Charlataner og charlataneri – Kapitel 6

af A. Wanty

0. Indledning. Oversætterens forord
1. Første Kapitel. Udenlandske Charlataner. Overtroiske Midler. Empirikere, de saakaldte kloge Mænd.
2. Andet Kapitel. Lægevidenskabeligt Charlataneri i Ordets egentlige Forstand. Uropatherne.
3. Tredie Kapitel. Charlataneriets Benyttelse af Electriciteten.
4. Fjerde Kapitel. Accumulation af Fag, henhørende til Lægekunsten. Indgreb i Andres Rettigheder.
5. Femte Kapitel. Lægecharlataner.
6. Sjette Kapitel. Raspail og hans Kuurmethode.
7. Syvende Kapitel. Apotekernes Specialiteter og hemmelige Midler.

Raspail og hans Kuurmethode.

Der kunde gives dem, som undre sig over, at see et saa bekjendt Navn som Hr. Raspails figurere i en lille Bog; der alene har til Formaal at afsløre Charlatanismen og dens Sletheder; de kunde maaskee fristes til at spørge mig, om jeg ogsaa anseer ham for en Charlatan? Dertil vil jeg svare, at jeg, med det Maal for Øie ved mine her fremsatte Iagttagelser at stræbe efter at bekjæmpe og om muligt udrydde alle Misbrug, som begaaes i de lægevidenskabelige Fag, troer mig forpligtet til at skjænke denne Chemiker og Qvaksalver et heelt Kapitel. Jeg vil fremdeles svare, at for mig er ethvert Individ, som ikke har de Kundskaber, der udfordres til at udøve et af Lægekunstens Fag, med et Ord ikke har Praktiseringsret eller Bevilling, en Charlatan, naar han giver Lægeraad, foreskriver Lægemidler eller udleverer dem.

Jeg skal være den Første til at lade Hr. Raspails Talent som Chemiker vederfares Ret; i denne Egenskab har han gjort Videnskaben nogen Tjeneste; men det undskylder ikke de temmelig udelikate Spekulationer, han nu driver. Da han ikke er Læge, er han ingenlunde competent til at udgive Værker om Lægevidenskaben; hans Takt og sunde Sands burde have afholdt ham derfra, og naar denne Grund ikke var vægtig nok for ham, skulde han dog idetmindste tænke paa Ansvaret, som han paadrager sig.

Lad os ét Øieblik forestille os, at hans Lære var sand, at hans nye Lægesystem, hvis man vil være saa god at bruge dette Navn, hvilede paa solid Grundvold, kort sagt, lad os for et Øieblik antage, at den Fremgangsmaade, som han tilraader, undertiden kan have en fordeelagtig Virkning, saa er det dog ligefuldt beviist, at de ufuldkomne Lægekundskaber, som han i sine Flyveskrifter giver sine Læsere, ikke kunne strække til at sætte disse istand til at erkjende endog det simpleste Sygdomstilfælde. Skulde han virkelig gjøre den Paastand, at han kan simplificere Lægevidenskaben saaledes; at man kan studere den fuldstændigt i faa Dage eller endog i faa Timer? Hvor kan han forudsætte; at den Første den Bedste, efterat have læst hans Værker, kan erkjende en Sygdom ved de første ubegrændsede og slet definerede Symptomer? Veed han ikke, at Lægen behøver alle sine Kundskaber og al sin Erfaring til at bestemme et Sygdomstilfælde ? Enhver uhildet Person vil erkjende det Urimelige i slige Paastande.

Jeg maa tilstaae, at Raspail i sine Afhandlinger giver Prøve paa et ubestrideligt Talent som god Skribent; men netop i denne Egenskab ligger en stor Deel af Faren; thi de Personer, som ingen Kundskab besidde i Lægevidenskaben. ville gjerne gaae ind paa en Lære, som forbauser ved sin Simpelhed, og de bryde sig ikke om, at Udgangspunktet er falskt; den vil desuden i deres Øine have alle de Fordele, som nye Systemer i Lægevidenskaben altid have havt hos et vist Publikum.

For at fremstille Faren ret fatteligt, skal jeg anføre et Exempel. Choleraen, denne frygtelige Sygdom; som allerede har krævet saamange Offre iblandt os, begynder for det meste med temmelig ubetydelige Tilfælde, som let forsvinde under en passende Lægebehandling; naar disse Tilfælde ikke hæmmes, blive Sygdommens Fremskridt saa stærke, at den meest energiske Behandling kan være uden Virkning derimod. Det maa nu næsten antages, at man, naar man har ubegrændset Tillid til Raspails Kuurmethode, da nøies med at anvende Omslag paa Maven og Indaanding af Kampher, som han foreskriver i sine Værker; Tilfældene kunne blive heftigere og alvorligere, det bryder man sig ikke om, thi det er udtrykkelig anbefalet, at man skal vedblive med denne Helbredelsesmaade indtil Ildebefindendet er forbi, og vist er det, at det jo snart kan være forbi! Hvad skal man sige om slige Midler? Kan man vel være for streng i sine Udtalelser over en saadan Lære, der gaaer ud paa deslige Resultater, — hvis Undskyldningen ikke frembød sig i Egenkærlighedens Grunde, for hvilken Systemernes Ophavsmænd gjerne offre Alt?

