, som grunder sig paa Vindesyge. Doktoren, som selv leverer Medikamenterne, lader dem tilberede ved et Medlem af sit Huus; denne Kjendsgjerning staaer uimodsigelig; Tilberedelsen bliver endog ofte overladt til Kokkepigen. Jeg kan anføre en Mand, der boer i et Sogn tætved Brüssel; som efter en Consultation vilde lade sin Kokkepige lave et anordnet Qvantum Piller, hvoraf hver enkelt skulde indeholde en Tyvendedeel Gran Strychnin, hvilket er en af de stærkeste Giftarter man kjender. Den raadspurgte Læge tillod det ikke; men hvad var der vel skeet uden hans Mellemkomst?

Lægen paa Landet har lange Veie at tilbagelægge, mange Sygebesøg at gjøre; og han kan i de fleste Tilfælde ikke opsætte Leveringen af det foreskrevne Medikament indtil han kommer igjen. Hvilken Rolle vilde Lægen da spille i et Forgiftningstilfælde, hvor chemiske Studier ere uundværlige for at skjelne den giftige Substants, som har frembragt Tilfældet og anvise den rigtige Behandling? Hvad vil han gjøre ved en Blodstyrtning, ved en Operation, der udfordrer den øieblikkelige Anvendelse af et kraftigt Middel og dog ikke tillader Lægen at fjerne sig et eneste Minut fra den Syge?

Er dette ikke Tilfælde, som kunne have de alvorligste Følger for Patienten? Naar Lægefaget holdes adskilt fra Pharmacien, saa kunne de mulige Feil i Lægens Recepter blive opdagede af Apothekeren, der ifølge Lovens Forskrift skal conferere derom med Lægen paa en discret Maade; saadanne Tilfælde forekomme, og, selv om de ikke forekom, er det nok, at Sligt er muligt. Hvad vil der da skee, naar en saadan Control ikke existerer? Vil den begaaede Feil ikke medføre Forgiftninger? Mange Exempler derpaa ere bleven paaviste. Vedkommende gaaer næsten altid fri for Straf, og i de fleste Tilfælde blive Feiltagelserne skjulte; thi det er Lægen alene, der kan opklare dem, og han har størst Fordeel af ikke at bringe dem frem for Lyset. Jeg vil ikke udbrede mig videre over dette Thema; det er bleven behandlet fuldstændigt og af udmærkede Mænd gjentagne Gange.

Jeg tør antage disse Grunde for tilstrækkelige til i en vis Grad at forklare den slette Tilstand, hvori Pharmacien befinder sig; de ville; haaber jeg, bevise Nødvendigheden af Forholdsregler, der ere istand til at undertrykke de Misbrug, som jeg har betegnet.

Noter (Overs. Anm.)