Men Herr Raspail kan ikke engang gjøre Fordring paa at betragtes som Ophavsmand til nye Ideer, og man vil forgjæves i hans Værker søge Andet end et Slags Compilation af Alt, hvad der tidligere er skrevet til Forsvar for Kampherens Anvendelse. Denne Substants er nemlig et af de Medikamenter, som man kjender fra de ældste Tider; de arabiske Læger, Aëtius, Avicenna anvendte den allerede, og næsten alle medicinske Forfattere have omhandlet den. Nogle Læger have betragtet Kampheren som et Universalmiddel; men disse Overdrivelser, som nu gjentages af vor Chemiker og Qvaksalver, ere bleven bekjæmpede af de berømteste Forfattere. Raspail er ikke gaaet videre end visse Praktikere fra tidligere Perioder, thi der har iblandt dem endog været Folk, som ansaae denne Substants for at have Egenskaber til at kurere Syphilis. Kan man finde nogen bedre Prøve paa Ubestemtheden angaaende Kampherens Virkninger end de modsigende Iagttagelser, hvortil dette Medikament giver Anledning?

Hvad angaaer Kampherens Forraadnelse modvirkende Kræfter, især ved udvendig Brug. saa ere de almindelig kjendte og vor Chemiker har Intet Nyt fremført i dette Punkt.

Er det samme Tilfældet med Hensyn til dens indvendige Brug, og besidder denne Substants virkelig en saadan Uskadelighed, som han gjerne vil tillægge den?

Her ere Meningerne deelte, men det er kun om, hvor store Doses der frembringe Forgiftning. Alle toxicologiske Forsøg give samme Resultat og bevise, at Kampheren maa henregnes til de skarp-narkotiske Giftarter; Orfilas Experimenter levne ikke nogen Tvivl i denne Henseende. Det er ligeledes beviist, at Kampheren i Stykker frembringer talrige Saar paa Mavens Sliimhinder, med hvilke den kommer i Berørelse; den nysnævnte Forfatters Iagttagelser med egne Øine ere fremførte som Beviis derpaa.

Trousseau og Pidaux have i deres udmærkede Værk om Therapien og Materia medica saa aandrigt sagt:

”Det er gjennem en for Raspail eiendommelig pathogenisk Theori, at Kampheren pludselig er bleven den syge Menneskeslægts Frelser. Aarsagen til alle Sygdomme er: Insekters Tilstedeværelse i Organismen; nu er Kampheren et mægtigt Insektdræbende Middel, altsaa etc. — Hvad har De at indvende derimod?”

Derefter tilføie disse Forfattere:

”En Chemiker har ligesaalidt Forpligtelse til at være Læge som en Experimentator til at være en Mand med almindelig sund Menneskeforstand.”

Først maae vi spørge: er Udgangspunktet logisk rigtigt? Opstaae Sygdommene virkelig af Insekters Tilstedeværelse i Organismen? Denne Theori hviler udentvivl paa den Kjendsgjerning, at Mikroskopet viser en saadan Tilstedeværelse i Koldbrand og Hospitalsbrand, i Udaandningsdunsterne ved typhoide Febre o. s. v.; men Hr. Raspail veed dog vistnok meget godt, at man under Mikroskopet seer Smaadyr saa at sige overalt; og mig forekommer det altid mere logisk at antage, at det ikke er Insekter, som frembringe Koldbrand, Hospitalsbrand o. s. v. men at det snarere er de enkelte syge Deles Desorganisation, som giver disse Universal-Insekter deres Tilværelse; dette er idetmindste en Kjendsgjerning ved alle organiske Legemer, hvilke Livet forlader.

Hvis denne Forudsætning af Raspail var rigtig, gad jeg dog nok vide, om Aneurismer, Hjertesygdomme og apoplektiske Tilfælde ligeledes opstaae af de Insekter, hvorom han taler? Jeg indseer end ikke Grunden hvorfor man ikke skulde gjøre disse Insekter ansvarlige for alle vore Sygdomme lige fra Ligtornene og indtil Asphyxien!

Man kan gjerne sige, at dette er nogle latterlige Spørgsmaal, men saa har jeg ogsaa Ret til at spørge hvorfor det?

Lad os ikke forglemme, at Raspail betragter Kampheren som et Kjæmpemiddel imod Choleraen og den gule Feber!