  1. I England ere Mødrene blandt den arbeidende Klasse meget stærke i selv at doktorere paa deres Børn, og man kjøber paa Apothekerne uden Recept stærkt virkende Lægemidler ja selv Gifte. Mistress Brammers tre Børn i Sheffield lede af en stærk Forkjølelse; d. 8de Januar sidstleden kjøbte hun paa et Apothek Opium. Enebær og Lakrits for een Pence (4 Sk. dansk) af hvert Slags; hun lavede et Decoct af Enebærrene opløste deri Lakritsen og tilsatte Opiummen tilligemed et halvt Pund Sirup. Det ælste Barn fik 2 Spiseskeer fulde af denne Mixtur de to Yngre hver een; det Første døde efter nogle Timers Forløb og de Sidste vare, da Beretningen herom blev nedskreven, neppe til at redde.
  2. Hos os i Danmark er Forholdet i det Hele taget gunstigere, men her gives dog Landapothekere i Jylland, hvis hele aarlige Netto Indtægt af Medicinalvarer ikke beløber sig til mere end der medgaaer i Udgifter til den Medhjælper, Loven forpligter dem til at holde. — Det er en feilagtig Mening, at man ved at anlægge mange Apotheker skaffer Publikum billigere Medicin, thi det er en Kjendsgjerning, at netop de Apotheker, som have en større Omsætning, sælge Medicinen til en betydelig lavere Priis end den, som Apotheker-Taxten hjemler dem, hvorimod Apotheker med en mindre Omsætning ikke see sig istand til at indrømme Publikum denne Lettelse.
  3. Pastiller, indeholdende Rhabarber, Chinin og andre Lægemidler, have vi her i Hovedstaden seet falbydes af en Delicatessehandler, og Publikum kan hos Materialisterne kjøbe Ormepastiller indeholdende Santonin, ja man siger endog, at Læger have givet Anviisning paa denne Kilde, uagtet Santonin er et saa kraftigt Middel, at det kan fremkalde Forgiftning, naar ikke det rette Forhold ved Tilberedningen af disse Pastiller bliver iagttaget. — Dersom jeg ikke frygtede for at trætte Læseren, kunde jeg endnu anføre mange Exempler paa Medikamenters Tilberedning og Salg af ukyndige Personer. Jeg vil blot give eet endnu, som er nok for dem alle: i Adresseavisen averteredes engang Tanddraaber til Salg, hvilke ved Sundhedspolitiets Undersøgelse viste sig at bestaae af stærkt Skedevand.
  4. Hvilken Skade Ukyndighed i at anvende Farvestoffer kan foranledige, lader sig slutte deraf, at man her i Hovedstaden har anvendt giftige Farver, saasom Kobberarsenik, til Confecturers Farvning, og det uagtet Lovgivningen har sørget for en Fortegnelse over uskadelige Farver til dette Brug.
  5. Hvorvel Forholdet hos os er forskjelligt herfra, idet det er forbudt saavel Materialisterne som Apothekerne uden videre at udlevere Gifte til Publikum, have hine i den Henseende dog en langt friere Handelsret end disse, og skal jeg som Exempel anføre en saadan Anomali. Da Chloroform kom i Brug og dets farlige Virkninger i flere Tilfælde var constateret, blev det ikke alene forbudt Apothekerne at udlevere det til Publikum, men det blev yderligere formeent disse at udlevere det mere end een Gang efter samme Recept, medens Materialisten samtidig solgte det til Creti og Pleti. Ved en Forestilling til Sundhedscollegiet bevirkede Apothekerne dog ikke mere, end at det blev dem tilladt at udlevere det oftere efter samme Recept.
  6. Som Commentar hertil kan anføres. En svensk Apotheker paa Portorico, tog en Negerdreng i Lære; en Dag bliver Apothekeren syg og gaaer tilsengs, da der kommer Bud efter Salep; ifølge Apothekerens mundtlige Anviisning, rinder Negerdrengen ogsaa et hvidt Pulver, som han antager for at være Salep, men som i Virkeligheden var hvidt Arsenik, og udleverer det, og den Syge døde samme Dag. — I Februar d. A. blev i Camden Town et Barn paa 9 Maaneder forgivet, ved at en Apothekerdreng, som var alene i Apotheket, udleverede Calchicumviin istedetfor Brækviin. — Endnu eet. I Bradford i England fandt den 1ste Novbr. 1858 et storartet Forgiftningstilfælde Sted. En Apotheker ved Navn Hadgson laae til Sengs, da en Konditor kom til ham for at kjøbe 12 Pd. af et hvidt Pulver, som kaldes “daff” og som er et slags Gibs, der bruges til at forfalske Sukker med, da et Pund deraf ikkun koster 2 pence. Den 18aarige Lærling Goddard gik ind til Apothekeren for at spørge, hvor “daff” havde sin Plads paa Materialkammeret, hvilket denne rigtigt angav; Goddard fandt en Tønde nærved den Plads som Apothekeren havde angivet, og deri et hvidt Pulver, som han antog for at være det rette, men som i Virkeligheden var hvidt Arsenik, og han udleverede 12 Pd. deraf. Konditoren gik nu hjem og lavede Pebermyntekager, bestaaende af 12 Pd. af det formeentlige “daff” 4 Pd. Gummi og Vand, 1½ Unze Pebermynteolie og 40 Pd. Sukker. Han befandt sig meget ilde under Tilberedningen, men kunde ikke opdage Aarsagen. Pebermyntekagerne bleve derefter solgte paa Torvet, i Almindelighed i 2 Unzer ad Gangen, og saaledes udbredte baade i Byen og Omegnen. Resultatet var: at 20 Personer døde deraf og over 200 Personer bleve syge; ved Undersøgelsen viste det sig, at hver af disse Kager indeholdt mellem 11 og 16 Gran Arsenik. — Hadgson og Goddard bleve anklagede, men frikjendte af Juryen.

    Det er denne Begivenhed, der har foranlediget, at en i en senere Anmærkning omtalt ”poison bill” er bleven indbragt i Parlamentet, og man begynder nu i England at indsee Nødvendigheden af Autoriteternes Control med Apothekervæsenet, og af at Apothekernes Forretninger besørges af Folk, som ved Kundskaber og Dannelse afgive den fornødne moralske Garanti.

Kilde:
I Commission hos Chr. Steen & Søn. Kjøbenhavn, 1859.
Hypertekst udgave fra Para-nyt, udsendt 1. november 1999

Bookmark and Share

Skriv kommentar

*