Hvad skal man troe, naar han selv siger: ”Jeg har seet intermitterende Febre blive afbrudte alene ved at lægge et Stykke Kampher paa den hule Deel af Maven.” Hvor sad da de Insekter, som frembragte disse Febre? og hvorledes kunde Kampheren, anvendt paa saadan Maade, komme til at dræbe dem saa hurtigt?

Jeg veed ikke om denne Kurmethode ogsaa har Magten til at helbrede for Galskab; men i saa Fald kunde den ikke anvendes bedre end til at tilintetgjøre sine egne Virkninger, og det vil da kunne forstaaes, hvorfor Raspail tilraader den fortsatte Anvendelse af Midlet for Alle dem, der følge hans Forskrifter.

Men tilbage til det Alvorlige.

Et System, der hviler paa den udelukkende Brug af Kampheren til alle Sygdommes Helbredelse, kunde ikke bestaae nogen lang Prøve; derfor har Opfinderen ogsaa anseet det for klogt at gaae lidt udenfor sine søgte Ideer og completere sin Lægemethode med Anvendelsen af nogle andre, mere eller mindre sindrige Midler, blandt hvilke jeg blot skal nævne Aloen.

Anvendelsen af dette Afføringsmiddel er gammel; i mange Tider har man kjendt dets fordeelagtige Egenskaber under visse Sygdomstilfælde; men man har ogsaa i mange andre beviist dets Farlighed. Hvad bliver da atter her Resultatet af Raspails Raad? Hvorledes vil han have, at den Syge skal kunne kjende Contra-Indicationerne? Raspail kunde jo ikke engang selv bestemme disse, naar han sad ved den Syges Leie. Og naar der er Fare ved at give et Middel, hvad er da Følgen af dets Anvendelse? Man bør ikke betegne denne min Frygt som Overdrivelse; dem, der nægte, at saadan Fare er tilstede, vil jeg svare, at de gjøre det af Uvidenhed eller Mangel paa Iagttagelse.

Det er saaledes afgjort vist, at et Afføringsmiddel, taget under visse ugunstige Omstændigheder, kan medføre en Diarrhoe, som er vanskelig at standse, ja endog Blodgang; jeg kan anføre Tilfælde, hvor Døden fremkaldtes ved en utidig Anvendelse af disse Medikamenter.

Aloen kan fremkalde en farlig Congestion til Tyktarmen; den maa formelig contraindiceres hos Fruentimmer i visse Perioder af Livet, hvor dens Anvendelse kan medføre livsfarlige Tilfælde. Lægerne kjende dens Virkninger under Svangerskabet og dens ødelæggende Følger i visse acute Sygdomme. Hvor vil man nu forlange. at Folk skulle selv kunne vide Besked med de Tilfælde, hvor de kunne indtage saadanne Substantser uden nogen Fare? Det er visselig ikke Læsningen af Hr. Raspails Afhandlinger, som skal give den fornødne Indsigt dertil.

Jeg kunde udbrede mig langt videre, men jeg indseer ikke Nødvendigheden deraf; hvert Menneske, der kan tænke en lille Smule, maa erkjende; at vor Qvaksalvers Værker vrimle, af Vildfarelser; de ville sandelig ikke bringe ham den Berømmelse, som han synes at hige efter, og hans Lægemethode vil, naar den bringes til Alverdens Kundskab, i de fleste Tilfælde have ødelæggende Virkninger, fordi den Syge derved berøver sig selv en passende Pleie og Behandling ved Sygdommens første Begyndelse, og henvender sig først til Lægen, naar han har Erfaring for de anvendte Midlers Slethed; men imidlertid har Sygdommen grebet saaledes om sig, at dens Helbredelse er vanskelig, ofte endog umulig.

Dog vi ville ikke spilde flere Ord paa en saa forargelig Industri; hvorfor skal dog ogsaa Vindesygen, om den end nok saa behændigt tildækkes med Menneskekjærlighedens Kaabe, bringe en Mand, der indtog en hæderlig Plads som Chemiker, ned i et Søle af det foragteligste Charlataneri? Hvorfor vil denne Mand dog ikke indsee, at naar man modtager en Nations Gjæstfrihed, saa er det daarligt at lønne den med at drage en skammelig Fordeel af dens Svagheder og overtræde dens Love ¹⁾.

Noter (Overs. anm.)

1. Raspail, der for politiske Forseelser er forviist fra Frankrig, opholder sig nemlig i Belgien, hvor han, som Slutningen af det foregaaende Kapitel viser, producerer sig som ”Kampherdoctor” beskyttet mod Loven af en obscur Læge, der giver sit slet renommerede men praxis-berettigede Navn til, omtrent som hos os en Ikke praxis-berettiget Homøopath der har stor Praxis, lader sine Dødsattester underskrive af en praxisberettiget Homøopath, som kun har ringe Praxis.

Kilde:
I Commission hos Chr. Steen & Søn. Kjøbenhavn, 1859.
Hypertekst udgave fra Para-nyt, udsendt 1. november 1999